Taking a risk..

[Silia D. Diamaqima]

Tanken om at Nathaniel var faldet, at han lå der for hendes fodder, og kun blev koldere for hvert minut de matte stå her, den gjorde virkelig ondt. Det var slet ikke gået op for hende at det ikke var den mand som hun måtte holde forbandet meget af, som lå der. Bare tanken om hvordan hun skulle forklare den overfor Liya derhjemme, den ville blive for hård til at hun selv ville klare det, for allerede nu så kendte hun udfaldet af den nyhed, og hende og Kimeya havde allerede to børn at tage sig af, og lige de to var også mere end rigeligt. Faith var vred. Flammen var tændt i brystet, den kogede hendes indre op, tvang hende til at sitre, længtes efter at lukke den varme ud som byggede sig op. Denne gang havde hun ingen intentioner om at lade ham gå, denne nat var det ikke hendes tur til at falde. Nok var hun svag efter det som hans egen søster havde gjort ved hende, men hun var ikke ufarlig, og Samuel havde en sjov tendens til at tro, at han var uovervindelig, han skulle hurtigt se. Vinden blæste, rev i hendes flammerøde lokker. Det intense blik, var om muligt blevet endnu mere intens., der var et glimt.. Af lyst.. Lysten til at slå ihjel, lysten til at se lyset forsvinde fra hans blik. Hun genkendte følelsen, det var ganske sjældent den dukkede op efterhånden, men det var den samme som den aften med Jay.. Den samme som de mange aftener i hendes fortid, hun havde brugt blot på at slå ihjel. Han var hende en forbandet provokation, og med de ord formåede han blot at ramme hendes stolthed med en flad hånd, her måtte hun prise sig lykkelig for, at det at skjule ting som det, var blevet en ren vanesag. I aften ville han frygte hende, selvom han ingen grund havde nu, så længe han ikke rørte hende, kunne hun ikke låse sig selv, og så længe ville hun være i stand til at gøre modstand ”Om ikke andet har jeg haft nogen at kravle hjem til.. En bekymret mand der har strøget min kind, kysset mig, plejet de sår jeg end måtte have, og set på mig som stærk fordi jeg om ikke andet gjorde et forsøg.. En mand der ville holde om mig hele natten, passe på mig om jeg var blind eller ligefrem død.. Fortæl mig, Samuel.. Har du nogensinde haft en at kravle hjem til på den måde?” smilet bredte sig, igen referede hun til Jaqia, og det i sig selv var farligt med den mand, enhver vidste jo at jaqia så på ham som direkte svag, og faktisk efterhånden var ligeglad med, hvad han rendte rundt og lavede. Tanken om at den mand for en gangs skyld ikke fik hvad han ville have, den morede hende ganske enkelt. Han fortjente ikke at få det, og nu havde han selv smagt den søde smag af en afvisning. Blikket blev tvunget mod Samuel. Hun stirrede bare intenst på ham, forsøgte end ikke at rive sig fri, selvom det gjorde en smule ondt. Andrenalinet blev pumpet rundt ved hjælp af hendes hejrte, hun nød følelsen af den nervøse varme, og pulsen hun kunne føle absolut over alt. Han kunne meget vel have ret, hun kunne meget vel falde som altid, men denne gang ikke nær så villigt! ”Allerede sur, kære? Den Samuel jeg kender kan holde til meeget mere” hendes tone var drillende, på en måde næsten legesyg, hun ville vinde kampen denne gang, andet var slet ikke tilladt! ”Tro mig kære.. Jeg vil vende hjem til Kimeya, hvile i hans favn, hviske de store ord og sove roligt og tungt.. Når jeg gør både landet og din søster den tjeneste der behøves..” hun greb om hans håndled, bakkede et enkelt skridt bagud, og i samme øjeblik stod flammer i en cirkel omkring ham, oplyste for alvor hans blege skikkelse. Nu var der ingen vej ud, hun havde fanget ham i den fælde, han normalt ville lokke hende i, og for pokker hvor det frydede hende!

