One step at a time..

[Deleted]

Hvilken tid det måtte være på døgnet, kunne Fabian desværre ikke vide. Hans verden var mere eller mindre det rene mørke, selvom det nu ikke var noget som han måtte være synderligt begejstret for, så var der intet at gøre ved det lige for nu. Han lå i Destinys seng og med dynen godt pakket om sig, selvom han stadig ikke formåede at finde nogen varme og han hadet det! Han havde været hjemme i et mindre stykke tid og det var først nu, at han selv var begyndt at skubbe dynen af sig, for at komme lidt rundt forbi og bevæge sig lidt, så han kunne komme ordentlig i gang igen. Han fik maden serveret på sengen, selvom han som regel nægtet at spise det når han ikke var alene, for han måtte selv finde ud af tingene! Det var han vel også nødt til? For alt det andet var virkelig ikke noget andet end direkte pinligt i hans øjne og det sagde virkelig heller ikke så lidt, for der skulle meget til, før han ville se på tingene som pinligt! Regnen piskede mod ruden og det blæste frygtelig godt, så meget kunne han da høre.. igen var han gået mere eller mindre i selvsving omkring det hele, for han lå igen med det brændende ønske om at Alec ikke bare kunne have slået ham ihjel i stedet for alt det andet, for det ville virkelig have været meget bedre end det her! Destiny havde hovedansvaret som dronning af dette land og derfor var hun jo heller ikke inde ved ham hele tiden. Han ville virkelig også bare blive vred om det havde været sådan. Han lukkede øjnene stille. Efterhånden så havde han formået at tage igen meget af den søvn som han havde været snydt for igennem det sidste lange stykke tid. Nathaniel tilså ham til tider og sørgede for at få bugt med noget af den frustration som han måtte brænde inde med på denne måde, netop fordi at han ikke var i stand til at kommunikere med Destiny. Det var i den grad noget af det som måtte gøre det hele til noget af det værste som han nogensinde havde oplevet! Han tog forsigtigt omkring dynen og vendte sig om på den anden side. For mange kunne det se ud som om, at han sov og det var mere eller mindre også det som han måtte være ude på, for han ønskede virkelig bare fred efterhånden, selvom det virkelig ikke var noget som bare kom.. Nej! Der var alle de lyde som han slet ikke vidste hvor måtte komme fra.. alle de lyde som man slet ikke lagde mærke til normalt og nu kunne han høre det hele på denne måde, og det var virkelig ikke behageligt! *For satan da..* tænkte han vredt for sig selv, som han alligevel endte med at sætte sig op. Han gned sig i øjnene. Nu gjorde det heller ikke ondt mere, selvom han ikke kunne se det mindste. Han var ude af form, han var langt mere slank end det som han måtte være muskuløs og det var alt sammen på grund af hans ophold i Dvasias. At vingerne ikke var der, var i sig selv noget som han måtte vænne sig til, for det var bestemt heller ikke nemt for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han rettede på puden igen, idet at han måtte kaste sig ned i sengen. Han havde virkelig ramt bunden denne gang og det hul, det var virkelig så dybt, at det måtte være fuldkommen umuligt for ham at komme op. Destiny var der jo selvfølgelig som en hjælp, men han havde virkelig bare det ene lille problem, at han slet ikke måtte ønske at være så afhængig af hende som det han var endt med at blive. Det var virkelig frustrerende, for det burde være ham som måtte passe på hende og ikke omvendt! Det var virkelig bare frustrerende når det var så slemt som det måtte være nu, for det var virkelig ikke noget andet end direkte forkert! Han knugede omkring sengetøjet og pakkede sig selv godt ind i dynen. Det var stadig umuligt for ham at holde på varmen på egen hånd. Han kunne simpelthen ikke finde ud af det, og det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var en ganske stille aften. Mørket var langsomt ved at falde på, dagene hvor det nærmede sig hurtigere var utrolig tætte. Det var end ikke sent, men den overskyede himmel fik det kun til at føles langt værre. Selve slottet var beskyttet mod det vejr som trængte på udefra. Der var en uhyggelig stilhed. Hver vagt stod på sin plads, så efter hende når hun strøg forbi. De kendte hendes hemmelighed, det gjorde alle, og hun var den eneste som direkte valgte at være blind for den. For hundredogtressenstyvende gang for denne dag, strøg hun langs gangen mod hendes kammer. Måske hun var dronning og i den grad ikke kedede sig med alt der var at lave i denne stund, så var der også andre ting som måtte passes. Den mand som lå i hendes seng, det var et par timer siden hun havde været ved ham sidst, han mistede forbandet hurtigt varmen efter hans lille besøg hos Alec. Bare det at få ham hjem i den tilstand han var kommet i, var noget som tydeligt måtte bekymre hende. Døren til kammeret gled stille op. Hun ignorerede fuldkommen de vagter der allerede snart måtte kende alle hendes rutiner når det kom til dette, det var de samme tidspunkter hver eneste dag. Selvom gardinet var trukket for, var det tydeigt at høre hvordan regnen direkte blev slået mod vinduet af den kraftige vind som måtte rive i absolut alt udenfor. Et kort sekund priste Destiny sig lykkelig for at være her. Manden lå fuldkommen alene. Døren gled i bag hende med et lille klik ”Det er bare mig” hendes tone var blid og næsten forsigtig. Det var blevet gjort klart for hende at han ville være i stand til at høre hende men ikke se hende, det gjorde som sådan ingen forskel for hende, det eneste der virkelig var fustrerende var tanken om aldrig at høre hans varme stemme igen. Det var i det hele taget svært at kommunikere, men igen.. Pointen var bare at han var hjemme og han var i den grad også savnet. Med elegance bar hun sig roligt en smule længere ind i lokalet, betragtede hans skikkelse.. Hun var slet ikke i tvivl om at han var ramt af en enorm fustration, men et sted var hun virkelig glad for at hun ikke var i stand til at høre hans tanker, for hun tvivlede på at det var nogen hun ønskede at høre for tiden ”Sikke et uvejr” påpegede hun ud i stlheden hvor intet svar hverken kom eller ville komme. De slanke fingrer strøg igennem hendes store røde krøller der fyldte og indrammede hendes milde ansigt. Et mindre suk forlod hendes læber, idet hun stille gled ned på sengekanten ”Jeg ligger min hpnd mod din kind” hviskede hun stille. Det var hurtigt gået op for hende at hun forskrækkede ham ved blot at gøre tingene, hun ville lade ham vide det, det var virkelig ikke fordi hun ønskede at gøre ham ondt. Netop som hun havde sagt, lagde hun forsigtigt den varme hånd imod hans kind. De ru skægstubbe føltedes behagelige under hendes silkebløde håndflade. Han havde været en forbandet stolt mand, noget som hun agtede at hjælpe ham med at blive igen. Han var iskold.. Ikke at det var overraskende der var trods alt en grund til at hun befandt sig her. Hun bed sig en anelse usikkert i den bløde underlæbe, det var flovt at spørge om, men det ville hjælpe ham, det var vel også udelukkende ferfor hun ønskede at gøre det? ”Jeg vil nødig gøre hverken dig eller mig forlegen, min kære.. Men du er kold som is.. Det vil være langt nemmere at varme dig hvis det er hud mod hud.. Alt du behøver at gøre er at nikke eller ryste på hovedet” rødmen var steget i hendes kinder, det var i disse stunder hun var glad for at han ikke var i stand til at se hende. Hjertet slog de faste slag, hvorfor reagerede hun sådan allerede nu? For pokker, han lå uden synet og hun var den blinde? Eller forsøgte hun endnu blot at lade som ingenting? Kunne hun snart blive ved?

