Just a pain in the ass!

[maggie]

Det var ved at være en sen aften, så der var virkelig fuld gang i det store herskabshus! Alec arbejdede til aften som han gjorde hver eneste aften og Alicia havde forklaret Maggie at hun kunne gå rundt i huset hvor det passet hende, så længe, at det ikke var inde på Alecs arbejdsværelse, for den mand havde virkelig bare brug for arbejdsro, så det accepterede hun også. Det var uanset heller ikke hendes far, så den mand skulle heller ikke kmme her og bestemme over hende! Det fandt hun sig bestemt ikke i! Det var svært nok for Alicia at skulle holde styr på hende efterhånden, men igen.. Hun havde levet sammen med sin far i så lang tid, så det lå langt mere naturligt for hende at skulle lystre ham end det var at skulle lystre nogen anden. Det regnede som bare pokker! Det stod ned i stænger udenfor, så det var ikke i dag, at man skulle gå ud for at lege. Alicia ønskede heller ikke at hun skulle gå ud, for det kunne vise sig at være farligt.. Hvad var der med mødre og det at være så overbeskyttende?! Så havde hun jo selvfølgelig sine mange andre muligheder. Hun kunne da hoppe direkte på hendes yndlingsbeskæftigelse nummer to; At plage livet af sin kære lillebror! Der fandtes virkelig ikke noget sjovere end det for hendes vedkommnende! Med de rolige gadedrengehop ned af gangen og med det store uskyldige smil på læben, da hun nåede ned af gangen for at nå hendes kære lillebrors værelse. Det var den dør som hun kunne genkende fra alle de andre og det morede hende virkelig noget så grusomt, at man skulle tro at det var løgn! Det muntre og alligevel så uskyldige smil måtte brede sig på hendes læber, som hun uden det mindste tøven, bare braste direkte igennem døren, uden respekten ved at skulle banke på eller noget lignende. Hvis han var her, så legede han sikkert med sine mange bomber eller lignende. ”Hej brormand!” endte hun ud i en ganske fast tone og dog alligevel så skinger og så piget som intet andet, for hun var virkelig stolt over hvad hun var og det som hun kunne. Hendes store smil var virkelig ikke til at tage fejl af og det klare glimt i hends øje, for hun var her i den grad for at skulle mase på sin bror, inden hun skulle tilbage til sin far lidt, og hun glædet sig faktisk også til at se ham. Det eneste som hun virkelig ville være træt af, var hvis hans ’kære’ Enya ville være der, for det var virkelig ikke mor! Og det burde han da vide! At det ikke var mor, så ville hun virkelig ikke acceptere, at han var sammen med nogen anden og det måtte den mand da også bare forstå! Det kunne da ikke være så svært kunne det?! De isblå øjne med det grønne skær som hun havde efter sin far, måtte spejde over værelset, som hun lagde armene over kors. Hun var her jo trods alt heller ikke permanent. Det var jo et lille minus ved at have forældre som måtte være skilt og det var hende direkte noget så frygtelig frustrerende når det endelig måtte komme til stykket. Hun rynkede let på næsten og med et ganske let fnys. Hun var sikker på, at han skulle være herinde, for hun havde kigget alle de andre steder hvor han plejede at gemme sig for hende og hun havde i den grad også kigget rigtig, rigtig godt efter ham! ”Mig ved du er her!” Hun grinede ganske let, idet hun bare trådte ind, som havde det været et hvert andet rum i det store hus. For hende, var det jo ikke noget andet end bare et stort hus.

[julien]

Efteråret var slået ind over landet efterhånden, og det var mere en kulsort udenfor. Det var ved at blive svært at se hvor man gik, foruden rovdyrerne der var på vagt og havde nattesyn. Det blæste en smule, og regnen silede ned, så Julien havde fået besked på at han ikke måtte gå udenfor, både fordi det kunne være farligt, men også fordi at han altid kom beskidt ind, når det regnede, så han havde fået strenge ordre om at blive indenfor, både af hans mor og af hans far.. Men, hvis der var noget han hadede, så var det at folk bestemte over ham! Han ville ud og lege, også når det regnede! Det var jo ikke fordi han kunne være udenfor når solen var fremme og det var jo sjovest når det endelig var ved at blive mørkt i lang tid! Så hvorfor skulle han så være tvunget til at være indenfor? Især når hans 'kære' søster måtte være her. Han hadede hende! Hun troede også at hun kunne kommandere rundt med ham, bare fordi at han var yngre end hende, og det var kun to år! Hvad hans mor, far og ingen andre vidste var at han alligevel var taget ud, og derfor ville Maggie ikke kunne finde ham uanset hvor grundigt hun søgte. Hans vindue på værelset var åbnet, og skønt det var på første etage, så havde han alligevel sprunget ud, for det var jo ikke fordi at han kunne dø af det, det havde hans far jo selv sagt!
Ganske forsigtigt og næsten helt lydløst, gik døren op ude fra haven af. Den lille sprække fra døren skabte ikke megen lys eller larm, og så man godt efter, ville man lige kunne se det lille funklende dybbrune øje, som måtte se om kysten var klar. Døren gik mere op og to skikkelser kom ind ude fra. Det dryppede ned fra de to skikkelser. "Skoene skal af!" hviskede den mindste af de to, det var Julien. Han var stukket af ud af vinduet oppe fra hans værelse af, og var mødt med sin bedste ven Jonas, en fuldblodsvampyr med formskiftende evner, præcis ligesom Julien selv. De var på samme alder, 4 år, dog var Jonas en tand højere end Julien, som var ret lille af sin alder, og dog var han kløgtigere end sin alder. Et listigt smil spillede over hans små smalle læber. Det skulle ikke undre ham hvis Maggie befandt sig på sit værelse i øjeblikket, fordi hun ikke kunne finde ham og havde ledt efter ham alle steder. De stod i en uderstue, hvor lyset var slukket, så var det også lettere at gå i et med mørket. Han lagde sin kårde af hårdt plastisk fra sig, tog sin jakke af, smed den ved siden af skoene, inden han tog kården igen og løb ud i den store entré, der blev oplyst af den store lysekrone. Jonas gjorde præcis det samme og løb efter Julien ud i den store entré, hvor Julien allerede stod klar. Var man en etage over, ville man nok kunne høre de jublende råb, små hysterier og ellers latter, som de to drenge sloges mod hinanden. Julien var ikke meget for at lege med plastisksværd, men han havde ikke noget valg, eftersom hans far havde sagt at han var for lille til rigtige sværd, men han var allerede 4 år! Det var uretfærdigt! Så han var desværre nød til at nøjes med denne plastikkårde, andre træsværd og våben der var lavet af noget ufarligt, og kunne kun håbe på at han snart fik lov til at træne med rigtige våben!

