Searching for help..?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Manjarno, eftersom det jo var efterår og derfor blev det hurtigt mørkt. Vinden var mere eller mindre blevet til en kraftig blæst, som hev de småsten og blade, der måtte ligge på gaderne i byen, med sig, hvor man kunne høre det suse og runge i husene, som man gik forbi, og sad man inde i et hus, kunne man bestemt også høre vinden rive i vinduerne, for at komme indenfor i varmen. Det var dog svært at høre, hvis man ikke sad ved et vindue, fordi vinden blev overdøvet af larmen fra menneskemængden inde i kroen. Nogle sad og skændtes over et eller andet, andre sad i et hjørne og spillede kort, hvor dem som vandt, måtte råbe op som nogle jubeltosser. Andre sad og lagde arm, hvor der blev gamblet på vinderen. Nogle par sad og snakkede, hvor selv de sad for sig selv, og så var der nogle der var oppe i baren for at score den kvindelige bartender. Og andre, såsom Derick, sad for sig selv i de bagerste kroge. Han sad dog over ved vinduet, så han kunne kigge på de folk, som måtte gå forbi ude på gaden.
Foran ham stod et glas med vodka, noget som Derick altid havde nydt i sine unge dage, dengang han havde været vampyr. Han bar endnu præg, skønt de store sorte vinger var gemt under den mørke kappe, hvor tænderne dog var tydelige, men det var jo ikke fordi at han lignede en vampyr ellers, for tænderne var godt nok spidsere end andre normale menneskers, men han var ikke nær så bleg, som han engang havde været, desuden så så han også anderledes ud udseendemæssigt, for hans mørke lokker var blevet mørke, ligesom hans øjne, så de ikke længere var violette, som de jo altid havde været. Håret var blevet krøllet, hvor det førhen havde været helt glat, men han mindede dog stadig om ham selv, godt nok blevet en del klogere på livet, men sådan var det jo når man havde levet sit liv i dødsriget, uden noget eller nogen omkring sig. Denne gang var han kommet tilbage som Alkymist, og det var faktisk underligt at være i live på denne måde, men han beklagede sig dog ikke, foruden at det var underligt ikke at have Denjarna ved sin side. Han havde intet hjem at søge til, og han havde ingen at søge hjem til, som han engang havde. Han havde dog sine gamle venner, og hvor han stod med Elanya vidste han faktisk ikke helt, hvor hun var henne i verdenen, vidste han heller ikke, men et sted kunne han vel også være ligeglad? Hvorfor var han det så ikke? Han sukkede dæmpet og trak hætten tættere omkring sit ansigt, imens blikket hvilede ud mod gennem vinduet ud på gaden og de mennesker, som måtte gå der.

[pierce]

At mørke havde lagt sig over landet, var måske godt for nogle, især for mørkets væsner, men for andre, såsom Pierce, så var det virkelig ikke særlig godt! Det var faktisk ganske skidt! Fuldmånetiden var da i det mindste overstået, for det var virkelig den værste tid på måneden! Især fordi den varede tre dage i træk. Det var ikke så lang tid siden, at det havde været fuldmåne, hvor det værste var sket – Malania var blevet til en horror. Han havde været så dum at tro på at Pharrel bare havde næret sig på hende, fordi hendes hjerte havde slået, men hun var blevet omvendt til horror i stedet for, og det var lige før at han havde måttet bøde for ikke at have troet på hendes ord, for han var gået udenfor, hvor hun var fulgt efter ham, og der i fuldmånens skær, var hun blevet til dette bæst! Hvad han helt nøjagtigt skulle gøre ved det, anede han virkelig ikke! Men én ting var sikkert; den varulv skulle væk! Han ønskede ikke at Malania skulle være ødelagt i hele kroppen hver morgen i de næste dage efter fuldmånen! Og nætterne var da klart de værste! Han havde ikke tænkt sig at forlade hende, skønt han vidste at hun nærede en kæmpe frygt for det. Hun var bange for at han skulle gå ud af hendes liv for evigt, tage ud i det næste tidevand der ville komme, for aldrig at vænne tilbage til hende igen, men det kunne virkelig ikke komme på tale! Han elskede hende af hele sit hjerte, og han ville virkelig gerne hjælpe hende! Hun fortjente ikke denne skæbne! Og han helmede virkelig ikke før han havde fundet en løsning på problemet! De var lige sluppet af med vandet, og hvorfor skulle de så til at døje med denne fuldmåne? Det var virkelig unfair!
Pierce var taget ind til Byen. Det var måske ikke det bedste at lade Malania være alene, men søvnen trængte hun til, især fordi hendes krop var så smadret, og han kunne ikke selv sove, fordi han blev ved med at tænke på at han måtte finde en løsning på problemet! Det måtte han virkelig! Der måtte vel også være en eller anden løsning? Hendes søster havde fået hende væk fra mørkets sti sidste gang, men hvor hun var henne i verdenen anede han ikke, og så var han vel søgt til Byen for faktisk at råbe et desperat råb om hjælp? Han var taget ind til Kroen, for det ville nok ikke lyde særlig godt, hvis han sagde at han var taget ind til Den Dansende Flamme, for hvad ville hun så ikke tænke? Derfor havde han valgt kroen. Han åbnede ganske roligt døren. Han var påklædt ganske afslappet; nogle badesandaler, nogle cowboybukser, der gik ham til knæene med lidt fold, og ellers en hvid bluse, hvor hans skællede vinger var gemt indenunder. Han så sig roligt omkring i larmen. Der var ret optaget, men så var der vel også størst mulighed for at finde hjælp? Desværre kom der bare folk fra alle lande her i Manjarno. Med andre ord, han vidste ikke hvem han kunne stole på og hvem han ikke kunne. Han gik ganske roligt op til bardisken, blot for at få et eller andet sted at side. Han så næsten helt malplaceret ud, for der var ingen tvivl om at han følte sig utilpas ved disse omgivelser.

