Another scar in my heart

[Deleted]

Dagen havde meldt sin ankomst.. Det var efterhånden et par timer siden, siden solen var gået op I østen, efterhånden nærmede det sig middagstid. Det var et lettere køligt vejr, der var måske ingen regndråber som faldt, men det var godt overskyet, og der var ingen tvivl om at efteråret for alvor var over dem. Specielt i skoven var dette tydeligt. Baldene faldt stille af de mange træers ellers så prægtige kroner, visnede og endte på den kolde jordbund der efterhånden var malet i efterårsfarver, der var næsten ikke det som var meget smukkere at se på. For Eniqa’s del var denne skønhed dog gået bort. Det var næsten poetisk og ikke mindst romantisk at færdes ude på denne tid, som hun plejede at gøre det, nyde følelsen af den kølige brise imod hendes ansigt, laderne tankerne frit færdes omkring, men igen idag var der ingen lettelse at føle i hendes bryst, som der ellers plejede at være. Lyden af den rindende bæk svandt længere og længere bort, hun var end ikke klar over hvor dybt ind i skoven hun var nået, det var som om hendes ben blot førte hende med sig, uden hun rigtig var på vej i en bestemt retning. Vinden legede med de blonde lokker der krøllede smukt, og indrammede hendes blide ansigt. De kraftige blå øjne, havde mistet intensitet, efterhånden var de mere endt blodsprængte, tydeligt at tårer var faldet over hendes kinder. Kenara var derhjemme, hun ønskede ikke at hendes kære panter skulle tage med hende, hun vidste at han var lettet over hele situationen og det gjorde det virkelig ikke bedre for hende. Hun var blevet grådig, ville have det hele og nu var hun endt op med at have absolut ingenting. De sidste par uger var det gået op for hende, at hvis hun syntes at tabet af Maurus gjorde ondt, så kunne det ikke måle sig det mindste med tabet af Matthew. Den var intens.. Som en kniv der borrede sig længere og længere ind i hendes bryst for hver gang hun så hans ansigt for sig, hans sårede ansigt den dag hun havde nævnt for ham at Nathaniel ville vække Maurus. Hun havde set panikken, og vreden da han gik, hvorfor skulle hun ødelægge alting? Selvom hun udemærket var klar over at denne gang forjtente hun præcis hvad dr var blevet hende givet. Selv fuglene flygtede fra hende, hun betragtede endnu en mindre flok lette, da hun passerede det træ som de så pænt havde sat i. Hun sukkede tungt, rystede på hovedet. Ringen hvilede ikke på hendes finger, hun savnede at bære den, selvom hun hele tiden havde vidst at de ikke længere var forlovede efter hans død, så havde hun stadig båret ringen, selv den aften hvor hun var endt med at krydse grænser med Maurus, selv der bar hun den og med stolthed. Men nu føltedes det forkert.. Hvor mange kvinder havde hvilet ved hans side i løbet af de uger? Hvor mange kvinders kroppe havde han rørt som han plejede at røre hende? Den svidende fornemmelse af jalousi meldte sin ankomst, hun kendte ham jo, og denne gang fortjente hun det også. Hulen var blevet ensom, at vågne op i en tom seng foruden hende, at vågne o og hver morgen huske at han havde taget sin afsked, selv efter alt de havde været igennem, det var særdeles forfærdeligt! Endnu en dag der ikke kunne blive meget værre. Hun rettede på den lette kjole, som den let og yndefuldt smygede sig omkring hendes smukke kvindelige krop. I efteråret, iført en næsten guddommelig kjole mindede hun nærmest om en gudinde, ligesom hendes kære brødre uden tvivl begge var flotte mænd, så var hun selv heldig nok til at bære den tydelige skønhed med sig.. Ganske roligt stoppede hun op, så sig omkring. Hun genkendte ikke stedet, dette var dele af skoven hun aldrig før havde været i, den del som hun på grund af elvere, var blevet bedt om at holde sig fra, men rygterne gik.. De skulle være trængt hen i et andet ’hjørne’, nysgerrigheden drev hende, desuden.. Hvad havde hun da at miste?

