Just a pain in the ass!

[maggie]

Alene den tanke om, at Maggie skulle dele sin mor, var slet ikke en tanke som hun var det mindste for når det endelig kom til stykket, for det var virkelig hendes mor! Hendes og ingen andens og det var sådan, at det skulle forblive hvis det ville blive hende menneskelig muligt når det nu endelig måtte komme til stykket! Det var virkelig bare ikke meningen, at han skulle nå ind til mor! Nej! Hun ville nå ham først også selvom det var tydeligt, at det ikke helt var sådan, at det var gået for sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtete være. At de var rullet ind i pejsestuen og at deres mor faktisk havde været til stede, var så heller ikke noget som gavnede Maggie det mindste, for hun var i den grad også meget mudret, så skulle hun nok sørge for, at han var det samme, for han havde været ude før hende! Og hun havde faktisk heller ikke haft noget andet valg end at gøre det, hvilket i den grad også var noget af det som så sandelig måtte irritere hende mere end noget af det andet, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hun kunne mere eller mindre aldrig nogensinde have sin mor for sig selv, hvilket et sted var noget som frustrerede hende, for det var virkelig også noget som hun efterhånden havde så voldsomt brug for når det endelig måtte komme til stykket. At de blev revet fra hinanden af Alicia og at hun krævede en forklaring, var nu ikke noget som kunne komme bag på hende. Hun vendte blikket næsten vantro mod hende, hvor hun vendte blikket nærmest som et chok direkte imod Julien igen og med den klare vrede i minen som man slet ikke kunne eller skulle kunne tage fejl af. Hun gjorde et fast udfald mod ham i forsøget på at skulle kunne gribe fat. ”Og det er din skyld! Det er din skyld!” vrissede hun. Hun vidste at deres mor altid havde haft et godt øje til Julien og det var vel også fordi at han måtte være den yngste og den som faktisk krævede mest opmærksomhed fra hende? Hvilket i den grad heller ikke var en tanke som faldt hende i god jord på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Han var ude først! Moar! Han låste mig inde på hans værelse!” beklagede hun sig, da hun endelig måtte vende sig i retningen af Alicia endnu en gang. Hvis hun endte med at få skideballe for det her, så vile hun virkelig bare blive vred, for hun havde ikke haft noget andet valg end at kravle ud af vinduet og ned i mudderet! Hun så stille ned af sig selv. Hun var virkelig forbandet godt mudret til, sevlvom det slet ikke var noget som man skulle tage fejl af. ”Så han begyndte!” endte hun med en direkte fast tone, som man slet ikke kunne skjule. Hun lavede dådyrøjne og så stille hen på sin mor. Hun var kold og hun kunne tydeligt mærke det. Hun frøs faktisk her på stedet som den eneste og det alene, var hende en ganske frustrerende tanke! ”Jeg fryser..” afsluttede hun mede en yderst dæmpet stemme, da hun vendte blikket ned mod gulvet. Hun vidste lige hvordan hun skulle tackle mor!

[Deleted]

Alicia vidst så sandelig godt, at hun gav Julien meget af opmærksomheden, men der var virkelig mange grunde til det! Ikke bare det, at knægten var fuldblodsvampyr, så ønskede hun virkelig også, at han skulle få en mere øm side af sig og ikke bare tvinges i det hårde som Alec var i fuld sving med. Selvfølgelig skulle knægten også formå at overleve i det hårde miljø som Dvasias nu end måtte være, men det var lidt noget andet med Maggie som kun var halvblods, så var hun faktisk ked af, at hun ikke kunne være mere mor for sin pige, end det som hun var for Julien. Bevidst hvor hun holdt dem begge på en afstand, for ellers ville det da f ørst gå galt, selvom det i den grad ikke ville være første gang om ikke andet, så var det nu ikke noget som rørte hende så emget. Hun holdt dem fra hinanden og specielt da Maggie gjorde et nyt udfald mod Julien. De ville nok aldrig kunne enes. At ønske det var vidst noget af det som aldrig nogensinde ville gå i opfyldelse, selvom man vel ikke kunne gøre andet end at håbe på det? ”Så er det nok!” sagde hun ganske med en fast tone, hvor hun vendte blikket mod Maggie. Sådan skulle en lille og anstændig dame så sandelig heller ikke opføre sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun holdt dem begge fra hinanden og nu hvor hendes egen vampyrstyrke var ved at komme under en kontrol, så var det også temmelig nemt for hende, at skulle holde dem fra hinanden for uanset hvordan man måtte vende eller dreje den, så ville det være langt nemmere for hende, at holde dem under kontrol nu. Julien var nu også noget som fik hendes opmærksomhed. Maggie kunne fryse selvom det nu ikke var noget som gjorde hende det mindste lige nu. Tøsen skulle vel også lære det på en måde og dette var jo trods alt også bare en måde, at skulle gøre det på vel? ”Jeg er fuldstændig ligeglad med hvem af Jer to, der har været ude først.” Hun vendte blikket fast mod dem begge, selvom det var mere fast mod Maggie. Det var vel rigtigt, at man var langt mere efter den ældste end det som man måtte være af den yngste? Hun vendte sig mod Julien i stedet for, hvor hun valgte at give mere slip på ungerne, også selvom hun i den grad måtte være klar til at skulle tage fat i dem igen, hvis det skulle ende med at gå galt. ”Julien.. Du hørte hvad jeg sagde.. I skal ikke være udenfor i det vejr og selv far har fortalt dig det,” sagde hun kortfattet. Næsten hvor det måtte være en skuffelse at skulle spore i hendes stemme fremfor det andet, for det at skulle skælde ud og gøre ved det ene og det andet, det ville hun virkelig heller ikke få det mindste ud af, så meget vidste hun jo. ”Maggie min pige.. Din far kommer inden alt for kort tid.. Se dog hvordan du ser ud!” sagde hun med en ganske alvorlig stemme. Ikke bare det, at det ville være direkte flovt at sende hende med Lestat hjem i den mundering! ”Op i bad og skift..” Hun pegede i retningen af døren og med den samme faste mine, så det blot måtte være tydeligt, at hun måtte mene det i deres ramme alvor, for det her var slet ikke noget som stod til at kunne diskuteeres på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af. ”Du bliver her Julien.. Dig skal jeg lige snakke med,” sagde hun kort, dog stilfærdigt.

