One step at a time..

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny kunne sætte sig og sige, at hun udemærket forstod han situatuon, hun kunne vove og påstå, at hun kendte frustrationen over, ikke at være i stand til at gøre noget som helst, men det ville være en løgn. Det var sandt at hun følte med ham, han lå i sengen, ude af stand til at gøre noget som helst, han havde været en stor konge og en stor hærfører, og nu var han svækket så kraftigt, at det aldrig ville blive en realitet igen, hun forstod det ikke men hun følte i den grad med ham! Hun betragtede ham, og overvejede hvordan det måtte være, at have hende ved siden af, hvilende så tæt til hans nøgne krop, og han var end ikke i stand til at betragte hende, han var ikke i stand til at se hende i øjnene, om ikke andet så forsøgte hun at forstå. En dikke Nathaniel kunne gøre meget ved, langt de fleste af hans skader, og det var tydeligt at det plagede Fabian, ligeså meget som det plagede hende. For hendes del handlede det om, at han endnu var i live, man kunne kalde hende egoistisk, men det var sådan det var. Destiny puttede sig ind til hans krop, koncentrede sig end ikke for at lade varmen brede sig under dynen og ligge sig hen over deres kroppe. Hans arme omkring hende, gjorde hende tryk, hvilket glædede hende for han var i stand til at holde hende tryg og beskyttet, selv med de mange handicap han havde fået sig. Alec ville skulle betale for dette, nøjagtig som hans bror havde gjort det, men det var en anden dag, en anden tid, tingene stod travlt nok som det gjorde, og hun havde mange planer, mange ting at skulle nå ikke mindst. Dermed var der desværre ikke megen tid til at passe og pleje ham, og af netop den grund, kom tjenestefolkene og så til ham i ny og i næ, som regel var det dog Lynn, der var under dækket bekymret veninde, der blot ville holde ham med selskab, hvad skulle de gøre uden? Det sitrede i hele hendes krop, hun havde ikke styr på, hvor mange minutter hun havde ventet på de ord, hvor mange drømme der havde skullet til, blot for at få lov til at ligge hvor hun gjorde. Selvom intet ord kom frem over hans læber, så var det tydeligt hvor han ville hen med dem, og det fik hende blot til at smile. Han behøvede end ikke at sige så meget som et ord, før Destiny havde forstået hans modvilje overfor hvilen, hun vidste at det var alt han gjorde, men han behøvede mere, desuden var det vel en temmelig urolig søvn? Hvad hun ikke ville gøre, blot for at være i stand til at forstå ham, for det andet var bestemt også frustrende for hendes del! ”Dit stædige æsel.. ” mumlede hun muntert og himlede med øjnene. Hun var ganske sikker på, at de før eller siden ville finde ud af det, hans skader havde ingen effekt på hende, hun frygtede ham ikke, afskyede ham ikke, og hun skulle nok sørge for, at han atter skulle få en mening frem i livet, det var ikke nu tiden var inde til at give op! ”Hold ud for min skyld” hun plantede et kys mod hans tinding, og lagde sig derefter ned igen, for at betragte skabet foran hende, som var det pludselig blevet langt mere interessant end noget andet, endnu engang lod hun sig opsluges af hendes egne tanker.

[Deleted]

