Another scar in my heart

[Deleted]

Jorden gravede sig op under hendes negle. Det skar overalt, det var ligefør smerten i sig selv måtte slå hende ud. Sindet kæmpede for at få lov til at være ved bevidsthed det var langsomt begyndte at svimle for hendes blik. Kroppen var svøbet i hendes eget blod der stadig løb ned over hendes krop. Hun stønnede klagende, også selvom det som regel endte i host, det bagefter resulterede i at hun virkelig måtte hive vejret ned i lungerne med den rene desperation. Om ikke andet var Alaster væk, hun tiggede og bad til at han ikke ville finde Matthew, hun tvivlede også på det hun havde jo ingen idé om hvor manden var i sig selv måtte befinde sig. Hendes gæt var blot på en tilfældig kro med en tilfældig kvinde, han var jo den gamle Matthew. Efter at hun virkelig havde kæmpet for ham var han endnu engang blevet den mand, så hvorfor skulle han ikke? Det var sjovt i alle de år, havde Eniqa ønsket at han skulle sidde ved hendes side og holde i hånden når hun en dag ville falde bort. Nu lå hun alene på en kold jord og skælvede, og han havde absolut ikke nogen grund til at holde hendes hånd. Alt dette var hendes fejl, en større fejl end noget andet og ja hun ville hellere gå i døden end at bære på den samvittighed som hun bar i øjeblikket. Hun havde gjort ham uret på alle måder, og hun forstod skam også udemærket hvorfor han ikke ønskede at have hende hos sig, hun var ikke det værd.. Ikke efter det hun havde foretaget sig med deres anden fælles bror. Hvad der så var endnu mere forkert var at Eniqa kun kæmpede for livet af en grund; Hun ville ikke støde på Maurus..End ikke i en fredelig himmerigsverden.. Hun ville ikke lade ham ramme hendes samvittighed igen, den mand var ligeså beskidt som Matthew, han kendte hendes svage punkt og det var virkelig blevet udnyttet! Den tanke var det som holdte hende fra at slappe af og vente på at det hele måtte komme til hende, også selvom hun vidste at det kun var timer det drejede sig om, før de endnu engang ville være forenet. De blonde lokker var blevet ulede og beskidte. Kjolen hun bar var ødelagt og langt fra hvid mere.. Hvorfor havde hun ikke valgt at tage Kenara med herud? Det var i den grad noget som hun måtte fortryde. Eniqa kæmpede et kort øjeblik for at komme op at sidde, det resulterede kun i endnu en hosten der endte med at hendes i forvejen blodmalede hænder blev endnu værre. Hun knækkede sammen på jorden. En stille tårer trillede ned af hendes blege kind. Han ville vide at det var ham hun elskede.. Det håbede hun virkelig at han ville!
Kenara styrtede stadig mellem træerne. Han havde færten af Alaster, det var grunden til han endnu var i stand til at finde vejen frem. Der var ikke rigtig nogen tvivl om at Matthew var et sted bag ham, han kunne udemærket høre hasn råb. De var aldrig gået særlig godt i spænd, Matthew brød sig ikke om den opmærksomhed Kenara måtte få og han brød sig i den grad heller ikke om den som Matthew måtte få. Det var aldrig gået op for hverken Eniqa eller Matthew hvor bevidst han lod til at være? Og hvis han selv skulle sige det – utrolig intilligent af et dyr at være. De smidige bevægelser fortsatte roligt, der var endnu ikke langt til den lille lysning som han vidste Eniqa måtte ligge i. Det sidste stykke af vejen var ganske let, han løb over ved siden af den svage skikkelse som måtte ligge på jorden, og følte intet andet end den rene bekymring. Næsten uskyldigt satte den sig ved siden af hendes skikkelse, med smalle gule øjne der roligt ventede på deres forhåbentlige heltemand.. Halen logrede langs og smidigt frem og tilbage han knurrede en smule, tvivlede på at Eniqa vidste at han var her, hun virkede døsig.. Hun var vel ikke allerede død?

[Deleted]

For Matthews vedkommende, så var det værste ved det hele, virkelig bare det faktum, at han måtte erkende og bare vælge at acceptere, at han havde mistet Eniqa, uanset hvor ondt det så end måtte gøre, så var der virkelig ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved det når det endelig måtte komme til stykket. Han ønskede virkelig bare at kunne acceptere det og så komme videre derfra i stedet for at skulle hænge sådan fast i det. Der havde slet ikke været nogen anden indenfor hans liv siden han havde valgt at sige, at nok var nok, og så smutte, for han ønskede det virkelig ikke. Det var Eniqa som han ønskede at have ved sig og kunne hun ikke forstå, at han ikke ville dele, så var det virkelig ikke hans felj eller noget som helst hen af den dur! Han havde virkelig sit på det rene denne gang og det var faktisk noget som han måtte nyde godt af! Om ikke andet, så var det ikke ham som skulle have en røvfuld denne gang, for denne gang havde hun virkelig prøvet at kræve meget mere af ham end det som han ville være i stand til at give hende og hun vidste det et sted vel også godt? Lige for øjeblikket, var det nu ikke de tanker som måtte plage eller genere ham når det nu endelig måtte komme til stykket, for lige nu så var det vigtigste for hans vedkommende, at skulle prøve at få fat i Kenara, for det at det forbistrede dyr, havde valgt, at skulle sætte tænderne i ham, var slet ikke en tanke som han brød sig det mindste om på nogen måde, når det nu endelig måtte komme til stykket! At sætte tænderne i ham, var virkelig noget som gjorde ham vred! ”KOM HER!” råbte han med en kraftig og noget så fast tone. Der var stadig forbandet meget af den gamle Matthew i ham og når Kenara var i nærheden af ham, så var det virkelig heller ikke noget besvær at skulle tvinge det frem på den ene eller den anden måde, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket fast omkring, som han tvang sig igennem skov, træer og buske. Det var virkelig som en syngende lussing, da han måtte se den skikkelse som Kenara måtte sidde ved siden af, som.. havde det været meningen? Havde han bidt ham i benet for at få ham med hertil? Han tøvede virkelig ikke, som igen alle hans mange parader måtte falde, idet at han næsten måtte haste hen til Eniqa. At hun var kommet kraftigt og noget alvorlig til skade, var noget som han udmærket godt unne se, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hans knæ måtte blive våde i det samme øjeblik som han måtte møde det kolde græs, selvom det nu slet ikke var noget som rørte ham det mindste. ”Hvem har gjort det her?” Det var noget af det første som røg ud af hans mund som havde nogen form for sammensætning i stedet for en masse af ordene som ikke gav nogen mening på den ene eller den anden måde, når det nu endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert! Blikket gled stille hen mod kniven som måtte være lige ved hende, hvilket i den grad heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han genkendte den kun alt for godt! ”Kenara.. Vær for en gangs skyld en god missekat og løb til Nathaniel og forbered ham på, at vi kommer..” Han tøvede virkelig ikke, idet at han roligt greb omkring hendes ryg med den ene hånd og under hendes knæhaser med den anden, blot for at hæve hende i hans favn, hvilket i den grad ikke var noget som man ville kunne anse som en udfordring for ham. ”Jeg har dig,” sagde han dæmpet, som han vendte om og gik med de faste og næsten hastige skridt mod Nathaniels hytte. Han vidste, at det her ville være et kapløb med tiden allerede!