[maggie]

Det forundrede ganske enkelt Maggie, at hun ikke kunne finde Julien nogen steder! Ingen af dem havde fået lov til at rende rundt udenfor, udelukkende fordi at de ville komme ind fuldstændig mudret til. Det havde jo ikke slået fejl endnu. Det havde bestemt heller ikke været med hendes gode vilje for hun havde jo i bund og grund været vant til at det var hendes far som gav hende ordre om det ene og det andet og ikke hendes mor, men han havde jo sagt til hende, at hun skulle gøre som mor sagde, så det var jo heller ikke fordi at hun ville blive mudret, for det var virkelig bare ulækkert! Ganske enkelt ulækkert! Solen kunne hun heller ikke vandre rundt i, for mørket var desværre det stærkeste i hende, selvom det ikke gjorde hende det mindste. Der var kun visse fordele ved at være her, det var at hun kunne se hvor maden direkte måtte komme fra og ikke noget med at spise eller nære på nogen for det havde hun jo trods alt prøvet og det smagte faktisk ikke særlig godt! At Julien ikke svarede hende, fik hende til at fnyse, for det var bestemt heller ikke noget som hun var meget for. Han var ikke i huset, så han måtte da være på sit værelse et sted! Medmindre… at han faktisk havde brudt mors forbud mod at gå ud? Alene tanken måtte få hende til at smile, for hun havde virkelig ikke noget imod at sladre! Specielt ikke hvis det kunne gå ud over hendes kære lillebror!
Hele værelset ledte hun igennem, selvom hun slet ikke kunne finde ham! Hun fnøs ganske let og lagde armene over kors og med den klare utilfredse mine. Hun måtte da hurtigt kunne konkludere, at han havde brudt forbudet for ellers ville han da være på værelset og der var han altså ikke! Som han heller ikke havde været nogen andre steder! Hun slog armene utilfredst over brystet og med den tydelige irritable mine i ansigtet. Hun steppede ud på gangen igen, hvor hun så sig let omkring. Hvor pokker var hendes lillebror da henne?! Sandt at hun gjorde forbandet meget ud af, at hun var den ældste og de to år, de talte altså forbandet meget for hende! Hun vendte blikket, som hun nærmest kunne høre jubel.. Det kunne virkelig ikke være andre end ham! Det var ham, hun kunne jo efterhånden genkende det! Hun hastede hen af gangen og med det store smil på læben. Det var jo efterhånden blevet hende et så tydeligt kendetegn jo! Hun nåede trappen, hvor hun næsten endte med at kaste sig over gelænderet. Ganske rigtigt! Der var han jo! Hun havde virkelig bare lyst til at plage ham og hvorfor? Fordi at hun bare kunne! Hun var virkelig fantastisk til det efterhånden og det var virkelig også hans reaktion som måtte sige hende det hele, for det var virkelig ikke noget som man så særlig ofte. Hun trak hovedet til sig, som hun nærmest måtte storme ned af trappen. Efterhånden så kendte hun jo til dette sted, som havde det været hendes egen bukselomme, for hun var her faktisk temmelig ofte. Ikke bare for at være lidt sammen med sin mor, men i den grad også for at tilbringe noget ’kvalitetstid’ sammen med sin kære lillebror. ”Hvor har du været?” Hun lød næsten streng, som havde hun valgt at tvinge den næsten overlegene mine op i ansigtet. Hun stoppede op nede på det nederste trin. ”Du har været udenfor, har du ikke? Jeg sladre!” endte hun med en fast tone, idet hun vendte om, hvor hun blot gjorde klar til at storme op af trappen igen.

[julien]

Julien slog sin kårde mod Jonas', som parerede. Det kunne godt være at de var lavet af plastisk, men når man legede sig ind i legen, så var det faktisk rigtig sjovt! Så tænkte han ikke over at det ikke var en kårde af platsik, men et ægte sværd. Han stak Jonas i brystet og lo overlegent, hvor Jonas så utilfredst på ham. "Du snyder!" råbte den unge vampyr, hvilket fik Julien til at skule til ham. "Jeg snyder ikke! Jeg er bare bedst!" hoverede han med den selvsikre attitude, man kunne mange gange afspejle Alecander i Julien, for han var som snydt ud af næsen på sin far, skønt han dog også havde mange af sine mors træk, hvilket man også kunne se på det fine ydre. Jonas så næsten vred på ham, inden han stak Julien i brystet med sin egen kårde, hvilket fik Julien til at bakke nogle skridt bagud, inden han så ned af sig, for blot at vende sit blik vredt imod Jonas. "Jeg skal gi' dig!" hvæssede han, inden han sprang på Jonas, som blot gjorde klar, og de endte begge to på det kolde stengulv, hvor de greb omkring hinandens trøjer. De var begge beskidte i ansigtet, for de havde jo været udenfor og lege, deres bukser var våde, hvilket noget af Juliens trøje også var, for jakken han havde haft på var blevet gennemblødt af den silende regn. Men siden han havde smidt de tilmudrede sko, og den våde dryppende jakke, så måtte det vel også være nok? Uanset, så endte det ellers så skinnende gulv ganske beskidt af deres jord på busker og krop. De slog hinanden, som de trumlede rundt på gulvet, hvor selv en hvæsen måtte melde sig til tider. Det kunne godt se ganske alvorligt ud, men sådan var det når to vampyrer sloges, desuden så skete der ikke mere at den ene ville give op på et tidspunkt, og det var typisk, Jonas der måtte overgive sig, fordi Julien nægtede at overgive sig, og til tider snød sig til sejr.
De sloges på gulvet, indtil de kunne høre de stormende skridt ned ad den store hvimpeltrappe. Maggie! De stoppede begge to og rejste sig, som hun endte på det nederste trin af trappen. Han hadede hende allerede! Hans blik hvilede vredt på hende, det gjorde det mere eller mindre altid. Han skulede mere eller mindre til hendes strenge tone, hvis der var nogen der ikke skulle bestemme over ham, så var det Maggie! Hun troede at hun kunne koste rundt med ham, bare fordi at hun var ældst! Og han hadede det vitterligt! "Det skal du ikke blande dig i!" vrissede han i en utilfreds mine, hvor han lagde armene over kors og lignede en lille hidsigprop. Hvorfor skulle hun altid komme og ødelægge det sjove? Som hun sagde at hun ville sladre blev hans øjne så store som tekopper, hvor han så på Jonas med et næsten forfærdet blik. "Efter hende!" skreg han, inden han løb efter hende op ad trappen, og med Jonas lige i hælene. Hun var muligvis hurtigere, og muligvis bedre til at skifte form end ham, og hun vandt da til tider også når de selv sloges med plastisk kårderne, men når det kom til fysisk styrke, så var han bedst! Han trænede hver dag, hårdt, og endnu hårdere når hans far var omkring, og det havde også resulteret i en lille stærk dreng, med de små markante muskler. Det var så bare ikke altid at hans muskler var nok til at klare hende, for han vidste at hun ikke var dum, desværre! Hun var snu ligesom ham selv, og når hun så også var hurtigst, så.. havde han et problem!