Fabian regnede ikke med at nogen kunne sætte sig i hans situation. Han var gået direkte fra toppen hvor han havde været en respektabel mand, frygtet og hvad vidste han til at falde direkte til bunden, hvor han kun kunne sige, at han var direkte afhængig af andre. Han kunne intet se, han kunne ikke sige så meget som en eneste lyd, da hans stemmebånd var så ætset at end ikke Nathaniel kunne gøre noget ved det, og så vidste han, at den i den grad også måtte være slem. At Lynn kiggede til ham, var nu heller ikke noget som han havde noget imod. Så længe, at der ikke var alt for mange inde ved ham af gangen, så havde han heller ikke noget problem med det. Alt det andet blev virkelig bare for meget, det blev for stressende for ham og så gjorde det ham kun langt mere frustreret end det som han havde brug for lige netop i dette øjeblik, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han blev liggende og med Destiny i favnen. Nok havde han taget fejl af hende og Faith helt tilbage da de mødtes for første gang, selvom det nu var Faith som han mere havde glemt og kun Destiny som han havde haft i sine tanker. Det var jo hende som han faktisk gerne ville hjem til, selvom det i den grad frustrerede ham, at han slet ikke var i stand til at kunne sige de store ord til hende. Det var en ting som Alec i den grad havde revet fra ham og på denne grusomme måde! Hvad ville folk ikke sige når de så ham? Tanken var ham direkte frustrerende, for han havde altid været den slags som gik utrolig meget op i lov og orden, ret og med alt det som det nu måtte indebære på den ene eller den anden måde, så var det jo bare.. sandheden på sit vis? Han måtte vel bare prøve at klare sig med det lille og sølle liv som han nu havde? Også selvom det havde en mening når hun endelig var der og kunne han ikke sige det med ord, så måtte han jo trods alt også vise hende det med denne form for handling, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et stille smil. Han kunne jo næsten fornemme, at hun måtte vende øjne af ham, hvilket han faktisk måtte finde til dels morsomt. Stædig var i den grad også noget som han var og det var noget som han var klar over. Han sendte hende næsten et så uskyldigt smil som han kunne, hvor han bare blev liggende med hende. Han elskede hende og det var ham virkelig en frustration uden lige, at han slet ikke var i stand til at skulle fortælle hende det på denne her måde! At bede ham om at holde ud, var faktisk frygtelig meget at bede ham om. Han havde jo ikke længere nogen værdighed? Han trak vejret dybt og slap det i et lydløst suk. Han endte dog alligevel med at nikke til hende. For hende, så var han faktisk villig til at gøre.. alt? Ikke fordi at det var en tanke som han direkte kunne sige sig, at være vant til, for det var han bestemt heller ikke. Han lagde armene trygt og stille omkring hende, kun for at skulle trykke hende helt tæt ind mod sin egen krop. Han ville have hende tæt på. Nu hvor hun måtte være hans øjne og hans blik, samt hans talsmand på den ene eller den anden måde, selvom hun forstod lige så meget af ham som alle andre.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Når det kom til Destiny, så var hendes vej gået modsat af Fabians. Hun havde været en kvinde, som ingen kendte til, som levede af intet, og som ikke ejede nogen former for respekt, til at være en dronning i et land der lå imellem, til at tage sig af vigtigt papirarbejde, til at tilegne sig respekt fra folkets side. Hun ville ikke vove og påstå, at hun forstod Fabian, hun kunne kun, gøre sit bedste for at klare hans hverdag op, og hjælpe ham igennem det, med de midler som hun nu måtte have. Hun vidste at selv de stærkeste, før eller siden ville stå svage, og denne gang var turen nået til ham. Hendes varme fingrer, spillede kærtegnende hen over hans bryst, hun kunne føle hvordan det hævede og sænkede sig, i takt med de slag hans hjerte slog, en lyd som virkelig kun beroligede hende. Hun havde trods alt frygtet, at Alec ville have slået ham ihjel for længst, og alligevel lå hun i hans arme, og lyttede til hans hjerte. Hun slappede af på en anden måde, nu hvor ordene var sagt, også selvom han ikke selv, havde været i stand til at gengælde dem direkte med ord, det var ikke nødvendigt. Efterhånden var det ligeså gået op for hende, at hun ikke længere stod i Faiths skygge, at hun var glemt, og at Fabian havde blikket for hende, nøjagtig som hun havde ønsket sig, siden den aften, han havde skænket hende et kys, der slet ikke havde været forbeholdt hende. Smilet hvilede på hendes læber, som de mange billeder viste sig i hendes sind. Det havde uden tvivl været en lang rejse, fuldt med alt for mange bekymringer, og selvom han så dette som en skidt ting, så var Destiny betydeligt lettet. Blikket hvilede mod hans ansigt, hvor stædigheden direkte stod malet. Han havde ikke tænkt sig at sove foreløbigt, det kunne hun allerede konkludere nu. Et sted måtte hun håbe at den stædighed, var nok til at hjælpe ham igennem dette. Hun sukkede, og plantede et stille kys mod hans kind ”Hvis du ikke vil hvile, hvad vil du så?” spurgte hun lidt mere direkte, også selvom det stadig var med blid tone. Hun forstod udemærket kedsommeligheden i, altid at ligge i denne seng og hvile, for det var en ting han måtte få af vide, af mere eller mindre alle efterhånden. Destiny nød af varmen fra dynen, og hans nøgne hud under hendes fingrer. Som taget ud af en drøm, som hun havde drømt hver eneste nat, siden den aften han tog hende med til hendes første bal ”Du skylder mig stadig en dans” påpegede hun lidt pludseligt, nu hvor det bare var en tanke der måtte slå hende. Katastrofeballet, og Samuels flugt, havde snydt hende, og hun brød sig altså ikke om at blive snydt! Hun prøvede virkelig desperat, at give ham noget positivt, noget at holde fast i, også selvom det bestemt ikke var nemt, hun gjorde sit bedste, også det ikke altid synes som nok. Ansigtet begravede hun mod hans bryst, indåndede den lune duft, der var fyldt med duften af ham, en som hun altid havde elsket, og som altid havde formået at gøre hende rolig.

