A new start.. for the two of us?

[Deleted]

Solen havde allerede valgt at tage turen over den store himmel, for at gøre plads til den store måne, som den 3. dag efter at Lexie og Romeo var ankommet, måtte passere. Han var faldet sammen som det først, idet at de var endt med at dukke op, hvilket i den grad også havde gjort Lexie noget så bekymret! Hun ønskede virkelgi ikke at miste ham endnu en gang! Bare tanken omkring det, var noget som måtte være hende direkte dræbende på alle måder, det var slet ikke noget so man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet. Nick havde ikke været ved hende siden Romeo var kommet her i stedet for. Sammen med ham, så var hun langt mere tryg! Nok selvom han havde været helt væk de sidste dage, så lod hun ham bare hvile, for det var i den grad fortjent! Det var i sig selv, meget sjældent at hun faktisk måtte gå fra ham. Hun ville bare sørge for at han fik svet og hvilet, at han fik varmen og faktisk også var i stand til at skulle holde på den, det var det vigtigste set i hendes øjne! Hun var klar over, at Romeo ikke brød sig om tanken ved at være i Den Lyse Cirkel, men det var heller ikke fordi at de havde noget andet valg lige nu. Lige så snart, at de havde landet foran magikernes eget landssted, så havde hun hentet hjælp, selvom hun ikke havde været meget for at skulle forlade ham for at hente hjælpen, så havde det kun været nødvendigt og det var noget som hun var udmærket godt klar over og hun fortrød virkelig ikke at hun havde gjort det!
De havde boet på hendes værelse siden de var kommet. Nick havde været tvunget til sit eget, også selvom hun vidste, at det måtte bringe andre rygter på magikernes munde end det som ellers ville være nødvendigt. For hende, så gjorde det ikke noget. Hun ønskede blot at holde Romeo sikker, pusle og nusse om ham og vide, at han faktisk var elsket på trods af hans handicap, for det var virkelig ikke noget som betød det mindste for hende på nogen måde. Hun kom gående ned af gangen med et stearinlys i hendes hænder. Hun havde sovet og hun havde selv hvilet godt for at komme tilbage på fode igen, selvom det klart var ham som hun havde sat først! Døren ind til hendes værelse åbnede hun ganske forsigtigt, blot i tilfælde af hvis han skulle være vågen. Lyset af den lille flamme oplyste hendes blik, som hun stak hovedet ind som det første, blot for at se til ham. Et svagt smil bredte sig på hendes læber, som hun varsomt måtte bevæge sig ind på værelset og lukkede døren efter sig. Lidt mad skulle hun have og hun havde taget lidt med, i tilfælde af, hvis han ville vågne. På listetå, så kom hun hurtigt hen på sengen hvor hun satte sig. Stearinlyset satte un forsigtigt på sengebordet, så hun havde begge hænderne fri. Hun valgt at samle dem i hendes skød. Hun var glad ved at have Romeo omkring sig og det var noget som hun også ønskede at fortælle ham hvis.. eller når hun ville få den mulighed. Hun hævede den ene hånd og strøg den mod hans kind ganske varsomt og blidt, for derefter at lade den fortsætte over hans pande. Han var pakket så godt ind i hendes dyne for at holde varmen, for hun ønskede ikke, at han skulle have mere ondt end det som han allerede havde været igennem!

[romeo]

Hvad der var sket siden den nat ved søen, var slet ikke noget som var bevidst for Romeo. Han havde brugt sin sidste magi på at få ham og Lexie til Procias, hvor han faktisk ikke engang var sikker på hvor de var endt, det sidste han kunne huske var en varme der måtte ramme dem, og så bare.. mørke. Han havde anstrengt sin krop ved at bruge sin sidste energi på magien, for det var langt sværere at teleportere to end én. Som de var ankommet til Den Magiske Cirkel, var han gået ud som et lys, fordi han havde været så træt, så afkræftet og smadret. Han var blevet ramt af et lyn, så det sagde vel ikke så lidt? Det havde i hvert fald været hårdt for hans krop, og faktisk havde det at han havde sendt et lyn tilbage mod vampyren dræbt ham, fordi det havde taget hans livsenergi, og så havde lynet der havde ramt ham selv, jo også flået op i hele hans krop, blot for at han kunne dø af blodmangel, så han havde været død uanset hvad. Hvad der så var et mysterium for ham, var det at han var blevet genoplivet. Den eneste der kunne gøre det måtte jo være Lexie. Hun havde været den eneste som havde været hos ham, for hvem skulle det ellers være?
Romeo befandt sig i en dyb søvn. Han havde brug for hvilen, og var i færd med at lade op sin energi op. Han var på en drømmefærden, tilbage til den aften ved søen, hvor han faktisk var i gang med at bruge magi, skønt han sov: Han lå i det bløde græs, med Lexie ved sin side. Han var død, men han prøvede at fokusere på det som skete omkring ham. Han kunne mærke regnen som silede ned fra himlen, dog var det ikke nok, han så sig omkring, hvor blikket faldt på søen. Vandet havde de lige trænet, hun havde altid elsket vand, det havde hun jo fortalt ham, da de første gang havde mødt hinanden. Vandet var stærkest når månen var fuld, godt nok havde månen ikke været fuld men dækket til, dog havde det jo været nat, og derfor var månen jo fremme, så mon det havde været det? Nej.. ikke når den havde været dækket til. Han lå endnu græsset, hvor han mærkede hendes hænder slå mod hans bryst, som havde føltes som stød! Hendes hænder! Han vendte de nøddebrune øjne mod hendes hænder, de lyste, så måtte det være Lexie! Men hvordan? De nøddebrune øjne faldt op mod hendes ansigt. Hun græd. Han kunne ikke huske hvad hun havde fortalt ham, men han kunne se at hun snakkede til ham. Det var vel det? Hendes følelser! Magien blev jo styret af ens følelser, og derfor måtte hun jo have reddet ham!
”Lexie,” mumlede Romeo i en uforståelig hvisken, inden han næsten måtte slå øjnene op i et chok. Han satte sig op og så sig omkring. Han var alene. Men.. hvor var han? Hvor befandt han sig? Panikken spredte sig ganske roligt i hans krop. Hvad var der egentlig sket? Han tog sig til hovedet, hvor minderne pludselig skyllede ind over ham. Han havde teleporteret dem væk, men hvor var de så endt? Han prøvede at skubbe benene ud af sengen, men han kunne ikke bevæge dem.. så var det altså ikke bare en drøm. Han vendte blikket mod sin nøgne brystkasse, hvor der var et lilla ar ved hans venstre sides ribben, som fortsatte om på hans ryg. Han tog sig til brystet som smerten skyllede igennem ham, hvor han lagde sig ned i sengen igen. Han så sig omkring, han var i et værelse, men lige hvor præcis han befandt sig vidste han ikke. Han trak dynen omkring sig, og indsnusede dens duft; Lexie. Hun havde været her! Han lukkede øjnene igen, som han hørte skridt, hvor han blot lyttede opmærksomt, da døren gik op. Han var ikke i tvivl om hvem det var, for han kunne fornemme hende helt herovre fra sengen af! Han forblev blot liggende helt lydløst, og med øjnene lukkede, hvor han mærkede hendes strøg mod hans kind, hvor han smilede i sit indre. Han havde savnet hende! Selvom.. hvor lang tid var der egentlig gået? ”Lexie.. minder mig om.. min bedstemor,” sagde han pludseligt, skønt han ikke kunne holde masken, som smilet bredt sig på hans læber. At han kunne tale var ikke en tanke der havde slået ham endnu.