[Deleted]

For Fabian kunne man ikke direkte sige, at det var stille, for han kunne høre hver eneste lille lyd omkring ham og det var virkelig frustrerende, hvis han ikke kunne finde ud af hvor lydene måtte komme fra! Hans sanser var skærpet allerede, så han kunne selv høre dem ude på gangen længe inden de kom ind p værelset, selvom det nu ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkmmende, da specielt ikke når han ikke vidste hvem eller hvad det var som måtte komme! Han var blevet mere eller mindre fuldkommen hjælpeløs g den fornemmelse var bestemt ikke behagelig på nogen måde, når han var så vant til at være det stik modsatte! For pokker da, hans stolthed havde endda overgået Faiths og se ham nu! Han fant det direkte pinligt, at det var sådan her at det hele var endt i den anden ende, for det var virkelig ikke en tanke som faldt ham det mindste på plads så han kunne acceptere det, det var det virkelig ikke på nogen måde. Han bed sig svagt i læben, som han endnu en gang kunne høre skridt nede af gangen. Efterhånden så kunne han genkende Destinys skridt fra alle de andres, så det var end ikke noget som man skulle tage fejl af, for hun var også den som opsøgte ham mest når det endelig måtte komme til stykket, hvilket han i den grad heller ikke havde det mindste imod. Det var noget som han faktisk måtte nyde noget så frygtelig godt af på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han lukkede øjnene ved Destinys første ord. Det var ham blot en bekræftelse på, at det måtte være hende, så han vendte sig blot stille mod hende. Han kunne høre hende, men det var også det eneste og det var noget som selv var ham en frygtelig frustrerende tanke! Hun skulle virkelig være glad for, at hun ikke kunne høre hans tanker, for hun ville virkelig ikke være glad for det som hun ville kunne høre, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet! Han nikkede blot til hendes ord, som han lod hendes hånd falde mod hans kind. Nu hvor han vidste at det kom, så var det slet ikke noget som kom bag på ham som de mange andre gange. Han måtte glædeligt erkende, at det var langt nemmere for ham at faldet til ro når hun var der, end når han var alene eller sammen med nogen anden, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sukkede indvendig. Det var jo ikke fordi at han kunne få så meget som en lyd frem på nogen måde. Hovedet lod han stille søge mod hendes hånd. Kunne han, så ville han næsten bede Destiny om at slå ham ihjel, for det andet her, han kunne simpelthen ikke fordrage det! Den stolte mand som han havde været, det var slet ikke noget som han kunne blive igen.. Det var ikke noget som han havde troen på, på nogen måde overhovedet. Alec havde virkelig bare taget hans liv fra ham og efterladt ham som intet andet end en tom skal.. Han ønskede virkelig bare at dø et sted. Han priste sig virkelig lykkelig for, at Destiny ikke kunne høre ham! Han var iskold.. Han havde været så kold, at han slet ikke kunne få varmen igen og det var også det som han var et offer for nu. Han mærkede godt, at hans hjerte slog lettere fast mod hans bryst ved hendes ord. Det var slet ikke sådan at han havde ventet sig, at skulle have hende så tæt på! Han åbnede øjnene stille, selvom han ikke kunne se det mindste. Hans øjne var fuldkommen ødelagte og på alle måder som man overhovedet unne forestille sig endda. Han endte dog med at nikke, hvor selv en svagere rødmen måtte træde frem i hans kinder. Varmen skulle han have og hvis det var denne måde, at han kunne vinde bare lidt af den tilbage på, så var det virkelig også bare det værd i hans øjne. Desuden så vidste han udmærket godt, at han ikke havde noget at skulle skjule. Han tog stille fat omkring hendes hånd idet han satte sig op i sengen. Han fjernede forsigtigt skjorten fra sin overkrop. Han kunne sagtens klæde af sig selv. Helt hjælpeløs var han dog i den grad ikke!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny var udemærket godt klar over at Fabian måtte tage stilheden på en ganske anden måde end det som hun selv gjorde. For tiden følte hun slottet virkelig stille,men hun var også vant til det som hun ville vove at påstå, var alt for mange mennesker. Det var ikke fordi hun selv havde prøvet at miste så vigtige sanser, men hun vidste at man ikke kunne leve uden dem, uden at de andre måtte styrkes en del, han var vel ikke i tvivl om hvornår det var hende som måtte komme og hvornår det var en anden? Det var også bare blevet en fast rutine at søge til ham et par gange om dagen, ligge ved ham og forsøge at holde ham varm, men det hjaælp jo lige meget, så nu ville hun forsøge sig med noget ganske andet! De isblå øjne betragtede let hans skikkelse. Om ikke andet så ville han snart være i stand til at komme mere op af sengen, hun var skam ked af at måtte være sådan over ham, og sørge for at han aldrig ville være alene, men det var slet ikke fordi at hun ønskede at miste ham igen, der havde hun været og der skulle hun aldrig mere hen. Regnen var agrresiv. Hun følte og fornemmede det, det var som var det den der skabte hele stemningen selv nu hvor hun måtte sidde her og halvvejs snakke med sig selv, eftersom der aldrig rigtigt kom nået svar. Hun læste ganske enkelt hans kropssprog. De blide fingerspidser strøg varmt og kærligt over hans kind. Det var vel blot blevet en vane at forklare ham om enhver lille detalje så han alligevel var i stand til at følge med mere eller mindre hele tiden. Han var ikke i stand til at se hende, det betød intet, han kunne lytte til hende og det var mere end rigeligt, ikke mindst fordi at hun måtte erkende at det gav hende langt mere selvtillid, han var ikke længere i stand til at afvise hende ved hjælp af ord. Hans rødmen lod blot en varme brede sig i hendes eget indre. En stor stolt man som ham med den farve i kinderne, det var slet ikke meningen at gøre ham forlegen, men igen kunne hun kun nyde godt af det faktum at han ikke var i stand til at gennemskue hendes rødmen. Destiny nikkede blidt, fingrene rakte ud efter hans skjorte også selvom han ganske hurtigt selv fandt frem til den og begyndte at tage den af. Hendes fingrer fjernede sig som var det is hun var endt med at møde, hun trak hænderne tæt ind til sig med det bankende hjerte. Det var jo ikke fordi at hun ville virke ivrig. Dette var slet ikke måden hun havde forestillet sig at skulle klæde ham af på, det måtte hun et sted erkende var tanker som hun ganske tit måtte tænke over selv nu selvom hun vidste at det var dybt forkert. I en smidig bevægelse rejste hun sig op. Kjolen blev trukket over hendes eget hovede, landede et tilfældigt sted på gulvet. Et sted savnede hun reaktionen på den fregnede krop fra en mand, men hun tænkte ikke rigtigt over det denne gang ”Jeg kravler hen ved siden af” påpegede hun med den yderst lille tone, for hun følte sig et sted virkelig forlegen. Den bløde madras gav efter under hendes vægt, den var umådelig blød, det var også først nu at det gik op for hende hvor udmattet hendes krop egentlig måtte føles. Hun ventede tålmodigt til han selv var blevet klædt af, der var heller ingen grund til hast, også selvom hun virkelig måtte erkende at hun ville nyde det.. Bare for en kort stund vel og mærke, skænke ham den varme som han uden tvivl måtte behøve, det var der virkelig heller ingen tvivl om på nogen måde.

