This is something else!

[mubai]

Mubai fik grint færdigt og sagde så undskyld til Azura hvorefter han tog en mere fast mine på "eij jeg drillede dig bare, jeg er faktisk Varyl som vi bliver kaldt, jeg er en blanding imellem en avatar med ild evner og dette" han gjorder en gestus imod Azura "er min drage så jeg er også dragerider" han smilede og fik et glimt i øjet, han tog sin ene handske af for at vise dragemærket i sin hånd "og her er beviset" han rakte sin hånd frem og gemte den anden bag sin ryg sådan at han håbede at Yuuki ikke lagde mærke til det. Azura tårnede sig op over dem i stolthed da han blev præcenteret som sin drage og af venlighed rakte den hovedet ned imod Yuuki så hun kunne sige hej til ham "vi er rejsende" Mubai kiggede væk da han sagde det som om det gjorder ondt at sige og han knuede den hånd han havde gemt væk sammen

[yuuki]

Yuuki trak sin hånd til sig og holdte om den med den anden da han først begyndte at tale igen. Og for at være ærlig - så gav det ingen mening for hende. Hun vidste ikke hvad disse racer kunne eller gjorde godt for, men magi var det bestemt. Hun nikkede til hans forklaring og gemte et lille smil i mundvigen igen da hun sænkede blikket for et øjeblik, inden hun kigge på hånden han valgte at række frem mod hende. "Mærket?" Gentog hun spørgende og tolkede det straks som en form for magisk kæde mellem dem. Et specielt bånd der knyttede dem sammen. "Rejsende?" Gentog hun, denne gang undrende da det ikke gav mening for hende. Ganske som han bevidst ville gemme en enkel ting for hende fornemmede hun noget ikke var som det skulle være. Hun placerede en hånd over maven og kigge op på ham igen med et lettere bekymret udtryk. "Er du Ok?" Hun hentydet tydeligvis til hånden han gemte på ryggen og kunne ikke ignorere den fornemmelse.

[mubai]

Mubai nikkede "ja mærket er et bånd imellem mig og Azura det tillader at vi kommunikere og så meget andet, selv dragens magiske krafter deler vi" forklarede han og smilte "ja jeg rejser rundt da jeg ikke har noget fast sted at bo eller at være" han knyttede endnu engang hånden og denne gang så hårdt at det begyndte at gøre ondt, Azura pev lidt hvilket var usædvandligt for sådan en stor han drage som ham "rolig Azura" sagde han og klappede Azura med den frie hånd inden han tog sin handske på igen "ja jeg har det skam fint nok" sagde han og prøvede at smile et overbevisende smil "har bare nogen gange lidt ondt i hånden" sagde han og frigav en byldt på Azuras hald som før havde været svær at se, det var alle hans ejendele han tog et stykke brød frem delte det og begyndte at spise af den ene halvdel og rakte den anden imod Yuuki "sulten?" spurgte han for at prøve at få hende til at tænke på noget andet

[yuuki]

Hans forklaringer var vel så åbenlyse og godtagende nok til at hun ikke ville betvivle hans færd. Dog fik han hende ikke på andre tanker ved at ændre emne. Hun kunne ikke blot se det, men også fornemme den uro der fulgte med. Hun havde altid haft det sådan. Hendes blik endte med at flakke mellem dem begge og hun ville ikke slippe dette før han havde givet hende en forklaring på det. Yuuki ville ham intet ondt, men bekymringer og forstyrrelser i andres udstråling og aura var for tydelig for hende til at undgå at se. Godt nok havde hun engang sagt til Joshua; Ikke alle kan redes, det vil være nytteløst at drage land og rige rundt for at rede hver en sjæl der lå for døden. Og det var jo sandt et sted. Kun det man var i stand til at se kunne man ændre, hvorfor forsøge at gøre det anderledes.
"Din hånd.."
Endte hun bare brat og rakte sin egen ud for at tage i mod hans. Hun vidste han ønskede at skjule det, men lige så meget smerte det påførte ham og Azuras, lige så meget ville hun føle den irritation og bekymring hos ham og hun ville have det til at stoppe på en eller anden måde.

