A new start.. for the two of us?

[romeo]

Romeo kunne virkelig ikke forestille sig et liv uden Lexie, hun var så sød og betænksomt, og hun var en af de få som ikke havde dømt ham på hans udseende, på hans handicap, for det var bestemt ikke noget som havde været lige let altid. Der var så mange der var gået i en kæmpe bue udenom ham, fordi de så ham som anderledes, og det var han måske også, men derfor var der vel ingen grund til at væmmes ved ham? Det var jo ikke fordi at han var ond på nogen måder overhovedet eller ubehøvlet for den sags skyld, så hvorfor skulle han dømmes? Bare fordi at han ikke kunne tale eller havde sin hofteskade? Takket være Lexie, så kunne han snakke igen, men han kunne ikke bevæge benene, og det var som om at det mareridt bare aldrig ville holde op. Som om han var forbandet og var født til at være handicappet i al evighed. Men det kunne vel genoptrænes? Det håbede han da, for han ville gerne kunne gå en tur sammen med hende, i stedet for at skulle sidde i rullestol! Det ville virkelig blive for meget for ham! Og selvom at han ikke havde sat sig i en endnu, så hadede han allerede fornemmelsen af det! Han så roligt på hende, da hun sagde at han tog fejl. Han rystede ganske let på hovedet. ”Alt er relativt min kære. I mine øjne er der ingen som kan overgå dig,” svarede han stilfærdigt. Alt ville selvfølgelig altid være relativt, for alle mennesker ville ikke kunne blive enige om alting, så man var jo nød til at gå ud fra ens eget blik, ens eget synspunkt og perspektiv, og i hans øjne, der var hun virkelig den sødeste af de sødeste! Hun havde reddet ham, og gjort langt mere for ham end nogen andre nogensinde havde gjort for ham! Hun var noget for sig selv, hun var unik og speciel på alle måder, og han nød virkelig hendes selskab mere end nogen andens! I hans blik var hun virkelig langt mere værd end nogen anden her på Jorden!
De havde faktisk ikke haft så meget teori om magien, hvilket jo så måtte være Romeos fejl, som hendes læremester, men det kunne de jo sagtens bruge lidt tid på, for uden teori kunne man jo ikke forstå magien, og så ville man ikke kunne fremmane magien, så teorien var jo også vigtig. Han havde jo kun forklaret hende hvordan man gjorde den enkelte magi, når de var gået i gang med den, ligesom ilden og vandet, men de havde aldrig sådan rigtigt haft nogen teori i det store og hele om magien. Som hun vendte blikket mod ham smilede han blot varmt og muntert op til hende, og han kunne jo slet ikke lade vær, når hun kaldte ham for sin kære, for det fik ham virkelig gjort glad! Hånden som hvilede under hendes hage, lagde sig roligt mod hendes kind, så tomlen kunne stryge den. ”Så må vi jo hellere få øvet den noget mere,” påpegede han stilfærdigt, inden han blinkede let til hende. Han elskede tanken om at han lærte hende magien, at det var hans fortjeneste at hun kunne fremmane ild og vand, og om det var egoistisk eller ej, så ønskede han at han var den eneste der måtte lære hende det, for det gjorde jo også at han tilbragte lidt mere tid sammen med hende, dog havde de jo aftalte at de også ville tilbringe lidt mere tid sammen uden at være læremester og elev, og det ville han virkelig ikke have det mindste imod! For han ville med glæde lære hende mere at kende, vide alt omkring hende, for det gjorde jo også at det ville være lettere for ham at lære hende magi.
Kysset kunne Romeo ikke lade vær med at nyde, for det satte virkelig en sitren i gang i ham! Og det var virkelig ærgerligt at han måtte bryde det for at få luften igen, han kunne dog ikke lade vær med at smile stort op til hende, for hun gjorde ham virkelig så glad! Så tryg og sikker, og så havde hun denne beroligende effekt på ham, som han heller ikke kunne andet end at nyde. Han smilede til hendes ord, for de betød utrolig meget for ham! Han ønskede ikke at kæmpe med alt dette helt alene! ”Godt,” endte han lettere muntert og tilfreds, for så længe han havde hende, så kunne han ikke være andet end glad! Han strøg hende blidt over håret, som hun lagde sig ind til hans krop, hvor hendes ord dog kom bag på ham. Hun elskede ham? Det fik hans hjerte til at slå hurtigere og hårdere mod hans bryst, hvor han roligt skævede ned mod hende, imens smilet spillede over hans rosa læber. ”Jeg elsker også dig Lexie.” Han løftede hovedet ganske let for at skænke hendes pande et blidt kys. Sande var hans ord, for han kunne virkelig ikke andet end at elske hende!

[Deleted]