[Deleted]

Derick sukkede ganske kort. Det han levede af, var at samle sjæle til Døden, hvilket krævede at han dræbte her og der, ikke fordi det var nyt for ham, for dengang han havde været vampyr og tilmed lederen af dem, der havde han jo også dræbt for at kunne overleve, ved at suge blodet til sig, og selv som Dødsengel havde han dræbt, fordi hans race der havde elsket at påføre andre smerte og lidelse, så selv der var det blevet ham en lille hobby, skønt han da havde gjort mere ud af sit forhold med Denjarna, skønt det dog ikke havde holdt i særlig mange år, før han var blevet revet fra hende igen. Det var som om at skæbnen havde bestemt at han ikke skulle være sammen med hende, for nu var han den eneste af de to som var i live. Hans gamle venner var her da stadig, selvom Moniqe også havde stillet træskoene, hvilket han var frygtelig ked af! Han havde dog endnu hendes søster; Faith, og så havde han også hans bedste ven Elanya, selvom at han ikke helt vidste hvor han stod med hende længere, for de havde lagt kortene på bordet, åbnet sig helt op, hvor de begge havde erklæret deres kærlighed, eller i hvert fald deres kærlighed fra dengang, for de havde tilsyneladende begge to været forelsket i hinanden, og alligevel havde de haft nogen andre omkring sig. Han havde haft Denjarna, og hun havde så skiftet imellem en masse andre mænd, og det måtte vel bare betyde at hun ikke havde elsket dem? At de ikke havde været de rette? Han tog en tår af sin klare vodka, inden han satte glasset fra sig på bordet endnu engang.
Blikket faldt på den mand som måtte træde ind i kroen. Han så noget usædvanlig ud, med sin afslappede beklædning, og som om han lige kom fra stranden, skønt Derick ikke kunne se nogen mening i at tage til stranden på denne årstid! Måske en kort, smuk aftentur i måneskinnet, men det var da for koldt til at bade! Hans hoved søgte ganske let på sned, som han betragtede manden ud af hætten, der måtte mørklægge hans ansigt. Han lignede måske en fra Dvasias, og det var jo et liv som han havde været vant til, men nu hvor han ikke var en del af alt det mere, så følte han sig langt bedre tilpas her i Manjarno, hvor han også havde sin portal, som han sendte de sjæle som han fangede, ned til dødsriget. Manden så noget frustreret og forvirret ud, og de mørke øjne fulgte manden hele vejen op til bardisken, inden han så ud af vinduet, blot for at tage en slurk af sin vodka endnu engang, som han tømte glasset ganske let. Der var noget anderledes over denne mand, hvad vidste han så bare ikke helt. Han rejste sig ganske roligt, og gik op til bardisken, hvor han tog plads ved siden af manden. Nyt selskab var vel altid godt? Han så i hvert fald noget frustreret og malplaceret ud. Han viftede bartenderen hen til sig, inden han drejede hovedet og så let ud af hætten. ”Ny i byen?” spurgte han roligt.

[pierce]

Pierce vidste godt at han ikke burde søge udenfor, når Malania var derhjemme helt selv, men det nyttede jo ikke noget at han var hos hende hele tiden, så han ikke kunne finde en løsning på deres fuldmåneproblem. Hun havde brug for hvilen, nu hvor fuldmånen var ovre for denne måned, så han havde ladet hende ligge derhjemme helt alene, for han blev ved med at spekulere, han kunne ikke falde i søvn, med alle de tanker i hovedet, for han agtede at finde en løsning på dette problem! Han nægtede at give op, og lade mørket opsluge hende endnu engang, det tillod han virkelig ikke! Hun havde måske været en del af mørket førhen, og det var ikke nyt for hende, og hun kunne hurtigt vænne sig til det, og det kunne godt være at hun havde været vant til det førhen, men så var hun blevet omvendt til lysvæsen igen, hvor han havde fundet hende, og han tillod virkelig ikke at hun skulle være en del af mørket! Især ikke når det var et væsen af mørket der var skyld i det! Han var begyndt at hade mørket mere og mere, fordi det rev hende fra ham! Så han den horror igen, så tøvede han ikke et eneste sekund med at myrde ham på stedet! Han nægtede at bukke under for den dumme fuldmåne, og han nægtede virkelig at bukke under for den horror, der var skyld i det hele!
Hvorfor Pierce lige havde valgt Kroen vidste han ikke, men det var vel bedre end at fortælle hende at han havde været på den dansende flamme? Desuden så havde han vel søgt hertil fordi det var mest oplagt? På dette sted kom der mange forskellige typer, og han skulle jo helst bruge en magikyndig, noget alla et lysvæsen, en engel måske? Han vidste det virkelig ikke, for han var slet ikke særlig kendt med de racer der var oppe på landjorden, for han kendte kun til dem fra havet, for der var han jo trods alt vokset op. Men en eller anden burde vel kunne hjælpe ham? Det skulle heller ikke være af den forkerte type, for han nægtede at overlade Malania til et eller andet svin! Måske han burde søge til Procias i stedet for? Der var han da sikker på at folk var ordentlige, selvom der jo altid var nogle der skilte sig ud, men de fleste kunne og ville vel hjælpe ham? Han vendte de turkisblå øjne mod manden, der var dukket op ved siden af ham. Hvem han var, vidste han ikke, og om han kunne stole på ham vidste han heller ikke, men et sted var det vel at tage chancen? Det var jo ikke alle mænd der var ens. Han smilede ganske let for sig selv, til mandens ord og nikkede ganske let. ”Det.. kan man godt sige,” medgav han roligt. Han var ikke typen der gik i byen for at drikke, nej han var en anstændig mand der havde styr på sin fornuft, og så var han ikke meget for at være i rum med så mange folk på en gang, men det var blevet ham nødvendigt efterhånden.