[maggie]

Var Julien ikke på værelset, så vidste hun efterhånde godt hvor han var henne, men en ting havde hun da hurtigt bekræftet og det var jo også, at han ikke havde været indenfor, så han havde i den grad brudt de regler og love som var sat for dem i aften, selvom hun også meget hellere ville rendde rundt udenfor for at lege, for det var jo meget sjovere end at side fanget indvendig og det var jo også den mening som hun selv måtte være af når det endelig måtte komme til stykket, så det var bestemt ikke bare ham som var træt af, at de ikke kunne få lov til at rende rundt udenfor, for det var virkelig noget som måtte gå hende så forbandet meget på når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det eneste som hun et sted var træt af, var at han havde den forbandede Jonas at rende rundt med, for han satte virkelig de forkerte tanker i den knægtes hoved! Hun var nemlig temmelig sikker på, at det måtte være ham som han måtte rende rundt med for øjeblikket. At de to var bedstevenner, var noget som tydeligt kunne mærkes og ses på dem. Hun hadet det, for det skubbet jo automatisk hende lidt ud af billedet og det var noget som hun direkte måtte hade! Hun nød virkelig det, at skulle drille ham, for det var virkelig sjovt at skulle se ham gå sådan amok på hende! Det var det alene som virkelig kunne bringe det smil frem på hendes læber, for det var virkelig… sjovt! Det var herligt at være ældst!
At se Julien tumle rundt på gulvet som en hver anden lille møgunge, fik hende blot til at ryste på hovedet samtidig med, at hun måtte klikke ganske let med tungen, som havde hun været voksen og moden, selvom det nu langt fra måtte være tilfældet, så var det jo blot lige nu, at det var sådan, at det måtte forholde sig, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde. At han hadet hende, det var hun klar over og det var jo selvfølgelig noget som faktisk måtte more hende noget så grusomt når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun ikke skulle blande sig, var noget som hun blot himlede med øjnene af. ”Lad os se hvad mor siger til det!” sagde hun med en ganske bestemt stemme, idet hun begyndte at gå op af trappen. Sandt at han var stærkere end hende, men hun var jo heller ikke en fuldblodsvampyr når det endelig måtte komme til stykket på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var jo ikke fordi at hun trænede sig selv fysisk, for det.. gad hun simpelthen ikke. Der kunne hun virkelig finde meget mere fornuftige ting at st skulle bruge sin tid på, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At de direkte stormede efter hende op af trappen, fik hende næsten helt automatisk til at sætte i løb! Uanset hvad, så ville hun virkelig ikke tabe til to små møgunger! ”Hold op!” skreg hun med en fast og skinger stemme, idet hun stormede op ovenpå, selvom det var nemmere for deres korte ben at følge med i trappetrinnene, så de var allerede ved at være temmelig tæt på hende og hun brød sig på ingen måde om det! ”Jeg sladre gør jeg!” endte hun med en fast tone og alligevel så høj og så skinger. Dum var hun bestemt ikke, for der havde hun virkelig sin fars intelligens som hun i den grad også havde sin mors. Hun løb ned af gangen og med et svagt grin. Hun ville sladre.. For hun vidste at mor og ’far’ ville reagere på det, begge to!

[julien]

Hvorfor skulle Maggie også altid komme og blande sig? Julien vidste ærligtalt ikke hvorfor hun var så vild efter at få ham ned med nakken, for hvad havde han egentlig gjort hende? Bare fordi at deres mor havde fundet sammen med hans far! Men han var ligeglad, han ville helst havde hende ud af huset, og når hun selv befandt sig hos sin egen far, så var det virkelig en fryd herhjemme i mansionen! Det blev altid så stille når hun ikke var omkring, skønt det til tider godt kunne være ekstra tomt, også når Jonas ikke havde tid til at lege med ham, så savnede han faktisk at gå hende på nerverne, ligesom hun gjorde ham i øjeblikket! Så nok hadede han hende, især når hun blev den sladrehank som hun var i øjeblikket! Men af den grund savnede han til tider at hun var omkring, for det var jo ikke altid hende som irriterede ham, for det var skam i den grad også gengældt! Og han nød virkelig at gå hende på nerverne, især hende! Hun troede at hun var prinsessen i huset? Bare ærgerligt at hun befandt sig på hans teritorium! Han boede her fast, fordi det var hans fars hus, og ikke hendes! Han havde derfor første ret! Skønt det dog ikke altid kom til hans fordel. Noget der måtte irritere ham grænseløst, var når hun spillede voksen, for hun var kun to år ældre end ham, og derfor et lille barn som ham selv, og så skulle hun i hvert fald ikke komme og tro at hun var hans mor! Han kneb øjnene fast sammen, hvor de dybbrune øjne hvilede ulmt på hende. "Det tør du ikke!" advarede han hende, selvom han allerede vidste at hun ikke ville tøve at fortælle det til deres mor, og det måtte hun ikke! Så fik han sikkert.. husarrest! Og så kunne han slet ikke komme ud! Og så kunne han slet ikke lege med Jonas! Han bed tænderne fast sammen og knyttede ganske let hænderne, så skulle hun få igen skulle hun! Hun var godt nok hurtigere end ham lige nu, skønt hun var varyl, men hun var trods alt ældst, hvilket var hvad der talte for det som børn, dog når de blev ældre, så ville han komme til at overgå hende i vampyrernes færdigheder, fordi han var fuldblodsvampyr, hvor han jo var en hel race, og hun to - han bar dog formskiftende præg fra sin mors side, noget hans far havde sagt var en gave, hvilket da også måtte gøre Julien stolt i den sidste ende.
De dybbrune øjne hvilede endnu ulmt på hende, som hun stod der på der nederste trappetrin. Hun måtte for alt i verdenen ikke sladre til deres mor! Så ville der jo først og fremmest falde brænde ned! Han fulgte dog efter hende, som hun begyndte at løbe op ad trappen, hvor hans små ben tog en trappetrin af gangen, skønt han dog hurtigt nåede op mod hende. Julien slap en næsten sindssyg latter, som det i øjeblikket var hende der var byttet og ham som var det store stygge rovdyr! Hun skulle ikke tro at hun ville slippe godt fra at sladre! For så ville hans husarrest gå på at drive hende til vanvid indtil hun skulle hjem til sin egen far igen! "Så er du færdig!" skreg han vredt og med den lyse drengestemme. Han nåede faktisk hurtigt op til hende, som hans små ben ikke havde svært ved at følge trappens trin, og han greb hende omkring hendes håndled, og hev hende tilbage, så hun ikke kunne løbe længere. Han ville gøre alt for at stoppe hende! Ellers måtte de jo gå på kompromi på en eller anden måde, så længe hun ikke sladrede!

