Tro på charmen i enhver..

[demitri]

Middagsstund. Hvilket forfærdeligt tidspunkt på døgnet. Men alligevel så var det ret privillegeret som vampyr, at man kunne gå udenfor under solens stråler. Det var faktisk en pragtfuld morgen, fuglene sang i trætoppene og parken var i sit bedste lys. Iklædt et pænt gråt jakkesæt, vandrede Demitri rundt. Man skulle ikke tro, at en vampyr kunne møde solens stråler. Men som Alecander og Valerio havde en ring, havde han også en. Den gjorde, at han kunne færdes ude i sollys. Ringene var lavet af en djinn som Alec havde under sin kontrol. Han var glad for sin ring, for han så langt mere, end andre vampyrer gjorde. Han kunne også charmere sig lettere ind på lyse væsner, fordi hvem ville nogensinde tro, at en vampyr bare kunne nærme sig solen? Næppe mange. Han elskede at charmere sig ind på lyse væsner - de smagte bedst. Især de kvindelige, var en stærk favorit. Hvor mange kvinder havde han ikke tilbragt sine aftener med? Et svagt smil gled over hans læber, idet han stoppede op og kiggede rundt i området. Parken var faktisk ganske stor. Han gik et roligt tempo, så han ikke ville forstyrre normale langsæmme væsners syn. De ville jo bemærke, hvis han susede lige forbi dem. Han nåede hen til nogle blomster, plukkede en af dem og satte den i sin habitlomme. Den passede meget godt. "Udmærket," sagde han for sig selv som han beundrede den. Det måtte vel falde i lidt god smag hos damerne? Om ikke andet, kunne han med en forførende bevægelse sætte den i damens hår. Det ville hun sikkert ikke have noget imod. Han endte med at gå ude på stien, hvor han roligt gik i den ene side. Han betragtede sine omgivelser..

[Deleted]

Det var virkelig en utrolig flot solskinsdag, selvom det var ved at blive en anelse kølig, hvilket Lisa tydeligt også kunne mærke sig af på denne måde. Ikke at det var noget som skulle forhindre hende i at gå ud og trække noget luft, for det var efterhånden utrolig nødvendigt! Jason holdt hende på slottet mere eller mindre hele tiden. Han passede virkelig på hende, hun fik jo knapt nok lov til at røre sig det mindste, hvilket et sted selvfølgelig var dybt charmerende, at han passet sådan på hende, men alligevel.. Hun havde virkelig brug for at skulle få noget luft til tider og det var noget som hun også måtte gøre i dette øjeblik. Hun gik roligt mod parken. Hun var nærmere højgravid nu.. Maven var stor og hun elskede den virkelig. Det var langt fra første gang, at hun måtte bære den med sig, men hun fandt virkelig bare charmen i at skulle rende rundt med den store mave.. En gravid engel.. det måtte da være en stor delikatesse for enhver vampyr? Det var derfor hun gik ude om dagen, der ville de jo trods alt ikke kunne nå hende og Jason var på arbejde og hun havde virkelig bare brug for at bevæge sig en smule, det skulle hun vel også have lov til når det endelig måtte komme til stykket. Hun satte sig roligt ned på en af de store bænke i parken og strøg hånden roligt over sin ellers så store mave. Det var tungt at gå med, men eftersom Nick havde fjernet hendes vinger, så var der virkelig ikke stort, at skulle gøre i den situation efterhånden. Vinden rev let i hendes hår og skubbede det let væk fra hendes ansigt.. Hvad Nick måtte rende rundt og lave, var jo selvfølgelig også en tanke som havde faldt hende ind, men ikke noget som hun ville blande sig i. Hun havde bare ikke hørt fra ham længe. Hun begyndte stille at nynne.. Den selv samme vise som hun havde nynnet for alle sine børn dengang de var på dette stadie. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile ved den tanke alene! Hun bar en smul og hvid kjole som måtte sidde stramt omkring hendes bryst og ellers hang slapt resten af vejen ned. Den måtte jo ikke stramme om den store mave.