Lexie var intet andet end sig selv, nå endelig måtte vær sammen med Romeo. Han betød forbandet meget for hende! At lade ham kæmpe med dette alene, var slet ikke noget som ville komme på tale! Hun elskede ham for pokker da! Hun så ikke nogen grund til at væmmes ved ham, og kun fordi at han havde haft sit at skulle slås med? At han ikke kunne tale, at han havde haft sin hofteskade.. Alt sammen, var ikke noget som havde haft nogen betydning for hende, for det var personligheden som betød noget, også for hendes del! Benene var nu et problem som de nok skulle finde ud af, for hun var sikker på, at det sikkert kunne trænes op. Hun håbede det om ikke andet, for hun vidste jo godt hvor glad han måtte være for at være ude, men at det ville være besværligt, hvis han først skulle ende med at sidde i en rullestol. Hun var virkelig ked af, at hun ikke kunne have gjort det anderledes, men.. For pokker da, hun vidste jo ikke engang hvad der var sket nede ved søen den aften! Hun havde intet imod, at skulle køre ham rundt i rullestolen, føre ham rundt i Procias, snakke til ham og være der for ham som hun virkelig måtte ønske det. Det var vel heller ikke fordi at det kunne være så slemt? Hun sendte ham et varmt smil. Hans ord måtte i sandhed glæde hende og noget mere end det som hun nogensinde ville være i stand til at skulel beskrive det, så det sagde helelr ikke så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så må jeg jo tage ordene på alvor,” sagde hun roligt. At han beskrev hende på den måde, var selvfølgelig noget som måtte gøre hende så frygtelig glad!
Magisk teori var nu heller ikke noget som de havde været meget inde på. De havde været meget mere inde på det praktiske, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende det midnste. Det var det som havde givet hende blod på tanden og det som faktisk havde fået hende itl at skulle fortsætte med at øve og træne, selvom det virkelig ikke havde været helt nemt! At han kaldte hende for hans kære, var noget som selv ar en rigtig dejlig følelse at sidde igen med. For det var noget af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det på nogen måde overhovedet! Hun nikkede roligt. ”Det lyder som en meget god idé, kærste,” sagde hun roligt. Et sted var hendes ord vel også prøvende, netop fordi at hun ikke vidste hvordan han ville have det med at blive kaldt for de ting. Hun ønskede ikke at fængsle ham på den måde, men hun ønskede virkelig bare at lade ham vide, at hun holdt af ham, selvom det virkelig var langt mere end det som hun burde og hun vidste det så sandelig også godt! Hun ville ikke have andre til at lære hende det end ham! Det var kun ham som fik lov.. End ikke hendes kære far havde fået lov til det, og det var sådan, at det skulle være. Det var kun Romeo.. Det var en fællesting mellem de to.
At kysset var brudt, var nu ikke noget som Lexie var meget for, for det havde virkelig været noget så rart, at skulle have ham tæt på sig. Det var det virkelig! Det var noget af det bedste, også se ti hendes øjne! Sådan som hun nu var i stand til at skulle putte godt und til ham og han holdt om hende. At lade ham kæmpe med dette på egen hånd, ville aldrig nogensinde blive aktuelt, det var noget som hun trygt kunne love ham! Hun nikkede roligt til hans ord og uden at rokke sig. At give ham de store ord, hvor han faktisk var i stand til at besvare dem eller afvise dem, det var det som faktisk måtte gøre hende en anelse skræmt af det hele. Ikke at det var noget at lægge skjul på! At han gengældte ordene og holdt hende tæt ind mod sig samtidig, var noget af det som gjorde det hele så meget bedre også for hende selv! Smilet bredte sig tydeligt og stort på hendes læber. Hans ord varmede hende virkelig.. At han faktisk gengældte dem på denne måde! Hun puttede godt og trygt ind i hans favn, vendte blikket roligt op mod ham og skænkede hans hage et let kys. ”Så giver det hele langt mere mening, hvis det var mig som vækkede dig,” sagde hun med et næsten forlegent smil.

[romeo]

At Lexie ville være der for Romeo, var noget som måtte betyde utrolig meget for ham, for han vidste at han ikke magtede at kæmpe med det alene, for hvis han gjorde det for ham selv, hvorfor skulle han så overhovedet gøre det? Det var jo ikke fordi at det ville være umuligt for ham at være udenfor i en rullestol, men det krævede utrolig meget overkropsstyrke! Men når hun var der, så kunne han vel godt kæmpe for at kunne komme til at gå igen? For han ville gerne gøre hende stolt af ham, han ville gerne gøre hende glad, og så kunne de jo også gå ture sammen udenfor, uden at rullestolen skulle komme dem i vejen! Desuden nok havde hun healet hans stemmebånd og vækket ham til live, og muligvis kunne han ikke gå, men det var jo ikke hendes skyld. Han kunne bare have ladet vær med at hoppe ind foran hende, for at beskytte hende – skønt det aldrig ville blive aktuelt – for så var det aldrig sket. Men han elskede hende, så det var selvfølgelig klart at han måtte springe ind foran hende for at beskytte hende! Det var jo faktisk det at han havde været død, som var skyld i at han ikke kunne gå, for han havde tilsyneladende glemt hvordan benene fungerede, så det måtte han jo bare få trænet hjernen til at forstå endnu engang! Han nikkede ganske roligt og smilede varmt til hende. ”Selvfølgelig,” svarede han sandfærdigt, for han havde skam ikke tænkt sig at lyve overfor hende! Det var sådan som han så hende, og det ville aldrig ændre sig! For han elskede hende virkelig.
Romeo burde faktisk have lært Lexie noget mere teori omkring magi, for det var jo vigtigt at vide hvordan det var opbygget, men det kunne de jo også sagtens bruge tid på, også nu hvor han var tvunget til at blive her på stedet, så kunne de både træne hendes magi, hans ben og bruge lidt kvalitetstid sammen, for det kunne de jo også godt bruge, så det ikke kun gik op i det rene træning, for det var vel også vigtigt at de kom ind på hinanden? Det ville være lettere for ham at lære hende magi, når han kendte hende helt, selvom at han jo mere eller mindre kendte hende? Dog ville kvalitetstid ikke skade alligevel, for han ville gerne tilbringe noget tid sammen med hende, så de ikke kun var læremester og elev, men som venner. Han lo muntert, som hun kaldte ham for kæreste, ikke fordi at han havde noget imod, nej han nød det skam og det varmede omkring hans hjerte! Han trykkede hende blidt ind til sig, imens han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Udmærket,” endte han smilende, hvor der ikke var nogen tvivl om hvilket muntert menneske han måtte være, og det var også derfor at det at skulle sidde i rullestol var noget som virkelig kunne ødelægge hans humør! For han var et udendørsmenneske, men de skulle vel nok klare det? Så længe de havde hinanden?
Romeo kunne ikke komme udenom at han nød at være tæt på hende, at han havde nydt kysset, for det ønskede han heller ikke at lægge det mindste skjul på! Han holdt virkelig utrolig meget af hende, og det ville han ikke skjule for hende, for hun fortjente at få det at vide, desuden så elskede han hende jo, så hvorfor skulle han overhovedet gemme inde med de ord, når hun måtte føle nøjagtig det samme for ham? Han nød at holde omkring hendes slanke krop, og det at trykke hende tættere på sig, for hun var virkelig så dejlig varm at ligge sammen med! Mon han egentlig skulle have sit eget værelse så? Han skulle jo være her i et godt stykke tid, og han ønskede da ikke at presse sig på! Hun havde jo også fortjent sin frihed, sit albuerum, så hun kunne være sig selv, og komme lidt væk fra ham, så de ikke gik hinanden på nerverne, for det ønskede han så sandelig heller ikke skulle ske! Han smilede, som hun skænkede hans hage et kys, hvor han lod sin hånd stryge hende blidt igennem håret. ”Selvfølgelig var det dig, som vækkede mig.. der var jo ikke nogen andre der,” svarede han stilfærdigt, imens han smilede ganske let. Han lod begge arme trykke omkring hende, så han kunne omfavne hende ganske let. ”Jeg holder virkelig meget af dig, Lex,” endte han i en rolig tone, imens blikket hvilede op mod loftet med det kærlige skær.

