I can never do it on my own..

[Deleted]

Det var igen ved at være mørkt, selvom det slet ikke var noget som Valerio tog sig meget af. Han havde været hjemme et par dage efterhånden, selvom det havde været svært for ham at falde til ro på nogen måde. Efter den fuldendte udveksling så Fabian kunne komme hjem og det samme med ham selv, så havde han ligget i sengen. At blive fodret på den måde, som han var blevet, var noget som måtte gøre ham direkte vred, for han ønskede virkelig ikke at være så følelseskold og så hjælpeløs som han var blevet fremstillet som, for det var slet ikke sådan, at det måtte hænge sammen! Alec havde været vred på ham.. Han havde været voldsom vred, hvilket han godt kunne forstå. Nu forstod han sig da på, at kvinder virkelig kunne gøre svage! Hans kære bror var gift og var blevet far siden den gang, så det havde virkelig bare været ham tydeligt, at han havde været væk forbandet længe! Hans øjne var lettere blodsprængte, som han vendte og drejede sig i sengen, blot for at slappe af endnu en gang. Han havde ikke snakket siden han var kommet hjem. Det kunne man ikke med lungerne fulde af vand! Han lukkede øjnene endnu en gang, idet han tvang to fingre direkte ned i halsen, blot for at stivne idet han nærmest måtte lave en mindre bræklyd, da han prøvede at få vandet op! Det var ikke meget som kom, men det var altid lidt! Han resulterede i et kraftigt hosteanfald, idet han klemte øjnene kraftigt sammen. Han lød virkelig som en gammel mand efterhånden og det var også noget som tydeligt kunne ses på ham, for han fik jo ikke andet blod end det som de kunne bringe ham, selvom det var langt bedre end det som han havde fået længe. Meget af det døde blod som han var tvangsfodret med under Destinys varetægt, var blevet erstattet med nyt. Hans værelse var fuldkommen mørkelagt foruden det lille stearinlys som måtte stå på hans sengebord. Det var virkelig skønt at være hjemme, selvom der var så mange ting som han pludselig skulle vænne sig til, for nemt, det var det virkelig ikke. Alec var rasende på ham, opsøgte ham end ikke, så han lå jo mere eller mindre bare fredeligt og for sig selv, selvom han virkelig ikke kunne fordrage tanken, for han har altid været vant til at have andre omkring sig. Han sukkede lettere opgivent idet han lagde sig ned på ryggen igen og stirrede op i loftet. Han sov ikke i kiste eller lignende, men en stor og flot seng. Det var tydeligt, at det jo var en familie som måtte have mange penge, for det havde e jo trods alt altid haft, hvilket i den grad også kun måtte være noget som måtte komme dem alle sammen til gode, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod. Ganske roligt talte han ned fra ti, idet han igen på nul, lod to fingre finde vejen helt ned i halsen på sig selv, for at lave endnu en bræk-lyd, for at få vandet op! Det var virkelig bare ikke andet end i vejen for ham! Han havde slet ikke fået næring nok i de mange, mange måneder, hvor han havde været fanget på den måde som han var og han kunne virkelig ikke fordrage det, selvom han nu ikke havde andet valg end at bide det i sig? Håret krøllet, det var falmende, ligesom hans hud og det kolde og kyniske glimt i hans øje. Han var en falden vampyr.. Nu en tydelig og kraftig skændsel for sin race.

[alice]