[alaster]

Efteråret var en af de mest skønne tider på året, det var selv noget som Alaster kunne stå ved. Lige hvorfor at han havde valgt, at skulle søge hele vejen tilbage til Procias. Det sted hvor han selv havde siddet fanget igennem et godt stykke tid før Shane endnu en gang var dukket op, det forstod han ikke. Nu rendt den mand rundt i Dvasias i stedet og det var virkelig noget som han kunne sige sig, at han måtte være forbandet træt af! Den mand havde haft et fantastisk liv her, så hvorfor pokker havde han valgt, at skulle opgive dette for at vende sig mod mørket i stedet for. Det var virkelig ikke noget som gav det mindste mening for ham når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte eller skulle komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig var. Hans sorte og mørke beklædning var som regel noget som ville afsløre ham for længe siden, selvom han sjovt nok slet ikke havde stødt på nogen endnu. Det at komme over muren, var slet ikke den største udfordring for tiden, så selvfølgelig var det noget som han tydeligt måtte gøre sig brug af når det endelig måtte komme til stykket, ellers havde han ikke stået her. Denne gang var han ikke kommet vildtfarende som han havde gjort før i tiden i intet mindre end et uheld. Nu havde han synet igen og han kunne se perfekt! Ikke længere skulle han støde på druider, for det var dem som havde taget det i første omgang. Så han noget som bare måtte minde omkring det, så var det virkelig et helvede som han ville lade bryde løs, for han ville virkelig ikke hæmme for at skulle slå dem ihjel hvis han da ellers kunne komme til det, det var der så sandelg helelr ikke nogen tvivl om overhovedet! Han var dog alligevel tydeligt opmærksom. Det var jo ikke fordi at han var den mest heldige stillet hvis de endte med at opdage ham herude, for skovene dem kendte han slet ikke så godt som det skulle håbes at gøre det, for ikke at glemme, at han vidste, at dette faktisk var det sted som han havde hørt, at Matthew skulle holde til.. hvad pokker lavede den mand i skovene og endda i Procias?! Han havde hørt om den hængning, selvom det var noget som han aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle tilgive manden for, så var det alt det som var sket mellem ham og Eniqa i eftertiden. Det var virkelig noget som kunne gøre ham noget så rasende! Han vendte sig roligt omkring. Fuglene var ved at vende sydover i og med, at det måtte begynde at skulle blive koldt at være til, hvilket han selv tydeligt kunne mærke, selvom det nu ikke var noget som han bed sig særlig meget i. Når man kom fra mørket af, så var det virkelig bare den slags som man bare måtte blive vant til. Det var jo heller ikke fordi at man havde meget andet valg når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage tanken om at skulle rende rundt herude.. Det var en direkte skræmmende tanke for en som ham, udelukkende fordi at han vidste, at det kunne gå galt så skræmmende hurtigt når det endelig måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han stoppede op, som han måtte skimte en anden skikkelse ikke så forbandet langt væk fra ham. Et let og stille smil passerede ganske let hans læber. Den skikkelse var virkelig bare alt for velkendt for ham og hvor havde han dog søgt efter hende igennem så forbandet lang tid! Han bevægede sig roligt og stille mod hende, hvor han roligt stillede sig bag hende. Hans hænder tog fat omkring hendes, hvor han tvang hende helt ind mod sin egen krop, for at holde hende fast. ”Kan du huske mig?” hviskede han næsten så intenst mod hendes øre, nu hvor han atter måtte have hende så tæt på. Her stod hun og uden den største mulighed for at skulle gøre det mindste modstand, så var det vel også bare noget som måtte tælle for hans del?

[Deleted]