[demitri]

Sandt var det, at det også var ved at blive køligt. Men det var ikke noget som berørte Demitri på nogen som helst måde. Han kunne ikke mærke det på sin døde krop; Mod sin iskolde hud. Det var derfor dejlig nemt at gå udenfor, for det berørte ham ikke, uanset vejr og vind. Hhans øjne gled rundt, der var nu noget charmerende over en stor og flot park. Han gik rundt og tænkte på ordenen, og på hvor fedt det kunne være at ordenen styrede alle landende. Han kunne nemt forestille sig hvor godt det ville blive. Han kunne ikke forestille sig andet. Men alle havde brug for at komme lidt ud at se og derfor var han endt her. Han endte med at kunne lugte noget: Engleblod. Det var da virkelig en udsøgt duft! Han indåndede den søde duft og blev næsten helt ekstatisk. Den duft var da virkelig bare noget af det bedste. Han kiggede rundt og fik hurtigt øje på hende. Han gik imod hende, men så ikke direkte på hende. På den måde ville hun ikke tro, at han var meget målrettet efter at komme hen til hende. Som han kom nærmere hende, kunne han også se hendes mave. At hun var gravid, gjorde da kun det hele meget bedre! Og meget sjovere. Et høfligt og lettere charmerende smil gled over hans læber. "Må jeg have lov at ønske dem tillykke?" spurgte han roligt og bøjede hovedet let for hende. Han skulle have hendes tillid, før han overhovedet kunne begynde på noget. Så meget kendte han da kvinder. Et smil gled over hans læber. Han kendte ikke meget til børn. Intet om børneopdragelse heller.

[Deleted]

Hvad der var Lisa i vente, det vidste hun virkelig ikke. Hun var virkelig bare.. lykkelig. Her sad hun og endda også højgravid og forlovet, så kunne det virkelig ikke blive bedre! Selvfølgelig var hun kendt med risikoen netop ved at være sammen med en rådgiver af Jasons kaliber, det var også derfor at hun efter aftale med ham selv, havde efterladt en lille dråbe blod i en kæde som lå i deres sengebordsskuffe.. blot i tilfælde, hvis det skulle gå galt, for hun vidste, at det meget vel kunne forekomme før eller siden, selvom hun virkelig ville gøre alt for at skulle undgå det. Her sad hun som intet mindre end en delikatesse for en vampyr, det var også derfor, at hun havde valgt at gå ude om dagen, for der kunne de jo trods alt ikke komme frem – Der var hun jo lykkelig uvidende om det som faktisk måtte vente hende. Hun vendte sig mod manden som kom tættere på hende. Et stille smil bredte sig på hendes læber. Hun elskede selv at kalde sig ved titlen som mor, selvom hun i den grad havde fejlet i det forsøg på at skulle holde familien tryg og sikker, hvilket hun var forbandet ked af. ”Jeg takker mange gange,” sagde hun med en rolig og lettere melodisk stemme. Hun var jo trods alt ikke engel for ingenting og hun var faktisk glad for at være hvad hun var. De isblå øjne og med den klare lykke i minen, var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for hun var virkelig lykkelig! Hvem manden måtte være, det vidste hun ikke.. Desuden var det virkelig bare en dejlig fornemmelse at skulle komme ud igen og møde nye mennesker, for det var virkelig også noget som hun havde brug for efterhånden. Hun var virkelig træt af, at ligge hjemme i sengen fordi at Jason ikke ønskede, at hun skulle komme galt afsted. Hun kunne altså godt gå uden at det ville ende i katastrofe! ”Jeg er Lisa,” præsenterede hun sig rolig. Han virkede da til at være en yderst høflig mand.

[demitri]