[Deleted]

Samuel var intet andet end en destruktiv mand for tiden, også selvom han udmærket godt var klar over, at det slet ikke var noget som måtte tælle for hans vedkommende, det var helt sikkert. Han var nem at drive hen i det humør og over den grænse som skulle til før han ville lade et helved bryde løs. Denne gang skulle det nok vise sig at være ekstra spændende, netop også fordi at han kunne fornemme den form af vrede som måtte vokse mere eller mindre konstant også i Faith. Det morede ham virkelig, at hun reagerede sådan på det hele, netop også fordi at han vidste, at det slet ikke måtte være Nathaniel som måtte ligge der.. Der var ingen Liya som man skulle skænke de dårlige nyheder til eller noget som bare måtte minde om det og han vidste det jo udmærket godt! Efterhånden måtte selv han erkende, at han havde fundet ud af hvordan det hele måtte køre i Marvalo Mansion. At Kimeya skulle være den direkte bekymrede mand var noget som næsten måtte more ham, for det var ikke den som man hørte det mindste om i de mange rygter som måtte gå, det var der heller ikke nogen tvivl om når det så endelig måtte komme til stykket. At hun så måtte ende med at referere til Jaqia, var noget som blot måtte vise sig i hans blik som intet andet end den rene vrede, for det var virkelig intenst denne gang! Det var slet ikke sådan, at han ville tillade sig, at hun skulle nævnes, netop fordi at han havde fået det gjort tydeligt, at han slet ikke var i stand til at få hende og alene den tanke omkring det, var noget som virkelig måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt. Hans øjne måtte kraftigt lyne. Ikke at det var nogt som man skulle tage som en god ting, for det var noget som blot måtte gøre ham direkte vred og noget så rasende, som intet andet overhovedet! Han trak vejret dybt, selvom den sitren slet ikke var noget som man skulle tage fejl af! Han kogte virkelig indvendig! Han fnøs ganske kortfattet, som hans øjne så tydeligt og noget så kraftigt, måtte ende med at skyde lyn. Der skulle normalt meget mere til end dette, men det var ham virkelig et for ømt punkt. ”Sidst jeg så efter, så bærer ingen af Jer en ring.. Kære Faith,” sagde han med et ganske kortfattet blik. Han skævede kort til hendes hånd og derefter tilbage til hendes blik. ”Desuden.. Kimeya er ved at blive gammel.. Han er svækket.. Hvor længe tror du at han vil kunne stå der? Og med ham væk.. Hvad så med Jeres børn? Hvor længetror du at de vil kunne klare det med en så omløbende mor?” spurgte han ganske kortfattet. Han havde jo hørt frygtelig meget om hendes evner som en mor og han måtte da ærligt sige, at han ikke direkte måtte være imponeret på nogen måde overhovedet. Så nemt, som den familie kunne rives fra hinanden, hvis det var det som han ønskede og lige nu, måtte han da erkende, at lysten til det, måtte være forbandet stor! Hendes ord, at hun greb ham omkring hans håndled og med den ring af ild som fulgte efter, var noget som let fik ham til at stå fuldkommen stille. Han kunne ikke rigtigt gøre noget som helst overfor ilden! Det var en af hans svage punkter! De rødlige øjne vendte han omgående mod hende, som smilet måtte melde sig. Ved det træk, så havde hun valgt at udfordre ham, og det var ikke altid, at det måtte vise sig, at være et klogt træk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Du er den som vælger at lege med ilden, Faith.. Du hader manden jeg er… Hvorfor så vælge at udfordre ham?” Han blev stadig stående og med en meget intens mine. Dette var ikke noget som måtte skræmme ham på nogen måde overhovedet. Nu hvor han måtte stå her som han gjorde det. Bleg var han.. Han var ligbleg og det ville han være for resten af hans liv! Hånden førte han roligt om bag ryggen. Han havde tricks i ærmet. Hun leget med den forkerte mand!