Efteråret var virkelig en smuk tid. Bladene forvadledes til langt mere dystre farver, og selvom vejret blev koldere, var der altid solen til at lade de klare stråler skinne igennem de smalle sprækker i skyerne. Eniqa nød virkelig at færdes ude på denne tid, hun var en naturelsker, som sådan også født ind i naturen, nu havde hun mistet meget af det, hun savnede sin tid som specielt druide, at have den samme kontakt til skoven og til naturen på den måde. Tanken om Alaster var noget som havde hjemsøgt hende før, men nu hvor Matthew ikke længere var inde i billedet, så måtte hun faktisk erkende at hun ikke spekulerede så meget over det, hjertet blødte. Det var en fatal fejl, i forhold til de mange som han selv havde gjort, og hun vidste udemærket godt at denne var langt større end så mange andre men... Allerede nu var samvittigheden over at have slået Maurus ihjel, erstattet med en samvittighed over at have svigtet Matthew, for det var der ingen tvivl om at hun ahvde. Det lignede virkelig ikke hende at lade sig forfører, hendes samvittighed, og medfølelse overfor Maurus var det som drev hende, og nu var han død, hun stod helt alene. De slanke fingrer gled igennem de blonde krøller, som vinden let lod danse omkring hendes blide ansigt. Optaget af hendes helt egne tanker, hørte hun slet ikke skridtene nærme sig, kun en stærk følelse af.. Fryd? Det var ikke noget nyt på disse kanter, det kunne være en elver i nærheden for alt hvad hun vidste, rygter sagde at de var et tilfredst folk, så følelsen passede perfekt. Hun slap et gisp ved det faste greb omkring hende, et sted så virkede det så velkendt, den krop virkede.. Forbandet velkendt. Hjertet slog usikkert mod hendes bryst, men stemmen var ikke til at tage fejl af. Farven forsvandt fra hendes kinder, hun stirrede tomt ud i luften.. Det kunne ikke passe! Den sidste gang hun så meget som havde set hans ansigt, var den nat han tog livet fra en lille uskyldig pige, skabt af hende og Matthew, selv der hvor hun faktisk måtte glæde sig til at blive mor. Hun havde mistet både sin datter og sin forlovede på en og samme aften, og hendes datter udelukkende på grund af Alasters ejerfølelse og fornemmelse! Der var engang hvor Eniqa virkelig havde troet på at hun var forelsket i den mand, under deres forlovelse var han en evig chamør, romantisk, blid og forstående, en prins på en hvid hest men efter brylluppet.. Han havde aldrig nogensinde elsket hende! For at være sikker, lod hun stille de isblå øjne søge over skulderen og mod hans skikkelse. Det stak hende, at se ham stå der, hun vidste hvor magtfuld han var, hvor meget han hadede hende og og specielt Matthew for at have taget den så langt som de nu havde, hadede hans ellers tidligere bedste ven for overhovedet at lade hans hjerte falde for hende. Så kunne han være ganske rolig nu for endnu engang havde hun selv formået at ødelægge det hele. Hendes hovede kørte på fuldt blus, tænkte den ene efter den anden idé igennem, som hun måtte stå så fastlåst som hun gjorde. Hun var smuk og ung, og hun vidste at Alaster havde hende som en svaghed, var det ikke hendes eneste vej? Efterhånden var hun blevet god til at spille skuespillet, faktisk var det ham selv og Matthew der havde opdraget hende til det, hun havde været så ung dengang, og hendes eneste mulighed dengang havde været at gemme følelserne bag et skuespil. Smilet faldt på hendes læber, ganske vidst falsk, men det faldt hende så naturligt og Alaster kendte hende ikke bedre. Hun lænede sig en smule ind mod hans krop ”Alaster.. Jeg har ventet dig” hendes tone var lav, mere en intens hvisken. Blikket gled igen over skulderen for at betragte ham. Hun hadede ganske vidst dette, men hun var ikke bundet, desuden.. Hun ville ud af hans greb, det gjorde hende nervøs, hun kunne virkelig ikke fordrage den mand!

[alaster]