[Deleted]

Kenara blev pænt siddende ved siden af Eniqa’s kæmpende skikkelse. Han var end ikke forpustet efter den ellers hurtige løbetur mellem træerne, selvom han hadede hvad han var blevet til, så måtte han jo erkende at det virkelig havde sine fordele i tide og utide. Halen svajede smidigt frem og tilbage gennem luften, det store kattedyr vendte lettere irriteret øjne og knurrede en smule, den mand var dog forbandet langsom, havde han overhovedet set hvilken vej han var løbet? Matthew var rasende, det var ikke fordi de havde været de bedste venner på noget tidspunkt, men nu var Kenara ganske overbevist om at han var blevet godt og grundigt upopulær, han var nu lidt ligeglad. Endelig kunne han ane Matthew skikkelse mellem træerne, der var fordele ved at have det syn som han måtte have.
Eniqa fornemmede udemærket at der var noget ved hendes side. Hendes underbevidsthed opfangede den halvvejse knurren fra det kattedyr som også måtte fungere som hendes bedste ven. Kenara havde været der i mange år, passet på hende, underholdt hende, hun havde aldrig været alene, det var en ven som ikke dømte hende og til tider så var det virkelig bare lettende. Hun vidste at Kenara og Matthew ikke var specielt gode sammen, men lige nu var det aldtså ikke noget som hun kunne tage højde for, ikke når hun elskede dem begge på den måde. Neglene borrede sig fast ned i jorden. Hun vidste som sådan ikke hvad der foregik omkring sig. Hjertet hamrede som en i sindssyg, hun var blevet svagere, det føltedes som var hun nød til at klamre sig faqst til jorden for ikke at falde. Der var mistet meget blod, jorden sugede det til sig som var det nærring, mens hun dog stadig lå fuldkommen dækket. At det var Matthew som måtte være et stykke bagud det var slet ikke en tanke som måtte strejfe hende. Han var væk.. Eniqa havde set ham gå, hun havde set vreden i hans blik, det glimt der afslørede hende at han havde tænkt sig at knuse hende.. Selvom det var hendes egen skyld denne gang og det vidste hun udemærket. Hun bebrejdede slet ikke Matthew på nogen måde, samvittigheden nagede hende endnu. Hun var klar over at hun lå for døden, og alt hun et sted følte var lettelse? Det var ikke fordi hun fortjente meget bedre end det. Desuden så var hun forbandet vred på Maurus, han var ligeså beskidt som hans egen bror, han kendte til hendes svage punkter og han havde valgt at gå efter hendes absolut svageste., hun følte sig forbandet udnyttet!
Kenara så til som Matthew måtte dukke op, han var bekymret for Eniqa, hun bevægede sig ikke og med hans hørelse var det klart at pulsen var svag, hun kæmpede virkelig for at holde en vejrtrækning igang. Hvad pokker havde den tøs fået roddet sig ud i. Det var intet andet end et yderst skulende blik matthew fik ved hans ord. Kenara knurrede let, havde det ikke været fordi Eniqa virkelig manglede hjælp så var Matthew blevet en yderst velsmagende frokost! Han slikkede blidt Eniqa på kinden, stak snuden mod hende som for at fortælle hende at hun nok skulle klare dem. Inden han forsvandt tilbage mellem træerne sørgede han omhyggeligt for at give Matthew et direkte dræbende blik.
Eniqa var allerede halvt om halvt væk. Det eneste hun som sådan så var skygger nu hvor hendes ansigt lå begravet i jorden. Hun lod sig hæves i hans favn. Selvom det var sløret og hun ikke rigtigt genkendte hans skikkelse så var hans stemme ikke til at tage fejl af. Matthew?! Hvad pokker lavede han her?! Hvad nu hvis Alaster ikke var væk?! Hendes hånd forsgte at knuge omkring hans skjorte men styrken var simpelthen ikke til det. Det eneste der forlod hendes læber var klagende støn, og flere hosteafald der kun bragte blodet med sig op. Der var ingen tvivl om at hun forsøgte at sige noget til ham. Hendes liv rendte ud, og selvom hun ville kæmpe så vidste hun at chancen for at dette var deres sidste stund sammen var enorm.. Hvis bare hun kunne få formet ordene ”N’skyl” fik hun endelig fremstammet. Tårerne strøg let ned over hendes kinder, hun lå fuldkommen slapt i hans favn, kæmpede for at trække vejret og nemt var det bestemt ikke. Det var ikke ofte hun var bange men denne gang!

[Deleted]

