Another scar in my heart

[Deleted]

Eniqa blev blot liggende. Det var ikke fordi hun havde noget andet valg, uanset så tvivlede hun på at Matthew, ville give hende et andet valg. I det store og det hele, så glædede det hende bare at se ham, sidde der ved hendes sengekant og stryge hende, som enhver anden mand, der holdt af sin kvinde. Denne gang havde det været hendes skyld, og bebrejdede ham heller ikke, selvom det ikke blev sagt højt, så havde hun vel et sted ønsket at dø derude i skoven? Hans smil beroligede hende, hun forsøgte at gengælde, men smerten tvang det frem, i form af en grimasse istedet. Kroppen var slap. Hver eneste gang hun måtte tage en indånding og puste ud igen, så stak der i hele kroppen, også selvom hendes ben i det store og det hele intet fejlede. Hånden lå blot ubvevægelig, hun betragtede den. Hun huskede at hun havde haft slået hånden, og Nathaniel havde vel bare valgt at bedøve den? Et langt suk forlod hendes læber. For et øjeblik lod hun blikket glide i, kun for lige at komme sig en smule. Det var vel heller ikke underligt, at hun efterhånden var temmelig udmattet? En ting var sikkert. Dette var anden gang Alaster havde forsøgt at slå hende ihjel, hun ville ikke tillade det så meget som en gang mere, næste gang var hun nødt til blot at slå til, det var jo tydeligt at den mand ikke ville stoppe, før han havde fået hvad han ønskede sig! Ligenu var det dog ikke de tanker, der bekymrede hendes sind. Selvom matthew sad der, holdt hendes hånd, og strøg hendes kind, så var det forbandet akavet. I hvilken skikkelse stod han der? Som hendes kæreste og elsker, eller som hendes eksforlovede, der nu forsøgte at være en god ven. Hun havde slået hans bror ihjel, hun havde været ham utro, gået bag om hans ryg, hun fortjente jo slet ikke hans tilstedeværelse, hans støtte og trøst ”Jeg er træt” hviskede hun stille. Egentlig ikke ment som en hentydning, mere bare som en konklusion, måske endda som et spørgsmål, selvom det vel heller ikek kunne undre nogen hvorfor. Tungedpidsen strøg og læberne for at fugte dem. Hun lod atter blikket falde i hans. Der ville ikke gå lang tid før mørket ville falde på, Kenara var vel ude for at jage? Uanset så skulle det dyr, havde den største godbid, når først han kom tilbage. Han havde gjort det rettet, og han havde reddet hendes liv. Det havde aldrig været en hemmelighed at hendes kattedyr virkelig hadede Matthew. Kenara havde haft hende for sig selv, i gud måtte vide hvor mange år, han havde været vant til at være manden i huset, og vant til at være den der sov ved hendes side, nu var han forvist til gulvet, og det var ikke længere ham der stod for at beskytte hende, men derimod Matthew. Et sted så følte hun jo lidt med Kenara, men det var bare mere.. betryggende at blive passet på en, med to fødder. Eniqa rystede en smule bestemt på hovedet ”Jeg har intet.. At bruge mine kræfter på, når du sidder der” påpegede hun dog ærligt. Hendes tone var kun en hvisken, det var svært at få luften, til at udtrykke ordene, selv efter Nathaniel egentlig havde fikset hende. Sengen blev en smule tungere, da han valgte at glide ned. Eniqa forsøgte bare at gøre plads til ham, selvom sengen ikke var den største, og det gjorde forbandet ondt at rykke sig, men det lykkedes hende. Det havde været savnet. Det at ligge i hans favn, når hun i flere dage nu, var vågnet op i en alene seng.Hendes hånd hvilede i hans. Blikket var allerede gledet i, selvom hun ikke sov. Han duftede af jord, og af blod, men på trods af det, så kunne hun falde i søvn til den søde duft af ham. Sammentidig lod hun hans ord lette hende, og lade de sten falde bort fra hendes bryst. Tårer pressede sig på, hun kyssede stille hans finger ”Det håber jeg du gjorde” svarede hun stille, og dog med et lille smil. Det var ikke ment sådan, men hun ønskede at han ville føle panik, ved tanken om at miste hende, hun ville trods alt ikke være ligegyldig. Selvom hun hørte hans ord, var hun til dels allerede lullet ind i søvn, så færdig som hun var ”Jeg vil ligge der.. Ene og alene, og jeg ønsker det skal være dén favn jeg har at søge til, ikke et sted hvor jeg kan vælge og vrage. Jeg er ked af det Matthew” hovedet hvilede mod hans bryst, selvom hun var lidt væk, så lå der en tydelig ærlighed i hendes ord.