[Deleted]

Lexie havde virkelig ikke nogen anelse om hvad der var sket den aften nede ved søen. I disse dage, så havde hun gjort alt for at undgå det, selvom det virkelig ikke havde været nemt for hende. Hun tilbragte så meget tid sammen med Romeo som det var hende menneskelig muligt, blot for at forsikre sig, at han havde det godt og var tryg. Hvilen havde han i den grad brug for og det var så sandelig også noget som hun ønskede at give ham! At hun havde genoplevet ham, var end ikke en tanke som hun forstod sig på. Det eneste som hun vidste var, at hun havde været så frygtelig knust og som aldrig nogensinde før, at det hele var løbet løbsk og at hun havde været så udmattet bagefter. Hun stod fast på, at hun elskede ham og hun havde fortalt ham det, selvom det aldrig nogensinde var gengældt, så var det ikke noget som hun ville køre mere rundt i nu. Det gjorde et sted ondt og det gjorde det hele en anelse akavet at vide, at hun elskede ham, men… hun vidste jo trods alt ikke om det var gengældt på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Hvilke tanker som måtte gå igennem Romeo var slet ikke noget som Lexie tænkte mere over lige nu. Hun var langt mere rolig nu efter den store ulykke og det glædet hende bare, at de havde nået at komme frem til Den Lyse Cirkel, for det var noget som glædet hende. Her var de trygge og her var de sikre. Om ikke andet, så frem til at Romeo ville være tilbage på benene igen. Hun havde deres værelse og der kunne de være trygge og beskyttet. Om det ikke var noget som han ønskede det, så kunen hun godt få det ordnet, så han kunne få sit eget, selvom hun helst ville have, at han måtte være her sammen med hende, så hun kunne pusle om ham og holde ham med selskab, så han ikke skulle rammes af den ensomhed som måtte være ham så frygtelig godt kendt – Ligesom den også måtte være for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke.
At Romeo måtte være vågen, var slet ikke noget som faldt Lexie det mindste ind. Ikke før han måtte åbne munden og faktisk snakke endnu en gang, var noget som blot måtte få hende til at smile. Hun tog hånden stille til sig. Minde om hans bedstemor? Hun måtte dog alligevel smile ved de ord, for bare det at høre ham snakke ,var noget som virkelig måtte lette hende og det lettede hende ekstremt! ”Din bedstemor? Jeg håber da ikke at jeg er blevet så gammel at se på,” påpegede hun med et stille smil. Hun strøg roligt over hans kind, inden hun lod hånden tage omkring hans egen. Hun klemte blidt omkring den og strøg roligt over hans håndryg. Det lettede hende virkelig bare at se ham vågen. Eller bare.. halvvågen om ikke andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hovedet søgte let på sned, som de isblå øjne måtte hvile på ham. Der var selv en ganske anden energi over hende, for hun var langt mere frisk nu. ”Det er godt at se dig vågen, min kære.. Du har sovet de sidste 3 dage,” sagde hun stille. Hun havde ligget ved hans side mre eller mindre hele tiden, for det at rejse sig, var slet ikke noget som hun måtte ønske! Han havde jo allerede givet udtryk for, at det var et sted som han slet ikke følte sig tryg omkring, og hun respekterede det i den grad også. Hun hævede hans hånd og skænkede hans knnoer et let og blidt kys. Hun havde i den grad savnet ham og savnet at høre hans stemme. Det var noget af det som i den grad formået at gøre hende noget så rolig!

[romeo]

Det hele stod mere klart for Romeo nu, også om den nat ved søen. Han var glad for at han havde fundet hende, inden det havde været for sent, for han ønskede ikke at hun skulle kastes igennem det helvede som hun før havde været igennem! Han holdt virkelig utrolig meget af hende, så det var jo også derfor at han havde ofret sig selv frem for at hun skulle være blevet ramt af lynet, for det kunne de virkelig ikke have noget af! Skete der noget med hende, så længe han var der, så ville han virkelig blive knust! Hvis han ikke kunne beskytte hende, så var han virkelig ikke noget værd som hendes læremester! Arret gjorde frygteligt ondt! Men han overlevede og det var vel det vigtigste? Så længe han kom til at se Lexie smile igen, så var han virkelig tilfreds, for han ønskede virkelig ikke at hun skulle være ked af det, at hun skulle være trist eller gå rundt og hænge med mulen, for hun fortjente virkelig det bedste! Og nu hvor han havde overlevet, så kunne han endnu bruge tid sammen med hende, og så var han sikker på at hun lærte magi, for han elskede virkelig tanken om at det var ham som måtte lære hende det! Han nød faktisk det at det var ham som måtte være hendes læremester ingen anden, selvom at han nok bar inde med nogle følelser som ikke helt var lovlige for dem?
Som hun kommenterede Romeos ord, kunne han ikke lade vær med at smile mere, hvor han slog blikket op, så de nøddebrune øjne med det grønne skær faldt på hendes ansigt. Hun lignede langt fra en bedstemor! Og nu hvor han så ordentlig efter, så lignede hun heller ikke nogen lille pige. Det skæve smil var blevet noget så mildt, som han betragtede hendes smukke ansigt – det som måtte minde ham mest om en engels, for det var jo hvad hun var; hans engel, der havde reddet ham fra døden og ensomheden, selvom at han ikke helt vidste hvad der ventede på den anden side, og han ønskede heller ikke at finde ud af det endnu! ”Arh, nogle år til eller fra gør vel ingen forskel?” spurgte han videre, skønt man ikke kunne tage fejl af den drillende undertone, hvor selv smilet måtte afsløre ham, for hun mindede langt fra om hans bedstemor! Lexie var mange gange smukkere! Og yngre selvfølgelig, og det gjorde ham bestemt ikke noget! Han lukkede kort øjnene, som hun strøg ham over kinden, inden han slog blikket op igen, blot for at lade øjnene falde på hendes ansigt endnu engang, for han kunne virkelig ikke blive træt af at se på det. Han lod hende blot knuge omkring hans hånd, hvor han gav hendes et blidt klem. Han måtte næsten slå øjnene helt op af overraskelse, hvor de var store som tekopper, da hun sagde at han havde sovet i hele tre dage. ”Tre dage?!” spurgte han overrasket, hvor han var endt med at sidde op i sengen. Han lænede sig tilbage mod sengens gavlende, og hovedet tilbage mod væggen. ”Tre dage,” gentog han for sig selv. Det var jo lang tid! Han rettede hovedet op igen og så på hende, hvor han gav hendes hånd endnu et blidt klem. Han rynkede brynene og tog sig selv til halsen med sin frie hånd, inden han næsten måtte se ned ad sig selv, for at få et glimt af hans hals, selvom at det ikke var muligt. ”Jeg kan snakke,” bemærkede han, inden han så på hende igen. Havde hun også healet hans stemmebånd? Men ikke hans ben? Han vendte blikket mod sine ben, som han igen prøvede at bevæge, men endnu engang med samme effekt; ingenting. ”Jeg kan ikke bevæge mine ben,” sagde han i en dæmpet tone, hvor minen blev helt trist. Han blev da også mere og mere ynkelig! Han ville jo ikke kunne gå! Godt at han så stadig kunne lære hende magi. Men at han ikke kunne gå? Stokken havde kun lige og lige været ham i vejen, men nu.. skulle han så sidde i en forbandet rullestol?! Han slog baghovedet ind i væggen af ren fortvivlelse, inden han sukkede højlydt og næsten så opgivende. Det var for meget!