Matthew og Kenara ville nok aldrig nogensinde komme godt ud af det med hinanden og det var nu heller ikke noget som rørte Matthew det mindste, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om det. De undgik hinanden og det gik jo egentlig ganske godt når det endelig måtte komme til stykket, gjorde det ikke? Lige nu var det ikke lige det som han ønskede at skulle tænke på, ikke nu hvor han havde set Eniqa ligg der som hun gjorde det i øjeblikket. Han ville virkelig aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvor hun endte med at skulle falde bort på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, de var der heller ikke nogen tvivl om! Han havde ganske roligt og næsten forsigtigt hævet hende op i sine arme, for det var om ikke andet, det var helt sikkert. Han vendte blikket mod Kenara som han måtte løbe i forvejen, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Jo længere væk det forbistrede kattedyr måtte være for ham, jo bedre var det jo for ham! Han gengældte blot det skulende blik, inden han hastigt måtte søge i retningen af Nathaniels hytte, for hvis det var fordi at Alaster havde været indblandet i dette så var det virkelig kun tydeligt for ham, at de havde forbandet travlt! Alaster var en forbandet farlig mand, at skulle kaste sig i krig med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og Eniqa var i den grad af den slags som han kunne tage som det rene ingenting, hvilket i den grad heller ikke måtte gøre det meget nemmere for ham selv. Alaster kunne virkelig ikke røre ham uanset hvor meget han så måtte prøve på det, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. Han gik med de faste skridt igennem skoven og med Eniqa hvilende i hans arme. Han vendte blikket mod hende, som hun snakket til ham. Ordet fik han dog hurtigt fat i, hvilket i den grad heller ikke var noget som måtte gøre det meget bedre for ha, for han ønskede virkelig heller ikke at skulle miste hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede stille, selvom det var nærmere panisk for hans eget vedkommende, ås var det heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham! ”Du skal ikke undskylde, min kære..” At kalde hende ved netop det kælenavn, var noget som bare faldt ham så frygtelig natyrligt til, det var slet ikke noget som man skulle eller kunne tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Han kom hurtigt ned til en lille sti. Han kunne efterhånden denne skov temmelig godt og vejen til Nathaniels hytte, det var i den grad noget som han kunne ,for han havde været der temmelig meget her i det sidste, så det var vel også noget som et sted måtte sige lidt isg selv når det endelig måtte komme til stykket? Han hævede hendes overkrop bare en anelse, så han kunne holde hende tæt ind til sig. Han nægtet simpelthen at lade hende glide fra ham på denne måde bare sådan uden videre! ”Kenara fandt mig i hulen.. Jeg søgte efter dig,” sagde han stille. Han måtte virkelig bare holde hende vågen og det gjorde han vel også bedst ved at tale til hende? Hans eget hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Så bange som han var lige nu, kunne han slet ikke huske, at han havde været før! Og det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket frem igen, hvor han roligt satte farten yderligere op, for han måtte virkelig tvinges igennem dette på denne måde, det var i den grad også helt sikkert. ”Vi er snart fremme… Hold dig vågen..” Hans stemme var bedende og næsten tryglende, for det her, var virkelig ikke noget som gjorde ham mere rolig af den grund! Tvært imod, det gjorde ham kun mere bange end det som virkelig var ham kendt, og det var skræmmende!

[Deleted]

Det var virkelig ikke nemt at leve under tag med de to. Til tider nægtede de så meget som at se på hinanden, og Eniqa måtte erkende at hun efterhånden havde opgivet at bringe dem sammen, de kunne ikke lide hinanden det var tydeligt, og så var den bare heller ikke længere. Kulden føltedes umådelig kold pludselig.. Mere end hun huskede den havde været for blot et øjeblik siden. Det svimlede for hendes blik, den smukke natur var ikke længere og betragte på den samme måde, i øjeblikket kæmpede hun for bare at holde sig ved bevidstheden og vågen. Hvor tog han hende til? Det var end ikke noget som hun havde opfanget overhovedet. Matthew bar hende.. Hun vidste at det var ham men hvad pokker lavede han her? Han skulle jo ligge og holde om en anden kvinde i nat, glemme alt om hende, og kun fordi han fortjente det.. Han fortjente bedre det vidste hun, at bede ham om en ting så stor som det hun havde formået, var virkelig heller ikke noget at prale det mindste med, det borrede underligt nok langt længere i hendes svage samvittighed, end Maurus død gjorde det, og det sagde virkelig ikke så lidt. Benene var slappe, og det samme var resten af hendes skikkelse. Der var end ikke energi nok til at knuge sig fast til hans klæder, som hun forsøge at gøre. Det smuttede igennem hendes slanke fingrer som var det si sand. Selv den varme fornemmelse af blodet var blevet køligt. Om det endnu løb vidste hun heller ikke, faktisk var hun mere eller mindre taget i en form for trance, den eneste fordel i det var at det så ikke gjorde nær så ondt som før.. Ingen tvivl om at Alaster havde vidst hvad han havde haft gang i, og det næsten irriterede hende? At hun endnu skulle være offeret i et spil der sådan set gjaldt ham ogMatthew, hun var blot den lille morsomhed, den genvej man tog i skoven. Læberne var endnu engang blevet slappe selvom der ikke var nogen tvivl om at hun forsøgte at forme dem. Det var lykkedes hende at komme med det klagende støn men som dog var til at tolke i det mente ord. Hun var virkelig ked af det, dette var alt sammen hendes fejl og hun vidste at hun virkelig havde dummet sig denne gang. At det så var det navn som han kaldte hende ved, tvang næsten per automatik de trætte øjne op, også selvom hans skikkelse stadig var lettere tåget, en umådelig ubehagelig fornemmelse faktisk. Chancen for at hun ville falde fra var stor og Eniqa vidste det, hun ville ikke glide fra ham bare sådan.. Ikke uden at have undskyldt først ikke uden at have på det rette at hjertet lå hos ham.. Var det så svært at forstå? De nærmede sig. Underbevidstheden var klar over det, mens hun selv blot var omtåget, som var det en drøm hun befandt sig midt i. Hun kæmpede efter vejret, det var en kamp om at få den friske luft i lungerne, efterhånden var det ikke andet end små krampereæknignger og små mængder ilt, hun kunne ikke mere. Øjnene truede for alvor med at falde sammen, det var en kamp om at holde dem åbne, en for hård kamp. Hun blev en smule slappere i hans favn, hun kunne virkelig ikke mere. Hvert åndedræt sved i lungerne ”Eskr ig” meget usammenhængende ord, igen fpordi de måtte være fremtvunget i et støn. Hun havde brug for at sige det. Øjnene blev store, hun følte at hun blev kvalt, et enormt ubehag i brystet der tvang hende til at stoppe med at trække vejret øjeblikkeligt.. Først nu skød panikken ind.. Skulle hun undvære ham?

[Deleted]

