Caught by the past..

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være sent. Kimeya havde fået lagt sin lille pige i seng og sagt godnat til sin søn, hvor han derefter havde valgt, at skulle søge ud. Denne aften var det hans tur til at komme ud lidt, for han kunne ikke være bundet til hjemmet på den måde. Det drev ham simpelthen bare til vanvid! Det blæste godt og det var koldt. Vinteren var uden tvivl ved at melde sin ankomst, som træerne også måtte stå fuldkommen nøgne, man kunne høre varulvene hyle op mod den store måne, selvom det nu ikke var noget som påvirkede Kimeya det mindste. Lidt spænding havde alle vel godt af til tider? Hans skridt var rolige og nærmest lydløse som var han en vampyr, selvom det nu var ham en tid som han kunne lægge bag sig og bare glemme – Heldigvis! De grågrønne øjne vendte han roligt rundt omkring i omgivelserne. Selv for en som ham, kunne det være farligt at bevæge sig udenfor, det var vel et sted også den form for spænding som han måtte søge efter? Det at kunne tvinge adrenalinet i gang endnu en gang, som var det nu så mang år siden sidst? Det hele havde jo trods alt ændret sig, efter at han var blevet far og faktsik havde formået a t holde fast i børnene denne gang. Selvfølgelig elskede han dem af hele sit hjerte, men at give afkald på sit gamle liv, var ikke noget som han kunne gøre, bare sådan uden videre. De mange træer som tårnede sig som enorme skygger var dog ikke noget som skræmte Kimeya væk på nogen måde. Den blålige flamme som hvilede i hans hånd, oplyste hans ansigt, den faste mine uden et smil, de intense grågrønne øjne og det lange hår som måtte blafre efter ham i takt til hans mange skridt. Uglerne tudet i de høje træer, hvilket hurtigt måtte tvinge Kimeyas blik op. Han kunne ikke se andet end den store fuldmåne som svagt måtte søge i dækning bag et større skydække, så det hele endte næsten fuldkommen mørkt. Et svagt smil passerede svagt hans læber. En sjældenhed nu om dage faktisk. Det var sjældet, at han i det hele taget formået at lukke denne warlock frem i mørket. Magien skulle han jo trods alt selv holde ved lige efter de adskillige år med hvile. Han havde trukket sig tilbage fra det enorme søgelys og det så i den grad også ud til at have sig den store virkning. Som han nåede en mindre lysning, så stoppet han op og lod flammen vokse i omfang. Ikke bare at det automatisk gjorde, at man ville kunne spotte ham fra en større afstand, så gjorde det ham intet. Folk kunne bare komme an!

[yuuki]

Med skridt i hurtig fart over jorden kunne Yuuki tydeligt mærke kulden mod sin front, som et tæppe. Hjertet i hendes bryst hamrede afsted i panik. Hun var svimmel og havde ikke valgt at blive i sengen tilbage i Joshuas hjem for at finde ro. Alt for mange tanker havde samlet sig omkring ting hun end ikke forstod det mindste af. Frakken trak hun om sig, men stadig frøs hun om sine bare ben og fødder i de små flade sko. Med et greb ud efter et nærstående træ fandt hun støtte da hun derefter valgte at se sig omkring; en lille lysning ikke langt derfra kunne spottes. De fine våde perler samlede sig over hendes pande og ned langs hendes hårgrænse; feberen havde kun taget til. Hun frøs noget så frygteligt, men var ellers varmere end normalt. Hun vidste ikke hvad der gik af hende, men en trang til at løbe for at slippe væk fra det hele havde sat sig i hende... igen? hun bevægede sig stille hen mod lysningen ganske roligt og stoppede først op igen da hun stod med armene omkring sig blændet af det lys der måtte falde mod hendes ansigt. Hun kunne fornemme at her var en anden end hende selv. Hun lænede sig blot ind til træets stamme med armene om sig og håret hvilende omkring hendes ansigt. Hun kiggede ikke omkring sig holdte blot blikket i jorden da hun gled ned på jorden langs stammen. Mon Joshua ville rende efter hende, når han så hun var væk? Det vidste hun end ikke, men et håb var der vel et sted. Det lys; så betryggende et sted og en anelse varmt i forhold til månens kolde skær. Hun forsøgte at slappe af, men rystelserne i kroppen for at holde varmen fik det bare til at føles endnu køligere.
"Så koldt...."
Hviskede hun stille og lukkede øjnene i for ikke at bemærke sine omgivelser. Hun magtede ikke at tage et eneste skridt længere, men hun ville helst videre; hvorhen vidste hun dog ikke.