[Deleted]

Derick havde altid gået i byen førhen, i hans forrige liv, for det var her fællesskabet lå. Han var dog mest gået i byen da han havde været vampyrernes leder, hvor han havde fået en drink eller to, for det var jo ikke fordi at han kunne blive fuld dengang, det var trods alt også i kroen i Dvasias hvor han havde mødt Denjarna, hans livs kærlighed, eller det havde han da i hvert fald troet at hun var, for han havde jo også haft nogle følelser for Elanya dengang, og det havde han vel stadig? Han vidste det ikke, og han vidste heller ikke om han skulle tage chancen og finde ud af om hun følte noget for ham, for måske de bare ikke hørte sammen? Det var jo ikke fordi at de havde taget chancen og prøvet, men det stoppede ham dog ikke i at nyde hendes selskab, for det var jo ikke for ingenting at hun var hans bedste ven, det var hun blevet fordi hun havde set ham dengang han havde været usynlig. Han kunne ikke lade vær med at holde af den kvinde, uanset hvad, for hun ville uanset hvad altid have en speciel plads i hans hjerte. Han havde måske mistet Denjarna for anden gang, men derfor sad han ikke og drak sig fuld af sorg, nej, han ville vel bare have lidt fællesskab? Ikke fordi han snakkede med nogen, men bare det at sidde blandt en masse mennesker, fik ham til at føle sig bare som en lille del af fællesskabet, desuden så vidste man jo aldrig hvad man kunne blive mødt af.
Manden som var kommet ind, lignede, ja, han vidste ikke helt hvad, for hvem kom dog herind i sådan en mundering? Han lignede en der kom fra stranden af, og det kunne sikkert også meget godt passe, men hvem bar dog så lidt tøj i sådan en kold tid? Det gjorde ham et sted nysgerrig, og så kunne det vel også være lidt rart med noget nyt selskab, for noget sagde ham at denne mand ikke var af en normal race. Han lod let hætten falde, da manden valgte at svare, hvor han lod det mørke krøllede hår og de mørkebrune øjne komme til syne, som faldt på manden, de bar et venligt skær over sig, skønt der dog alligevel måtte være noget mørkt over ham, for han havde jo ikke smidt alt fra Dvasias fra sig, der var jo trods alt det land han var vokset op i, det var det land hvor han var blevet født, og det var vel også der at han hørte til? Han havde dog valgt at flytte mere eller mindre ind i Manjarno, fordi han ikke længere var i sit gamle liv, og for at give slip på fortiden, for den nagede ham, når han var i Dvasias. ”To glas vodka,” bestilte han hos bartenderen, inden han endnu engang vendte blikket mod manden. ”Og hvad har så bragt dig hid, siden du ikke er vant til bylivet?” spurgte han nysgerrigt, hvor han tog imod de to små glas fra bartenderen, for at række manden det ene glas. Det var ikke for at gå manden på, men han så noget så forvirret og faktisk også frustreret ud, så det kunne jo være at man kunne være lidt behjælpelig? Det kunne jo også godt være at manden helst ville være alene, og så fik han da også lov til det.

[pierce]

Det var skam ikke løgn, når Pierce sagde at han ikke var vant til at være i byen, for det gjorde han virkelig sjældent! Han holdt sig fra disse steder, fordi der altid så let kunne dukke problemer op, der var så mange der endt ud i slåskampe, og det var ikke fordi at han var bange for at komme til skade, det var ikke fordi han var bange for at tage udfordringer op, nej han var bare alt for fornuftig til at gide, at spilde sin tid på det pjat! Han havde sit liv i havet, hvor han jo også havde fundet sig et helt nyt liv, og det liv var sammen med hans elskede, der måtte vente på ham derhjemme. Han fik næsten helt dårlig skyldfølelse, fordi at han var taget på kroen, blot for at lade hende være derhjemme helt alene, for det var jo ikke fordi at han ikke ville holde om hende, mærke hende og trykke hende ind til sig, han havde bare haft så meget at tænke på, at han var søgt lidt ud, og hun havde set ud til at kunne bruge søvnen, så han havde ladet hende sove, og hun var jo heller ikke vågnet, skønt han dog ikke havde tænkt sig at forblive ude hele natten, for han ville hjem til hende, hjem og holde om hende igen, han havde vel bare brug for et lille håb?
Pierce vendte hovedet mod manden, som han kom frem fra den mørke hætte, så han kunne betragte mandens ansigt. Han virkede ikke fjendtlig, men nu befandt de sig jo også i Manjarno, det neutrale land, hvor alle var velkomne, så han havde jo ikke behov for at være ond decideret, men så igen, han kendte ikke manden, så det kunne jo ligeså godt være skuespil. Han tog forsigtig imod glasset med vodka, han var heller ikke typen der drak, for han havde jo hverken behov for at drikke eller spise, netop fordi han var havengel, det eneste han havde behov for, var luft og saltvand. Han så fra den klare væske op til manden. Han ville hellere have vand, men det var ikke noget han sagde højt, som han prøvende nippede til væsken, hvilket fik ham til at skære en grimasse, det smagte jo rædsomt! Han så på manden igen, og stillede roligt glasset fra sig på disken. ”Jeg.. søger efter hjælp,” svarede han stilfærdigt, der var vel ingen grund til at lyve? Selvom at han heller ikke helt stolede på nogen, for han kendte ikke noget til nogen der var herinde, end ikke manden som sad ved siden af ham. ”Men det er sværere end det lyder,” endte han med et næsten så opgivent suk. Men han kunne ikke give op! Han skyldte Malania at prøve! Han skyldte hende hele sit liv, bare fordi at hun elskede ham, hvor det så sandelig også var gengældt! Han trak på skuldrene, og vendte blikket mod den klare væske i hans glas. Han så ingen grund til at lyve, desuden måske kunne denne mand ikke hjælpe ham, men det kunne jo være at han muligvis kendte nogen som måske kunne hjælpe ham og Mal? Man kunne jo altid håbe, og det gjorde han virkelig også! Han havde jo ikke så meget andet end troen på at det ville blive godt igen.