[Deleted]

Lexie ønskede virkelig at være der for Romeo og hun ønskede også at hjælpe ham, at støtte ham og bare stå der som en moralsk støtte for ham, så han igen ville kunne klare sig. At komme rundt og færds på egen hånd ville kræve forbandet meget af ham og hun vidste det jo godt. Skylden måtte jo stadig sidde så stærkt i hende, netop fordi at det havde været hendes skyld set i hendes øjne om ikke andet – Havde det ikke været fordi at hun havde søgt ud på denne tid af døgnet og på denne måde, så var det jo aldrig nogensinde gået galt! Hun skulle bare være blevet i Procias skulle hun! Så var det jo aldrig nogensinde sket! Stokken var erstattet af en rullestol og hun skulle nok hjælpe ham! Det ønskede hun om ikke anddet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ville han, så kunne han helt sikkert få gang i benene igen og hun ville i den grad gerne hjælpe ham med det, så han ikke skulle ende med at føle sig som et totalt misfoster, for det var han i den grad ikke! At det var sådan, at han måtte se på hende, så var det kun noget som virkelig måtte få hende til at smle, for det gjorde hende i den grad glad, t skulle tænke på det på den måde, det var også helt sikkert.
Teorien havde de jo faktisk slet ikke været inde på endnu, selvom de tnu i det store og hele, ikke var noget som gjorde Lexie noget som sådan. Det var ham som sad på eneretten til at skulle lære hende magi, det kunne hun da ærligt stå ved, også på denne måde, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så var det jo faktisk bare sådan, at det måtte være på alle måder overhovedet. Hun ønskede ikke andre til at lære hende det, det kunne hun trygt stå ved. Han havde sin egen specielle måde at gøre det på. Han gav hende blod på tanden, modet til at forsøge, fejle for så at forsøge igen og det havde jo givet sine flotte resultater! Selvom han måtte sidde i rullestol, så kunne han jo trods alt stadig lære hende magi? De havde hinanden og hun havde i den grad heller ikke nogen intentioner om at skulle gå nogen steder, det var da noget som hun trygt kunne fortælle ham! ”Det lyder rigtig godt,” hviskede hun blidt, dog med en rolig stemme. Han gjorde hende rolig. Det havde han jo altid gjort.
Lexie ønskede ikke, at Romeo skulle få sig et eget værelse. Nej! Hun ønskede virkelig, at han skulle blive her.. her sammen med hende. Der var jo disse små problemer som hun heller ikke havde fortalt ham om; At hun ikke kunne sove om natten, at hun ikke kunne ligge i ro når det var mørkt og når hun var alene. Selv i disse dage havde hun ligget helt tæt ind til ham, blot for at finde den ro og hvile. Han kom hende da på ingen måder på tværs! Det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende! Han skulle slet ikke være bange for at komme i vejen for hende, for det ville han virkelig ikke. Lexie var en tryghedsnarkoman og det var når hun var sammen med ham, at hun virkelig måtte føle sig tryg. Hun holdt forbandet meget af ham og det var også noget som hun noget så inderligt. Et stille smil var noget som måtte brede sig på hendes læber. ”Jeg ved bare ikke hvordan.. Men.. Jeg er bare glad for, at jeg kunne,” sagde hun med et stille smil på læben. Det glædet hende virkelig! Hun puttede sig godt og trygt ind til ham, så tæt på ham som hun overhovedet kunne komme. Hun tænkte virkelig så det knaget. Hun måtte da kunne hjælpe ham på den ene eller på den anden måde! ”Jeg holder mere end bare meget af dig, Romeo,” sagde hun med et stille smil på læben. Hun endte dog alligevel med at krype lidt ud af hans favn, da hun satte sig op. Hun vendte blikket stille mod ham. Dynen skubbede hun forsigtigt af dem begge. Hun lagde hånden stille mod hans lår tæt ved hans knæ. ”Kan du mærke det?” spurgte hun stille. Kunne han føle, så ville han også lære at gå, men det krævede sikkert en forbandet stor vilje og hun vidste det godt. Kunne han ikke mærke noget.. så var der jo trods alt ikke noget at gøre.

