Taking a risk..

[Theodore Jarvis Acheron]

Natten var for længst over den store himmel og nu hvor det var ved at være godt så koldt udenfor, så var det også noget som man kunne mærke, hvis man ikke var af det kolde nattens væsen selv. Vinden rev godt til i de nu ellers så nøgne træer som sommeren havde valgt at passere som det rene ingenting. Hayden havde søgt udenfor denne aften. Lige hvad han skulle, det vidste han ikke, men han kunne tydeligt fornemme på sig selv, at han var ved at være en anelse rastløs? Af en eller anden ukendt grund? Hans skridt førte ham roligt igennem den store kirkegård. Det havde været her at han havde gjort forbandet mange af sine vandringer. Nathia havde han valgt at slippe, netop fordi at hun ikke længere var i hans interesse. Han havde sat snuden op efter ganske mange andre ting. Det partnerskab med Ilosonic, netop for at skulle gøre det hele meget værre for Procias, var klart det som gjorde, at han var langt mere interesseret i netop det end alt det andet som han kunne give sig til. Englen og havets vogter som han havde hjulpet over og igennem Dvasias, var nu noget som mere eller mindre var glemt for ham, selv på trod af, at han udmærket godt vidste, at ha måtte løbe en forbandet stor risiko netop ved at vise dem ind i landet på den måde som han gjorde det. Hvorfor han lige havde valgt at gøre det, var slet ikke noget som han kunne sætte en finger på, for han.. forstod det faktisk ikke selv. Han rystede fast på hovedet, blot for at vende opmærksomheden mod graven som han måtte sidde foran. For mange måtte den nok være ganske ukendt, men for ham, så var det en grav med en ganske anden mening og det var heller ikke noget som måtte sige så lidt det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Et svagt smil måtte dog alligevel vise sig på hans læber, som han roligt bukkede hovedet, som viste han graven en respekt. Graven tilhørte hans kære gamle far, selvom han nu aldrig nogensinde havde kendt til manden, så havde han hørt meget omkring ham rundt forbi. Han ønskede jo trods alt også at vide hvorfor at det var ham som var blevet tvunget væk, og ikke Nathaniel! For det var noget af det som faktisk måtte genere ham selv en god del. Kappen hvilede trygt og godt omkring hans egen krop, som han roligt blev siddende og i sine egne dybeste tanker. Han ville end ikke ænse, at han ikke længere ville være alene, hvis noget andet væsen skulle risikere at dukke op.

[Deleted]

Meget kunne man tilade sig i Dvasias uden at det ville genere hverken Jaqia eller Samuel, men det som var kommet manden for øre, var slet ikke noget som måtte glæde ham på nogen som helst måde overhovedet! Ordren havde været tydelig! Den mand skulle man holde øje med og så skulle Samuel nok selv konfrontere ham med hans mange gerninger som var sket bare på en enkelt aften. At beskeden havde lydt, at han måtte gå sine mange runder oppe på kirkegården, så havde Samuel heller ikke tøvet med at skulle tage af sted bare sådan uden videre. Det var jo heller ikke fordi at han havde mange pligter eller noget som måtte minde om det, så det var noget som i sig selv, var noget som glædet ham. Jaqia kunne få lov til at passe sine egne sager! Han var virkelig ligeglad efterhånden! Hun var jo ikke ment for ham alligevel, så kunne han vel også være fuldkommen ligeglad når det endelig måtte komme til stykket, og det var nu heller ikke noget osm han havde det mindste mod når det endelig måtte komme til dette stykke. Han havde søgt ud alene, han havde ikke ladet nogen vide det, for han agtet så sandelig også at komme hjem igen når han engang måtte vise sig at blive færdig med denne mand! De rødlige øjne hvilede med en klar vrede på alt det som måtte passere ham på vejen. Han var slet ikke den gamle Samuel længere og han vidste så sandelig også godt, at Jaqia måtte leve på hans rygte, for de var virkelig så forskellige! Kappen blafrede efter ham som han søgte over stien som måtte stå midt mellem de store og mange rækker af grave – Nye som det måtte være gamle, selvom det slet ikke var nogt som han ville skænke så meget som en eneste tanke! En ganske morsom tanke egentlig; At Hayden skulle falde på en gravplads på denne måde. For hvad han havde gjort, var direkte uhørt i hans øjne! Han ville slet ikke høre tale om at man hjælp procianere ind i mørket på denne måde! Landet var så sandelig forpestet nok som det måtte være i forvejen! Nu hvor han ikke havde fået lov til at have sit sjov siden at han havde sendt Lilyann og Pharrel hjem med deres forbandede lille knægt, så var det kun på tide, at komme i sving igen! Man kunne jo heller ikke have at han skulle komme ud af formen trods alt. Hans blik faldt direkte til den mandslige skikkelse som måtte sidde knælet foran denne gamle grav. Umiddelbart måtte han erkende at manden lignede Nathaniel og det var på en prik! Selvom.. Nej, det kunne ikke være ham! Han kneb øjnene fast sammen, som han gik mod ham med de faste skridt. ”Hayden?” spurgte han kortfattet. Han var i den grad nødt til at være sikker i sin sag.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden vidste udmærket godt, at han mere eller mindre måtte stå i lort til halsen, hvis dette var noget som måtte komme kongehuset for øre, også selvom han var klar over, at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden at det hele måtte vise sig at gå helt og holdent galt. At det jo så måtte være i aften, var ikke en tanke som han havde været meget for at skulle tænke, for hans vedkommende, så kunne de jo ske hver eneste aften! Han sukkede dæmpet og rystede så på hovedet. Han havde aldrig kendt familien eller noget som helst! Han var skam selv en mand som måtte brænde inde med så mange frustrationer, selvom det nu ikke var noget som han på noget tidspunkt. At han nu ikke måtte være alene mere, var næsten ikke en tanke som slog ham ind. Han befandt sig midt i Dvasias og han tænkte virkelig ikke yderligere over det, for det havde jo aldrig rigtigt været nødvendigt før. Han levede normalt på sin kære brors rygte og det var det som havde holdt ham ved lige igennem alle disse år, netop fordi at de måtte være identiske, og det var nu også noget som han havde nydt af! Det havde været goder som han slet ikke kunne glemme eller komme udenom, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Som en anden stemme måtte lyde og faktisk… kalde hans navn? Det var noget som fik ham til at reagere allerede med det samme. Bare synet af Samuel lod ham vide, at dette ikke var en heldig situation for ham at skulle stå i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han slog koldt vand i blodet, som han roligt rejste sig op. Respekten for kongehuset var der skam og det havde den i den grad også altid været, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne søgte til hans skikkelse omgående og uden at slippe ham af syne. Bare tanken om ,at Samuel måtte være her, var ikke noget som direkte kunne sige sig, at gøre ham mere rolig, for det gjorde den i den grad ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Hvad skylder den ære, Derees Højhed?” spurgte han stilfærdigt. Et sted måtte Samuel vel være den fungerende konge ved siden af Jaqia? Ikke at det var en tanke som han havde det mindste imod når det nu endelig måtte komme til stykket, men nu hvor han endelig måtte stå der.. Så måtte man vel også være høflig og tale med respekt. Han bukkede let for ham. ”Det er mig.. Hayden.. Det er mig,” afsluttede han endeligt, blot for at gøre det klart for Samuel, at han havde fundet den rette mand.