Aldrig før kunne Matthew sige sig, at han havde været så bange for at miste Eniqa som det han mtte være lige netop i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Sidst de havde stået overfor døden, så havde det været med hinanden.. De ville have hinanden i det næste liv og her stod han i øjeblikket.. Han var så tæt på at miste hende og alene den tanke omkring det, var noget som virkelig måtte skræmme ham og langt mere end det som han ønskede sig i det store og det hele! Han havde aldrig været så bange før som det han måtte være lige netop i dette øjeblik. Et var ganske enkelt en helt utrolig fornemmelse! Og den var langt fra behagelig! Han holdt Eniqa tæt ind i favnen, som han måtte skynde sig igennem skoven. Han forstod det virkelig ikke.. Hvad pokker lavede Alaster i skoven og mest af alt.. hvorfor pokker havde han ladet Eniqa ligge på denne måde? Den mand måtte have noget ganske andet i tankerne, det var noget som efterhånden var gået op for ham allerede for længe siden, selvom det virkelig heller ikke var noget som gavnede ham, for han ønskede virkelig at finde ud af, hvad den mand egentlig måtte tænke på efterhånden! Hans hjerte slog godt og fast mod hans bryst, selvom det nu var med en følelse som slet ikke måtte falde ham det mindste i smag på nogen måde, når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket endelig stille i retningen af hende, hvor han igen stille rystede på hovedet. Hun burde spare på sine kræfter og på sin energi, for det andet, var da slet ikke noget som ville gavne hende på nogen måde overhovedet. ”Spar på kræfterne min kære,” hviskede han stille. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom når det nu endelig måtte komme til stykket, men han vidste, at dette virkelig måtte vise sig at være et kapløb med tiden og han kunne virkelig ikke gøre andet end at håbe på, at Nathaniel ville være dem til en hjælp her, for dette var bestemt ikke en tanke som han brød sig meget om når det endelig måtte komme til stykket, for det var i den grad skræmmende. Denne gang var det selveste Matthew som var røget ned med nakken og han brød sig bestemt ikke om tanken! Han kunne næsten tyde hendes ord, som han nærmest måtte mærke og føle på sig selv, at hans hjerte måtte hamre mod hans bryst, for det var virkelig noget af det sidste som han havde regnet med at skulle høre fra hende i denne stund. At hendes lunger måtte kollapse, var noget som han tydeligt kune mærke, som hn blev helt tung at have i armene og hun blev klart langt mere fraværende. Han knugede fast omkring hende. ”Du kan lige vove på at forladem ig nu, Eniqa!” Hans or var næsten panikslagende som aldrig nogensinde før, for det var virkelig ikke særlig hyggeligt for hans eget vedkommende, uanset hvorm eget han måtte være for den tanke eller ikke.. Det kunne han virkelig bare ikke have med at gøre lige nu! Hans skridt var endt i et fast løb som han næsten kunne se Nathaniels hjem i nærheden, hvilket i den grad også var noget som gjorde det hele langt nemmere for ham. At se det ensomme hjem som måtte torne sig i det smukke træ, var noget som blot måtte få ham til at smile ganske let, for det havde jo trods alt været der, at han havde opholdt sig igennem det sidste lange stykke tid, hvor den mand virkelig havde været ham en fantastisk hjælp, at han næsten følte skyld for at skulle bede manden om yderligere, selvom det nu ikke var den tanke som røg ind i hans hoved lige nu. Han braste mere eller mindre døren op ind til Nathaniels hjem som han endelig måtte nå hans fordør. Han vidste godt, at Liya ikke var der, selvom den tanke gjorde ondt, også for Nathaniels skyld. ”Nathaniel?!” kaldte han med en næsten panisk stemme. Han brød sig bestemt ikke om denne tanke! Den skræmte ham virkelig!

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad der skete derude, var Nathaniel temmelig ukendt. Efter at Liya var revet fra ham, selvom han udmærket godt vidste, at han ikke rigtigt kunne redde hende ud af den situation som hun nu måtte være endt i, så måtte han virkelig bare bide tænderne sammen og klare sig så godt som det nu var ham overhovedet muligt. Det havde faktisk været ham en temmelig stor hjælp, at Matthew kom i tide og utide, netop for at snakke og for at finde en løsning, for det var virkelig noget som gjorde, at han automatisk var i stand til at skulle tænke på lidt andre ting og det måtte virkelig være dejligt og behageligt på alle måder, for det gav ham virkelig så meget andet at tænke på, at han kunne falde lidt tilbage til de gamle vaner, hvor arbejde var noget som måtte fylde temmelig meget i hans liv, selvom det nu alligevel måtte være noget som han virkelig bare prøvede at undgå, for han vidste jo godt, at det slet ikke var noget som ville gavne ham i længden. Kenara havde allerede været her og han havde allerede ænset, at der måtte være et eller andt rivende galt, for det lignede virkelig ikke Kenara at komme uden Eniqa, så han var slet ikke det mindset i tvivl om, hvem dette egentlig måtte gælde, hvilket i den grad også automatisk måtte gøre, at han måtte se langt mere rødt end det som han havde gjort til nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var noget som om ikke andet, så måtte skræmme ham mere end det som godt måtte være i hans øjne. Han sad roligt og afventende på at Eniqa skulle komme.. hvis hun kunne selvfølgelig. Han vidste så til gengæld godt, at Kenara ikke måtte være en normal panter og hvis det smukke dyr havde ønsket, at han skulle søge ud efter hende, så havde han vel også gjort det langt mere tydeligt? At døren bare måtte blive brast op som det rene ingenting, var noget som hurtigt måtte få ham til at hæve blikket. At se Eniqa ligge slapt der i Matthews arme? I Matthews? Det forundrede ham om ikke andet, selvom det nu måtte glæde ham at se dem sammen, selvom han tydeligt kunne se, at den måtte være helt gal! Han ryddet bordet foran ham som det rene ingenting med en fast bevægelse med hans egen arm, hvor han gjord tegn til at Matthew skulle lægge hende ned. Det kunne godt være, at det var hårdt at ligge på, men der var virkelig ikke noget andet at gøre ved det lige netop nu. Det gjorde også, at hun lå langt mere i den rigtige højde for Nathaniels eget vedkommende. ”Læg hende her, Matthew.. Hurtigt!” sagde han med en fast tone, selvom han stadig måtte være ganske rolig. Nej, det var ikke fordi at han var nemt at gøre så panikslagen, for det var han bestemt ikke. Der skulle forbandet meget til, bare før at han ville begynde at stresse, hvilket Matthew allerede nu måtte være kendt med, for det var vel også tydeligt, at selv ikke det med Liya gjorde ham stresset, blot urolig. Hana tjekkede hende hurtigt som Matthew endelig måtte få hende lagt ned på bordet foran ham, for han var temmelig sikker på, at den mand ikke ville tøve med at gøre som han sagde. ”Hun trækker ikke vejret..” Han slap hende hurtigt igen som han gik ud i det lokale bagved, hvor han havde alle sine ingredienser, alle hans flasker, kolber og flakoner, hvor han tog det med som han fandt mest brugbart, sammen med en hjemmelavet slange. Han tog fat i Eniqas hage, førte hendes hoved bagud. Uanset hvad, så måtte de sørge for, at hun fik luft! Slangen faldt langsomt ned i hendes hals, hvor han med fingrene, sørgede for, at den søgte til luftrøret og ikke spiserøret. ”Matthew.. Sørg for at hun får luft.. Pust i den, roligt og kontrolleret..” bad han med en fast tone, mens han selv søgte til såret ved hendes mave. At mellemgulvet var ramt, havde han allerede konstateret temmelig hurtigt. Ikke at det lettede ham det mindste!