[maggie]

Maggie måtte ærligt talt stå ved, at hun faktisk måtte nyde det faktum, at være tæt på sin kære lillebror til sider når Jonas selvfølgelig ikke var der! Det var faktisk selv kedeligt at være eneste lille pige her i huset og det samme var det jo også når hun var hjemme ved sin far. Hun vidste, at den mand også meget snart måtte komme og hente hende, hvilket et sted var noget som hun måtte se frem til? Så kunne det være, at hun kunne få lidt opmærksomhed igen! For den fik hun så sandelig ikke i den mængde her, som hun ville stille sig tilfreds med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Når Jonas var sammen med Julien, så var det virkelig meget nemmere bare at irritere dem begge, for det følte hun selv, at hun fik mere ud af. Han så hende da om ikke andet, så det var vel i sig selv, en god ting vel? At hun jo så skulle sladre, var jo bare det bedre, for det fremstillede hende som intet andet end en engel, og så var hun så sandelig også helt og fuldendt tilfreds med det! Et stort smil bredte sig på hendes læber, selv da hun måtte storme op af trappen. Hun havde måske længere ben end han havde, for ikke at glemme, at han var en anelse kort for sin alder, men det gjorde hende virkelig intet! Hun ville plage livet af ham inden hun ville være tvunget til at skulle følge med Lestat hjem, hvor han ville være sammen emd Enya igen. Det var hun helt sikker på! Hun ville have sin mor og far sammen igen, det var vel heller ikek meget at forlange? Og så var hun ligeglad med om hendes mor skulle gå fra Juliens, for det var bestemt ikke den rigtige mand hun var sammen med! Hun havde jo ikke engang fået lov til at være brudepige! Det var hun direkte sur over og på alle måder endda, for det var virkelig bare unfair! ”Jo jeg gør!” udbrød hun med en mere bestemt mine. Hun havde virkelig intet imod at sladre, for det havde jo selv været tydeligt på dem begge, at de havde været ude og det havde ingen af dem fået lov til! Hvad hun havde fundet ud af, så var det at Alec slog hårdt ned, hvis man ikke hørte hvad han sagde og det var vel også noget som hun ville udnytte i denne siutation? Tanken morede hende om ikke andet, for det var ikke hende, som havde gjort noget forkert, det var hendes kære lillebror!
Maggie havde virkelig intet imod en form af fangeleg, selvom hun vidste, at vampyren selv måtte stå kraftigt i ham og kun på grund af hans dumme far! Der vidste hun, at hun bar ekstremt meget fra sin mors side, for ikke at glemme, at vampyren selv var en kraftig og meget stor del af hende selv, så var det bare ikke noget som hun kunne gøre det mindste med overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hans latter fik det til at løbe let nedover hendes ryg, hvor hun virkelig bare prøvede at sætte farten op, selvom det virkelig ikke lykkes hende. Han var hurtigere end hende, og kun fordi at han var en fuldblodsvampyr! Hun nåede kun lige op af trappen, som hun kunne høre hans stemme lige ved hende. Nej! Hun ville under ingen omstændigheder stoppe! Det stivnede dog let i hende, som han fik fat i hendes hånd og rev bagud, hvor hun nærmest måtte føle, at jorden forsvandt under hende, som hun fik overbalance og røg direkte ned i gulvet. ”Av! Du er sindssyg!” udbrød hun med den skinger pigestemme som hun måtte bære med sig. Hun vendte blikket nærmest vredt op mod ham, idet hun gjorde et fast forsøg på at skulle komme op på benene og fortsætte. Han skulle bare ikke have lov til at vinde denne gang!

[julien]

Julien havde tit fået at vide af hans mor, at han skulle enes med hans søster, og nok havde de ikke samme far, men de havde samme mor, og derfor krævede hun også at de skulle enes, og komme ud af det med hinanden, det var så bare en lille ting, som Julien ikke stod indenfor! Han hadede sin søster! Hun gik ham altid på nerverne! Og hun var mere en dobbeltmoralsk, for hun kunne sagtens spille den voksne, når det var ham som havde gjort noget galt, men alligevel var hun så barnlig at drille ham og gå i vejen for ham, selv når han legede med andre venner, specielt Jonas. Hun var altid over ham som en høg, og han vidste ikke hvorfor hun ikke bare skaffede sig sine egne venner, i stedet for at komme ham på tværs, for det irriterede ham grænseløst! De dybbrune øjne hvilede på hende som havde han været et rovdyr på jagt. Hun skulle ikke tro at hun ville slippe godt fra at sladre! Hvad lignede det ikke, at tvinge en lille livlig dreng ind på sit værelse, bare fordi det regnede lidt udenfor. Natten var jo det eneste tidspunkt at han kunne være ude på, desuden var den indenfor mansionens sikre mure, for den var jo trods alt omringet af magi, så hvis de blev angrebet af fjender, så kunne han jo snildt løbe fra dem uden problemer, selvom han nok ville blive og kæmpe! Han elskede kamp! Og han var skam ikke bleg for at slå fra sig, og heller ikke overfor Maggie, for hun fortjente dem hver gang! Han var den stille og indelukkede dreng, der spillede artig over for sin mor og far, men overfor sine venner var han den dominante, som altid bragte ham og Jonas ud i problemer, det var dog ikke altid at han kunne løbe fra ansvaret, for til tider kunne han ikke skubbe skylden over på andre, men mon han ikke kunne fordreje sandheden en smule denne gang? Sige at Maggie tvang ham udenfor? Hun var jo trods alt den ældste, og hun var jo ikke bange for at sige sin mening, og så var der jo det lille faktum at folk vidste at hun nød at være den ældste, fordi hun plaprede alt for meget!
At hun røg direkte ned i gulvet, da Julien greb fat i hendes håndled, for at tvinge hende tilbage, fik ham blot til at smile ganske selvsikkert, og at hun kaldte ham sindssyg, fik ham blot til at føle sig overlegen, for han havde fået hende ned at ligge, og nu skulle han nok tage hævn! Han skubbede hende ned igen, da hun prøvede at rejse sig. "Kom, vi låser hende ind på mit værelse!" sagde han til Jonas, som blot bar det samme luskede smil som Julien selv. De tog hende i hver sin arm, begge fuldblodsvampyrer, begge stærkere end hende, så hun kunne skrige og vride sig, men hun ville ikke kunne komme fri! De trak hende med hen ad gangen, og sørgede for at holde godt fast i hende. Da de nåede til Juliens værelse, skubbede de hende ind, inden Julien nakkede nøglen, og smilede lusket mod hende. "Den eneste vej ud.. er gennem vinduet," svarede han med et triumferende smil på læberne, med andre ord, ville hun ud, så var hun selv nød til at bryde deres mors forbud, og gå udenfor. Han lukkede døren og låste den, så hun var fanget på hans værelse. Julien slap en lettere munter latter. Det var rart at vinde over hende, når det endelig skete! De gik begge nedenunder igen, hvor Jonas hørte sin mor kalde, hvilket betød at han ikke kunne lege mere, men det gjorde ikke så meget, han var god til at underholde sig selv, det blev han jo til tider nød til.

