This is something else!

[yuuki]

Dagene er lange når man egentlig sidder og tænker over det i længden...

Sådan fandt Yuuki sig ofte siddende på mansionet i Dvasias, så snart at Joshua drog afsted ved daggry. Denne gang fandt hun bare ikke den største lyst til at blive liggende i den store bløde seng for at finde hvile. Solen hun var så van til, himlen så stor og blå med den friske brise gennem håret. Hun følte en mild ængstelse og derefter det blide smil over hendes læber, da hun mærkede det kildende græs omkring hendes bare ben; liggende i græsset.
Hendes lange bløde, blonde lokker trak hun hen over sin venstre skulder i et nemt fingerspil, der skabte en løs fletning. Den åbne eng var facinerende! Så meget liv! Hun kunne ikke undgå at savne det i længden selvom at hendes venten på Joshua altid lå hende først på sinde. 'Joshua....' Hendes smil sank ind og tankerne begyndte at flyve omkring hende. Roligt vendte hun sig om på siden og strøg sine fingre blidt gennem de fine græsstrå. Det virkede absurd sådan som tingene umiddelbart udspillede sig mellem dem for tiden, men hun kunne intet andet end at se til for at finde ud af hvad der mon var grunden til det. Stille lukkede hun øjnene i; bare liggende i simpel menneskelig siluet og sine vinger på magisk vis skjult. Hun lignede et menneske uden sine vinger og det var sådan Joshua bedst kunne lide det; troede hun!
Lille og spinkel var hun, næsten helt gemt væk til trods for at hendes pastelblå kjole, med små pufærmer, korset om livet og blonde lign dekorationer ville være tydelig at skimte i solens stråler.

[mubai]

Mubai kom løbende over engen så hurtigt han kunne, han blev ved med at kigge sig tilbage, men det var ikke tilbage kiggeri som var det på jorden nogen jagtede ham, han kiggede skråt op i luften som om noget flyvende jagtede ham "du kommer bare an" råbte han imens han løb der var vingesus over ham og så ændrede Mubai retning da suset var foran ham, det var ikke til at se nogen steder hvad der jagtede ham. Han løb rundt og ændrede hele tiden retninger han var ligeglad med hvad andre på engen tænkte som altid, han løb som om han løb for sit liv han så skrægslagen ud samtidig. Han løb lige imod en pige som lå på engen, men han havde ikke set hun lå der, han hoppede over hende og væltede så omkuld og lå sammenrullet i græsset

[yuuki]

I sit stille sind havde Yuuki ikke haft den fjerneste idé, om at andre ville drage nytte af engens brede horisonter. Hvilende i græsset ganske fredeligt bemærkede hun fjernt en voldsom aktivitet. Hun slog øjnene let op og netop i sekundet så hun overrasket til da nogen eller noget hoppede hen over hende. Selv i solens skær kunne hun intet se, men nysgerrigheden greb hende instinktivt og hun satte sig roligt op og så sig omkring til hendes dybe himmelblå øjne fandt hvile på... et menneske? Hun valgte at blive siddende stille og betragtede denne unge mand nøje. Hvad mon han havde gang i ? Vinden susede gennem hendes hår og hun fangede et par lokker ganske svagt og førte dem bag sit øre. Hans stilling i græsset virkede spøjst og hun sad med et undrende blik og hævede øjenbryn. "Det kan vidst ikke have været helt sundt" Mumlede hun for sig selv og fandt det ikke klogt at tiltale ham til at starte med, da det umiddelbart ikke så ud til at han ikke var alene. Hvem var her ellers? Eller hvad.. ? Hun vendte sig igen kort omkring sig selv for at være sikker på der ikke var nogen andre i nærheden. Måske at Marnjarno ikke var helt som Dvasias, men aldrig skulle man tage for let på sine omgivelser - Et faktum hun havde gjort erfaring med når hun var på mansionet!