[Kimeya Marvalo]

Mørket var Kimeya en tryghed uden lige, og det havde det været hel hans liv mere eller mindre. Mørket var hans ven, hans fjende og hans energikilde et sted. Fuldkommen fanget i den dybe koncentration i hans foretragende. Ligesom langt de fleste mænd, så var det fokus på en ting af gangen, da alt et andet faktisk måtte være direkte uoverskueligt. Kimeya var ikke noget undtag af denne nærmest uskrevne lov. Han blev svagt revet ud af sine mange tanker, idet at han næsten måtte føle og fornemme, at der måtte være andre i nærheden, hvilket omgående fik ham til at dæmpe flammen bare en smule. De grågrønne øjne søgte rundt omkring i omgivelserne, selvom han ikke direkte kunne sige noget. Han var vant til at skulle se lyset i flammerne, så selvfølgelig var han blind for alt det andet. Med en svag og let bevægelse med hans slanke fingre, så forlod flammen hans håndflade, inden den roligt søgte over hans hoved og lyste mere op, så han ville være i stand til at skulle se det hele i en langt større omkreds.
”Hvem der?” vrissede han let. Den faste, kyniske og kolde tone bar nu ingen præg på venlighed. Viste man det normalt i dagens Dvasias, så var man da først for alvor i store problemer, hvilket han heller ikke måtte ønske sig. Han rettede sig roligt op, hvor selv det var tydeligt at han var en mand af tydelig autoritet og med det hele endda. Han kneb øjnene let sammen og lod lyset blot blive en anelse mere kraftig. Den var ikke nødvendigvis varmende på nogen måde, for det var ikke varme som lå til warlock som et væsen. Endnu en gang var det jo bare noget som han måtte lære sig, at skulle slå sig til tåls med, for det var bestemt ikke nemt! ”Giv dig til kende!” vrissede han med en ganske fast tone. Det var vel også tydeligt, at det ikke var noget som man skulle stille nogen spørgsmål ved. Der var stadig meget af den gamle leder i ham. Han prøvede sine svar!

[yuuki]

Yuuki havde ingen tidsfornemmelse overhovedet og end ikke kunne kun forbinde noget som helst med den fortid hun var blevet frarøvet. Da først det blindende lys endte en smule mere dæmpet åbnede hun svagt sine øjne endnu engang. Koldt var det skam stadig, men lyset for hende var et tegn på varme så ikke kunne det på anden måde være koldt for hende. Kun mørket og intetheden kunne være kold og dyster. Ganske let vendte hun blikket ind mod lysningen siddende der mellem to rødder fra træet, hævet over jordbunden. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke om denne stemme hun nu hørte. Den var vrissende; ligesom Joshuas når hun havde bragt ham problemer. Hun smilede svagt ved det, men kun ganske kort og utydeligt. Denne skikkelse var langt fra Joshua og det var hende nemt at genkende.
På trods af at rystelserne stadig havde et godt tag i kroppen på hende skubbede hun alligevel sig selv op og sidde. Det var uudholdeligt at bevæge sig omkring flere timer i træk uden særlig meget tøj på kroppen. Denne fremmedes spørgsmål og tydelige befaling på en præsentation. Hun måtte manne sig op og vente med at finde hvile til hun var kommet hen et mere sikkert sted. Med besvær kom hun på benene igen og trådte ud i lysningen og derved også nærmere denne fremmede. Hun var bleg alene på grund af sin syge tilstand, men ellers lignede hun end ikke det der kunnes sammenlignes med et væsen fra mørket. Hun trak op i sin pelskrave fra sin hætte med begge hænder og kneb øjnene en anelse sammen da hun valgte at tage denne fremmede i blik som en helhed.
"Mit navn er Yuuki.. ved De hvor langt der er til nærmeste by?"
Hendes ord var først ment til at skulle afsløre hendes navn, men for hende var det langt mindre vigtigt lige i dette omfang. De blå øjne prydede stadig hendes blide ansigt som altid og de lyse lokker det samme. Hun var end ikke ændret, som om hun havde siddet stille i tiden siden den gang.