[maggie]

At de skulle lære at enes, var tilsyneladende noget som de kunne skyde en hvid pil efter, for det ville aldrig nogensinde vise sig, at blive muligt. Han havde altid Jonas og der var jo ikke andre børn her på hendes alder! Det var jo bare de tre unger som var her i huset når hun endelig var her, selvom det ikke var for mere end en dag eller to af gangen, så var hun her så ofte, som hendes far ville tillade det og selv hun ønskede jo faktisk at være lidt sammen med Julien! Nok selvom hun virkelig måtte irritere ham og være ham en pest og en plage, men det var så sandelig også gengældt! Aftenen før hun skulle hjem, den var altid den værste af dem, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende det mindste som det måtte stå lige for øjeblikket, for hun ville gerne lige drille ham inden hun blev hentet af Lestat og taget med hjem til ham og sikkert også hans kære Enya. Hun var virkelgi bare.. træt af den kvinde! At hun var røget direkte ned i jorden, var slet ikke noget som hun brød sig om. For der var virkelig forbandet meget styrke i den knægts arme og hun hadet det virkelig! Selvom han kun var 4 år gammel, så var han langt stærkere end hende og hun hadet virkelig bare den fornemmelse af at være svagere end ham, for… han skulle bare ikke have lov til at overgå hende! Ganske simpelt!
Det fik hende virkelig bare til at stivne, idet at hun hørte deres ord. Låse hende inde på hans værelse? Det kunne de da ikke! At de jo var meget stærkere end hende og så det faktum, at de var to, så kunne hun da slet ikke gøre nogen form for modstand! Hun knyttede hænderne. ”SLIP MIG!” hvinede hun med en skinger stemme idet at de måtte tage hende i armene og førte hende med sig. Hun ville virkelig ikke! De kunne da ikkeb are låse hende inde på den måde! Hun gjorde alt for at prøve at sætte fødderne i jorden og stoppe dem, selvom hun bare blev trukket med og ind på hans værelse, hvor hun blev smidt i gulvet med et svagt gisp. Hun vendte sig hurtigt mod ham. Hun skulle under ingen omstændigheder hoppe ud af det vindue, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hun nægtet at blive fremstillet som en regelbryder, for hun vidste, at hun ville høre for det i det næste lange stykke tid! Hun stormede hen til døren, som Julien lukkede og låste den. Hænderne hamrede hun direkte ind mod døren, selvom det virkelig ikke hjalp hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet! ”Det kan du ikke være bekendt!” nærmest skreg hun inde fra værelset af, for hun kunne tydeligt høre ham på den anden side! ”Dumme unge!” skreg hun med en fast tone. Det her var virkelig bare noget som måtte gøre hende noget så voldsomt vred og det sagde så sandelig heller ikke så lidt, det var slet ikke noget som man kunne tage fejl af, for det her gjorde hende virkelig vred! Hun vendte sig mod vinduet. Hun var bestemt ikke meget for at bryde reglerne som de havde fået, det var der end ikke nogen tvivl om, udelukkende fordi at hun altid havde været den ordentlige og med det mål, at det var Julien som skulle have skideballen! ”Jeg skal nok få min hævn..” vrissede hun let. Hun vendte blikket stille mod vinduet og med et tydeligt eftertænksomt blik.. Skulle hun eller skulle hun ikke gøre det? Hun gik hen til det, åbnede det helt og så ned. Det regnede godt til efterhånden. ”Jeg slår dig ihjel…” mumlede hun vredt for sig selv, idet hun kravlede op i vindueskarmen og ud. Hun gik i strømper og alt, for hun havde jo ikke sko på, så hun ville da blive godt beskidt og våd! Hun startede med at kravle ned, selvom det gik ekstremt langsomt. Hun hoppede bestemt ikke bare ned! Hun slap sit greb, da hun var tæt nok på jorden, hvor hun landede i en kæmpe vandpyt! Hun løb vredt op til fordøren og hamrede den op. Hun skreg efter Julien med en klar vrede i stemmen.

[julien]