[julien]

Julien vidste godt at der ventede ham en skideballe fra mor af, og han var glad for at det ikke var hans far der havde fået fat i ham, for han vidste udmærket godt at hans mor var langt mere kærlig og blid når det kom til udskældningen, hans far ville blive stiktosset! Men så vidste Julien til gengæld også at hans far aldrig havde tid til at skælde ham ud, han lavede altid arbejde! Men når han så endelig havde tid til ham, så hyggede han sig også! Han vidste godt at hans far prøvede at blive en god forælder, det havde hans mor jo selv sagt, og at det var derfor han var så hård og streng, også fordi han altid havde så meget at se til, så det var han mere eller mindre vant til, det var vel også derfor at han var mere sammen med mor? Medmindre han selvfølgelig kunne lege med Jonas eller hvis han blev tvunget til at lege med Maggie. Desuden så frygtede han ikke for at få en skideballe af deres mor, for han vidste at hun elskede ham og alligevel ikke kunne stå for hans lille nuttede ansigt – nogle gange da. Men han var vel mere eller mindre også blevet god til at charmere sig ind på hende? Hver gang han kom i ballade kom han jo i øvelse med det, desuden så var hun alligevel aldrig sur på ham mere end få timer ad gangen, men det gjorde ham nu intet. Det var jo heller ikke fordi han ville komme hans mor på tværs, for han elskede hende jo! Plus han var hendes prins! Og så kunne Maggie bare tage hjem til hendes far og lege prinsesse! Han havde lagt armene over kors og kom med et utilfredst hvæs, inden han så tvært væk, da Maggie begyndte at sladre, det gjorde den dumme tøs altid! Hvorfor kunne hun for en gangs skyld ikke bare tie stille? Julien kiggede næsten skræmt på hende, da hun skulle til at springe på ham, skønt hans mor stoppede hende i det, hvilket fik ham til at pege på hende med sine sammenflettede fingre, med den lille tunge stukket lidt ud af munden, fordi han prøvede at dæmpe sin fnisen, skønt det store smil på hans læber ikke helt kunne skjules, hvor selv hans øjne spillede lystigt op. Han var faktisk glad for at han var stødt på mor, for ellers havde han nok været færdig, eller havde han? Han var jo trods alt stærkere end hende, men de havde nok kommet til at ødelægge hele huset. Desuden stod han til skideballe uanset hvad, så han var bare glad for at deres mor var grebet ind, inden Maggie var gået amok. Han vendte næsten sit blik skrækslagen mod sin mor, da hun nævnte hans far. Ville hun sige det til far?! Så var han da først og fremmest død! Han så næsten skamfuldt ned i jorden. ”Undskyld mor..” undskyldte han i en skamfuld tone, hvor han kort sparkede til tæppet, blot for at have noget at lave. Det var jo ikke fordi han ville irritere hans mor med vilje, men det var bare kedeligt at sidde indenfor når det eneste tidspunkt han kunne være ude på, var om natten! Han stod med en rank ryg, hovedet sænket, som han så ned på det røde gulvtæppe, med hænderne ind til siden, som en lille soldat, der fik skældud af generalen. Han kunne dog ikke lade vær med at smile ganske let, som hun henvendte sig til Maggie, for det frydede ham virkelig! Virkelig utrolig meget! Han listede ganske let mod døren, da hun sendte Maggie ovenpå, skønt han stivnede da Alicia bad ham om at blive, fordi de skulle have dem en snak. Han drejede hovedet og så over skulderen hen på Alicia. ”Jamen mor! Hun startede med at drille mig! Og jeg legede med Jonas!” beklagede han sig, hvor der ikke var nogen tvivl om at han gik i selvforsvar. Men han kunne vel ligeså godt få det overstået? Han sukkede og stillede sig foran hans mor endnu engang med blikket vendt ned mod det røde gulvtæppe, hvor han bare ventede på skideballen.

[maggie]

Maggie var bestemt ikke meget for dette udfald på nogen måde, for hun kunne virkelig ikke fordrage at skulle få skideballe og da specielt ikke når det slet ikke var hendes skyld! Julien havde da for pokker låst hende inde på værelset, så hun slet ikke kunne have gjort noget som helst, hvilket hun faktisk var utrolig træt af og selvfølgelig måtte mor tage hans parti. Det gjorde hun jo så ofte! I hendes øjne selvfølgelig. Hun fnøs kortfattet, som hun endnu en gang måtte blive stoppet i at skulle gøre et udfald direkte mod Julien, hvilket hun i den grad også måtte vise sig, at være forarget over, for han fortjente virkelig, at skulle tvinges i jorden. Han skulle virkelig bare trynes og det kunne så sandelig heller ikke gå hurtigt nok for hendes vedkommende, for han gjorde hende virkelig bare så.. vred? Mor havde ham hele tiden mere eller mindre, men hun krævede jo også sin opmærksomhed når hun endelig var her, det var vel heller ikke meget at forlange, for hun var jo trods alt også kommet for at skulle tilbringe noget tid sammen med sin familie, selvom det var tydeligt, at det næsten ikke kunne være ønsket i den anden ende og da bestemt ikke nu. Lestat kom jo indenfor kort tid for at hente hende og så ville der jo gå nogle dage, før hun ville være her igen. Hun ville godt have sin mor bare lidt! Hun vendte blikket tydeligt forarget mod hende og kneb øjnene fast sammen. Det her udfald, det var hun bestemt heller ikke tilfreds med, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig noget som kunne gøre hende noget så vred! ”Jamen moar!” udbrød hun næsten hysterisk. Det var virkelig bare ikke fair! På nogen måde overhovedet! Hun kneb øjnene næsten fast og vredt sammen, for det her, var så sandelig noget som i den grad også måtte gå hende på, for i denne situation, så var hun bestemt ikke den store stygge ulv! ”Han låste mig jo inde på sit værelse! Jeg måtte jo kravle ud af vinduet!” udbrød hun fast. Hun knyttede sine små næver og med en næsten vred mine, som hun blot blev tvunget op i bad og for at skifte. Hun skulede en sidste gang mod Julien. Han skulle nok få igen, for det her, det kunne hun i den grad også garantere ham! Hun fnøs ganske kortfattet og med den næsten så vrede mine. Det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen som helst måde overhovedet, for det her, var virkelig noget som kunne gøre hende noget så frygtelig vred! ”Dumme unge!” udbrød hun fast mod ham, som hun løb op mod trappen og op mod badeværelset for at komme i bad. Hun skulle skam nok få sin hævn, om ikke denne gang, så næste gang hun ville komme på besøg, for ærlig talt, så måtte hun virkelig se frem til det! Mor var virkelig ikke en god mor mere for hende, når hun altid skulle være så mild mod Julien!

