|
Post by alecander on Oct 14, 2010 20:04:44 GMT 1
Mørket havde lagt sig over landene. Det blæste ganske så let, dog ikke noget en vampyr ville tage sig af, for de kunne jo ikke fryse. Det var generelt blevet køligere, fordi efteråret endelig var kommet, hvilket også resulterede i at det var ved at blive tidligt mørkt, og senere lyst. Hvilken vampyr glædede sig ikke til vinterens stund? Skyerne havde trukket sig ind over Manjarno, og det så ud til regn, som det også var blevet fugtigere. De mørke øjne så ud af maskens øjenhuller. Alecander var på vej hen til Neutranium, for at udveksle Destinys lille kæreste for hans egen kære bror. Fabian havde det nok ikke så godt, men han var sådan set ret ligeglad, så længe han var i live, så var han tilfreds, for han kunne ikke bruge ham død. Han blev ledsaget af fem andre fuldblodsvampyrer, som selv bar en kulsort maske for at skjule deres identitet og beholde deres anonymitet. Det eneste der skilte Alecs maske fra de andre, så man vidste at han var lederen, var at hans maske var bar et hvidt tern oppe i venstre side af masken. Han gik med faste skridt forest, hvor de frem andre trak den kærre som han havde bygget, som transport af Fabian, der måtte sidde fanget inde i en sort kiste, og det eneste lufthul, var et hul ved munden, men Fabian ville alligevel ikke være i stand til at sige noget som helst, så der havde været en dejlig stilhed på vej derhen. Kisten var bygget ganske smal, så Fabian ville være ganske klemt derinde, han vidste at Valerio alligevel ikke havde fået en bedre behandling. Han bar for en gangs skyld en mørk kappe og under ved hans side hang et langt sølvsværd i sin skede. Hætten var trukket op over hovedet, så man kun lige kunne skimte det hvide tern af masken, hvor selv hans øjne var mørktlagt af skyggerne. Månen var næsten fuld, og oplyste vejen som de gik på, dog havde de ikke brug for lys, netop fordi de kunne se i mørke. Han havde selvfølgelig valgt at udveksle om natten, så de ville være på hjemmebane, hvis der skulle ske noget, for der var en masse ting som han havde måttet tage højde for. Hans holdning var rank og stolt som altid, hans blik hvilede faretruende og vredt fremfor sig. Han knyttede hænderne ganske let under den mørke kappe. Han kunne mærke hvordan hans krop reagerede på spændingen, dog skulle de nok komme væk i sikkerhed, skulle det gå helt galt havde han jo sin amulet med sig; den som holdt hans djinn som hans slave, så de havde selv magi på deres side. Han holdt hånden op som tegn på at de skulle stoppe. De stod udenfor Neutraniums mur, for han ville skam ikke være så dum og træde ind på deres område, i det fri var de i sikkerhed, desuden kunne han ikke vide om hun ville have et baghold derinde, så han tog skam ingen chancer! Han havde kun én intention; at bringe hans bror med hjem i live. Han stod klar, og var næsten parat til at møde skæbnen, for han måtte ærligt indrømme at han ikke havde nogen anelse om hvordan dette møde ville begynde og slutte, dog var han sikker på at han nok skulle slippe væk i live, og dog havde han ingen forventninger om det, han frygtede dog ikke døden, for den havde han levet i, i alle sine år. Han så tilbage på de fem andre vampyrer der selv stod klar, inden han vendte blikket mod slottet endnu engang. Han gik ud fra at Destiny bar samme ønske; at få sin hærfører tilbage i live.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 14, 2010 20:17:38 GMT 1
Hvor længe at det her havde pågået, var slet ikke noget som Fabian havde det mindste anelse om. Hvor længe han havde været væk, eller hvilken tid på døgnet det måtte være.. Det hele var ham virkelig ukendt! Hans blik havde været mørkt igennem så skræmmende lang tid og det at han var blevet tvunget ned i en ekstrem trang kiste som han ikke kunne røre sig specielt meget i, og det var virkelig bare en tanke som frustrerede ham, for han havde virkelig bare brug for at skulle røre på sig! Hans øjne var åbne, selvom han virkelig ikke kunne se noget som helst og det var helt umuligt for ham, at skulle få så meget som en lyd over hans læber, så var det blot noget som i sig selv, måtte gøre ganske ondt.. Alt det som han aldrig nogensinde ville være i stand til at sige til Destiny.. At han ikke var i stand til at se hende.. Snak om at tage knækken på en frygtelig stærk mand! For det var i den grad hvad han havde været, før han selv var endt med at ryge direkte i deres fælde og ende der hvor han stod nu. Han var tydeligt afkræftet og han frøs som bare fanden, selvom han nu stadig var i live. Det var ikke fordi at man kunne sige, at Alec havde taget god vare på ham, for det var slet ikke sådan, at det havde forholdt sig på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst, udelukkende også fordi at han vidste, hvor han nu var på vej hen.. Han var på vej hjem! Uanset selvom han var klar over, at han ikke ville kunne se eller gøre noget som helst, så glædet han sig virkelig bare til at komme hjem til det som ellers måtte være ham så frygtelig kendt. Vandringen havde været forbandet lang og det var noget som i sig selv, måtte afkræfte Fabian noget voldsomt! Lige præcis denne kiste var tydeligt lavet til hans skikkelse og så trang som den var, så kunne han næsten ikke bevæge sig det mindste i den og det var virkelig noget så forbandet frustrerende! Hans hånd bankede han fast ned i bunden af den, idet at de måtte ende med at stoppe op. Hvor de var, det vidste han ikke, selvom han virkelig bare kunne håbe på, at det måtte være hjemme. Hvordan ville Destiny tage ham, hvis hun så ham i denne format? De havde sultet ham, så han ikke kunne gøre alverdens modstand, de havde tvunget ham i lænker og i senere tidspunkt, havde de også taget hans syn og hans stemme fuldkommen og så grundigt, at han allerede selv måtte vide, at end ikke guderne kunne give ham den tilbage igen. Han drejede hovedet, selvom det blot måtte resultere i, at han slog det direkte ind i siden af kisten. Der var virkelig bare ingen former for plads på nogen måde og det var virkelig bare frustrerende! Han lyttede.. Hvis det var noget som han var blevet god til, så var det i den grad at skulle lytte efter, efterhånden. Det var jo heller ikke fordi at han kunne meget andet. Ved netop dette, så havde han været tvunget til at lægge livet om.. Han var gået direkte fra at være en stor og frygtet, samt respekteret mand og hærfører til at være af den type som ville være afhængig af nogen resten af hans liv. Det var bestemt heller ikke en tanke som gjorde ham det mindste stolt på nogen måde! Tvært imod! Det var virkelig direkte skamfuldt! Han bandede i det indre, som han prøvede at vende sig en smule, for det gjorde ondt, at blive liggende i samme stilling hele tiden. Han havde virkelig bare brug for at bevæge sig!