[Silia D. Diamaqima]

Det var ligefør Faith ville vove at pasta, at han næsten var for nem at skulle drive ud til det punkt, og det morede hende virkelig. Jaqia var en tydeligt en kvinde som han måtte føle mere for, end det som han selv ville kende, det gjorde det også forbandet nemt at tage ham i sin magt, og hun var en af de som formåede at gøre det, uden at risikere det store hos Jaqia, i og med at dronningen måtte nærer den tillid til hende som de måtte gøre. Det var i disse stunder, Faith priste sig lykkelig for at pagten var blevet brudt! Det var tankenj omkring Nathaniels død, som gjorde hende vred, hun nægtede at se ham falde, og med så meget sorg som han faktisk måtte bringe med sig på den måde, når først andrenalinet ville aftage, og hendes sind ville være i stand til at se andet end farer i og med at hun faktisk måtte stå overfor Samuel, så ville hun uden tvivl bryde sammen i tårer. Det var ikke den ting, som hendes kære bror ikke havde gjort for hende som så mange andre, tanken om at han var mistet gjorde langt mere ondt, end den kniv som var blevet sat til hendes mave. Nu hvor hun tænkte over det så var det en smule klamt, det var blevet fugtigt, såret kunne vel ikke være gået op? I så fald, så havde hun alvrolige problemer. Ilden dansede lystigt omkring Samuel, og dt mored ehende at se ham fanget af sin egen svaghed, ikke fordi hun forventede at det ville stoppe ham, men om ikke andet, så var hun nu klar over hvor pokker hun måtte have ham. Gennem årene havde Kimeya ændret sig, selv Faith var klar over hvilken mand han engang havde været, kontra den familie far som han måtte være den dag idag. Ikke nok med det, så formåede han at stadig at være den perfekte elsker for hende, han bekymrede sig om hende, og hun nød det, modat det som Samuel kunne sige sig at Jaqia gjorde med ham. Det var Faith tydelig at han måtte være vred, det var som om det provokerende smil var forsvundet, hvilket kun fik hendes eget til at brede sig endnu mere. Ved hans ord, måtte hun dog lade blikket søge mod hendes nøgne hånd ”Vi er nok ikke velsignet i et ægteskab længere, Samuel.. men hvilkenr olle spiller det?” hun hævede et slankt øjenbryn, hun nød af denavrme som måtte brede sig, han hadede det, og det var hende tydeligt. De næste ord slog dog hårdt ind. Hun missede med øjnene direkte dræbende, et sted så havde han ret. Kimeya var svækket, og hendes evner som mor var ikke de mest perfekte, men hun gjorde virkelig sit bedste! ”At være gammel er ingen svaghed, nødvendigvis. Han har langt mere erfaring end en som du nogensinde ville nå at få, han skal nok klare sig.. Hvad angår mine evner som mor.. Jeg lader mig ikke betvivle af en mand der end ikke er nået en moden alder, og som endnu har en søster fungerende som mor” hendes tone var skarp, hun var vred, skjulte måden han påvirkede hende på, for at blive betvivlet på den måde, det brød hun sig heller ikke om! Faith udfordrede ham og det var uden tøven, hun frygtede ham ikke, man kunne sige at hun var hovmodig, men sandhedne var at hun var sluppet forbi langt farligere mænd end det som man kunne kalde Samuel, selv på trods af de ting han havde formået at gøre med hende. Smilet bredte sig. Det var gået op for hende at han trak hånden, selvom hun ikke frygtede det som sådan. Hun trådte tæt på, ind i ringen af ild. Hånden faldt mod hans kind, ansigtet nærmede sig hans, men det intense glimt. Han havde altid haft en svaghed for hende, og enhver vidste at det var som dette hun blev i vreden:D er var millimeter til hans læber ”Fordi jeg er i stand til at kontrollere den” påpegede hun med en intens hvisken. Hånden strøg over hans skulder, ned over hans bryst, langs hans side, for at gribe hans hånd på ryggen ”Drop det Samuel..” hun morede sig ligefrem, en savnet følelse et sted, desuden.. han fortjente kun det som hun måtte give ham, han fortjente døden..