[Deleted]

Det var jo slet ikke fordi at Fabian ønskede at være en sådan en belastning, selvom han i tide og utide, faktisk ville have ønsket, at Alecander bare havde slået ham ihjel, for det havde været langt mindre pinligt og flovt end det som han måtte stå med i denne situation. Destiny var selvfølgelig den eneste som kunne lyse hans hverdag op, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Nu hvor han endnu en gang havde fået varmen, så var det noget som han i den grad godt kunne mærke og selvfølgelig var det også noget som måtte spille en utrolig stor rolle for ham selv, for han hadet virkelig at ligge der som svag! Hans verden var endt i det tunge mørke, han kunne ikke få så meget som en eneste lyd frem, eftersom Alec virkelig havde formået at ødelægge hans stemmebånd til uigenkendelighed, så end ikke Nathaniel kunne gøre noget ved det. Han blev bare liggende og med armen om hende. Hvis hun dog bare vidste hvilke tanker som han normalt ville have gjort sig når han lå der alene, for noget af det værste i hans øjne, var netop det faktum, at han måtte være så skræmmende afhængig af alle mulige andre, for det var virkelig noget af det værste af det hele, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hans strøg hende roligt over ryggen. Nu havde han fået sagt de store ord på sin måde, selvom han virkelig var ked af at han ikke kunne give hende dem verbalt, for det var bestemt også noget af det som han ville elske i sig selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for det var faktisk bare den rene sandhed og på alle måder endda, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Han gjorde ikke andet ned at ligge i sengen. Han havde sine stunder hvor han prøvede at rejse sig, selvom man slet ikke kunne sige, at det var nemt. Han havde ikke nogen anelse om hvor tingene måtte stå placeret og han ville i den grad heller ikke ligne en idiot at skulle gå ind i tingene på denne her måde, for det hele var virkelig pinligt nok som det var. Han trak let på skuldrene. Han var bare.. træt af at ligge i sengen og hun var også den eneste som måtte komme ham så tæt, at han lod bare lidt af de gamle facader falde til jorden. Hans øjne var tydeligt ødelagte, så det var også en grund til at han holdt dem lukket. For hans vedkommende, så gjorde det jo heller ikke nogen forskel. Han var.. pinligt forarget over sig selv. Hendes forespørgsel til dansen, var noget som direkte måtte overraske ham, for.. det havde han glemt. Det var heller ikke fordi at han kunne tænke meget over det bal eller den tid tilbage fra dengang, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Et svagt smil passerede hans læber. Han skyldte hende det jo faktisk fra balaftenen, hvor han var ked af, at han ikke havde været der til at føre hende ud på gulvet, men det var ligesom om at der var noget som var kommet ham lidt i vejen for at gøre det. Han endte med at slippe hende og satte sig op, idet han rejste sig op og vendte sig mod sengen. Den kendte han i det mindste placeringen til. Måske lidt ustabilt på benene, men hvorfor ikke? Han rakte hånden mod hende, som han tydeligt måtte bede hende op til dansen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Sandt at sige, at Fabian ikke gjorde det nemt for nogen på dette sted, men der var heller ikke nogen, der ikke ønskede at hjælpe ham. Specielt Lynn gjorde sit allerbedste, for at gøre ham tilpas, hendes mange besøg havde også tydeligt sat præg på værelset, med de mange blomster, der endnu holdte sig i live, ganske vidst på magisk vis, men de var smukke. De var også alle klar over, at Fabian ikke var i stand til at se dem, men det var vel blot det at vide, at man i det mindste blev tænkt på? Desuden nægtede Destiny, at lade ham ligge der i sengen og føle sig direkte ubrugelig, hun skulle nok udtænke en måde hvorpå, han igen kunne føle sig som noget værd, frem for blot at have ondt af sig selv. Hvilke tanker han gjorde sig i løbet af en dag alene, turde hune nd ikke at forestille sig, for hun vidste at dette var et stort tab for ham, og de gjorde hende direkte urolig. Ganske stille strøg hun hans bryst, forestillede sig hans stemme tale til hende, hun savnede at lytte til den, lade sig forfører af den, som det hun altid havde gjort. Desuden kunne han ikke se hende, han kunne ikke se den ærlighed i hendes blik, nu hvor hun havde givet ham de store ord, og det i sig selv var noget det plantede en enorm frustration. Det at hans arme hvilede omkring hende, skabte kun en fornemmelse af tryghed, hun nød at hvile der, som det hun altid havde drømt om at gøre, de havde vel været en smule langsom i optrækket? Selv valgte hun dog at se klart på det hele. Det var stadig Fabian, han gav hende blot mulighed for at tage pauser ind imellem, som hun virkelig nød af, gav sig selv mulighed for at hvile hos ham bare lidt, desuden så kunne hun gå omkring på hendes værste tidspunkter, uden at bekymre sig om hvordan hun så ud, hun ville ikke frygte at hendes kæreste, ikke ville blive en mand af handling, fordi det omtrendt var det eneste han kunne, selvfølgelig var dette blot alle de positive sider, udelukkende fordi det var sådan hun tvang sig til at tænke, hvilket slet ikke var noget hun havde gjort normalt. Tiden havde udviklet hende, hun var ikke længere den løbende utroværdige kvinde, hun var blevet en af retfærdighed og loyalitet, og med benene solidt plantet på jorden, som den eneste af hendes andre trillinger. Ganske stille slap hun ham, som han valgte at rejse sig. Hun fulgte ham en anelse nervøs med blikket, lettere bange for, at han ikke ville være stabil nok på benene, han havde trods alt ikke været oppe af sengen, i temmelig lang tid. Et lille smil spillede om hendes læber, idet han rakte hånden ud mod hende. Dynen slog hun væk, lod hendes halvnøgne krop blottes, se hun behøvede end ikke være bange for stjålne blikke selvom.. det ikke ville gøre hende noget, så lang tid, det var ham der var tale om. Det røde hår lagde sig igen omkring hendes ansigt. Hendes hånd lagde sig i hans ”Med glæde” hviskede hun stille. Så længe hun var der, kunne der vel heller ikke skedet vilde? Hånden lagde sig mod hans hofte, hun plantede et stille kys mod hans hage. Man kunne roligt sige, at Destiny nød, endelig at kunne gøre det uden generthed, uden at vide hvor vidt hun bar retten til det eller ej, for.. han elskede hende jo?