Alaster vidste, at Eniqa var forbandet dygtig til skuespil, for det var noget som hun havde været tvunget til når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han skulle finde hende her, var virkelig ikke noget som man kunne sige sig, at have ventet, selvom det virkelig ikke måtte være noget andet end en glædelig overraskelse. Sidst han havde hørt omkring hende og Matthew, så var de begge endt hængt.. nu hvor hun måtte stå der, så måtte Matthew vel også være derude et sted? Den mand var virkelig den eneste som han havde lukket helt tæt ind til sig, som havde han været knægtens far, men denne handling som de begge havde lagt for sig i eftertiden, var slet ikke noget som han ville høre det mindste om! Havde det ikke været for den kære Maurus så havde hun været død den dag i dag, det havde han personligt nok skulle have sørget for! Et køligt og fast smil gled roligt over hans læber og selv uden at det ville falme det mindste. Nu hvor han havde hende ved sig.. Sandt, at han var den som ledte skuespillet på banen, men det var heller ikke fordi at hun havde haft noget andet valg når det endelig måtte komme til stykket. Skulle hun klare sig med dem, så var det virkelig bare en nødvendighed, det var helt sikkert. At hun var her i skoven, var nu noget af det som forundrede ham mest. Han vidste udmærket godt, at hvis han blev fanget, så var der virkelig ikke nogen vej tilbage. Begge hendes arme fæstede han i sit eget greb som han holdt hende tæt ind til sig. Hendes overraskelse og hendes form af chok netop ved at stå tæt ved ham igen, var noget som virkleig måtte more ham og det var i den grad også af den slags som i den grad også måtte falde ham i smag. Hans intense blik hvilede på hendes skikkelse og uden, at han gjorde det mindste andet for at komme udenom det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Savnet mig?” spurgte han roligt og næsten med en intens hvisken tæt ved hendes øre. Med sin nu frie hånd, så trak han kniven som han havde siddende i bæltet. Han var bestemt ikke dum nok til at skulle gå direkte ind i Procias uden at have noget som helst, at skulle forsvare sig med. Nu hvor han også selv havde fået synet igen, så var det virkelig bare noget som måtte tælle for hans eget vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Kniven lagde han roligt ved hendes hals, blot for at gøre hende opmærksom på, at det skuespil virkelig ikke ville hjælpe hende i denne situation. Han ville virkelig ikke spilde tiden i denne situation. Nu var det jo bare på tide for hans vedkommende, at køre i gang med den ellers så længeventede hævn og nu hvor det ikke så ud til at nogen ville komme og redde hendes røv, så var det jo bare noget som måtte tælle for hans eget vedkommende. ”Drop skuespillet, Eniqa,” vrissede han ganske let og ikke mindst med en ganske fast mod hendes øre. Han var virkelig alt for vred og han var virkelig alt for frustreret til alt det andet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som han ville komme det mindste udenom overhovedet. Hun var overrasket, selvom han næppe ville mene, at det var ment på den gode måde.. Tvært imod, så kunne det virkelig bare være modsat når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Dig har jeg virkelig søgt efter.. Efter hvad rygterne måtte sige, så har både dig og Matthew været døde.. Er han her omkring?” spurgte han ganske kortfattet. Det var så sandelig ikke bare hende som han ville have fat i, det var i den grad også ham!

[Deleted]

Det var langt fra Alaster hun havde ventet sig at skulle støde på, og hende som havde været overbevist om at nu kunne det faktisk ikke se meget mørkere ud, der tog hun da i den grad fejæ. Hvad hun så måtte hade endnu mere ved denne mand, var at han efterhånden kendte hendes handlemønster, hun havde været hans kone, en ung hustru over en lang årrække, og man kunne ikke sige at hun huskede det som et godt ægteskab, faktisk var det kun det største mareridt hun nogensinde var gået igennem, foruden nu.. Hvor Matthew ikke var her længere. Eniqa vred sig en smulei hans fangetag, også selvom det på ingen måde lykkedes hende at vriste sig fri, degt var utroligt så hurtigt hun glemte hvor meget hun hadede ham! Under deres sidste måde, var hendes datter blevet taget fra hende, af ham! Han havde sendt en lille uskyldig pige i døden udelukkende fordi det var hende og Matthews, det var bare ikke refærdigt! Selvom efteråret var forbandet smuk, var det som om det lige havde mistet sin sidste glød, dette ville ikke ende godt, det kunne hun allerede nu forudse.Blikket hvilede delvist over skulderen, bare at han var så tæt på vækkede minder og billeder som hun mest af alt bare ønskede at hun snart ville glemme, det var dem som tvang hende tilbage i det skuespil fra starten, det var blevet hendes overlevelsesinstinkt, at lyve og at spille på svaghederne, hvor hun udemærket vidste at hun var en af Alasters. Hun sukkede ved hans ord, hendes krop faldt en smule mere afslappet til, han havde ret han kendte hende for godt til skuespillet ”Jeg har overhovedet ikke savnet din..!!! Slip mig!!” beordrede hun med en tydelig fast tone, mens hun endnu engang forsøgte at vride sig ud.De blonde lokker var ivejen, blæste foran hendes blide ansigt, hun skulle væk herfra, og det var inden at han ville få for meget blod på tanden, men hvad ville der egentlig ske hvis dette gik helt galt? Hun ville ikke være alene, Maurus ville passe på hende igen, nu hvor Matthew uanset havde taget sit valg og forlade hende, noget som hun i ørvigt blot valgte at acceptere, hvem ville faktisk savne hende? Ud af øjenkrogen fangede hun kniven, og blev fuldkommen stille. Det var ligefør man kunne høre hendes hjerte slå de ureagerlige og ikke mindst urolige slag. Det var ikke første gang den mand lagde kniven for struben, han havde altid været den voldige, de gange hvor hun havde forsøgt at forklare ham at hun ikke lystede.. Tankerne skød hun fra sig med det samme, ligenu var det eneste tidspunkt hun ikke måtte lade sig distrahere. Næsten per automatik blottede hun halsen, mest for at være i stand til at undgå det kølige blad ”Hvad venter du på, Alaster? Få det overstået og kom videre med dit sølle liv” hendes tone var dirrende, ikke direkte kold udelukkende fordi stemmen var for blid til den slags, nærmest melodisk, men der var ingen tvivl om at hun virkelig måtte mene det. Blikket søgte omkring mellem de mange træer, der var ikke en sjæl at se, denne gang var hun virkelig alene. Det var mange år siden hun havde været alene med Alaster. Håbet faldt, Maurus var død han ville ikke komme og rede hende, og Matthew var vel langt over alle bjerge, lå i sengen og hyggede med en tilfældig pige fra torvet? Et lys gik op for hende.. Det var Matthew han ville have såvel som hende, Matthew havde vel ikke fuldt deres aftale til punkt og prikke? De var ikke et par mere så kunne det ikke også bare være ligegyldig? Selvom det var den tanke hun sad med, var der en lille panisk stemme i hende, der virkelig tiggede og bad hende om ikke at afsløre det, hvis han kom til skade.. Hun rystede på hovedet ”Jeg har ikke set ham siden hængningen.. Siden jeg blev pillet ned af de sølle tjenere og kunne se hans gennemhullede krop.. Han var ikke populær i Dvasias at du ved det” det forundrede hende hvor overbevisende hendes tone var, hun var levet overraskende god til det her. Hun var vred det var forbandet tydeligt ”Hør du spilder din tid.. Få det overstået, eller slip mig” det var ikke en venlig gestus, nok mere end direkte ordre.. Enten eller.