Julien både hadede og elskede at Maggie var på besøg, for hun kunne virkelig være en direkte plage, en prinsesse uden lige! Hun troede altid at hun kunne kommandere rundt med ham, at hun kunne tillade sig alt overfor ham, og skønt hun altid fik ham i fedtefadet, så var det alligevel ikke altid ham som måtte få skideballen, og denne gang skulle hun ikke tro at hun ville slippe så let! Nu måtte hun selv blive den lille regelbryder og tage del i skideballen som mor ville give dem! Nok ville han selv få ballade, men han kunne virkelig ikke fryde sig over, hvilken skideballe som hun ikke ville få, mors lille engel! Bah! Han var mors lille prins og beskytter! Han var langt bedre for mor end nogen anden, og langt bedre end dumme Maggie! Hun kunne skrige, hun vride sig så meget som hun ville, men de ville ikke slippe hende. Julien ville have sin hævn! For alle de gange hun havde irriteret ham, for alt det hun havde givet ham skylden for, så skulle han endelig gøre gengæld! Og det denne aften hvor hendes far tilmed skulle hente hende! Så kunne det være at hun aldrig nogensinde ville få lov til at være her igen! Fantastisk! Og dog, når han var alene, så hendes selskab faktisk ønsket, for så havde han da noget at lave, så havde han ikke behov for at kede sig, så der var selvfølgelig også noget positivt ved at hun var her. For det var ikke altid Jonas var her, og som han skulle gå blev Juliens mine helt nedtrykt. Skulle han mon slippe Maggie ud igen? Nej! Han ville langt hellere lade hende blive derinde, se om hun brudt mors forbud og så le af hende, når hun ville komme drivvåd ind igen! Han lo allerede ved tanken, den lille lystige drengestemme, som rungede i hele entréen hvor han stod, som det var der han havde sloges med Jonas. Han samlede sin plastiskkårde op fra gulvet og svang lidt rundt med den. Han ventede egentlig bare på at hun skulle komme ind igen. Han så op ad trappen. Mon hun egentlig var gået ud nu? Han gik ganske roligt op ad trappen, næsten af frygt for at hun var brast igennem døren, og ville styrte efter ham så snart han kom, men gangen var helt tom, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet, det fik ham til at fryde sig inderligt! Han gik ganske roligt hen til hans værelsesdør, hvor han lyttede ganske opmærksomt. Der var ganske stille, næsten alt for stille, men det kunne jo være et trick? Det kunne være at hun lavede fis med ham og gemte sig, og når han så åbnede døren, så ville hun springe på ham? Han var ligeglad, han havde sin plastikkårde i så fald. Han låste ganske roligt døren op og sprang angrebsparat ind på værelset. ”En garde!” skreg han som havde han været en rigtig musketer. Han lod dog kården falde, hvor han så ganske roligt rundt i rummet. Hun var der ikke. Blikket faldt på vinduet, hvor regnen silede ned udenfor. Han trak på smilebåndet ved synet, inden han løb hen til vinduet og kiggede ned i haven. Han betragtede den lille skikkelse der var på vej indenfor. ”Haha, Maggie!” skreg han oppe fra vinduet, inden han lukkede det, og spænede ud af værelset, det skulle nok blive sjovt! Han klaskede døren i sig, da han løb ud af værelset, inden han løb hen til trappen. Hun ville sikkert spæne op efter ham, og han lo næsten helt spændingsfyldt. Det skulle nok blive morsomt! Han løb hen til trappen med et muntert grin. Han så forventningsfuldt ned af trappen for at få øje på hende, skønt han ikke helt vidste hvor hun var. ”Du er bare dum og langsom!” skreg han med den skingre og dog lystige drengestemme.

[maggie]

Alene den tanke om, at Maggie nu skulle bryde reglerne, den var hun virkelig ikke meget for, men hun skulle bare have fat i Julien nu! Hun skulle hævne sig, for nu havde hun været tvunget.. Direkte tvunget til at skulle bryde mors regler! Hun kogte allerede i det indre! Det var i aften at hun havde den enestående mulighed til at plage livet af ham inden Lestat ville hente hende og så tage hende med hjem. Hun savnede også sin far en smule, men alligevel! Hun elskede virkelig at plage livet af sin kære lillebror og kun fordi at hun var ældst, så tøvede hun virkelig heller ikke med at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Hun kom stormende ind af døren fuldstændig våd og allerede så godt mudret til, at hun måtte vide, at hun ville få noget af en skideballe af sin kære mor fordi at hun netop havde været ude for denne korte stund! Hendes øjne lynede virkelig! Nu skulle han virkelig få igen! Alicia havde hun heldigvis ikke set endnu, så mons tro, at hun kunne nå op på hendes eget værelse og skifte inden at hun ville finde dem? Uanset så var Julien bare så meget død nu! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den ellers så klare og næsten så dræbende mine, som hun bare ikke ville skjule for ham, for han skulle virkelig bare vide, at det her betød krig! Hun kastede let med armene for at få noget af vandet af, selvom hun virkelig måtte stå med mudder halvvejs op af benene. Hun vendte sig direkte mod ham, som hun alligevel endte med at skulle storme direkte igennem den store hall, for at komme ham i møde, for det her, var virkelig noget som gjorde hende noget så rasende! Hun var ikke en regelbryder! Og han skulle så sandelig heller ikke få lov til at gøre hende til en! ”Du er så død nu, Julien!” nærmest skreg hun med den klare og skingre pigestemme som hun måtte have. Der måtte hun i den grad ligne sin mor en hel del! Lige for øjeblikket, så håbede hun virkelig bare, at hendes far ville holde sig væk frem til hun havde fået fingrene i den knægt! Hun var bestemt ikke dum og hun var i den grad heller ikke langsom, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket! Hun hastede direkte efter ham, selvom der var et mudderspor som måtte følge hende, så var hun fuldkommen ligeglad! Håret blafrede omkring hendes lille hoved og med den vrede og nærmeste frygt for hvad hendes mor ville sige til det.. Hun ville da få et føl på tværs hvis hun så hende på denne måde, for hun havde jo altid været den som fulgte love og regler på det her sted og specielt fordi hun ville og hun ønskede noget så brændende, at udkonkurrere sin kære lillebror på absolut alt! ”Bare vent til jeg får fat i dig!” Nu var rollerne i den grad byttet om! Et sted så måtte hun jo fryse en anelse, for hun var jo trods alt en varyl og vandet, det var altså koldt nu hvor hun endelig var kommet indenfor igen og ind i varmen, så var det i den grad noget som hun ville være i stand til at mærke. Blev hun syg af det her, så ville hun da slå ham ihjel! Hun kneb øjnene fast sammen og med et ganske let fnys. Hun løb alt hvad hendes ben kunn bære, blot for at komme ham i møde, for i udgangspunktet, så var han slet ikke i stand til at løbe fra hende endnu og det vidste hun jo udmærket godt!