|
|
Administrator
Ild Dæmon
519
posts
3
likes
Even in death our love goes on..
|
Post by Faith Jaceluck Marvalo on Oct 14, 2010 20:28:52 GMT 1
Natten var endt med at skulle melde sin ankomst. Efterhånden som årstiden var skiftet gjorde mørket det ligeså. Dagene var kortere, det blev forbandet hurtigt mørkt og var ikke lyst særlig mange timer om dagen. Dette i sig selv var ikke noget som Destiny kunne sige sig at ligge mærke til, for at være ærlig så var hun en smule ligeglad, hun var vant til at færdes i et mørke såvel som lyset, også selvom hun dog måtte erkende at dette var en forbandet smuk årstid, og selvfølgelig så avr den aller bedst når man kunne nyde den i det lille skær som solen alligevel formåede at finde frem i dagstimerne. Himlen var mørk, der var ikke mange stjerner at se, og månen kunne kun lige anes et sted bag de mørke skyer som indtog himlen. Vinden blæste i hendes store røde hår, der krøllede ureagerligt omkring hendes ansigt. Der var intet smil til at pryde de rosa læber, nej hendes blik var underligt alvorligt, og med et næsten myndigt glimt. Hun var blevet en anden kvinde, forandret af den stilling og de oplevelser som den måtte bringe hende, men inderst inde var der stadig den samme blide underholdende tøs, men hvad pokker skulle hun bruge hende til når Fabian ikke var der? Det var måneder siden han var endt med at forsvinde, og for hver dag hun gik steg bekymringen kun i hende. Valerio havde satgodt bevogtet i hendes egen kælder for et godt stykke tid, han var en smule sur efter den behandling som det var lykkedes hende at tage ham igennem, hun fortrød absolut intet. NU var han med andre ord en komplet ubrugelig vampyr, stadig i live men mere eller mindre ubrugelig. I øjeblikket gjorde han intet andet end at ligge i den smalle kiste der lå for hendes fødder. Der var blevet underlig stille, hun skævede i tide og utide ned mod den og med et næsten frydende smil. Den mand måtte virkelig hade hende nu, men igen hun havde givet ham utallige chancer, og han kunne vel se lyst på det? Mange ting der løb på folkemunde omkring hende, var han nu personligt i stand til at afkræfte. En sort kappe blafrede let i vinden bag hende, afslørede den mosgrønne kjole som hun måtte bære indenunder. Selvom det uden tvivl var en kold aften så frøs hun ikke, hendes hjerte bankede hurtigt nok til at give hende varmen. Hvem der var på vej for at aflevere ham til hende, det havde hun virkelig ikke den fjerneste idé om, et sted så kunne det også være ganske ligemeget, igen hun havde absolut ingen interesse i Valerio og hans bror, de havde nok fjender der kunne tage sig af dem, men hun var en Neutral dornning. Hun ønskede kun det bedste for hende selv og det land som hun måtte leve i, hun tog ikke parti men de havde noget som på alle måder måtte tilhøre hende! Selvom det i sandhed var en egoistisk tanke, det vidste hun jo udemærket godt. Skikkelserne nærmede sig, hun kunne fornemme deres mørke skygger. Der var noget køligt over dem, men selvfølgelig de var vel alle sammen vampyrer? Et par vagter stod omkring kisten, sagde ikke så meget som et ord, men betragtede blot hver eneste bevægelse de fremmede måtte gøre sig. Maskerne var nok til at få det til at løbe koldt ned af ryggen, utroligt at et dække kunne være mere skræmmende end det som måtte hvile bag, for dem frygtede hun ærligt talt ikke. Der var ingen direkte synlige våben at se på hende, men igen hun havde helt andre ting at gøre brug af, også selvom hun ærligt måtte erkende at hun ikke regnede med en kamp overhovedet, men igen hun måtte jo være forberedt på det værste. Med rolige skridt trådte hun frem mod den førende mand, der var ingen tvivl alt kunne læses af hieraki. Blikket gled mod hans egen lille kiste.. Der var forbandet stille, hun brød sig ikke om det.. Var han død? Var han ude på at snyde hende? ”Godaften De herre” hun henvendte sig tydeligt til dem alle, hendes tone var alvorlig og ikke mindst myndig.. hun kunne vel bevare den, selvom det var forbandet fristende at flambere hver eneste lille af dem ”Der er temmelig stille” påpegede hun mod kisten. Hun ville i den grad sikre sig ikke at blive snydt, og det var jo bare faktum.. Den stilhed var næsten.. Dræbende..?