Alice var faldet i søvn hen midt på eftermiddagen. For hun blev jo nødt til at være vågen om natten. Hendes døgnrytme var derfor en anelse forstyrret, da vampyrerne jo havde lov til at holde hende vågen. Hun havde jo et 'arbejde' som bloddonor på dette sted. Mørket var ganske rigtigt stået op endnu engang. Faktisk så vågnede Alice ikke af sig selv. Hun var virkelig træt, for det tog på hendes kræfter, at hendes døgnrytme blev omvendt ligeså stille. Hun vendte sig om på siden. Hendes dør blev nærmest sparket ind og en vampyr, som var fuldkommen ukendt for hende, stod i døren. Hun vågnede med et spjæt og missede let med øjnene, da hun slet ikke var klar i hovedet endnu. Hun sukkede dæmpet og hun fik 5 minutter til at komme i tøjet og sætte håret. Så hun steg søvndøsigt ud af sengen, fik fundet sig en lårkort kjole og en trøje, som hun tog på. Hun tog et stykke bredt stof om maven til et bælte og kom i sine sko. Hun gik nogle skridt til siden hen til sidt spejl og børstede hendes hår. Hun strøg det tilbage over hovedet og lod det falde ned i smukke bølger langs hendes ansigt. Hun puttede et smil på, vendte om og nåede knap et skridt, før vampyren stod henne ved hendes side. Han greb fat i hendes overarm og førte hende med sig. "Hallo, jeg kan godt gå selv!" sagde hun, dog ikke fast eller noget. Hvad skulle hun? Det anede hun virkeligt ikke. Hun havde hørt at Alecs bror var kommet hjem, men hun var knapt nok vågen nok til at tænke helt klart endnu. Hun blev tvunget ud af værelset og ned af gangen. Igennem mansionet og ned til Valerios eget værelse. Han forklarede på vejen til Alice, at hun skulle hjælpe Valerio og tage sig af ham. Så fik hun da på plads hvad hun skulle. Da de nåede værelset, fik hun en spand i armene som havde stået udenfor. Nede i den lå der en lang kanyle-strøjte, en slags slange og det var det. "Han har vand i lungerne," sagde vampyren stenagtigt til hende og åbnede døren ind til ham. Han puffede hende indenfor og lukkede døren, før Valerio så ham. Hun stod og fandt balancen indenfor døren og kneb øjnene i, da de bræklyde kom. Hun betragtede ham stille. Hun kendte ham for pokker da ikke engang! "Jeg.. " sagde hun blot stille. Hendes hjerte hamrede hurtigere end normalt, for der var lidt spænding over dette. Hun kiggede ned på spanden i sine arme og gik hen til ham. Hun stillede spanden på gulvet ved sengekanten og knælede selv. "Ehm.. Den her sprøjte burde kunne tage vandet ud, så.. Så.. Hvis du nu tog trøjen af, så jeg kan se.. Så kan jeg få det ud.." sagde hun stille og kløede sig lidt i nakken. Hvor pokker skulle hun stikke?

[Deleted]

Det var virkelig helt og holdent umuligt for Valerio at finde nogen form for ro, så længe, at han havde det på denne måde! Det var virkelig bare den konstante følelse af, at skulle blive kvalt og han døde jo ikke af det, så det var bare et konstant ubehag som han ikke kunne gøre det mindste ved på nogen måde! At Alec var vred på ham, forstod han dog godt, og at manden ikke rigtigt ville snakke med ham, var end ikke noget som han kunne klandre andre end sig selv for, så der var ikke noget andet at gøre ved det. Blod fik han, men slet ikke nok til at han ville kunne komme på benene igen. Det døde blod var mere eller mindre forsvundet fra hans eget system, selvom ubehaget virkelig måtte være noget så frygtelig intenst når det endelig måtte komme til stykket. At stikke fingeren i halsen, var en måde at gøre det på, men det var virkelig bare noget som tog så frygtelig lang tid! Han var virkelig bare blevet for desperat og ville bare gerne tilbage til et så normalt liv som det var ham overhovedet muligt! Han lå tydeligt uroligt på sengen og med blikket som han omgående måtte vende mod den kvinde som måtte komme ind. Han havde ikke været hjemme i måneder, så han vidste slet ikke hvem hun var, men en ting kunne han da hurtigt konstatere; Hun måtte være et levende væsen, for han kunne så tydeligt høre, at hendes hjerte måtte banke mod hendes bryst. Hans hænder lukkede han fast omkring hans bldorøde sengetøj, blot for at blive liggende. Han var et rovdyr og nu uden sine tænder, så kunne han end ikke jage længere. Det var en direkte frustrerende tanke når det endelig måtte komme til stykket, for han kunne virkelig ikke fordrage det! Spanden tog han i blikket og uden at vende blikket væk i form af afvisning eller noget. Her var han tvunget til at tage imod hjælp, om han så ville det eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det selv, uanset om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Tanken var om ikke andet, så direkte frustrerende at tænke! Hans blik hvilede tydeligt spørgende på hende, for han havde jo trods alt heller ikke nogen anelse om hvem hun måtte være, og det var noget som i den grad måtte gå ham tydeligt på, på denne måde, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han tvang sig stille op at sidde, selvom det i sig selv, måtte koste kræfter som han slet ikke følte, at han havde. Han tog fat i trøjen og fik den over hovedet og lagde den ved siden af sig. Han var en anelse tynd at se på, selvom hans bryst var så fremtrædent og det var virkelig kun fordi at hans lunger var fuld af vand på grund af Destiny! En ting havde han nu lært, og det var ,at han slet ikke skulle komme en vanddæmon på tværs. Det førte aldrig noget godt med sig på denne måde. Han blev siddende. Kunne hun få vandet ud af hans lunger, så ville han virkelig være hende så frygtelig taknemmelig!