[Deleted]

Lexie tænkte ærlig talt ikke meget over den aften nede ved søen, for hun ønskde bare at glemme den vampyr nu! Glemme hvad han havde gjort ved hende og hvad han havde været tæt på at gøre. Hun havde været frygtelig indelukket i disse dage. Det var først nu her i de sidste timer, at hun faktisk forlod værelset og lod Romeo ligge for bare nogle minutter, ellers havde hun siddet ved ham hele tiden. Han havde virkelig været udmattet og det vidste hun. Brug af magi var noget som udmattede meget, men det forklarede virkelig ikke hvordan hun var så udmattet? At hun selv havde brugt så avanceret magi, var slet ikke en tanke som var faldet hende ind endnu! At det var hendes følelser for ham som havde vækket ham. Hun havde blot ønsket ham ved sig, selvom det måske måtte lyde ekstremt egoistisk, så var det faktisk sådan, at hun måtte have det. Uden ham, så gik hendes verden virkelig bare under! Hun kunne ikke uden og det var det som hun havde sagt til ham igen og igen, selvom hun slet ikke var sikker på, om han havde hørt hende eller ikke, for han havde været helt væk i skræmmende lang tid! Havde han været helt væk, så ville hun blive så frygtelig knust! Nu var han her og det var det som fik hende til at smile. Hun kunne ikke holde et let grin væk, hvor hun roligt rystede på hovedet. ”Jeg tror du har sovet for meget, Romeo.. Det vrøvler virkelig for dig,” sagde hun med et svagt grin. Hun kunne da på ingen måde minde om en bedstemor! Måske i hends kærtegn, netop fordi at de måtte være så forsigtige, men det var så sandelig også af en grund! Alle havde jo en grænse og hun ønskede bestemt ikke at overskride hans!
At det måtte overraske ham at han havde sovet så længe, var slet ikke noget som måtte overraske Lexie, for det havde bekymret hende, at han havde sovet så længe! Han havde vel bare haft brug for det? Brug for det, at kunne sove ud og bare slappe af og hvile sig? Hun gjorde et let forskrækket hop med kroppen, som han bare for op for at sætte sig. Han burde blive liggende. Det sår i hans side og over ryggen, så stadig ikke alt for godt ud. Hun bed sig en anelse bekymret i læben. ”De.. de andre magikere sagde, du havde overanstrengt dig for meget.. At du bare skulle have hvile,” forklarede hun sandfærdigt. Ellers havde hun da prøvet at vække ham for længst! Hun havde bare ikke kunne få sig selv til det. Ikke bare fordi at det havde været nødvendigt for ham med de søvn, men det morede hende om ikke andet, at han kunne se så sød ud når han lå der og sov. Det var billede printet ind på hendes nethinde og det var slet ikke noget som hun ønskede at skulle miste igen. Hun trykkede stille omkring hans hånd og sendte ham et blot beroligende smil. Hun vidste, at han nok ikke ville være meget for at blive her, men de var trygge her om ikke andet og han var jo trods alt en magiker, selvom han havde warlock i årene, så var han jo også kommet ind her. Så lyset måtte da stå stærkt nok i hans sind til at han kunne komme her, hvilket hun i den grad også måtte være glad for. Meget endda! Hun smilede mere bredt til hans ord. ”Det ved jeg.. Du snakket også nede ved søen.. Den aften,” forklarede hun stille. Det var ikke noget som han selv havde mærket sig af? Det var da en smule morsomt! Blikket gled mod hans ben. Hun bed sig svagt i læben, idet hun forsigtigt hoppet op i sengen og satte sig ved siden af ham. At han ikke kunne gå.. Det betød intet for hende. ”Vi skal nok finde ud af det, Romeo,” lovede hun igen. Det var også det som hun havde sagt til ham nede ved søen, da han havde fundet ud af, at han ikke kunne bevæge benene. Hun tog godt om hans hånd og tryggede den i begge sine. ”Jeg er bare glad for at du er her.. Jeg var bange for at miste dig igen,” forklarede hun dæmpet. Hun tog fat om dynen og lagde den over ham. Han havde brug for hvilen!

[romeo]

At hun havde våget over ham dag ind og dag ud, var virkelig ikke en tanke som måtte gå igennem Romeos tanke, for han vidste jo ikke engang hvad der var sket omkring ham, eller hvor han overhovedet befandt sig henne. Én ting var i hvert fald sikkert; så længe Lexie var her så var han virkelig glad, for han havde manglet hende selv i hans drømme. Han smilede muntert til hendes grin, for han havde virkelig savnet at høre hendes stemme! Han havde så generelt bare savnet hende, og det var jo ikke fordi at han havde brugt særlig meget tid sammen med hende, efter hans nat ved søen, for ikke engang der havde han nået at sige noget til hende, foruden at hun skulle blive ved træet, og inden han vidste af det, var han blevet ramt af et lyn lige i ryggen, og det gjord endnu forbandet ondt! ”Hvad? Må du nu ikke minde mig om min bedstemor?” spurgte han med en uskyldig mine, hvor han trykkede blidt omkring hendes hånd, imens han blinkede ganske let til hende. Hun mindede bestemt ikke om hans bedstemor. Lexie var alt bedre! Desuden så kom det jo også an på hvilken af hans bedstemødre, for hans farmor, havde ikke ligefrem været den mest elskværdige kvinde, hun havde trods alt været en kold warlock. Og nok havde hans mormor været noget bedre end hans farmor, men det havde hans mors familie jo generelt været, dog så var der ingen af dem som overgik Lexie, for hun var virkelig noget for sig selv! Ingen kunne måle sig med Lexie, i hvert fald ikke i hans øjne! Hun var så mild, forsigtig, omsorgsfuld og det bedste af det hele, så så hun ham for den han virkelig var, hun så forbi hans handicap, forbi alt det akavede ydre, for at se hans person, og det var jo ikke fordi at han var en grim mand, han havde jo bare sin hofteskade og mistet stemme.
Det var virkelig utroligt at Romeo havde sovet i så lang tid! Han kunne slet ikke fatte det selv! Det var lige før at han måtte tage sig til hovedet af den rene overraskelse, men han måtte vel have haft brug for hvilen? Han havde jo godt nok fået dem … herhen, hvor det så end var. Men 3 dage? Hvad havde han overhovedet fortaget sig inden? Efter hun havde genoplivet ham, så havde han jo fået dem væk, og det var måske svært at teleportere to end bare en, men stadig! Han nikkede medgivende til hendes ord. ”Ja jeg må..” Han vendte blikket mod hende. ”De andre magikere?” gentog han og rynkede brynene. Det var lige før at hans ansigt måtte ende helt blegt. De andre magikere? Så måtte de jo befinde sig inde i den magiske cirkel? Det løb ham ubehagelig koldt ned ad ryggen. Det var dette sted han mindst ville være! Han vidste godt at han kunne være indenfor cirklen, for elverne havde jo blokeret hans onde chakra, de havde fået det gode frem i ham, men.. derfor brød han sig ikke om at være her. Han havde været her før, for mange år tilbage, før han havde mødt Lexie, og det havde bestemt ikke været noget kønt syn for hans del! Dengang havde han også haft sin hofteskade og han kunne ikke snakke, og så var der selvfølgelig visse folk der fandt det morsomt, og nu hvor han slet ikke kunne gå, så måtte de da le ad ham! Han knyttede hænderne ganske let. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. ”Snakkede jeg ved søen?” Han tog sig endnu engang til halsen. Det føltes faktisk godt! Sikke en befrielse! Så kunne han jo godt lære hende den verbale magi! Glæden skyllede ganske roligt ind over ham, hvor han næsten måtte glemme hvor han befandt sig. Han satte hænderne i madrassen, for at rykke sig længere ind på sengen, så der også var plads til hende, inden han lod den ene arm glide omkring hende, så han kunne trykke hende blidt ind til sig, nu hvor de begge alligevel måtte sidde op. Kunne de overhovedet gøre noget ved hans ben? Det var vel fordi at hans hjerne ikke havde fået ilt, og at han så havde glemt hvordan man gik? Han sukkede lettere for sig selv, hvor han blot lod hende tage omkring hans hånd, imens han smilede mildt. ”Jeg er også glad for at du er her.. Hvad har du så lavet i de tre dage?” spurgte han nysgerrigt.