//Out

[Deleted]

At skulle passe disse unger under samme tag, var virkelig noget af en udfordring, selv for Alicias vedkommende og normalt, så skulle der faktisk ske temmelig megete, før hun ville stresse. Det havde hun jo trods alt også set under sin fødsel af Julien, det var vel også derfor, at hun var en anelse mere beskyttende overfor ham, end det som hun var overfor Maggie? Maggie havde jo trods alt også Lestat når det endelig kom til stykket, og han var på ingen måde, som Alec måtte være overfor børn, hvilket automatisk også måtte gøre, at hun var en anelse mere over knægten end det som hun var over sin datter, også selvom hun vidste, at det var noget så forkert i det store og hele, så var der virkelig ikke noget som hun kunne gøre ved det, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så måtte man jo bare tage det som det kom, på denne måde, det var der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var bestemt ikke nemt at være mor og bestemt ikke når man sad der med to krævende unger i det store og hele, men man havde vel ikke andet valg, end at skulle tage det hele med et smil? Hun så ikke noget andet valg, for hun nød virkelig sin rolle som mor, selvom den virkelig krævede meget af hende. At Julien havde låst hende inde på værelset, var bestemt ikke noget som hun bifaldte det mindste! Også derfor at hun ikke havde fået en så stor skideballe. Det var ikke det, at hun havde været ude, som var det værste lige for øjeblikket, men alene bare det faktum, at hele forhallen var fuldkommen mudret til! For det var i den grad også det som hun måtte vise sig, at være forbandet træt af, når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun lod blikket hvile intenst på sin lille pige, som hun måtte smutte ud og op mod badeværelset. Hun nikkede blot kortfattet til hendes ord, som hun måtte vende sig i retningen af Julien i stedet for. Han var jo så privilegeret, at han havde en far, som måtte arbejde så meget, så det mere eller mindre var hende, som måtte tage de mange ting som måtte opstå i løbet af en dag på denne her måde, selvom det nu var noget som hun ikke havde det mindste imod i længden, så kunne det virkelig være godt med en hjælpende hånd i tide og utide. Hun endte da snart med at kræve ham en dag fri med arbejde, så han kunne være lidt sammen med familien. De skulle jo trods alt også have det til at fungere ordentligt. ”Hvorfor låser du din søster inde på værelset, Julien?” spurgte hun kortfattet. Hun ønskede jo selv så inderligt, at børnene skulle kunne fungere sammen, i stedet for at det skulle være som at placere en hund og en kat i et lille bur og tvinge dem til det. Det var jo heller ikke noget som på noget som helst tidspunkt ville blive aktuelt eller muligt for deres vedkommende, så der viste hun allerede, at dette måtte blive en forbandet lang proces og det kunne sikkert også tage flere år inden det ville fungere dem imellem, når det endelig måtte komme til stykket. ”I kan vel lege sammen, alle tre?” foreslog hun roligt. Nok var Jonas og Julien de år yngre end Maggie, men det behøvede vel heller ikke, at have den selv største betydning for det hele, havde det? Det var om ikke andet, så ikke noget som hun selv kunne se når det endelig måtte komme til stykket. Hun hævede hånden og strøg let over hans kind. ”Slap af.. Du er ikke en af fars soldater,” påpegede hun stilfærdigt. Sammen med mor, så kunne han sagtens bare være en lille dreng. Det var jo trods alt også noget af det som hun faktisk ønskede at vise ham. Han behøvede ikke stå der så fint i det overfor hende. Hun krævede at han skulle være et barn og intet andet. ”Det var virkelig unødvendigt at låse hende inde..” Tonen var rolig, dog med et klart alvor at skulle spore.

[julien]

Julien kunne ikke lade vær med at fryde sig over at Maggie fik en lille skideballe og at deres mor måtte vælge hans parti, skønt han vidste at han også ville få en lille skideballe, desuden så frygtede han ikke hans mor, når hun skulle skælde ham ud, for hun skældte ham jo egentlig aldrig rigtigt ud? Det føltes ikke sådan, for nok var hun streng i tonen, men hun blev jo altid rolig og mild igen hurtigt, selvom han brød hendes forbud og reglerne som blev sat af og til. Men var det tværtimod hans far der havde fundet ham, så var hammeren faldet! Det var ikke fordi han blev slået, men det kunne man kalde for en skideballe! Han betragtede blot Maggie med et lille smil, som hun kaldte ham for dumme unge, denne gang havde han vundet over hende, og det frydede han sig virkelig over! Og så var det vel også fordi at han var hans mors lille øjesten? Han havde i hvert fald intet imod at hun var så meget over ham, desuden så var hans far det jo aldrig, så han havde jo for det meste kun hans mor, og Maggie var der jo ikke altid, så han havde mange gange hans mor for ham selv, og det havde han bestemt ikke det mindste imod! Desuden var der jo også en grund til at hun var hans kæreste eje, for hun var jo den eneste der sådan rigtigt var over ham, hun satte aldrig høje forventninger til ham, som far gjorde, ved hende kunne han bare være.. ham. Han bed sig ganske let og tænkende i læben, imens hans dybbrune øjne hvilede ned mod hans fødder og det blodrøde gulvtæppe. Han løftede ikke hovedet, men vendte blot øjnene mod hende, så han så lettere skamfuldt på hende. ”Fordi hun er dum!” svarede han i en lille utilfreds dæmpet tone. Han hadede hende virkelig! Hun troede altid at hun kunne komme hjem til hans hjem, og kræve det hele på et sølvfad, tro at hun kunne bestemme over ham og tro at hun var bedre bare fordi hun var ældst! Han vidste godt at hans mor og far ønskede at han skulle kunne enes med Maggie, men det var virkelig svært! Og det var virkelig uretfærdigt! Man kunne jo heller ikke forlange at en vampyr og varulv ville komme godt i spænd, når de var naturlige dødsfjender! Og i dette tilfælde ville han selvfølgelig være vampyren, og så kunne Maggie blive den stinkende varulv! At hun foreslog at de kunne lege sammen fik ham næsten til at tabe kæben, hvor hans øjne stirrede på hende så store som tekopper. Lege sammen med Maggie?! ”Nej! Hun ødelægger altid alting!” vrissede han. Bare tanken gjorde ham muggen! Han glædede sig til at hun skulle blive hentet! At hun ikke skulle være her mere, og han ventede virkelig bare på den dag, hvor hun aldrig ville komme her igen, fordi Lestat ikke ville have det, eller fordi Alicia ikke gad se hende! For så kunne han da få sin familie i fred! At hun strøg ham over kinden fik ham roligt til at vende blikket mod hende, hvor han så en smule spørgende på hende. Var han ikke en soldat?! Han krammede ganske let Alicia og smilede muntert. ”Jo mor! Mig skal være den bedste soldat! Så mig kan beskytte dig og far!” sagde han i en lettere bestemt tone. De var jo hans familie, og hvis der var noget hans far havde lært ham, så var det at man skulle beskytte sin familie! Så det agtede han bestemt også at gøre! Han trak ganske let hovedet tilbage og så ind i hendes isblå øjne. ”Undskyld mor,” undskyldte han lettere skamfuldt, inden han krammede hende igen.