[Deleted]

Samuel kunne acceptere at meget foregik i Dvasias; Tortur, pinsel, lemlæstelse, mord, drab.. Ja, sågar voldtægt, hvis det ikke førte et resultat med sig, men det at skulle åbne landets grænser for lyse væsner, det var slet ikke noget som han ville finde sig i! Nu hvor han havde fundet denne mand, så ønskede han bare at vide, om det var den rette mand som han havde fundet, så han kunne få dette overstået, og komme videre derfra, for der var faktisk meget for ham at lave, netop også fordi at han sad med en konges pligter, selvom han ikke bar med sig af den store titel. Så meget belønning for arbejdet! Det var deriblandt også noget som måtte gøre ham noget så frygtelig frustreret som intet andet lige nu! Han var en frustreret mand og han kunne ikke komme af med det, andet end at gøre andre ondt, og det var så sandelig også hvad han havde i tankerne, at skulle gøre lige netop i dette øjeblik. At manden måtte reagere, var noget som kun måtte få ham til at trække let på smilebåndet. Ikke at det var noget som man kunne komme udenom, om det så var noget som man ønskede det eller ikke, så var det en bekræftelse i sig selv, for hans vedkommende. Han lod kappen roligt falde som han tog de rolige skridt mod ham. At han direkte måtte bukke, var ikke noget som forundrede ham. Den respekt, var dum at give til andre end til dem som virkelig måtte fortjene det, så meget havde han jo trods alt også selv erfaret på den ene eller den anden måde, så det sagde vel heller ikke så lidt? ”Glimrende.. Så har jeg om ikke andet, så fundet frem til den mand jeg har søgt efter,” sagde han ganske kortfattet. Den storslåede lighed med Nathaniel, var nu ikke noget som han havde meget for, for den mand var heller ikke noget som han brød sig meget om, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket kort mod graven. At vise de døde respekt, var heller ikke noget som han var i stand til lige for tiden. Han havde mistet den som han havde set sin kære lillebror blive grebet af den som det rene ingenting, også selvom den kraftigt måtte være selvforskyldt! Han vendte blikket direkte mod Hayden igen og med det kølige smil på læben. ”Jeg har søgt efter dig.. Historierne går skam..” sagde han stilfærdigt, som han roligt slog hænderne sammen. Han var fuldkommen ligeglad med om nogen var i stand til at skulle høre ham eller ikke, for denne mand han fortjente i den grad sin straf for de handlinger! Hans blik skinnede af vrede og det klare alvor, så der var vel heller ikke noegn tvivl om, at det ville ende med at gå helt galt?

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden vidste udmærket godt, at han var ude hvor han ikke kunne bunde når det endelig måtte komme til dette og det var heller ikke fordi at han direkte måtte ønske, at han kunne eller ville gøre noget ved det lige netop nu, det var helt sikkert. Han betragtede stille og roligt Samuel med et dog respektfuldt blik, for han vidste udmærket godt, at alt det andet måtte være direkte dumt og direkte dumdristigt! At han havde søgt efter ham, var heller ikke noget som han tog som noget godt, selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det når det endelig måtte komme til stykket. Han valgte dog at blive stående, for det at skulle kaste sig ud i en eller anden form for kamp med denne mand, var ikke noget som hun ville få det mindste ud af på nogen måde og det var noget som han måtte være klar over, for så ville han få hele kongehusets garde på nakken og det var da ogs noget af det sidste, som han måtte ønske sig i det store og hele, det var der heler ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert! Det gjorde ham dog en anelse urolig at skulle stå overfor ham på denne måde, for det kunne ikke tyde godt for hans vedkommende og hans næste ord var noget som måtte være en bekræftelse nok i sig selv, det var helt sikkert. Han knyttede hænderne let og uden at rokke sig så meget som en eneste centimeter. ”Og hvilke historier, er det De hentyder til? Deres Højhed?” spurgte han roligt, og så behersket som det var ham overhovedet muligt. Kendte man kongefamilien ret, så vidste man, at det ikke var ofte, at de søgte efter enkelte individer i deres land og specielt ikke en mand som de ikke vidste, måtte eksistere! Det alvorlige blik som Samuel måtte stå med, var ham dog i sig selv, intet andet end en bekræftelse, og det var nu ikke noget som man skulle tage meget fejl af. Han trak vejret roligt og dybt, som han lod armene glide over kors og uden at fjerne blikket det midnste fra ham. Det var heller ikke fordi at han havde nogen grund til det. Han ønskede hvad dette måtte gælde før han ville reagere på noget som helst og det var udelukkende for hans egen skyld. Det var heller ikke sikkert at manden kendte til det som han jo faktisk havde gjort, var det?