[Deleted]

Lexie havde bare brændt inde med det klare håb til at Romeo ville klare sig, for det var nogen ekstreme prøvelser, som han havde været udsat for efter den aften nede ved søen og det var noget som virkelig havde bekymret hende! Hvis det skulle ende med at gå galt, så ønskede hun også at lade ham vide, at hun var der og hun ville være der hele tiden for ham. Det var først her i dag af, at det var kommet, at hun havde våget sig en anelse væk fra ham af, også for at komme lidt videre, falde til ro og snakke lidt med andre magikyndige som også kunne dele deres viden emd hende, hvilket i den grad også var noget som hun måtte være frygtelig glad for. Nu var han vågen, og så var det så sandelig også her, at hun ønskede at være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket! Hun sendte ham et stille smil og rystede på hovedet. Nok var hun ung, men at sammenligne hende med hans bedstemor? Hvor kom den lige ind henne?! ”Jeg håber da, at du mener det godt,” påpegede hun med et stille, dog varmt smil på læben. Det glædet hende virkelig bare at se, at han måtte være vågen! Der var intet bedre end det lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hans familie kendte hun trods alt ikke noget til og det var heller ikke fordi at det var det som faldt hende ind at skulle spørge til lige netop i denne stund, for han havde brug for hvilen, at slappe af og orientere sig omkring det hele, for han var jo et sted, som hun vidste, at han ikke var meget for; Den Lyse Cirkel. Men det var der at de havde været de sidste dage, det var der at de var trygge, om ikke andet, så frem til at Romeo igen ville være ved sine fulde fem og som det så ud til at gå, så måtte der faktisk gå et godt stykke tid endnu.
Lexie vidste udmærket godt, at han ikke kunne fordrage at være her, men de havde virkelig ikke haft noget andet valg. Hun nikkede stille til hans ord, som han måtte gentage efter hende. ”De andre magikere, ja.. Vi.. vi er i Den Magiske Cirkel, Romeo,” forklarede hun stille. Som han gjorde plads til hende, så rykkede hun uden det mindste tøven tættere på ham, så hun kunne putte ind til ham. Hun puffede til hans ben ganske forsigtigt, så der også måtte være en fin og god plads til hende selv. Hun bed sig svagt i læben. ”Jeg.. Jeg ved godt, at du ikke bryder dig om det.. Men.. Vi havde intet andet valg.” Hun vendte blikket stille mod vinduet, idet hun roligt lod hånden hvile mod hans bryst. Hun strøg det ganske så roligt og forsigtigt med sin hånd. Hun følte sig bare så hjemme i hans favn! Hun kunne slet ikke drømme om, at skulle søge til en anden!Som han knyttede hænderne, så tog hun forsigtigt fat i hans ene næve. ”Slap af..” bad hun med en dæmpet stemme. Alt det andet ville da slet ikke gavne ham! Hun sendte ham et stille smil. ”Det gjorde du.. Du sagde mit navn.. som det første, da du vågnet op,” sagde hun roligt. At han ikke huskede noget, forundrede hende egentlig ikke. Hun smilede et stille smil, som han måtte spørge ind til hendes dage. Hun betragtede ham roligt med en glæde i de isblå øjne. Hun kunne jo heller ikke andet når han var der. Hun mærkede som hendes hjerte måtte slå mere fast mod hendes bryst, idet hun puttede sig godt ind til ham, selvom hun stadig måtte være meget forsigtig med hans sår i siden og over ryggen. ”Hvad jeg har lavet? Jeg har… siddet her.. mere eller mindre hele tiden.” En svag rødmen måtte melde sig i hendes kinder. Hun elskede ham og hun ønskede blot at lade ham vide, at hun var der for ham og med ham. Uanset hvad! ”Jeg ville være her når du vågnede,” afsluttede hun roligt, som hun forsigtigt strøg ham over håndryggen. Ikke at hun kunne lade være med det. Det var bare så frygtelig rart, at have ham tæt på sig igen!

[romeo]

Lexie var virkelig kommet til at betyde utrolig meget for Romeo, og nok også lidt mere som han egentlig ville erkende. Hvad hun havde sagt til ham nede ved søen efter at han var blevet ramt af lynet, kunne han ikke huske, men det var vel fordi at han havde været død? Noget var jo gået i glemmebogen, såsom hvordan man egentlig gik, for benene reagerede ikke på hans tanker, og det måtte virkelig frustrere ham noget så grusomt! Det var virkelig ikke en rar følelse at være helt følelsesløs fra hofterne og nedefter, selvom at han da lige kunne bevæge hofterne. Men stadig! Det ville jo blive et direkte mareridt for ham! I det mindste kunne han snakke, og det var virkelig også det som han måtte klamre sig til! Han prøvede virkelig bare at finde det positive, så han ikke ville køre sig selv psykisk ned ved ikke at kunne gå.. og hvad skulle han dog også gøre? Han burde vel kunne genoptræne dem? Det var vel som en baby der lige skulle lære at gå? Selvom at en baby kunne bevæge sine ben, og det kunne han overhovedet ikke! Han smilede kærligt til hende, hvor han trykkede hende blidt ind til sig, som hun nu havde taget plads ved siden af ham. At hun var nød til at fjerne hans ben, var dog ikke en tanke som han brød sig om, for det gjorde ham virkelig frustreret at han ikke selv kunne flytte dem for hende, men han prøvede ikke at tænke yderligere over det, og det var også noget lettere at glemme, nu hvor hun måtte være hos ham. ”Det kommer an på hvem af dem det er,” svarede han drillende, inden han slap en munter latter. Han lagde roligt sit hoved mod hendes skulder og tæt ved hendes hals, hvor han indsnusede hendes søde duft, den duft som også havde ramt ham som det første da han var vågnet. ”Ej.. mest af alt, minder du mig om en engel, også siden du er skyld i at jeg lever, så jeg burde vel takke dig for at have genoplivet mig,” sagde han i en blid tone, hvor han betragtede deres hænder ganske så roligt. Det var rart at have hende så tæt, for det gav ham følelsen af at hun var der for ham, for det vidste han at hun var.
Romeo brød sig vitterligt ikke om tanken om at de måtte befinde sig i Den Magiske Cirkel, for han hadede virkelig dette sted! Han ville helst væk herfra! Og det hurtigst muligt! Men han vidste jo at det var her, at hun måtte høre til, ligesom alle andre magikere, men han hørte virkelig ikke selv til her! Han smilede et næsten halvhjertet smil til hendes ord. Det var ikke fordi at han ønskede at være pessimist, men han brød sig virkelig ikke om stedet, for han havde virkelig kun dårlige minder om det! Og for en fyr som ham, med disse problemer, så var det virkelig ikke noget hyggeligt sted at være! ”Helvedet ville nok være et bedre sted at være,” svarede han, hvor der dog var en lille sarkastisk undertone, blot for at understrege hvor meget han egentlig måtte hade dette sted. Men han slap vel ikke væk? Han var jo faktisk blevet afhængig af andre, nu hvor han slet ikke var i stand til at gå, og det gjorde virkelig ondt! Han var sådan et udendørsmenneske, og så kunne han ikke engang komme ud? Bare tanken var ved at få ham til at gå ud af sit gode skind! Han tog en dyb indånding blot for at puste lettet ud, da hun sagde at han skulle slappe af, der var vel intet han kunne gøre ved det nu? Han måtte jo bare vænne sig til at gøre sig selv til grin! ”Du var jo også den eneste jeg havde i hovedet,” svarede han stilfærdigt, så det undrede ham ikke helt, at hendes navn var det første som han havde sagt. Han løftede roligt hovedet fra hendes skulder, hvor han lod hende putte sig ind til ham, hvilket fik ham til at smile varmt. Han havde intet imod hendes nærvær. Han trak dynen omkring hende, så de begge var under den, hvor han nød hendes strøg mod hans nøgne bryst. ”Har du siddet her? Hos mig?” spurgte han næsten forundret, skønt tanken måtte varme ham helt ind til hjertet! ”Du må da også have lavet noget andet?” spurgte han videre.