[Deleted]

Det var bestemt ikke nemt, at være mor for de unger når de bare ikke kunne eller ville enes når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun betragtede ham roligt, hvor hun selv blot lod Maggie gå. Julien var hendes øjesten, det var ham som hun havde mest tid sammen med og nu hvor Alec måtte arbejde så meget, så var der jo kun hende til at være omkring ham, så det sagde vel også selv en god del? Hun ønskede selvfølgelig at Julien skulle have lov til at være barn så længe, at han var det. Han skulle have lov til at lege og løbe rundt, blive mudret og det hele, men hun ønskede jo stadig at have kontrol på det hele, så det ikke endte med at skulle slå hende som et eller andet chok hvis det skulle ende med at gå galt, og det håbede hun virkelig også at han forstod? Hun elskede ham for højt til at lade ham komme galt afsted, så det var virkelig ikke fordi at hun ikke ønskede at han skulle få lov til at rende rundt som enhver anden lille dreng, for det skulle han skam! Hun sukkede og rystede på hovedet ved hans ord. ”Hun er ikke dum, Julien.. Hun er faktisk yderst intelligent,” afveg hun ganske kortfattet. Hun elskede så sandelig også sin datter, men det var virkelig utrolig besværligt, at skulle være der for dem begge, når de begge var så opmærksomhedskrævende og ikke fungerede sammen, så var det virkelig umuligt, at finde en kvalitetstid, hvor de kunne være sammen alle sammen! Hun betragtede roligt sin søn. Hun kunne være hård hvis det var det som hun ønskede, men hun ønskede virkelig heller ikke, at hendes egen søn skulle ende ud i det, at være bange for hende, for det ønskede hun virkelig ikke! ”Det gør hun bestemt ikke, Julien! Når hun er her, så har hun lige så meget ret til at være her, som det du har,” sagde hun stilfærdigt og med den samme faste mine. Hun var selvfølgelig ked af, at hun ikke kunne være mere sammen med Maggie, men det var nu Julien som krævede mest af hende for tiden og det var jo bare nogt som man måtte acceptere når det endelig måtte komme til stykket. ”Du vil virkelig man gle hende, hvis hun ender med ikke at komme her igen, Julien.. Mærk dig mine ord..” Hun sendte ham et stille smil. Hun havde jo set hvor meget han faktisk kunne kede sig når Jonas ikke kunne lege eller hvis Maggie ikke var til stede, så det var noget som hun havde set og erfaret allerede fra før af, det var der så heller ikke nogen tvivl om. Hun lagde armene stille omkring ham, som han kom hen i hendes favn i form af en omfavnelse. Hun smilede ganske let og vendte blikket roligt mod ham. ”Du er mors lille skat, er du ikke? Du skal nok blive stor og stærk, så du kan beskytte både mig og far.. Det er jeg slet ikke i tvivl om..” Hun kyssede let hans pande. Nu hvor de var alene, så kunne han da heller ikke have alverdens imod det når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun lod ham roligt stå ind mod hendes favn, hvor hun holdt let omkring ham. ”Desuden, så ændre det her ikke på, at du også var udenfor. Jonas må du ikke lege med i en uge og du kan fint få lov til at gøre forhalle ren,” afsluttede uhn ganske kortfattet. Hun var dog alvorlig, så det var bestemt ikke noget som man kunne diskutere med hende.

[julien]

Julien havde bestemt ikke noget imod at være hans mors øjesten, for han nød virkelig hendes opmærksomhed, specielt også når far aldrig havde tid til ham, for det var trist bare at rende rundt alene, når Jonas var ude med hans forældre, eller når Maggie var hos sin far, for så havde han ikke nogen at drille eller være sammen med, og når hans egen far så heller ikke havde tid sammen med ham, så havde han jo faktisk kun hans mor. Det var jo heller ikke sjovt at sidde på sit eget værelse hele dagen og lave bomber, for blev det opdaget, så ville han da først og fremmest få en skideballe! Han havde allerede et ar udenfor hans højre øjenbryn, fordi han engang havde lavet en bombe, hvor det gik lidt skævt for ham og Jonas. Så det var blevet ham forbudt, men hvis han ikke øvede sig og skaffede sig erfaring, så var han jo ikke meget værd, var han? Han var jo nød til at kunne det hele! Desuden var det faktisk meget sjovt at bygge de bomber. At hans mor sagde at Maggie ikke var dum men intelligent, fik ham bare til at rulle med øjnene. Hun var bestemt ikke intelligent! Hun var bare en dum snottøs! ”Jaja,” mumlede han blot i den utilfredse og tvære tone, for han gad i hvert fald ikke høre hende rose Maggie, desuden var det hende som havde svinet hele forhallen til, for nok havde han været udenfor, hans bukser var en smule beskidte forneden, men ellers så havde han taget sit fodtøj af og jakken med, så han netop ikke ville svine det hele til, at hun så var blevet låst inde på hans værelse, for derefter at hoppe ud af vinduet, det var virkelig bare komisk! Han kunne endnu grine over det! Det havde virkelig været en vellykket sejr! At hun havde ligeså meget ret til at være her, var vel delvist sandt? Maggie var jo kun hans halvsøster, og hun var her jo kun den halve tid, fordi deres mor var her. Han kunne så bare ikke vænne sig til den tanke at han skulle dele sin mor med Maggie. Han lagde armene tvært over kors, imens hans dybbrune øjne så utilfredst væk. ”Fint,” mumlede han. Hun kunne godt få lov til at komme, så kunne han tirre hende næste gang hun ville dukke op her. Så kunne han stikke til hende med denne aften! For det måtte virkelig fryde ham, at hun var blevet sendt op i bad. Han rakte kort tunge af Alicia, til hendes ord. ”Mig kommer ikke til at mangle hende! Mig har Jonas!” endte han stilfærdigt og sådan skulle det forblive! Han havde ikke brug for Maggie! Han havde sin mor, sin far og sin bedste ven! Hvad mere skulle han egentlig bruge? Han havde sin familie og sine venner, han havde ikke brug for mere. Maggie gik desuden altid på nerverne, hun skulle altid prøve hans grænser af, og det var ikke altid at der blev gjort noget ved hende, så denne aften var virkelig selvfortjent for hendes vedkommende! At hun selv omfavnede ham og tilmed kyssede ham på panden fik ham blot til at smile stort. Han var hendes lille kriger! ”Yay!” endte han med den muntre drengestemme, hvor smilet end ikke kunne falme på noget tidspunkt. Han nød virkelig kun at være hans mors lille øjesten, at være sammen med hende, fordi hun aldrig satte forventninger op for ham – jovist hun ville gerne have at han overholdt hendes regler, og det var jo ikke for at komme hende på tværs at han brød dem, men det var bare irriterende at han ikke kunne komme udenfor, når han gerne ville. Noget der dog fik både det store smil og den glade mine til at falme var hendes konklusion. Måtte han ikke lege med Jonas? Og skulle han gøre hele forhallen rent, når det var Maggie som gjorde den beskidt?! Han rev sig fri fra hans mors greb og så vredt på hende. Hun var jo en forræder! ”Det var Maggie der gjorde det beskidt!” vrissede han fast, hvor tårerne meldte sig i hans små dybbrune øjne. ”Jeg nægter!” hvæssede han, inden han vendte om på hælene for at løbe sin vej.