[Kimeya Marvalo]

Mørke, kulde og intethed havde været Kimeyas liv siden han havd været ganske ung. Det var jo heller ikke fordi at han havde et liv som man direkte kunne prale af. Han var bare forbandet glad for, at det endelig havde taget en voldsom ændring. Dog var han ikke som så mange andre dvasianere ville være det. Han havde det meget nemmere for at skulle slå koldt vand i blodet, han havde det nemmere for at holde sig i skindet i stedet for bare at kaste sig ud i hver eneste kamp som måtte byde sig, og det havde i den grad også vist sig, at være til hans egen redning temmelig mange gange.
At der måtte være nogen i hans nærhed og tæt nok på, til at det kunne ændre sig til enten noget fjendtligt eller det som var værre, var den eneste grund til at Kimeya valgte at reagere på det. Netop fordi at han havde meget mere at skulle tænke på end det som han havde for mange år siden og det var jo bare sådan, at det måtte være. Han havde en familie så han kunne ikke rende rundt som han havde gort før det. Det var vel også der at fokuset på ham og hans liv var falmet skræmmende meget, selvom det nu ikke var noget som han havde det mindste imod lige nu.
At denne kvinde valgte, at skulle give sig til kende og med det navn, var noget som fik det til at slå klik for ham. Det navn vækkede ham alt for mange minder og det var ikke just noget som man kunne kalde for positivt! Hans opmærksomhed faldt direkte mod hende. Lyset vendte han direkte mod hende, blot for at tage hendes skikkelse i blik. Den opmærksomhed fik hun allerede som hun fortalte ham sit navn. ”Yuuki..” Han mærkede hvordan hjertet måtte slå den ekstra tand mod hans bryst. Han var mere eller mindre fuldkommen stiv i minen, hvor selv smilet var falmet temmelig meget. Han gik mod hende og med de samme målfaste skridt. Nej.. Hun var død! Nathaniel havde sørget for at hun var væk for alvor! Han havde garanteret det! ”Hvordan pokker kan du være i live?” vrissede han fast. Han bevægede sig mod hende, søgte ned mellem træerne igen, for at nå hendes skikkelse. Hånden og hans slanke fingre måtte låse sig direkte og fast omkring hendes slanke hals, for at skubbe hende op af det nærmeste træ. Nej! Hun måtte for pokker ikke være her!

[yuuki]

Blot som hun nu stod og betragtede denne fremmede foran hende. Ikke mindst hans reaktion da først hun havde præsenteret sig og spurgt om vej. Hans reaktion var intet af hvad hun kunne forvente overhovedet! Hun kendte ham ikke engang.
"Ja?"
Endte hun undrende da han først bevægede sig ned mod hende ind mellem træerne. Hans skridt og den faste beslutsomhed der lå bag hans ivrige vandren fik hende til at trække sig blot et skridt baglæns da han kom mod hende hurtigere end ventet. Hans ord igen om hvordan hun kunne være i live, forstod hun slet ikke!
"Hvad mener De?!"
Spurgte hun forvirret blot det sekund inden han fik fat om halsen på hende og tvunget hende op ad træet bag hende. De fine små blide hænder lukkede sig fast omkring hans håndled rent instinktivt. Varmen brændte i hende og varmen fra hans hænder var selv langt køligere end hendes hals. Hun kneb øjnene sammen igen og sank besværet. Hvorfra kendte han hende? Burde hun kende ham? Hvad var meningen med hans måde at reagere på? Det var ligegyldigt med hvor meget hun forsøgte at tænke over det. hun havde aldrig i sit liv set ham før!
Hun hostede halvkvalt for at få luft og forsøgte at tale igen uanset besværligheden ved det.
"Jeg ved ikke hvem De er!"
Alvoren i hendes ord var tydeligt. Hun trak et ben til sig for at placere foden i maven på ham. Yuuki var langt fra i sit bedste humør og det var sidste gang hun ville overgive sig fuldkommen til en modstander der ønskede at gøre hende ondt! Hvis hun bare kunne finde til byen ville hun også kunne finde hvile og komme sig, men det krævede han ville give slip på hende!