[Deleted]

Der skulle ikke en skid til før Samuel måtte ende med at blive tydeligt påvirket af det som skete omkring ham. Han var en frustreret og deraf også en frygtelig desperat mand, når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sanelig heller ikke nogen tvvl om når det endelig måtte være. Hans blik hvilede intenst på hende. Bare det, at hun havde valgt at skulle omringe ham med ilden, var noget som virkelig måtte være ham en udfordring nok fra før af, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nu havde hun selv valgt at bede om det! At det ikke måtte være Nathaniel som måtte ligge død for sin faders grav, var nu ikke noget som han valgte at skulle nævne direkte med ord, netop fordi at det ikke var en tanke som faldt ham ind. Det var vel også tydeligt et sted, at det ikke var Nathaniel som måtte ligge der? Specielt når man vidste, at Nathaniels halve ansigt var fuldkommen ødelagt, hvilket i den grad ikke var noget som man kunne sige omkring denne mand som måtte ligge for deres fødder. At Faith måtte være vred, var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun havde altid været så fyrig og det var noget som i sig selv, faktisk også måtte more ham noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At ramme hendes familie, var noget som tydeligt måtte have effekt på hende, for han vidste udmærket godt hvordan hun havde det med sin egen – Han havde det på samme måde med sin. Han ønskede virkelig at beskytte den. ”For en tryghedsnarkoman som du selv er, Faith.. Så tror jeg næsten du mangler at gå med den? Sådan som du skæver til hånden.. sådan som du knytter den når vi snakker om ham.” Meget kunne man sige om Samuel, men han havde i den grad fået øjne for detaljer og når det kom til Faith så kendte han efterhånden hendes måder, at skulle reagere på, så var det nu ikke noget som gjorde ham noget som sådan, for det morede ham virkelig noget så voldsomt. At hun ville påstå at Jaqia måtte være som en mor for ham, var noget som direkte måtte gøre ham direkte vred, for det var slet ikke sådan at det måtte hænge sammen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så var det jo bare rene fakta! Han kuklo ganske let, som han lod hånden lukke sig omkring kniven som han havde i bæltet, hvilkt var lige til at trække! Hånden mod hans kind, nedover hans bryst og side, idet at hun greb omkring hans håndled. Hun var brændende varm at stå i nærheden af og denne varme var heller ikke noget som tiltalte ham det mindste på noget tidspunkt overhovedet. Det var noget som måtte gøre ham direkte vred og noget så rasende i den anden ende, for det gjorde ham jo det ekstra sårbar! ”Droppe hvad, Faith?” Han sendte hende et provokerende smil, hvor han nu alligevel valgte at trække den stille og roligt, selvom han holdt den skjult. Han blinkede let til hende og med den samme næsten muntre mine. Dette var noget af et adrenalinkick som han faktisk længe havde savnet, så det sagde heller ikke så lidt. ”Og af hvilken grund gør du dette? Fordi du lyster det.. efter så mange år?” Et næsten kynisk smil bredte sig på hans læber, som han fandt kniven frem med det samme. Hun skulle virkelig ikke have lov til at fryde sig alene over denne situation. Der havde han så sandelig også mere at skulle ægge i det end det som man kunne gøre ved denne situation. Han stak den direkte ud efter hendes arm, blot for at sikre sig, at hun ville være tvunget til at slippe ham. ”Tro det eller ikke.. jeg er med på legen,” vrissede han med en iskold og fast tone. Det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var ikke den type som man bare gik hen og legede med!

[Silia D. Diamaqima]