[Deleted]

Det var aldrig nogensinde stille for Fabian. Der var lyde mere eller mindre overalt og det var som regel af slagsen som man normalt ikke lagde mærke til, så det var noget som han tydeligt måtte være et offer for den dag i dag, hvilket i den grad heller ikke gjorde det nemmere for ham, for det gjorde det svært for ham selv, bare at faldet til ro! Så længe, at Destiny var sammen med ham alene, så var det langt mere nemt for ham på noget tidspunkt. Han lukkede øjnene igen. Bare det, at han ikke behøvede at ligge her alene, var noget som i den grad kunne gøre ham noget så frygtelig tryg og det sagde virkelig heller ikke så lidt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han havde så meget som han ønskede at fortælle hende, men som han aldrig nogensinde ville få muligheden for. Han huskede hende mere eller mindre som den kvinde som han fulgtes med til ballet da han have set hende for første gang og det var noget som han aldrig nogensinde ville glemme. Hun var ikke en erstatning for Faith som han aldrig nogensinde havde haft muligheden for at få, hun var ham en fantastisk veninde den dag i dag og han måtte ærligt indrømme, at hun også var noget af det som han måtte savne noget så frygtleig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han sank klumpen i halsen, også selvom det faktisk måtte svide en smule. Han måtte stadig kunne mærke det hele fra dengang hvor han havde haft syren i halsen, for det kunne stadig til dels gøre ondt. Han havde altid været en forbandet stærk, stolt og stædig mand og nu kunne man jo bare se på ham.. Han var langt mere afhængig af nogen nu end det som en lille dreng eller pige måtte være og for en som ham, så var det virkelig direkte pinligt på alle måder, det var da helt utroligt! Han kunne simpelthen ikke have den tanke! At hun havde fået ham til at rødme, var slet ikke noget som faldt ham det mindste i smag når det endelig måtte komme til stykket. Han nikkede stile til hendes ord, som hun måtte klæde sig af og kravle op ved siden af ham. Det glædet ham da, at hun ville sige hvad hun gjorde, så han kunne følge med i stedet for at skulle rende fuldkommen forvirret rundt, for det var virkelig noget som måtte frustrere ham noget så voldsomt! Nathaniel var den eneste som lettede hans mange frustrationer for tiden og det var bestemt heller ikke nemt på nogen måde. Han snakket med ham og avde det ikke været for ham, så havde han i den grad også faldet fra allerede for længe siden. Han smed bukserne stille af og endte mere eller mindre blottet for hende, som han stille lagde sig ned i sengen og mere eller mindre blot kunne vente på at hun ville komme til ham og lægge sig helt tæt. Han prøvede at undgå at ryste, selvom det virkelig ikke var nemt, for han var virkelig iskold igen, selvom det kun var timer siden hun havde været inde ved ham sidst. Han vidste det, for han havde efterhånden fundet ud af, at der gik nogenlunde samme tid mellem hvert af hendes besøg, selvom han ikke havde noget imod det på noget tidspunkt. Han trak vejret dybt som han måtte vende sig i retningen af hende, hvor han bredte sine arme, som han ville byde hende velkommen i hans trygge favntag. Nok kunne han ikke beskytte hende som han irkelig burde have gjort det, men der var virkelig ikke noget andet som han direkte kunne gøre ved det lige nu. Han var ikke længere manden, en med stolthed eller styrke.. Han var blevet svag, kylet ned i bunden af rangstigen og han hadet det virkelig. Han sendte hende et svagt smil og nikkede blot. *Kom til mig, Destiny..* var tanken som strøg igennem hans tanker. Han ønskede virkelig bare at have hende tæt på sig igen, ligesom de ganske få gange som havde været ellers.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Et kort øjeblik strejfede tanken om hvordan hun selv nød regnen slå mod ruden, det var en lyd som plejede at berolige hende I selv hendes mest urolige nætter.. For ham var det vel så meget anderledes? En så kraftig lyd umulig at kategorisere skræmte ham? Madrassen føltedes varm og blød, mere end hun huskede den fra natten i forvejen. Dette var hendes kammer, Fabian var mere end velkommen, men hun lå selv og sov i sengen ligeså det var jo heller ikke fordi at han sad og brokkede sig over det, okay hun vidste godt at det jo heller ikke var muligt som sådan. Rødmen sad i hendes kinder såvel som hans, det var første gang det var lykkedes hende, en tanke som kun kunne bringe et lille smil frem. Enhver tumpe kendte hendes følelser for den mand, hvorfor selv blive ved med at benægte den? Hun vidste trods alt sandheden i dem et sted dybest inde. Der havde været den periode hvor hun havde været skrækslagen for tanken omkring at hun muligvis var den erstatning for en kvinde som han ikke kunne få. Hendes søster var både umådelig smuk, og ikke mindst en stor og stærk kvinde, og hun vidste at der havde været følelser imellem dem, deres første møde var jo netop et af de tidspunkter hvor Fabian ikke havde været i stand til at holde det igen, hvorfor ellers kysse hende bare sådan? Han så aldrig til Faith mere det vidste hun, det var hende som han måtte opsøge og hende som han måtte være tæt på, hun måtte vel blot stole på hendes intuition, og skubbe den usikkerhed så langt væk som det ville være hende overhovedet muligt? Bukserne var fulmet af, Destiny lod ham ligge sig til rette før hun selv hævede dynen og lagde sig ind under. Glædeligt takkede hun ja til den favn som han tilbød hende, lagde sig til rette, og med hovedet der hvilede mod hans skulder. Hans krop var iskold, hendes egen var dejlig varm, den intense følelse af hans hud mod hendes. Ikke som hun havde forestillet sig det skulle være, ituations mæssigt set, men foruden det så nød hun virkelig følelsen af at være tæt på. Ganske blidt lod hun hånden ligge sig mod hans bryst, meget stille så han selv ville føle det komme frem for at hun endnu engang ville afsløre ethvert træk hun måtte gøre sig. Det kunne vel ikke være så farligt? Der var flere aftener hvor han var kommet hjem fra slagmarken og hendes strøg med salve hen over hans bryst var blevet til kærtegn, han havde ikke brokket sig på daværende tidspunkt, hvorfor skulle han da gøre det nu? Nu var det hende som stod som den stærke, det var blevet hendes opgave at beskytte ham, hvor det i de langt fleste tilfælde ville være ham der måtte beskytte hende. Men hun var en stor pige.. En stor forelsket pige.. Det var glædeligt et ansvar hun ville påtage sig, udelukkende fordi hun virkelig ikke ønskede at der skulle ske ham noget. Stoltheden var til dels forsvundet det kunne hun både føle og fornemme, når tiden måtte være inde, ville det være hendes næste post på vejen, skabe ham selvtilliden og et liv igen, selv på trods af det hanidcap som Alec nu havde bragt ham i, noget som måtte gøre hende direkte sur! Hans duft havde næsten en døsende effekt på hende, udelukkende fordi den fik hende til at falde til ro efter dagens mange pligter. Det var tideligt at gå i seng men pergamenterne ville stadig hvile på hendes bord imorgen. Ganske blidt strøg fingrene over hans bryst. Hun hørte ikke hans tanker på nogen måde – desværre et sted, hun ønskede virkelig den kommunikation igen ”Jeg har savnet dig” det fløj ud af hende uden hun rigtigt måtte tænke over det, usagte ord som hun havde måttet bide i sig fordi det ville være upassende ord for hende at skænke.. men nu var hun underligt.. Ligeglad?