[romeo]

Det var Lexies fortjeneste at Romeo endnu var i live. Det undrede ham dog ikke at hun ikke vidste det, når de ikke havde haft særlig meget teori om magien, men det kunne de jo nå at lære endnu, for selvom at han fremover ville komme til at køre i rullestol, så forhindrede det ham jo ikke at lære hende magi, og det glædede ham faktisk, og noget som var endnu bedre, var at han også kunne hjælpe hende med det verbale magi, for nu kunne han jo snakke! Så faktisk måtte det jo tegne sig godt for ham! Desuden så havde han fået at vide at hans hofteskade ikke ville kunne helbredes, men nu hvor skaden faktisk alligevel var blevet healet, eller vel mere rykket over til et andet sted, så det nu lå i begge hans ben, så kunne han vel godt genoptræne det? Han ville i hvert fald ikke miste modet, for han havde jo hende, og så skulle det hele vel også nok lykkedes for dem? Det håbede han i hvert fald! Han strøg hende blidt over håret og smilede muntert til hende. "Så er det jo godt, at jeg også holder mere end bare meget af dig," svarede han med et skævt smil, hvor hans nøddebrune øjne måtte hvile muntert på hende, for hun gav ham virkelig glæden tilbage, skønt at det egentlig så lidt sort ud for ham, når han nu var tvunget til at være det sted som han mindst ønskede, tilmed at han ikke kunne bevæge benene, men de fandt vel på noget? Så længe hun var der, og så længe hun støttede ham, så ønskede han ikke at give op, nej, så ville han kæmpe for hendes skyld! Han betragtede hende roligt, som hun valgte at sætte sig op, hvor han også slap taget omkring hende, så hun kunne bevæge sig. Han så roligt til, da hun trak dynen af dem, så han måtte ende med at ligge i sengen med sin blottede overkrop og med nogle løse, sorte bukser på. Hans nøddebrune øjne faldt på hendes hånd, som hun lagde mod hans lår og tæt ved knæet. Han nikkede ganske let og forsigtigt, som han havde sat hænderne i madrassen, så han holdt overkroppen oppe fra madrassen, og så han bedre kunne se hvad hun lavede. "Lidt," svarede han stilfærdigt. Han var endnu lidt følelsesløs, men han kunne da mærke lidt, og skønt det ikke var meget han kunne føle, så bragte hendes hånd alligevel en form for varme igennem hans krop, så han måtte sitre ganske let i overkroppen. Han sukkede ganske let, et sted bedrøvet. Han måtte jo bare vænne sig til at bruge rullestol? Det ville i hvert fald være hårdt, når han var sådan et udendørsmenneske! Han håbede bare at Lexie var der til at muntre ham op, for det ville han da få brug for fremover! Og han håbede at han ville glemme alt, ligeså let som i øjeblikket, for bare det at hun var der, var noget som måtte gøre ham ufattelig glad! Han lod sig glide ned i sengen igen, hvor hans blik betragtede loftet over ham lettere tænkende, inden det gled rundt i værelset. "Skal jeg så have mit eget værelse?" spurgte han roligt og endeligt, for det var jo kun en tanke der havde slået ham, og han vidste jo ikke hvad hun ville have, desuden skulle han jo være her i et langt stykke tid i fremtiden, så hvorfor ikke bare vænne sig til det? Det var ikke fordi at han ikke ville dele værelse med hende, for det ville han da gerne, så kunne hun da hjælpe ham, hvis han fik brug for det, problemet var jo bare, at han ikke ville trænge sig på, og han ville heller ikke være hende en belastning på nogen måder! Han gned sig kort i øjnene, for han var faktisk ved at være lidt træt igen, skønt at han nok ikke ville sove i flere dage igen, men lidt hvile ville faktisk gøre godt. Han trak en dyb indånding, inden han sukkede ganske så fredfyldt. Han ønskede ikke at komme og ødelægge noget, for de kunne vel også komme til at gå hinanden på nerverne, ved at gå op og ned ad hinanden dag ud og dag ind?

[Deleted]

At Lexie var den som faktisk var skyld i, at Romeo stadig måtte være til, var slet ikke en tanke som hun forstod, selvom den virkelig måtte gøre hende noget så frygtelig glad! Alene den tanke om at han skulle være revet fra hende påd enne måde, det var slet ikke noget som hun ønskede! Han var den eneste som nogensinde havde formået at sætte disse følelser i hende.. den eneste som faktisk kunne gøre dette ved hende og det var end ikke noget som sagde så lidt. Hun var en tryghedsnarkoman, hun ønskede at vide hvor hun havde folk, hvad de mente om hende og hvad de ønskede at kunne gøre for hende, og det gjorde hun med Romeo. Han havde endda bevist, at han ønskede at beskytte hende, som hun virkelig også ønskede, at skulle beskytte ham! Selvfølgelig ville hun være der, støtte ham og hjælpe ham igennem det,f or alt andet ville slet ikke være aktuelt! Hun sendte ham et næsten forlegent smil. ”Det varmer om mit hjerte, at høre dig sige det,” påpegede hun stilfærdigt. Det var sandt, for det var en dejlig fornemmelse og dejligt at høre, at hun selv faktisk kunne elskes på den måde! Som hun havde sat sig op og ladet hånden roligt hvile tæt ved hans knæ, så vendte hun blikket mod ham. Hvis han kunne mærke det, så burde han også kunne genoptræne det, selvom det ville kræve forbandet meget også fra hans side af. Han kunne tale nu og han behøvede ikke længere at tænke på hofteskaden, selvom det nu aldrig havde været noget som havde haft nogen betydning direkte for hende, for det havde det ikke. Så længe at han var der, så var hun fuldkommen tilfreds og på alle måder overhovedet. Hun nikkede stille til hans ord og sendte ham et stille smil. Det var heller ikke fordi at hun krævede, at han skulle starte sin genoptræning lige nu, men det ville vel hurtigt komme. Han var et udemenneske, så hun vidste udmærket godt, at dette ville være et kraftigt slag uden lige mod ham, hvilket hun selvfølgelig måtte være forbandet ked af og på alle måder endda. Hun rykkede tilbage til ham, hvor hun satte sig tæt ind mod hans egen krop, tog fat i dynen og lagde den godt omkring dem begge. Nok selvom han havde sovet meget, så var hvilen i den grad trængende. Hun vendte blikket stille mod ham igen. For hende, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel på hendes følelser, om han måtte sidde i rullestol eller ikke. De skulle vel nok kunne finde ud af det alligevel? Det var hun virkelig helt sikker på! ”Ikke hvis du ikke ønsker det, Romeo.” Hendes stemme var stadig rolig og blid, ikke at det var noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Jeg vil gerne have du er her.. Hvis du vil,” sagde hun stille. Ikke at det var noget som hun ville skjule, for hun elskede at være sammen med ham. Han vidste vel heller ikke, at hun ikke kunne holde ud, at sove alene? At det faktisk var nogt af det som måtte skræmme hende mere end det som noget andet måtte gøre det? Hun lagde den ene arm roligt over hans bryst og lagde sig på siden, så hun kunne komme helt tæt ind mod ham. Det var virkelig en utrolig behagelig følelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han ville jo også have brug for hendes hjælp, så ville det heller ikke nytte noget hvis de havde hvert deres væreslse, for ikke at glemme, at han vel heller ikke kunne fordrage at være her? Så ville det jo heller ikke være det smarteste med et værelse selv set i hends øjne. Hun strøg roligt hans bryst. ”Jeg vil have du skal blive her,” tilføjede hun dæmpet. Blot for at forsikre ham om, at det var noget som hun faktisk selv måtte ønske skulle ske – At han faktisk blev der og var sammen med hende. Hun nægtet simpelthen at tro på at de ville gå hinanden på nerverne. Han havde jo trods alt også brug for hende.