[Deleted]

Denne mand så noget så opgivende ud, noget så bedrøvet og frustreret, og Derick ville lyve, hvis han påstod at han var ligeglad, for han var faktisk lidt nysgerrig. Desuden, så havde manden ikke behov for at fortælle ham noget, for det var bestemt ikke for at snage! Han var blevet noget mere moden, noget mere klog og fornuftig, for dengang han havde været vampyr, havde han jo bare været en ung mand, som havde været i klemme i sine egne følelser, han havde følt noget for to kvinder, selvom at hans følelser for Elanya havde været forbudt på alle måder, for hun havde ikke bare været fra Procias, nej hun havde været dronningen af landet, hvor han havde været leder af vampyrerne i Dvasias, så de burde faktisk have været fjender, selvom at det langt fra var gået den gang! Han var blevet forelsket i hende, og hvem kunne egentlig klandre ham? Hun havde virkelig bare sin egen charme! Hvor hun så var henne i verdenen nu vidste han ærligtalt ikke, og selvom han da gerne ville bruge tid sammen med hende, så havde de vel også brug for tid alene? Han måtte indrømme at han savnede hendes selskab, for hun havde altid fået ham til at smile, fået ham til at le og virkelig bare more sig!
At manden ikke kunne lide vodka, men måtte lave en grimasse fik ham til at slippe en munter latter. Det var mere end tydeligt at denne mand ikke var vant til at være i byen. At han så sagde at han søgte efter hjælp, fik ham til at blive alvorlig igen. Han kneb øjnene en smule sammen. ”Hjælp?” gentog han roligt, hvor hans hoved søgte ganske roligt på sned. Hvem søgte til en kro efter hjælp? ”Hvad skal du bruge hjælp til, hvis man må have lov til at spørge, naturligvis?” spurgte han roligt, hvor han dog ikke kunne skjule den nysgerrige undertone. Hvad det var manden havde brug for hjælp til kunne han virkelig ikke svare på, men han så ud til at mene det, og det var måske problemet, som gjorde denne mand så frustreret og opgivende? Det gjorde faktisk bare Derick den del nysgerrigere. Et sted var det faktisk irriterende den måde som han blev draget af sin nysgerrighed, men denne mand var bare anderledes, han lignede måske så mange andre mennesker, men hvilken race gjorde mere eller mindre ikke det? Han kunne ikke sætte fingeren på det, men der var bare noget helt anderledes over denne mand, også med den mundering, for det måtte jo bare betyde at han ikke blev påvirket af kulden? Han var ikke vampyr eller nogen anden blodsuger, for han var ikke bleg i huden, faktisk så han næsten så.. eksotisk ud? Hans mørke øjne hvilede blot afventende og tålmodigt på manden, hvor han selv tog en slurk af sin vodka, en drik som manden heller ikke kunne lide.

[pierce]