[alice]

Alice kendte ikke til Valerios tilstand. Hun vidste blot, at det var Alecs bror og at han næsten lige var kommet tilbage igen. At han havde vand i lungerne, hvordan? Det måtte være magisk skabt. En skam, at hun aldrig havde lært magi. Ellers kunne hun måske have fået det væk på den måde? Men hun havde jo gået op i dans hele livet, så den magi hun måske kunne besidde, kunne hun ikke bruge til noget. Hvad der skete mellem de 2 brødre, var hende uklart. Det var virkelig heller ikke hendes problem. Hun arbejdede her blot. Efterhånden havde hun også fået utroligt mange bidemærker her og der. Men idet mindste holdt folk sig da til at tage hendes blod. Hun betragtede ham. Hvad der var hændt ham ellers, måtte hun vel finde ud af når vandet var væk? For det virkede til, at han ikke havde nogen taleevne pga. af det. Hun kneb øjnene en smule sammen og betragtede ham indgående. Han så nu ganske sød ud. Et pænt ansigt og det halvlange krøllede hår, var virkelig kært. Det kriblede helt i hendes fingre, efter at få lov til at stryge ham over håret og sige søde ord. Men det var virkelig upassende. Han var jo en voksen mand, ikke et lille barn. Hun så ned i spanden og fandt en lille seddel. Der var optegnet alle ribben og sat et kryds et bestemt sted mellem 2. Der skulle hun åbenbart stikke. Dette var da virkelig planlagt, men af hvem? "Du har nogle, der ønsker at hjælpe dig," sagde hun stille til ham og lagde sedlen på sengekanten, så hun kunne se ordentligt. Hun kiggede på ham, da han fik trøjen af og hun måtte se væk igen, for ikke at sidde og glo dumt. Hun kiggede på sedlen endnu engang, og trak sprøjtekanylen op, hvor en slange sad. Hun gjorde så vandet ville ryge ned i spanden. Hun lod den ene hånd glide over hans ribben og talte ned, som der stod på sedlen. Da hun fandt stedet, så stak hun egentligt bare til for at komme ind. Der kom vand, så havde hun ramt rigtigt! Hvilken sejr. "Grib fat i min hånd, hvis du føler noget er forkert," sagde hun stille til ham, dog uden at se på ham. Hun så koncentreret på sprøjten, som selv arbejdede. Hun holdt slangen så vandet faldt forholdsvist hurtigt ned i spanden. Hun blev siddende og afventede, at hans ene lunge skulle være tømt. Aldrig havde hun oplevet noget lignende!

