Torture-teaching in the basement

[demitri]

Demitri havde bedt Alec om at låne sin 'nevø', for at kunne tilbringe lidt tid sammen med ham. Han havde tænkt sig at vise Julien et par tricks til tortur, for han havde virkelig den perfekte alder. Den alder, hvor man skulle forklare dem de ting, man syntes de bør vide. Og den alder, hvor de faktisk lystrede! Ikke små skrigeunger længere, for der havde han holdt afstand. Han skulle ikke røre små skidende og grædende møgunger. Men når de nåede de 4 år, så var det en helt anden sag. Han havde sendt Julien en lille seddel, hvor der stod at han skulle møde onkel Demitri i kælderen. Han havde opfanget en tilfældig tøs på 10-11 år i Dvasias og bragt hende hjem. Hvilken race hun var, anede han ikke. Hun sad lænket op af væggen i kælderrummet, bedre kendt som torturrummet. Der var adskillige indhug i væggene. I hullerne var der lagt forskellige piske, knive og andre sjove torturredskaber. Han ville da tro, at Julien ville få noget sjov ud af det. Hvis blot han ville høre lidt efter, så ville alt gå som ganske smurt. Måske i fremtiden kunne Julien blive en slags hjælper for ham?
Han kiggede på pigen der sad i fuldkommen panik. Hun var indtil videre uskadt, for Julien skulle have lov til at fortærre hende fuldstændig! Han ville demonstrere og forklare ham tingene, man han skulle selv have lov. Det var den bedste måde man kunne lære på; At udføre det selv. Han trak let på smilebåndet, som hun sad og bad ham om at slippe hende fri. Nej, det ville han da godt nok ikke lige! Så snart han kunne høre at Julien var på trapperne, så gik han hen og åbnede døren indtil kælderrummet og lukkede døren efter dem begge..

[julien]

Julien havde siddet og kedet sig hele dagen. Hans halvsøster Maggie var igen hos hendes far, så hende kunne han ikke drille, Jonas – hans bedste ven – var ude og gøre ting med sine forældre, han vidste ikke helt hvad, for det eneste han tænkte på var at han var blevet efterladt helt alene. Han vidste ikke hvad hans mor rendte rundt og lavede, hun gjorde vel rent inde ved far? Han sad bare og lavede sit kedelige kontorarbejde som sædvanligt, det var virkelig uudholdeligt! Der skulle ske noget! Desuden havde hans far lovet ham at tage ham med ud og jage! Men som sædvanligt havde han ikke tid til ham. Og dumme Maggie var der ikke, så han kunne ikke engang drille hende og gå hende på nerverne, nej han skulle bare sidde og kede sig! Men som sagt, han hadede at kede sig, så han var gået op på sit værelse, hvor han sad ved skrivebordet, for at lave et lille eksperiment; en bombe. Hans forældre vidste ikke at han havde sin lille hobby, og han havde truet Maggie med at springe hende i luften, hvis hun sladrede! Tungen stak lidt ud af munden på ham, som han skruede på den lille skrue med skruetrækkeren. Han så koncentreret på bomben. Da han hørte skridt udenfor sit værelse pakkede han bomben væk – ned i skrivebordsskuffen – idet han vendte blikket mod døren. Det var en ung tjenestepige, der kom ind til ham med en seddel, han kunne dog ikke læse særlig godt endnu, men han fik da privatundervisning. Hun læste sedlen højt, og hans lille ansigt lyste helt op. Skulle han bruge tid sammen med onkel Demitri?! Han spænede ned af trapperne, og løb hele vejen ned i kælderen. ”Onkel! Onkel!” skreg han glædeligt, som han så ham stå nede ved torturkælderen. Han krammede benet af Demitri, inden han så op ad ham. ”Hvad skal vi lave i dag?” spurgte han nysgerrigt, inden han fulgte med ind i torturkammeret. Han vidste godt at Demitri stod for det at torturere folk, og et sted var han vel stolt? Beæret over at dele oplevelsen med ham? Han glædede sig i hvert fald!