[alaster]

Alaster kunne næsten gætte sig frem til at Eniqa ikke havde ventet sig, at han ville ende med at skulle stå der i hendes vej og at deres veje faktisk skulle krydses. Han var nu temmelig sikker på at Matthew måtte være i live, ellers ville hun da heller ikke stå her? Helt dum var han faktisk bestemt heller ikke! Han havde måske truet hende før, men lige dette.. Han var vred og han var frustreret nok i forvejen og Matthew var mere eller mindre kilden til det hele, netop ved at gøre som han havde gjort. At han ikke havde været der under fødslen af sin lille pige, men hans dvaske lillebror havde været der i stedet, så var det virkelig bare alene den mand som havde forhindret ham i at skulle slå hende ihjel, for det var virkelig noget som han havde haft mest lyst til den aften, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Han måtte alligevel slippe en dyb og kold latter ved hendes krav om at han skulle slippe hende, for det var virkelig noget af det sidste som han havde lyst til lige nu! Han rystede fast på hovedet. ”Det er synd smukke.. Du skal ingen steder denne gang.. Og nu.. Nu er der ingen til at beskytte dig.” Han havde hørt om Maurus’ død. De former for nyheder var jo noget som spredte sig som en stemmebrand og udelukkende fordi at Maurus havde båret med sig Matthews efternavn, så var det jo selvfølgelig nyheder som havde bredt sig ekstra hurtigt og meget og de var så sandelig også nået frem til ham. Det som dog havde chokeret ham mest, havde jo været, at det var Matthew som skulle falde først af brødrene, for det var ham som havde haft nosserne til at starte med, så der måtte han faktisk sige, at han var en kende skuffet når det endelig måtte komme til stykket. At spille skuespillet overfor ham lige nu, det var virkelig ikke noget som hun ville få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for han vidste det jo. Han vidste jo hvad hun havde været tvunget til dengang og han vidste, at det havde været et rent helvede for hende, at skulle gå igennem på alle måder.. Og han var ligeglad. Var der noget som han ikke kunne eller slet ikke var i stand til, så var det medlidenhed og omsorg. Det var virkelig et så stort et svigt i hans barndom og det var jo også det som gjorde Dvasias til det land som det måtte være i dag – Mørkt, koldt og direkte grusomt. Ikke at han ville slippe hende, for det sjove, var kun ved at gå i gang for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville dog ikke beskrive hans liv som sølle eller noget i den stil, for der var virkelig meget for ham, at skulle gøre brug af endnu og gøre i sin egen tid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder. Han lagde hovedet tæt ved hendes, så hun ikke ville kunne undgå, at skulle mærke hende helt tæt ved sig. Hans greb strammede sig omkring hende, idet han fnøs ganske let. ”Du vil vove at påstå overfor mig, at du har overlevet en hængning og han ikke har? Jeg ved at han er her et sted, Eniqa, så du gør klogt i at fortælle mig hvor jeg kan finde ham!” Han kneb øjnene fast sammen, som de også tydeligt måtte lyne som de aldrig nogensinde havde gjort det før, det var heller ikke noget som han kunne eller ville skjule for hende. Han havde aldrig været god til lige netop den slags. Matthew havde ikke fulgt aftalen og det var virkelig også det som gjorde meget lige i denne stund, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han lagde klingen ganske tæt ind til hendes hals, så hun ville være i stand til at mærke den. Han mente det i den grad ikke i sjov! Han lod den roligt sænke og strøg over hendes øverste del af brystkassen, hvor han skar dybt nok til at det ville begynde at bløde. ”Du skal ikke teste min tålmodighed min kære.. Hvor finder jeg ham?” vrissede han ganske let. Han havde jo blot erfaret, at de altid rendt omkring hinanden, så han var temmelig sikker på at Matthew nok skulle være her i nærheden!