Demitri havde ikke 100 procent lagt sin plan endnu, han havde kun lige spottet denne yndige gravide kvinde. Men at det måtte blive hans fangst for i dag, det var han dog fuldkommen sikker på. Han vædede let sine læber. Han troede ikke på den direkte lykke, for det var blevet revet fra ham sammen med hans forældres død mange år tilbage. Der kunne altid forekomme ulykker - alle bar ulykker med sig på den ene eller anden måde, for han troede virkelig ikke at folk kun kunne være gode. Han kunne udmærket godt dufte hendes søde engleblod. Og graviditeten, gjorde det da bare bedre. Så kunne ordenen opfostre ungen til deres nytte. Den idé kunne han virkelig godt lide! Han udtænkte sin plan - langsomt ville han få hende med sig nærmere Dvasias. F.eks. Invitere hende ind til byen og så måske med ned på stranden? Jo, planen blev godt tænkt igennem i hans hoved. Han betragtede hende, som hun sad der på bænken. Hendes isblå øjne var virkelig smukke og hun var en sang engel, bortset fra at hun ingen vinger havde. Men det ændrede jo ikke på blodet. Han satte sig ikke ned endnu; For han havde jo ikke fået lov. Og han ville endelig ikke trænge sig på. Han nikkede høfligt mod hende, da hun takkede mange gange. Han havde heller ikke noget imod at vise sig fra en god side; På den måde fik han nemmere hendes tillid. Han var sikker på, at han nok skulle få hende med sig på en eller anden måde. "Jeg er Demitri," præsenterede han sig og tog blomsten ud af hans lomme som han havde plukket for kort tid siden. Han rakte hende den og sendte hende et skævt smil. "Jeg kan se, at De er langt henne. De må glæde Dem, ikke sandt?" spurgte han sigende og med en høflig tiltale.

[Deleted]

At hun faktisk stod overfor en mand som kunne sige sig, at ændre hendes liv, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Det var højlys dag, så alle dem som faktisk kunne gøre hende ondt, var vel tvunget til at skulle søge i skjul frem til det blev mørkt? Det var også derfor, at hun havde valgt, at skulle søge udendørs på denne måde, for det var noget som glædet hende om ikke andet. Hun havde bare brug for noget luft, brug for at komme lidt ud og lidt væk fra det hele. Det eneste som hun så, var den varme dyneo g en seng. Hun havde brug for at bevæge sig og få noget sollys! Hænderne strøg roligt over den store mave. Det var ved at være tæt på. Det var noget som hun kunne mærke, for de børn som hun allerede havde bragt til verden, var noget som hun havde født selv uden at nogen anden havde været ved hende. Hun var vel den fødte jordmoder når det endelig måtte komme til stykket? Hun sendte ham et varmt smil. Hans navn sagde hende virkelig ikke det mindste på nogen måde. ”En glæde at møde dig, Demitri,” sagde hun stilfærdigt. Hun mente det faktisk, for det var hende virkelig bare en glædelig tanke, at skulle have muligheden for at møde nogle nye. Hvem ved.. det kunne måske blive til venskaber? Lisa var naiv og hun vidste det, Jason vidste det og Nick havde så sandelig også kendt til det i sin tid, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket på nogen måe overhovedet. Hun tog imod blomsten med en mindre rødmen i hendes kinder. Hun nikkede. ”Jeg takker igen.. Den er smuk,” begyndte hun stille. Hun nikkede smilende. ”Jeg tror snarere det er min forlovede som glæder sig mere end det jeg selv gør. Det er som at se jylelys i hans øjne.. Et lille barn på juleaften,” sagde hun med et gaske kort og melodisk grin. Hun rystede på hovedet. ”Men jeg glæder mig.. Det gør jeg virkelig,” istemte hun smilende. Hun rykkede sig en anelse på bænken i tilfælde af, at han ville sidde ned.

[demitri]