[mubai]

Mubai stoppede brat op med alt han var i færd med og det samme gjorder Azura "hvad er der med min hånd?" spurgte han venligt selvom han godt vidste hvad det var hun hentydede til, han kiggede fra Azura til Yuuki og tilbage igen, som for at finde en vej udenom emnet eller får Azura til at hjælpe ham men Azura lagde sig bare ned og med den ene forpote puffede han blidt til Yuuki for at skubbe hende hen imod Mubai. "jeg, det er bare et brandmærke" udbrød han til sidst og lagde brødet og smed handsken "ikke engang en engel kan få det til at forsvinde, de siger det er en del af mig nu og forsvinder det forsvinder dette" han frammandede en lille flamme i hånden gjorder den større og tilsidst slukkede han den "og det vil jeg ikke miste"

[yuuki]

Yuuki vidste at hun havde ramt plet og et sted havde hun det skidt med det, men hun kunne og ville ikke se hen over den fornemmelse det gav hende.
"Vær nu ikke dum!"
Bad hun pludselig og så på ham med betydeligt følelsesladet øjne. Hun nægtede at give sig til at græde og valgte i stedet at træde tættere på ham da først Azuras puffede hende tættere på ham.
Hans ord og den irritation i hans ord var i et split sekund som at se Joshua normalt - ikke meget men blot for et sekund.
"Hvem ville nogensinde fortælle dig sådan noget? Din krop har taget skade og er ikke i stand til selv at heale det som er ødelagt..."

[mubai]

Mubai kiggede undrene på hende "hvad mener du?" han var blevet fortvivlet over det hun havde sagt "min mor havde bragt mig til nogle engle efter jeg havde brændt mig og hun fandt ud af at jeg ikke kunne heale det selv" forklarede han "og de fortalte at hvis brændmærket tingen forsvant ville mine ild evner også "fik det at vide af hende inden hun døde" han så lidt trist ud af tanken men lysede op efter Azura havde brummet lidt *Det er ikke din fejl* han havde haft ret, Azura, men derfor var Mubai stadig fortvirvlet og forvirret over hvad Yuuki havde ment med det hun sagde, kunne hun måske hjælpe ham eller ej?

[yuuki]

Yuuki endte med at bøje hovedet forover og mindedes tidligere episoder hvor hun bare blev grebet for let af sit skiftende humør. "Jeg beklager, hvis det lød lidt hårdt... Mubai, men kroppen er formet på en bestemt måde, dine magiske evner ville aldrig nogensinde falde fra ved at du simpelt vælger at heale det igen." Forklarede hun stille og vendte blikket let mod dragen. "Magien eksistere inde i sjælen og er medfødt, du bør ikke frygte for dit indre fordi dit ydre ændre sig." Hun smilede ganske let og hviskede blidt til Azuras; "Selv hvis jeg mistede mine vinger ville mine evner stadig ikke forsvinde." Hun bakkede let tilbage og samlede begge hænder for brystet næsten i en bøn. Et lyst oplyste ganske let hendes hud og ud fra ryggen foldede de to store vinger sig ud. Blikket vendte hun derefter mod Mubai, med et let smil i mundvigen da lyset først havde dæmpet sig helt igen.

[mubai]

Mubai gik flere skridt baglens, dette havde han dog ikke forventet han faldte ned på røven, Azura fik også et chok og brummede faretruende og rejste sig og pustede sig op overfor Yuuki, ikke i frygt men i chok over dette pludselige træk "wow" var det eneste Mubai kunne sige han var helt mundlam og blindet af det dejlige lys, han så på hende da lyset var forsvundet og så vingerne, han måbede og var nærmest gået i chok "jamen jamen... jamen det kan ikke passe" fik han fremstammet, Azura brummede stadig faretruende men var dog ikke oppustet mere, han stod på alle 4 ben med hovedet bag om mubai og munden halvt åbent med ild klar til at skyde af, opskræmt

[yuuki]

Yuuki havde end ikke ænset nogen af deres reaktioner før end at lyset havde lagt sig fuldstændig og hun endte med at se undrende til, da Mubai sad på jorden og dragen var krøbet om bag ham. Hun sendte ham et forsigtigt undskyldende smil og satte sig på knæ i græsset en anelse trist til mode. Hænderne placerede hun i skødet og blikket vendt i jorden. Hun forsøgte da alligevel at smile bare en lille smule, men hun ville ikke skræmme ham. "Det var ikke min mening at skræmme dig..." Hun så op på ham igen. Det var svært at vandre frit omkring med disse store hvide vinger. Hans reaktion var anderledes, men alligevel havde hun haft på fornemmelsen at det var på en dårlig måde. Hvilket det bestemt ikke var ment som, men hvad kunne hun gøre ved det?