[Deleted]

Sandt var det, at Samuel meget sjældent søgte ud på disse kanter, for det havde han vel heller ikke direkte nogen grund til? Mandens uslåelige lighed med Nathaniel, var kun noget som måtte være ham endnu en torn i øjet! Han ønskede denne mand væk og så langt væk som han overhovedet kunne gøre det lige nu! Han havde brudt sig med de hellige love, netop ved ikke at holde Dvasias for et mørkt rige, netop ved at lukke en engel ind og det var så sandelig heller ikke noget som han var meget for at erkende, men det var virkelig noget af det som måtte pisse ham mest af lige for itden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert! Han betragtede manden med det samme faste blik. Det var næsten som man kunne fornemme hans uro, hvilket i den grad også var noget som måtte more ham noget så frygteligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han slog roligt fingrene mod hinanden. At rende rundt på kirkegården, var han heller ikke meget for, for han kunne ikke fordrage det! Han lod hovedet søge næsten langsomt på sned. At manden måtte være så urolig, var noget som tydeligt måtte more sig på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han mått trække ganske køligt og kynisk på smilebåndet, som han roligt gik tættere på ham og med den samme mine i ansigtet. ”Såmænd.. Historier som slet ikke burde være at skulle høres her i Dvasias.” begyndte han med en rolig og ganske så kortfattet stemme, ikke at det var noget som han ønskede at lægge skjul på. ”Nogle af de kongelige spejdere.. så dig nede ved søen en tåget nat, da du forklarede dem vejen til Den Mørke Cirkel.. Som ligger midt inde i Dvasias.” Hans mine blev omgående fast og tydeligt alvorlig også, det var ikke noget som han ønskede at skulle skjule det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Uden det mindste mere varsel, så endte han hurtigt bag ham, hvor han greb efter hans nakke med tænderne, blot for at holde ham fast. Den anden hånd lukkede sig fast omkring en kniv som han havde i bæltet, som han trak næsten hurtigere end øjet var i stand til at se, blot for at hukke den direkte ned mod hans bryst. Ikke i hjertet, for han skulle virkelig have lov til at lide først! Og det var virkelig også hele meningen med det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han slap ham med tænderne, selvom han stadig holdt manden helt tæt ind ved sig, så han ikke vil kunne undgå at blive ramt af kniven på den ene eller den anden måde. Han smilede lettere triumferende. ”Sig farvel..:” hvislede han med en fast og iskold stemme, ikke at det var noget som han ville eller kunne skjule for ham, ogdet var virkelig heller ikke hans hensigt! ”Sådan går det når man bryder de mørke love..!” hviskede han fast mod manden øre, inden han blot lod ham falde direkte til jorden og lod ham ligge, som havde han været rent affald. Han havde jo heller ikke vist sig, at skulle være noget andet i hans øjne det var der heller ikke nogen tvivl om. Han fnøs fast, som han tog kniven til sig igen og placerede den i skeden i hans bælte, som om intet var sket.

[Silia D. Diamaqima]

Solen var gået ned.. Selv I Dvasias var dette næsten en uhyggelig fred som matte hvile mellem de skygger, som aldrig rigtigt havde været til at stole på. Efterhånden var tingene faldet langt mere til ro, ikke kun i Dvasias men også i de andre lande. Sandheden om terroren var kommet ud, hvilket også lettede en del af presset for alle landets ledere. Selv blandt alle de bekymrede sind, så måtte Faith roligt bære sig frem over den sti som knaste under hendes ellers lette vægt. Hendes flammerøde hår, blæste i natten under månens blege skær, fik det til at brænde ligeså lystigt som den flamme der måtte befinde sig i hendes hånd, kun til at oplyse hendes vej med. Mørket gjorde hende svag, hun hadede at færdes i det, derfor var det hende en hjælp. Ceciliaya var puttet trygt i sengen, selv Cedric havde rent faktisk været i et bedre hjørne idag, noget som kun glædede hende, der var så mange ting som var blevet lettere efter at Kimeya var kommet hjem. Selv var hun kun netop kommet ud af sengen. Han havde ikke været meget for at hun ville ud, men han kendte hende også godt nok til at vide, at det at forsøge at holde hende tilbage, slet ikke ville give nogen mening, for hun lyttede ikke overhovedet, Brisen kærtegnede hendes farvede kinder, det var trods alt begyndt at være koldt, og med hendes blege hud, så var der heller ikke rigtigt noget at sige til det. Det sved stadig i såret, specielt når hun valgte at tage ture som dette, men det gjorde ikke nær så ondt, og der var heller ingen feber at hente, så efter at have hvilet i en seng for mere ned en måned så var hun ganske overbevist om at lidt luft bestemt ikke kunne gøre skade. Det var ved at være et godt stykke tid siden at hun havde været her. Med en hverdag som hende og Kimeyas, og med de børn som de rent faktisk var endt med at få, jamen så var der heller ikke meget tid til at tage disse udflugter, så hendes to andre sønners grave stod blot uberørt. Den kære Milando, hendes førstfødte slået ihjel af den kvinde som nu levede under hendes tag, og Leon der blev slået ihjel kort efter det første bal, og som hun først fandt død i sin lille uskyldige vugge, uger efter. De intense grønne øjne så frem for sig. I dette mørke og ikke mindst efter hendes anstrengelser som blind, så var hendes nattesyn blevet langt bedre, til gengæld så hun ikke specielt godt i dagslys. Under månens skær anede hun de to skikkelser. Den ene var gemt mere i skyggerne, men den anden havde så udsøgte detaljer at Faith slet ikke kunne tage fejl af hvem det måtte være. Et stille smil spillede over hendes læber, det var ikke tit han var omkring mere, ikke nu hvor Liya befandt sig hos dem. Der ville ikke gå længe før hendes fødsel blev sat igang, faktisk måtte Faith erkende at kvinden havde været stor lidt for længe i hendes øjne. Farten blev sat op, med de målrettede skridt strøg hun i hans retning, det var kun til hun måtte se ham falde direkte til jorden. Der var ikke mere end blot et par få meter hen til hans skikkelse, hendes hjerte hamrede med faste slag. Flammen gik omgående ud, hendes skridt blev til løb, selvom det gjorde ondt som en i helvede, og hun direkte havde fået det forbudt, så valgte hun bare at bide smerten i sig. Blikket faldt mod den skikkelse som pludselig var blevet hende synlig. Der var utryghed at sporer i hendes blik, dette var den eneste mand Faith direkte havde hadet siden Memphesto og med god grund ”Der faldt den sidste dråbe” hendes tone dirrede, hun var vred.. intens, der var ikke længere nogen udvej!