[Deleted]

For Fabians vedkommende, så var det virkelig skræmmende med de mange lyde. Normalt så kunne han lokalisere dem og finde ud af hvor de kom fra, det kunne han ikke længere, så det gjorde automatisk, at han var langt mere urolig ed det som godt måtte være for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret stille og dybt. Havde det ikke været for Nathaniel og Destiny, så havde han heller ikke ligget der som han gjorde det lige i øjeblikket, for deth er ar virkelig at skulle synnke noget så frygtelig dybt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han bed sig svagt i læben. Han var virkelig bare kold også selvom han virkelig ikke kunne se hvorfor eller hvordan han skulle formå at fortsætte på denne måde, for han.. kunne da ikke? Den stolthed som han havde haft dengang og før i tiden, det var knækket for ham og på alle måder, det var slet ikke noget som man skulle komme det mindste udenom overhovedet. Han havde vrkelig kæmpet for at skulle komme hjem, han havde virkelig kæmpet for det at komme hjem, for det var virkelig noget af det som han havde savnet.. Han havde savnet hende og han havde manglet hende g han ville aldrig nogensinde være i stand til at skulle fortælle hende om det! Han sukkede dæmpet indvendig. Selv ikke den form af lyd kunne han få frem på læberne og det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom på nogen som helst måde overhovedet! Hånden mod hans bryst, havde han virkelig ikke det mindste imod, for han genkendte virkelig bare den form af kærtegn og specielt når det måtte komme fra hendes side af, så var det virkelig bare noget som gjorde det hele så mange gange bedre for ham! Han måtte trække ganske svagt på smilebåndet ved tanken, for det gjorde automatisk at han måtte føle sig tryg. Hvad han dog ikke ønskede, det var at han måtte være hende en byrde på denne måde. Hun skulle virkelig bare være glad for, at hun ikke kunne høre hans tanker, for det var nok slet ikke noget som ville glæde hende på nogne måde, selvom han nu var langt mere rolig end det som han var i øjeblikket, det varh elt sikkert.Hendes ord var noget som i den grad måtte komme noget så frygtelig bag på ham. Det var slet ikke den formulering af ordene som han havde hørt før. Han åbnede øjnene stille, som han vendte blikket mod hende, også selvom han ikke kunne se noget andet end det ene mørke. Han kunne ikke gengælde dem, også selvom han virkelig havde savnet hende noget så voldsomt! Han kunne næsten mærke at hans hjerte måtte slå mere og mere fast mod hans bryst. Han kunne næsten fornemme på hende, at der måtte komme mere, men lige hvad det var hun måtte ligge op til, det vidste han virkelig ikke.. Og han turde virkelig ikke at håbe på det ene fremfor det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret næsten dirrende, som han forsigtigt måtte lade armene stille glide omkring hendes krop, som han roligt lod hånden stryge over hendes ryg –Med andre ord, så afviste han hende ikke, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang, hvor han sendte hende et stille og næsten forsigtigt smil. Det var det første sml siden han var kommet hjem, for det havde virkelig ikke været noget som han havde lyst til. *Jeg har virkelig også savnet dig..* Han vidste godt at hun ikke kunne høre ham og det var direkte frustrerende for ham! Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, som han blot bød hende tættere på. Han kunne ikke sige det med ord og det var bestemt heller ikke nemt for ham, at skulle gengælde det ved hjælp af handling! Han havde aldrig været god til dette med følelser, men han måtte jo prøve? At afvise hende, var virkelig noget af det sidste som han kunne finde på!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Selvom de kun befandt sig kun de to I lokalet I øjeblikket, så var selv Destiny blevet mere opmærksom på lydene, kunn fordi hun virkelig forføgte at sætte sig ind I hans nye verden, hun ville gerne være en del af den, selvom han hverken var I stand til at se hende eller svare hende. Fabian var vel klar over at hun var en umådelig stærk kvinde? Hun skulle nok være i stand til at klare sig selv og sine pligter, og sammentidig passe på ham. Hans krop var iskold at hvile ind til, de første minutter var for hende altid de værste, det føltedes som nåle der borrede sig ind under hendes bløde hud. Hendes krop var dog varm, varmere end mange andres, udelukkende på grund af hendes race også den som måtte stå størst i hende, og hun var vikrleig kun glad for at kunne hjælpe. Hånden strøg stille over hans bryst, det var forbandet savnet! Hun huskede ikke at de havde lagt som sådan i mere end et år, uden tvivl en trist tanke. Hjertet slog nervøst imod hendes bryst, hun var udemærket klar over at det var en uvant vending for ham, det plejede at være noget i stil med; Jeg er glad for at se sig, det er godt at se dig uskadt, det var alt sammen på et mere proffesionelt plan, og nu gav hun ham det med ske. Ville han gengælde eller blot afvise hende? Stilheden lagde sig mellem dem, hun brød den ikke, et sted var dne afslappende og et helt andet sted nervepirrende. Destiny selv var forbandet udmattet hendes krop lå blå træt ind til hans og orkede heller ikke at skulle lave det mindste for resten af dagen.Det var slet ikke fordi han var ehnde en byrde, det sagde sig selv at hun fik mere at se til når hun hver time strøg ind for at kigge til ham og holde ham en smule varm, men hun havde intet imod det, de pauser var rare at have selv for hende, frem for at knokle på til hendes egen krop ville ende med at sige stop. Først nu begyndte stilheden at tirrer hende rigtig, hjertet var ukontrolleret, hun var ikke savnet på samme måde? Som den tanek strøg igennem lettedes flere tusinde sten fra hendes bryst i og med han valgte at trykke hende så tæt ind til sig, lagde hånden stryge langs hendes rette ryg. Smilet bredte sig over hendes læber. Der kom mere hun var skam slet ikke færdig. Hvem kunne vide hvornår han ville blive taget fra hende? Alt var så uforudsigeligt og hun ville ikke lade det ske igen, uden at han ville være klar over det som hun sad inde med. Lyden af regnen beroligede hende en smule. Det tog minutter i stilhed at samle sig det mod der skulle til, det var jo ikke ligefrem fordi det var en lille ting flot at afsløre på den måde. Hun bed sig en anelse usikkert i læben, følelser havde aldrig været hendes ligefrem stærke side. Vejret blev åndet dybt ned i hendes lunger, hun pustede ikke ud igen, kun i form af ord ”Det er sjovt.. Jeg er blevet skænket så mange stjålne blikke, jeg er blevet hvisket om i hjørnerne på grund af det savn” startede hun yderst forsigtigt. Først nu valgte hun at lade luften gå, for at tale videre. Det sitrede i hele kroppen ”Jeg var bange for du aldrig ville komme hjem igen.. Så mange aftener jeg har lagt og stirret på altanene i håb om at se dig lande.. De seneste par måneder er det gået op for mig at jeg ikke ønsker at gå med det i alt hemmelighed når alle andre alligevel ved det.. Foruden dig..” hun så op på ham, vidste at han ikke ville se hende, eller den nervøsitet som hun i virkeligheden måtte sidde inde med ”..Jeg elsker dig, Fabian..” fingerspidserne forsøgte at knuge omkring hans bryst for at finde en form af trøst, for dette var slet ikke morsomt, hun var forbandet mange for den afviselse som kunne ende med at komme. Den følelse var forbandet intens!