Demitri kunne nemt vende op og ned på denne kvindes liv, for han havde virkelig masser af midler. At han som vampyr gik ude i sollyset, det var da noget af et våben, ikke sandt? Skønt, at alle var uvidende om det. Man skulle ikke tro, at noget ondt kunne hænde på dette tidspunkt af dagen. Men det skulle hun vel tids nok finde ud af? Verdenen var end ikke sikker om dagen. Der måtte han selv bare være mere forsigtigt, da folk trods alt kunne se langt mere i dagslys. Men igen, de var alene her i parken. Lyset havde han vænnet sig til efterhånden, men da han var på færde og solen stod op, havde det skåret i hans øjne. De var jo vant til mørket som han i forvejen kunne se perfekt i. Hvad skulle man med dagen? Jo, fange de lyse væsner. Og hende her duftede sødt.. Alligevel var der en lettere anderledes duft også. Det måtte vel være barnet? Man havde jo altid brug for at bevæge sig, så kom barnet også hurtigere. Eller det havde han da hørt. Ikke at han havde den mindste forstand på børn eller opdragning! Han smørrede sit høflige og venlige smil på. Ikke rent skuespil. Han behøvede jo ikke håne hende og være ond, bare for at gøre en handling hun nok ikke ville bryde sig om. At hun ikke reagerede på hans navn, det havde han intet imod. Det havde han heller ikke regnet med. "I lige måde, Lisa," svarede han til, at det var en glæde at møde hinanden. Jo, han havde det udmærket med det. Venskaber kendte han, for der havde han jo Valerio og Alec. Han betragtede hendes rødmen og fandt det ganske sødt; Han kunne ikke selv rødme. Hvor skulle den farve og varme overhovedet komme fra i en så kold vampyr som ham selv? "Ingen årsag," afslog han roligt som hun takkede. Han sendte hende et skævt smil og blinkede charmerende. "Jamen dog.. Ja så ser man da frem til det," sagde han medgivende og betragtede hende som hun rykkede sig lidt på bænken. Han tolkede det til, at han så måtte sidde ned. Han nikkede kort som tak og satte sig ned i en rolig bevægelse, totalt kontrolleret.

[Deleted]

Det morede virkelig bare Lisa at se hvordan Jason taklede hendes graviditet. Den mand som var så glad for at røre hende, for at putte med hende og det hele, var så bange for, at han skulle gøre det ene eller det andet forkert, at han ikke havde rørt hende længe. Hun tog det jo selvfølgelig tungt, men så virkelig kun at han måtte mene det godt i det store og hele. Bare tanken om at en vampyr skulle fange hende eller stå overfor hende i denne stund, var slet ikke noget som faldt hende det mindste ind, for det lå jo slet ikke til dem som væsen, at være ude på denne tid. Det var også derfor, at hun havde søgt udenfor nu, for der kunne vel heller ikke ske hende noget? Hun smilede let og strøg over maven. Den var tydelig efterhånden ,så det nærmede sig vel også hendes termin? Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at glæde sig til at skulle passe den lille, opfostre den lille sammen med manden som hun virkelig måtte elske og det hele med. Den lille kernefamilie.. Alene den tanke omkring det, var noget som gjorde hende så frygtelig lykkelig! ”Det tror jeg vi gør begge to.. Det er vores andet fællesbarn,” sagde hun blidt. De havde jo også Jacques, selvom han mere eller mindre var et uheld som skete for lidt over syvhundrede år siden, så fortrød hun virkelig intet af det som var sket tilbage fra dengang, det var også helt sikkert. Hun vendte sig stille mod ham, som han roligt satte sig ned ved siden af hende. Han var nu en ganske mærkværdig type, det var hun heller ikke bange for at erkende, for han var vel ikke lige det som man normalt ville forbinde med den lyse dag? Ikke at det gjorde hende det mindste. Hovedet søgte let på sned. ”Og hvad er din historie?” spurgte hun en anelse nysgerrigt. Lidt nysgerrig havde man vel også lov til at være? Nu hvor han havde spurgt ind til hende, så ønskede hun også at spørge ind til ham. Blot almænd interesse selvfølgelig.

[demitri]