[demitri]

Demitri havde langt fra kedet sig til morgen. Han havde været ude på rov efter den unge Tøs, som nu sad lænket i inde i torturkammeret. Han glædede sig frygteligt til at se om Julien havde egenskaberne til at skulle torturere nogle. Han anede ikke hvad den unge knægt ellers lavede når han havde tid alene, for han havde faktisk ikke ofte tilbragt noget af sin tid med knægten. Hvilket faktisk ærgede ham, for der var gods i hans nevø. Han stod med et smil på læben. Der lå noget lumskhed gemt under det og også en stolthed, for han var sikker på at Julien nok skulle klare sig perfekt med at torturere. Piskene måtte dog gemmes til han blev ældre, for han havde ikke stort nok 'vingefang' til at skulle slå den lange snørre ud efter nogle. Men knive, ild og hvad ellers man kunne finde på, det skulle han nok kunne håndtere. Han havde selv givet Alec et præg om at han ville tilbringe tid med hans søn. For han havde jo sådan set bedt ham til låns. Han hørte tydeligt den unge stemme der glædeligt skreg efter ham, da han kom ned af trapperne. Han klappede ham let på hovedet, da Julien krammede hans ben. Han låste døren og så på den unge knægt. "I dag skal du min dreng, hjælpe Onkel med at torturere denne skabning," sagde han og pegede hen mod tøsen der sad klemt op af væggen i sine lænker. Det morede ham virkeligt. Han indåndede hendes blodduft. Hun duftede faktisk ikke mørkt. Hun duftede ganske lyst? Hun var så også fanget nær grænsen, så hun havde vel være lidt på afveje? Evt. en lys race. Han ville skyde på, at hun enten var magiker eller menneske. For der var også noget neutralt over hendes blod. Han førte Julien med sig hen til et af hullerne hvor der var en masse knive. De havde forskellige former og lænder. Der lå også et par skalpeller. "Nå, først skal du vælge dig dit redskab.." forklarede han og førte pegefingeren hen under de forskellige knive, der lå pænt på række. Der skulle vel være lidt orden også? "Og så husk dette; Skal det gøre ondt, skal det helst begynde at bløde. Men du må heller ikke stikke for langt ind, fordi så dør hun," sagde han med et roligt smil og ventede en reaktion fra sin nevø.

[julien]

Fra tjenestepigen havde læst sedlen højt for ham, havde Julien glædet sig til at komme ned til onkel Demitri, for det var sjældent at han fik lov til at komme ned i kældrene, for det første kunne han fare vild fordi den var så stor, for det andet, så var det ikke et sted for en lille dreng, det var i hvert fald hvad han havde fået fortalt, men hans far havde taget ham på en runde dernede, så han vidste godt hvor torturkammeret lå. Og han glædede sig ærligtalt til at bruge lidt tid med sin onkel, for det var noget helt nyt! Og så havde han tid til ham, så det var kun en bonus. Desuden så var onkel Demitri også langt sjovere end onkel Valerio! Valerio lavede altid sådan noget kedeligt arbejde! Var med i rådet og mest af alt lavede han papirarbejde, dog var Valerio til gengæld også den bedste til at fortælle historier, for manden var godt bekendt med de gamle tiders historier, og det var noget fascinerende! Han ville selv skrive alle sine eventyr ned på et papir, og når han så døde, så kunne folk læse om hans bedrifter, og så ville han blive kendt! Ligesom far ville blive!
Julien smilede stort, som han fik et klap på hovedet, inden han fulgte med ind i kammeret. Han så ganske roligt rundt, det var meget mørkt og beskidt, men det gjorde ham nu ikke så meget, han var ikke ligefrem en lille snobbet dreng, han havde skam intet imod at blive lidt beskidt. Han betragtede pigen som Demitri havde fanget til ham, og som han åbenbart skulle torturere. Han var ikke helt inde i ordet, for han havde jo aldrig gjort det før. Det var som om at han fik et neutralt syn på pigen, da Demitri kaldte hende for en skabning, så virkede det ikke helt til at hun var et levende individ, men mere en forsøgskanin. Han fulgte onkel hen til alle redskaberne og betragtede de mange knive. Han lavede dog en lettere utilfreds og tvært grimasse. Han så uforstående op på Demitri. ”En kniv?” spurgte han, som havde det været et svagt våben. Han så på knivene igen til hans onkels ord. Det skulle bløde, men ikke stikke for langt ind. Han så tænkende på knivene inden han greb den spidse skalpel, han havde fået at vide af sin far, at de største og længste våben ikke altid var de bedste. Han så op på Demitri igen, da han havde valgt sit redskab; skalpellen.