[romeo]

Romeo var glad for Lexies støtte, for han vidste at han ville få brug for den. Han ville ikke magte at skulle blive på dette sted, og kæmpe med det alene, så hellere sidde i rullestol resten af sit liv! Men så længe hun var her og hun støttede ham, så kunne han vel godt se igennem dette sted, og bare være glad for at han havde hende? Han ønskede ikke at miste hende, for han havde virkelig desperat brug for hende. Han havde brug for hendes støtte, og hun havde vel også brug for ham til at lære hende magi? Hun havde jo sagt at han skulle være den eneste til at lære hende det, så han måtte jo betyde noget for hende? Og så var der jo også lige det faktum at hun havde sagt at hun havde elsket ham, hvilket vel beviste det meste? Han burde ikke tvivle på hende, burde han? Det var vel stedet her som gav ham mest bekymring? Han var vel bange for at miste hende til en anden magiker? For hvem ville ikke kunne overgå ham nu? Hun rev ham stille væk fra hans tanker, hvor han vendte blikket mod hende og smilede varmt. "Jeg mener det," svarede han stilfærdigt blot for at understrege det, for han kunne da ikke finde på at lyve overfor hende! Det var da det sidste han ville! Han holdt utrolig meget af hende.. han elskede hende, og det havde han jo faktisk også fortalt hende. Dog måtte det også varme om hans hjerte, bare det at vide at hun elskede ham, for det fik virkelig hans hjerte til at slå hurtigtere imod hans bryst! Det betød noget for ham, at hun ville være der til at støtte ham, at hun ønskede at hjælpe ham, hvilket vel også var grunden til at hun måtte prøve at klemme omkring hans ben, for at se om han kunne mærke noget? Han kunne ærligtalt ikke mærke særlig meget, men nu var det jo ikke særlig lang tid siden at han var blevet ramt af et lyn, så rystelserne var vel endnu i hans krop? Uanset, så kunne han da mærke en smule, når hun klemte omkring hans lår og tæt ved knæet, så han var da ikke helt følelsesløs, og det var vel kun godt? De kunne vel få det fikset? Genoptræne det? Det håbede han i hvert fald! Som hun lagde sig ned ved siden af ham og trak dynen med sig, hjalp han blot med at få hende selv puttet godt under dynen igen, hvor han smilede muntert til hende. Hun var virkelig det eneste lyspunkt i hans liv for tiden. Hun var den eneste der kunne få ham til at se det lyse på hele situationen, skønt den var så sort. Men de klarede det vel? Som de hele tiden havde gjort? At hun gerne ville have at han blev og delte værelse sammen med hende måtte virkelig glæde ham, for han ønskede jo faktisk at blive! Det ville vel også være lettest for dem begge? Han ville jo højst sandsynlig få brug for hjælp, men han ville bare ikke komme hende på tværs, og han var næsten bange for at han ville lade sine frustationer gå ud over hende, hvis de gik op og ned ad hinanden dag ind og dag ud, og han ønskede jo ikke at hakke på hende! Strøgene mod hans bryst, fik ham til at slappe fuldstændig af, hvor han tilmed måtte lukke øjnene. Han var træt! Og det var vel også forståeligt? Et sted morede det ham at han endnu engang var træt, siden at han havde sovet i hele 3 dage! "Jeg ønsker bare ikke at komme dig i vejen," svarede han roligt, som han drejede hovedet, for at se på hende. Hans nøddebrune øjne så måske trætte ud, men han kunne sagtens holde sig vågen i et godt stykke tid endnu! Han lagde roligt sin hånd over hende, der hvilede mod hans bryst, som han gav et blidt klem, imens han betragtede loftet over dem lettere eftertænksomt. "Jeg er bange for at du bliver træt af mig." Han smilede et lettere halvhjertet smil til hende, skønt det smil mere var rettet imod ham selv, for han hadede virkelig at han var blevet afhængig af andre! Især når han altid havde været så individuel!