[Deleted]

Fabian var i den grad godt klar over, at Destiny var en meget stærk kvinde og det var en af de grunde til, at han faktisk blev revet ned i det mørke hul som han måtte sidde i. Det var også det som han havde snakket meget med Nathaniel om, når de endelig havde haft muligheden for at snakke, selvom det nu var noget som faktisk måtte ske temmelig ofte eftehånden, så var det virkelig bare noget af det som måtte holde ham selv på måtten og uden at gøre noget som han sikkert ville ende med at fortryde i den anden ende, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om når det nu måtte komme til stykket. Destiny var i de første minutter næsten helt brændende at skulle ligge ind til, selvom han virkelig måtte erkende, at han nød at have hende så tæt på. Det eneste problem som han så måtte have med det, det var at det var hende som skulle beskytte ham og ikke omvendt. Det var virkelig slemt nok som det måtte være fra før af, for han kunne virkelig ikke have den tanke! Det var så forkert som intet andet overhovedet.. Deraf kom også tanken; Hvem ville kunne være sammen med en mand som ham? En som ikke kunne gøre det mindste uden hjælp, en som ikke kunne snakke eller se.. Han var virkelig gjort så fuldkommen hjælpeløs som et lille spædbarn og han kunne virkelig ikke have den tanke! Hans hånd strøg hende roligt og stille over ryggen, også for at vise at det var gengældt. Nu hvor han ikke kunne sige det direkte med ord, så måtte han jo gøre det med handling? Selvom det virkelig var langt værre end alt det andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fjl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Der kom mere, og det var noget som han ellers kunne fornemme på hendes ord, så han lå mere eller mindre bare afventende på hvad hun havde at sige mere end det som var sagt allerede. De varmede ham dog, at han havde været savnet på den måde, selvom det automatisk efterlod ham med små anelser om hvor dette ville bringe dem hen, selvom det nu var noget som han end ikke turde, at skulle tænke på, for han var vel et sted bare bange for at blive skuffet? Han lyttede til hendes ord, også selvom det automatisk måtte få hans hjerte til at slå mere mod hans bryst end det som det havde gjort før. Det gjorde ham nervøs, for ikke at glemme, at hendes pauser slet ikke var noget som faldt ham i smag på nogen måde overhovedet. Hendes sidste ord var noget som virkelig slog ham som havde det været en lussing. Hans strøg over hendes ryg, holdt næsten inde omgående, som han vendte blikket stille mod hende og ikke mindst med en næsten forundring i minen, som man slet ikke skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikek nogen tvivl om overhovedet. Han blinkede let med øjnene, hvor han blot blev liggende i et godt stykke tid. Det havde virkelig lettet ham at høre hende sige de ord, selvom det slet ikke var noget som han havde regnet med at skulle høre fra hendes læber på dette tidspunkt og specielt ikke når han havde det som han havde det. Han trak vejret dybt, som han forsigtigt tog den ene hånd til sig, søgte til hendes kind, hvor han forsigtigt lod en finger stryge over hendes læber, som han forsøgte at skulle sige hende noget, selvom ikke så meget som en eneste lyd måtte komme fra hans læber på nogen måde overhovedet. Et stille smil bredte sig på hans læber. Lige nu var det da slet ikke noget som han kunne skjule for sit vedkommende. Han lagde hånden stille under hendes hage, for at føre hendes blik mere op mod sig. Han lænede sig forsigtigt frem, hvor han søgte til hendes læber, idet han skænkede dem et dybt og næste længselsfuldt kys. Han elskede i den grad også hende og nu hvor han ikke kunne sige det, så måtte han jo vise hende det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det sagde jo en hel del, blot det blod som hun matte bære I årene, det var I den grad ikke fordi hun var en kvinde af de rene svagheder. Hun var kommet fra det rene ingenting og var endt som dronning i dette land, og hun klarede sig vel også okay siden hun stadig måtte sidde der? Der var ingen tvivl om at hun om ikke andet ville forsøge at tage vare på ikke kun sig selv, men også på den mand som nu lå så forsvarsløs foran hende, ubrugelig var han dog på ingen måde. Regnen slog mod ruderne, hendes eget hjerte slog næsten hårdere, end det som de tunge dråber udenfor formåede, skabte en intens spædning i hendes indre. Dagene var travle, Destiny vidtse at det var Lynn og Nathaniel som skiftevis måtte underholde ham, når hun ikke selv havde tiden til det. Det glædede hende virkelig kun at han havde bare nogen at snakke med. Hånden strøg stille over hans bryst, mens hun selv nød følelsen af strøgene langs hendes ryg. Hans var allerede nu begyndt at blive en smule varm, det gik hurtigt, men han måtte i den grad også blive ligeså hurtigt kold igen, så snart hun ville rejse sig. Hemmeligheden var ude, og hans tavshed vidste hun virkelig ikke hvordan skulle tolkes, også selvom det helt per automatik formåede at give hende bange anelser.. Var det hele en illusion? Var det kun hende der gang på gang havde bildt sig selv ind at der var små gnister som måtte forstyrre begges sind? De gange hvor han var kommet hjem, og hun så uskyldigt havde gemt hendes kærtegn bag salven hun påførte hans sår, den måde han havde kysset hende på den ene gang det var sket.. Det var som at drømme sig tilbage til det bal, opfyldt af varme og forventning, en skræmmende tanke at lade hendes hjerte falde for hans eget bare som sådan. Det var slet ikke fordi at hans nye handicap betød det mindste for hende, han var som han end måtte være, og måden han stadig formåede at få hendes hjerte til at slå som besat, måden han stadig kunne få hende til at sitre og rødme, det sagde vel lidt det hele? Smilet falmede, hånden mod hans bryst blev fuldkommen stille. Han virkede underligt stram i minen, det havde måske ikke været dette rette tidspunkt? Men hun var virkelig heller ikke god til følelser ”.. Det er.. Okay” hviskede hun stille. Hvad det var der var okay vidste hun end ikke selv. Men hun kunne jo ikke tvinge hans hjerte til at banke sådan for hende.. Hvorfor pokker valgte hun overhovedet at lytte til Lynn, hvad vidste hun om kærlighed? Panikken skulle netop til at slå ind, da smilet over hans læber fangede hendes blik. Kinden faldt mod hans hånd, da han blidt endte med at stryge over.. Hvad lavede han? Blikket endte i hans, også selvom han ikke kunne se hende. Hun betragtede dem indgående og med næsten chokeret mine, da han stille valgte at skulle nærme sig hende. Afstanden mellem dem blev mindre, smagen af hans lettere kølige læber. Hun smeltede omgående. Næsten per automatik måtte hun trykke sig en smule ind til hans krop, næsten i frygt for at det skulle brydes. Dybt og længselsfuldt gengældte hun det uden at tøve. Med en stor modvilje fra hendes egen side endte hun med at bryde kysset, også selvom det ikke var mere end blot få millimeter hun valgte at trække sig ”Jeg er endnu ikke så god til det her.. Men mit gæt er at det der var lige med i lige måde?” hviskede hun stille og yderst spørgende. Hun måtte jo vide det, den uvidenhed var direkte ulidelig. Svævende og næsten drillende kyssede hun hans læber et par gange, også selvom hun allerede nu måtte savne følelsen. Det var ikke fair at falde sådan foran den engel, hun ville vogte over ham med hele hendes hjerte, om han ville lade hende det var også helt sikkert.