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden havde allerede hurtigt fået konkluderet, at dette møde ikke var noget som var positivt ment for hans eget vedkommende. Ikke at det var noget som gjorde ham noget sådan direkte, men hvad pokker skulle han ellers kunne gøre ved det!? Han valgte blot at slå koldt vand i blodet, for han ønskede heller ikke, at skulle vise Samuel hans uro, for det ville han heller ikke få det mindste ud af og han vidste det jo udmærket godt! Generelt, så var det ikke ofte, at Samuel måtte forlade slottet, hvilket kun gjorde, at han måtte se mere faretruende på dette, for det var ikke fordi at han ønskede at gå mod kongehuset, men af hvilken grund havde han haft, at skulle slå den engel ihjel, når andre ville gøre det for ham? Det var virkelig bare spild af energi og kræfter som han kunne bruge på så frygtelig mange andre ting! At det måtte være en farlig verden at leve i, var noget som efterhånden var ved at gå op for ham. Han havde levet i sin brors skygge, levet under det rygte som manden måtte være bærer af og nu stod han i denne situation, at det måtte blotlægge ham. En som faktisk kendte ham ved hans eget navn og ikke hans kære brors? Så måtte det da kun være faretruende på den ene eller den anden måde, det var da også helt sikkert! At han måtte remse op hvad dette måtte gælde, lod ham bare vide, at det hele var kommet videre og endda for ørene af kongehuset! Det var heller ikke noget som gavnede ham selv det mindste. Ikke at han nåede at svare det mindste igen som Samuel måtte ende bag ham allerede før det overhovedet havde været muligt for ham selv at skulle reagere det mindste overhovedet, så det gik vel kun en vej nu? Tænderne som måtte synke direkte ned i hans hals, hvilket fik ham til at spænde fast med et kraftigt gisp. Han nåde ikke at reagere det mindste før kniven måtte falde direkte mod hans bryst. Hans pupiller trak sig helt sammen, som blødningen måtte tage til i hans bryst. Det var tydeligt at Samuel vidste hvad han måtte ramme! Han røg direkte i jorden ved Samuels ord og da han valgte, at skulle slippe ham, for han kunne virkelig bare ikke holde sig oppe på nogen måde. Han gispede svagt efter vejret, som hans blik måtte fange en anden skikkelse. En kvinde? Hvad pokker lavede en kvinde herude på denne tid af døgnet?! En ganske morende tanke, at han faktisk skulle falde på sin egen faders grav! Han tog sig til brystet, selvom hånden hurtigt måtte ende med at blive helt rødmalet af hans eget blod, som det også hurtigt måtte sløre for hans blik. Det sitrede noget så voldsomt i mere eller mindre hele hans krop, som han hurtigt måtte falde mere eller mindre helt hen i en form af besvimelse inden han måtte give helt efter og falde i døden. Det gik helt i sort for hans blik, som hans hjerte måtte opgive de mange slag mod hans bryst og han måtte falde helt slapt hen på jorden foran sin egen fars grav og for fødderne af Samuel. Kronprinsen af Dvasias.