[Deleted]

Et sted så stod Eniqa virkelig og bandede og svovlede over at det lige var ham hun var endt med at skulle støde på. Denne gang var bundet virkelig nået på alle måder! Deres sidste møde havde heller ikke ligefrem været det mest vellykkede, Maurus var endt med at gå i vejen for hans planer, takket være ham var hun i live den dag idag, det var hendes datter ikke, noget som faktisk gjorde ondt, selvom hun i starten slet ikke ville have den lille unge, hun havde været så forbandet smuk. Nu hvor tænkerne søgte tilbage til den aften, følte Eniqa virkelig kun hvordan vreden tog mere og mere til, hun ville ikke lade ham udnytte det her igen, det var helt sikkert! Matthew var i live, men det behøvede han virkelig ikke at vide. Det var vel ikke helt usandsynligt at hun kunne have overlevet, Matthew var blevet stukket i et utal af gange mere end hun selv var efterfølgende, desuden.. Hun vidste jo faktisk ikke hvor pokker i verden han befandt sig. Hendes eget gæt var blot et sted i manjarno med en tilfældig kvinde, hun tvang sig selv til ikke at tænke på det, for tanken i sig selv var virkelig en kniv i hjertet. De lange kampe for ingenting? Eniqa vidste at Matthew havde brudt hans aftale, han havde fortalt hende omkring det løfte han gav Alaster, at han ville passe på hende til han selv ville tage over igen, rettere holde hende i fangeskab indtil da.. Men det havde vidst ikke indebåret for Matthews del at forelske sig i hende? Igen kunne det ikke bare være ligemeget nu? Hendes krop stod tæt ind til hans, det sitrede let, vækkede tanker og billeder som hun virkelig ikke ønskede at skulle se for sig, der var ikke et stort valg, hun formåede ikke at vride sig fri af hans tætte greb, det var umuligt! ”Jeg er en stor pige” svarede hun blot med en tydelig snerren. Kunne han ikke bare forsvinde!? Pludselig føltedes luften ikke så kølig længere, hendes hjerte bankede blodet rundt i kroppen med en overdrevent fart, hun burde vel være ligeglad? Denne mand var fortid selvom det var hende selv som havde givet ham sit ja, hvorfor kunne han så stadig få hende til at føle sig forbandet svag? På trods skuespillet var droppet, var hun ikke den anive kvinde som han havde kendt dengang, hun kunne stå op for sig selv og tage ansvar, noget som hun vel udelukkende kunn takke Matthew for? Så mange gange som han havde valgt at krydse hendes grænse, og knuse hende på så mange måder. Hun vred sig kraftigt, også selvom det kun straks tvang hende helt ind i hans favn. Hovedet faldt mod hans skulder, hun kunne vel ligeså godt give op? Kniven for struben stoppede hende ikke, ville han slå hende ihjel så skulle han da være mere en velkommen, hvad havde hun at miste, nu hvor Matthew var væk? Det sved ved hendes bryst. Hun tog en dyb indånding, kneb øjnene fast sammen, blodet flød stille over hendes blege hud. Arh så det var tilbage på denne måde, tilbage til torturen? Det lignede virkelig noget som var hende forbandet kendt, det var sådan hendes ungdom havde været! ”Ellers hvad? Slår du mig ihjel?” var det ikke blevet gjort klart at hun var ligeglad. Hans kniv ville ikke røre hende. Hun blottede udfordrende halsen en smule som en tydelig gestus.. I døden ville hun om ikke andet ikke være alene. Hun vendte ansigtet mod ham ”Selv hvis han var i live og jeg vidste hvor han var.. Ville jeg ikke sige det” hviskede hun intenst mod hans ører. Det sved ved den lille revne han havde formået at lave med kniven,tænmderne var bidt fast sammen. Som sådan løg hun ikke, hvor Matthew var det havde hun virkelig ikke den mest fjerne idé om. Læberne fandt vejen mod hans kind, hun kyssede stille langs hans tindig for til sidst nappe ham næsten kærligt i ørerflippen. Tænderne gled omkring, hun bed til med hvad hun kunne, mens huns elv begyndte at vride sig.. Hun skulle bare fri hertil!