[Deleted]

Destiny var en umådelig stærk person og Fabian vidste det jo udmærket godt, selvom det var den tanke alene, so mvar mere end nok til at rive ham ned i den mørke kulkælder, netop fordi hun vel ikke havde noget at bruge ham til når det endelig måtte komme til stykket? Lynn og Nathaniel holdt ham godt med selskab, selvom det virkelig var forbandet besværligt, at skulle hæve hans humør. Nathaniel kunne snakke med ham, så det lettede dog hans mange frustrationer, for det var da endelig en som kunne forstå ham! Hvilket han i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for, når det nu endelig måtte komme til stykket. De snakket meget omkring Destiny, for Nathaniel vidste udmærket godt, at der var mere dem imellem end det som de lige ville fortælle, hvilket jo så heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han ønskede blot at finde ud af det med Destiny på egen hånd, selvom det virkelig var en forbandet besværlig tanke når det endelig kom til stykket. Han havde altid været en damernes mand, det kunne man jo tydeligt se hvis man ville tage sig tid til at studere de mange tidsskrifter fra den gamle fortid, men selv de tider kunne ændre sig og nu lå han her. Han havde kun øje for denne ene tøs, og hun var endda en som nu måtte vise sig at være stærkere end det som han selv måtte. Hvad pokker havde hun at bruge en som ham til? Han kunne virkelig ikke lade være med at tænke de tanker, og det var for pokker da noget så frygtelig frustrerende! At hun havde åbnet op og fortalt ham direkte hvordan det hele måtte hænge sammen, var noget som måtte lette ham noget så frygtelig voldsomt, for det sagde bestemt heller ikke så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket. Det glædet ham virkelig, at hun kunne sige det hele så ærligt som det nu måtte være, hvilket blot var det som måtte få ham til at smile. At have hende tæt ind i favnen, bare den lille følelse af, at det var en følelse af tryghed og ro som han kunne give hende, var virkelig som at smide ham fra det sorte hul og kaste ham direkte til himmels!Det var jo slet ikke fordi at han ønskede at afvise hende, men han vidste ganske enkelt ikke hvordan han skulle vise hende det for det var bestemt ikke en nem følelse at sidde inde med! Han havde aldrig været særlig god til det med følelser eller noget af den stil, så det var forbandet svært for ham, at skulle vise det! Han kunne ikke lade være med at smile i kysset, for det var noget som kun måtte være sket en gang i den tid som han havde kendt hende, og det var jo heller ikke fordi at han havde fortrudt det, for hun var virkelig en fantastisk kvinde og det var bestemt også på alle tænkelige måder som man lige kunne komme i nærheden af for hans vedkommende. Han var slet ikke i tvivl omkring sine følelser for hende, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt. Tvært imod! Han trak vejret dybt, hvor han roligt måtte nikke til hendes ord, uden at smilet ville falme det mindste. Det var i gengæld, det var hans måde at gengælde de store ord på, for han kunne jo trod alt ikke sige dem. De mange kys som hun måtte tildele hans læber, fik selv en svagere rødmen til at vise sig i hans kinder. Han var svag og han var bleg endnu, så den rødmen var noget som faktisk skete forbandet ment, uanset hvor meget han faktisk måtte hade det, så var der ikke rigtigt noget at skulle gøre ved det. Hans hjerte slog godt og fast mod hans bryst. Det var virkelig en forbandet dejlig fornemmelse når det nu endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det minste fejl af overhovedet. Han strøg roligt over hendes kind. Det var første gang siden han var kommet hjem, at han måtte smile.. Det var alt sammen hendes fortjeneste, for det var virkelig bare hende som kunne få ham til at føle, som det han måtte gøre i øjeblikket. Som han måtte mine de store ord for hende, da han jo ikke kunne snakke og fortælle hende dem direkte. Så meget som han ønskede at sige til hende, og de store ord var i den grad blandt dem!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny betragtede ham roligt. Han så direkte herrens ud, det måtte hun erkende, og ligeså sort som det var for hans blik, ligeså sort måtte hun se alting lige i øjeblikket. Hendes styrke lå et sted skjult i hendes sind, en del af hendea vilje og den ville ikke blot forsvinde som sådan, det var ganske sikkert. Et eller andet sted så var hun klar til at tage endnu en kamp op, det vigtigste var at han var hjemme, hun kunne føle ham, selvom hun ikke var i stand til at høre ham, ude af stand til at kommunikere, det i sig selv var faktisk en umådelig fustrerende tanke! Den kære hærfører var blevet revet med, ganke dybt ned i et hul og nu forsøgte hun virkelig kun at hive ham op. Det var sjældent at hun faktisk måtte være ne bekymret kvinde, men denne gang.. Endnu bange for at der skulle ende med at ske ham noget, også selvom han som oftest var i gode hænder, det var enten hende selv, Lynn, Nathaniel eller Aerandir som måtte søge herhen, blot for at se til ham. Destiny puttede sig ind til ham, forsøgte at skænke ham varmen, også selvom hans kulde var nok til at få det til at løbe koldt ned af hendes egen ryg, det var ikke det hun var mest begejstret for måtte hun erkende. De ureaerlige flammerøde krøller lå omkring hende, hun forsøgte at arrangere dem sådan at Fabian ikke være generet af dem. Stilheden var selvfølgelig slående. Det gav hende også mulighed for at ligge og spekulere, noget som egentlig ikke gjorde hende noget, hun kunne godt lide at have kontrol, selv over hendes egne tanker. Nok havde Fabian altid været en damernes mand, noget som Destiny udemærket var klar over, og noget som også havde tvunget hende til at være forsigtig, men der var langt mere i det, end det som de begge to ville erkende, der blev snakket om dem et sted i hjørnerne, der blev sendt stjålne blikke når hun kom gående, lettere åndsfraværende, fordi hendes tanker gik til den mand som lå hjælpeløs på hendes kammer, og kun var i stand til at hygge sig med det evige mørke, han nu var blevet en del af. Nu var hendes arbejde blevet at lyse hans vej op for ham, gøre brug af hendes indre flamme, til at skænke ham et lille lys, for unødvendig var han ikke, hun kunne ikke klare sig uden ham, måske han ikke længere ville være i stand til at skulle have en stor stilling på slottet, men at stå ved hendes side, måske endda på en måde som end ikke hendes drømme måtte tillade, den tanke kunne hun godt lide, spørgsmålet var om det var nok for ham? Om han overhovedet måtte gengælde den flamme som han var endt med at vække, og som tvang hende til at gennemfører hverdagen? Ordene var ude, det gjorde hende et sted nervøs. Hænderne føltes fugtige, hendes hjerte slog ubehageligt hurtigt, men om ikke andet så var hendes store hemmelighed ude nu. Destiny ønskede virkelig ikke at se ham forsvinde endnu engang, uden at have de ord med sig, og hvor der ikke var nogen løgn at sporer, hun ville i den grad ikke begynde at gøre sjov med en så alvorlig ting. Hendes silkebløde hånd strøg stille hen over hans bryst, han skænkede hende tryghed, hun nød at hvile der, så tæt ind til ham. At det var blevet trukket å langt ud, havde virkelig heller ikke været fair! Et kort sekund havde hun netop troet at det skulle være den frygtede tanke, at det ikke var noget som han selv måtte gengælde for hende. Læberne hvilede længselsfuldt mod hans, smilet var der bagved, hun kunne ikke lade være, det var ikke fordi hun var specielt god til at tyde endnu, men nu hvor det var bekræftet så var det som om hendes hjerte lettede.Det var sket så få gange, og hun fortrød ikke, det var den mand som havde formået at fange hende. Rødmen i hans kinder klædte ham virkelig kun. Smilet bredte sig en smule, mens hun stille lod hånden finde vejen frem mod hans kind, og stille stryge over. En smule mere sikker lagde hun sig helt tæt ind mod hans kolde nøgne krop. Smilet var større end det havde været ganske lang tid ”Hmm.. Når du engang kommer på benene igen.. Så ved du godt at du skylder mig en dans?” hendes tone var en smule drillende, på trods det var sandt. Han var forsvundet ganske hurtigt, mens hun selv endnu stod i dansen med en af bagmændene til hans kidnapning. Hun kunne virkelig ikke fordrage tanken, men igen han var hjemme nu. Det var det vigtigste, også for hende, det var også helt sikkert.