//Out

[Deleted]

At se livet forsvinde fra Hayden, var noget som om ikke andet, måtte gøre det mere roligt for det var noget af det som han faktisk måtte falde en anelse mere til ro ved. Han var blevet ekstrem destruktiv efter hans møde med Darlene, netop fordi at hun havde fortalt, at han aldrig nogensinde vil kunne få den kvinde som han måtte elske mere end noget andet; Jaqia! Og det var noget af det som virkelig havde fået ham til at gå mere eller mindre fuldkommen i baglås. Han var blevet ekstrem farlig at være i nærheden af og alle som havde været i nærheden af ham, havde han mere eller mindre gjort skade på af den ene eller den anden slags. Dette var kke noget som han ønskede ih ans liv, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det på nogen måde! At Faith måtte være på vej, var først en tanke som faldt ham ind, som han kunne høre hende lige ved sig, hvilket blot måtte få ham til at smle ganske let. Han vendte blikket som han havde set at livet havde forladt Haydens blik. At han lignede Nathaniel var nu ikke noget som han ville tænke mere over lige nu. Mødte han den mand, så ville han uden tvivl ende med at skulle tage livet af ham, det var der heller ikke nogen tvivl om ,for selv den mand havde formået at gå ham så meget på nerverne, at man skulle tro, at det måtte være løgn, hvad end om man ville det eller ikke. Han trak morende på smilebåndet. ”Ser man det, ser man det..” Han kunne ikke lade være med at smile ved synet! Faith var da heller ikke noget som han lige havde regnet med at skulle se herude og da specielt ikke med Kimeya og børnene hjemme, for han vidste, at manden var hjemme ved hende og ungerne. Ungerne kunne hun da mere end glædeligt få lov til at beholde når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert! Han lod armene glide over kors, som intet var sket. Kendte hun denne mand? Han vendte blikket mod ham igen med et næsten ligegyldigt blik, da han skubbede let til ham med den ene fod, blot for at være sikker på, at der ikke var mere liv der at skulle hente sig.. Han var helt væk, hvilket blot måtte more ham mere end det som godt måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. De rødlige øjne hvilede med en fast mine på hende. Han fortrød så sandelig heller ikke hvad hvad han havde gjort, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Og hvad pokker laver du herude? Det er langt over din sengetid.. Kæreste..” sagde han stilfærdigt. Han gik roligt mod hende. Det var heller ikke fordi at han var bange for hende eller noget som helst. Hayden lod han bare ligge. Det var ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan lige nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Du kender ham?” Det kunne da næsten tyde sådan på hendes situation?

[Silia D. Diamaqima]

At se hvordan Nathaniel blot matte falde til jorden, var direkte som at borer en kniv ind I Faith’s bryst. Enhver vidste at den mand var som en bror for hende, det var en mand som havde hjulpet hende igennem alle tider, grebet hende når Kimeya ikke havde været der til at gøre det. Den mand var helt igennem fantastisk og hun elskede ham, måske på en anden måde end det som hun elskede Kimeya men.. Hendes blik udstrålte den tydelige vrede, direkte henvendt til Samuel. Enhver vidste at når først hendes temperament var sat ild til, så var man i problemer, man skulle ikke være hovmodig, for man ville alt for hurtig ende med at brænde sig på hendes flamme, og nu var hun ærlig talt ligeglad. Hænderne blev knyttet, hun følte hvordan hendes egen negle borrede sig ned i den fine håndflade. Det var slet ikke fordi hans provokerende smil gjorde det bedre, det skulle direkte brændes af hans læber, hun hadede ham! Alt i hende brændte efter at gøre skade, efter at føle den intense flamme varme hele hendes indre, efter at have den kontrol og den magt over et væsen, og ligenu var det uden tvivl Samuel hun måtte have som sit stående offer. Ungerne var derhjemme, Kimeya var ligeså kommet hjem, ventede hende sikkert bekymreti sengen. Intet ville ske, også selvom Faith måtte erkende at hun virkelig havde ondt ved underlivet efter hun havde valgt at sætte i løb, det var alt for hurtigt efter blot at have hvilet på den måde. Hvis det var denne leg de skulle lege, så ville hun hellere end gerne være med. Et smil spillede over hendes læber. Sensuelt.. Som Jaqia’s det var en del af hendes temperment, og der var dette mærkværdige iltre glimt i hendes funklende grønne øjne ”Jeg troede at din kære søster havde sat din sengetid..” Gaith vidste skam udemærket at Jaqia var ham et ømt punkt på alle måder, hans skjulte følelser for hende var ganske tydelige selv for hende, desuden så vidste hun at han direkte hadede at være under hendes hånd konstant, og uden nogen mulighed for at komme frem i søgelyset. Han skabte sig et rygte, og Jaqia fik absolut alt æren. Idet han trådte mod hende, måtte en mindre mur af flammer brede sig netop foran hende. Selvom varmen lå lige ved hendes fødder så brændte det ikke, gjorde ikke ondt. For alt i verden ville hun ikke have Samuel tæt på, det var først der at det som regel måtte gå galt for hende, og denne gang var hun ganske sikker på at han ikke ville lade hende gå i live. Ilden brændte i hendes blik, hun stirrede intenst mod ham, musklerne i hendes kæbe dirrede så hårdt hun bed tænderne sammen. Der var ikke et ord som forlod hendes læber, på dette punkt vidste hun nøjagtigt hvad hun gjorde, og hun stod der som ubevæbnet, med Nathaniels lig i øjenkrigen og med en enorm lyst til at lade tårerne vælde op, men så længe Samuel stod foran hende, så direkte nægtede hun! Hun hævede et øjenbryn.. Han vidste udemærket at hun kendte ham, hvad ville hans kære søsterr ikke sige til mordet på en mand som hun et sted måtte holde af? Elske og længes efter på en måde der absolut intet havde med kærlighed at gøre ”Jeg ser ikke at det noget som vedkommer dig” svarede hun med fast direkte truende tone. Den sidste dråbe var faldet og det var ikke lykkedes ham at slukke ilden, langt fra så æagede han kun langt mere med den lige i øjeblikket!