[julien]

Det sjove ved dette var, at Maggie blev set på som en lille engel, jovist hun var da blevet vrisset lidt af, af Alicia, fordi deres mor godt kunne regne ud at det ikke altid var Julien det var galt med, men Maggie prøvede altid så ihærdigt at undgå at bryde reglerne, og nu hvor det var sket, så kunne Julien virkelig ikke lade vær med at fryde sig! Han sad netop øverst på hvirveltrappen og flækkede af grin. Og at se den rasende måde hun kom ind ad døren på, fyldt med mudder, og drivvåd, det fik ham blot til at grine noget mere, som han lagde sig helt ned på ryggen, imens han næsten sprællede med benene af grin. ”Muddermonster!” skralgrinede han, imens han pegede leende mod hende. Uanset, hvor meget hun ikke ville have ballade, så kom hun næsten til det, eftersom hun ikke bare skulle gøre sig selv ren, men også hele hallen, for den blev fyldt op med hendes mudderfodspor. Desuden var hun ældre end ham, så hun havde en størrelse større end ham i sko, også fordi han var så lille af sin alder, så derfor ville hun få problemer, med give ham skylden på dette! Og det morede ham virkelig fuldstændigt! Han satte sig op og rystede leende på hovedet som hun kom styrtende op imod ham, og at hun ville dræbe ham, ja det kom hun jo aldrig til! Han var langt stærkere end hende! Selvom.. hun var jo faktisk hurtigere. Når vampyrer var små, så kom det ikke så meget an på racen med alderen, når de så blev ældre, så ville det komme helt an på talentet, og der spillede racen også lidt ind, for som ældre ville en fuldblodsvampyr altid være stærkere end en halvblods, medmindre den halvblods virkelig var dygtig. Uanset, så kunne Julien ikke lade vær med at glæde sig til den dag, hvor det var ham som kunne jorde hende i alt! At hun så ikke stoppede, men fortsatte op imod ham, som han sad øverst på trappen, fik ham næsten til at se på hende med store skræmte øjne. Hun så næsten helt farlig ud! Han grinede lidt igen, for det morede ham virkelig utrolig meget! Han var dog nød til at flygte, for han kunne tydeligt se og fornemme hendes vrede. Han rejste sig, og som hun var lige ved at komme op og gribe fat i ham, så løb han lige forbi hende og tog turen ned af trappen imens han lo højlydt. ”Dumme tøs! Du fanger mig aldrig!” skreg han, inden han lo. Han vidste dog at hun snart ville indhente ham, for hans ben var så korte i forhold til hendes. Han skreg næsten af spænding, som hun var ved at få fat i ham. ”Mor! Mor! Moar!!” skreg han næsten panisk. Hun skulle bestemt ikke tro at det var slut endnu! Han løb mod pejsestuen og han håbede virkelig at deres mor sad der, for eller var han virkelig på den! I så fald håbede han på at hun havde hørt ham råbe på hende, for han ville ikke fanges af dumme Maggie! Hun skulle ikke vinde! Og hun skulle have skylden denne gang! For denne gang ville han næsten nyde at få skideballe, fordi han vidste at Maggie også ville få én. Denne gang ville hun virkelig få en god afsked, for hun ville ende med at få en skideballe! Han frydede sig virkelig over det! Virkelig, virkelig meget! Det ville dog blive lidt kedeligt, når hun tog af sted, for så havde han ikke nogen at drille, så havde han ikke nogen at lege med, i hvert fald ikke når Jonas heller ikke ville være der. Men hun ville jo være sur i flere dage over dette nummer, og så ville hun ikke engang være her, til at han kunne stikke lidt til hende, til at han kunne provokere hende lidt med det, og få hendes humør op at køre endnu engang, nej hun ville være hos sin dumme far! Selvom det da også ville blive en fryd at hun ikke ville være her til at drille og mobbe ham.

[maggie]

Maggie var udmærket godt klar over, at hun ikke ville kunne løbe fra den denne gang og hun hadet det virkelig, for hun var den mest engleagtige af de to og det skulle han virkelig ikk få lov til at ændre på nogen måde! Det gjorde hende vred, for hun vidste også godt, at hun kunne blive syg af det her, for hun var jo kun en halvblods! Hun havde faktisk brug for at skulle holde kroppen varm og det kolde regnvand, var slet ikke noget som talte for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af. Muddermonster? Nu skulle han nok få! Hun skulle nok give ham muddermonster, skulle hun! Hun stormede direkte op af trappen for at nå ham, for han skulle virkelig ikke have lov til at grine af hende, det var virkelig ikke noget som hun ville finde sig i! Hun var sur som hun slet ikke kunne huske, at hun havde været det før og i denne situation, var hun virkelig bare glad for, at der endnu måtte være tid, før hendes far ville dukke op for at hente hende, for hun skulle virkelig slå Julien ihjel først for det her! At hun mere eller mindre måtte mudre hele forhallen til, var slet ikke en tanke som faldt hende ind, for hun havde virkelig bare en ting i tankerne lige foreløbig; Hun skulle fange Julien og få sin hævn! Som han smuttede fra hende første gang og stormede ned af trappen, så fnøs hun blot fast, for at spæne direkte efter ham. Han var virkelig bare dum, var han! At have låst hende ind på hans værelse, for så at bruge den mod hende, for hun vidste, at hun fik skideballe for det her! Men hvad nu hvis hun fortalte mor sandheden? At Julien havde låst hende inde på hans værelse, så hun ikke havde haft noget valg? Kunne det så være, at hun måtte slippe for straffen? Hun håbede det i hvertfald for hun ønskede ikke at blive straffet for noget som hun havde været tvunget til at gøre! Mor var der et eller andet sted og hun vidste det jo udmærket godt, selvom man ikke direkte kunne sige, at det var noget som lettede hende det mindste på nogen måde! ”Lille møgunge!” vrissede hun med en fast tone. At han kaldte på mor, lod mere eller mindre bare panikken melde sig en smule, for hun skulle virkelig ikke tilkaldes lige nu! Så ville hun slet ikke nå at fange ham jo! Næsten som havde hun været et glubsk rovyr på jagt, så satte hun af fra jorden af, blot for at hoppe direkte ind i Julien, da han måtte nå den store pejsestue, så de nærmest måtte rulle ind i pejsestuen begge to. Om mor var der, var hun et sted ligeglad med, hun skulle bare have ham ned at ligge og holde ham der for hun var virkelig, virkelig sur! Mudder var mere eller mindre over det hele, så kunne hun også få lov til at mudre ham temmelig godt til, hvilket i den grad heller ikke ville gøre hende det mindste lige for øjeblikket, for han fortjente det virkelig! ”Nu skal du få!” hvislede hun med en fast tone. Vampyren stod så sandelig også meget godt fremme i hende. Det kom jo eftersom begge hendes forældre måtte være af slagsen, så var det jo ikke noget som kunne komme bag på nogen vel? Hun greb kraftigt fat i ham, for at tvinge ham ned i jorden. Nu hvor han selv måtte være beskidt, så var hun i den grad også tilfred! ”HA!” endte hun med en fast tone, som hun kunne sætte sig ovenpå ham. Han overgik ikke hende til det hele endnu!