[Deleted]

For Fabians vedkommende, så måtte han bare vænne sig til, at hans verden ville være helt mørk og kold efterhånden. Efter den ekstrem lange tid ved Alec og hans organisation, så havde det viret ganske umuligt for ham at holde varmen og det var også derfor, at det var svært for ham nu, at skulle holde på varmen når han fik den når han havde været så gennemkold som han havde været igennem til nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var meget nemmere for ham at tackle dette nu, nu hvor han var kommet hjem igen, selvom det stadig var meget som han skulle vænne sig til. Hans øjne var fuldkommen ødelagte og han ville aldrig nogensinde kunne få så meget som en eneste lyd frem og det var virkelgi frustrerende for ham! Han havde altid været en stor og stolt hærfører og konge i sin tid og det hele var.. revet fra ham som det rene ingenting. Utrolgit, at man kunne gøre nogen så svag og såforsvarsløs som han var blevet og det var virkelig ikke noget som han brød sig det mindsteo m når det endelig måtte kmme til stykket. At Destiy måtte komme og se til ham, var ikke noget som han havde det mindste imod, selvom man vel snildt kunne sige, at det var Nathaniel som måtte holde ham ved lige, for han kunne virkelig ikke holde ud at ligge som han gjorde det for tiden. Det gjorde ondt at vide, at han var sunket så frygtelig dybt som det han var, for det var.. det var direkte pinligt! Kunne han, så havde han gengædt hendes ord med ord, i stedet for at drive frem i handingen som han var tvunget til nu og han ønskede jo heller ikke at blive for påtrængende eller noget som bare måtte minde om det, for det var virkelig ikke noget som gavnede ham selv på nogen måde. Han låste armene forsigtigt okring hende og holdt hende blot roligt og tæt ind mod sin egen krop. Hun var så dejlig varm at ligge der med og det gjorde ham også rolig, at have hende ved sig. Han kunne sagtens høre hende, også selvom der slet ikke måtte ligge mere i det på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lyttede til hendes ord, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile. Så snart han havde styrken til at skulle rejse sig op, så skulle han nok give hende den dans som han skyldte hende fra den aften! Han sendte hende blot et roligt og bredt smil hvor han endelig mått enikke til hende. Han hævede hånden stille, hvor han roligt måtte stryge over hendes kind, ganske roligt, blidt og forsigtigt. Det havde slet ikke været hans mening at forsvinde sådan på balaftenen og alt det osm var sket i eftertiden, så var det sleti kke noget som han ønskede at skulle tænke på lige netop nu, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han var virkelig ked af, at det var det som måtte være sket i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han åbnede øjnene stille, selvom det slet ikke var ham nogen former for hjælp overhovedet, for han kunne virkelig ikke se noget som helst og det var noget som faktisk måtte frustrere ham temmelig meget endda! ’Jeg elsker dig,’ mimede han roligt med læberne. Selvom følelser faktisk måtte være noget som måtte skræmme ham en god del, netop fordi at hun var den kvinde som var så selvstændig som det hun måtte være, det at hun var den slags som kunne klare det hele selv… Hvad skulle hun da kunne bruge en mand som ham til? Det var slet ikke noget som måtte give nogen mening for ham. Det var vel noget som.. hun kunne finde alverdens andre steder? Hun kunne finde noget som var så mange gange bedre end det som han nu ville kunne give hende og være for hende, det var slet ikk noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af og det var også det som bekymrede ham meget. Han bed sig svagt i læben som han blot måtte knuge hende fast ind mod sig. For nu, så ønskede han bare at nyde øjeblikkt, så længe at det nu måtte vare, for alt det andet, var slet ikke noget som han kunne bruge det til.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny betragtede ham. Han havde ondt, det var tydeligt. Hvis ikke fysisk så om ikke andet pyskisk. Flammerne fra faklerne brændte lystigt. De dannede de smukke skygger over hans ansigt, som Destiny ikke formåede at tage blikket af. Hvad end han var blind, døv eller stum, eller bare det hele, så var det ikke det som havde betydning i det store og det hele, det var også helt sikkert. Hånden hvilede mod hans bryst, strøg stille hen over, så ganske blidt og kærligt, som kun en kvindes kærtegn kunne blive. Det røde lokker, hvilede omkrign hendes ansigt, gav hende nærmest en manke som en løve, faktisk var hun glad for, at han ikke var i stand til at se hende, sådan som hun måtte se ud lige i øjeblikket. Hun ønskede at han skulle se på hende som smuk, smukkere end nogen kvinde han nogensinde havde været med, og der vidste hun at der havde været en del. Alt den bekymring var over. NU var han endelig hjemme. Destiny puttede sig godt ind til ham, de vidste alle at, han ikke var i stand til at holde på varmen, derfor var enhver fakkel tændt, tjenestepiger, søgte i tide og utide ind, for at ligge en varmepande under dynen, og Destiny selv kom et par gange om dagen, for lige at sikre sig, at han ville forblive varm. Selvom han nu lå der på hendes værelse, i fuldkommen sikkerhed, så var han endnu en tilskadekommen, og hun ønskede kun at hjælpe ham så vidt som det var hende muligt. Et sted vidste hun godt, at dette var en utrolig uretfærdig måde, at