[Deleted]

Om ikke andet, så glædet det virkelig Lexie, at Romeo ikke måtte skubbe hende væk, for hun elskede virkelig at sidde så tæt på ham som det hun måtte gøre lige netop nu. Det at hun kunne sidde i hans favn, mærke hans arme omkring hende, det var virkelig noget af det bedste ved det hele! At han ikke havde gengældt hendes ord endnu, var nu bare noget som hun valgte, at bide i sig. Hun havde sagt dem, det havde lettet hende, netop også fordi at han ikke havde afvist hende nede ved søen. Der måtte vel være gengæld et eller andet sted? Selvom hun slet ikke ønskede at skulle trænge sig på eller nogt som måtte minde om det, for det ville hun bare have det elendigt med! De skulle nok finde ud af noget med hans ben! Hun ville ikke stoppe før hun fandt ud af hvad der var galt! Om det kunne genoptrænes eller ikke, så skulle de da nok kunne finde ud af det! Hvis han ønskede det selvfølgelig. Hun smilede let. ”Den.. ja, blideste af dem. Den sødeste af dem,” sagde hun med et stille smil. Hun ville jo trods alt ikke sammenlignes med en som måtte være det stik modsatte, for hun ville heller ikke betegne sig selv som direkte ond eller noget lignende, for det havde da aldrig nogensinde lagt til hende på nogen måde! Hun satte sig op, som han lagde hovedet mod hendes skulder og tæt ved hendes hals. Hun nød det virkelig! Armene søgte hun stille omkring hans krop og holdt ham tæt ind mod sig. Hans ord var noget som tydeligt måtte få en rødmen til at melde sig i hendes blege kinder. Hun kunne slet ikke tage komplimenterne! Hun blinkede let med øjnene som hun vendte blikket mod ham. ”.. Genoplivet dig?” gentog hun. Hun havde da ikke gjort noget som helst, havde hun? ”Jamen, jeg.. jeg gjorde da ikke noget.. tror jeg..” Hun huskede ærlig talt ikke meget fra han var gået ud som et lys og til han var vågnet igen. Det var noget af det som hun bare havde valgt at fortrænge, for alt det andet, var slet ikke noget som hun ønskede at tænke det mindste over overhovedet! Det var hende et mareridt.. et mareridt uden lige!
Romeo havde allerede for længst givet udtryk for, at han ikke brød sig om at være her og hun vidste det jo udmærket godt. Det var her de begge trygge og det var det som hun havde tænkt på som det første. Det var jo heller ikke fordi at han behøvede at gøre sig selv til grin! Hun puttede sig godt og trygt under dynen som han også måtte lægge den omkring hende, hvilket blot måtte få hende til at smile. Hånden fortsatte ganske roligt over hans bryst. Det var heller ikke fordi at hun kunne lade være på nogen måde, for.. hun nød det virkelig og hun nød af følelsen! Hun bed sig svagt i læben. ”Du hader at være her og jeg ved det godt,” begyndte hun stille. Hun ønskede bare, at han var tryg og sikker og her var der mange til at passe på dem hvis det skulle gå galt, samt at der ville være mange til at hjælpe hvis det skulle vise sig at gå galt med ham. Hun elskede ham og hun ønskede ikke, at noget skulle ske med ham! Det var jo der, at hun stadig følte en forbandet stor skyld for det hele og det gjorde ondt, selv på hende. Hun måtte smile ganske let til hans ord. Det varmede hende om hjertet! ”Var jeg vrkelig?” spurgte hun. Det var ikke noget som hun havde hørt nogen sige før, det var helt sikkert. Hun nikkede med et stille smil. ”Det har jeg.. Mere eller mindre hele tiden,” sagde hun stilfærdigt. Der var bestemt heller ikke nogen grund til at skulle lyve for ham, for han fortjente i den grad at få sandheden at vide og det var noget som hun i den grad også måtte ønske, at hun var i stand til at skulle give ham, det var i den grad også helt sikkert! Hun rystede på hovedet. ”Næh, egentlig ikke.. Det er først i dag, jeg har forladt værelset. Jeg vile forsikre mig, at… at du havde det godt først,” sagde hun stille. Hun vendte blikket op mod ham. Hun brød sig virkelig om ham og det var vel også tydeligt? At han ikke bare var hendes lærermester, men også noget ganske andet?

[romeo]