[Deleted]

Valerio vidste, at det hele måtte være direkte selvforskyldt, når det endelig måtte komme til stykket. Så længe, at hans lunger var fyldt op med vand, så kunne han ikke få luften ned i lungerne, så han kunne snakke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hans blik stirrede påehnde og med en svagere sitren. Han kunne virkelig ikke falde til ro på nogen måde og det var virkelig ubehageligt! Efterhånden så var han lidt ligeglad når det endelig måtte være. Han var træt af følelsen ved at drukne for det var virkelig det som han følte mere eller mindre hele tiden, det var der heller ikke nogen tvivl om, for det var virkelig ubehageligt! Han knyttede hænderne ganske let, som han lod blikket hvile på hende. At nogen ønskede at hjælpe ham på dette sted, var ikke noget som man direkte kunne sige, at han havde nogen som helst form for tro på, for han havde virkelig været direkte illoyal overfor sin bror, men i den grad også hans organisation som sådan, og det var virkelig ikke noget som han kunne komme udenom, for det var virkelig intet andet end ren fakta når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod kanylen, hvor han automatisk måtte spænde fast i det muskuløse bryst. Han lukkede øjnene let, idet at han måtte slippe et chokeret og let gisp, idet at kanylen måtte falde på plads i hans egen krop, hvor han fast måtte bide sig i læben. Det var virkelig ubehageligt! Han spændte fast i hele kroppen, hvor selv hans hænder måtte skælve noget så tydeligt. Han greb omkring hendes håndled, idet han kunne og formåede det. Han kunne få luft ned i den ene lunge! Det var virkelig bare en tanke som måtte glæde ham lige nu, for det var virkelig bare dejligt! ”Det gør ondt..” Det var ikke direkte fordi at der var noget galt som sådan lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vidste, at han måtte mangle yderligere en lunge som skulle tømmes, selvom det virkelig var noget så frygtelig glad for! Han var den mildeste af brødrene og han vidste det godt, så han var den som havde det næmmest for at skulle acceptere andre, selv hvis de ikke var vampyrer. Han slap hendes hånd med en klar skælven og vendte blikket mod hans bryst. Det var lettende, at han kunne snakke igen!

[alice]

Alice kendte virkelig intet til baggrunden bag dette. Han havde været væk, så meget vidste hun. For Alec havde jo fået en 4 årig knægt. Så hun havde faktisk været her i 4 år nu. Smart at kunne tjekke det ud fra hendes 'herres' søn, ikke? Hun sank en klump. Hun havde mange bid efterhånden. Men ingen var kommet tæt på hende. Hun havde afvist enhver og sjovt nok, var ingen blevet sure? Det eneste lettere seksuelle var når de bed hende på indersiden af låret, for der sad en anden saftig blodåre åbenbart. Hun ville med glæde hjælpe Valerio af med vandet, for det var sådan set synd for ham. Det følte hun da. Det måtte ikke være rart, ikke at kunne tale. Hun mødte hans stirrende blik. Han ville snart kunne falde til ro, det skulle hun nok sørge for. Men hvem mon havde sendt hende? Det var nok ikke den vampyr, som havde jaget hende ud af sengen og ført hende herned. Hun havde trykket fast mod hans hud, så kanylen ville gå ind. Han ville vel selv hele sammen bagefter. Det havde hun da lært om vampyrer. De helede sig selv, for det havde hun set. Hendes blik hvilede koncentreret på slangen. Som vandet begyndte at svinde bort, så ville hun tro at det gik mod enden. Hun hev kanylen ud, da han greb fat omkring hendes håndled. Hun smilede stille og dog skjult, da hun stadigvæk gloede ned i gulvet. "Du skal dreje dig rundt, så vi kan få vandet ud af den anden," sagde hun dæmpet. Nok som en ordre, men langt fra på en beordrende måde. For hun var underdanig, når det kom til ham. Hun var trods alt Alecanders bror. Hun tog sin hånd til sig da han gav slip og ventede på at hand rejede rundt. Så talte hun ned igen, jog kanylen ind i hans lunge og vandet sivede ud gennem slangen. Hun holdt slangen så vandet faldt hurtigt ned i spanden og forlod hans lunge. Da han stoppede hende, fordi vandet var ude, så hev hun kanylen ud og foldede slangen sammen og lagde det ned i spanden til vandet. Hun skubbede sig op at stå, tog det lille papir med krydset på og lagde det ned på gulvet også. Hun betragtede ham stille og lagde armene omkring sig selv i en omfavnelse. "Hvis.. Hvis du har brug for at fortælle, hvad der er sket så.. Så vil jeg gerne lytte," sagde hun stille. Lidt genert, for hun kendte ham jo ikke!