Demitri morede sig ved tanken om en fyr, som var skudt helt ud af den pga. hans elskedes og sit eget kommende barn. Hvad der skete indbyrdes Lisa og hendes forlovede, det vidste han dog ikke. Han var sådan set lidt ligeglad for han håbede på, at hun ikke komme hjem. Han ville have hende med sig. Det var i hvert fald en del af hans 'plan' som han var sikker på. Denne tøs skulle bestemt ikke gå forbi hans næse bare sådan. Om ikke andet, ville han finde de punkter man kunne trygge allerbedst på for, at hun ville være medgørlig. Han var sikker på, at hun dog langt fra ville gennemskue hans race. Hvis han sagde det for sjov, ville hun; Som den søde Procias hun lignede, vel blot hoppe på den og ikke tro ham. For vampyrer kunne jo ikke gå ude. Nej, men det kunne han pga. den ring som Alec havde fået til sig selv, Valerio og ham selv. Han betragtede hende stille, fulgte hendes fingrestrøg over hendes egen mave. Det var tydeligt ja, så hun måtte være langt henne. Man kunne i hvert fald godt se forskel på om det var buttethed eller graviditet. Han så stille på hendes ansigt. Glæden stod ud af hende, det kunne han da tydeligt se. Men han forstod sig ikke på den slags glæde, hvad var der at glæde sig til? En lille møgunge, der hylede, skreg og var fuldkommen umulig. Nej så hellere børn i en alder hvor man kunne manipulere med dem. "Jamen, tillykke endnu engang," sagde han stille og bøjede kort hovedet, blot for at virke anerkendende. Han smilede, dog uden at vise tænder. Så var han da først afsløret, hvis han smilede. Og så ville der komme ALT for mange spørgsmål, om hvordan det kunne lade sig gøre og hun ville højst sandsynligt prøve at flygte; hvilket ville være klogt, hvis det nu skete. Men i det mindste kunne han blot bruge sin hurtighed og få hende med sig. For trods engleduften, havde hun jo ingen vinger. "Min historie?" Han tyggede let på den. Hvordan skulle han lige forklare det? "Jo.. Altså jeg er opvokset hos min mor og far. I min mere voksen-unge alder, blev de begge b.. Dræbt for øjnene af mig," sagde han kort og forklarende. Det kunne jo hænde for enhver. Han blinkede kort til hende. "Men jeg er ikke forlovet eller noget i den dur, hvis du ville vide ligeså meget om mig som jeg ved om dig.." forklarede han videre. At hun var nysgerrig kunne han udmærket se - det lå vidst til alle Procianere? Han vædede let sine læber. "Vil De ikke gå? Regner ikke med, at De kom her for at sidde mere ned?" spurgte han stille og rejste sig op. Han rakte sin hånd til hende; At være kold kunne trods alt skyldes vejret. Og hun mærkede jo kun kort, da han ville hjælpe hende op på benene. Derefter ville han slippe hende og folde sine hænder bag hans ryg, før han ledte hende ned af stien, der gik igennem parken. Han ledte hende bevidst mod Dvasias, men det kunne hun jo nok ikke regne ud allerede her.

[Deleted]

Jason var normalt en frygtelig hård mand, men når det lige måtte komme til Lisa og deres kommende lille, så var han virkelig en.. så forsigtig mand. Han turde ikke at røre ved hende, selvom det nu var en tanke som et sted også måtte frustrere hende en god del, så måtte hun vel bare bide det i sig et sted? Tanken alene, var noget som morede hende, men hun savnede det virkelig også, at de kunne ligge ved siden af hinanden og bare snakke for det var faktisk sådan nogle småting som hun næsten måtte se på som sande mirakler. Han havde været et bæst på grund af hende før i tiden – fordi at hun var gået til en anden mand og afvist ham, hvilket hun faktisk havde det skidt med. Ikke at det var noget som hun ville stå ved og tænke over for øjeblikket, ikke nu hvor hun faktisk sad i selskabet med en ganske charmerende mand. Lige hvem og hvad han var, det vidste hun ikke, men det at snakke ordentligt til hinanden og snakke roligt og vise respekt, det kom man da også langt med. Det var den opfattelse som hun havde haft mere eller mindre hele sit liv og det var end ikke noget som hun ønskede at skulle lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket. Han havde ikke givet hende nogen grund til ikke at skulle stole på ham, for hun gjorde det i allerhøjeste grad på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Glæden ved børn var noget som både hende og Jason kunne se og det var virkelig også det vigtigste ved det hele! Hånden strøg roligt over hendes mave ved tanken alene, hvor hun ganske let måtte bide tænderne sammen. Den lille sparket en god del, det var noget som hun udmærket godt kunne mærke. Hun gispede ganske let. ”Av…” mumlede hun let og med et stille og roligt smil på læben. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville skjule når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Hun vendte sig mod ham, som han tog plads ved hende og lyttede til hans ord. Det var ikke just en glædelig fortælling som han måtte give hende og det var vel også tydeligt at se på hende, at det et sted også måtte gå hende på? Hun bed sig let i læben. ”Det er jeg da ked af at høre, Demitri,” sagde hun stille. Det mente hun faktisk, for ingen skulle have lov til at se deres forældre blive dræbt! Hun havde jo stået i den samme situation med sine egne. Efter at hun havde mødt Sophie igen.. Så havde hun set den sorg og alligevel den lettelse i hendes øjne, og det var noget som i sandhed havde lettet hende. Hun smilede svagt. ”Tjo.. Det er bare dejligt at komme lidt ud,” sagde hun blidt. Hun tog roligt imod hans hånd ogk om op på benene. At de var kolde var hendes egne også, for det var ved at være en anelse koldt i vejret og det kunne hun jo selv godt mærke. Hun gik roligt med ham, fudlstændig uvidenom, hvad der faktisk var ved at ske nu.