Lexie mindede ikke Romeo om nogen af hans bedstemødre, han kunne knap nok huske nogen af dem, fordi han havde været så ung, da han havde mistet dem. Han kunne dog mindre huske hans farmor end hans mormor, for hans farmor havde han kun kendt i nogle få år, hvor han var vokset op hos hans mors familie, inden de var blevet taget fra ham af vampyrerne. Det meste af hans tid havde han jo brugt ved elverne, og det var også deres personlighed som måtte stå mest i ham. Han var vokset op i flok, og han havde fået at vide at hjælpe hans flok, at hjælpe naturen og dyrene, men han brød sig virkelig ikke om hans egen slags, eller det var ikke fordi han som sådan havde noget imod dem, det hang vel mere sammen med at han skilte sig en god del ud? At han havde sit handicap, det var jo ikke første gang at folk havde leet af ham, at de havde gået en stor cirkel uden om ham, det var vel også derfor at han ikke rigtig havde fået noget gjort ved hans stemmebånd og hofteskade? Fordi han ville vise dem at selv en med et handicap kunne blive en god magiker? Nu kunne han snakke, men slet ikke gå, og det måtte virkelig frustrere ham! Han smilede til hendes ord. ”Du mener den sødeste af de sødeste,” rettede han på hende og smilede et varmt smil. Han kunne ikke komme udenom at hun var sød, god, blid og unik, for hun besad virkelig ikke noget ondt i sig! Han puttede sig godt ind til hende, da hun lagde armene omkring ham, hvor han selv havde armene omkring hendes spinkle krop, med de mange ar, skønt at det dog ikke gjorde hende grim, for det var jo bare ar, desuden hvad skulle han så ikke sige? Han havde et kæmpe lilla ar på hans ryg og ved hans venstre sides ribben. Det måtte da slå ethvert ar på hendes krop! Desuden så gjorde det mere ondt at se hendes krop fyldt med ar, for det gjorde virkelig ondt at vide, alt det som hun havde været igennem! Og han ville virkelig ønske at han havde mødt hende noget før, så han havde kunnet redde hende ud af det. Han smilede ganske roligt til hendes ord. ”Hvem skulle ellers have genoplivet mig? Desuden, så var det dine følelser som fik mig tilbage,” svarede han roligt, som blikket hvilede ned ad dem, som de holdt om hinanden. Han trykkede hende blot endnu mere ind til sig, da hun var kommet under dynen, så de begge kunne blive holdt varme. Han nød strøgene over hans nøgne brystkasse, som fik ham til at lukke øjnene ganske blidt i, imens han indåndede hendes søde duft. Han nikkede ganske svagt, dog medgivende med hovedet. ”Men det ser ud til at jeg er fanget her i et godt stykke tid,” svarede han og sukkede lettere opgivent. Han kunne jo nok ikke ligefrem komme herfra, for han var jo blevet afhængig af andre, nu hvor han slet ikke kunne gå. Han rynkede ganske let brynene. ”Vi må vel finde noget køretøj til mig,” svarede han med et halvhjertet smil, for han brød sig virkelig ikke om den tanke! Han skulle sidde i rullestol? Hvad pokker ville folk så ikke sige om ham?! Han trak ganske roligt hovedet til sig, hvor han betragtede den røde farve på hendes kinder, som fik ham til at smile ganske let. ”Hvem skulle jeg ellers tænke på? Det eneste der betød noget, var jo at du kom i sikkerhed, at der ikke skete noget med dig,” svarede han stilfærdigt, så selvfølgelig havde han kun haft hende i hovedet den nat. Det var trods alt hende han havde valgt at redde. ”Jamen.. jeg sov jo bare.. og siden jeg er her, så burde der jo ikke kunne ske mig noget,” svarede han stilfærdigt. Havde hun virkelig været her hele tiden? Det var slet ikke noget han var vant til. Han smilede muntert, inden han skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Det er jeg da glad for at høre,” indskød han dog roligt, hvor han ikke kunne lade vær med at smile ved tanken og blive helt varm af den, for det måtte jo bare betyde at hun holdt af ham? At han betød noget for hende? Tanken glædede ham virkelig! Han lagde sig ganske roligt ned, så hovedet endte på puden igen, hvor hans nøddebrune øjne søgte op mod hendes ansigt.

[Deleted]

Så lang tid, at det ikke direkte måtte være negativt ment, at hun skulle minde om hans bedstemor, så skulle hun ikke klage. At han havde haft brug for hvilen, havde da været helt klart for hende, selvom det nu ikke havde været en tanke som hun havde været meget for, men det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han var vågen nu, at han kunne smile, at han havde det godt og han kunne snakke, var noget af det som i den grad også måtte siges, at være det bedste af det hele, også for hendes eget vedkommende, for det måtte vel betyde, at hun havde gjort et eller andet rigtigt? Ikke at det var noget som hun havde det mindste imod, for det var noget som faktisk måtte glæde hende noget så frygteligt! At han var handicappet, var slet ikke noget som rørte hende. Det gjorde ham bare det ekstra charmerende, netop fordi at han ikke var som alle andre. At han måtte være noget ganske særligt, også set i hendes øjne, for det var noget ganske særligt. Det var nu også noget som hun kunne pusle om og hjælpe ham med, hvilket hun i den grad også ønskede og agtede at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert! ”Din bedstemor eller mig?” spurgte hun med en klart drillende mine, for det kunne vel bare være hende? Selvom hans bedstemor selvfølgelig godt kunne være frygtelig sød, men nu var det heller ikke fordi at han havde været meget åben omkring hans fortid og det var nu heller ikke noget som hun selv måtte ønske, at skulle presse på for at få og tvinge ham til at sige, for det ønskede hun da bestemt heller ikke, det var også helt sikkert. Hendes fortid, var nu noget som hun prøvede at undgå at tænke på.. Hun havde ikke tænkt på det igennem de sidste døgn, nu hvor de havde været her, netop også fordi at der var så mange som kunne beskytte hende, som de nu også kunne beskytte ham, hvis det endelig skulle vise sig at blive nødvendigt. Hun strøg roligt over hans kind, som havde det været hende blot en vane, som det havde været nede ved søen. Hun havde klart nydt det, at skulle have ham så tæt på, som det hun måtte have lige netop nu. Der var intet bedre set i hendes øjne og det sagde virkelig heller ikke så lidt! Det forvirrede hende virkelig! Al den snak om følelser og genoplivninger! ”Det.. det må have været en anden.. Jeg ved ikke engang hvordan man gør det..” Hendes ord var dæmpet, for det var noget som hun vel.. skammet sig over et sted? Ikke at det var noget som hun kunne lægge det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket, for nemt, det var det bestemt ikke, det var også helt sikkert! ”Er du sikker på, at jeg gjorde det?” spurgte hun forsigtigt. Kunne hun magi på den måde uden at vide det? Hun betragtede ham med et næsten sørgmodigt blik. ”Vi.. ja, vi kan jo finde det køretøj? Og.. finde et andet sted at være?” foreslog hun stille. Hun ønskede da slet ikke at forlade ham! Ikke på vilkår! Hun ønskede virkelig at blive her sammen med ham og hun agtet at gøre det, så længe, at han måtte ønske det! Kysset mod hendes mundvig, fik hendes rødmen til at stige betydeligt i hendes kinder! Hun vendte blikket roligt mod ham, som han måtte lægge sig ned i sengen ved hendes side. Hun strøg hånden roligt igennem hans hår. Han betød virkelig forbandet meget for hende, det gjorde han virkelig! ”Du reddet mig den aften, Romeo.. Det er jeg dig virkelig taknemmelig for..” Hun krøb ganske forsigtigt ned ved siden af ham og ned under den gode og varme dyne. Den duftede allerede af ham! Det var jo trods alt også ham som havde haft den ved sig igennem de sidste dage. Hun havde blot ligget ved siden af. Hånden gik roligt i hvile mod hans bryst, som hun roligt faldt mere til ro. ”Vi er i sikkerhed her og… og det var det som betød mest for mig.. At der ikke vil være noget, som kan rive mig fra dig,” sagde hun dæmpet. Hun lod hånden roligt glide mod hans kind igen og med et svagt smil. Hendes rødmen tog til. Han betød forbandet meget for hende! Hun lænede sig frem, hvor hun skænkede hans læber et blidt, dog forsigtigt kys.

[romeo]