[alaster]

Hvis der var noget som Alaster virkelig ikke havde tålmodighed til, så var det virkelig at Eniqa skulle begynde, at spille med musklerne, for når alt kom til alt, så vidste hun vel også godt, at det ikke ville hjælpe hende det mindste, at stille sig op mod ham? For han ville rive hende ned lige så hurtigt som hun ville være kommet op? Matthew havde i den grad brudt det løfte som han havde givet ham og gjort så meget andet galt ved siden af og han vidste det jo godt. Han havde givet Eniqa det forbandede boost i hendes selvtillid som virkelig ikke havde været nødvendigt i hans øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket og det i sig selv, var bare en tanke som direkte måtte gøre ham vred et sted, for det betød jo intet mindre, at han skulle starte det hele forfra, hvilket i den grad heller ikke var noget som faldt ham det mindste i smag når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Jo mere hun måtte vride sig, jo mere måtte han stramme grebet omkring hende og det var virkelig uden at skulle slippe hende det mindste igen, for det var slet ikke noget som faldt ham det mindste ind når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han kuklo let og rystede let på hovedet med det samme smil på læben. Hvis hun var i live, så var hun også temmelig sikker på at Matthew var, selvom han vidste, at manden havde været forbandet upopulær i Dvasias, så raget det ham en høstblomst mildest talt. Det morede ham om ikke andet, at han kunne gøre meget mere ved det og faktisk blive mere anerkendt end den store Warlock som Matthew havde været, for han havde jo trods alt været leder i sin tid, selvom han var røget lige så hurtigt af hesten, som det han havde formået at komme op på den, hvilket klart også var ham en morende tanke! ”Er du nu det?” spurgte han med en iskold stemme tæt mod hendes øre. Han nægtet simpelthen at skulle slippe hende igen, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, for det var blot fakta som han glædeligt måtte indse dem. At se hendes røde blod løbe stille og roligt ned af hendes bryst, fik ham virkelig bare til at smile. Det fik ham virkelig bare til at tænke tilbage på de dage og de gamle tider hvor han ikke havde gjort andet ned at skulle torturere hende, for det havde virkelig været noget af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Han holdt hende fast ind mod sig, som han lod kniven blive ført væk fra hendes bryst af og uden at slippe den, så førte han den ned til hendes side, hvor han roligt lod den ligge og med den samme faste mine i blikket, som man bare ikke skulle se det mindste væk fra. ”Så med andre ord, så er han i live?” Han vendte blikket mod hende, selv da hun begyndte sine mange kærtegn. Det satte virkelig bare omgående en voldsom sitren i ham, for et sted var det jo.. savnet? Han klemte øjnene fast sammen, idet han trak kniven til sig og omgående, bare valgte at skulle stikke den direkte igennem hendes tøj, hud, muskler og sener for at lade den finde så langt ind i hendes krop som det var den menneskelig muligt! ”Fortæl mig hvor du så Matthew sidst.. Jeg har en høne, at skulle plukke med ham,” sagde han ganske kortfattet. Alt det andet her, det havde han virkelig ikke nogen tålmodighed til og hun af alle sammen, burde da vide, at han virkelig ikke var den mest tålmodige mand som gik på to ben!