[Deleted]

Hvilke tanker at Fabian gjorde sig igennem en dag når han var alene, var slet ikke noget som nogen anden foruden Nathaniel måtte kende til, og det var også sådan at han agtet at holde det. Den mand kunne han da om ikke andet, så kommunikere en smule med, og det var noget som kun gjorde ham glad og det lettede ham da om ikke andet, at han havde nogen at lukke sine mange frustrationer ud på. Han var pinligt forarget over sig selv, han var flov over hans tilstand og det at han pludselig var afhængig af absolut alt og alle omkring sig. At folk tænkte på ham, vidste han godt, hvilket faktisk lettet ham en hel del, for han følte sig virkelig bare som en byrde for alle og han hadet virkelig den tanke! Specielt når han havde været så vant til at være sig selv, selvstændig og kunne gå sine egne veje og nu kunne han ikke gøre noget som helst alene. Han kunne ganske rigtigt ikke se blomsterne, men han kunne dufte dem. Ud fra racen, så brød han sig faktisk ikke om den søde duft, men tanken bag var jo selvfølgelig det som talte og man kunne jo heller ikke beskrive ham som en fuldkommen dødsengel. Der spillet meget andet ind for ham, for han havde heller ikke haft den form af opvækst, selvom hans egen i den grad havde været slem nok som den var. Han elskede hende, at han jo så ikke kunne sige det til hende, var jo så en frustration nok i sig selv, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Øjnene forholdt han lukket, for han kunne allerede godt tænke sig til, at synet bestemt ikke måtte være kønt af sig. Strøgene mod hans bryst, var noget som gjorde ham temmelig rolig igen, for det var virkelig, virkelig rart også for ham. Nok kunne han ikke se hende, han kunne ikke se ærligheden i hendes blik, men han kunne høre den i hendes stemme og det var det som gjorde det hele så meget bedre, også for hans vedkommende. Som han havde rejst sig fra sengen af og havde vendt sig mod hende, så kunne han også godt mærke, at han stadig måtte være let ustabil på benene, men igen, så havde han jo ligget ned så længe. Et stille smil bredte sig på hans læber, som hun tog imod. Han skyldte hende det jo trods alt og nu hvor der var ro til at de kunne danse bare de to, så gjorde det jo kun det hele så meget bedre. Han trak hende tæt ind til sig, hvor han forsigtigt lagde hænderne på hendes hofter, hvor han trak hende forsigtigt tættere på sig, hvor han begyndte at indlede det hele i en mindre dans. Han var nødt til at gøre det forsigtigt, for han havde jo ikke rigtigt nogen anelse om hvor møblerne måtte stå og det var vel også en tanke som virkelig måtte frustrere ham voldsomt. Kysset mod hans hage, var kun noget som fik ham til at smile. Hun elskede ham og det var noget som han også tydeligt kunne fornemme og det var noget som også gjorde det langt nemmer for ham, at skulle fortsætte kampen for at genvinde bare lidt af det som man kunne beskrive som et værdigt liv, for meget af det var der bestemt ikke tilbage af det. Ikke fordi at det var i de tanker som han måtte tænke, når han var sammen med hende, selvom han udmærket godt vidste, at han ikke var meget værd længere. Han kunne jo ikke engang beskytte den kvinde som han måtte elske mere end nogen anden længere! Han sukkede indvendig, hvor han plantede et stille kys mod hendes pande. Det var trods alt hende, som gav hans liv bare en mindre mening og var det lys i hans ellers nu så mørke tilværelse.