[demitri]

Demitri kunne ikke læse tanker, så derfor kendte han ikke til hvad Lisa måtte føle og være frustreret over. Men han kunne da godt blive enig med hende, for han var selv ret frustreret hvis der gik for længe inden han fik lov at pille lidt ved en smuk dame. For han var virkelig en kvindernes mand, ligesom han også var demokratisk anlagt. Han morede sig dog over hvad han havde hørt. For han forstod ikke glæden i små børn. Han ville hellere 'lege' med dem når de var 4-5 år, for der havde de noget gods i sig og så kunne man manipulere dem ind til lige det man ville. Det var det sjoveste! Hvad der var sket i hendes fortid var ham også ukendt, men det skulle han vel tids nok finde ud af? For han havde ikke til hensigt at hun skulle vende hjem. Næ nej hun skulle helt andre steder hen! Han var ganske charmerende og derved fremragende til skuespil. For kvinderne kunne han nemt få til at danse efter hans rose. Han sendte hende et skævt smil og lukkede kort hænderne sammen, før han strak fingrene endnu en gang. Han gav hende endnu ingen grunde til at frygte ham; Ikke endnu i hvert fald. Han arbejdede stadigvæk på en plan, der kunne sørge for at det ville være smertefrit for hende indtil videre og så, at hun ville kunne tilgive ham. Kunne han monstro ikke starte hendes graviditet? Løfte hende og bære hende afsted, for så ville det virke som en hjælp. "Sparkede den lille?" foreslog han. Han rystede blot på hovedet til hende. "Vær ikke ked Lisa," sagde han roligt og så opmuntrende på hende. Hun behøvede nu ikke have ondt på hans vegne, for han skulle nok hævne det på en måde! Han hjalp hende op, gav slip og førte hende med sig ned af stien. "Det er da også dejligt," sagde han med et skævt smil og blinkede let til hende. Han greb ned i sine lommer og mærkede helt tilfældigt en lille flaske som han fremdrog. Et lille stof der ville sætte gang i hele systemet og fremtvinge hvad der var i vejen for en normal levetilstand. Brugt på mennesker med sygdom, der evt havde problemer i maven, som de skulle kaste op, før deres krop ville virke 'normalt' igen. Måske han skulle prøve det på hende? Men hvordan? "Jeg har noget smertestillende medicin der vil dæmpe smerten fra den lilles spark, hvis du stoler nok på mig?" spurgte han med sit mest overbevisende 'søde' smil og tog den lille flaske op med et gennemsigtigt. "Man ved jo aldrig hvem man kan møde, der har smerter," sagde han for at forsvare sin sag om hvorfor han havde det. Stoffet ville dog ikke virke alt for hurtigt, så det var ikke mistænkeligt, hvis hun ikke kendte til det.