[Deleted]

Alicia vidste, at Maggie var en frygtelig intelligent pige og det var slet ikke noget som han ville komme det mindste udenom overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af nr det nu endelig måtte komme til stykket. Hun var fuldkommen overbevist om at Julien faktisk ville mangle hende hvis hun endte med at forsvinde helt, for Jonas kunne jo heller ikke have tid hele tiden og det var virkelig også det som hun ønskede, at han faktisk skulle indse. At man skulle være åben også overfor halvsøskende, for hun var temmelig sikker på, at Maggie også ønskede at finde ud af det, så de kunne finde rundt i det når det endelig måtte komme til stykket. Hun lod hovedet søge let på sned og alligevel med den samme faste mine som før. Hun skulle have et alvorsord også med Maggie inden at hun ville tage hem med Lestat, det var i den grad også helt sikkert, for det gik hende virkelig på nerverne, at ungerne ikke kunne finde ud af, at dele, for hun var mor for dem begge. Sandt at hun var Maggies først, men det ændre vel heller ikke, at hun også måtte være mor for Julien og at han var den mest kravestore og udelukkende fordi at han var den mindste og yngste? Samt at det var ham som hun så mest af de to. Hvad han lavede på værelset, var hende faktisk uklart, for hun stod nemlig fast på en ting; Selv børn skulle have deres fristed, så hun lod ham faktisk være på værelset når han endelig var der, også selvom hun selvfølgelig kigget ind til tider, men der var det ikke ulykker som hun havde set ham med. Da Alec havde fundet ud af det med bomben, havde han virkelig flippet og forståeligt, for det var i den grad farligt! ”Du har Jonas nu, min dreng, det er sandt,” begyndte un roligt, dog med en lettere stilfærdig mine. Ikke at det var noget som man kunne skjule, for det var jo sandt. Hun havde set hvor tætte de drenge var. ”Men der er altid plads til flere.. Som din søster,” påpegede hun roligt og med en let stilfærdig mine. Hun ønskede virkelig at de skulle kunne sammen som Alec også gjorde det. Sandt at det tætte familiebånd måske ikke var der, men hun var sikker på, at det nok skulle dukke op på et tidspunkt. Hun sendte Julien et stille smil. Hun kunne virkelig ikke skjule det på nogen måde overhovedet. Hun holdt forbandet meget af begge børn. Maggie var hendes lille prinsesse, som Julien var hendes lille kriger! Det var bare så forbandet besværligt når ingen af ungerne kunne med hinanden og det var noget som virkelig måtte frustrere hende et sted, for hun følte virkelig, at hun fejlede når det kom til dem, for de kunne bare ikke sammen og det var virkelig noget så frygtelig frustrerende! At Julien rev sig fri, kunne hun godt mærke, hvilket fik hende til at reagere. ”Jeg mener det Julien.. Jeg snakker med Jonas’ mor, så hun ved, at I ikke må mødes og jo.. Du låste hende inde, du tvang hende til at bruge vinduet, så du gør det rent,” sagde hun stilfærdigt. Valg havde konsekvenser og det var noget som knægten lige så godt bare kunne mærke. Hun rejste sig op, gik hen til ham og kun for at lægge hånden mod hans skulder. Han skulle under ingen omstændigheder nogen steder og det at han var ved at græde, var noget som hun bare måtte bide i sig, for det var virkelig bare tydeligt at det var hende et ømt punkt. Hun kunne slet ikke klare at hendes børn måtte græde, for det appelerede virkelig til hendes samvittighed og hun kunne virkelig ikke fordrage det! Maggie gjorde jo nøjagtigt det samme. ”Og hører jeg flere protester, så kan man sagtens lægge mere oveni det,” sagde hun med en næsten vrissen. At sige hende imod, det ville han aldrig nogensinde få noget godt ud af, og det kunne han lige så godt lære allerede fra start af!

[julien]

Julien var virkelig ligeglad med Maggie! For hans skyld måtte hun godt forblive hos sin far! Han var virkelig ligeglad! Så havde han da i hvert fald sin familie for ham selv, så havde han ikke behov for at dele hans mor, så kunne han få hende for sig selv. Se det ville virkelig være dejligt! Men sådan lå landet nu engang ikke, desværre. Han vidste at hans forældre ville have at han skulle komme overens med Maggie, fordi hun var hans søster, og hun havde lige så meget ret til at være her, som han havde, og fordi at han nok skulle leve sammen med hende igennem frygtelig mange år, men det var virkelig ikke noget han gad, at høre på! Han kunne ikke udstå hende og hvorfor skulle han så prøve? Desuden var det jo også gengældt fra hendes side af. Hun gik ham på nerverne hver dag hun var her, fordi hun ikke selv havde nogen at lege med. Hun overskred hans grænser hele tiden, og når han så endelig lukkede hende inde på hans værelse, gjorde gengæld, så skulle han have straffen? Han så olmt på Alicia, og trak sine skuldre helt op til ørerne af utilfredshed, som han endnu havde sine arme over kors. ”Jeg har ikke brug for en søster!” vrissede han fast og skulede lettere op mod hans mor. Han ville bestemt ikke have Maggie og kunne han sende hende væk, så havde han med glæde gjort det! Han så sig allerede som enebarn, skønt han hver dag blev mindet om at han havde sin søster, men hun var her ikke engang hver dag, så hvad skulle han overhovedet med hende? Det at hans mor ville have ham til at gøre rent ude i hele forhallen, det ville jo komme til at tage flere dage! Hun havde jo løbet rundt op ad trapperne og ned igen! Hun havde fulgt efter ham og derfor gjort det meste af hallen beskidt! Og så skulle han gøre rent? Det fik blot vreden til at boble i ham. Han havde frydet sig over at Maggie havde fået skylden, at hun var blevet sendt op på sit værelse, og godt nok måtte han ikke lege med Jonas i en hel uge, men det var jo ikke første gang, og han vidste at han ville få noget af skylden, men lige det at han skulle gøre rent efter Maggie, det kunne virkelig ikke komme på tale! Det var jo.. forræderisk gjort af hans mor! Og han ville væk fra hende, som han allerede var på vej ud af pejsestuen. Han nåede dog ikke så langt, som hans mor greb fat i hans skulder for at vende ham om, hvor han så på hende med tårefyldte øjne. Det var ikke fordi han var ked af det, men fordi han var vred. Vredestårer over at han alligevel havde ladet nederlag til Maggie! Han så på hans mor med næsten rasende øjne. Dog gjorde det ham ikke så meget, for han vidste at tårerne ville gøre hende mild, eller det plejede det da at gøre, selvom at det ikke altid ændrede på hendes dom. Men et lille skuespil kunne vel ændre på det? Nej, han var for vred til at gøre noget andet! Han ville op og han ville dræbe Maggie! Det var hendes skyld det hele! At hun ville lægge mere oveni, hvis han protesterede mere hjalp dog ikke ligefrem på hans humør, for han mærkede blot hvordan vreden næsten måtte blive til et raseri. Han slog hendes hånd af hans skulder. ”Jeg hader dig!” hvæssede han fast, inden han endnu engang måtte vende om på hælene, for at løbe ud af pejsestuen. Han nåede dog ikke så langt, for det endte med at han måtte glide i noget af det mudder, som Maggie havde slæbt med ind, så han mistede balancen hurtigere end han kunne nå at reagere, for blot at vælte ned på ryggen og slå hovedet i gulvet. Det var først der at tårerne faldt ned over hans kinder, skønt han dog slog med arme og ben mod gulvet af raseri og kom med vredesudbrud, inden han endte med at opgive vreden, for blot at lade tårerne falde i en stille gråd, imens han betragtede loftet over ham. Han skævede kort vredt mod det, som hånede det ham, og han hadede det! Og hvad ville Maggie ikke sige, hvis hun så ham sådan her? Det gjorde ham endnu mere vred, og det endte i flere tårer, som måtte bane sig vej ned over hans kinder.