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny var desværre ikke i stand til at læse hans tanker, og nu hvor hans blik ligeså var dødt, så gæblev dety bestemt heller ikke nemmere for hende. Hun var en stærk kvinde, og Fabian havde formået at bryde hendes grænsemurer, og trængt dybt ind i hendes sind og sjæl, hun var villig til at tage den kamp op, uanset hvilken holdning han efterhånden måtte have til livet. Destiny så intet flovt i hans nye tilstand, på trods hun udemærket forstod at det heller ikke kunne være let for ham, så stor en mand som han havde været, hun ville ikke skamme sig over at stå ved hans side, så meget kunne hun sige allerede nu, selvom det vel var en ringe trøst? Måske han ikke var i stand til at gengælde hendes erklæring med direkte ord, men hans mimen var nok, for om ikke andet så havde han heller ikke afvist hende, hvilket hun havde været bange for, hun kendte trods alt til hans fortid, også selvom den mand lod til at have ændret sig, hvilket kun var til hendes egen lettelse. Det stille smil hvilede om hendes læber, som han var endt med at byde hende op, det var en umådelig sød tanke, og han skyldte hende det i den grad også, efter alt det der var sket under ballet. Et sted måtte det lette Destiny, at han ikke var i stand til at se hende med det bekymrede udtryk, hun var slet ikke i tvivl om at han ville ryste på hovedet af hende. Det var jo tydeligt, at han ikke på nogen måde, var sikker på benene endnu, hnathaniel havde dog også forklaret hende vigtigheden af, at han fik lov at bruge de muskler, så han ikke ville ende fuldkommen stiv, en dans var vel heller ikke den værste måde at tilbringe tiden på. Roligt lod hun sig fører rundt på gulvet, stille og roligt, med en tydelig bekymring for hans vaklende ben. Hænderne lagde sig mod hans bryst, hun trak sig tæt ind til ham, de stod alene på et værelse, der var vel heller ingen grund til, at lade det forblive skjult bag en mur af forsigtighed. Det var afslappende. Hun lod hovedet hvile mod hendes hænder, mens blikket stille gled i, blot for at nyde det lille øjeblik hun endelig måtte få med ham, for det var bestemt ikke mange øjeblikke, hun var trods alt en tra.. Det bankede på døren. Destiny stoppede ikke op ”Kom ind” kaldte hun en anelse irriteret. En vagt bukkede for dem, med tydeligt opspilede øjne, ved at se de to nøgne skikkelser, så tæt op af hinanden i en blid dans ”Der er bud efter dem i tronsalen, Deres Majestæt” hun bukkede høfligt igen. Destiny slog øjnene op, og hvis blikke havde været i stand til at dræbe, så havde denne vagt for længst været død. Hun sukkede og slap stille Fabian ”Jeg kommer” det var intet andet end en svag mumlen. Hun trak kjolen tilbage over hovedet, og vendede sig mod Fabian, for at skænke hans mundvie et lille kys ”Jeg kommer snart igen.. Undskyld” hviskede hun stille. Roligt forsvandt hun ud af den åbne dør, som endte med at glide i efter hende, for at følge vagten ned gennem de lange gange, det var hvad hun ville kalde direkte elendig timing!