[Deleted]

Det gjorde ondt på Lisa, når den lille måtte sparke hende, selvom det nu ikke var noget som hun gjorde meget ved. Det føles bare som stød mod sin nyrer og det var altså noget som gjorde godt ondt! Hun lod hænderne hvile mod sin mave, som hun roligt så på ham. Hun elskede selv tanken omkring børn på denne måde, for hun elskede virkelig rollen som mor. Der kunne hun da snildt sige, at hun var kendt med at det måtte være verdens hårdeste arbejde, for hun kunne se hvordan alle 4 børn som hun allerede havde bragt til verden, havde udviklet sig i hver deres retning og nu havde hun sin 5. på vej. Hun glædet sig virkelig som en lille unge til jul og det var også tydeligt, at det var sådan at Jason måtte have det, hvilket i den grad også bare måtte være en tanke som måtte more hende noget så frygtelig voldsomt! Hun nikkede til ham med et stille smil. ”Det gjorde han..” Hun var sikker på, at det ville blive en dreng. Det var ikke fordi at hun havde noget imod det, for hun elskede at pusle omkring dem når de var små og lære dem omkring det hele når de måtte blive store om hvordan de skulle klare sig selv. Hun elskede at se dem flyve fra reden, selvom hun virkelig ønskede at gøre alt for at holde dem hjemme. Hånden strøg stille over maven og tæt ved nyren, for det var faktisk noget som måtte gøre frygtelig ondt! Maven var virkelig i vejen til tider, selvom hun synes at det var charrmerende at se andre med den store mave, så var hun virkelig bare træt af den selv på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket mod ham. At han direkte havde smertestillende på sig, ar slet ikke noget som alle havde, men direkte så havde han heller ikke givet hende nogen grund til ikke at skulle stole på ham. Han havde vel været åben og ærlig overfor hende med alt det som han havde snakket med hende omkring? Ikke at det var noget som gjorde hende det mindste selvfølgelig, for man kom virkelig kun længst med ærlighed, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, og selv også i hendes øjne. ”Du går rundt med smertestillende? Du er minsandten en mirakelmand.” Hun sendte ham et stille smil. Hvis det var noget som kunne mindske smerten bare en smule, så ville det gøre godt. Hun var jo trods alt godt og vel 7-8 måneder henne, så det nærmede sig også tiden hvor barnet skulle fødes uanset, hvilket hun i den grad også måtte se noget så frygtelig frem til! ”Mange har smerter for tiden.. Selvom jeg ikke er sikker på, om din mirakelkur vil kunne fjerne smerten ved alle,” sagde hun stille. Procias var et forfaldent land og hun vidste det jo. Sådan havde det været efter Gabriels død og Elias’ i efterkant, så der var virkelig alt for meget som skete på en gang. ”Hvor meget skal jeg have?” spurgte hun stille og med hovedet let på sned. Bare en smule hvis det kunne lette smerten, ville i den grad gøre underværker!

[demitri]

Demitri var ukendt med smerten fra sparkene. Han kunne vel også være fuldkommen ligeglad, for han gad hverken se eller høre på små babyer, der ikke kunne gøre noget selvstændigt! Men denne Lisa måtte vel elske det? Eftersom hun sådan gik rundt med de små julelys i øjnene. Det havde han udmærket godt set. Også en grund til, at han ville bruge hendes graviditet, så hun ikke fik følelsen af en direkte kidnapning. Men at hun så det som en hjælp, hvis hun tog imod det 'smertestillende'. Men faktisk ville det vel sætte hendes graviditet i gang, da det jo svækkede hendes krops normale omløb? Det var da sådan han så det. Han sendte hende et skævt smil. "Han? Så sikker endda," bemærkede han med et roligt smil på læben. For han kunne da mærke på hende at det virkede. At han udstrålede som noget ærligt. Han betragtede hendes bevægelser over maven. Det havde han set gravide gøre før, men hvorfor? Han ville ikke tro, at barnet kunne mærke det. Men måske? Han anede det ikke. Han gav hende ingen grunde til frygt; Deraf også at han måtte spille på at hun stolede på ham. For begyndte hun først at tvivle, så ville det gå galt. "Hvorfor ikke? Man ved aldrig hvem man kan hjælpe lidt på vej," spillede han videre og blinkede let til hende. Hun var langt henne, så han dræbte vel ikke ungen ved at sætte fødslen i gang? Det ville han ikke tro. "Nok ikke," svarede han hende til at mange havde smerter. "Men en graviditet måske?" foreslog han. "Blot et lille sip skulle kunne gøre det," sagde han med et roligt smil. Først ville hendes smerte faktisk blive lettet, fremtil at hele systemet ville blive sat ubemærkelsesværdigt i gang og så ville hun nok begynde at skulle føde om 15-20 minutter? Og så ville han, som den gentleman han var, bære hende tilbage til Dvasias for at 'hjælpe' hende.