Pierce var ikke decideret opgivende, men han var virkelig frustreret, for det kunne jo ikke passe at der ikke var en måde at hjælpe Malania på! Hun havde været af mørket førhen, og hun havde fortalt ham at hendes søster havde hjulpet hende over på den anden side, så skulle han have fat i et lysvæsen mon? Det var jo ikke fordi at han vidste hvor hendes søster befandt sig, for hende kendte han slet ikke noget til, og Malania talte ikke om hende, så hun måtte vel heller ikke vide hvor hendes søster befandt sig? Han måtte jo bare finde en anden måde at hjælpe hende på i så fald. Og der var vel også andre muligheder? Han skulle i hvert fald have nogen der kunne magi til at hjælpe ham, for hvordan skulle man ellers få det bæst ud af hende? Han anede bare ikke hvem han skulle spørge, og manden her ved siden af ham, kunne måske hjælpe ham? Det kunne jo være at han kendte nogen, hvis han ikke selv kunne, eller også kunne det være at denne mand slet ikke var til nogen hjælp overhovedet, hvis han var lige så ustedkendt som Pierces selv. Men selvom han ikke var meget for så mange folk på en gang, så var han jo nød til at snakke med forskellige, hvis han skulle finde hjælp til Malania, for han nægtede at lade hende kæmpe med dette alene, han nægtede at give op, for der måtte jo være en løsning, alt var muligt!
At manden valgte at spørge ind til hvorfor Pierce havde brug for hjælp, fik ham til at vende blikket mod ham igen. Det var jo ikke fordi at denne mand virkede direkte fjendtlig eller ond på nogen måde, men man kunne jo aldrig vide. Han ville bare være sikker, selvom at han jo var nød til at tage nogle chancer, og det var han nød til, hvis han ville hjælpe Malania, og det ville han jo, det var derfor at han var søgt ud denne nat, og ladt hende alene derhjemme. Hendes sanser var måske blevet skærpet, men hun havde virkelig sovet tungt, for hun havde ikke lagt mærke til at han var væk. Han kunne dog ikke blive ude i alt for lang tid, for hun skulle jo heller ikke blive bekymret, hvis hun vågnede op og han så pludselig var væk, derfor havde han også efterladt en seddel, så hun da var sikker på at han ikke var stukket af fra hende for evigt. ”Ser du.. min kæreste og jeg er lige flyttet sammen, for at stoppe et problem, men så en nat søgte hun ud og blev bidt af en horror,” begyndte han roligt. Det lød måske som en romantisk historie, men han ville virkelig bare gerne have hende normal igen! Desuden vidste han jo ikke om manden gad, at lytte på hans sukkersøde snak om kærlighed. ”Vi fik lige stoppet mit vandproblem, og nu skal vi så døje med dette fuldmåneproblem. Så.. jeg har brug for en person, der kan gøre hende normal igen.. gøre hende om til lysvæsen igen,” endte han roligt, hvor han igen vendte blikket mod vodkaen, som manden havde været så flink at bestille til ham.

[Deleted]

Derick lyttede ganske opmærksomt til mandens ord. Hans kæreste var blevet bidt af en horror? Det var ikke fordi at Derick følte noget had til de mørke væsner, ikke når han selv havde været en del af dem. Han havde tilmed været leder for et af de blodsugende væsner; vampyrerne. Han havde måske bosat sig i Manjarno, men det var kun så han ikke var så tæt på sine gamle minder, så han havde lettere ved at give slip på fortiden, for han havde jo trods alt boet i Dvasias med Denjarna i utrolig mange år. Han havde tilmed isoleret sig med den kvinde, for at gøre noget ud af forholdet, så det at denne mand måtte kæmpe for hans kæreste, for kærligheden, det kunne han godt nok heller ikke have det mindste imod, eller finde for umandigt eller noget lignende. Man var vel kun en mand, hvis man kunne tage vare på sin kvinde? Hvis man kunne passe på hende, gøre alt for hende? Det var jo hvad han selv havde prøvet på da han havde været sammen med Denjarna, men det havde så bare ikke været nok. De mørke øjne faldt på manden, hvor de hvilede ganske opmærksomhedsfuldt, for der var ingen tvivl om at han havde vundet hans nysgerrighed og interesse. Han lyttede blot videre på mandens ord. ”Dit vandproblem?” gentog han i en undrende tone, for det lød ganske underligt i hans ører! Det lød næsten som om at han var afhængig af vand, hvor han næsten ikke kunne lade vær med at skjule et morende smil, for det lød faktisk lidt tosset. At han så sagde at han havde brug for en person der kunne gøre hans kæreste normal igen, gøre hende til et lysvæsen igen, fik smilet til at falme, så han igen blev alvorlig, det var jo heller ikke fordi han ønskede at være uhøflig, men det lød bare lidt sjovt. ”Du har altså brug for en person, der kan magi, som kan tvinge horroren ud af din kæreste?” spurgte han roligt. Det var jo faktisk ikke det sværeste at gøre, og især ikke for en alkymist, de var jo trods alt bekendt med deres sorte magi, de var bekendt med at kunne lege med sjæle og alt det. Desuden, som Dødens Hævner, så skulle Derick jo skaffe nogle sjæle, og at skaffe en horror, et af de stærkeste væsner ville da klart være en bonus. Men det kunne jo også være farligt, hvis han skulle sørge for at hendes lysvæsen forblev i hende. Men det var ikke umuligt, og det kunne lade sig gøre at han gjorde det, hvis det dog var noget som manden selvfølgelig var interesseret i. ”Så har du brug for en alkymist,” tilføjede han roligt. Alkymister var jo trods alt den mest oplagte race at vælge, fordi det var inde på deres punkt, og så var det jo heldigt for manden at Derick netop var en alkymist. Han rakte hånden ud mod ham, blot for at få en ordentlig præsentation. ”Mit navn er Derick Imach Yaliiz Nightstar, og jeg er tilfældigvis en alkymist,” endte han med et skævt smil. Han kunne vel godt hjælpe denne mand? Det var jo heller ikke fordi at han havde noget bedre at tage sig til, så kunne han jo fint bruge tid på at hjælpe denne mand og hans kæreste med deres fuldmåneproblem, som han kaldte det.