[Deleted]

Det kunne aldrig nogensinde falde Lexie ind, at skulle vende Romeo ryggen nu! Hun ønskede virkelig at støtte ham og hjælpe ham igennem dette, netop også fordi at hun vidste, at det var et slag nok stort i forvejen, fordi hun vidste, at han var en udendørsperson. At han elskede at være ude, det var han så ikke alene om, for det var også noget af det bedste som hun vidste. At rulle ham rundt i rullestol, ville hun faktisk finde ganske charmerende, netop fordi at det gjorde, at de vel også måtte komme det tættere på hinanden? Hun havde brug for ham som han også ville få brug for hende og den tanke måtte faktisk glæde hende noget så frygtelig voldsomt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun elskede ham virkelig og han var den første som hun nogensinde havde sagt de ord til! Hvis hun vidste, at han vel et sted måtte tvivle på hende, så ville det virkelig gøre ondt.. forbandet meget ondt. Hun vendte blikket stille mod ham og med det varme smil på læben. Hn kunne ikke tåle komplimenter, netop fordi at hun aldrig nogensinde havde fået dem før, så det var noget som måtte gå hende direkte i hjertet, hvilket vel heller ikke sagde så lidt? Hun var vant til forbandet meget, men denne mand, havdde virkelig formået at riveh ende ud af hendes levende helvede, hvilket hun goså var storslået taknemmelig for. ”Det ved jeg. Det er derfor det varmer,” sagde hun roligt. Lexie havde ikke nogen grund til ikke at skulle stole på ham, for han havde gjort så forbandet meget for hende allerede. Han havde fået hende til at åbne op omkring hendes liv, åbne op omkring hende som person og han havde været der hele tiden. Han havde ikke grint af hende, han havde ikke gjort nar af hende, som hun faktisk havde troet at han ville i udgangspunktet. Der kunne man jo bare se hvor meget at hun havde taget fejl af ham og hun var virkelig glad for det! Hun ønskede så brændende at hjælpe ham og eftersom der måtte være følelse i hans ben, så var de jo ikke helt lamme? Det kunne genoptrænes, det var hun sikker på! Og hun skulle nok hjælpe ham med det, at lade andre komme til, ville være fuldkommen uaktuelt for hendes vedkommende! Det var en plads som hun påtog sig personligt. Han hjalp hende med magien og hun hjalp ham med.. alt vel? Ikke at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for det betød virkelig bare uendelig meget for hende, at han havde valgt, at skulle åbne sig for hende på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun lod ham putte hende, hvilket blot måtte få hende til at smile bredt! Det var en rar fornemmelse, at skulle have en til at pusle om hende, for det var også noget som hun havde manglet. Muligvis et minde fra det som havde været og skulle have været en lykkelig fortid? Det var der jo trods alt endnu vel at mærke! Hun sukkede nydende og vendte blikket stille mod ham. Hun ønskede at han skulle blive her sammen med hende. Han var jo heller ikke meget for stedet fra før af og hun vidste det jo godt, så var det jo bedst at skærme ham fra de andre magikere, så de ikke ville ende med at komme på tværs af hinanden, for det var heller ikke noget som hun måtte ønske. Blikket vendte hun stille mod ham og med et ganske svagt smil på læben. Det var jo heller ikke fordi at hun kunne eller ville skjule det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.”Blive træt af dig?” gentog hun næsten overrasket. Hun rystede stille på hovedet og lagde det tæt ved hans eget mod hans skulder og hals. ”Jeg bliver ikke træt af dig, Romeo, jeg..” Hun bed sig let i læben. Skulle hun fortælle ham det? Eller skulle hun lade være? ”Jeg har brug for dig.. Her.. sammen med mig,” fortsatte hun stilfærdigt. Hun smilede let. ”Jeg kan ikke sove uden at have en favn at sove i.” Sandt var det faktisk, uanset hvor pinligt det så end måtte være! Hun ville have ham her fordi hun ønskede det af hjerte, sind og sjæl. At blive træt af ham, ville aldrig ske!

[romeo]

Romeo havde ikke haft nogen grund til ikke at skulle stole på hende, for hun havde jo faktisk aldrig svigtet ham, men det var vel også kun fordi at han ikke havde givet hende muligheden for det? Okay, hun kunne jo faktisk bare have valgt aldrig at komme tilbage til ham, og lade ham vente helt alene, fordi at hun havde fået sin far eller en anden magiker til at lære hende magi, men hun var kommet, og det var der vel også en grund til? Så var der jo også lige det faktum at hun elskede ham, ligesom han også elskede hende og det varmede virkelig om hans hjerte at vide at hun måtte holde så meget af ham, for så var hans følelser vel gengældt? Han havde desuden heller ikke ofret sig selv for ingenting! Han holdt utrolig meget af hende, for hun var ham virkelig unik på alle måder, og det ønskede han ikke at skjule for hende på noget tidspunkt, for hun fortjente at få det at vide! Det var jo også derfor at han havde ofret sig selv for hende, for han tillod virkelig ikke at der skete noget med hende! Han vidste godt at vampyren havde skudt lynet efter Lexie fordi at han havde vidst at Romeo ville hoppe ind foran hende, men hvorfor skulle han ikke gøre det? Han elskede hende. Hun var virkelig fantastisk! Og det på alle måder overhovedet! Hun passede på ham, ligesom han ønskede at passe på hende, så hvorfor benægte sine følelser overfor hende? Og hvorfor skulle han dog tvivle på hende? Han var måske bange for at miste hende til en anden magiker, fordi hun ville blive træt af hans handicap, men det var vel bare ham som det var galt med? Han smilede varmt til hende ved hendes ord. Han ønskede ikke at hun skulle have det dårligt, men være i god behold, at hun var i sikkerhed og det var jo noget de begge ville være her i den magiske cirkel. Det bedste var vel at blive her på stedet? Så kunne han være sikker på at der ikke ville ske hende noget, som den nat ved søen, så havde hun desuden ikke behov for at skulle lede efter ham, fordi han selv ville befinde sig her – det var jo heller ikke fordi at han ville gå nogen steder for.. det kunne han ikke.
Romeo sørgede for at hun blev puttet godt under dynen, hvor han lod sin ene arm søge omkring hendes krop, da hun valgte at ligge hovedet tæt mod hans eget. Hans nøddebrune øjne betragtede loftet over dem, hvor hans hånd fraværende måtte stryge og nusse hende i håret. Et sted kunne han ikke helt tro på hende, for hun kunne jo ikke vide om hun om en uge, om en måned eller om et år ville blive træt af ham, fordi at han havde sit handicap, for han vidste jo ikke hvor længe det ville tage dem at genoptræne hans ben, men det kunne vel lade sig gøre? Så hun kunne jo godt blive træt af ham i den tid. Han vendte roligt blikket mod hende, da hun sagde at hun havde brug for ham. Havde hun brug for en favn at sove i? Var det bare en undskyldning for at dele værelse med ham? Nej, hvorfor skulle hun lyve? Det var vel på grund af mørket, på grund af hendes fortid? Hun havde jo også forklaret ham at hendes far måtte holde om hende om natten, så hun kunne næsten ikke lyve. Han drejede hovedet og skænkede hendes pande et blidt kys, inden han igen betragtede loftet over dem. ”Jeg vil med glæde, holde om dig om natten Lexie.. hvis du naturligvis ville have det,” svarede han sandfærdigt, for han vidste jo ikke om hun hellere ville have sin far til det eller nogen anden. Men han ville vel også få brug for hende? Så det så ud til at de blev afhængige af hinanden – så håbede han bare at det blev dem en fordel. Han mærkede tydeligt at søvnen var ved at trænge sig på, for han var faktisk utrolig træt! Om man så skulle tro det eller ej, for han havde jo trods alt sovet i flere dage!