[Deleted]

Samuel vidste udmærket godt, at hun kendte Nathaniel, men om hun kendte denne mand, det vidste hun så heller ikke, det var helt sikkert. Han vidste da ikke at Nathaniel havde en nær beslægtning på denne måde? Ikke at det var noget som han kunne komme udeom på nogen måde. Det at skulle provokere Faith, var noget af det som han faktisk måtte nyde som det bedste, det var helt sikkert! At komme hende på nerverne, netop fordi at hun var en så varm type, så brændende og så stædig, det var alt sammen nok som gjorde at han direkte måtte have lyst til at prøve, bare fordi at det måtte være sjovt! At slå ihjel og torturere, var efterhånden noget som han gjorde mere eller mindre hver eneste dag efterhånden, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som man vill det eller ikke. Han var blevet en ekstrem destruktiv type og det var ikke noget som man skulle tage godt på. Jaqia levede på hans rygte og det var noget som han var udmærket godt klar over. At hun tog Jaqias navn i munden, var noget som gjorde ham direkte stiv i blikket, ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af det. Jaqia var ham et forbandet ømt punkt, netop på grund af hans følelser som aldrig nogensinde ville blive gengældt? ”Hun ved jeg er en stor dreng.. Jeg kommer hjem når jeg vil,” vrissede han med en tydelig mere fast og vred stemme. Han knyttede hænderne fast. Ikke at det var noget som han kunne lade være med. Han havde brug for noget som han kunne falde til ro på, og det at skulle slå Hayden ihjel til aften, så var Faith intet andet end en bonus set i hans øjne ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte vise sig at skulle komme til stykket. ”Hun er sikkert gået i seng når jeg engang kommer hjem… Dig på den anden hånd..” han smilede et iskoldt og køligt smil. Han var da først lige begyndt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lod hovedet søge næsten skræmmende langsomt på sned og med det samme smil på læben. Dette var virkelig noget som måtte gå ham på nerverne! Ved muren af ren ild, så stoppede han omgående op med det samme. Ild var varme og det var ikke noget som han var meget for selv. Han slap en kold og kynisk latter. Den måtte få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv de fleste! ”Tror du virkelig, at det der vil kunne holde mig på afstand, Faith?” spurgte han kortfattet. Hun havde lige valgt at skulle udfordre ham og det kunne meget hurtigt vise sig, at være ekstremt dumt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han blinkede let til hende, som han pludselig bare måtte ende med at forsvinde, hvor han blev til den lille edderkop som slet ikke ville være til at skulle se i græsset. Han havde mange tricks på lur og hun vidste det jo udmærket godt! Det var jo slet ikke første gang, at de stod overfor hinanden! Som hans med alle otte ben måtte søge over græsset, og om bag hende, som linjen af ild ikke måtte gå hele vejen omkring hende. Så valgte han at tårne sig op i hans rette skikkelse. Armen sneg sig roligt omkring hende og med den samme muntre mine. ”Nu skal vi jo have det sjovt,” hviskede han intenst mod hendes øre.

[Silia D. Diamaqima]

Selvom Faith kendte Nathaniel utroligt godt, nok til tider bedre end han selv matte gore, så havde hun virkelig ikke den mest fjerne idé omkring en bror, det var aldrig en oplysning som var nået hende for ører, det var netop også hele grunden til at hun var ganske overbevist om at det måtte være hendes kære bror og ven selv der lå for hendes fødder.. Død. Den tanke i sig selv gjorde forbandet ondt, hvordan skulle hun melde det videre? Hun kunne se det for sig, Liya ville ikke overleve det, og det var noget som hun allerede nu kunne sige. Disse tanker var kun alt sammen noget som fik flammen til at brænde yderligere. Et sted følte hun det fantastisk, det frigav andrenalinet, det fik hende til at glemme fornuften og blot vende tilbage til hendes iltre skikkelse, et sted så var dette noget som faith uden tvivl ville komme til at nyde. Der havde altid været noget med Samuel og hende. Det var hende som interesserede ham, han ønskede at lege og hun legede blot med og med et sind som hendes, en kvinde til at give ham modspil frem for en til at tage beslutningerne for ham, så kunne det om ikke andet, heller ikke være helt underligt. Hendes blik var intenst, hvilede på ham med et glimt der fortalte at aftenen ville komme til at kræve mere blod end kun Nathaniels, og hun havde ikke selv tænkt sig at falde! Smilet prydede hendes læber, hun lod let hovedet glide på sned. Alle de gange hun var endt foran Samuel, havde hun været den tabende, det var hende som var faldet hver eneste gang, at tro at denne nat ville blive hendes heldige, var et sted også naivt, men det tænkte hun nu ikke yderligere over. Faith var klar over at de som tog hans kære søsters navn i munden direkte bad om balladen, men han vidste ligesåvel at hun selv var ved at få et ganske udemærket forhold til Jaqia, så der var vel heller ingen skam i at sige hendes navn? Det morede hende virkelig blot at se hans reaktion på ordene ”Jaså” hun nikkede sagte, men det var tydeligt at hun slet ikke var overbevist. Flammerne spejlede sig i hendes blik, det orange skær lagde sig over hendes blege hud, og fik hende til at se langt større ud end det osm hun i virkeligheden måtte være. Tungespidsen strøg over hendes læber, hun betragtede ham blot indgående uden at lade sig påvirke, selvom hendes blod kogede i årene af den rene raseri ”Du skal ikke forvente en hjemkomst i aften kære” påpegede hun ganske sigende, og helt løgn var det ikke, hun ville gøre sit for sagen. Smilet bredte sig kun ved hans latter, også selvom det løb hende ned af nakken. Sandheden var at hun netop ikke regnede med at ilden ville holde ham meget på afstand, han kunne jo se på det som et.. Advarselstegn? Samuel forsvandt i det rene ingenting, Faith stod blot som naglet til jorden, at søge efter ham ville heller ikke hjælpe, end ikke i dette mørke, desuden kendte hun ham nok til at vide at han ikke ville foretage et direkte angreb. Armen omkring hendes liv fik hende til at reagere. Han vidste hvor meget hun hadede at blive rørt af en anden mand end Kimeya, selv den intense hvisken i hendes ører, på den anden side så følte hun andrenalinen stryge gennem hendes årer, og brede sig i kroppen, lade det sitre i hver eneste muskel, og hun nød følelsen ”Tillad mig at være så uhøflig at rette på dig, Samuel.. Men jeg skal have det sjovt, jeg tvivler på at du vil nyde ligeså meget af det” hendes blik stirrede blot ind i flammerne foran hende, så kontrollerede som de var, brændte uden at brænde i jorden under dem og kun koncentreret om det lille sted. Hendes krop blev kogende. Hendes blege hud brændende at røre ved, tæt på skulle han ikke, det var der hun fik problemer, det nægtede hun!