[Deleted]

Tankerne var forsvundet som dug for solen, et sted var det bahegeligt, det var første gang hun ikke var i stand til at spekulere over det tab hun selv havde været skyld i. Kroppen lå helt slapt hen i Matthews, hun var ikke i stand til at trække vejret, det var direkte sortnet, som var der absolut intet liv tilbage i hendes. Hendes krop var kold, men det var ikke noget hun selv følte, selv smerten var svundet bort, som hun nu blot måtte lade sig fører mod et ukendt sted. Matthews råben var hende så fjern at hun end ikke fornemmede det, forvirringen var så langt væk. Hun ænsede end ikke at hun blev lagt på et hårdt bord, men hvem var også kravestor når man lå døende? Øjenlågene var stille gledet i, skjulte for hendes blik udelukkende fordi hun slet ikke var i stand til at holde dem åbne. Uden ilt til hjernen for længe, kunne det gå helt galt, end ikke det var tanker hun var i stand til at tænke. Slangen som blev stukket ned i halsen, gjorde intet ubehag. Det lettede hendes sind en smule at få ilten pustet i lungerne, men hun var dog til dels stadig væk. Deres stemmer var væk, hun vidste ikke hvem pokker der stod omkring hende forsøgte at hjælpe hende på den rette vej. Dette var nok hendes mest mærkværdige dag i flere år.
Kenara var endt med at søge modf Nathaniel. Det var ikke tit han gjorde noget som Matthew bad ham om, men han vidste at lige der og da handlede det ikke på nogen måde omkring deres had til hinanden, men langt mere omkring Eniqa’s overlevelse. Hun havde taget sig af ham ikke lang tid efter han var endt som et dyr, hvorfor var stadig ikke rigtigt noget der var gået op for ham, det var også lige meget, det var en tilstedeværelse han for lænsgt havde vænnet sig til, det fustrerede ham dog, at det kun måtte være Nathaniel som var klar over at han ikke ligefrem var en helt normal panter, han var den eneste der var i stand til at snakke med ham. I øjeblikket måtte han sidde trykket sammen i stuens hjørne hvor skyggerne skjulte hans prægtige skikkelse. Eniqa var allerede faldet om, det var gået op for ham, og han brød sig virkelig ikke om det. Tanken om at skulle miste hende skræmte ham faktisk. Hav gav en let knurren fra sig, ikke som sådan ment mod nogen eller noget, det var mere blot af den bekymring som han faktisk måtte føle. De gule øjne stirrede intenst mod bordet hvor det hele foregi, han blinkede end ikke. Halen snoede sig smidigt og let, han var uden tvivl en imådelig flot dyr, og han var klar over det, lige der vidste han at det kunne have meget værre, den heks kunne have fundet på langt mere modbydelige ting! Han havde det jo godt, så hvad var der i virkeligheden at klage over?

[Deleted]

Matthew havde aldrig nogensinde været så panikslagen som han var lige nu. Han var så skræmt, at han faktisk forholdt sig helt rolig, og så var den virkelig også slem, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han nægtet virkelig at miste Eniqa nu. Nathaniel havde han snakket temmelig meget med siden han havde valgt at takke for sig og smutte, men det var jo også med en god grund? Om ikke andet, så var det en frygtelig god grund i hans øjne, for det var virkelig ikke retfærdigt, at bede ham om at dele hende med sin egen bror! Det var det i hvertfald ikke i hans øjne når det endelig kom til stykket, for det var virkelig noget af det værste som hun havde og kunne bede ham om. Han delte hende i den grad ikke! Han tøvede virkelig ikke i at gøre som Nathaniel bad ham om, så han lagde hende stille ned påbordet, som ellers hurtigt var gjort klart til hende. At hun ikke trak vejret, var slet ikke noget som han havde brug for Nathaniel til at fortælle ham det, for han var udmærket godt klar over det fra før af, selvom det slet ikke var en tanke som han måtte bifalde det mindste! ”Det behøver du virkelig ikke at fortælle mig, Nathaniel.. Er der overhovedet noget som du kan gøre?!” vrissede han med en næsten panisk stemme. Han så blot til som manden hastede ud mod hans eliksirlokale. Han havde fået forklaret at det var der, men også at det var et sted som han slet ikke burde søge til, hvilket han så heller ikke havde gjort. Han vendte sig mod Eniqa igen. At Alaster stod bag det her, var en tanke som gjorde ham noget så frygtelig vred og det var slet ikke noget som talte for hans vedkmmende på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Han tog stille fat omkring hendes hånd og knugede om den. ”Du vover på at forlade mig nu, Eniqa.” Hans stemme var intet andet end en hvisken, til han kunne se at Nathaniel kom tilbage. Han så til som slangen blev ført direkte ned i hendes lunger og den opgave som han selv blev stillet. Han blinkede let med øjnene, selvom han ikke tøvede med at tage fat om slangen med begge hænder. Roligt og kontrolleret? Det var virkelig meget at kræve af ham lige for øjeblikket! Han trak vejret dybt, prøvede at slå koldt vand i blodet, mens han roligt pustede ned i slangen. Smagen var tydelig af harpiks, så Nathaniel havde virkelig måtte kede sig, hvis det var sådan noget, som han sad og lavede. Han lukkede øjnene stille og roligt, mens han blot prøvede at koncentrere sig om at holde en så rolig vejrtrækning som det var ham overhovedet muligt. Hvor længe hun nu var gået uden ilt, det var helt uklart for ham, for han havde virkelig mistet tidsfornemmelsen helt og det var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om, for dette var normalt aldrig noget som skete ham! Han blev aldrig så urolig som det han måtte være lige i øjeblikket. Han prøvede virkelig bare at ryste alle de forbandede tanker ud af hovedet, selvom det virkelig ikke var denn nemmeste opgave som man lige kunne sætte ham til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han holdt en rolig og stabil pustefrekvens, for at fylde hendes lunger med luft. Han nægtet simpelthen at miste hende nu! Ikke nu hvor han endelig havde fundet muligheden for at få hende igen, snakke omkring tingene og det hele! Det var jo så også nu, at han kunne mærke at hans rygelunger slet ikke var noget som kom ham det mindste til gode, for det var noget som virkelig måtte være i vejen for ham i øjeblikket!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at han ikke havde behov for at fortælle Matthew, at tøsen ikke måtte trække vejret, selvom det nu var mere en besked til ham selv. Det var virkelig blevet en irriterende og dårlig vane for ham når han endelig var alene. Der kunne han godt tage sig selv i at skulle føre en længere samtale med sig selv? Det var egentlig ganske utroligt, hvad en ensomhed kunne gøre ved selv en mand som ham, for han var selv virkelig ensom når Liya ikke var sammen med ham. Nu havde han så heller ikke lige behov for at skulle tænke på Liya lige i øjeblikket, netop fordi at han havde noget andet at skulle holde fokus på, hvilket i den grad også var noget som han måtte nyde noget så frygtelig godt af, selvom han virkelig ikke var meget for tanken om, at det var en så nær veninde af ham som skulle gå igennem det, for det var jo trods alt også det som Eniqa var blevet til ham efterhånden. Han holdt meget af hende som en veninde, som han også var endt med at komme på talefod med Matthew. Det var der vel heller ikke nogen som direkte havde regnet med når man endelig måtte tænke over det, når man tænkte på alt det som den mand havde gjort mod hans kære Liya tilbage i den fjerne fortid? Så var det virkelig ikk noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod Matthew roligt puste i den rolige bevægelse ned i Eniqas lunger, for hun havde klart brug for det! Hvis hun lå der for længe uden luft, så ville det meget hurtigt få katastrofale konsekvenser og det ønskede han virkelig heller ikke for dem. Måske at han selv var en meget mærkværdig mand, at skulle finde ud af, men hans ord, handlinger og tanker var alt sammen med en meget god grund, det var også noget som Matthew havde fundet ud af efterhånden. Eniqa elskede ham og det var noget som Nathaniel gang på gang havde prøvet at forklare ham, selvom det havde været som at tale til en dør det første lange stykke tid. Som Matthew mere eller mindre måtte sørge for at holde liv i den kvinde som han elskede mest, så fortsatte han selv arbejdet med hendes mellemgulv. Uden det ville hun ikke være i stand til at trække vejret på egen hånd, også selvom det var noget som han ikke just var meget kendt med. Han havde selvfølgelig en anelse erfaring, men det var virkelig ikke meget og slet ikke nok til at han ville kunne gøre noget ved det overfor hende. Han rystede på hovedet, som han begyndte det fine arbejde med hans fingre, for det var bestemt ikke nemt at skulle komme til, uanset hvor meget han var træt af det eller ikke! Den ellers umådelige tynde sene var ikke noget som gjorde det nemt for ham på nogn måde, det var helt sikkert. ”For pokker da…” mumlede han let for sig selv, som han måtte gå i gang med at få sener fæstet til musklerne. Der gik lang tid, før han kunne sige sig færdig, hvor han fandt nål og tråd frem og fik hende lappet sammen ganske forsigtigt. ”Så.. Matthew, du må fortsætte med at puste i den slange der.. Jeg bærer hende ind i min seng. Hun har brug for hvile lige nu,” sagde han ganske kortfattet. Han tog forsigtigt fat i hende, som han regnede med at Matthew ville følge med ham ind på soveværelset, hvor han lagde hende ned på sengen. Slangen fjernede han selv med den største forsigtighed, som han roligt begyndte en hjerte-lunge-redning i stedet for. Hjertet skulle i gang med sine slag, først der ville de finde ud af om hendes vejrtrækning ville begynde igen. Det var forbandet nervepirrende!