// Out

[Deleted]

De mange tanker som Fabian måtte gøre sig, var noget som han slet ikke kunne styre. Han ville til tider bare ønske at Alec havde gjort det af med ham fra start af, for det havde virkelig været meget nemmere, også for hans eget vedkommende. Det havde sparet ham for så meget og det usle og sølle liv som han nu skulle leve – Være afhængig af andre og deres hjælp og ikke være i stand til at gøre noget selv, det var slet ikke et liv som han fandt værdigt! Det eneste som lyste det bare en smule op, det var faktisk Destiny. Hun var den eneste som kunne få ham på bare en smule andre tanker, selvom det bestemt heller ikke var nemt i sig selv. Destiny kunne finde så mange andre perfekte mænd derude, som faktisk også ville være i stand til at beskytte hende, for det var slet ikke noget som han under nogen omstændigheder ville være i stand til. Nathaniel kunne ikke gøre stort, det havde han jo allerede meldt af med det samme, og det var virkelig også det som havde taget modet fra ham. Revet det direkte fra ham og efterladt ham i et temmelig så sort hul. At få ledt tankerne lidt hen på andre tanker, var faktisk også noget som gjorde det godt for ham selv. Han havde brug for at røre sig lidt og få rørt de mange muskler, for det var bestemt heller ikke noget som var nemt nok i sig selv, når han ikke rigtigt gik nogen steder. Han gjorde ikke rigtigt noget som han ikke var sikker på, at han faktisk kunne gøre på egen hånd, så dette var faktisk noget som kun måtte gøre ham direkte vred og rasende på en mærkværdig måde. Han lod armene stille søge om hende, som han startet ud i en dans. Det var faktisk urolig rart at stå der sammen med hende og at have hende tæt på sig selv på denne her måde, for det var noget som skete så frygtelig sjældent! At glæden så skulle være så frygtelig kortvarig, da en vagt måtte ende med at stå i døren, var noget som direkte måtte gøre ham rasende! Man var jo trods alt heller ikke dødsengel for ingenting! Han sukkede stille i det indre, som han stille valgte at give slip på hende. Pligterne kaldte, det vidste han godt, og det var jo heller ikke fordi at han ville definere sig som noget direkte betydningsfuldt mere. Han kunne jo ikke gøre noget uden at folk skulle stå klare med en hjælpende hånd! Han nikkede blot for at vise hende, at han forstod at hun ikke havde noget decideret andet valg end at gøre dette. Han bed sig svagt i læben. Endelig havde han haft hende så tæt på, så skulle det jo selvfølgelig ødelægges! Han rystede stille på hovedet, som han vendte sig direkte mod sengen, som han endte med at give det hårdeste spark som han nogensinde havde forårsaget, hvilket resulterede i, at det stærke træ faktisk måtte flække. Han gled ned hvor han satte sig på sengekanten, hvor han samlede hænderne foran sig. Endnu en gang ladt til sig selv.. Ikke fordi at det var noget som overrasket ham som sådan, for han krævede opmærksomhed og han krævede tid, hvilket han virkelig måtte hade mere end noget andet! Han var virkelig frustreret og nu fik det jo kun lov til at hobe sig op endnu en gang. Kunne Alec ikke bare have slået ham ihjel?!

//Out