[mubai]

Mubai kom på benene og gik hurtigt hen imod hende "jamen du jo en engel" sagde han forbløffende og chokeret på samme tid "og nej du skræmte mig ikke, fik bare et chok fordi jeg ikke havde forventet det" han blev rolig og ænsede slet ikke at Azura stadig stod klar til at angribe. Mubai rakte sine hænder frem imod Yuuki for at hjælpe hende op og stå, han smilede undskyldene "jeg troede bare du var et normal menneske" han have et undskylndene tonefald *en engel?* tænkte han for sig selv *måske hun kan prøve at heale min hånd selvom jeg ikke tror det vil hjælpe da det ikke hjalp da jeg var barn* Azura brummede og lukkede munden så ilden i den blev slukket *hun er ikke en rigtig engel eller er hun* det var en tanke Azura satte i hovedet på Mubai så han måtte spørge "er du virkelig en rigtig engel?" han forventede ikke hun svarede men han måtte bare spørge, der væltede en masse spørgsmål igennem hans hoved han gerne ville have svar på men han turder ikke spørge "undskyld, det var måske ikke det rette at spørge om det var ikke min mening at" han bed sig i løben og knuede sin ene hånd *har jeg mon dummet mig nu?* han følte sig som en idiot

[yuuki]

Som før følte hun sig efterladt i farten når han valgte at reagere. Yuuki var slet ikke skruet sammen til at kunne følge med ham og finde ud af hvorfor at han gjorde som han gjorde og derfor endte hun med at sidde stille og se spørgende på ham. Hans udtale, hans kropssprog, han overvældene venlighed og hensynsfulde varme - alt dette så skræmmende unormalt for hende at opleve. Hvis ikke hun vidste bedre ville hun helt bestemt dømme ham til at være en langt ude alien! hun forstod ikke hvorfor at han hævede hendes væsen bare hun trak sig det mindste? Det var uvant.
Alligevel rakte hun ud efter begge hans hænder og greb fast ved og trak sig op og stå igen. Han var som en stor kontrast til Joshua - et bevis på at hun måske ikke kendte til alt her i verden. hun ham blot køre sit ordspil og kom til at smile venligt uden at slippe hans hænder. Hendes dybe himmelblå øjne hvilede stadig søgende ind i hans, med henblik på at skabe en kontakt.
Hun kom til at klukke let da han virkelig spurgte hende om hun var en engel; "Det er jeg" Svarede hun blot simpelt. Der var ikke nogen grund til at starte en sø-forklaring på; hvorfor.

[mubai]

Mubai smilede da hun svarede ham "undskyld min sådan reaktion men som sagt var jeg ikke klar på dette" sagde han og vente sig imod Azura "fik du dit svar nu?" han havde et glimt i øjet som fik Azura til at brumme af glæde. Mubai var fyldt af lykke, han havde aldrig mødt en engel siden, han som barn var med hans mor hos en engel. Han troede de var forsvundet eller blevet jagtet væk, *dette er bare for vildt* tænkte han og gik stille og roligt hen til Azura *kan du virkelig heller ikke forstå vi har fået lov at være så heldig?* han klappede Azura lidt og rakte så sine hender imod Yuuki igen som gestus til at hun skulle komme nærmere Azura "jeg er helt mundlam" begyndte han stille "jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre, og det gør Azura heller ikke, han har aldrig mødt en engel før og jeg kan ikke huske hvordan man skal være når man er i nærheden af en engel" forklarede han men kiggede mest på Azura og talte som var det mest til ham selv, han vendte sig rundt "hvor kommer du egentligt fra?" spurgte han spørgende bare for at skifte emne væk fra at hun var en engel

[yuuki]

Yuuki så egentlig blot til den reaktion som Mubai kom med og et eller andet sted så morede det hende. Så varm en følelse og glæde ved at se noget man ikke var vant til; * ... Ligesom det med joshua!* En flygtig tanke der hurtigt tog smilet af hendes læber igen. Hun lagde en hånd over hjertet ved mindet og kunne stadig fornemme at hun havde ønsket det var anderledes da hun havde givet udtryk for sit savn. Yuuki var end ikke normal i nogen tilfælde; slet ikke når det kom til Joshua. Hun knyttede stille hånden over hjertet og vendte blikket glædeligt tilbage mod Mubai da han rakte hænderne frem mod hende. Med et let smil rakte hun gensidigt ud efter hans hænder og først da hun fik et blidt greb om dem stivnede hendes smil ganske let; han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig? Yuuki var overrasket og bøjede hovedet ganske let da en latter brød frem så blid. hun tvang sig selv til at se på ham igen efter lidt tid med det varmeste blik hun endnu kunne præstere. Det føltes underligt, men hun var inderligt glad? "Ikke vær så bekymret. Jeg møder selv sjældent andre til trods for at jeg ikke bor alene - nu hvor du spørg, så du behøver ikke tænke på etikette."

[mubai]

Mubai ante ikke hvordan han skulle reagere så Mubai valgte og bukke for Yuuki "jeg må videre, klokken er ved at være mange" og med hastige skridt samlede han sine ting sammen, og hoppede op på Azura's halskam, og fløj imod søen