[pierce]

Hvem denne mand måtte være, var noget som var ganske så uvidende for Pierce. Han var ikke typen der omgik folk fra landjorden, for han havde jo sine venner fra havet, og nu havde han jo så Malania. Sjovt at han egentlig skulle finde sammen med en jordgænger, og ikke en kvinde fra havet, for det havde jo altid virket så oplagt. Det ville også have været noget nemmere for ham, hvis han havde fundet en kvinde fra havet, for når han nu selv kom derfra, så ville han ikke have noget problem med havet. Han kunne dog ikke fortryde at han var faldet pladask for Malania dengang nede ved søen, for han var virkelig ikke herre over sine egne følelser, og han kunne virkelig ikke holde op med at elske den kvinde! Hun var bare.. alt det som han måtte ønske sig! Det var vel heller ikke forkert? Måske kom de fra hver deres verden, men det gjorde det jo også bare langt mere spændende, fordi disse forhindringer dukkede op, dog måtte han indrømme at han var træt af dette fuldmåneproblem, for hun fortjente virkelig ikke at skulle sidde inde med sådan et bæst! Og især ikke det bæst, som næsten havde været skyld i at de begge to var ved at dø! At manden måtte more sig over at han sagde ’vandproblem’ undrede ham ikke, men sandt var det jo trods alt. Han nikkede ganske roligt. ”Ja, mit vandproblem. Ser du.. jeg er fra havet, en havengel.” Hans stemme var en anelse lav, for han vidste ikke hvordan folk fra byen måtte se på ham, ikke fordi at han ikke var stolt af det, for det var han da helt bestemt! Han elskede at være en havengel, også fordi at han havde kæmpet for at få sit havblå sværd, som dog i øjeblikket måtte være derhjemme, for han ønskede ikke at vise nogen tegn på fjendtlighed, ikke når han så desperat havde brug for hjælp! Han nikkede endnu engang til mandens ord. Det var vel ret godt ramt? Han havde jo behov for en person der kunne magi, som kunne tvinge det bæst ud af hende! ”Det har jeg, ja,” istemte han roligt, og smilede et lille svagt smil. Der var ingen tvivl om at håbet var ved at forlade ham, for hvad skulle han gøre? Han prøvede virkelig på at finde en løsning, men det var bare så svært, når man ikke kendte nogen overhovedet! Men måske denne mand kunne hjælpe ham? Måske han kendte nogen som kunne hjælpe ham og Malania? At manden sagde at han havde brug for en alkymist, fik ham til at vende sin fulde opmærksomhed imod ham. Det indsnævrede da valgmulighederne, men hvor fandt han så en alkymist? Det var vidst nok et af mørkets væsner? Han vendte blikket mod mandens hånd, som han roligt gav et håndtryk, imens han lyttede til hans ord. Var denne mand.. Derick, alkymist? Hans turkisblå øjne, der var ligesom de smukke have, betragtede Dericks brune øjne. ”Er du alkymist? Kan du hjælpe os?” spurgte han lettere forundret, for han blev gjort helt målløs. Kunne denne mand virkelig hjælpe ham? Han rystede let på hovedet, for at komme sig selv. ”Men hvor er mine manere? Mit navn er Pierce Peceriaz,” hilste han roligt, hvor han gav Dericks hånd et fast og dog noget så taknemligt håndtryk.

[Deleted]

Denne mand måtte virkelig virke noget så.. desperat! Men det var vel fordi at han holdt af sin kæreste? Derick havde jo stået i samme situation mange gange, da han havde været sammen med Denjarna, der nu lå i graven et eller andet sted, hvis hun da overhovedet var blevet begravet, for hun havde begået selvmord, og hvorfor? Fordi at han selv var blevet revet fra hende, men nu var han i live igen, og det var virkelig ensomt, nu hvor han ikke havde nogen omkring sig. Men han overlevede vel nok? Det var lige før at livet var mere tomt end døden, så han ville virkelig ikke have det mindste imod at få lidt at lave! Det var ikke for at være uhøflig, da han smilede af mandens ord, men skulle han være helt ærlig, så lød det bare en smule komisk, at have et vandproblem. Han tog sig dog i at smile, og prøvede at lade vær, hvor han dog lyttede til mandens forklaring, hvor smilet faktisk måtte falme til hans ord. Kom han fra havet? En race af havet? Det var jo helt.. utroligt! I sin utrolig lange levetid, havde han aldrig nogensinde stødt på en race fra havet! Hans mørke øjne måtte falde ganske betragtende på denne mand, blot for at se tegn derfra. Det forklarede jo også mandens afslappede beklædning, for det lignede ærligtalt at han kom fra sandet. Han så ned mod mandens bare fødder, hvor der faktisk måtte sidde lidt sand, så det var jo ikke helt galt. Det kunne jo også godt være at manden var flyttet til stranden? Det ville da være en god fordel for ham, desuden var det jo et smukt sted at flytte hen, for der ville man kunne gå en masse gode ture, se de mange smukke solopgange og nedgange. ”En havengel, siger du?” gentog han roligt, og var faktisk lettere målløs. Han måtte næsten nikke helt anerkendende. ”Fascinerende,” endte han dog stilfærdigt, inden han smilede skævt. Så forstod han da bedre mandens vandproblem, nu hvor han var sammen med et lysvæsen, for han måtte være nødsaget af havet, hvor hans kæreste måtte være af ilten og lyset. At de så lige skulle blive ramt af dette fuldmåneproblem, var da virkelig en ærgrelse, og Derick kunne da godt hjælpe, for tiden havde han jo. At manden blev helt forundret over at han var alkymist, fik smilet til at brede sig på hans læber, for det så ud til at forundringen var gengældt. Han nikkede ganske roligt. ”Jeg er en alkymist,” forsikrede han roligt, og gengældte blot klemmet, inden han slap mandens hånd. ”Pierce,” mumlede han roligt, for at indprente navnet på hans nethinde, så han ikke ville glemme det. ”Mig en ære,” endte han med et muntert smil. Han drak det sidste af sin vodka, inden han stillede det tomme glas på bordet, for at vende blikket mod Pierce igen. ”Ja, jeg kan godt hjælpe jer.” Hans mørke øjne hvilede i mandens turkisblå, hvor hans læber besad det lille træk i mundvigen. Manden virkede så desperat efter hjælp, og han havde ikke noget at lave, så det kom vel som kaldet? ”Og jeg vil gerne hjælpe jer,” endte han stilfærdigt. ”Men hvis jeg skal uddrive en varulv.. en horror.. så er det nok bedste ved fuldmåne, for der vil ulven automatisk ud, frem fra sit skjul, så det vil være mest oplagt ved næsten fuldmåne.”