[mubai]

Mubai lå smilende i grasset og tænkte ved sig selv *det var dog dælens* han lå lidt længe og kiggede bare op i luften han hørte vingerne fra Azura feje over himlen men kunne ikke få øje på ham han råbte grinende "der fik du mig dog din snyder du fik hjælp" og med et set efter at have sagt det huskede han pigen som havde lagt i grasset han satte sig op og så hende sidde der "orh godt du ikke er kommet noget til eller er du?" spurgte han let og kom derefter elegant på benene og gik over imod hende "undskyld jeg troede ikke der var andre i nærheden" han så undskyldene rundt som om han forventede at se andre men det så ikke sådan ud *hvem er hun? hun ligner ikke helt et af de mennesker jeg har set før* han rode lidt rundt i sit hår så det kom til at sidde igen og græs og andet spøjst faldte ud af hans hår, han kiggede klumpet på hende og overvejede grundig hvem denne pige var

[yuuki]

Hun tog enhver af hans bevægelser i betragtning eftersom at han kom på benene, tiltalte hende og... undskyldte? Havde han gjort noget forkert? Hun sad blot og kiggede på ham med en blanding af nysgerrighed og undren. Var det meningen at hun skulle tilgive ham for noget der ikke var sket? Det forvirrede hende ærlig talt. Uden at vende blikket; De dybe himmelblå øjne væk fra ham, tog hun hans skikkelse i betragtning. Det var ikke noget videre ukendt for hende, men den eneste som ellers rigtig havde tiltalt hende ganske spontant havde været Joshua. Kunne hun måske stole på ham? Hun rystede stille på hovedet til hans spørgsmål og sendte ham et kort venligt smil.
"Slet ikke"
Svarede hun med blide stemme. Yuuki's udseende var omtrent det der kunne mistolkes, som en ung pige, men hendes fulde levetid i år var omkring de 40; og når man tænker på en engel ville hun ikke være mere end lige knap en lille pige. Det hang alt sammen i hendes fortid; minder hun end ikke kunne erindre længere.
Hun så sig igen omkring og fik stadig ikke øje på andre end lige ham; var han virkelig alene?

[mubai]

Mubai smilede "orh det var godt, det kunne godt være du var kommet noget til" han gik hen imod hende stille og roligt og betragtede hende nøje *er hun mon farlig?* en tanke slog ned i ham, det var ikke hans egen tanke men en andens, han vidste godt hvem, han vendte hovedet imod himlen og mumlede til svar "hun ser meget fredlig ud" hans blik ændrede sig til forskellige steder på himlen "nej hun ser ikke ud til at have våben eller vil slå mig ihjæl" sagde han lettere irreteret og kiggede derefter på hende for at se hendes reaktion på at han talte med sig selv han afventede at hun ville sige han var sindsyg eller sådan noget og stod og kiggede på hende og tankerne fløj rundt i hovedet på ham "jeg hedder Mubai" sagde han forsigtigt for han vidste ikke om hun var til at stole på, han vente sig hurtigt om da hans bue og pilekokker landte på jordern bag ham som var det faldet ned fra himlen han samlede det op og tog kokkeret på ryggen og buen beholdte han i hånden, han var klar hvis der skulle ske noget

[yuuki]

Yuuki vidste ikke helt hvordan hun egentlig burde reagere eller så og sige tackle denne her situation. Alene det faktum af at han stod og snakkede med sig selv gjorde hende helt paf og hun endte med blot at glo forvirret på ham. Hun rejste sig og så sig omkring endnu engang, men trådte ikke just nærmere mod ham da først hans våben endte bagved ham. Hun kunne ikke læse hans signaler og anså ikke dette som et just fredeligt tegn. Hun endte en anelse bekymret; hvem eller hvad var han? Og hvorfor tvivlede hun?
Det var alt sammen sket undertiden hun havde boet hos Joshua. Tilliden til enhver havde hun efterhånden fået indskrænket til Joshua alene, da de andre intet godt havde vist hende, men denne unge mand virkede ikke som dem, så hvorfor? Prøvende trådte hun et skridt tilbage, men hun for at øge afstanden mellem dem en smule. Måske var der andre tilstede? end kun lige dem..