[Deleted]

Nok var Alicia en gammel procianer, men hun var virkelig en hård og yderst konsekvent mor, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun var fuldkommen overbevist om, at hendes børn nok skulle finde ud af det med hinanden før eller siden, selvom det måske ikke var særlig nemt. Maggie havde ingen som hun kunne lege med, så i hendes øjne var det jo selvfølgelig en selvfølge, at hun gik til Julien og at det måtte frustrere hende, når hun ikke blev mødt med noget andet end en afvisning fra sin kære lillebror. Hun var i den grad overbevist om, at de nok skulle finde ud af det på den ene eller den anden måde før eller siden om det så var om en uge, en måned eller om det var om hundrede år, så var hun fuldstændig ligeglad, for hun vidste, at det ville ske før eller siden alligevel! Hendes blik var hårdt, bestemt også selvom hun virkelig bare måtte prøve at se væk fra, at Julien var så vred, at han måtte være på nippet til at tude, for det kunne hun tydeligt mærke på ham. ”Har du overvejet den tanke, at hun måske har brug for dig?” spurgte hun. Ikke en tanke som faldt hende meget ind, men her hvor hun blot måtte snakke uden rigtigt, at skulle tænke over det, så var der ikke rigtigt noget som hun sådan direkte kunne gøre ved det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hendes mine ændrede sig slet ikke. Ikke før at Julien måtte slå hendes hånd væk og med de ord.. Dem havde han aldrig sagt til hende før! Hun blinkede næsten chokeret med øjnene, som han bare stormet ud i forhallen. Det var noget af det værste som hun nogensinde havde været igennem før. At få at vide, at hendes egen søn direkte måtte hade hende? ”Julien!” sagde hun med en fast og kraftfuld tone. Nej! Hun skulle under ingen omstændigheder bukke under for hans tårer! Det var hende et ømt punkt at se hendes børn græde, for hun kunne ikke fordrage det! Det var moderinstinktet som gjorde det, og det gjorde det på ingen måder nemmere for hende på nogen måde, for hun ønskede jo at beskytte hendes børn! Det stivnede helt for hende, som hun kunne se, at hendes knægt måtte falde direkte i gulvet og slå hovedet. Næsten helt automatisk, så satte hun direkte efter ham og hen til ham. Hele forhallen var jo fuldkommen mudret til! ”For pokker da, Julien..” mumlede hun stille. Hun tog stille omkring sin knægt og tog ham ind i favnen i stedet for. Hun vidste jo godt, at han ikke kunne fordrage, at skulle stå som svag overfor Maggie og overfor sin mor, så havde han vel heller ikke noget imod at græde? Nu hvor han kun var 4 år, så havde hun heller ikke noget imod, at skulle tage ham op på armen og ind i favnen, idet hun bar ham med sig tilbage til pejsestuen og satte sig i den store sofa med ham. Hendes hånd bevægede sig stille henover hans kinder, som hun roligt måtte kigge på ham. Hun ønskede virkelig ikke, at han skulle komme galt afsted. Det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var når noget som det her skete! At han havde sagt til hende direkte, at han hadet hende, var noget som hun bare måtte bide voldsomt i sig lige nu. ”Maggie bliver hentet i løbet af en time min skat.. Derefter.. så tror jeg, at du og jeg, har brug for lidt tid alene,” afsluttede hun stille. Han brændt inde med et stort had til Maggie og hun brød sig bestemt ikke om det på nogen måde! Det skræmte hende faktisk et sted, at hendes børn ikke kunne enes og at det altid skulle blive så voldsomt som det her! Hun vendte blikket stille mod ham som hun lod hånden tørre de saltede tårer væk. Far var her jo trods alt ikke.. Det var vel også grunden til, at han faktisk turde, at lade dem falde?

[julien]