[Kimeya Marvalo]

At han ikke var genkendt, var nu noget som forundrede Kimeya temmlig meget. Han kunne bare ikke tro, at hans gamle fortid med Yuuki stadig skulle formå at være sådan efter ham! Han var færdig med det. Det som han snildt kunne betragte som den værste fejl i hele hans liv! Det var jo også sådan, at han havde præsenteret det for Faith og det var ikke en mening som bare ændrede sig sådan uden videre, det var helt sikkert. ”Din lille..” Alene tanken om at hun var der, var noget som måtte gøre ham direkte vred. Han ville ikke have at disse mange stunder i minde endnu en gang! Alle de ting som han havde gjort mod Yuuki dengang, alle de ting som de havde gjort sammen. Det var jo ikke noget som sagde så lidt, for han havde været så tæt på at gøre det slut med Faith for at være sammen med Yuuki i stedet for og han havde ikke gjort noget andet end at fortryde det! Hendes små næver som måtte lukke sig noget så fast omkring hans eget håndled, var end ikke noget som gjorde det bedre, for det bekræftede kun for ham, at hun var der! At det ikke bare var hans fantasi som måtte spille ham et puds!
”Du var død Yuuki… Nathaniel rev dig fra mig som jeg ønsket det! Hvordan pokker kan du være her!” endte han med en tydelig fast tone. Han var frustreret og ville bare have hende væk! Jo hurtigere hun kunne komme væk, jo nemmere var det! Desuden.. Hvad pokker lavede hun i Dvasias, når det var kendt for at være et direkte farligt sted at være? Det havde jo ikke ændret sig igennem det sidste lange stykke tid og det havde det jo ikke nogen grund til. Han kneb øjnene tydeligt og faretruende sammen og med den samme faste mine i ansigtet. Han klemte blot en anelse til, så hun stadig kunne få luft. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at klemme luften ud af hende – Endnu.
”Du ved ikke hvem jeg er? Du ved ikke hvem jeg er?!” gentog han vantro. Det var en løgn uden lige! Efter alt det som de havde været igennem sammen endda? Deres tvillinger, deres langvarrige affære? Det var jo slet ikke noget som måtte give nogen menng og heller ikke for hans vedkommende. Flammen kom tættere på hende, så han kunne tage hende fuldkommen i blik. Det kunne vel have været en anden Yuuki? De mange detaljer.. Han kunne ikke gøre andet end at genkende ham? ”Navnet Kimeya siger dig ikke noget? Demian? Laquisha?” spurgte han kortfattet. Hvis hun i det store og hele, samt i sandhed ikke kunne huske ham, så var det vel heller ikke så farligt?

[yuuki]