Romeo ønskede ikke at hun skulle have det dårligt over hvad der var sket nede ved søen, for hun havde trods alt reddet ham, så han kunne jo takke hende for endnu at være i live, selvom han ikke helt vidste om det var godt eller ej, for han kunne måske snakke, men det var virkelig ondt at sende et så naturmenneske som han var, tilbage på jorden uden at kunne gå! Han kunne ikke komme udenfor, han kunne ikke gå i skovene, han var tvunget til at sidde i en dum rullestol! Men måske det kunne genoptrænes? Det var jo ikke fordi at han var blevet hjerneskadet af at være død, han havde bare glemt hvordan man gik, så hjernen og benene skulle bare lige forbinde sig med hinanden igen. Det ville vel være ligesom når en baby skulle lære at gå? Så det bedste var vel at blive her i den lyse cirkel, hvor han kunne træne sine ben, får dem genoptrænet, og så blive så god som ny igen, desuden havde han jo Lexie hos sig, og hun ville vel støtte ham? Et sted var han bange for at hun ville skrotte ham, som alle andre gjorde, for hvad var han egentlig værd? Hun fik ham faktisk til at føle sig normal, til at føle sig hel og uden skader, skønt han var handicappet. Han smilede drillende til hende, hvor han trak hende blidt ind til sig, blot for at omfavne hende ganske let. ”Min bedstemor naturligvis,” svarede han drillende. Hans mormor havde været sød, men der var ingen tvivl om at Lexie var sødere, og faktisk den sødeste af de sødeste! Han lo ganske kort. ”Selvfølgelig taler jeg om dig, min lille søde skolepige,” tilføjede han drillende, hvor han lagde hovedet tæt mod hendes hals, så han endnu engang kunne indsnuse hendes søde duft, som virkelig havde en beroligende effekt på ham. ”Ingen er sødere end dig,” endte han roligt, hvor han gav hendes hånd et blidt klem. Hånden over hans kind, fik ham til at smile ganske let, hvor den bragte ham varme, for skulle han være ærlig, så havde han virkelig savnet at være sammen med hende, og ikke bare som hendes læremester, for han så sig ikke helt som hendes læremester længere, nej han så sig som hendes ven, skønt han dog følte mere for hende end bare et venskab. Han så ganske roligt op mod hende, til hendes afvigende ord. ”Der var ingen andre i nærheden Lexie. Det kan kun have været dig,” fastholdt han roligt, for det var trods alt de rene fakta. Han smilede skævt til hende og nikkede ganske roligt. ”Selvfølgelig var det dig. En magikers magi kan godt blive tændt ved hjælp af de rigtige følelser, og den kan blive utrolig mægtig med de rette følelser,” forklarede han roligt og smilede mildt til hende. Det beviste vel også bare at han var af betydning for hende? Han trak ganske let på skuldrene. Der var vidst ingen tvivl om at han skulle til at køre i rullestol? Tanken var virkelig bedrøvende! ”Det er vel lettest at blive her,” svarede han roligt og dog i en dæmpet tone, for der var ingen tvivl om at han måtte hade dette sted, men her var de i sikkerhed, for her kunne intet ondt ske dem, og her kunne han jo også få genoptrænet hans ben, så det var vel lettest? Han smilede varmt til hende, som hun lagde sig ned ved siden af ham, hvor han roligt trak dynen omkring hende, for at putte hende godt under den sammen med ham selv. Han strøg blidt nogle af hendes lokker væk fra hendes ansigt. ”Jeg kunne da ikke lade dig blive skadet!” svarede han stilfærdigt, for bare tanken var dræbende! Hånden mod hans bryst havde han intet imod, for den gav ham virkelig varme! Han smilede et lille sødt smil til hendes ord. ”Jeg er bare glad for at jeg fik lov til at blive, så jeg kan tilbringe mere tid sammen med dig,” sagde han i en dæmpet tone, hvor han næsten måtte se spændingsfuldt til, da hun lænede sig tættere mod ham, hvilket også fik hans bryst til at slå hurtigere og hårdere mod hans bryst, så han næsten ikke kunne koncentrere sig. Øjnene gled i, da hendes læber kom i berøring med hans, hvor hans hånd gled om i hendes nakke, for at trykke hendes hoved tættere mod hans, så kysset blev gjort dybere.

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt, at Romeo var definitionen af et udendørsmenneske, og hun var forbandet ked af, at hun vel var det som havde taget det fra ham? Netop ved at være ude på det tidspunkt og møde dem som hun havde mødt den aften? Hun var bare forbandet glad for, at han var kommet forbi og reddet hende, for det betød meget for hende. Det lod hende også vide at hun ikke bare var en ubetydelig tøs i hans øjne, for ellers havde han vel ikke gjort som han havde gjort det? Og det glædet hende virkelig at høre! Og bare det at vide det, var noget som gjorde det hele endnu bedre for hendes del! Hun var virkelig ramt af en skyld, selvom hun vidste, at det at skulle nævne det for ham, ikke var noget som hun ville få det mindste ud af på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det på nogen måde overhovedet! Hun kunne virkelig ikke have det på den måde! Hun bed det i sig for nu, for hun ønskede ikke at tænke på den aften lige nu! Ikke nu hvor han var vågen og han var der sammen med hende! Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun puttede sig godt ind i hans favn, som han omfavnede hende. Hun nød virkelig af den følelse, at skulle have ham så frygtelig tæt på! For han var virkelig noget særligt for hende. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle tro noget andet! Hun grinede ganske let og med et stille smil på læben. ”For pokker da, Romeo..” Hun himlede tydeligt drillende med øjnene. At han lagde sig ind til hende, havde hun absolut intet imod. Selvfølgelig ønskede hun at støtte ham! Hun kunne virkelig ikke finde på andet og da slet ikke overfor ham, det var slet ikke noget som han skulle være bange for! ”Der skal nok være nogen som er sødere end mig derude,” sagde hun med et svagt træk på skuldrene, som betød det ikke. Hun vendte blikket stille mod ham. Det lettede hende virkelig bare, at han var der, det var i den grad det som var det vigtigste for hende lige nu! Hun rystede stille på hovedet. Hvor dybt at magien faktisk måtte komme fra, var slet ikke noget som hun kendte til og det var vel også tydeligt nu? Hun forstod virkelig ikke hvad der var sket, men at han var der, var det som betød alt! ”Jamen.. Jeg.. jeg forstår det ikke.. J-jeg så dig jo bare ligge der, og.. og..” Hun vendte blikket stille mod starinlyset som smukt måtte brænde ved hendes side, hvor hun ikke kunne lade være med at smile ved synet alene. Havd hun virkelig gjort det? Havde hun været skyld i, at han var tvunget tilbage til livet på den måde? Bare alene tanken om det, var noget som måtte få hende til at smile! Hun sendte ham et stille smil. De isblå øjne strålede med en klar lykke når hun var sammen med ham, det var vel også noget som han måtte have bidt sig mærke i? At hun altid var glad sammen med ham? For det var ikke noget som hun var på den samme måde, når hun var omkring andre og det var en virkelig dejlig fornemmelse, det var heller ikke noget som hun ville skjule for ham på nogen måde overhovedet! ”Jeg kan ikke undvære dig, Romeo..” Det var hendes sidste ord, inden hun mødte ham i hans kys. Hånden i hendes nakke, havde hun virkelig ikke det mindste imod på noget tidspunkt ovehovedet! Hun lod øjnene stille og roligt glide i, som varmen måtte skylde noget så kraftigt ind over hendes krop. Hun trykkede sig ind mod hans skikkelse, som hun lod armen glide omkring hans nakke, så hun var sikker på, at hun kunne komme så tæt på ham, som det var hende menneskelig muligt! Hovedet søgte let på sned, som hun valgte at intensivere det. Jo tættere på ham som hun kunne komme, jo bedre blev det for hende! Hun var slet ikke i tvivl omkring sine følelser for denne mand.. At hun virkelig måtte elske ham og mere end det som hun måtte elske nogen anden!