[Deleted]

Samuel havde altid haft en eller anden mærkværdig form for magtkamp kørende med Faith og hver eneste gang, så var det hende som var gået som taberen derfra. Man kunne vel snildt sige, at han ikke regnede med, at det skulle være meget anderledes denne gang, selvom hun nok helt sikkert måtte være af en ganske anden mening, så var det noget som måtte rage ham mildest talt. Hayden var glemt for nu. Han var et problem som han allerede havde formået at få ryddet af vejen også fordi at han nu måtte vide, at det ikke kunne være Nathaniel. Den mand ville have gjort langt mere modstand end hvad denne mand havde formået at gøre det! Nathaniel var meget mere fornuftig og bare den tilstedeværelse af Samuel selv, så ville det jo næsten sige sig selv, at man burde tage benene på nakken og komme derfra i stedet for at skulle blive stående. Det ville man jo ikke få det mindste ud af overhovedet! Og det var han heller ikke bange, for at skulle fortælle hende på nogen måde overhovedet! Det tydeligt provokerende smil måtte dog ikke falde fra hans læber. Han kunne ikke gøre noget andet end at nyde dette. At hunvar dukket op, var jo kun noget som måtte gøre hans egen aften mange gange sjovere, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke noget som han kunne komme udenom. Bare tanken om, at hun havde taget Jaqia i brug i form af provokation af ham, var han så sandelig heller ikke meget for! Han gjorde for pokker da alt for at undgå at tænke på den tøs og så kastede Faith hende direkte tilbage i hovedet på ham? Det var noget som virkelig måtte gøre ham selv noget så frygtelig vred at man skulle tro at det måtte være løgn! For nu, så ønskede han det bare sjovt. Han trak kynisk på smilebåndet. Han bar vel en eller anden sindssyge med sig? Ligesom resten af familien gjorde et sted, så var han i den grad den værste når det kom til stykket. Hendes ord måtte direkte more ham! Skulle han tage det som en trussel? Det var jo heller ikke fordi at hun nogensinde havde været i stand til at skulle få ham tvunget i jorden bare sådan uden videre og det var jo trods alt også det som gjorde det hele den ekstra tand morsommere for ham! Han lod hovedet søge let på sned og med den muntre mine. ”Jamen kæreste dog.. Vil du nu ikke lade mig komme hjem?” spurgte han stilfærdigt og næsten med en utilfreds mine. Han skulle nok sørge for, at han kom hjem efter alt det her, for han havde vitterligt heller ikke planer om andet! Som hans arm måtte snige sig omkring hende og blot for at holde hende tæt, så kunne han selv tydeligt mærke, at hun måtte blive helt varm at holde fast i! Han var bare for stædig til at slippe.. Om ikke andet, så for nu, netop fordi at han vidste, at Faith ikke kunne have tanken om at skulle have ham så tæt på. Han var vel påtrængende og irriterende? At hun hadet ham, var han klar over, selv om det dog på ingen måde, måtte stoppe ham i at gøre det som han var i gang med. Han ville også have lov til at have sin sjov for en gangs skyld! Han lod hånden roligt stryge over hendes mave og med den samme mine i ansigtet, for han vidste at hun virkelig måtte hade det, så var det ikke noget som rørte ham det mindste overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var han mere eller mindre fuldkommen ligeglad! Han slap hende endeligt, selvom han dog blev stående temmelig tæt på. ”Du er varm Faith.. Koger dit indre allerede op? Så må jeg da sige, at jeg er en kende skuffet.. Den Faith jeg kender, kan holde til meget mere,” sagde han med en iskold hvisken.

[Silia D. Diamaqima]