Julien hadede sin søster og nu hadede han virkelig også sin mor! Hun kunne ikke være bekendt at sætte ham til at rydde op efter Maggie! Det var direkte ydmygende! Maggie havde selv bedt om det. Hun havde irriteret ham, og det var ikke bare til aften, det var hele tiden! Det var hver dag hun var her, fra hun kom til hun gik! Det var virkelig ikke til at holde ud, og så måtte han ikke hævne hende en eneste gang? Det var jo ikke fordi at han direkte havde tvunget hende til at gå ud af vinduet, for hun kunne jo have valgt at blive derinde og vente på at han til sidst ville lukke hende ud, fordi hendes far ville komme. Han var jo desuden gået op til hans værelse og lukket døren op for at se om hun endnu var der, så selv der havde hun kunnet vente, at hun så var hoppet ud – hvilket havde været hans intention – var virkelig noget som han måtte fryde sig utrolig meget over! Han nød virkelig at han havde vundet over hende der, og at hun var blevet sendt væk og ovenpå for at tage et bad! Det havde været fedt! Lige indtil at skylden måtte vælte ned over hans ører med fulde storm. Hans tårefyldte blik hvilede blot vredt på Alicia. Maggie havde brug for ham? Det var da tosset! Hvorfor skulle hun så prøve at skubbe ham sådan væk? Det var jo hendes skyld at han hadede hende! Hun troede altid at hun kunne kommandere rundt med ham, og han gad virkelig ikke have det! Han hadede hende og hans mor gjorde det bestemt ikke bedre! Så derfor valgte han vel at løbe væk fra hende? Han gad i hvert fald ikke, at høre på hende, som hun så forræderisk ville ydmyge ham foran Maggie, ved at lade ham gøre rent i hele forhallen, fordi den dumme tøs havde løbet rundt over det hele! At hun så kaldte på ham, gjorde han vitterligt ikke noget ved, for han gad ikke høre på hende! Han gad ikke, at høre mere om Maggie, for han hadede hende og det ville han altid gøre! Han afskyede hende og ønskede hende langt væk! For hans skyld måtte hun med glæde blive hos sin far og blive der for altid! Han gad hende langt fra! Og de kom aldrig nogensinde til at enes, og slet ikke efter dette, hvor han ikke engang at se hans mor! Han ville bare op på sit værelse og sove resten af sit liv! Hans far var der aldrig og nu valgte hans mor tilmed at hænge ham ud så Maggie kunne håne ham til døde! At det så ikke gik sådan som det skulle gjorde det bare ikke meget bedre! Tårerne faldt og han hulkede svagt, for at folk ikke skulle høre ham, hvor han havde lagt sine arme over hans hoved så de skjulte hans ansigt. Dumme Maggie! Og dumme mor! Tårerne stoppede dog ikke, som hun løftede ham op i sine arme, for det gjorde det bestemt ikke bedre! Hun skulle bare lade ham ligge, så han kunne slå hovedet ned i gulvet af vrede! Armene faldt så alligevel omkring hendes nakke, hvor han gemte sit ansigt mod hendes skulder og tæt ved hendes hals, så han næsten knugede sig ind til hende. At hun satte sig inde i pejsestuen igen på de røde sofaer og holdt ham ude, fik ham til at snøfte ganske let, inden han tørrede næsen i sit ærme, hvor hans kede øjne faldt på hendes ansigt. Han nikkede ganske roligt til hendes ord og snøftede endnu engang, inden han mærkede hvordan hun tørrede hans kinder, hvor tårerne også var stoppet med at falde. Han var ikke bange for at græde hos hans mor, for hun dømte ham jo aldrig på det, hun lod ham altid græde, og det var vel også derfor at han stoppede med at græde så hurtigt? ”Okay..” svarede han svagt og lettere dirrende, hvor der ikke var nogen tvivl om at han lige havde grædt.

[Deleted]

Alicia havde aldrig nogensinde hørt knægten sige, at han hadet hende før, og det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt at skulle høre på, for det lignede virkelig ikke ham, at skulle sige det til hende! Maggie var vel ensom når hun endelig var her og det kunne hun da godt forstå hvis knægten ikke lukkede hende tæt på. Det var virkelig heller ikke fordi at hun ønskede at skulle gøre ondt værre mellem dem eller for Julien for den sags skyld, for han var jo altså stadig kun 4 år gammel! Hvad der var sket sådan helt konkret mellem Maggie og Julien var noget som hun slet ikke havde nogen anelse om og det var nu heller ikke noget som hun ville blande sig i. Tøsen blev snart hentet og hun måtte faktisk erkende, at hun så en smule frem til, at der igen ville falde ro henover tingene her, for det var noget som man næsten måtte mangle et sted når man stod en situation som denne her. Det var jo heller ikke fordi at hun ville ønske, at hun kunne rose Maggie op til skyerne, for det var Julien som havde den mest særlige plads ved hende, netop fordi at han var mindst og den af børnene som hun så mest til. Hun var jo omkring ham mere eller mindre hele tiden, så det var vel noget som sagde sig selv? At se ham ligge der og græde, selvom hun vidste, at han slet ikke kunne fordrage tanken om det, for han ønskede ikke at blive set på som svag. Det var slet ikke svagt i Alicias øjne på nogen måde! Hun havde taget ham op, ladet ham knuge sig en anelse mere ind til hende, så selv ikke Maggie ville kunne se det, hvis hun ville komme løbende, for i hendes øjne, så havde det virkelig været et utrolig stygt fald og tanken brød hun sig på ingen måde om på noget tidspunkt! Hun blev roligt siddende med ham inde i stuen og med blikket hvilende på ham. Han kunne græde ud ved hende, for selv en lille dreng havde brug for det til tider, så meget vidste hun da udmærket godt, for det forekom da også at hun måtte sidde og trøste Maggie, fordi hun bare havde brug for at lade tårerne falde. Hun lod knægten sidde i hendes skød og sendte ham et stille smil. Hun var ikke gennemkold og kynisk som Alec kunne være, for hun ønskede virkelig også at drengen skulle have lov til at være et barn inden han ville være voksen, for alt det andet var virkelig bare forkert. Hun strøg ham roligt over håret. At han græd, var noget som skar hende i hjertet og hun hadet når det skulle ske, for hun kunne virkelig ikke kontrollere det når det endelig selv måtte gå galt for hendes egen del! Hun lagde armene stille omkring ham, så han kunne komme helt ind til hende. Hun hadet når hun blev så blød som det her, når det var meningen at hun skulle stå som en smule stærkere! ”Ved du hvad? Jeg tror vi gør noget andet..” Hun sendte ham et stille smil, hvor selv det næsten morende glimt måtte melde sig i hendes øjne. ”Når Maggie er blevet hentet… Så kan du få lov til at hente en af de halvblods som arbejder her og få dem til at vaske gulvet.. Så tager vi ud bagefter.” Hun sendte ham et let smil. Til tider så kunne hun virkelig godt nyde det, at hun kunne sætte knægten og det ene og det andet på plads. Knægten havde brug for noget luftforandring, selvom det nagede hende meget, at Alec ikke kunne være med. Han havde vel arbejdet som han havde normalt? ”Ellers… få Maggie til det? Det er jo hendes.” Hun blinkede let til ham. Retfærdig kunne hun være, hvis det skulle være, men at være den hårde mor, det var hun jo også tvunget til at være, for Julien skulle have muligheden for at klare sig i Dvasias og med de rødder som knægten måtte have med sig, så var det kun endnu mere vigtigt, at han kunne klare sig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde!

[julien]