[pierce]

Pierce havde ikke noget imod at Derick fandt det morsomt, da han havde sagt at han havde haft et vandproblem, for sandt var det jo, og det lød sikkert også skørt for alle andre, der ikke kendte til ham, som ikke vidste at han var en havengel. Og han kunne da se at Derick forsøgte at lægge skjul på smilet, for ikke at virke uhøflig, og det var vel bare.. høfligt? Desuden var han ligeglad med hvad folk sagde om ham, for han ville virkelig bare finde en løsning på hans problem, og var det virkelig så svært at finde en enkelt person der kunne hjælpe ham og Malania?! Det virkede bare så.. umuligt, nu hvor han var gået i gang med sin søgning! Men han måtte ikke give op! Han kunne ikke give slip på håbet, for Malanias skyld! Det virkede virkelig bare som om at han søgte efter en nål i en høstak, og det var virkelig ikke særlig let! Måske fandtes der mange der kunne gøre det, men så skulle han jo også finde en der ville hjælpe ham og få det bæst ud af hende, for han anede jo ikke om det kunne blive farligt, hverken for den magikyndige eller for Malania, så det skulle jo også helst være en der var erfaren, en der kunne gøre det, så hun ville blive sig selv igen, blive til et lysvæsen, som hun havde været førhen. Han smilede ganske morende til Dericks reaktion, for det måtte virkelig more ham at han blev helt mundlam, og det fik da det morende smil væk fra hans læber. Han trak svagt på skuldrene, som han sagde at det var fascinerende. ”Vel ikke mere en nogen anden race,” svarede han med et svagt smil. Der var jo mange, mange flere racer end ham, som også var sjældne, og hans race fra havet var end ikke den mest sjældne! Det var Havets Vogter, for der var kun fire af dem, de var havet selv, og de var nok den mest sjældne race fra havet af, men så vidt han vidste, så var der ikke mange der måtte kende til havets race, for det havde Malania jo heller ikke. Den hvide bluse måtte skjule hans havblå vinger, der lå ind til hans krop, som var de en del af ham, så dem ville man ikke kunne ane, for han lignede jo et normalt menneske, ligesom de fleste racer måtte gøre, og det gjorde jo bare at han ikke skilte sig helt ud, skønt han var fra havet. Derick lignede jo også et menneske, skønt han var alkymist, hvilket dog et sted måtte få håbet i ham til at vokse, ville han mon hjælpe dem? ”Æren er skam helt på min side!” svarede han lettere beæret. Det var ikke for at virke indsmigrende, bare for at få mandens hjælp, men han blev helt håbefuld igen! At han så tilmed sagde at han kunne hjælpe dem fik smilet til at brede sig ganske let på hans læber. Det ville virkelig være fantastisk i så fald! At han gerne ville hjælpe, og at det var bedst ved fuldmåne, fik Pierce til at give Derick sin fulde opmærksomhed. Hvis det skulle være ved fuldmåne, så kunne det jo gå hen og blive risikabelt. Han havde jo måttet kæmpe med Malania ved sidste fuldmåne, og det var bestemt ikke let! ”Det kan blive risikabelt, og jeg ønsker ikke at der skal ske Malania noget.. Men hvis det er nødvendigt.. er det vel bedst?” Hans tone var en smule usikker, for skete der noget med Malania så tilgav han virkelig ikke sig selv!

[Deleted]

Derick prøvede slet ikke på at være uhøflig overfor Pierce, men at have et vandproblem lød bare så.. komisk? Uanset, så havde det dog gjort ham mundlam at vide at denne mand overfor ham var fra havet, for i alle hans år, havde han aldrig nogensinde mødt nogen der kom fra havet! Og det sagde virkelig ikke så lidt, for han var virkelig blevet gammel efterhånden! Han havde levet hele tre liv, vampyr, dødsengel og nu som alkymist, og han havde endnu aldrig mødt nogen af havets racer, så for ham var det virkelig fascinerende! Han overvejede ganske roligt Pierces ord, for sandt var det vel? Alle havde deres egne unikke evner, alle havde deres specielle talenter alle var forskellige, så det gjorde vel alle fascinerende? ”Så sandt..” medgav han ganske roligt, hvor han smilede et lille skævt smil. Han selv var vel ligeså fascinerende som Pierce? Han kunne sort magi, og han kunne tilmed hjælpe Pierce med at redde hans kæreste, han kunne tvinge denne horror ud af hende, men på den anden side kunne det også ende utrolig galt! Det bedste var dog ved fuldmåne, for det var der ulven automatisk ville ud af hendes krop, men som sagt kunne det blive risikabelt og det var vel vigtigt at Pierce også vidste det, for at give ham en mulighed for at bakke ud? Han nikkede ganske roligt til hans ord. ”Sandt.. det kan godt blive risikabelt. Og det er sandt at det er farligt at gøre det en fuldmåne, for det kan rent faktisk dræbe hende, hvis det ikke går efter planen, hvilket du også skal vide, du kan vælge at bakke ud nu men.. når jeg først er gået i gang må du ikke afbryde mig, for det kan dræbe hende, hvilket jeg ikke regner med du er ude på, så.. Men uanset, så er det op til dig om du vil, for jeg kan sagtens tvinge horroren ud af hende.” Han så ganske alvorligt på ham, for det var vigtigt at han også vidste hvad han gik ind til, for han var skam i stand til at uddrive en race fra en anden person, men.. det kunne godt gå hen og gå galt, hvis den anden race i hende, som tilsyneladende var lysvæsen, ikke var stærk nok.. selv små bagateller kunne ødelægge det, og det var ikke for at gøre manden nervøs, men som sagt var det bare vigtigt at han vidste hvad han kunne udsætte sin kæreste for.