Enhver måtte kende til den ping pong leg som var forgået mellem hende og Samuel de sidste mange år. Det var ikke første gang at de måtte tage et fredeligt sted, selv på denne tid om natten, gøre til noget voldigt og blodigt, til en dans gennem et iltert mørke som Faith et sted kunne måtte frygte, denne gang ville hun kaste lidt lys over tingene, hun ville ikke leve i de samme vige skygger som Samuel formåede at sætte over hende, som en kraftig forfølgelse. Ud af øjenkrogen fornemmede hun udemørket den skikkelse som måtte ligge på den kolde jord, hvor ironisk.. At falde foran en grav. Hvad der undrede hende var jo så at Nathaniel aldrig havde nævnt noget omkring savnede, som måtte hvile på dette sted. Tanken om hans død i sig selv var kun noget som smertede hende, Samuel havde denne gang valgt at lege med de forkerte, og nu ville han snart se at det ,ørke han levede i, sagtens kunne blive langt mørkere. Den fryd i hans blik, var ikke til at tage fejl af, den intense hvisken som kun afslørede hans lyst til at lege, det var på ingen måde til at tage fejl af, det var på disse tider at det ville løbe de fleste koldt ned af ryggen, men hendes indre flamme brændte så lystigt, at det slet ikke var hende muligt at give det gys fra sig. Det intense blik stirrede mod de flammer som brændte uden at hun anstrengte sig overhovedet. Varmen gav hende en indre energi, der blev frigivet samtidig med den andrenalin som vandrede i hendes krop. Bare det at føle ham på den måde, at høre hans intense hvisken, fik hende til at tænke på de andre nætter hun havde været så ’heldig’ at tilbringe med ham.. Nætter hvor han slukkede hendes flamme, både ved at gøre hende blind, men også ved at slukke den helt og kaste hende for døden, nætter med ufrivillige kærtegn, og tårer der måtte falde over hendes kinder så snart hun igen måtte vende hjem til den mand som hun elskede. Jaqia var hende en veninde, hvad end han brød sig om det eller ej, Faith følte at hun kunne tillade sig at tage det navn i brug uanset samhænget, også fordi hun vidste hvor meget Jaqia i virkeligheden satte hendes lid til hende. Der var ingen tvivl om det som den amnd måtte føle for hans egen søster, og netop derfor morede det kun Faith, med tanken om hvor let han i virkeligheden ville være at ramme. Det sved i maveregionen, hun skulle ikke være løber, det følte hun da tydeligt nu. Der var noget sindssygt over ham, hun følte det blot i det kørtegns om han roligt skænkede hendes mave, hendes hud var direkte brændende, Faith vidste at der ikke kunne gå længe før han var tuvnget til at slippe. Det sitrede helt i det inderste, næsten stædigt rystede hun på hovedet af hans ord. I aften ville han ikke vende hjem, ikke hvis det stod til hende om ikke andet. Det var skam ganske bevidst at hendes krop måtte ende så brændende varm, det var slet ikke fordi hun ikke formåede at holde til det! ”Tro mig.. Ia ften kan jeg holde til langt mere end du kommer til” påpegede hun ganske sigende. Idet han måtte slippe, trak hun sig selv, vendte sig omgående mod ham, med blikket der afspejlede flammerne foran sig. Det var lettere nu hvor hun ikke længere kunne betragte Nathaniels lig på den måde, det var også helt sikkert!

[Deleted]

At Faith måtte tro, at det var Nathaniel som måtte ligge der, var slet ikke en tanke som faldt ham ind, netop fordi at han vidste, at det måtte hænge sammen på den lidt anden måde, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. Denne mand havde gjort en frygtelig stor ugerning for Dvasias og straffen – Om ikke andet, set i Samuels øjne, det var døden og det var også det som han havde ladet gå ud over denne mand på alle måder overhovedet. Han kneb øjnene fast sammen. Han var udmærket godt kendt med den lid som Jaqia skænkede til ikke bare Faith, men også Kimeya. Hvad pokker hun måtte se i de to, var slet ikke noget som han kunne forstå sig på og af den grund, så var han faktisk også temmelig ligeglad når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var nu ikke noget som han ønskede, at skulle blande sig i på nogen måde, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så måtte det jo bare være sådan, at det måtte være. Han var vred.. bare det at se Faith så tæt på, var noget som i sig selv, kunne vække en så frygtelig vrede i ham, netop også fordi at han var forbandet nem at ramme i disse tider, og han vidste det jo udmærket godt! Jaqia var ham et forbandet ømt punkt, selvom han ikke var meget for at skulle indrømme det, så var det jo bare sådan, at det måtte være, og han kunne simpelthen bare ikke have den anke på nogen måde når det endelig måtte komme til stykket. Som Faith måtte vende sig mod ham, så måtte han vel næsten betegne hendes ord som en trussel? Selvom han til nu ikke havde haft nogen grund til at skulle være decideret bange for Faith, så det var han bestemt heller ikke i dette tilfælde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovdet, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være! ”Uh, skal de ord være mig en trussel Faith? Du har jo set det… hvordan du gang på gang kommer kravlende hjem til Kimeya ikke? Tror du virkelig, at jeg ønsker at gøre et undtag af det?” spurgte han ganske kortfattet. Der var selv et klart alvor i hans egen stemme, for svaret var vel også åbenlyst og noget så tydeligt? Det ville han da kraftigt gå ud fra! At hun måtte vende sig mod ham, var nu ikke noget som gjorde ham det mindste på nogen måde overhovedet, det var helt sikkert. Han trak tydeligt provokerende på smilebåndet. Kærligheden gjorde svag, men afvisninger gjorde ondt, så meget havde han da i den grad erfaret efterhånden og han kunne virkelig bare ikke have den tanke! Han var Samuel! Og ingen afviste ham! Han hævede hånden som han fast måtte holde om hendes kæbeparti, så hun forblev vendt mod ham i stedet for at vende sig væk. Det var nemlig forbandet dumt i disse stunder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Tror du virkelig, at jeg lader dig slippe i aften, Faith?” vrissede han med en ganske fast tone. Han var ikke en mand som man skulle komme på tværs for tiden og det var jo trods alt også noget som Hayden havde fået lov til at erfare på den hårde måde, netop fordi at han måtte ligge foran en af de gamle grave – Sjovt nok hans egen fars, hvilket kun måtte gøre det hele langt mere morsomt også for Samuels vedkommende. Der skulle virkelig ikke en skid til at more ham for tiden, at det næsten kunne skræmme ham selv i en noget så frygtelig stor grad, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”I aften håber jeg at Kimeya er indstillet på, at børnene må han tage sig af på egen hånd,” tilføjede han med en næsten helt vred stemme. Man skulle bare ikke komme ham på tværs!