Efter alt det de havde været igennem, var Yuuki stadig langt fra virkeligheden og den sandhed hun stod ansigt til ansigt med lige nu. Det som denne fremmede stod for og holdte højt som den endelige sandhed, var bare tom luft for hende. At finde den oplysning og hive den frem i hendes sind ville tage mere end blot simple ord. Hun kendte ham ikke og ville heller ikke ende op med at kende til ham i sidste ende hvis han så ville få hende hevet frem. Hun var underlagt Nathaniels vilje og magi når det kom til hendes minder.
”Jeg var død…? Jeg var aldrig i live før nu… mine lange dage i Marnjarnos skove virkede endeløse, indtil jeg mødte Joshua. Den samme mand jeg nu søger væk fra. Jeg kender dig ikke…”
Det endeløse blik hun skænkede Kimeya lignede måske det samme som det hun altid gav ham når hun så ham i øjnene. Der var ingen tvivl overhovedet. Hendes underbevidsthed genkendte ham, men hun var ikke i stand til at bemærke det på noget punkt. Aldrig om det ville blive en realitet for hende. Han var kun på nuværende tidspunkt en fremmed for hende med en skarp tendens til at gå amok over det mindste. Et voldsomt temprement der var tydeligt at spotte i en sjæl som hans. Hun lukkede øjnene da han klemte sammen bare en anelse mere. Han ord gav stadig ingen mening for hende, men alligevel virkede det for hende som om at han pointerede et faktum af sit liv hun havde glemt. Han virkede så desperat i sit forsøg på at få hende til at huske, men kun en skuffelse kunne hun tilbyde ham i sidste ende. Blikket endte mod hans da han igen begyndte at tale. Nej, hun vidste ikke hvem han var. Hverken hans navn, Demians eller Laquishas.
”Beklager… jeg kender dem ikke…”
Havde Yuuki vidst det havde hun ikke benægtet sit kendskab til sin egne børn. Blot i fortiden havde hendes desperate forsøg på at holde dem i sikkerhed hos Kimeya været hendes ultimatum inden hun blev kastet i mørket; så meget burde han da kunne huske. Hun følte sig forvirret og vildledt. Havde denne mand virkelig noget at gøre med hende?

[Kimeya Marvalo]

At det hele ikke kunne være andet end direkt etomme minder for Yuukis vedkommende, var efterhånden ved at gå op for Kimeya, eftersom han kunne se at hans ord ikke måtte skabe andet end en forvirring ved hende. Et sted var det lettende for ham at vide, at hun ikke huskede ham, at alt det som de havde været igennem i den glemte fortid faktisk måtte forblive glemt på denne måde? Hans greb omkring hendes hals måtte løsne mere og mere. Han sporede ikke nogen form af løgn i hendes ord, så det måtte vel også være det som hun måtte tro på? Han kneb øjnene let sammen. Han var bare nødt til at være helt sikker i sin sag. Alt andet kunne vise sig at blive en ekstrem stor fejl for ham og det ønskede han bestemt ikke. Han havde sin egen familie at beskytte for øjeblikket og det var noget som han iden grad også agtet at gøre det.
”Joshua? Dødsenglen Joshua?” gentog han ganske kortfattet. Det var den eneste Joshua som han måtte kende til i Dvasias – Den såkaldte leder af de berrygtede dødsengle, selvom han ikke videre kunne sige, at han måtte være imponeret over mandens handlinger og specielt ikke hvis han havde taget en som Yuuki til sig. Den kvinde forvoldt ikke andet end skade og det var jo bevist gang på gang, at sådan måtte det vel bare være?
Kimeya slap endeligt sit greb omkring hendes hals, som hun måtte stå fast på, at ingen af navnene var at genkende for hende. For hende så var han en ukendt og fremmed mand? Ikke at han havde det mindste imod det, for han ønskede virkelig ikke at vende tilbage til den fortid endnu en gang. Det ville ikke være noget som de ville kunne få det mindste ud af. Det havde været et helved, ikke bare for ham eller for Faith, men også for Yuuki selv. Kain dengang have påpeget hvor ondt hun havde haft det. Så ung som hun havde været, så havde hun formået at appelere til Kimeyas svækkede samvittighed, men den var der dog endnu alligevel. Han hadet virkelig den tanke! Hun havde været så tæt på at skulle ødelægge hele hans liv! Alt det som han nogensinde havde kæmpet for! Alt! ”Godt,” afsluttede han ganske kortfattet, som han roligt valgte at trække hånden til sig. Demian og Laquisha havde han ikke det mindste kendskab til længere. For alt hvad han vidste, så kunne de være døde og borte uden at det ville røre ham. De unger havde aldrig ramt ham i hans hjerte som Cedric og Cecilaya havde gjort det – Dem som måtte sove trygt i deres seng hjemme i Marvalo Mansion. Han valgte blot at trække et skridt tilbage, som han vendte sig med ryggen til hende og begav sig tilbage til lysningen. Som om intet var sket.