At Samuel var en fustreret mand, var der ikke rigtig nogen der kunne være i tvivl om, det var tydeligt ofr selv Faith. Gennem alle de år med den indbyrdes magtkamp, og gennem alle de år, med det intense spil, så måtte hun erkende at de faktisk lærte hinanden at kende utrolig godt, og selv hun vidste når der var noget i vejen for ham, som han vidste det med hende. Det var utroligt så hurtigt den mand formåede at vække hendes iltre jeg, den fyrige flamme som måtte brænde så lystigt i hendes bryst, sætte en næsten længsel efter at slå ihjel, at lade ham brænde sig på flammerne, så han i stor grad ville ende med at tisse i sengen igennem natten. Den amnd som måtte hvile med hovedet ned mod den slidte grav.. Det kunne ikke være andre end Nathaniel, hun havde jo set hans ansigt, ganske vist i mørke, hvilket nok også var det der havde skjult hans enten maske, eller vansirede ansigt. Det kunne da ikke være nogen anden, og den tanke i sig selv måtte virkelig gøre ondt. Igen Nathaniel var en del af hendes familie, stod der som en bror for hende, og familien var hende et ømt punkt, præcist som det var med Samuel selv. Han ramte punkter, han betvivlede hende, ikke kun som mor men også som den kvinde for Kimeya, hvad hun så ikke erkendte var at hun betvivlede sig selv begge steder, hun vidste at hendes evner som mor ikke var de bedste, og ligeså som hustru, det var vel også derfor hun ikke bar en ring på fingeren længere? Det der forundrede hende, og sammentidig fik hendes sind til at koge i ren raseri, var tanken om at han kaldet hende for en tryghedsnarkoman. Ikke mange så det, end ikke Kimeya eller Nathaniel selv, ingen så at hun behøvede at hvile i en tryg favn, at hun behøvede at høre de store og blive passet på, som tidligere leder og dronning, og som en så stærk kvinde, gik man automatiks ud fra at hun var i stand til at passe på sig selv, desværre var det ikke altid tilfældet. Uden at tænke over det knyttede hun hånden en gang til, som forventede hun at føle ringen ”Jeg er bestemt ingen tryghedsnarkoman.. og det betyder absolut intet hvor vidt jeg bære en ring eller ej” hendes tone var intet andet end en intens og dog agressiv hvisken tæt til hans ører. Hendes små, slanke fingrer, havde et fast greb omkring hans hpndled. Der var intet at føle, han havde slet ikke haft gang i noget? Hun stolede virkelig slet ikke på ham. Kroppen var brændende, specielt i nærheden af flammerne som omringede dem: Det gjorde ham svagere men hende selv så mange gange stærkere, en tanke som i sig selv kun måtte morer hende. Hun nåede end ikke at besvare hans ord, før kniven lavede et snit på siden af hendes hånd, temmelig dybt. Hun trak sig i et hurtigt træk, det sved ved maveregionen, hun så ned. Kjolen var gennembloødt, såret måtte være gået op, Kimeya ville slå hende ihjel. De funklende gørnne øjne gled mod ham. Hun stod midt ir ingen af flammer, uden at brænde sig det mindste. Hendes blik var næsten direkte fraværende så itnenst som det måtte bestirrer ham. Hendes egen varme blev ført over i hans krop, hun varmede ham op, udnyttede den varme som han måtte bærer i hans indre ”Grunden betyder intet.. Men lad mig lærer dig noget vigtigt, min kære.. Lad mig lærer dig hvordan det føltes at længtes.. At elske med et hjerte i brænd, at føle dine organer smelte, og vide at alting stryger som sand gennem dine fingrer” blikket var endnu fraværende, men tonen var dirkete advarende, og mere i live end den havde været længe ”Fortæl mig det” det endte ud i en hvisken, langsomt knyttede hun hænderne en smule, kogte langsomt og smertefuldt hans indre..

[Deleted]