afsløre en så stor hemmelighed på. Hun kunne dog kun tolke det, som et i lige måde, hun huskede ikke at hun nogensinde var blevet kysset på den måde før. Hendes hejrte slog faste slag mod brystet, mens varmen selv formåede at tage del i hendes krop. Alt dette var end ikke noget hun havde turdet drømme om. Hans arme virkede direkte trygge, det var ikke en følelse hun ofte sad med, generelt så var hun en kvinde, ekstremt svær at imponere. Et smil spillede om hendes læber. Hun gnubbede sig ind mod ham, ikke mindst for at skænke ham den varme, men også for at hvile så tæt på ham som overhovedet muligt. Nok var han ikke længere i stand til, at fører sig an som en stor rådgiver eller konge for den sags skyld.. Eller hvem kunne vide om han en dag ville blive hendes konge? Om ikke andt, ubrugelig var han ikke, de skulle nok finde en løsning på alt dette, det kunne hun trygt love ham. Hans mimen var ikke svær at gætte, og det var noget som virkelig kun frembragte et smil, også selvom han ikke ville se det. Hendes hjerte slog, i takt med hans, mens hun var ved at overdrage det hjerte hun bar, til ham, bad ham om at vogte det ”Jeg elsker også dig” hviskede hun besvarende. Hun lod ham knuge hende ind til sig, hun nød det jo selv, at være så tæt på ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Måske hun avr en kvinde af selvstænidghed, men hun behøvede såvel som alle andre, end at dele sin tilstedeværelse med. Og i hendes egne øjne, ville hun ikke være i stand til at finde nogen bedre, end det som hun uden tvivl Fabian. Uanset hans handicap, så havde hun aldrig oplevet en mand se sådan på hende, eller tale sådan til hende, når han havde været i stand til det vel og mærke, noget som han desværre ikke længere var. Hun plantede et kys mod hans kind ”Du burde finde hvile” påpegede hun med en blid tone. Hun bekymrede sig uden tvivl om ham, det var vel ikke underligt, med det hun måtte føle for ham?

[Deleted]

Det frustrerede virkelig Fabian at han var så hjælpeløs som det han var endt med at blive i længden. Det var noget som virkelig gjorde ondt at skulle tænke på, men det var jo heller ikke fordi at han rigtigt havde noget andet valg. Han lå her alene i flere timer om dagen og kunne ikke rigtigt gøre noget andet end at tænke! Hans øjne var så ødelagte at end ikke Nathaniel kunne gøre noget ved det og så var det virkelig også slemt, så meget vidste han da. Det eneste som lettede ham om dagen var når Destiny var her og når han kunne snakke med Nathaniel, for det var da en som kunne høre ham og snakke til ham og det var virkelig en lettelse uden lige, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hendes varme var noget som han i den grad godt kunne mærke og nu hvor det efterhånden var blevet nemmere og nemmere for ham at skulle tage imod den, så var det også noget som gjorde ham selv mere glad i den anden ende, for han kom sig jo still og roligt, ellers havde han vel heller ikke kunne være her den dag i dag. Det havde virkelig været tæt på at koste ham livet, selvom det til tider ville have været det nemmeste. Om ikke andet, så set i hans egne øjne. Han følte sig virkelig ubrugelig, for selv tjenestefolkene skulle sikre sig at han havde det godt. Han havde virkelig formået at falde fra toppen og hele vejen ned i bunden og det var noget som virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt! Det var det slag til hans egen stolthed, som slet ikke gavnede ham selv i den anden ende, for det have virkelig revet ham ned i det bundløse hul! Det var kun Destiny som direkte formåede at hive ham op igen og det var noget som han i den grad også måtte være noget så frygtelig taknemmelig for, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han kunne mærke, høre og fornemme hende ligge der. Alec havde heldigvis ikke taget hans hørsel, selvom det nu ikke skulle undre ham ,at han ville have gjort det, hvis han havde fundet en mulighed for det, for nu kunne han virkelig være så hjælpeløst som intet andet og han hadet virkelig den fornemmelse! Armene lod han stille søge omkring hende og med det stille smil på læben. Måske at han ikke havde tungen til at forme ordene og stemmebåndet til at forme lyden, men hun forstod da hvad han mente og det var også det som han kunne vise sig at være noget så frygtelig glad for i den anden ende, for det var han i den grad også. Han tog imdo hendes kys til hans kind og selv hvor han ikke kunne lade være med at smile ved hendes ord. Hun mente det, det var det som han kunn tolke ud fra hendes ord og hendes toneleje, hvilket i den grad også var noget som betød meget for ham. Han holdt hende tæt ind mod sig, hvor han rystede på hovedet til hendes sidste ord. Han gjorde ikke andet end at sove og hvile, nu ville han altså ikke det mere. ’Nej’ mimede han med læberne, som han næsten prøvede at snakke til hende. Det frustrerede ham bare, at der ikke kom så meget som en lyd og det var også tydeligt at se på hans eget blik. Han sukkede stille og rystede på hovedet, som han ente med at slippe hende og sætte sig op. Ikke fordi at det rigtigt hjalp ham det mindste. De grimme ar efter tabet af vingerne, var heller ikke væk, for det var også noget som tog tid.. rigtig lang tid. Han lod hænderne stryge igennem hans hår og med den tydelige frustration i minen. Det frustrerede ham virkelig, at han ikke kunne forklare eller signalisere simple ting mere! Han var virkelig gjort hjælpeløs!