[Deleted]

Det var helt og aldeles uklart for Eniqa hvad pokker der foregik uden for hendes lille bevidsthed. Hendes luftveje var lukket, kampen om at få luften i lungerne var noget som hun havde opgivet. Der var et tæt mørke som måtte omringe hendes sind, kroppen lå hen, slappere end intet andet, selv i denne tilstand var hun tryg, i gode hænder. Ilten blev pumpet ned i hendes lunger, der holdte hendes hjerte igang, holdte hende ved live, men det vækkede hende ikke af den søde søvn hun var faldet i. Der var ikke længere nogen smerte, hun følte absolut.. Intet. End ikke at Nathaniel behandlede hendes sår. Der var ingen tanker overhovedet, et sted befriende, når hun var en kvinde med så mange bekymringer, specielt efter hun havde været dum nok til at skubbe Matthew fra sig bare som sådan, hun ønskede ikke at deles, hun ønskede ham, hendes samvittighed var bare ikke at lege med. Hendes krop var stadig så godt som død, pulsen blev svagere, en ilt som den Matthew bar, ville ikke være i stand tila t holde hende hende i live i meget længere tid. Kroppen hvilede slapt i Nathaniels arme, som han tog hende med ind på værelset og lod hende glide ned i den dejligt bløde seng. Det var ikke fordi hulen eller dets indhold var specielt luksuriøst. Endnu engang faldt kroppen blot slapt hen. Der måtte gå adskillige sekunder før hun rent faktisk endte med at reagere på Nathaniels hjerte-lunge-redning. Med et gisp trak hun vejret dybt ned i lungerne, tydeligvis chokket over hvad pokker der foregik. Ganske stille gled blikket op. Et gennemsigtigt slør havde lagt sig over hendes blik, gjorde hende ude af stand til at se særlig meget, selvom hun udemærket genkendte de to skikkelser. Kroppen faldt mere til ro, hun var i gode og trygge hænder, det var hun slet ikke i tvivl om overhovedet. De blonde lokker spredte sig omkring hendes milde ansigt, hun så fra den ene til den anden, det var da utrolig så træt hun faktisk måtte føle sig, det var jo ikke fordi hun havde lavet særlig meget denne dag så.. Hjertet slog kraftige slag mod brystet, noget som gav hende den rene følelse af svimmelhed nu hvor pulsen i mere end en time havde været lav og svag. De isblå øjne søgte mod Matthew. Tårer vældede op, og Eniqa selv var ude af stand til at kontrollere det, hun troede han var gået for længst, hvad var der at blive her for? Smerten kom igen, den jog igennem hende som ti knive. En grimasse lagde sig over hendes ansigt, det gjorde forbandet ondt. Af ren naturlig reaktion forsøgte hun at tage hånden til sig, for at lade det søge mod såret, men hun formåede ikke at tage den op overhovedet, den lå der ubevægelig, hun følte den end ikke. Endnu engang faldt hun tilbage i sengen og lod blikket søge mod Nathaniel ”Har du bedøvet min hånd?” spurgte hun stille. Hendes stemme var træt og hæs, som der sad en uendelig irriterende klump. Hun huskede at hun var faldet til jorden og havde slået sin hånd, men ikke hvilken det var, hvorfor eller hvordan, men i så fald måtte det vel være temmelig slemt? Hendes vejrtrækning var dyb og tung, hun var stadig desperat efter at få den luft det rigtige sted hen. Endnu engang måtte blikke søge imellem de to. Hendes syn var blevet en smule mere klart nu hvor hun var i stand til at trække vejret ”Jeg vil.. Nødig være besværlig, men kunne jeg få et glas vand?” det var typisk hende at være så forbandet høflig, selv når hun virkelig lå der og var i den rene livsfarer, Eniqa var der stadig, hun var bare umådelig tør i halsen, det i sig selv var noget som fik tårerne til at væle frem i ren irritation. Lige for øjeblikket huskede hun end ikke hvad der var sket, det var det man kunne kalde for en lang dag!