[romeo]

At være sammen med Lexie igen, at kunne tilbringe tid sammen med hende igen, som Romeo havde fået en ny chance, og han agtede at bruge mere tid på hende, det var helt gennemført sikkert! Han ønskede ikke at skulle resultere at miste hende igen! Dog måtte han indrømme at han havde valgt at dø på en god måde, for det beviste vel også bare at han holdt af hende? At hun betød noget for ham? Og det viste også hvilket ædel hjerte han måtte have, det som elverne havde lært ham, og det var vel også grunden til at han kunne være indenfor disse mure, for her var ondskab ikke tilladt, og han var trods alt halv warlock, skønt elverne havde prøvet at slukke for det, og det havde vel også virket? Ellers kunne han vel ikke bruge tid her? Skønt at det et sted ikke ville gøre ham noget, for han følte sig et sted udstødt herfra, for her havde han bestemt ikke gode minder, og mon det overhovedet ville være bedre, nu hvor han slet ikke kunne bevæge benene? Ynkelig magiker! Den eneste grund til at han blev her, var fordi Lexie holdt til her, ellers var han for længst skredet! Uanset om han så skulle dø af kulde udenfor! Han slap en let latter til hendes ord, inden han trykkede hende blidt ind til sig, for han nød faktisk at være hende tæt. Hun gjorde ham tryg og hun gjorde ham rolig, og det betød virkelig meget for ham! Han rystede ganske let på hovedet til hendes ord. ”Der er ingen derude som er sødere end dig. Du overgår alle,” fastholdt han stædigt og lettere bestemt, inden han smilede muntert op til hende. Han nød virkelig hendes selskab! Han nød virkelig at han bare kunne være sig selv, hvor han faktisk måtte glemme sit handicap, det havde han altid gjort, og det var rart ikke at blive bedømt på det ydre!
At magien kom bag på hende, det at det var hende som havde reddet Romeo, genoplivet ham og bragt ham tilbage til jorden, kunne man da godt høre på hende, men det var jo ikke fordi at de havde haft så megen teori om det. Han smilede muntert op til hende, som hun næsten måtte begynde at stamme igen. Han løftede hånden, lagde den under hendes hage for at vende hendes blik imod ham, da hun så den anden vej. Han smilede muntert til hende, hvor han skænkede hendes kind et kærligt kys. ”Jeg tror vi skal have lidt teori i magi,” sagde han i en dæmpet og dog drillende tone, inden han smilede et bredt og muntert smil, for han kunne slet ikke lade vær! Hun gjorde ham i godt humør! Og hvordan kunne man overhovedet lade vær? Hun havde vogtet over ham i hele 3 dage! Så var det da klart at man måtte føle sig elsket og holdt af! Og det betød jo så også utrolig meget for ham, selvom.. han vidste jo ikke helt hvad hun følte for ham, om hans følelser var gengældt, for det havde hun vel aldrig sagt? I så fald kunne han ikke huske det, og det måtte faktisk forvirre ham en god del. Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun sagde at hun ikke kunne undvære ham, og gengældt var det i den grad også! Han slog armene blidt omkring hendes krop, da hun selv trykkede sig ned mod ham, hvor han blot trykkede hende tættere på sig, for han nød virkelig at have hende tæt på! Han kunne virkelig ikke få nok af hende! Hånden omkring hans nakke havde han ikke noget imod, for han nød virkelig alle hendes berøringer! Han holdt kysset i lang tid, inden han valgte at trække hovedet til sig, hvor han smilede mildt op til hende, imens hans ene hånd strøg hende blidt over ryggen, hvor han sørgede for at dynen var tæt omkring dem begge. ”Jeg kan heller ikke undvære dig Lex. Jeg har brug for dig,” sagde han i en dæmpet tone, for det var jo sandt. Han ville få stor brug for hende i fremtiden, for han orkede virkelig ikke at kæmpe med sit handicap alene, og det var vel også det som havde været galt sidst? Han havde ikke gidet at gøre noget ved sit handicap, for han havde altid kunnet klare sig, men nu hvor han havde hende, så var han virkelig taknemlig for hendes støtte, hvor det jo faktisk også ville være på grund af hende, at han ville genoptræne sine ben.

[Deleted]

Bare alene tanken om at Romeo havde ofret sig for Lexies skyld, var noget som virkelig måtte varme omkring hendes hjerte, for det var ikke noget som hun havde oplevet at andre gjorde for hende! Eller nogensinde havde gjort for hende! Hun havde set ham ligge for hendes fødder, set ham falde død for hende og det var noget som virkelig havde formået at skræmme hende langt mere end det som noget andet kunne gøre! Ikke at det var tanker som hun ønskede at tænke på lige nu. Nu var han der og det var noget som hun i den grad ønskede at få udnyttet så meget som det var hende menneskelig muligt! Bare tanken om, at han skulle forsvinde igen, var slet ikke noget som hun ville høre tale om! Aldrig nogensinde! Hun betød vel noget for ham, som han havde valgt, at gøre det som han havde gjort? Tanken måtte virkelig varme hendes hjerte og hun ønskede at vise ham det! Hvis hun dog bare vidste hvordan hun skulle vise ham det, for nemt, det var det i den grad heller ikke! Hun sendte ham et stort og bredt smil. Han gjorde hende virkelig glad, han gjorde hende tryg og han fik hende automatisk til at skulle åbne så meget mere op for ham ,og det var i den grad også en meget behagelig tanke og følelse at sidde med. At hun bare kunne være sig selv, for det kunne hun ikke i alles selskab! ”Der tror jeg du tager ganske fejl. Der er altid en som er bedre end en selv,” sagde hun roligt. Det var jo det som hun selv måtte være vokset op med og til nu, så havde hun ikke set noget som skulle kunne ændre på det.
At det var hende som havde vækket ham, kunne hun slet ikke forstå! Det var den form af magi som hun aldrig var blevet lært i, aldrig fortalt om, så hvordan pokker skulle det kune give nogen mening for hende? Hånden under hendes hage, fik hende ganske let til at vende blikket tilbage mod ham. Hun tøvede end ikke i det, netop fordi at det var ham! Hun sendte hm blot et roligt og varmt smil. ”Du har vidst undladet teorien min kære,” påpegede hun roligt. Ikke at det var noget som gjorde hende det mindste, for nu hvor de havde begyndt at skulle øve med magien på andre måder, så var det i sig selv en tanke som måtte være skubbet en anelse i baghovedet for hendes vedkommende. Ikke at det var noget som hun ønskede at tænke over lige netop nu. Hun havde vogtet over ham, og hun havde i den grad heller ikke nogen intentioner om at skulle gå nogen steder, det var noget som hun i den grad kunne love ham på alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun elskede ham, selvom hun var bange for at skænke ham ordene endnu en gang. Hvad nu hvis de ikke var gengældte? Hvad nu hvis det skulle vise sig, at være ren indbildning? Hun ville virkelig ikke fremstille sig selv som dum på den måde! Kysset var noget som virkelig bare måtte få hende til at føle sig… komplet? Fuldendt? Noget som hun slet ikke kunne beskrive! Hun elskede virkelig følelsen som det måtte sætte i hende på denne måde, det var helt sikkert! Hun trak hovedet en anelse til sig, som han valgte, at skulle bryde kysset. De isblå øjne slog hun forsigtigt op, for at møde hans blik igen. Et sted var hun bange for, at dette skulle vær enden? At det bare måtte være det? Hans ord måtte bare bringe det varme og store smil frem på hendes læber. Hun nikkede roligt, som hun roligt tog den ene hånd til sig, så hun kunne stryge hans kind, ganske så roligt og stille. ”Og jeg går ingen steder. Det lover jeg dig,” forklarede hun stilfærdigt. Sandt var det. Hun havde ingen intentioner om at skulle lade ham kæmpe disse kampe alene, for hun ønskede at stå der med ham og for ham, hvis det var det som han øsnekde et sted. Hun kyssede roligt hans mundvig og lagde sig helt ind mod hans krop. Han var så god og varm, at ligge ind til! Hånden gled roligt mod hans bryst. Ganske svagt bed hun sig i læben. ”.. Jeg elsker dig, Romeo,” hviskede hun ganske dæmpet. Hun mente dog ordene i deres store alvor!