[demitri]

Demitri ville virkelig nyde at vise Julien torturens kunst, for det var virkelig så fantastisk at torturere og pine folk. Både for oplysninger eller straf. Men også oplæring. Men man måtte aldrig torturere og dræbe for sjov, fordi så fik ingen jo noget ud af det. Han smilede stille. At Alec havde fået en knægt, var ham egentligt en utrolig tanke. Men okay, før eller siden skulle de vel få børn? Måske han selv ville ende med en møgunge engang, hvem vidste. Han tvivlede dog stærkt, for han elskede mange kvinder. Ikke én kvinde. Han trak på smilebåndet. Julien skulle nok blive til noget, det skulle han i hvert fald nok hjælpe med til.
Han så på knægten. Det kæmpe smil gjorde da kun en i lidt godt humør. Her var ganske mørkt. Kun en enkel fakkel hang over hvor tøsen sad. Han smilede til sin nevø. Han kunne fint vise sine hugtænder for ham, for knægten skulle jo selv udvikle dem på et tidspunkt. For Demitri, der var Tøsen virkelig bare en skabning. En forsøgskanin, der skulle bruges til en andens oplæring. "En kniv min dreng. Når man torturere, skal det være langsomt. Du skal få dit offer til at skrige og rykke sig, bede dig om nåde. Men du stopper ikke, for så vinder offeret," sagde han forklarende. Han smilede tilfredst. De store knive kunne bruges til at skære legemsdele af, øjne ud eller noget i den stil. Men de skulle ikke bruges til tortur. "Godt valg," sagde han stolt og førte Julien hen over gulvet og hen til tøsen. Det måtte være svært for knægten at forholde sig til. Han var trods alt kun 4. Men han skulle hærdes og han skulle lære det. Så små slag. Han havde selv taget en lille kniv med sig hen. Han rev ud i tøsens kjole og skar den brutalt op. Så hun endte med at sidde tilbage i en lille top og hendes trusser. Kjolen smed han bort. "Man kan jo ikke torturere igennem tøjet," forklarede han og så på Julien. "Nå min dreng.. Se om du kan få en reaktion fra hende," sagde han og gjorde en gestus til, at han måtte begynde at skære i Tøsen.

[julien]

Julien var glad for at han måtte bruge noget tid sammen med hans onkel, torturmesteren! Han følte sig faktisk heldig at være i den familie, selvom at folkene omkring her ikke altid havde tid, hans far arbejdede altid, hans mor vidste han ikke altid hvor var, men hun havde heller ikke altid tid, og selv hans onkler arbejdede, Maggie var hos sin far i øjeblikket og Jonas hos hans forældre, så han havde siddet helt alene tilbage, indtil han havde fået Demitris besked, og det var han faktisk utrolig glad for! Han havde aldrig selv tortureret nogen, men han havde da til tider hørt hvordan skrigene kom nede fra kælderen af, og skønt han ikke måtte gå derned, så havde han da været utrolig nysgerrig efter at vide, hvad og hvordan det foregik. Han havde ikke noget imod at det var mørkt og dystert med kun den ene fakkel til at oplyse rummet, for han var skam vant til mørket, han var jo trods alt vampyr. Hvad der egentlig foregik, vidste han ikke helt, for han havde aldrig tortureret folk før, foruden de dyr han havde jagtet og derefter dræbt. Han hørte opmærksomt på onkels ord, for han vidste at han kun ville få det fortalt én gang, så det gjaldt om at høre godt efter. Han nikkede ganske roligt og dog bestemt. ”Ikke stoppe, forstået!” svarede han med et skævt smil. At han valgte rigtigt ved at vælge den lille skalpel, fik ham blot til at smile stort, for så havde han da fået lidt anerkendelse ved valg af redskab. Han fulgte blot sin onkel hen til pigen, der så lettere rædselsslagen ud, det var dog ikke noget han tog sig af, for han så hende ikke som andet end et dyr, som når han var på jagt. Han så kort op på Demitri da han blot blev sat i gang. Skulle onkel ikke gøre noget? Han trak kort på skuldrene for sig selv, inden han vendte opmærksomheden mod pigen. Han havde aldrig prøvet det før, så han vidste ikke helt hvor han skulle starte, så han valgte faktisk bare at starte et sted. Han gjorde et fast tag om den lille skalpel, inden han satte den for pigens kind, blot for at skære hele vejen ned til kæben, så en lang blodstribe fulgte efter.