[Deleted]

Lexie ønskede virkelig bare, at Romeo ville stole på hende, for det at skulle svigte ham, ville aldrig nogensinde komme på tale! Hun holdt forbandet meget af ham – Hun elskede ham jo, hvilket var noget som hun aldrig nogensinde havde fortalt nogen anden igennem hendes liv, så det beviste vel også hvilken betydning de ord egentlig måtte have for hende når det endelig ville komme til det store og det hele? Om ikke andet, så håbede hun da at han ville se det. Hun ønskede at hjælpe ham igenem det, støtte ham, hjælpe ham med det hele hvis han bad om hendes hjælp, selvfølgelig. For hun ønskede virkelig heller ikke at komme ham på tværs, så de ville resultere i det at blive uvenner, for det ville hun aldrig nogensinde kunne holde ud! At miste ham ville være som at miste en yderst stor del af hende selv og den tanke var hende direkte skræmmende, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Her i den magiske cirkel ville de begge være trygge, hvilket også var grunden til at hun havde taget ham med hertil i udgangspunktet, selvom hun vidste, at han virkelig måtte hade at være her. Så snart at hun havde fået hvile og ham med, så kunne de vel altid finde et andet sted som de ville kunne kalde for deres? Den tanke alene, var noget som virkelig måtte more hende og noget så frygteligt, for det var klart noget som hun virkelig måtte elske! Hendes hjerte havde valgt, og det havde valgt ham. Hun kunne aldrig nogensinde drømme om at skulle finde sammen med en anden!
At lyve for ham, var slet ikke noget som ville komme på tale for Lexies vedkommende! Han var hende alt for værdifuld til at lade det hele foregå på en løgn. Hun ville ikke blive træt af hans handicap, det var noget som hun næsten kunne sige med sikkerhed allerede. Endelig var der jo en som ikke så på hende som noget udueligt som hun jo ellers måtte være så pokkers vant til og det var noget som i sig selv, faktisk også måtte gøre ondt et sted, uanset så var der jo ikke noget at gøre ved det. Hun puttede sig godt under dynen og nød virkelig af de strøg og det nusseri i hendes hår, for det var noget som faktisk måtte gøre hende rolig – meget rolig endda. Hun nikkede hurtigt og med et stort smil på læben. Hun ville elske hvis han ville blive her og sammen med hende! Så kunne det måske også være at de andre magikere ville se at hun ikke havde noget for magikernes leder? Rygterne gik jo og hun havde altså ikke noget for hendes far! Desuden.. Det var Romeos favn som hun ønskede at hvile i og ingen andens. ”Det vil glæde mig,” hviskede hun roligt. Selv var hun jo godt træt, eftersom hun havde vogtet over ham, puttet ved siden af ham og bare ladet ham ligge der i den tid som han havde haft brug for det. Hånden strøg ganske let over hans bryst endnu en gang ogm ed det stille smil på læben. Det gjorde hende glad at vide, at hendes følelser måtte være gengældte, for det betød virkelig utrolig meget for hende! Hun vendte de isblå øjne stille og roligt op mod ham og med et stille smil. Hun skænkede hans mundvig et ganske let og forsigtigt kys. Hun ønskede jo trods alt heller ikke at være påtrængende eller noget lignende. De skulle nok finde ud af det, det var hun da helt sikker på! Om ikke andet, så kunne hun da håbe det om ikke andet. Hovedet lagde hun igen stille mod hans skulder. ”Du ser træt ud min kære.. Læg du dig bare til at sove igen,” sagde hun stilfærdigt. Han havde brug for det, og det samme havde hun, så det var der vel heller ikke noget forkert i? Ordene var sagt, de var gengældte og det var den byrde som havde lettet sig fra Lexies bryst, hvilket i dne grad havde gjort det hele så meget mere behageligt, også for hendes vedkommende. ”De ben og dit handicap skal vi nok få styr på.. Du har brug for hvile.” Hun var ærlig og ikke mindst også en let bestemt ung dame. Hun ønskede ham blot det bedste.