[Deleted]

Matthew havde aldrig været den bedste til at udtrykke sine følelser og sådan havde det været siden han havde været helt lille. Det var en svaghed der hvor han kom fra, så man kunne næsten sige, at han slukkede af for det når han havde muligheden for det og det var det som ha ngjorde, for han ville ikke have sin far til at stå og ånde ham i nakken og fortælle ham hvor svag han måtte være. Det var noget som han havde hørt for ofte i dette henseende og det var slet ikke noget som han måtte ønske, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det var heller ikke alle som han ville lade komme så tæt på ham at han ville lukke dem ind i sit hjerte, som han havde gjort med Eniqa. Hu nvar svag, han kunne se det på hende og derfor ønskede han virkelig også at hun kunne hvile. Hvis han nogensinde så Alaster igen, så ville han ende med at rive hovedet af manden og med de bare næver hvis han nogensinde kunne komme til det! En ting var at gå efter ham, men at ramme Eniqa.. Han ville simpelthen ikke finde sig i det! Havde det ikke været fordi at ham og Nathaniel havde fået begravet stridsøksen, så havde hun været død nu og bare den tanke, var mere end nok til at lade det løbe koldt ned af hans ryg. Han sendte hende et stille smil og nikkede. ”Du har brug for hvilen, min kære..” hviskede han stille. Han tolket det dog ikke som en hentydning til at hun ville have at han skulle gå, for så havde hun vel også fortalt ham den direkte? Hun vidste jo godt, at han ikke var den bedste til hentydninger og dette var bestemt heller ikke noget undtag når det endelig måtte komme til det stykke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket overhovedet. Nok kunne han ikke klare Kenara, men havde det ikke været for ham, så havde Eniqa lige så også været død nu. Han skyldte vel katten en undskyldning? Selvom han virkelig måtte finde det akavet at skulle undskylde til et dyr, men han havde virkelig tænkt klogt og kløgtigt og det var i den grad også det som gjorde det hele for hans eget vedkommende. ”Nej lige præcis.. Så spar på kræfterne. Du har stadig ondt.. Jeg kan se det..” Han lod hånden stryge mod hendes kind, som han holdt hendes hånd i den anden. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle have ondt. Den tanke var virkelig ikke noget andet end direkte dræbende for hans vedkommende, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han sukkede stille og bed sig let i læben, som han så hun flyttet sig, så han kunne lægge sig. Han ville med glæde ligge der og passe på hende, og så måtte de snakke det hele igennem når hun engang havde styrken til det. Hun havde brug for søvnen og han ville med glæde ligge der og beskytte hende, så hun kunne få den. Det glædet ham dog bare om ikke andet, at det ikke var ham som var den store og stygge i denne situation. Han havde aldrig nogensinde prøvet rollen som et offer før og den var virkelig.. ubehagelig! Armen lagde han omkring hende med selv den største forsigtighed, så hun ville være i stand til at skulle ligge tæt ind mod hans egen krop. Han havde virkelig savnet hende og først nu hvor han havde hende så tæt på, så kunne han falde mere til ro end det som han havde været hele aftenen! Han lukkede øjnene stille og trak vejret dybt. ”Det gjorde jeg virkelig,” hviskede han stille. Det havde virkelig været den form af panik som man bare ikke ønskede at opleve mere end den ene gang! Han ville ikke igennem den tanke, den følelse eller den fornemmelse en gang mere! Han strøg hende stille og roligt over ryggen, selv meget roligt og stille inden han flyttede hånden til hendes kind og fortsatte der. Han sendte hende et stille smil, som hun næsten alleredde var faldet i søvn. ”Er min favn den eneste, så er det også den du skal have lov til at ligge i, Eniqa.. Vi snakker om det når du har det bedre..” Han tog stille fat om dynen og trak den mere omkring hende ,end det som han gjorde omkring sig selv. Hun havde langt mere brug for det end det som han havde. Han lod hende blot sove. Selv var han for meget op at ringe til at han selv kunne give efter for den.