[demitri]

Demitri nød selv at han måtte bruge tid sammen med sin nevø. For hvis han kunne udvikle en stærk lille torturmester, så ville han virkelig blive stolt. Han var dog sikker på, at hvis Julien blev regelmæssigt undervist, så ville han hurtigt nyde at torturere. Og måske til sidst bede om at få lov til at være med til det? Det var lidt hvad han håbede, selvom det måske blot var en drømmetanke. Hvad alle andre lavede i dag, det anede han ikke. Han ville være travlt optaget med at oplære sin nevø. Selv var faklen blot for til, at tøsen kunne se lidt og blive skræmt. For han kunne udmærket arbejde i det komplette mørke og ligeså kunne Julien. Han vædede let sine læber og betragtede den skræmte tøs, der sad klemt op af væggen. Lænket med armene over hovedet og siddende tilbage i en lille top og trusser. Hun var egentligt ikke ret gammel. Hendes hjerte hamrede, så hun var en levende skabning. Men hvilken? Måske hun var en blanding, for hun havde flere dufte. "Godt min dreng," sagde han med en tilfreds mine. Man skulle være opmærksom, for han ville egentlig ikke forklare det hele en gang til. Han så mod Julien og rejste sig op. Han skulle nok lave noget, men for nu måtte Julien more sig. Til sidst, ville han demonstrere hvad Julien fremover ville komme til at lære, hvis han da ønskede det.
Pigen trykkede sig skræmt op af væggen. Hun havde mistet hendes kjole og den var ødelagt. Hun var allerede på nippet til at tude, for hun var kun omkring de 10-11 år. Så dette var noget, hun ikke havde været med til før. "Lad mig gå, lad mig gå!" peb hun skræmt og kiggede på den lille dreng. Hun trak hovedet til siden, da han skar mod hendes kind. Hun skælvede i hele kroppen. Hun var varyl; Halvt lysvæsen og halvt magiker.

[julien]

Julien vidste faktisk ikke helt hvordan det hele foregik, så det ville være rart, hvis hans onkel ville demonstrerer lidt, eller bare fortælle ham hvordan man kunne starte ud, for det at skære i kinden, det var vel ikke særlig.. meget? Gjorde det overhovedet ondt? Han havde jo fået at vide at det skulle bløde før det gjorde ondt, og hun blødte. Blod? Hans hoved søgte ufattelig langsomt og næsten skræmmende på sned, han betragtede blod striben, og lod sin tunge glide ganske langsomt over hans læber. Han hørte ikke helt hvad hans onkel sagde, og stod blot med skalpellen i hånden med blikket vendt mod pigen. Hendes ord, fik næsten bare lysten frem i ham, og han tog sig bestemt ikke af dem. Han løftede ganske roligt skalpellen, og lod den falde ganske blidt mod hendes hals. Hans dybbrune øjne var gået fra mørke til mere rødlige, og han mærkede ganske stille hvordan sulten sneg sig frem i ham, han var jo trods alt kun en lille dreng, og små vampyrer besad jo en umættelig sult. Han gjorde et let snit med skalpellen mod hendes hals, lige ved hendes blodåre, for hans tænder var jo ikke så veludviklet endnu, de var ikke så sylespidse som en fuldvoksens vampyr, men derfor kunne han da godt tage en lille mundfuld? Han kunne tydeligt mærke, hvordan pigens hjerte måtte slå hurtigere mod hendes bryst, hun var bange og han kunne virkelig lugte det, og det drev ham! Han gjord et let hvæs, inden han kastede sig frem imod hende, lagde den ene hånd mod hendes hoved for at få strakt hendes hals, inden han satte tænderne i hendes blodåre som han havde skåret op, blot for at mæske sig i hendes søde og gode blod!