[Deleted]

Det var slet ikke Valerios mening, at skulle stirre på denne måde, men igennem det sidste forbandede stykke tid, så havde han ikke kunne gøre andet. Det havde været mere eller mindre fuldkommen umuligt for ham at hvile, slappe af eller bare noget som måtte minde om det, for vandet i hans lunger, havde virkelig ikke været andet end i vejen for hans vedkommende og det havde virkelig bare været i vejen for ham! Han lod hende tmme den ene lunge, hvor han virkelig bare prøvede at sidde så rolig, som det var ham overhovedet muligt, selvom det virkelig ikke var nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Det gjorde faktisk forbandet ondt! Han klemte øjnene let sammen, som han roligt vendte sig om, så hun kunne komme til den anden lunge. Han slap endnu et kraftigt, dog smertefuldt gisp, da kanylen måtte finde vejen til hans lunge, så de kunne tømmes for vand. Han havde prøvet at hoste det op og det havde ikke virket, det at skulle stikke fingeren i halsen, udelukkende fordi at han havde været så desperat, det havde jo heller ikke virket og så kom hun… Han var reddet af et levende væsen, hvilket i den grad ikke havde været noget som man kunne sige sig, at han havde regnet med. Han lukkede øjnene og lagde sig tilbage i sengen, hvor han stille prøvede at fylde lungerne op med luft i stedet for. Det var virkelig intet andet end en befriende tanke og det var vel også tydelgit for hende, at han måtte falde langt mere til ro nu? ”For pokker da også..” Hans stemme var frygtelig hæs, for den var ikke blevet brugt i temmelig lang tid. Han havde allerede ænset alle hendes mange, mange bidemærker, selvom det nu ikke var noget som rørte ham det mindste. Det var han jo trods alt vant til at se på det her sted. Han lage hånden mod hans bryst og klemte øjnene let i før han stille måtte vende blikket mod hende. Han blinkede let med øjnene. ”Jeg takker,” afsluttede han stille. At fortælle om det som var sket ham, var han nu ikke meget for lige som så, det var helt sikkert, for det var virkelig intet andet end direkte pinligt set i hans øjne. Han rykkede sig en smule, så hun selv ville kunne sætte sig hvis hun ville det. Sådan som hun måtte blive næret på, på denne måde, så var det også kun klart for ham, at hun havde brug for et afbræk. ”Sæt dig endelig ned.. Du har selv brug for det, kan jeg se..” Han var ikke dum og desuden, så vidste han, at det måtte være sovetid for hende, så hun var vel også revet ud af sengen? Den tanke bifaldte han dog næppe.

[alice]