|
|
|
Post by alecander on Oct 14, 2010 20:57:11 GMT 1
Alecander regnede med at det ville være Destiny som ville aflevere Valerio, hun ville vel være sikker på at hun ikke blev snydt, at udvekslingen ville gå efter planerne, og derfor var han også selv dukket op, af præcis samme grunde. Han tog ingen chancer, og han var bestemt ikke en leder der sad og gemte sig bag sine mange undersåtter, nej han var en mand der ville ud i feltet med livet som indsats for hvert lille sekund. Han vidste at han var eftersøgt, og det kunne være ret så risikabelt at dukke op her, især fordi han burde holde lav profil. Men han var lidt ligeglad med alle andre, for vreden boblede inde i ham, og han havde mere end lyst til at give slip på det raseri der blot ventede på at komme i udbrud. Skønt de var kolde, onde væsner, så var deres skridt så elegante og svævende at det næsten var helt fascinerende, men som sagt; skinnet bedragede. Hans knyttede hænder dirrede ganske let, som han tog Destiny i blik, hvor han dog allerede hadede den kvinde, og hvor han dog bare lystede for at dræbe hende på stedet! Men der var ingen reaktion for ham, han var så forbandet roligt at det næsten kunne være helt uhyggeligt, som en statue. Men sammenlignede man ham med en statue, så ville man gå døden i møde hurtigere end noget andet, for det ville være dumt at undervurdere ham. Hun var blot en sølle varyl, en varyl han let ville kunne gøre bugt med! Han bed tænderne hårdt sammen, det ville være dumt at undervurdere hende, for hun var vel ikke dronning for ingenting? Det var jo trods alt kun Manjarno, landet krævede ikke den største ledelse, fordi det var så neutralt som det var. Der var en utrolig stilhed iblandt dem, og han kunne virkelig ikke andet end at nyde det! Blikket hvilede lettere nådesløst og dræbende på hende. Hun havde ikke set hans ansigt, og det ville hun bestemt heller ikke komme til! Eller hun kunne jo få et glimt af det inden hun selv ville gå døden i møde. "Spar os for dine venligheder," hvislede hans med selv den nådesløse tone. Uanset hvad hun havde gjort mod Valerio, så ville han se hende som en blød kvinde, blød og svag! Han så hende ikke som nogen stor leder, for hun havde taget Valerio fra Procias og med sig til Manjarno af egoistiske grunde; hun ville have Fabian tilbage. Hendes følelser kom i vejen for hendes fornuft. Han skulle bruge Valerio, desuden, så havde han virkelig knækket Fabian, han havde gjort ham uskadelig, og han kunne virkelig ikke andet end at fryde sig over det, skønt.. det faktisk næsten var trist at knække sådan en stolt og stærk mand. Men i øjeblikket var han ligeglad, i øjeblikket følte han virkelig for at dræbe, og han følte virkelig for at sætte tænderne i hende og dræne hende for blod, indtil hendes livskraft ville svinde ind til ingenting! Han hævede et enkelt øjenbryn til hendes ord, selvom det ikke kunne ses på grund af masken. Ja der var ganske stille, og hvordan skulle han forklare hende det? Han havde ikke ligefrem været mild ved Fabian. "Han er stille ja, for han har skam ikke været på ferie!" svarede han kynisk, som han ellers blot blev stående med en kontrol uden lige, så rolig, skønt der var så meget spænding imellem dem. "Men jeg kan da godt dræbe ham, hvis du ikke er tilfreds med at han er i live?" Han trak sit sværd fra den sorte skede, hvor man tydeligt kunne høre at sværdet måtte være nyslæbet. Han sprang op på kærren, hvor han vendte æggen af sværdet mod den sorte kiste. Hans hoved søgte ufatteligt langsomt på sned. "Bliver det til noget?" Han hentydede selvfølgelig til byttehandlen, for han havde skam ikke tænkt sig at stå her hele aftenen! Han ville bare have det overstået, så han kunne komme hjem til Mansionen igen. Han tøvede virkelig ikke med at dræbe manden, det ville alligevel også skåne ham fra flere lidelser, for det måtte ikke være sjovt at leve et liv i skam, fordi man havde mistet det prægtige sorte vinger, der repræsenterede hans race, gå blind og stum rundt, hvor man ville være afhængig af alle andre omkring sig.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 15, 2010 7:01:28 GMT 1
Fabian kunne virkelig ikke gøre noget andet end bare at ligge og lytte. Først da det for alvor måtte gå op for ham, at han faktisk var ved at være hjemme, kunne han lade et lettet smil falde over hans læber. Han var virkelig ikke den mand som han havde været før i tiden, for det her var virkelig bare ubehageligt. Han frøs virkelig og det føles virkelig ikke som om, at der var nogen som helst form for følelse at skulle hente i ham mere, for han havde virkelig ikke energi til at skulle holde sig varm på nogen måde. Stilheden var virkelig tydelig og det, at han heller ikke var i stand til at røre sig, gjorde det så sandelig heller ikke bedre for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Han lukkede øjnene stille, selvom det virkelig ikke havde nogen effekt, for alt var virkelig helt sort for ham uanset hvad han gjorde ved det eller ikke.. Hvor han dog kunne hade det og noget så frygtelig voldsomt når det endelig måtte komme til stykket. Hans øjne var ødelagte og stemmen var mildest talt væk ,som havde den aldrig nogensinde været der.. Hvis han nogensinde kom i stand til det, så ville han i den grad hævne sig! Han havde set Alecs ansigt og det var et blik som han aldrig nogensinde ville glemme, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han kunne virkelig blive noget så vred over det, at man skulle tro, at det måtte være løgn! Han bed sig let i læben, som han prøvede at røre sig – For det første, så gjorde det forbandet ondt i mere eller mindre hele kroppen, fordi at han var så gennemkold som han måtte være og så var der næsten ikke plads til det! Han kunne høre Destiny og bare det at vide, at hun var så tæt på, som hun måtte være i øjeblikket, var mer end nok til at sætte en sitren i hans egen krop. Lige hvor længe at han havde været væk, havde han virkelig ikke nogen anelse om, men han vidste dog tydeligt godt, at det måtte have været lang tid nu! Han spændte mere fast i de muskler som han måtte have tilbage, som han kunne høre dem snakke frem og tilbage. Det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre noget som helst for at gøre det her om på nogen måde overhovedet, og det var virkelig forbandet frustrerende! Han var normalt manden som åbnede munden hvis han var utilfreds og hvis han havde haft muligheden for det, så havde han i den grad også gjort det lige nu! Så længe, at det kun var Alec og Destiny som måtte snakke, så kunne han nu godt følge med. Nu hvor han ikke var i stand til at se noget som helst, så var det faktisk svært i sig selv for ham, at skulle finde rundt i de pludselige så mange lyde som man ikke rigtigt havde lagt mærke til fra før af. Han havde bestemt ikke været på ferie! Hvis det var ferie, så ville han ikke se hvad et helvede var! Nu var det virkelig nok! Han ville virkelig ikke bare være en dukke i Alecs spil! Han bed sig let i læben, som han let vred sig i den lille kiste som han var endt i. Bare også for at lade Destiny vide, at der faktisk var liv i ham endnu! Han var bestemt ikke væk! Måske at døden ville være nemmere for ham, for det andet, var virkelig en tanke som han måtte foragte mere end noget andet og han hadet det! At gå fra en stor, frygtet og respekteret hærfører i både Manjarno og Dvasias til at være en mand som ikke kunne gøre noget selv.. Det var direkte ynkeligt! Han formåede dog at lave bare en anelse lyd og med hullet som automatisk sørgede for, at han fik luft, så kunne han vel også håbe på, at Destiny formåede at høre ham?
|
|
Administrator
Ild Dæmon
519
posts
3
likes
Even in death our love goes on..