[Deleted]

For Matthews vedkommende, så var det virkelig forbandet svært at skulle falde til ro! Alene den tanke om, at han faktisk kunne gå hen og miste hans kære Eniqa, var virkelig noget af det mest dræbende som han havde været udsat for nogensinde! Han ønskede virkelig ikke at miste hende nu hvor han endelig havde fået de mulighed for at komme tæt på hende igen, for det var nu at han ønskede at finde ud af det hele. Hans rygelunger var nok ikke noget som man kunne eller skjule, også specelt her i den sidste tid, så var det end ikke noget som man skulle tage fejl af, også måtte påvirke ham nu. Han var lettere rød i ansigtet, som Nathaniel bar Eniqa med ind i hans soveværelse og fik gang i hendes hjerte. Det var også først der, at han for alvor måtte falde til ro, som han kunne se, at hun måtte falde meget mere til ro og faktisk kunne trække vejret selv. Nathaniel var intet andet end en mand sendt fra himlen! Han sukkede dæmpet, hvor selv ikke et svagt smil kunne skjules. Han var ikke den mand som han havde været før, og det var noget som Eniqa godt vidste, men der var visse ting som han bare ikke kunne eller ville finde sig i, og det var ikke at dele hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for der satte han virkelig foden ned! Han nåede stille hen til sengekanten, hvor han forsigtigt greb omkring hendes hånd. At se hende i live, var noget af det som måtte lette ham mest. Han ahvde aldrig nogensinde været så bange som han havde været nu i hele hans liv! Han blev siddende og sendte hende et stille smil. Han vill under ingen omstændigheder lade hende være alene igen, for det var jo tydeligt, at det måtte gå galt lige så snart, at han var ude afdøren og det ønskede han virkelig ikke igen! ”Man kan vist takke din kære missekat for, at jeg fandt dig.” Han sendte hende et stille smil. Måske ikke det bedste tidspunkt for at snakke, men han havde virkelig brug for at snakke med hende og gøre hende rolig, også for at forklare hende hvad de kunne gøre herfra, hvis hun ville være med selvfølgelig. Han vendte blikket stille mod Nathaniel. Ikke mindst også med en yderst taknemmelig mine, for det var slet ikke noget som han ønskede at skulle skjule for hende på noget tidspunkt. ”Jeg er sikker på, at Nathaniel nok skal hente vand til dig.. Du har brug for det.. Det var en grim omgang,” fortsatte han med en ganske rolig og sandfærdig stemme, for et std, var det også noget af det som faktisk måtte bekymre ham. Havde ikke Kenara fundet ham, så var det først for alvor nedt med at skulle gå helt galt, og det var jo heller ikke noget som han måtte ønske lige for nu! At hun var så høflig var blot den Eniqa som han kendte. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han blot sendte hende et roligt smil. ”Jeg hørte dig før du gik ud som et lys i mine arme, Eniqa… Jeg elsker også dig,” afsluttede han roligt, ikke mindst med en ærlig stemme. Nu hvor han havde været så meget omkring Nathaniel, åbnet op for den mand og endda talt åbent omkring hans egen fjerne fortid, så var det vel heller ikke til skade, at skulle sidde og blotlægge sig på denne måde? Hans egen puls hamrede som en vanvittig og han skælvede let. Han skulle jo trods alt selv havde luften igen, for nemt, det var det bestemt ikke, eftersom han selv havde været grebet af den panik. Det havde virkelig været skræmmende! Selv for en mand som ham!

[Nathaniel Diamaqima]

Der skulle pænt meget til før Nathaniel måtte vise sig at skulle være stresset og det var noget som han vidste. Dette var en mulighed for at give ham lidt andet at tænke på end det som ellers ville præge hans tanker, og det var noget som han faktisk havde brug for. Det var slet ikke fordi at han ønskede at glemme Liya, for det var noget af det sidste som han ville, men det andet, var virkelig noget som gjorde alt for ondt, selv for en mand som ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han fik endelig gang i Eniqas hjerte, hvor han lagde hende så rolig og sitlle, samt stabilt som det var ham overhovedet muligt. At Matthew havde rygelunger, var slet ikke noget som han kunen gøre noget ved, for det var helt og holdent mandens eget valg. Så længe, at han ikke røg indenfor, så havde han heller ikke noget problem med det, så var det helt fint også for hans vedkommende. Han bakkede roligt væk, som Matthew næsten måtte mase sig på, for at komme hen til hende og sætte sig på sengekanten. At se dem som et par, var noget som blot måtte få ham til at smile indvendig, for han vidste jo godt, at han ikke kunne gøre noget som helst, for at skulle beskytte eller redde Liya ud af den knibe som hun sad i, for ellers så havde han da gjort det allerede med det samme! Han manglede hendeog han savnede hende virkelig men bare tanken om, at han intet kunne gøre, var noget som måtte frustrere ham! Han tog vel imod Matthews hint. At han ønskede den kære Eniqa alene, hvilket han udmærket godt kunne forstå. Savnet havde han jo næsten fornemmet på hans stemme og hans opførsel når han havde været her og det havde virkelig været noget så frygtelig tydeligt. Han nikkede blot til dem begge og med et stille smil. ”For alles skyld, Eniqa, så skal af og hvil,” bad han roligt. Han strøg hende roligt over håret og med et stille smil på læben. Det var heller ikke noget som han ville skjule for hende, og det var heller ikke noget som han kunne. ”Jeg henter et glas med vand.. Jeg kommer igen snart,” sagde han roligt. Han vendte sig roligt mod Mattew med et blik som blot måtte sige det hele. At han skulle give Eniqa plads til at trække vejret. ”Jeg er ikke lang væk.. Sig til hvis det går galt igen,” sagde han roligt. Han vidste jo ikke hvor meget han havde fået ordnet når det endelig måtte komme til stykket, og det at skulle miste Eniqa, var heller ikke en tanke som han selv måtte være meget for, for den tanke var ikke noget som gjorde ham selv godt! Det gjorde ham faktisk urolig. Han forlod værelset med rolige skridt og efterlod dem alene, mens han selv måtte søge ned til bækken, for at skaffe vand.