Julien tænkte ikke yderligere over at han havde sagt at han hadede Alicia, for ordene var jo egentlig blot røget ud af hans lille mund, fordi han havde ment at det var uretfærdigt at han skulle rydde op efter Maggie, når det trods alt var hende selv der var sprunget ud af vinduet. Han vidste godt at det var ham som havde låst hende inde, men den dumme tøs, kunne jo bare tænke sig om og være blevet indenfor. Det ville godt nok være blevet kedeligt for hende, men så var hun da sikker på at hun ikke havde brudt deres mors forbud. Det var jo heller ikke fordi at han ville komme sin mor på tværs. Det var trods alt den person han så mest til, og især når hverken Maggie eller Jonas var her. Han kunne nærmest altid rende hen til hans mor, selvom hun dog selv til tider var optaget med det ene eller det andet, men ellers så var hun jo den som altid var der for ham, og derfor var hun jo også den som måtte være han kæreste eje, den person som han holdt mest af. Han elskede selvfølgelig også sin far, men han var her jo aldrig, det var Alicia derimod og hun tvang ensomheden væk, og tog imod ham med åbne arme, hun var der altid for ham, som hun var i øjeblikket, og det var vel også derfor at han måtte knuge sig helt ind til hendes krop. For at mærke hende og vide at hun var der, som hun altid var. Han havde intet imod at hun bar ham ind i pejsestuen igen, for at sætte sig i den røde sofa, så han kom til at sidde på hendes lå. Han sukkede lettere grådkvalt, inden han blot så trist på hende med sine våde dybbrune øjne, der næsten måtte funkle som diamanter, fordi de var blevet helt våde. Det kunne godt være at hans mor ikke kunne stå for deres tårer, for det trick kendte han jo godt til, og det irriterede ham når hans mor faldt for Maggies krokodilletårer! Men han var ikke selv særlig meget for at bruge det, for det første så hadede han at vise sig som svag, for det andet, så gav det ham næsten helt skyldfølelse når han snød sin mor, men denne gang var det dog ikke snyd eller falsk, for det fald havde virkelig været det sidste skub til at få de dumme tårer frem. Han var dog holdt op med at græde, hvor han villigt puttede sig ind til Alicia, da hun selv trykkede ham ind til sig. Han nød faktisk at omfavne hende, for hendes duft og stemme gjorde ham helt rolig. Han så lettere nysgerrigt på hende, som hun sagde at de ville gøre noget andet. Hans hoved faldt roligt på sned, imens den triste mine næsten måtte falme, fordi nysgerrigheden steg op i hans blik. At hun ville få tjenestefolkene til at gøre rent glædede ham dog, hvilket hans lille smil også måtte afsløre. Han omfavnede hans mor og trykkede sig ind til hende, imens hans hoved lagde sig tæt mod hendes hoved og hals. ”Tager vi ud?” spurgte han uforstående. Ville hun ud af huset? Eller ville hun bare gå rundt og snakke? At hun sagde at Maggie kunne komme til at gøre rent fik ham til at grine ganske let og muntert. Han ville nok have elsket det for blot et øjeblik siden, men han måtte indrømme at han ikke gad diskutere med hende, desuden så vidste han jo alligevel at det ikke ville blive aktuelt, for hans mor havde jo sagt at Maggie var sluppet, og et sted var det jo hans skyld at Maggie var hoppet udenfor, desuden var han lidt ligeglad med hvem som måtte gøre det rent, så længe det ikke var ham! Han vendte sig roligt om, så han kom til at sætte med sin ryg ind mod Alicias front, så han kunne betragte flammerne fra pejsen. Han lænede sig roligt og afslappet tilbage, så hans hoved kunne hvile mod Alicias skulder. ”Maggie må godt slippe,” svarede han roligt, inden han så op mod Alicia med et lille muntert smil, for blot at vende blikket tilbage mod flammerne. ”Mor?” spurgte han roligt, blot for at få hendes opmærksomhed, inden han næsten måtte rejse sig, for høj var han ikke, og det var heller ikke fordi han var specielt tung, nu hvor han kun var 4 år gammel. Han slog roligt armene omkring hende igen. ”Undskyld jeg sagde at mig hadet dig!” endte han undskyldende, som han igen knugede sig ind til hende.

[Deleted]

Alicia var temmelig sikker på, at Julien ikke måtte hade hende. Men man sagde vel så meget, når man var fanget i den form af vrede og raseri, som hun havde lukket ham inde med? Ikke at det havde været meningen, for hun ønskede virkelig også at være en streng mor, så hendes dreng ville kunne klare sig derude i verden når han ville blive større, for det var en farlig tilværelse som han måtte være fanget i, netop fordi at han var fanget i Dvasias, var en dvasianer og måtte være det med alt hvad der måtte følge med, det var der så sandelig eller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun blev roligt siddende i sofaen sammen med sin lille dreng. Han var ikke den som brugte eller gjorde brug af krokodilletårer og hun vidste det jo godt, så når han græd, så græd han virkelig også. Hun var så også en af de få som faktisk lod ham græde ud, for selv det kunne en mand og dreng have brug for i tide og utide, ligesom i dette øjeblik. Det var tydeligt at se, at han var mere mors dreng end det som han måtte være fars, men igen, så var det jo også hende som havde mest med ham at gøre, som Alec jo aldrig rigtigt havde tid til det. At hun jo så var hans kæreste eje, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind, for hun ønskede og prøvede virkelig bare, at gøre det så godt, som det var hende overhovedet muligt, som en mor for ham og det så da også ud til at gå rigtig godt for hendes del om ikke andet? Alec skulle hun have fat i endnu en gang, for han var virkelig også nødt til at droppe arbejdet lidt, nu hvor han også havde en familie at skulle tage sig af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. Hun omfavnede mere end glædeligt sin lille dreng og holdt ham tæt ind mod sig, det var end ikke noget som hun ville eller ønskede at skulle skjule for ham, for hun elskede ham virkelig og det var overalt på jorden! Hun lod armene stille søge omkring ham og holdt ham tæt ind mod sig. At han lod de store og stolte parader falde når de var alene, var da noget som klart også måtte glæde hende og på alle måder endda, for det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt, når det endelig måtte komme til stykket. ”Mhmm… Bare os to.. jeg ved hvor meget du brænder for at komme udenfor hus og hjem lidt,” påpegede hun stille. Hun måtte vel også vise ham lidt af hvor farligt, det faktisk var at være i den verden som han jo faktisk måtte være en del af når det nu endelig måtte komme til stykket? Ikke fordi at hun ønskede at belære ham om det ene eller det andet, men også fordi hun fandt det ekstremt vigtigt, at det kunne være bare de to alene også, for det var nu heller ikke ofte at det måtte ske. Hun sendte ham et stille smil og strøg ham roligt over hovedet, som han vendte sig i hendes favn og satte sig til rette, hvor hun igen lod armene falde omkring ham. Hun nikkede med et stille smil. ”Vi har tjenestefolkene her af en grund..” Hun blinkede let til ham. Det var jo selvfølgelig ikke fordi at de konstant skulle rende rundt og rydde op efter ham og Maggie, men noget skulle de jo trods alt også have at lave Hun holdt ham tæt ind mod sig. ”Det ved jeg godt du ikke gør,” begyndte hun stille. Det lettede hende da om ikke andet, at høre ham sige det, for det gjorde hende glad. Hun ønskede virkelig ikke at fejle når det kom til hends lille søn. Han var og blev virkelig hendes lille øjesten og hun vidste godt, at det var uretfærdigt overfor Maggie. ”Hvis du bliver vred, så må du fortælle mig det.. Det gør ondt, når du siger sådan noget.” Det var slet ikke fordi at det var menneskelige følelser, men det gjorde forbandet ondt at høre sin egen søn sige det. At han faktisk måtte hade hende. Hun kyssede stille hans kind. ”Smut du op og kom i nattøjet..” sagde hun roligt og med et stille smil på læben.