[mubai]

Mubai kiggede spørgende på hende, han vidste overhovedet ikke hvad det var hun havde gang i og det gjorder ham også lidt utryg, han prøvede spørgende "hvem er du?" han rakte hånden frem i en lille gestus imod at han ikke havde tænkt sig at bruge sin bue "jeg giver dig ret tror også hun er bange" sagde han lettere mumlende men stadig godt nok til at han håbede hun hørte det, han tog sin bue om på ryggen som endnu en gestus til at han ikke ville skade hende. Mubai begyndte at små grine for sig selv "nej tror ikke hun er en underlig vanskabning af en fulg du kan spise" svarede han og faldte så sammen af grin

[yuuki]

Han var virkelig noget helt ved siden af Joshua! Så ved siden af at det næsten føltes en smule ubehageligt. Armene slog hun om sig og stod blot og kiggede spørgende på ham, men stadig uden at sige det mindste. En ting var helt sikkert! han snakkede med en anden - dog kunne hun ikke rigtig se hvordan det skulle kunne lade sig gøre. I stedet for at føle trygheden forsvinde ved hans måde at være på endte hun virkelig som et stort spørgsmålstegn efter hans sidste bemærkning. Noget spiseligt...?
"Ehm..."
Det hang overhovedet ikke sammen for hende. Det var ikke engang fordi hun ikke ville forstå det, hun kunne bare ikke! Og her troede hun at det var nok kun at kende til forskellen mellem Engle og Dødsengle - hun skulle snart blive klogere.

[mubai]

Mubai smilte "hvad så? du ligner en der vil sige noget?" han kiggede op på himlen og pegede så over sin skulder, det var ikke til hende men til noget andet, noget kom susende tæt over hovederne på dem, det var en stor sort drage med oragne gule vinger og røde afmærkninger "Azura der blev sagt der" sagde han bestemt og endnu engang susede dragen over hovederne på dem og landede derefter hvor der blev peget hen. Azura brølede mildt imod ham. "ja ja jeg ved godt du er her" sagde Mubai og gik med hastige skridt hen til dragen og klappede den hårdt som var det en hund "jah du fik mig er du glad nu så?" dragen brummede helt nede fra maven og Mubai grinte let og havde glemt alt om pigen et kort sekund, han vendte sig "hvor uhøfligt af mig ikke at advare dig, han er lidt drilsk engang imellem, han er heller ikke så gammel selvom han ser fuldvoksen ud" Mubai skævede til Azura

[yuuki]

Midt i al sin forvirring omkring denne fremmede, kunne hun finde en velkendt mavefornemmelse - Nysgerrighed. Næsten helt som at blive vendt på en flad tallerken vendte hendes opmærksomhed helt mod dette overdådige væsen. Det intense, venlige blik hun straks fik blev velledt med et smil til trods for at hun blev stående. Forbavselse hændte hende sjældent, men følelsen var mere end blot vidunderlig. Fortabt i en verden af facination lagde hun en hånd over sit hjerte for at føle rytmen af hendes hjerteslag. Ligesom første gang hun havde fået øje på joshuas store sorte vinger stod hun nu og beundrede dette væsen. Hvorfor, forstod hun ikke helt, men hun følte sig et sted beroliget af sin facination. Så det var dette væsen der havde fulgt ham over engen. En helt anderledes stemning lagde sig omkring hende, men intet hun var nervøs for overhovedet. Med lidt vilje tvang hun blikket tilbage på den unge mand - tabte smilet en anelse, men stadig kunne skimtes i mundvigen. Et forsigtigt skridt tog hun frem mod dem begge, men stoppede så op igen da hun vedte blikket op på dragen igen. Ikke af frygt, men for at kunne tage dens fulde form i blik.