[Deleted]

Denne stormfyldte aften, havde tvunget selv Alicia til at blive indendøre. Hun kunne dog ikke gøre andet end at nyde det. Hun gik selv til tider oppe på Alecs kontor, for at ordne i hans papirer, smide det ud som skulle smides ud og sørge for at resten lå på deres plads, så det faktisk var ham menneskelig muligt at finde det igen. Nu hvor hendes graviditet og fødsel var vel overstået, selvom man snildt kunne sige, at det havde været helt ude af planen at det skulle foregå på den måde, som det nu havde. Alle havde de det godt, så var hun i den grad også fuldt ud tilfreds, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var derh eller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lænede sig roligt tilbage i pejsestuen. Hun vidste, at Julien havde leget lidt med Jonas her til aften og at Maggie rendte rundt og lavede det som hun altid havde gjort når hun endelig var alene, for hun havde trods alt også bedt hende om at lade Julien være når han legede med andre, selvom hun virkelig ønskede, at de skulle komme overens, så var det tydeligt, at det slet ikke var muligt, hvilket faktisk måtte irritere hende et sted, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun prøvede om ikke andet at få det hele til at gøre fint som det burde, så var det jo bare tydeligt meget at skulle bede dem om. Som hun kunne høre Juliens klare grin, Maggies vrede stemme, så var det kun tydeligt for hende, at de allerede måtte være i fuld sving endnu en gang. Igen i aften! Alicia himlede med øjnene og rystede opgivnde på hovedet. De lærte det jo bare aldrig! Glasset med blod satte hun roligt fra sig på bordet, idet hun roligt rejste sig op. Pejsen knitrede med de smukke flammer, som selv måtte slange sig over hendes ansigt og nærmest give hende den form af levende glød som hun havde mistet for en god del år siden. Efterhånden så var det slet ikke noget som gjorde hende det mindste på nogen måde. Alec var hende en forbandet stor hjælp der. Det stivnede dog for alvor i hende, idet at begge ungerne kom rullende ind af døren, hvor det blot havde været tydeligt for hende, at det var Maggie som havde overrumblet Julien. Hænderne satte hun omgående i siden og med den tydelige irritation i blikket. Maggie var jo fuldkommen mudret til og det samme var Julien jo også nu! ”Hvad er det I to har gang i?” Hun gik mod dem, hvor hun tog Maggie i kraven og Julien med, for at tvinge dem fra hinanden. Hun gjorde det slet ikke på samme måde som Alec gjorde det. Lige der var det tydeligt for hende, at hun var den mere milde af dem. ”I får 5 sekunder til at forklare mig hvorfor pokker I har været udendørs!” Hun vendte sig mod dem begge med den samme faste mine. Nok var hun en kærlig mor.. Hun prøvede da om ikke andet, som hun også prøvede at vise og forklare Alec hvordan man blev en god forælder, selvom hun havde det hele fra et prociansk syn, for det var jo der hvor hun selv var opvokset tilbage i sin tid. ”Nå?” endte hun med en fast og afventende tone. At se dem mudret til, for ikke at glemme at hele indgangshallen lignede en svinesti, var i den grad heller ikke noget som måtte falde i hendes gode bog!

[julien]

Maggie skulle bestemt ikke tro at hun kunne få Julien ned med nakken! Han ville kæmpe; rive og flå i hende, for at få hende til at slippe, dog denne gang valgte han den metode hun altid brugte: at sladre. Han havde råbt efter deres mor, for ellers vidste han at han var på den, og så kunne Maggie desuden heller ikke løbe fra hendes ansvar, hun var fanget i hans lille spil, hun var gået i fælden og godt nok var han også selv mudret til og ja, han havde ignoreret Alicias forbud om at gå ud, men nogle gange krævede det virkelig selvofringer, for at få sin fjende ned med nakken, og det var præcis den metode han brugte denne gang. Han kunne dog takke Jonas for hans hjælp, men han havde nok fundet ud af et eller andet, hvis Jonas ikke havde været der, for Maggie skulle ikke tro at hun slap lettest, fordi hun var kvinde og mors lille prinsesse! Men nok var hun ældst, og han var godt nok kun 4 år gammel, men han var bestemt ikke dum, hans far var leder for en hel organisation af vampyrer, det krævedes af ham at kunne tænke strategisk, og det havde Julien så sandelig også arvet af ham! Han var snu og dog så kærlig på grund af sin mor, og han havde faktisk mange personligheder, for han spillede når det kræves af ham, og det kom også helt an på hvilke personer han var i selskab med. Jonas og Maggie kendte ham bedst, for han var bare det lille onde geni, når han var sammen med dem, men når han var sammen med sin far eller andre fuldblodsvampyr, så var han en stolt lille knægt, der prøvede at imponerer dem, men når han var alene sammen med sin mor, så var han altid en kærlig lille knægt, for hans mor var nok den eneste han kunne være kærlig overfor. Hans far ville bare have ham til at være hård, ligesom alle de andre fuldblodsvampyrer, Maggie ville bare gøre grin af ham, men hans mor ville altid elske ham for den han var, og uanset hvordan han blev, og derfor var hun vel også han kæreste eje? Desværre skulle han bare dele hende med Maggie, og derfor var det nogle gange dejligt at Maggie ikke var omkring, for så kunne han få deres mor for ham selv. At Maggie hælede ind på ham vidste han, for hun var nu og engang bare ældre og hurtigere end ham, men det skulle der nok blive lavet om på, på et tidspunkt! Hun kunne bare vente sig! At hun så direkte sprang på ham, havde han dog ikke ventet sig, så han væltede blot af hendes vægt over ham, hvor han tumlede ind i selve pejsestuen, hvor deres mor måtte sidde, hvilket han også havde håbet på. Han hvæssede vredt op mod hende, som hun havde sat sig oven på ham, og han skulle lige til at trække en hånd til sig og slå hende, inden han hørte deres mor bag dem, hvilket fik ham til at se bagud, så han så sin mor på hoved. Men det strenge blik var dog ikke til at tage fejl af. ”Hun var været ude! Maggie har været udenfor!” skreg han blot som det første, da Alicia krævede en forklaring. Det havde han selvfølgelig også selv, men kunne han vende mors vrede mod Maggie, så ville hun et kort øjeblik vende opmærksomheden væk fra ham. At hun måtte tvinge dem fra hinanden, gjorde ham dog intet, selvom han næsten lige skulle til at slå Maggie! Han var skam ikke bange for at tage nogle chancer, og han vidste desuden at han selv ville få en skideballe, men det var han mere eller mindre vant til, desuden, så var det ikke ham som havde gjort hele forhallen beskidt, for han havde været så fornuftig at tage sine sko og jakke af, så det kun var hans våde bukser, hvor der var lidt mudder ved det nederste af bukserne.