|
Post by Faith Jaceluck Marvalo on Oct 16, 2010 19:07:15 GMT 1
Destiny betragtede den fremmde foran hende med et yderst mistænksomt blik. Hun brød sig på ingen måde omkring den stilhed som var endt med at skulle ligge sig, der var intet at høre fra kisten, Fabian ville have råbt til hende.. Men hvorfor følte hun så et sted at han endnu måtte være i live? Vinden legede med hendes lokker, lod det danse og nærmest synes at være de brændende flammer som måtte hvile i hendes indre. Kulden rørte hende ikke, den indre flamme trak indenfor og ud, mens hun ikke på noget tidspunkt lod blikket glide væk fra manden foran hende. Hun var i den grad endt med at møde op i egn høje person og hun behøvede virkelig ingen maske til at skjule hendes identitet. Desuden så nægtede hun at lukke ham ind på slottet, nu var det blevet kendt for hende hvor meget han egentlig lagde mærke til, derfor foregik det hele herude i det fri, og hun ville i den grad ikke lade sig snydes, noget for noget og Valerio lå stadig i live nede i kisten, i store smerter og intet andet end ynkelig, men om ikke andet så var han i live. Hvem end der stod foran hende så var det tydeligt at hun ikke havde den mindste interese i ham. Dette gjaldt også hans bror, de var uden tvivl eftersøgte og hvad hun gjorde ligenu var uden tvivl at vende Procias ryggen, men igen hun var et neutralt land og det var hendes pligt at være ligeglad med den slags, for hun skulle blot være egoistisk, noget som hun uden tvivl også måtte være i dette øjeblik, gøre alt for at få Fabian hjem.. Der var så meget som hun virkelig ønskede at skulle sige til ham, bare måden hun længtedes efter ham på, det var jo på ingen måde til at holde ud! Deres blikke var så forskellige men afslørede det samme.. Had.. Hendes brændte i hendes ellers isblå øjne, mens hans måtte være kolde som is. Kunne de så var de endt i en direkte kamp for hun vidste udemærket at han brændte ligeså meget efter at ende hendes liv, som hun gjorde efter at ende hans, det var virkelig forbandet intenst! Hjertet hamrede fra faste slag, ikke af frygt mere af den rene spædning det var ikke tit hun direkte måtte stå i den form for drama, det var også helt sikkert. Det var slet ikke fordi hun undervurderede ham, det var skam ikke første gang at Destiny havde med vampyrer at gøre. Arene efter det tandmærke hun selv bar i halsen sad der endnu, en grum fortælling fra fortiden, men det påvirkede hende ikke som sådan. Hun var nok kendt som blød og ikke mindst blid, men sådan var hun på ingen måde, det kunne Valerio bekræfte hun var ikek dronning for ingenting og selvom Manjarno var neutralt så krævede det faktisk en stærk leder, udelukkende fordi hun hele tiden var tvunget i diverse dilemmaer. Det kunne han så fint undervudere. Det at han trak sværdet for at gå hen til fabvian fik hende kun til at reagere ved at læberne trak sig sammen til en tynd streg. Dette var endnu en chance hun måtte tage, var Fabian død i forvejen så ville han slippe levende afsted med Valerio, noget som hun virkelig ikke brød sig om. I flere sekunder kom der ikke så meget som en lyd over hendes læber, hun stod som stvinet på stedet, til hun hørte den lille rumlen fra kassen. Det lettede hende, flere sten faldt fra hendes bryst. Hun behøvede blot at gøre et svagt kast med hovedet før vagterne tog hendes hint, og bar kisten op til dem ”Lad ham være.. ”hendes tone var direkte kølig, ingen panik overhovedet. Kisten blev lagt præcis ved siden af den Fabian måtte hvile i, vagterne blev stående, for at sikre sig de ikke ville gøre numre ”Tag ham.. I er på den forkerte side af grænsemuren..” det var hen tydelig hentydning til at de skulle finde deres vej hjem ”Lad kisten med Fabian ligge præcis hvor den er.. Og bare tag din beskidte bror og gå” hendes tone dirrede, så tæt på, dette var virkelig bare noget som skulle overståes!
|
|
|
Post by alecander on Oct 16, 2010 20:23:11 GMT 1
Det undrede ikke Alecander at Destiny var bekymret for Fabian, og hvorfor han ikke sagde en lyd. Han havde haft Fabian i flere måneder, og eftersom de havde en flirt kørende, så undrede det ham ikke at hun var bekymret for ham, desuden så havde hun god grund til at være bekymret, for Fabian ville være afhængig af folk omkring sig i fremtiden, for han kunne hverken snakke eller se, manden var blevet skoldet af varmt vand og derefter forfrossent af det iskolde, hvorefter hans vinger var blevet skåret af. Han bar ar omkring øjnene af den syre Alec havde hældt i hans øjne, og fordi manden ikke havde holdt hovedet stille, så var der røget lidt syre ved siden af. Han var blevet pint, han var blevet tortureret, og det var ikke engang det værste der kunne være sket ham, men Alec kunne virkelig ikke andet end at fryde sig, for han hadede manden, lige såvel som han hadede den kvinde han måtte stå overfor i øjeblikket. Han var vred på sin bror, fordi han ikke havde pareret ordre, men holdt sig tæt på den procianske grænsemur, og hvad pokker havde han lavet der?! Det kriblede i hans krop, han brændte for at springe på hende, myrde hende så langsomt som det var ham overhovedet muligt, han ønskede og følte virkelig for at smide alle hæmninger og fornuft og angribe de to vagter og hende. Hvis ikke det var for Valerio, så havde han dræbt Fabian med det samme! Hans mørke øjne hvilede fast på Destiny, som han ikke tog hende ud af syne. Han kunne ikke lade vær med at fryde sig over hvilken ravage de havde lavet på Neutranium, slottet bag hende, han havde sprunget taget, og det kunne man tydeligt se endnu. Det havde faktisk været en god aften, det meste var gået efter planen, Samuel var blevet befriet, han døde så til gengæld ikke, Gabriel var blevet dræbt – af Alec selv – og Fabian havde været så dum at tage til søen helt alene, uden nogen som helst form for beskyttelse, hvilket havde haft konsekvenser, konsekvenser som han nu var mærket med fremover. Han var ingen stor hærfører, ellers havde han ikke begået sådan en stor fejl, hvad havde han dog prøvet at bevise? Eller havde han bare troet at han kunne spille helt? Tåbeligt gjort i Alecs øjne! Det kunne jo også være at han havde forsøgt at imponere sig ind på Destiny, den kvinde som jo følte præcis det samme for Fabian, sjovt at de ikke selv kunne se det, for sammen var de jo ikke engang, desuden så havde Fabian ikke lydt meget villig til at erklære sin kærlighed til hende, og nu kunne han slet ikke erklære den overhovedet, for manden havde ødelagt sit stemmebånd, eller