For tiden, så skulle der virkelig ikke noget til for at komme Samuel på nerverne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykkt, om det så var noget som man ville det eller ikke. Nu kunne han stå her i denne situation, og uden at skulle tænke på Jaqia for en gangs skyld. Adrenalinet skyllede mere eller mindre igennem hans krop. Det var en virkelig dejlig følelse, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. At stå foran Faith igen, selvom dette var noget som måtte sætte den brændende lyst i ham. Det at skulle gøre hende ondt på denne måde, som han havde gjort de mange andre gange hvor han havde stået overfor hende. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt? Hver gang at de havde mødtes, så var det endt med at gå helt galt. Hun bar ikke nogen ring, også selvom han havde set hende bære den med stolthed før i tiden. Hun måtte vel mangle den et sted? Specielt nu hvor det var så tydeligt, at der måtte være så meget mere mellem hende og Kimeya end bare det dersens venner med fordele noget som de vel måtte være lige for tiden? Han kuklo ganske let. Han havde ramt hende et ømt sted, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om når det endelig måtte komme til stykket. ”Er du nu så sikker? Er de gal hjemme, søger du til drypstenshulerne, ikke?” Han hævede sigende det ene bryn. Nok selvom han var på slottet det meste af tiden, så var han bestemt ikke dum og han fik faktisk skræmmende mange ting med sig, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Dette var noget af det bedste som han havde olevet igennem så skræmmende lang tid og det var virkelig helelr ikke noget som måtte sige så lidt. Varmen i sig selv, var noget som tydeligt også måtte varme ham så godt op og det var ikke noget som man kunne tage godt på, på nogen måde, for varmen var direkte dræbende for hans vedkommende! At det jo så bare måtte ende med at blive værre, var noget som han ellers noget så tydeligt godt kunne fornemme i hans eget dybe og stille sind. Den tanke var ikke noget som han var meget for. At han dog alligevel formåede at skulle skade Faith nok til at hun ville slippe hans arm, var nu ikke noget som han havde det mindste imod for det var noget som blot måtte gøre det hele så mange gange bedre, også for hans egen del! Han tog sig let til brystet, som det nærmest måtte føles som han måtte koge op i det indre! Han vendte blikket mod hende, hvor han fast kneb øjnene sammen. Var det sådan at hun ville slå ham? Hun skulle ikke regne med, at hun fik lov til at fortsætte med det bare sådan uden videre, det var noget som han i den grad kunne love hende! Han gispede svagt. Det var faktisk noget som gjorde direkte ondt! Han vendte blikket tydeligt vredt mod hende, som han lod kniven kløve luften direkte mod hende i et fast og kraftigt udfald, idet at hans ben måtte give efter. Hans krop var iskold og den varme var noget som klart også måtte tage forbandet godt på han egen energi. Hans knæ mødte den kolde jord selvom han jo stadig måtte være lige så omringet af ilden som før. Han kunne bare ikke køle ned! Han vendte blikket op mod hende, som han lod kniven falde direkte i græsset, da hans krop begyndte at ryste. Hvad pokker var det egentlig der skete?! Han havde jo ikke kontrol over noget som helst og den følelse kunne man ikke direkte sige, måtte være behagelig, for det var noget af et sidste som den måtte være, det var helt sikkert! ”Hvad pokker er det, du gør ved mig?!” endte han med en fast tone, idet han måtte bukke helt under og ende helt nede i jorden. Han havde virkelig ondt!