[demitri]

Demitri betragtede knægten. Han ville instruere ham og demonstrere, men først ville han se om knægten kunne forstå at skulle skære så det blødte. Kinden var intet specielt, men et sted at starte. Han holdt dog også øje med ham, for han kunne se hvordan han blev påvirket da blodet piblede frem. Han vædede let sine læber og blev stående upåvirket af hendes blod. For efter så mange år, så kunne han godt styre sin blodlyst. Det var ret nødvendigt når man skulle torturere folk. Han kneb øjnene let i og kunne fornemme, at knægten var holdt op med at høre efter. "Julien," sagde han kortfattet for at få hans opmærksomhed, selvom det virkelig ikke fungerede. Knægten var helt væk af den blodstribe. Men hvad pokker, knægten kunne vel godt tage lidt af hendes blod? Han blev stående og betragtede knægten. Ja, så kunne man bruge en kniv, når han skulle have mad. Da han havde taget et par slurke, greb han hurtigt fat i Julien og trak ham 2 meter væk fra tøsen. Han holdt ham tilbage, så han kunne komme til sig selv. "Julien," sagde han fast og knælede foran knægten for at komme i øjenhøjde med ham. Han så fast på ham og holdt ham på plads, for han skulle ingen steder lige nu!
Pigen sad ganske stille. Hun gispede fast, da han skar hende i halsen. Hun sad stille og med hjertet hamrende derudaf, for hun var virkelig i panik. Hun sad fuldkommen stiv som en statue da han kastede sig på hende. Hendes hoved lagde hun til siden, for selv om han var lille, var han stadig lidt stærkere end hende. Hun gispede fast, da han begyndte at suge. For det var ikke blidt. Han sugede jo til sig af hendes lyse blod. Da han blev trukket væk fra hende, så sad hun bare stille og skælvede. Hendes hjerte galloperede som 10 vilde heste.

[julien]

Julien befandt sig i en trancetilstand, eftersom at blodet påvirkede ham. Det duftede så sødt! Desuden så var det jo ikke tit at han fik blod fra en person, han fik typisk dyreblod, og når han så endelig fik blod fra en person, så var det en person fra Dvasias og ikke et af de lyse væsner. Han hørte ikke da Demitri kaldte på ham endnu engang, for han var helt fokuseret på sit ’arbejde’, med at få struben skåret lidt op på pigen, som blot sad helt tilbage af frygt, og frygten gjorde det ikke ligefrem bedre, nej det gjorde det langt bedre! Blodet smagte ufatteligt godt! Han havde faktisk aldrig nogensinde smagt noget bedre end dette! Han havde ikke nogen intentioner om at stoppe igen, og det måtte virkelig irritere ham da hans onkel rev ham væk fra hende, for han var sulten og så skulle han da ikke stoppe ham! Han gjorde et let hvæs, og vred sig for at komme fri fra hans onkels greb, så han kunne kaste sig på tøsen igen, for han ville have mere! Han var slet ikke mæt endnu! De røde øjne vendte han fast og lettere vredt mod Demitri, som han så ham i blikket og satte sig på knæ foran ham, så han skyggede for pigen. Det var tydeligt at han endnu var fanget i sin trancetilstand, for han kunne tydeligt endnu smage og lugte blodet! ”Mere!” beordrede han lettere fast, hvor han igen prøvede at vride sig fri fra hans onkels faste greb i ham. Han var sulten!