[Deleted]

Lisa havde virkelig ikke nogen anelse om at hun ikke var noget andet end et offer for en vampyrs dumdristige tanker. Blev hun kidnappet, så ville Jason sætte efter hende, for det var jo trods alt også så tæt på af hendes termin efterhånden, så det kunne faktisk ske temmelig hurtigt og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at skulle se frem til det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede med et stille smil. Hun var virkelig helt sikker på, at den lille måtte være en dreng, for det… føles bare sådan, og det var noget som gjorde hende glad. Det gav hende 3 drenge og 2 piger. Hun var virkelig bare en stolt mor til dem alle sammen! ”Jeg er temmelig sikker.. Det er bare den mavefornemmelse,” sagde hun blidt. Hun havde julelys i øjnene. For det værste med at skulle være kommende mor, det var virkelig denne lange ventetid som måtte ske inden for det var virkelig ikke noget som gavnede hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. Hun lod hovedet søge let på sned. At han havde smetestillende i lommen, så var han virkelig en redningsmand i hendes øjne! Den lille som hun måtte bære på, var virkelig blevet så frygtelig flittig til at skulle sparke og det var noget som i hun i den grad også måtte mærke sig af på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede roligt til hans ord. Hun havde virkelig ikke nogen anelse om hvad der var i vente for hende. ”Det lyder virkelig rart.. Må jeg få lidt af den, så?” Hendes stemme var rolig og blid, for ikke at glemme, den måtte være temmelig godt spørgende. Hun ville virkelig ikke gå ham på tværs eller noget som helst, for det var slet ikke hendes mening nårdet endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert på denne måde. Hun sendte ham et stille smil. Hun var naiv og hun vidste det. At hun faktisk gik rundt og dansede efter hans pibe, var heller ikke noget som hun havde den fjerneste anelse om på nogen måde! Om ikke andet, så havde hun valgt at tage hjem allerede for længe siden. Hun havde jo faktisk også brudt lidt af det løfte som hun havde givet til Jason – At hun ikke ville bevæge sig udenfor slottets murer uden at han ville være der.. igen, hvilket mørkt væsen ville kunne ramme hende på lyse dag?

[demitri]

Demitri nød virkelig at have kontrol. Og han kunne selv mærke, at han havde kontrollen. For hun troede jo på ham. Han ville nu ikke kalde de dumdristigt. For hvordan skulle hendes fyr kunne finde hende? Når først hun var hjemme i mansionet, så ville hun blive godt fanget allerede der. Og indtil videre gik hans plan som smurt, så lige nu så han intet der kunne gå galt. Men det kunne måske komme? Nej, det ville han ikke umiddelbart tro. Han så roligt på hende. At hun havde mange børn, var intet han ville tro. Hun virkede så ung? "Ahh," sagde han roligt og blinkede let til hende. Hendes julelys var så tydeligt og den glæde var noget, han ikke forstod sig på. Men okay, han fandt 'glæde' i at torturere andre og oplære små børn til hans egen fordel. Eller så de da bare blev påvirket lidt af ham. Så ville han være stolt. Han så fremfor sig, som de gik. Han så på den klare væske i det lille glas. Hun skulle blot tage lidt, så ville der snart være gang i det hele! At han var set som en redningsmand, det glædede ham da. Han skulle nok redde hende. Og så holde hende fanget bagefter. For hun virkede allerede som en guldskat for ham. "Det kan du tro, at du må," sagde han og rakte hende den lille flaske. Han sendte hende et roligt smil og stoppede op. Da hun havde taget den lille slurk, så tog han flasken tilbage igen og lagde den i lommen. Han viste hende med sig. Viste at hun ville falde til ro. Og så ville systemet gå i gang, selvom hun dog ikke ville føle at det kunne være væsken. For smerten ville være mindre end normalt forhåbentligt. Han vidste det dog ikke helt. Han fulgte hende nærmere mod Dvasias, selvom muren dog ikke var til syne endnu. Parken var jo ganske stor. Hun dansede virkelig efter hans vilje og han nød det!