[yuuki]

Yuuki ejede ikke det der lignede et minde omkring hendes tid med ham. Det ville have været det værste de begge kunne blive udsat for i sidste ende hvis de skulle ende ansigt til ansigt med hinanden som nu. Dog undrede det hende at han havde nævnt Nathaniel og beskrevet så dybt hvordan han havde ønsket at hun skulle rives fra ham. Havde hun på nogen måde været en del af ham? Da hun først mærkede hvordan han løsnede sit greb om hendes hals gispede hun ved kulden der sneg sig ind mellem hans fingre. Med et greb om stammen holdte hun sig gradvist stående til han havde vendt sid med ryggen til hende, hvor hun så gled ned på jorden igen. Så anstrengende som det var for hende at holde sig oprejst i denne ubehagelige slørede tilstand, kunne hun ikke ret meget andet end at finde hvile på jorden. Denne fremmede mand vidste tydeligvis hvem hun var, men hun vidste ikke hvorfra; måske gennem Nathaniel.
”Hvem er du?... Hvordan ved du hvem Nathaniel er?... Ved du hvor han befinder sig?...”
Endte hun i en svag spørgende tone. Hun var dog et eller andet sted mere nysgerrig efter at vide hvordan han kendte til hende og hvad deres relation var. Han kendte tydeligvis også til Joshua, men aldrig havde hun set ham i Joshuas hjem så længe hun havde været der.
”Hvorfra kender du til joshua?”
Spurgte hun pludseligt og kiggede op på ham som hun lå der på jorden helt bleg i ansigtet og over læberne; feberen steg gradvist og følte sig blot mere og mere utilpas som tiden skred frem. hun skulle ind til den nærmeste by og gerne meget snart, men hun kunne end ikke komme på benene igen. Jorden under hende var kold og alligevel behagende i kontrast til den varme hun brændte inde med...

[Kimeya Marvalo]

Så lang tid at Kimeya var ukendt for denne kvinde, så ville han heller ikke gøre det store nummer ud af det ved at få hende til at huske. Det ville vel først være som at lade et helved bryde løs? Faith havde allerede nævnt for ham, at hun havde set Yuuki ved maskeballet, hvor han ikke havde gjort andet end at le hende direkte op i ansigtet. Nu stod han faktisk foran hende og han kunne ikke sige andet, end at dette virkelig ikke havde været ventet. Yuuki havde været en del af ham igennem så skræmmende lang tid og det havde virkelig ikke været til det bedre, at han havde haft hende inde i hovedet! Nu hvor han blot ønskede at trække sig tilbage til det stille og rolige, til sit eget liv og bare håbe på at denne kvinde ville lade ham være, så ville det være godt nok for ham.
Kimeya kunne ikke lade være med at trække lettere morende på smilebåndet. ”Nævn en her til lands som ikke kender til Nathaniel Diamaqima?” opfordrede han med en ganske kortfattet tone. Han vendte endelig blikket mod hende igen som han igen var endt med at stå i det blege måneskin. ”Nathaniel er en ven af min familie, så jeg kender ham godt personligt. Jeg ved hvor han er.. Hvorfor spørger du?” spurgte han ganske kortfattet. Mere eller mindre enhver vidste, at han havde forladt Procias efter at Liya var blevet fængslet og Fabian var kommet hjem efter sin kidnapning her til lands. Den arme mand. Han havde virkelig ondt af ham, og så sagde det sig selv, at det virkelig måtte være alvorligt.
Den kolde latter forlod Kimeyas læber, hvor han roligt rystede på hovedet. Armene gled roligt over kors. ”Du tænker på lederen af de berygtede dødsengle, ikke sandt? Jeg har nok aldrig mødt manden personligt, men man hører mange rygter og historier om ham,” forklarede han stilfærdigt. Det var ikke fordi at han ville sige, at han var bange for manden eller noget lignende, for.. det var vel bare sådan at det var? Enhver race måtte have isn leder, selv der hvor Kimeya ikke just kunne sige, at han måtte følge sin egen. Han skulle have en umådelig god grund til at skulle gøre det først, netop fordi at han selv måtte stå som en gammel leder for de mange warlocks.