//Out

[Deleted]

Det var som sådan ikke gået op for hende at Matthew var direkte bange for at skulle ende med at miste hende, I hendes øjne havde hun jo allerede mistet ham, uanset hvor ondt den tanke gjorde. Beviste dette det ikke lidt? Hun havde valgt at næsten ofre sit liv, af loyalitet.. For ham også selvom han ville være i stand til at slå Alaster ihjel med lukkede øjne. Hun missede en smule med øjnene, lå der på sengen fuldkommen ubevægelig. Smerten sad i hendes maveregion, hun kunne føle hvordan det måtte brænde sog svide, hvilket gjorde hende ganske sikker på at det ikke ville være det smarteste at begynde at vende og dreje sig. Hendes vejrtrækning var intet andet end små stød, men om ikke andet så var hun i stand til det selv. Hjertet slog fats mod hendes bryst, det føltes ubehageligt hårdt nu hvor pulsen havde været så svag, og hun stort set ikke havde følt det. Hånden faldt i Matthew’s Det i sig selv var noget som straks rev hendes opmærksomhed mod ham frem for Nathaniel, med store og næsten uforstående øjne. Endnu engang vidste hun, at alt dette var hendes egen skyld, hun skulle aldrig have opsøgt Maurus! Hun ønskede ikke at deles, hun var bare.. Have Matthew. Blikket betragtede ham, den isblå farve var den mest tydelige lighed imellem dem, det bånd som deres far fra start havde skænket dem, og som Eniqa aldrig havde været specielt glad for, men hvad... Skaden var jo sket... For lænsgt. Et mindre smil bredte sig. Hun var udmattet men ikke direkte træt, næste gang hun så Alaster så ville hun slå ham ihjel! Men hvordan pokker var han overhovedet kommet ind i Procias?! Det var et sted hvor han bestemt ikke måtte høre til! Hvis han kunne befinde sig her, kunne han vel være overalt? ”Det er jeg glad for” hviskede hun hæst. Hendes tone var præget af hendes koncentrede vejrtrækrning, hvad end Alaster havde valgt at stikke mod så havde han ramt, for hun var nær død. Selv Eniqa forstod Matthews fine hentydning til Nathaniel. Hun sendte ham blot et blidt smil, lettere undskyldende, hun havde altid været forbandet høflig. Ganske stille næsten prøvende, trykkede hun om hans hånd. Den anden lå ubevægelig på sengen hun følte den end ikke. Varmen tog bo i hende endnu engang, det var langt fra det som hun havde ventet at høre fra hans læber på dette tidspunkt, det tvang hendes hjerte til at slå, og i bogstavelig forstand næsten formå at gøre hende forpustet. Hendes blik fyldtes med tårer, det var langt mere end hun kunne klare lige i øjeblikket.Grebet om hans hånd lod hun slippe, istedet lod hun den finde vejen mod hans kind, stille stryge over, selvom det krævede hendes tydelige enstrengelse. Blikket blev til en grmasse, det skar at strække sig den lille del for at nå, en lige her var hun mildest talt ligeglad, bare det at føle ham under hendes håndflade, at alt dette ikke blot var et mareridt der lige var blevet til den sødeste drøm ”Du ved ikke hvor mange gange jeg har lagt i en tom seng og bare længtes efter at høre dig sige de ord” erkendte hun med et stille nik. Det var trods alt sandt, han havde været en forbandet savnet mand den seneste tid, det kom hun ikke uden om. Hvor han havde været og hvad pokker han havde lavet vidste hun ikke, hun havde sine klare gæt ”Jeg er ked af det Matthew.. Det var mere forkert end noget andet, jeg ved end ikke hvorfor jeg gjorde det nu, jeg ved bare at.. Der kun findes en favn jeg ønsker at ligge i, der findes kun en jeg vil høre de ord fra” en tårer strøg stille ned over hendes kind, det var tydeligt at hun virkelig måtte mene hendes ord, der var virkelig kun en hun måtte ønske, og det var ham.

[Deleted]

Matthew havde virkelig været forbandet bange for at miste hende. Den form af panik var ikke noget som han havde prøvet at opleve før. Ikke på denne måde i hvertfald, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han betragtee hende stille og med et tydeligt lettet smil. Han ville slå Alaster ihjel så snart at han måtte se manden! Så snart han så skyggen af ham, så brød helved virkelig bare løs, og det var noget som han tydeligt kunne fortælle hende, for dette var slet ikke noget som han måtte bryde sig om! Nu var han bare glad for at se hende i live, selvom hun i den grad burde blive liggende her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Alaster havde intet at lave i Procias og selv havde det været så forbandet tæt på, at Matthew heller ikke havde haft lov til at være her.. Nu kunne han sidde her, han havde stadig sin opholdstilladelse og han havde stadig Eniqa? Om ikke andet, så var det noget som han måtte håbe på, for alt det andet ville virkelig bare knuse ham og han ønskede selv ikek tilbage til hans gamle liv. Nu havde han kæmpet med at acceptere de grunde til at han kunne blive her og det var det som han ønskede. Han havde efterhånden faldt godt til ro i skoven, uden for mange kvinder, hvor det bare havde været dem og Kenara selvfølgelig. Det ville nok aldrig nogensinde gå dem imellem, det var helt sikkert, men igen.. Hvad pokker skulle han stille op? Kenara var ikke manden i huset når han var der, det var da ham selv! Og Kenara var jo trods alt også vant til at have Eniqa alene, så det var vel også noget af det som gjorde det hele når det endelig måtte komme til stykket? Skaden var måske sket, men den var ikke så slem, at den ikke kunne rettes op på. Nathaniel havde i den grad været med til at få Matthew til at tænke bare en anelse mere positivt end det som han havde gjort. At hun havde ønsket ham sammen med Maurus og hende selv, var slet ikke noget osm han ville høre tale om! Han elskede hende virkelig og så ønskede han bestemt heller ikke at dele hende med nogen som helst, det var noget som han trygt kunne stå ved og uden at gøre noget forkert endda! ”Du burde spare på kræfterne, Eniqa.. Du har brug for dem,” sagde han stille. Han var faldt langt mere til ro nu end det som han havde været for bare nogle minutter siden. Han selv var lettere forpustet. Hans rygelunger havde virkelig heller ikke været ham senv en hjælp, og han havde mere eller mindre røget som en skorsten igennem det sidste stykke tid, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde. Hånden mod hans kind, fik ham blot svagt til at lukke øjnene. Han kravlede forsigtigt på i sengen og lagde sig ved siden af hende, netop for at hun skulle undgå at anstrenge sig alt for meget. Han tog stille omkring hendes hånd og knugede let om den. Bare for at lade hende vide, at han faktisk var der, også for hende, for.. Det var det som han ønskede. Han ønskede at lade hende vide, at han ønskede hende, at det ikke var ødelagt endnu. Han lod en finger stryge over hendes læber, som for at få hende til at tie, inden han strøg den mod hendes kind, for at fjerne hendes tåre. ”Alle begår fejl, ikke? Det er ikke dårligt nok til at det ikke er godt for noget andet.. Jeg var i hulen for at finde dig.. Da din lille missekat kom og bed mig. Kenara førte mig til dig.. Jeg gik i panik ved at se dig ligge der,” forklarede han dæmpet. ”Du er den eneste som vil ligge i min favn og den eneste som får lov til at ligge der,” påpegede han stilfærdigt. Han sendte hende et stille smil. Han var ude på at gøre hende rolig og mere afslappet, så det heller ikke skulle være så akavet. ”Hvil du bare.. du har brug for det,” hviskede han roligt idet han kyssede hendes pande.