[romeo]

Det at Lexie ville blive og støtte Romeo, var noget som måtte betyde utrolig meget for ham. Han havde brug for hende, og det lød til at hun også havde brug for ham. Til at holde omkring hende, når natten engang måtte falde på, når mørket ville trænge ind og han havde så absolut intet imod det, for han ville med glæde holde hende tryg og sikker om natten. Desuden så ville han ikke have noget imod at blive boende her på hendes værelse, det eneste som han måtte blive bange for, var at de ville gå hinanden for meget på nerverne og derved komme op og skændes, få deres diskussioner, for det var ikke noget som han ønskede! Men hvorfor skulle han dog også blive sur på hende? Hun var så sød, omsorgsfuld og kærlig, at man ikke kunne andet end at elske hende! Hun var virkelig unik, og det på alle måder! Desuden ville det faktisk glæde ham at skulle holde omkring hende, når natten engang ville komme, for han ønskede hende virkelig kun det bedste, han ønskede hende virkelig kun tryg og i god behold! Han elskede hende og det var der vel ikke nogen som kunne undre sig over? Kendte man hende godt nok, så var der da ingen som kunne hade hende! At det også måtte glæde hende at han ville holde om hende om natten, fik ham til at smile varmt til hende, han ville elske at trykke hende ind til sig, at knuge omkring hende og bare det at få hende til at føle sig sikker. ”Godt,” svarede han i en kærlig tone, uden at smilet falmede det mindste. Strøgene over hans bryst fik det til at sitre ganske let i hans krop, hvor øjenlågene måtte blive tungere og tungere, for han var træt og hvilen var tiltrængt, om han så var meget for det eller ej. Men hvem kunne klandre ham? Han var trods alt blevet ramt af et lyn! Han drejede ganske let i overkroppen, så han bedre kunne betragte hende, hvor han løftede sin ene hånd og strøg hendes blidt over håret og ned over kinden, imens hans blik hvilede mildt på hende. Han elskede hende virkelig! Han trak på mundvigen som hun måtte skænke den et kys, inden han lod sin pande falde blidt mod hendes. Han nikkede ganske let, inden han sikrede sig at hun var puttet godt under dynen, før han lagde sig godt tilrette ved siden af hende, imens hans armen måtte søge omkring hendes krop, så han kunne holde hende tæt ind til sig. ”Vi burde begge sove,” istemte han med et roligt og næsten så træt smil. Hun så også selv ud til at kunne bruge noget søvn? Han skænkede hendes læber et blidt kys, inden han lagde sit hoved tæt mod hendes, blot for at lade søvnen overtage. Hans krop var udkørt og endnu meget øm, og nok var han blevet helt følelsesløs i benene, eller han havde ikke kontrol over dem længere, men det kunne de vel genoptræne? De kunne jo samtidig fokusere på hendes magi, for bare fordi at han havde mistet evnen til at gå, så var det jo ikke ens betydet med at de ikke kunne lære hende magi, for han kunne jo snakke nu, så han kunne tilmed lære hende den verbale magi, og det var noget som måtte glæde ham noget så frygteligt meget! For så var det da kun ham som ville lære hende magi og ikke nogen anden magiker. Og det var sådan som det skulle være! Så kunne hun jo hjælpe ham med genoptræningen, det var jo heller ikke fordi at han havde nogen andre omkring sig. Hun var den eneste han havde omkring sig. Det var så ikke noget som han havde det mindste imod, for hun var også den eneste han havde brug for. Der gik ikke lang tid inden søvnen havde overmandet ham, for han havde virkelig været noget så frygtelig træt! Og når han så slog øjnene op igen, så ville hun være det første som han ville se, hvilket var en tanke som måtte glæde og varme ham noget så frygteligt! Han elskede hende, og det var en noget så dejlig fornemmelse hun satte i ham, fordi det også var gengældt.

//Out

[Deleted]

Lexie ønskede at være der for Romeo og så længe, at han ikke ville skubbe hende væk, så kunne det vel heller ikke gå galt? Det glædet hende virkelig bare, at han tog det så pas roligt, for det var ikke det som han havde gjort nede ved søen, da han havde fundet ud af, at han ikke kunne bevæge benene. Det var jo heller ikke fordi at de var direkte følelsesløse, men der var noget følelse i dem, det havde han da selv konstateret for hende, som han havde været i stand til at mærke, at hun havde lagt hånden mod hans lår, hvilket var hende en glæde, for så var det vel heller ikke helt nytteløst? Hun ville med glæde hjælpe ham igennem kampene som det ville kræve netop for at genvinde den bevægelighed i benene, for hun følte virkelig skyld for det som var sket, hun følte skyld for at han havde det som han havde det. Det havde hun virkelig! Hun ville ikke gå fra ham, før han kunne se hende direkte i øjnene og sige, at han ønskede hende væk og væk fra hans liv. Ikke et sekund før! Det var ikke alle som hun åbnede op for på denne måde, så det var også noget som måtte sige temmelig meget for hendes vedkommende, for hun havde gjort overfor nogen anden. End ikke hendes egen far havde hun formået at åbne sig op for på denne måde! Hun lagde sig godt ind til ham og lukkede øjnene. Hun var selv træt, så der var han ikke alene om det, for hun havde ikke sovet ordentligt siden de var kommet hertil, netop fordi at hun ønskede at være der for ham når han ville vågne op og det var noget som hun i sig selv havde fejlet i. Dynen lagde hun godt op om ham, så han kunne få varmen og slappe helt af, da hun puttet godt ind til ham. Hun gengældte let hans kys og selv det, måtte være uden det mindste tøven på nogen måde. Hun elskede virkelig bare det faktum, når hun måtte have ham tæt på sig. Der fandtes virkelig ikke noget bedre end det! ”Sov godt min kære,” hviskede hun roligt til ham. Hånden lod hun stryge mod hans kind ganske roligt og lagde sig så roligt tilbage mod hans bryst, blot for at lukke øjnene selv. Han var der, de havde hinanden, så kunne hun vel også tillade sig at give efter for en god og behagelig søvn? Hun var ikke det mindste i tvivl om, at den virkelig ville blive behagelig, netop fordi at han måtte ligge der sammen med hende, holde om hende og holde hende tryg og sikker, for det var i den grad noget af det bedste ved det hele! Med de tanker så kunne hun snildt formå at skulle give efter for søvnen som måtte komme snigende, overmande hende og endelig tvinge hende ind i drømmeland. Hun sank let sammen i Romeos greb, hvor hun roligt måtte glide hen i en dybere og dybere søvn med drømme som kun måtte omhandle ham; Hendes Romeo.

//Out