[demitri]

Demitri holdt stærkt fast i Julien. Han var stadig stærkere end den knægt og forblev det forhåbentligt fremover. Han sukkede dæmpet. Det burde han havde forudset. Selvom det var en god måde at få knægten til at blive afholds. Lyse væsner var sværest af modstå, han kunne jo selv lugte hvor sød og lækker den unge tøs duftede. Men han havde lært med årene at holde sig fra det. Han endte med at skubbe knægten op af væggen og han trak en lænke frem, som han satte omkring den unge knægts ene håndled. Han måtte blive afklaret med lugten og komme til sig selv. Han rejste sig og gik hen til døren, hvor han drejede nøglen og låste den. Hvis nogle skulle komme forbi, ville det virkelig se skidt ud at Julien stod lænket. Han kiggede hen på sin nevø. "Ikke mere nej. Blodet er bare en forstyrrelse. Det er dig der tabet nu Julien. Dit offer vinder. Er det det du vil?" spurgte han og gik hen til ham, knælede foran ham og drejede hans blik mod sig med sin hånd. Pigen sad stadigvæk og peb, det kunne han høre. De var end ikke nået til det sjove endnu. Han gav slip på Julien for at ordene kunne fise ind. Han gik hen til pigen, slikkede hendes kind og hals ren for blod. Det smagte virkelig sødt. Han stod imod og fik stoppet blødningen. Han trak sig bort igen og skubbede sig op at stå. Han samlede skalpellen op, gik hen til alle knivene og lagde den på plads. Han afvetnede om Julien kunne finde ud af at komme til sig selv.

[julien]

Blodet var så sødt, og det tirrede Julien ved at være mere tilbage i kroppen på hende, blodet tirrede ham ved at dufte så sødt, og det flød rundt og rendte ud ad hendes sår, hvilket virkelig ikke hjalp på hans sult! Han hvæsede vredt, vred sig kraftigt for at se om han kunne slippe fri fra Demitris faste og stærke greb. Han ville fri! Han ville drikke mere af pigens blod! Han var langt fra færdig! Han bed ud efter Demitri, da han blev låst fast i lænken til væggen. Kom der folk forbi og Alec først hørte om dette, så ville Demitri klart være ude på dybt vand, og dog var del vel nødvendigt? Uanset så var Julien ikke tilfreds med det, og han rev hysterisk i lænken for at komme fri, skønt det ikke ligefrem hjalp. Han kradsede ud mod Demitri, han skulle ikke slippe så let for at stoppe ham i at nære sig! Skønt han var i trancetilstand formåede han alligevel at opfange hans ord. Han kneb øjnene fast sammen ”Nej!” råbte han fast, og som han åbnede blikket igen, var hans øjne dybbrune igen. ”Byttet skal ikke vinde!” hvæsede han vredt. Han ville skære hende op lem for lem, hvis hun vandt over ham! Han var nok lille, men han var stædig! Og han ville ikke tabe! Det kunne han ikke! Så ville han aldrig blive god ligesom hans far! Han rev endnu engang i lænken, skønt det ikke ligefrem hjalp. Lugten var han ved at vænne sig til, og om han så skulle holde sig fra det, så ville han ikke tabe! Han slappede dog mere af, for ellers kom han vel ikke fri?

[demitri]

Demitri vidste at Julien måtte være dybt tirret og fristet af blodet. Men han måtte lære allerede fra lille af, at der var mere i denne verden end sødt blod. Selvfølgelig var det en delikatesse. Og nogle af bloddonorerne her på stedet var også noget så søde i deres duft, hvis de var hentet ind fra Procias. Han så mod knægten og rykkede sig hurtigt, da knægten ville bide ham. Han havde nu låst døren, så folk ville ikke kunne nå at se noget, hvis der kom nogle forbi. Han gik hen og knælede foran knægten igen og hans hoved drejede let til side, da han blev kradset over kinden. Han bakkede væk fra ham med knyttede hænder og rejste sig op endnu engang. Han så på ham. Hans øjne var iggen dybbrune og det rødlige var væk. Men hendes blodløb var også stoppet, så det cirkulerede kun inde i hendes krop nu. "Nu skal du stå pænt og så kan du lov at se hvad du engang skal lære, når du bliver ældre," sagde han og åbnede lænken igen. Han kneb øjnene fast sammen. Han satte pigen fri, men trak hende ud midt på gulvet og lænkede hende fast til nogle lænker der hang ned. Han samlede kniven op fra gulvet som han selv havde brugt og skar hendes top op. Hun var fuldkommen fladbrystet alligevel, så intet grænseoverskridene for hende der. Han smed toppen hen til kjolen og gik hen og hentede en pisk. Han lagde kniven på plads. Han gik hen bag tøsen med pisken i den ene hånd. Snoren var lang og tynd, men af lædder. Så det ville sprætte hendes hud op så let som ingenting. Han hamrede pisken ud mod hendes ryg, hvilket resulterede i en lang streg over den. Hun skreg fast op af den stærke smerte og hun svajede i hele ryggen. Han så på Julien og afventede en reaktion.