[Silia D. Diamaqima]

For Faith’s del så skulle der sandt at sige ikek særlig meget til, men det overraskede hende næsten at der skulle endnu mindre til ved den mand.Jaqia var ham et ømt punkt såvel som Kimeya var med hende, det kom hun ikke uden om. Men om ikke andet så formåede hun dog at få Kimeya langt mere end det som Samuel formåede at få jaqia. Kimeya elskede hende, måske de ikke var meget mere end venner med fordele for tiden, så elskede han hende og hun vidste det såvel som omvendt. Jaqia derimod havde intet tilovers for Samuel, og det var også noget som han i sig selv var klar over, alle vidste det. Blikket hvilede direkte intenst mod ham, som var det hendes eget blik der stod i flammer. Det blødte fra maveregionen, blodet løb over hendes arm efter det snit han var endt med at skulle skære i hendes arm, det forhindrede hende ikke, smerten var væk ligesom så meget andet også måtte være det. Alt i hende brændte og længtedes etfer at slå ham ihjel, ikke at det var unormalt når de måtte stå overfor hinanden på den måde. Som regel var det blot hende som måtte falde, udelukkende fordi han vendte hendes største svaghed mod hende, såvel som hun nu måtte gøre med ham. Han hadede ilden og nu voksede en flamme i hans bryst, uden at han var i stand til at gøre det mindste ved det. Yderst smertefulgt, og hendes egen personlige spacialitet. Det havde taget forbandet mange år at lærer, men det havde vist sig at være utrolig praktisk. Hans gjorde hende vred. Det var sandt at hun søgte mod hendes trygge steder, når tingene lod til at gå galt, alt for mange gik bare ud fra at hun kunne klare sig selv, der var ingen der så at hun faktisk trak sig selv længere og længere ned i et hul. Varmen måtte han driekte afsky, så meget kunne hun da tydeligt se. Hånden strøg gennem de flasmmende lokker, hun ikke så meget som blinked,e varmen tog til i hans krop, mens årganerne langsomt ville begynde at smelte, hans hjerne ville overophedes, der skete interessandte ting under noget som dette, og det var noget som i sig selv kun morede hende, der var ingen tvivl om at hun faktisk nød det, selvom det var en tanke som måtte skræmme selv hende. Kniven havde hun ikke set komme. Den snittede fra brystet og ned over hendes mave, hun skar mine i smerte, også selvom det ikke fik hende til at afbyrde det. I denne tilstand var hun som i en trance, fuld koncentration, den form af smerte var slet ikke noget som kunne nå hende, på et sådanne tidspunkt, ej heller selvom bloddet var begyndt at løbe, det var temmelig dybt igen. Først da han faldt på knæ, trådte hun tættere på. Blikket fraværend,e men sindet årvågent. En finger lagde sig blidt mod hans hage, løftede blikket mod hendes selv ”Vil du virkelig vide det?” i det store og det hele gav hun ham ikke chancen til at svare ”Meget vel.. I det store og det hele, sætter jeg dit hjerte i brænd.. Langsomt smelter dine organer, dine lunger kolapser, din lever smelter, kort sagt så fyldtes din krop af dit eget blod, du drukner uden at se det, men du føler det i den grad.. Snart begynder det at svimle for dit blik, det betyder din hjerte er overophedet, og der er intet du kan gøre.. Du har mødt din overmand min kære” et yderst veltilfredst smil spillede om hendes læber, hun bukkede sig, plantede et flycks kys imod hans læber. Der var ingen betydning i det, hun var fanget såvel som han var det.. Denne gang ville han ikke slippe, og nu kunne han se det med egne øjne!