[mubai]

Mubai smilede da han så hun begyndte at gå imod dem, han havde ikke forventet at hun ville begynde at gå tættere på for det havde han dog aldrig oplevet i sit liv, han gik et par skridt hen imod pigen for at stå imellem hende og Azura, han kiggede op på Azura med et alvorligt søgende blik *hun er harmløst* tænkte han da han så at Azura tog en dyb indånding så den var kamp klar og den skrabede i jordern som for at fortælle den var ikke glad for dette træk "rolig min dreng, hun er harmløs" sagde han "jeg tror ikke hun vil gøre os noget" han kiggede stift på ham og dragen brummede og sendte en tanke i hovedet på Mubai *hvordan kan du vide dette når du ikke engang kender denne skabnings navn* og Azura havde ret han kendte ikke engang pigens navn han vendte sig imod pigen og kiggede på hende og studrede hende "hvad hedder du egentligt spurgte han? og måske du skulle være lidt forsigtig han er lidt aggrasiv overfor fremmede" Mubai grinte mildt, ikke af sjov men mest for at prøve at berolige hende hvis hun ville blive opskræmt over det han lige havde sagt

[yuuki]

At hun standsede sine skridt var måske et klogt nok træk. Til trods for at hun intet ondt havde i sinde. Hun kunne knap nok begribe at dette store majestætiske væsen var virkelig. Hun ville kunne mindes mange historier hvis ikke hun var underlagt Alkymisternes magi, for hendes eget helbreds skyld. Hele hendes milde væsen var ikke til at tvivle i hendes udstråling, især ikke under disse omstændigheder.
Yuuki vendte sin opmærksomhed mod ham efter han spurgte til hendes navn og hun så spørgende, men venligt op på ham. Det var forunderligt, den glød som brændte i hans øjne ligesom ved Joshua; hvad mon det var?
"... Yuuki"
Endte hun blidt, men med en tydelig, venlig undertone. Hun var ikke bange for at se ham i øjnene og hun gjorde det nysgerrigt. Det virkede besynderligt et sted, men det måtte vel være hende som Engel.
"Hvad er du?"
Spurgte hun nysgerrigt og kunne virkelig undre sig over dette lille mystiske fænomen.

[mubai]

Mubai kiggede fornøjet på hende "jah 3 gang er lykkens gang" sagde han og lo højt "Yuuki siger du? pænt navn frøken" han skævede til hende for at få bekræftet at hun nu også var frøken, Azura skrabte stadig lidt i jordern men faldte så til ro og slog hans vinger ind "Ja Azura hun er villig til at snakke så hun kan da ikke ville skade mig" sagde han så fornøget *hun er for venlig til at være et menneske* tænke Mubai for sig selv da hun havde spurgt ind til hvad han var "mig? jeg er bare en simpel bonde dreng" prøvede han at fodre hende af med, men små grinte da han havde meget svært ved at holde masken ved dette svar, Azura brummede dybt *DIG BONDE DRENG?* tanken fra Azura skød lige ind i hovedet på Mubai og da han mærkede reaktionen fra Azura faldte han fuldstænding sammen af grin, Azura havde drejet hovedet væk fra dem i foragt

[yuuki]

Et sted havde hun ventet med en iver på hans svar, men hvad var dette? Et lille smil brød frem på hendes læber helt uventet da han svarede hende og bagefter ikke selv kunne holde masken. Hun knyttede let sin hånd op for munden for at skjule sit smil over hans reaktion. Et sted kunne man vel aldrig skjule glæden i øjnene når den først var brudt løs. 'En simpel bonde dreng' Hun købte den ganske vidst og ville ikke stille yderligere spørgsmål til det, men i stedet;
"Hvad er så dette?" Hun løftede sin højre hånd og lod en blid finger stryge langs med hans venstre øjenbryn.
"Denne gnist og energi... den er... speciel.." Hun trak hånden tilbage en anelse, nærmest som om at der var gået et lys op for hende. Hun vidste det ikke, men hans indre - der var noget ubeskriveligt, men ikke på nogen dårlig måde.