[julien]

Julien så blot til det røde mærke der kom på Demitris kind, da han havde kradset ham, han var nok stærkere og højere og ville kunne slå ham om så let som ingenting, men når det kom til alt, så var det faktisk Julien der havde magten, netop fordi hans far var Demitris overordnet, han vidste så bare ikke om hans far ville være ligeglad eller ej. Han så lettere fast mod Demitri, skønt at kradsemærket healede hurtigt, for det gjorde vampyrer jo. Han tog sig ganske let til håndleddet og ømmede det ganske let, som han havde påført sig selv smerte ved at prøve at og rive sig løs, det gik dog ikke særlig lang tid før hans håndled selv var healet. Han lagde armene over kors og betragtede Demitri ganske fast, da han samlede sin egen kniv op, skar toppen op på forsøgskaninen, for blot at lægge den på plads ved de andre knive, inden han tog den lange pisk frem, som Julien betragtede ganske forundringsværdigt. Han så blot til som hans onkel gjorde et hårdt slag mod pigens ryg, så blodet dryppede fra piskens spids. Han vendte blot koldt og kynisk sit blik mod Demitri, da han tilsyneladende afventede hans reaktion. Han gik ganske roligt hen imod hans onkel, og tog sig ikke af pigens lange skrig. ”Mig vil prøve!” endte han fast og lettere beordrende, han skulle nok få det pigebarn til at skrige af smerte, hvis det var det han ville se! Desuden skulle hun ikke få lov til at vinde over ham!

[demitri]

Demitri tog sig ikke yderligere af kradsemærket. Det gjorde knapt nok ondt og det forsvandt hurtigt igen, det vidste han jo godt. Vampyrer helede sig selv, hvilken fantastisk egenskab! Også en grund til at han udmærket kunne lænke Julien, for der ville ingen mærker være og ingen eftersmerter. Og når han forklarede at det var for knægtens eget bedste, så holdt han vel mund? Kom det ud, hvad han egentligt lavede hernde med Julien, ville Alicia garanteret få et flip! Alec kunne nok selv regne ud hvad der skulle ske. Han smilede ganske tilfredst efter pigens skrig. Det var virkelig som sød musik i hans øre, det var helt klart! Der skulle være orden i tingene. Deraf også grunden til at han lagde tingene på plads efter brug. Det var en kunst at torturere, det var ikke en leg. Ikke som han så det. Selvfølgelig var det morende at se paniske ofre blive knækket psykisk og fysisk, men det var en anden side af sagen. Han trak et lommetørklæde op af lommen og tørrede piskens lange snor af for blod. Han så mod sin nevø, da han kom hen til ham. Den beordrende tone hørte han og det morede ham virkelig. Der var gods i den knægt og han kunne virkeligt lide det! Han så tænkende ud, viftede Julien med sig og gik hen og lagde den pisk han havde i hånden på plads. Han fremdrog en anden, hvor der var en kortere snor på, dog ligeså hård. Bare lettere at svinge med, for den havde ikke et ligeså stort omfang. Ville knægten prøve, så kunne han vel godt det? Han knælede ved siden af Julien. "Så sørg for, at hun ikke kan stå på sine ben," sagde han fristende i hans øre, så tøsen ikke ville høre det. Han rejste sig og fulgte sin nevø med blikket.