rettere sagt; Alec havde ødelagt hans stemmebånd. Han lod sværdets spids bore sig lidt ned i kistens låg, hvor føltes det splittet at have magten i øjeblikket. Han kunne stikke sværdet igennem låget og dræbe Fabian så let som ingenting, dog ville han miste sin bror af den grund, men mon han så ville kunne dræbe Destiny med? Han sukkede i sit indre, inden han næsten skræmmende langsomt vendte blikket mod Destiny. Han betragtede hende, da hun gav tegn til de to vagter, der bar kisten med Valerio med sig, for at stille den ved siden af kærren, hvorpå Fabian lå. Han gjorde tegn til fuldblodsvampyrerne at de skulle tage fat i Valerios kiste, imens han selv forblev stående på kærren og med sværdet rettet mod Fabians kiste. Han så lettere faretruende mod hende, og et kort sekund følte han virkelig for at gøre et nådesstød mod Fabians bryst, men han valgte at trække sværdet til sig, for at stikke det tilbage i den klare sorte skede, også blot for at bevise at intet blod skulle udgydes denne nat. Øje for øje, tand for tand; Fabian for Valerio. Han nikkede ganske kort. ”Det har været en fornøjelse at handle med dig, Destiny,” svarede han med et lille lumsk smil om læberne, skønt hun ikke ville være i stand til at se det for masken. Han gik ganske roligt ned fra kærren, hvor Fabians kiste lå på, inden han sørgede for at de fem andre fuldblodsvampyrer var langt nok væk, inden han selv valgte at bakke ganske kort. Hans formål her var gjort, så han så ingen grund til at blive. Han nikkede ganske kort, inden han forsvandt ud i mørket.
//Out
|
|
Administrator
Ild Dæmon
519
posts
3
likes
Even in death our love goes on..
|
Post by Faith Jaceluck Marvalo on Oct 17, 2010 9:50:36 GMT 1
Der var ikke rigtig nogen som kunne under sig over hendes bekymring. I den tid hvor Fabian havde været væk, var det kun blevet mere og mere klart hvad hun måtte føle for manden. Der var ikke rigtig nogen der havde turdet påpege det for hende, foruden Lynn og selv der måtte hun jo benægte det selvom det ikke var andet end en stor løgn. Hun følte for den mand, ikke nok med at han var hendes hærfører, men han var også hendes rådgiver, han var den som guidede hende igennem dette, da hun blev sat på tronen første gang, havde hun ikke haft den eneste idé om hvordan man var en god dronning.. Og her var hun.. Gennem alt den tid var følelserne kun endt med at blomstre, faktisk måtte hun erkende at ud af alle de mænd der havde været i hendes liv, så var han uden tvivl den eneste der direkte havde formået at charmere sig ind på hendes liv. Destiny lod ikke gå fra Alec, hun betragted eenhver lille bevægelse, skulle han give Fabian nådestødet, jamen så skulle hun nok sørge for at Valerio ville glide med i samme bane, og man kunne tro på at hun ville nyde at slå ham ihjel langsomt og smertefuldt, i forvejen havde det virkelig kun været en kamp om at holde sig til tortueren, men hun ville jo gerne have Fabian hjem, lige her morede det hende, at det faktisk var hendes pligt at tænke egoistisk. Genopbygningen af de sale de havde formået at springe var stadig igang. Det tog desværre sin tid, men de var om ikke andet ved at være godt på vej, det var blot endnu en grund til at hun nægtede at skulle lukke dem ind på slottet. Hendes hjerte hamrede faste nervøse slag, hun så næsten afventende på den maskerede vampyr foran hende.. Han følte sig garanteret mægtig, men det eneste hun så var en ynklelig mand med alt for store forventninger til ham selv og til livet.. Han ville vel lærer det på den hårde måde før eller siden? Vagterne så ikke ligefrem tilfredse ud da vampyrerne måtte tage fat i kisten. Destiny betragtede hårdt Alec, stilheden lagde sig i adskillelige sekunder da de måtte forsvinde med kisten. Der kom ikke en lyd over hendes læber, det havde ikke ligefrem været hende en glæde at give slip på en mand hun ønskede at slå ihjel så stærkt. Luften lettede så snart han var svundet bort i mørket. Destiny tog sig til panden, trak den friske luft ind i lungerne ”Følg efter dem.. Jeg ønsker ikke at de skal springe mit land i stumper og stykker. Sørg for at de går rent over grænsemuren” beordrede hun med en direkte dirrende tone. To vagter begge med bleg hud – de samme to vagter som hele tiden havde vogtet Valerio, nikkede blot stille og forsvandt ligeså i mørket. Destiny skød opmærksomheden mod kisten. Hun så på låsen der uden videre smeltede i hendes hånd. Kistens låg blev slået op og afslørede ahns skikkelse. Enhver form af farve forsvandt fra hendes kinder. Fuldkommen chokket lagde hun en skælvende hånd mod hans kind ”Jeg ved ikke om du kan høre mig Fabian.. Det er mig.. Destiny” hendes tone var yderst pårøvende, det var hende allerede klart at han ikke var i stand til at se hende overhovedet ”Du bliver ført op til Nathaniel på mit kammer, jeg kommer kort efter det lover jeg dig.. Du er hjemme nu” de sidste ord var ikke andet end en hvisken med den rene omsorg og bekymring. Hun plantede et stille kys mod hans plante, og forbemmede udemærket hvordan de sidste vagter så frem og tilbage på hinanden, nu var hun ærlig talt ligeglad. Låget lod hun forblive af, så han var i stand til at få luft ”Han skal til mit kammer omgående!” beordrede hun med fast tone. Og som sagt så gjort, vagterne kom hen, tog fat og forsvandt mod portene
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 17, 2010 11:09:37 GMT 1
Fabian kunne virkelig ikke finde rundt i noget som helst. Der var simpelthen alt for mange lyde for ham! At sværdet måtte gå en anelse igennem kisten, var noget som han godt kunne høre, for det var i sig selv en lyd, som var godt kendt for ham ude fra marken af. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Nok kunne han ikke se det mindste. Hans øjne var virkelig ødelagte og det samme med hans stemmebånd som havde det aldrig nogensinde været der og det gjorde ondt. Det frustrerede ham, at han var gået fra at være den ellers så frygtelige stærke mand til at skulle være afhængig af andre resten af livet, for det var virkelig ikke en tanke som glædet ham selv det mindste på nogen som helst måde overhovedet. At byttehandelen måtte gå mod sin ende, var blot noget som han måtte se frem til, for han ønskede virkelig bare at komme ud! Han elskede Destiny og han betvivlede det virkelig ikke. Det eneste som faktisk måtte frustrere ham, var at han aldrig nogensinde ville være i stand til at sige det til hende. Nu hvor det kun måtte stå klart for ham, at han aldrig nogensinde ville kunne få stemmen igen, for det her ville end ikke Nathaniel kunne gøre noget som helst ved når det endelig måtte komme til stykket. Nok var manden dygtig, men at rette op på et stemmebånd som var så ødelagt som det hans måtte være, det ville han selv ikke kunne gøre det mindste. Selv rundt om hans øjne, var det tydeligt ødelagt. Det gjorde ondt at blinke, selvom han virkelig ikke kunne lade være. Alene det lille håb om, at han ville være i stand til at skulle se et lille lysglimt, det var der jo ved ham, selvom han vidste at det virkelig var et håb som måtte være så dødt som intet andet for hans vedkommende for dette øjeblik. Han lyttede så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt til Destiny og Alecs ord. Han vidste jo for pokker hvordan manden måtte se ud! At Destiny måtte bede nogle vagter om at følge efter mod muren, var noget som lettede ham. Byttehandelen var tydeligvis endt med at gå mod sin ende, hvilket i den grad var noget som virkelig måtte lette ham som intet som helst andet overhovedet. At låget på hans kiste blev fjernet, var noget som gjorde det så meget nemmere for ham, at skulle få luft og det var virkelig bare en tanke som virkelig bare måtte lette ham. Hånden mod hans kind, fik det til at sitre helt tydeligt, også fordi at det faktisk havde ramt ham som et chok. Han havde jo slet ikke set det komme! Hans krop skælvede let. Han var iskold og han var tydeligt meget afkræftet, for de havde virkelig gjort alt for at sørge for, at han ikke kunne gøre nogen modstand før han havde mistet syn og stemme. Han bed sig svagt i læben. At vide at det var Destiny som stod helt tæt på ham ,var noget som fik ham til at falde til ro med næsten øjeblikkelig virkning, for det var virkelig bare alene den effekt som hun måtte have på ham og det var virkelig bare noget så frygtelig dejligt! Han nikkede blot til hendes ord. Så lang tid, at han vidste hvad der skulle ske, så var det ikke så slemt igen og det var noget som lettede ham. Han holdt øjnene lukket, for hun skulle virkelig ikke se det forfærdelige syn som det måtte være. Hans øjne var virkelig fuldkommen ødelagte! Han stivnede dog tydeligt forskrækket, da vagterne bare kom hen og tog fat, for at føre ham hurtigt med sig op på slottet. Det havde han jo heller ikke ventet sig. Næsten automatisk, prøvede han, at skulle gøre modstand, selvom det virkelig bare var ham en naturlig reaktion, når han ikke vidste hvad pokker der skulle ske. Der skete for meget og der var alt for mange lyde omkring ham! Vingerne var væk, hans ryg var ødelagt og det samme med stemme og syn. Vagterne førte ham hurtigt med sig indenfor og op på et værelse. Så var det jo blot nu at Nathaniel skulle hentes, så manden kunne komme i behandling, for det var tydeligt, at han virkelig var blevet.. svag.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 20, 2010 12:41:33 GMT 1
Nathaniel havde været tilkaldt på forhånd af denne bytning. Bare at vide, at det var de vampyrer som havde stået bag de terrorhandlinger under ballet, var eneste grund til at han havde indvilget til dette, for han turde slet ikke tænke på hvilken forfatning at Fabian måtte være i som det måtte være nu. Den stakkels mand havde været væk i måneder og utrolig mange havde jo trods alt også været udem for at se om de kunne finde ham, selvom de vark ommet hjem tomhændet gang på gang. Han havde været på slottet selv her i nogen dage, for at være lidt en trøst et sted, så Destiny også havde nogen at snakke med nrå det måtte være. Han sad roligt og afventende oppe på slottet og på det værelse som Fabian skulle være fragtet til når det hele måtte vise sig at være overstået, for det var noget som de alle sammen vel godt kunne bruge efterhånden? Bare alene tanke om, at de ville være i stand til at få sig noget ro i eftertiden, ville virkelig være noget som faktisk også måtte gavne ham selv. Liya sad i fængsel og det var noget som gjorde noget så frygtelig og forbandet ondt, for han vidste, at han ikke kunne gøre noget for at forhindre det, uanset hvor meget han så end måtte ønske det. Han vendte blikket direkte mod døren, da Fabian måtte blive fragtet ind og de blev ladt alene. Han måtte næsten sige sig fuldkommen chokket over det som måtte vise sig for hans blik, for det var virkelig noget som måtte chokere ham noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig noget så skræmmende et sted. Han bed sig let i læben og vendte sig mod ham, da han var blevet placeret på sengen, selvom det var tydeligt, at manden måtte være panikslagen. Han lod hånden roligt falde mod hans skulder. ”Fabian, det er mig, Nathaniel,” begyndte han roligt, blot for at få manden til at falde helt til ro. Umiddelbart måtte han hurtigt kunne konkludere, at manden ikke var i stand til at se noget som helst. Han lagde roligt Fabian ned i sengen, hvor han roligt lod hånden blive på hans skulder. ”Jeg skal kun tilse dig.. Bare rolig, jeg vil ikke gøre noget yderligere, før jeg finder ud af hvad der er sket.” Han betragtede manden med et roligt, dog tydeligt alvorligt blik. Umiddelbart måtte han sige sig, at det måtte være syre som han havde fået i øjnene, for det var også tydeligt for ham, at manden havde fået lidt ved siden af. Han havde vel også gjort modstand? Hvad han kunne se, var at hans adamsæble måtte være skrumpet godt ind, så… stemmen måtte vel også være væk? Han kunne godt forestille sig, at det var sådan her at det måtte være. Han sukkede stille. ”Fabian.. Jeg kan høre dine tanker, hvis der er noget som du ønsker jeg skal sige videre til Destiny? Hun kommer herop hvert øjeblik.” Han tog fat om dynen og lagde den tæt om ham, for det var virkelig bare tydeligt, at han måtte være stivfrossen! Han kunne selv ikke rigtigt gøre noget yderligere end det her, når han ikke viste hvad han havde at gøre godt med eller hvad der var sket. Han vendte blikket mod døren, selvom han tydeligt måtte afvente, at Destiny måtte komme ind hvert øjeblik det skulle være. Nu havde hun endelig fået manden hjem, så var det vel også klart og tydeligt for ham, at dette var noget som hun ikke ville lade gå fra sig når det endelig måtte være? Selv kendte han godt til følelsen ved at være blind, for den var virkelgi ikke behagelig på nogen måde! ”Kan jeg hjælpe, så må du sige til,” afsluttede han roligt, idet han stille rejste sig op. Han blev dog stående ved sengekanten. Fabian skulle falde til ro, selvom han godt vidste, at det kun måtte være en effekt som Destiny måtte have på ham.