Alice havde mærket hans stirrende blik. Men det var vel svært at lade vær? Hun måtte vel rive i hans sanser som enhver anden? At han ikke havde fundet hvile pga. vandet i hans lunger, den havde hun dog regnet ud. Det måtte da også været umuligt? Det tog pusten fra ham, det kunne hun tydeligt se. Og hans bryst faldt også bedre på plads, fremfor at se så oppustet ud. Hun så korte gange mod ham mens hun arbejdede med at holde slangen ordentligt, for hun ønskede da at hjælpe ham. Men hvem som havde sendt hende, det kunne hun ikke spørge på. Hun var blevet revet ud af sengen, selvom hun dog efterhånden havde lagt noget af sin døgnrytme om. Det var bare stadig svært at skulle stå op når det blev mørkt. Hendes døgnrytme var forstyrret og det var svært i starten! Hun smilede forsigtigt og skubbede spanden længere væk fra sengekanten af, så den ikke ville stå i vejen. Nu var hans lunger tømt. Hun betragtede ham. Han var flot. Men hvilken vampyr var ikke det? Alle sammen så evigt smukke og yndefulde. "Ingen årsag.. Jeg blev sendt herned og fik stukket spanden i armene," sagde hun med et skævt smil og så lidt genert ned i gulvet. Hun kiggede hen mod ham som han rykkede sig og hun nikkede stille, da han sagde at hun endelig skulle sætte sig. Hun gik hen til sengen med sine yndige bevægelser og landede let på sengen. Hun tog sine sko af og trak benene op til sig. Hun satte sin hånd mod sengen med strakt arm, så hun kunne støtte. Hun sad nærmere på den ene balle, med benene bøjet til side for sig. Hun gned sin frie hånd over hendes øjne og skjulte et let gab ind i hånden. Hun betragtede ham som han talte. "Nu kan du vel også komme ud at jage igen og få mere føde?" foreslog hun stille. Hun vidste jo, at folk foretrak at jage. De som bed hende, var de som sådan set ikke havde tid eller nød andre ting i livet, end at jage. Hun trak vejret roligt og blinkede med sine øjne, da hun så mod hans ansigt.

[Deleted]

Det var virkelig helt befriende at Valerio kunne trække vejret igen, det var virkelig ganske enkelt utroligt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han kneb øjnene let og fast sammen, som han måtte trykke ganske let mod hans bryst. Han kunne snakke igen og han kunne fulde lungerne med noget ganske andet end vand! Blikket gled stille mod hende, som hun måtte sætte sig, og sandt, at hun virkelig rev i ham, selvom han vidste, at han absolut intet kunne gøre uden at nogen faktisk ville tilbyde ham blodet. Hvilket i den graad var noget som virkelig måtte frustrere ham noget så frygteligt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han lagde hovedet ned i sengen, hvor han fast måtte lukke hånden omkring sengetøjet på hans seng. Han havde ligget her siden han kom og blodet blev serveret på flaske, ellers kunne han ikke få tvunget noget som helst ned og det var virkelig en ganske så frustrerende tanke ”Du gjorde det.. Så er det jo dig jeg skal takke,” sagde han stille. De mørke øjne vendte han stille mod hende, selv med en mindre sitren i kroppen, som han virkelig bare prøvede at skulle bide i sig, selvom det virkelig måtte være noget så frygtelig svært, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak på smilebåndet og kuklo ganske let. ”Mig jage? Efter hvad der er sket, så vil jeg aldrig være i stand til at gøre det igen,” sagde han med et svagt træk på skuldrene, som betød det virkelig intet for hende, selvom det langt fra var tilfældet, for han var virkelig træt af, at han ikke kunne.. Han var træt af, at han skulle være så afhægig af andre og skulle være det resten af hans liv! Et sted ville han næsten havde håbet på at Destiny ville tage livet af ham i stedet for, for det var langt mindre ynkeligt end det her. Igen var det hans svage hjerte som havde tvunget ham i unoder og denne gang havde det kostet ham frygtelig dyrt. ”Destiny tog mine hjørnetænder..” forklarede han derefter med ganske få ord. Det var virkelig pinligt bare at skulle tænke på, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Blikket vendte han stille væk fra hende. Han ventede vel et sted på, at hun ville grine af ham som så mange andre? At han havde været gjort så forsvarsløs og så hjælpeløs, hvor han måtte være afhængig af hjælp resten af livet? Det var direkte ynkeligt!