[Deleted]

For Samuel så var det tydeligt, at Faith måtte være en tryghedsnarkoman. Han så faktisk temmelig mget, selvom han ikke nødvendigvis var til stede, det var noget som Faith nok skulle finde ud af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Varmen var noget som han måtte hade, netop fordi at det var noget som man kunne forbinde med den store sol, hvilket han i den grad heller ikke kunne tåle! At det måtte blive så varmt, at hans ben måtte give efter, så var det virkelig noget som gjorde ondt! Han vidste udmærket godt hvorfor Jaqia afviste ham, netop også af det faktum, at han faktisk slet ikke var ment for hende, selvom han virkelig måte elske hende, det var også det som gjorde mest ondt, også for hans eget vedkommende, for det var slet ikke en besked som han ønskede at få kylet direkte i hovedet. Hvem hendes hjerte skulle ligge ved, var så ikke noget som han vidste, for han havde nægtet at skulle høre det. Man kunne vel snildt sige, at alle par var noget som han ønskede at splitte op? Det var i hvertfald det som han havde gjort igennem det sidste lange stykke tid efter at han havde fået den besked kylet direkte i hovedet, netop fordi at det var noget som gik ham så frygtelig meget på, at skulle se! Han var gået i knæ, også selvom det var tydeligt for ham, at han havde formået at gøre skade på Faith på vejen og det var så sandelig også fortjent, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte vise sig at komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan. Hånden som greb omkring hans kæbe og måtte tvinge blikket op mod sig. Lige hvad hun var ved at gøre ved ham, var han faktisk usikker på, og det var slet ikke noget som han ønskede at skænke en tanke lige nu! Hendes opremsing, var nu heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham. Tvært imod! Han kneb øjnene fast sammen. Han kogte jo for pokker allerede og det var i bogstavelig forstand! Hans øjne skød med den direkte og noget så tydelige vrede, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han vidste udmærket godt hvor dette ville tvinge ham hen, selvom han ikke frygtede døden som sådan. Det som han var mest bange for, var jo selvfølgelig det faktum at Jaqia ville stå alene bagefter. Han kradsede kraftigt ud efter hende, nu hvor hun var så tæt på, idet han måtte ryge helt ned i jorden. Kunne han svede, så havde han gjort det! Tænderne måtte han bide fast og kraftigt sammen. At hun så måtte endte med at skænke hans læber et kys, var slet ikke ventet. Han følte kraftigt for at skrige, selvom han nægtet at give Faith den form af tilfredsstillelse! Han begyndte tydeligt at hoste, som han måtte hoste blod op. Hans bryst startede med at arbejde som trak han faktisk vejret, dog selvom det slet ikke var muligt for ham! Han krøb sammen næsten som han lå i fosterstilling idet at han nærmest måtte ryge ind i kramper. Det indre blev kogt og det smeltet. Først nu som hjertet for alvor måtte tage skade af det, så brød hans læber ud i et skrig, som han også måtte tage sig til hovedet. Det gjorde helveds ondt! Smerten var lang og den var smertefuld. Først efter adskillige minutter måtte han falde død til jorden. Hans rystelser holdt op, skriget døde hen og han blev blot liggende.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Der var virkelig ikke særlig mange som måtte han den sans for detaljer, som Samuel kunne sige sig at have det. End ikke Nathaniel kendte til den hemmelighed som hun måtte bære, den længsel efter bare at være en normal kvinde, med trygge rammer, en mand der ville holde om hende, og elske hende uanset hvad hun var, og hvordan hun opførte sig om hun var stolt eller stædig, et par børn der ville være stolt af deres mor, og holde af hende selv på trods af fejl og mangler. Det var de færeste som måtte tro det, men i vriekligheden ønskede Faith sig intet andet, end et liv med familie, hun ville stadig være noget stort, accepteret af andre, og hun nød livets spænding og det andrenalin kick, men for at være ærlig, så var hun træt af at sætte livet på spil konstant, for at opretholde hendes image, og sammentidig være alt det som hun ønskede at være, og som folk så hende som., når alt kom til alt... Så var hun slet ikke så hård. Blikket stirrede på ham intenst. Flammerne i hans indre afspejlede sig i hendes, blik hun vidste skam udemærket godt hvad hun havde gang i. Hans ben gav efter, organerne smeltede langsomt, hans sind kogede. Det var næsten en tilfredstillelse at se ham så forsvarsløs, og med det blod som begyndte at løbe ud mellem hans læber. Ilden var hendes våben, hendes hjerte og hendes sind. Hans læber føltedes så kolde mod hendes, hun afskyede smagen.. Følelsen, hun afskyede i det store og det hele den mand som måtte stå foran hende. Jaqia ville ganske snaet stå alene, Samuel var døende. Hendes kocentration var slående..D en blev ganske hurtigt afbrudt, da hun måtte trække sig som havde hun fået stod. De lange kradsmærker hen over hendes fine hud, sved som bare en i pokker, et sted måtte den enorme panik brede sig i hende! Det gjorde han ikke! Han kunne ikke mene at han ønskede, at tage det fra hende som mere eller mindre hele hende måtte bestå af. Det var dog for sent for Samuels vedkommende. Kramperne var gået ind, få sekunder så ville han ligge ubevægelig på jorden. Hun betragtede rifterne, med skeptisk blik, det var ikke sikkert at det gik igennem, men chancerne for det var enorme. Istedet for at give ham mere opmærksomhed, vendte hun sig mod det lig som måtte ligge foran graven. Hun rullede ham om på ryggen og betragtede ham med et hævet øjenbryn ”Det er ikke dig” hviskede hun næsten uforstående, og lod hånden løbe ned over hans kind. Hun rejste sig helt, lod blikket glide mod Samuel krævende for svar, men der måtte han allerede ligge fuldkommen stille. Det var slut.. Sten faldt fra hendes bryst, ville hun endelig få fred? Den fremmedes lig gik op i flammer. Hun kunne ikke slæbe dem begge med til kongehuset, og hun tvivlede på at der var mange som ville nyde at se et lig ligge som bare det. Hun var udmattet, blodet løb ned over hendes arme, og det sår som var gået op igen, der ville går et godt stykke tid, før hun ville være i stand til at få det lukket, hun var ikke i tvivl om at Kimeya ville halshugge hende, når først hun måtte komme hjem, hun havde nu ikke noget mod at blive beskyttet lidt, lige for nu, fandt hun faktisk tanken om at ligge i en seng, yderst behageligt. Men hvis denne mand ikke var Nathaniel så måtte hun finde ham, for de kradsmærker forurolede hende. Ganske roligt forsvandt iklen af flammer, hun tog fat om Samuels klæder. Kunne hun slæbe Kimeya gennem halve Dvasias, så kunne hun også slæbe ham til slottet, selvom det ville blive en umådelig lang vej. Med ingen respekt for liget og den mand hun havde slået slået, begav hun sig stille væk fra den skumle kirkegård, der snart ville blive hjem for endnu en...

//Out