[yuuki]

”Nathaniel var den allerførste jeg lærte at kende… da jeg først vågnede fra min ’søvn’ som han kaldte den. Han fortalte mig alt jeg havde brug for at vide, inden han lod mig gå. Jeg har end ikke set ham siden den gang og alligevel ikke længe efter mødte jeg Joshua i Marnjarno… siden har jeg boet ved ham. Intet ondt har han gjort mig… faktisk anser han mig som værende anderledes end andre engle. Jeg forstod bare aldrig hvorfor. Jeg ønsker at finde Nathaniel igen. Jeg har flere spørgsmål jeg end ikke kan finde svar på…”
Yuuki havde ikke brug for medlidenhed fra denne mand, men en hjælpende hånd ville aldrig være skadeligt. Hun havde brug for at finde Nathaniel og denne mand kendte tydeligvis svaret på hvor han befandt sig.
”Selv nu… siger du at du kender til mig. Ejer du nogen relation til mig? Vil du fortælle mig dit navn?”
Det var det hun ville vide. Hun ønskede at kende til hans navn så hun ikke bare var uhøflig i sin tiltale til trods for at det nok var lidt ligegyldigt nu. Svagt krummede hun sig sammen i fosterstilling med en tunge ånde og armene godt låst omkring kroppen.
”Hvorfor er det så koldt….?”
Spørgsmålet var mest rettet imod hende selv og hun lukkede øjnene igen som for at ignorere sine omgivelser.
”Joshua er ikke så frygtindgydende som folk render rundt og tror, han vil bare ikke acceptere at tingene er anderledes end de allerede er…”
Et stille smil brød frem over Yuukis læber ved netop den tanke.
”Han har endnu ikke ville tage mit liv på baggrund af hvad jeg er…”

[Kimeya Marvalo]

Yuukis lange talestrøm var som en tale i form af vandfald. For Kimeyas del, så gik det mere eller mindre ind af det ene øre og ud af det andet, hvor det kun måtte være små brudstykker som måtte sætte sig fast for hans vedkommende. Hans grågrønne øjne hvilede intenst på hende. Når han var ude, så var han den samme gamle warlock som de gamle rygter måtte sige, netop fordi at hans familie ikke måtte være omkring ham. Han var en skændsel set i manges øjne, netop fordi at han havde valgt at ægte en dæmon når han kunne få så meget mere end det. Smilet måtte svagt brede sig på hans læber. At Nathaniel spillede en vigtig rolle i tøsens liv, var ikke noget som forundrede ham det mindste. Tvært imod! Armene lod han roligt glide over kors og med den blålige flamme roligt svævende ved siden af sig. Dette kunne faktisk gå hen og blive morsomt. Så længe, at hun ikke var i stand til at huske noget, så havde han heller ikke en grund til at skulle slå ihjel – ganske simpelt. ”En anderledes egel?” Han kuklo og rystede let på hovedet. Hun havde været langt mere end bare en engel igennem hans egen levetid.
At hun spurgte ind til hans navn, var nu ikke noget som forekom ham som noget forundrende på nogen måde. Hovedet søgte næsten skræmmende langsomt på sned og uden at han tog blikket fra hende. ”Mit navn?” spurgte han roligt. Det var nu og da alligevel de færreste som ikke kendte til ham, netop fordi at han faktisk var ved at være en gammel kending her i Dvasias. ”Kimeya Marvalo,” præsenterede han sig, dog alligevel med en vis stolthed i stemmen, for det var i den grad et navn som han var stolt af og glad for at bære med sig, stolt af at have skænket det til hans børn som skulle bære det med sig videre og ud i generationerne.
At Joshua var anderledes end de mange rygter måtte lyde, var nu ikke noget som forekom Kimeya som nogen overraskelse når det endelig måtte komme til stykket. Det var vel bare sådan at det var? Visse foretrak at skulle holde det som det altid havde været – Der var han jo trods alt også selv inkluderet. Han fnøs ganske kortfattet. ”Svagt af en leder,” fastholdt han mindre stædigt. Det var jo bare sådan at det var? Kunne han ikke tackle at ting var som de var, at ting ændrede sig, så ville han så sandelig også have problemer med at fastholde sin stilling som leder – Det var jo også det som var sket for ham. Han var tvunget af pladsen på en ganske hård og brutal måde. ”Det at du er en engel, burde være en grund nok til at tage livet af dig Yuuki,” forklarede han kortfattet. Han nægtet og han tolerede ikke at svaghed blev vist i Dvasias!