|
|
Administrator
Ild Dæmon
519
posts
3
likes
Even in death our love goes on..
|
Post by Faith Jaceluck Marvalo on Oct 24, 2010 20:58:00 GMT 1
Destiny vidste at Nathaniel ville vente et sted oppe på værelset. Da buddet om at ombytningen skulle foregå, var han straks blevet tilkaldt. Faktisk boede han her vel for tiden, efter Liya var blevet anholdt så var det ikke fordi han havde meget andet at lave, og has gamle værelse fra de gamle dage stod trods alt endnu, så han kunne gøre hvad han lystede. Blikket fulgte vagterne da de måtte følge den tydeligvis forvirrede mand med sig indenfor. I den anden retning var der edn ikke skygger at se mere, de vampyrer var garanteret allerede langt over grænsemuren, ikke at det gjorde hende det mindste, foruden at hun måtte ærge sig over det faktum at Valerio endnu var i live. Han var en af de få det var lykkedes for at snyde hende, der var noget veligt over ham.. noget varmt.. Hvorfor sad hun med den mærkværdige fornemmelse at dette var hans brors spil? Og at han blot var en ligegyldig briuk, en kludedukke? Hun kunne vel også være ligeglad? Den kølige vind rev hende tilbage til virkeligheden og væk fra tankerne. Stilheden lagde sig. Hun vendte om på hælen og fulgte selv trop mod slottet. Varmen omfavnede hende igen. Gangene var tomme, det var sendt om aftenen og selvom slottet var yderst godt beskyttet så følte hun sig forbandet meget alene, vagterne var ikke til at se, af ganske gode grunde. Hendes skridt gav rungende genlyd da hun trådte mod de små arbejdsværelser ikke langt fra værelserne. Lyset var dæmpet af faklerne der brændte med et bahegeligt blus. På bordet lå store stakker af åpapirer og bøger. Det var tydeligt at dette ikke var hendes, Destiny var et langt større ordensmenneske end som så. Midt på bordet lå et færdigskrevet pergament. Skriften var simpel og klassisk, ikke noget unikt men i den grad køn. Ud af det blå dukkede en flamme op midt i luften som havde den formået at læse hendes tanker. De slanke fingrer strøg langs de smukke orange fjer. Store mørke øjne betragtede hende med hovedet på skrå. Det var ikke hendes fugl, ikke hendes fnønix på trods den var forbandet smuk, nej den tilhørte hendes søster, hun havde lovet at opdatere hende om hvad der ville ske ”Du ved hvor det skal hen..” hendes tone dirrede stadig, billedet af Fabian, hans øjne.. Det var tydeligt, hun ville ind til ham, tale med ham for han havde i den grad været savnet. Fuglen tog pergementet i munden og forsvandt ud i den samme flamme den var kommet i. For et kort øjeblik måtte Destiny stoppe op og puste dybt ud, før hun endnu engang måtte forlade værelset. Hun huskede vampyres ord.. Han havde ikke været på ferie, nej det ville hun gerne tro og hun kunne i den grad sige det nøjagtig samme om Valerio, en tanke der til gengæld morede hende, de havde formået at lege en ping pong leg. Ganske forsigtigt nåede hun den rette dør. Det var døren ind til hendes eget kammer. Fabian ville vide hvor han var henne, han kendte trods alt det kammer forbandet godt. Vagterne stod udenfor, reagerede slet ikke på at hun måtte komme, også selvom deres tanker var tydelige. Alle kendte til følelserne for den fortabte mand som i øjeblikket hvilede i hendes seng, også selvom hun tydeligvis ikke selv var klar til at skulle indrømme det. Døren blev stille skubbet op. Hendes hjerte hamrede fast hun kom ikke uden om at hun virkelig var bekymret. Nathaniels skikkelse var den første hun måtte fange. Hun sendte ham et nervøst smil selvom det mest af alt endte i en grimasse. De store krøller dansede om hendes skuldre, hun løsnede den kappe som havde holdt hende varm, lod den falde til jorden uden at samle den op overhovedet. Hun var ganske forsigtig da hun gled ned på sengekanten, betragtede hans skikkelse med den tydelige forskrækkelse. Under lyset var det blot endnu værre ”Jeg værdsætter virkelig det her, Nathaniel” hun var hanske stilfærdig så end ikke på ham, selvom han ville vide at det var sandt ”Hej min kære” hun bukkede sig stille mod ham, lagde yderst forsigtig hånden mod hans kind ”Det er bare mig” han ville vel genkende hendes stemme? En dag skulle hun i den grad nok få fat i de forbistrede vampyrer og så ville det ikke blive nær så kønt!