[alice]

Alice var sikker på, at det måtte være berfriende at få det vand ud af lungerne. Det havde jo pustet ham op og taget kræfterne fra ham; det kunne hun tydeligt se efter forandringen. For nu var han langt mere rolig, af hvad hun kunne mærke. Måske hun fejllæste ham? Det kunne jo ske. Hun ville ikke heller dømme på bogens omslag. Men hun var nu sikker på, at det havde lettet ham. Han havde jo også snakket, så snart den ene lunge var blevet tømt. Hun sendte ham et forsigtigt smil og trak vejret dybt ned i lungerne og pustede ud igen. Hun blev siddende og betragtede ham stille. Han så nu ganske sød ud. Virkede overhovedet ikke ligeså mystisk som Alec. Han var virkelig en spøjs fyr i hendes øjne. Men igen, så forstod hun sig ikke på, hvorfor vampyrer gjorde som de gjorde. Hun havde blot en større viden om hvad de rendte og lavede. "Rigtigt," sagde hun med et blidt smil over læberne. Hun blinkede let med sine lange øjenvipper og blev siddende på sengen. "Ikke?" spurgte hun stille og faktisk helt overrasket. Kunne ikke jage? Hvordan kunne det dog være muligt. Hun nikkede bare stille til hans ord. Hun rykkede sig hen mid ham, bare lidt nærmere. Han ville jo sådan set ikke kunne skade hende? "Er ked af, at det skulle blive sådan," sagde hun stille. Det tydede ikke det mindste på, at hun skulle til at grine. For hvad pokker skulle hun det for? Der var virkelig intet morsomt i det! Hvad var hun ikke selv i dette hus? Hjælpeløs.. Forsvarsløs. Hun kunne ikke forsvare sig hvis en vampyr gik amok på hende. Hun betragtede ham stille. "Hvis du stadig vil jage, kunne jeg da godt løbe fra dig? Jeg må også holde mig i form, så jeg kan danse," sagde hun stille med et skævt smil og lod hovedet falde på skrå. Det ville da være sjovt at få lidt sjovt ud af at være her. Sjov med en anden, fremfor blot at underholde sig selv..

[Deleted]

Valerio var faldet langt mere til ro nu, end det som han havde gjort igennem det sidste lange stykke tid. Den konstante følelse ved at drukne, var for længst væk og det var noget som han virkelig måtte være så frygtelig glad for i den anden ende. Selvom det virkelig ikke var noget som ville gavne ham det mindste, for han havde allerede mistet noget af det som han var mest afhængig af når det endelig måtte komme til stykket, hvilket i den grad heller ikke var noget som gavnede ham på nogen måde overhovedet når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun ikke måtte grine af ham, var noget som faktisk måtte forundre ham et sted, for det var slet ikke noget som han havde ventet sig. Der var så mange som havde grinet af ham allerede. Han rystede på hovedet. ”Nej..” mumlede han let for sig selv, for det var bestemt ikke noget som han var stolt af på nogen måde når det endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig ikke noget som han kunne have med at gøre! Blikket gled stille mod hende, som hun næsten tilbød sig at løbe fra ham, så han kunne opleve følelsen. Han trak svagt på smilebåndet, hvor han kuklo ganske let efterfuldt af små rst på hovedet. ”Du ønsker att rigge mine rovdyrinstinkter? Jeg fanger dig i løbet af ingen tid.. og ønsker at slå ihjel, hvis du ender med at løbe fra mig, men jeg kan ikke..” Han rystede på hovedet. Han kunne vel lige så godt bare vænne sig til tanken om, at skulle nære sig fra flaske rsten af hans liv? Selvom det måske var ham en fristende tanke, så var det slet ikke muligt for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Jeg tørster allerede efter dit blod..” hviskede han stille. Det i sig selv, var intet andet end den rene sandhed, uanset hvor meget hun måtte have godt med det eller ikke, så var han virkelig bare fuldstændig ligeglad! ”Jeg ener med at slå dig ihjel på andre måder..” afveg han, som han igen måtte vende blikket væk fra hende. Hun havde lige hjulpet ham med at falde godt til ro. Det ville være ham selv en skam, at ende med at rive det fra hende på denne måde.. Det ønskede han ikke.