[pierce]

Derick var bestemt ikke den første der blev overrasket eller fandt Pierce fascinerende, for det gjorde mere eller mindre alle, som ikke var vant til havets væsner, og det var ingen hemmelighed, at havets væsner typisk holdt sig til havet og racerne deri, for der var ikke mange der gad at have noget at gøre med racerne fra jorden. Han selv interesserede sig ikke for deres konflikter, men for ikke så lang tid siden, var han stødt på noget udsædvanligt, på det smukkeste som han nogensinde havde set; Malania. Hvorfor han var blevet så smask forelsket i hende, og tilmed ved deres første møde, det kendte han virkelig ikke svaret på, men hun var virkelig bare noget for sig selv! Det var vel ikke underligt at hun var blevet hans kæreste? At de var flyttet sammen? Han elskede hende og hun var den eneste der betød noget, det var derfor han var taget ud for at lede efter en person, der kunne hjælpe ham med at tvinge horroren ud af hende, for det var virkelig pinefuldt at se hende blive tortureret af det bæst, der levede inde i hende ved fuldmåne! Han lyttede opmærksomt til hans ord og nikkede ganske roligt. Han så ganske alvorligt på ham. ”Jeg tillader ikke at der sker noget med Malania! Men.. jeg.. jeg kan ikke bære at se hende sådan, når fuldmånen nærmer sig,” sagde han i en dæmpet tone. Det gjorde ondt at vide at hun blev revet itu inde fra og ud. Det dræbte hende jo i forvejen, og det dræbte lysvæsenet i hende. ”Hvad indebærer det helt nøjagtigt.. hvad er du nød til at gøre?” spurgte han sagte og så indgående på Derick, for var det alt for voldeligt eller smertefuldt for hende, så var han ikke sikker på om han ville takke ja til tilbuddet. Han vinkede ganske roligt bartenderen hen til sig og bad om et stykke papir og noget at skrive med, inden han vendte blikket mod Derick igen. ”Hvis du er sikker på at du kan tvinge det bæst ud af hende, uden der sker noget med Malania, så.. vil jeg takke ja til dit tilbud.”

[Deleted]

Det undrede nu ikke Derick at Pierce ikke ønskede at der skulle ske noget med hans kæreste, for sådan havde Derick jo også altid selv været. Han havde altid ofret alt for Denjarna, han havde villet give sit liv for den kvinde! Så han forstod udmærket godt Pierces frustrationer, og det var bestemt ikke sjovt! Det var vel også derfor at han ønskede at hjælpe ham? Han kunne tydeligt se hvordan manden var ved at miste håbe, ved at opgive troen på at finde nogen til at hjælpe, desuden var det jo ikke umuligt, han var skam i stand til det, det var bare vigtigt at det skete så snart som muligt, for jo mere de ventede jo mere ville lysvæsnet i hende dø ud. Horror var af mørkets væsner, hvorimod lysvæsner var fra lyset – det sagde navnet endda selv, så hvis ikke horroren kom ud af hende, så ville den nok overtage hende helt. En horror var jo allerede to væsner i et, varulv og vampyr, derfor var det også en kamp to mod en. Han lagde ganske roligt hånden mod Pierces skulder. ”Jeg skal nok gøre mit bedste Pierce. Jeg sørger for der ikke sker hende noget,” forsikrede han ham, hvor han smilede et lille opmuntrende smil. Han ville bestemt ikke tillade at der skete noget med denne Malania. Han trak svagt på skuldrene. ”Siden det er fuldmåne og ulven vil ud, så er det bedst at vi kan binde hende fast med … lænker, ser du, når fuldmånen kommer, så skal vi være et sted hvor strålerne kan ramme hende, så hun vil påbegynde sin forvandling, inden da, har jeg tegnet et pentagram som er en slags besegling. Jeg remser en masse ord op på et fremmedsprog, og når hun så er i gang med at forvandle sig vil jeg tvinge horroren ud af hende.. det er den eneste mulighed jeg har,” svarede han roligt, ”det er om ikke andet den letteste mulighed.” Han så ganske nøje på Pierce. Han havde skam ikke tænkt sig at lyve overfor ham, for det fik han jo ikke noget ud af. Han nikkede ganske roligt til hans ord. ”Jeg kan ikke love dig med sikkerhed at der ikke vil ske hende noget.. men jeg kan forsikre dig én ting; hvis du venter med at for det gjort, til om længere tid, så vil hun ikke længere have lysvæsnet i sig.” Han sendte ham et fast og alvorligt blik. Det var faktisk hans eneste mulighed.