[yuuki]

Yuuki var ærlig talt sat i vildrede. Her lå hun på den kolde jordbund et sted i en eller anden skov; ansigt til ansigt med hvem hun havde glemt alt om. Dog ændrede det ikke på hendes indtryk af ham. Hans kolde og kyniske jeg udadtil var næsten for velkendt og hendes fysik var stadig ligeså svag i tolerancen som altid. Dog denne gang var hun ikke kendt med den sygdom som prægede hende. Den graviditet hun lå inde med var skylden til hendes svækkede tilstand, men det var de færreste der ville vide det.
"Kimeya... Marvalo..."
Gentog hun lavt. Følte grunden under sig, mens hun bare lå og skænkede ham det selv samme blik hun aldrig formåede at ændre når hun så på ham. Han delte samme navn som hende, så det var ikke nær så sært at han ville finde hende bekendt; hvis de da var relateret til hinanden. Ikke formåede hun at sige mere til trods for at der var så mange spørgsmål der brændte i hendes sind.
"Det vel ikke så mærkeligt at du ved hvem jeg er..." -Eller var...- ".. vi bære samme navn."
hun så stadig op på ham med en næsten forventning i blikket. Hun vidste ikke noget om hendes fortid det kunne meget vel skyldes et uheld ved hukommelsestab. Det bekymrede hende ikke på anden måde end at det var foruroligende at støde ind i en 'fremmed' som tilsyneladende kendte hende og på samme tid så ud til at hade hende.
"Selvom jeg ikke ved hvem du er, er det stadig skræmmende at støde ind i en fremmed der ved første øjekast, brændende ønsker at tage livet af en...."

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte faktisk erkende, at han var fuldkommen ligeglad med Yuuki og hendes nye tilværelse. Så længe at hun ikke var i stand til at skulle huske ham, så behøvede han heller ikke at gå i denne form for forsvar, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod. Det var bare spild af kræfter og energi for hans vedkommende. Energi og kræfter som han kune bruge på så meget andet frem for det som endelig måtte sige at være sket igennem så skræmmende mange år. Han havde virkelig lært at omprioritere og det var også det som han kørte på lige for øjeblikket.
Hans blik vendte han roligt mod hende, som hun valgte at gentage hans ord. Hans navn var vel et sted en endelig test for hans vedkommende, for virkelig at finde ud af, om hun var i stand til at genkende ham eller ikke – Om det var noget som vækkede bare det mindste i hende, eller om det hele forblev ukendt, glemt eller i det skjulte. Han vidste at det var Nathaniel som havde haft en finger med i dette spil, hvilket han så sandelig heller ikke havde haft det mindste imod, for så vidste han at det blev gjort ordentligt, så var der vel heller ikke nogen grund til at gå sådan i forsvar. Han nikkede blot for at give hende ret. Hun havde klart formået at få hans navn korrekt med sig.
At Yuuki havde taget til sig af hans navn – Hans store og stolte familienavn, havde han dog aldrig nogensinde været meget for, for de havde aldrig været gift! Hun havde aldrig ngoensinde haft nogen grund til at tage hans navn til sig! Han kneb øjnene let og utilfredst sammen. ”Du bærer Marvalos navn?” gentog han spidst, hvor han igen vendte blikket mod hende. På sit vis havde hun aldrig nogensinde haft retten til at tage det! Kun deres fælles tvillinger havde båret med sig af denne ret og det var ikke noget som var faldet hende til gode på nogen måde! Han smilede et direkte kynisk smil. ”Lad mig fremstille det på en anden måde, Yuuki,” sagde han ikke mindst med en stilfærdig stemme. Han gik mod hende igen med helt rolige og kontrollerede skridt. Han gned ganske let og stille sin hage og med den samme faste mine i blikket. ”Den fortid som vi deler.. Den skal aldrig nogensinde se dagens lys igen. Om du kunne huske eller mindes den, så ville du forstå min reaktion,” afsluttede han ganske kortfattet. Han nægtet ganske simpelt at diskutere det!