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 25, 2010 9:48:44 GMT 1
Fabian faldt dog tydeligt hurtigt til ro, som han fandt ud af, at det måtte være Nathaniel som var ved ham. At han skulle tilse ham på denne måde, var dog ikke noget som var nødvendigt, for han vidste udmærket godt hvad der var galt med ham! Tungen manglede, stemmebåndet var fuldkommen ødelagt og det samme var hans øjne.. Alt som han skulle bruge for at afsløre Alec var blevet taget fra ham og han kunne stadig huske mandens kyniske blik.. Det var det sidste som han havde set inden det var gået fuldkommen i sort for ham og det var en tanke som virkelig måtte skræmme ham et sted. Dvasias var virkelig ikke som dengang han havde været øverst der. Tiderne havde så sandelig skiftet og det var noget som gjorde ondt, for alt det ædle som havde været i mørket, var der virkelig ikke mange spor af mere. Han blinkede let med øjnene som han var blevet placeret i sengen, også selvom han var faldet en god del mere til ro nu hvor han havde fundet ud af, hvem det var som var i samme rum med ham. Der var virkelig så forbandet meget som han måtte vænne sig til og det var virkelig ikke nemt på nogen måde overhovdet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han rystede og han var iskold, så det gjorde i den grad også godt, da Nathaniel pakket dynen om ham, selvom han virkelig ikke var særlig meget for at få hjælp på denne måde, for han var i den grad ikke svag! Den stolthed som han havde haft mere eller mindre heletiden, forsvandt kun mere og mere og det var direkte dræbende, for han kunne virkelig ikke holde ud, at være så hjælpeløs som det han måtte være lige for øjeblikket, det var virkelig bare dræbende! *Syre i øjnene.. Han tog min tunge, skar mine vinger af og ætsede min stemme..* Han rystede let på hovedet, for det var virkelig intet andet end pinligt! Han havde kæmpet for at komme hjem så længe, og så var det i denne fatning som han var kommet hjem? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt og det var kun fordi at han havde gjort en fejl! Lige hvor længe at han havde været væk, det vidste han virkelig ikke, men det havde virkelig været længe nok. Det kogende vand og det iskolde, var noget som han end ikke behøvede at skulle nævne, for det var ikke noget som han ikke kunne klare, selvom han virkelig måtte fryse som bare fanden! At døren endnu en gang måtte gå op, fik ham til at ligge fuldkommen stille. Han kunne jo høre det og sandt, så hørte han de små lyde meget bedre nu end det som han havde gjort før! Han blinkede let med øjnene inden han vendte blikket omkring, næsten som han desperat prøvede at finde ud af hvem det var. Det var vel bare traumer fra den lange tilfangetagelse? De andre havde moret sig, for han var jo selv også blevet godt banket og tæsket i eftertiden efter alt det her som han var kommet hjem med. At høre Destinys stemme, var noget som gjorde ham helt rolig igen, selvom det stivnede let, som hun lod hånden glide mod hans kind. Han havde jo slet ikke set det komme! Han lod øjnene stille glide i igen, for det måtte da være et forfærdeligt syn at skulle se? Han ønskede virkelig ikke at skræmme hende yderligere. Han nikkede blot til hendes ord, for at vise hende, at han havde hørt dem. *Og.. kun to inde ved mig af gangen.. Der er for mange lyde..* Afsluttede han stille til Nathaniel. Han rystede stadig en god del ,for han kunne simpelthen bare ikke finde varmen på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Den iskolde hånd hævede han og tog omkring hendes i stedet for. Han havde virkelig savnet hende noget så frygtelig voldsomt!
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 25, 2010 10:18:17 GMT 1
At Fabian havde haft det hårdt, var Nathaniel så sandelig ikke det mindste i tvivl om, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham selv på nogen måde. Han var mere eller mindre bosat her på stedet eftersom Liya ikke var hjemme, så kunne han virkelig ikke få sig selv til at blive der bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, for der var virkelig alt for mange minder omkring hende. Denne gang kunne han ikke redde hende ud af det, uanset hvor meget han så end gerne ville det. Reglerne var klare og Nathaniel havde selv ikke noget andet valg end at rette sig efter dem, uanset hvor hårdt eller svært det så end måtte være for hans eget vedkommende, så måtte det jo trods alt bare være sådan? Han lod Fabian blive liggende på sengen. Han kendte udmærket godt til det, at være så hjælpeløs, for han havde selv prøvet det før og hyggeligt, det var det bestemt ikke, samt det, at han kendte Fabian som en umådelig stærk, stolt og stædig mand, så dette var nok et knæk uden lige. Det ville blive en udfordring for dem alle sammen, at skulle holde manden på toppen, for han havde virkelig ramt bunden, så meget vidste han jo udmærket godt. At manden lod ham undersøge ham, selvom der ikke var meget at undersøge, så var det blot tydeligt for ham, at det virkelig ikke havde været hyggeligt, det som han havde været tvunget igennem, hvilket i den grad heller ikke var noget som gjorde det mindste bedre på nogen måde overhovedet, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder når det endelig måtte komme til stykket. Han lyttede til hans stemme i hovedet, hvor han selv havde valgt at åbne op for det, så han kunen høre ham. Det var blot tydeligt at stemmen og synet måtte være ødelagt, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde det meget bedre på nogen som helst måde overhovedet, det var da i den grad også helt sikkert. Han nåede ikke at åbne munden ellers, før Destiny måtte stå i døren. Han sendte hende blot et stille smil og nikkede til hende. ”Det var det mindste som jeg kunne gøre, Destiny,” sagde han stilfærdigt. Hun havde jo trods alt valgt at lukke ham ind her, så lidt i gengæld kunne han jo godt gøre, samt at det var noget som gav ham noget lidt andet at tænke på end Liya, selvom hun var i hans hoved mere eller mindre hele tiden, så var det heller ikke noget som gjorde det bedre for hans del på nogen måde, for nu kunne han igen ligge der om natten og kæmpe for at falde i søvn, for han… brød sig ikke om at ligge alene længere. Der var bare ikke meget at gøre ved det lige nu. Han sukkede tungt. Det havde selv været nogen forbandet hårde dage for ham selv, for savnet havde i den grad meldt sig og det var virkelig ikke en behagelig følelse, så han havde i den grad sagtens kunne sætte sig i Destinys situation på denne måde, for hun havde jo også manglet Fabian? ”Hans stemme er ødelagt, Destiny.. Han vil aldrig komme til at snakke igen.. vingerne er taget fra ham og tungen med, samt.. syre i øjnene, så han ser intet.” Han vendte blikket mod ham. Han havde virkelig kæmpet for at komme hjem og det var tydeligt. Han vendte sig stille mod Destiny igen, som hun satte sig på sengekanten ved siden af ham. Han måtte trække let på smilebåndet. ”Lydene er for mange.. kun 2 herinde af gangen,” forklarede han roligt. ”Jeg vil være i mine gamle gemakker.. Hent mig hvis der er noget, Destiny.. Og for en gangs skyld. .Se om du kan få en aften og nat med søvn.” Han strøg hendes kind gansket let og med et stille smil på læben, inden han vendte om på hælen og lod dem være alene. Begge havde de tilsyneladende brug for søvnen og ikke mindst.. hinanden.
//Out
|
|