[Deleted]

Matthew var den som havde givet hende den nødvendige selvtillid. Hun var ikke længere den naive tøs der tog Alasters ord for gode, hun gjorde ikke som han sagde, hoppede ikke når han sagde hop, for matthew havde lært hende at hun var hendes egen lykkes smed. Hun var et selvtændigt individ, og hun var en stor pige der kunne stå op for sig selv, stå imod den modgang der ville komme, og det var hun faktisk taknemmelig for. Han var hele grunden til at hun var i stand til at klare sig alene nu, også selvom det langt fra var uden tårer.. Hun savnede ham. Det var længe siden det blot havde været hende og Kenara, og det var underligt at vågne op i en tom seng hver eneste morgen, og ikke mindst det at ligge fuldkommen alene inden hun måtte falde i søvn. Ingen arme omkring hende, ingen søde kys eller kærtegn, troligt så meget hun kunne savne de helt små ting.. Som følelsen af hans læber mod hendes. Eniqa var slet ikke i tvivl om at Alaster ikke var færdig med hende, men hun var i den grad færdig med ham. De var blevet skilt, hun var sammen med Matthew, hun var ikke længere den kvinde, hun nægtede at lade ham smadre hendes selvtillid igen! Hun var en stærk kvinde! Der var ikke noget tidspunkt hvor Eniqa ikke forsøgte at kæmpe sig ud af hans stramme favn, hun ville ikke stå der, hun ville ikke være så tæt på ham det vakte minder og følelser hun ikke ville kendes ved. De isblå øjne betragtede blodet løbe ned over hendes fyldige bryst, hun hadede synet, det mindede hende om dengang. Hun var blevet slået.. Ydmyget og direkte tortureret, de gange hun forsøgte at sige fra var de værste. Den blotte tanke var næsten i stand til at frembringe tårer, også selvom hun i øjeblikket tvang dem tilbage. Det var allerede nu gået op for Eniqa at han ønskede Matthew. Først og fremmest havde hun ingen idé om hvor pokker manden befandt sig, desuden så selv hvis hun vidste det, så ville hun nægte at nævne det for ham! Hun ville ikke bringe Matthews liv i farer uanset hvad! ”Står jeg måske ikke her selvstændigt?” hvæsede hun fast. Om det var panik eller vrede der bredte sig i hendes sind, var endnu ikke noget som hun rigtigt havde gjort op med sig selv. Hun frygtede ikke døden, hvem ville savne hende? Matthew var over alle vjerge, Maurus ville vente hende og beskytte hende igen hvis hun gik i døden, nej panikken skyldtes udelukkende Matthew, tanken om at han skulle gå i døden, det var den som virkelig måtte drive hende til vanvid. Hjertet hamrede hurtigt og fast, pludselig var her forbandet koldt. Hun forsøgte med den lette vægt at træde ham over tæerne, alt for at komme fri! Hans svaghed for hende var tydelig, hun så hans reaktion på hendes mange kærtegn, han nød det, han savnede det.. Han savnede hende, længtedes efter hende.. Den mand var virkelig ikke rigtig klog! ”Det sagde jeg ikke” afveg hun kortfattet og med et lille skuldertræk. Hun opgav efterhånden at kæmpe, det var nytteløst, hun glemte hvor stærk den mand i virkeligheden var. Smerten jog igennem hende nåde.. Det stak i hele hendes krop, da kniven fandt vejen ind gennem hendes klæde og silkebløde hud for at gå ind i kroppen. Et klagend ehæst støn brød stilheden omkring dem. Kragerne lettede fra deres sted og fløj over dem. Hun faldt en smule sammen i hans favn, som forsøgte hun at krympe sig. Tårerne vældede op i hendes øjne, hvorfor følte hun luftvejene snævre sig ind, og få ilten til at fordufte for hende! ”S-Sid..Sidst je.jeg så h-ham var i D-Dvas-Dvasias.. i-i g-galgen” fremstammede hun med tydelig fast mine. Hun var vant til at udstå hans tortur, hun ville ikke afsløre det for ham om dette skulle blive hendes død. Benene føltedes forbandet tunge, det var disse tider hvor hun virkelig savnede at være druide. Hun forsøgte at trække vejret roligt, men det gjorde virkelig ondt! ”La-lad m-mig være” hun forsøgte at lyde stærk, men smerten svækkede hendes tone, hun bed det kraftigt i sig, men nemt var det ikke, det var ganske sikkert!

[alaster]

At tøsen var blevet langt mere selvsikker end dengang, var noget som Alaster tydeligt kunne se og fornemme, selvom det virkelig ikke var noget som faldt det mindste i god jord ved ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Han holdt stadig fast i hende og uden at skulle slippe hende det mindste på nogen måde overhovedet, for han var i den grad ikke færdig med hende endnu! Et nyt mål.. kunne han ikke knuse hendes selvtillid, så ville han knuse hende! Og han vidste så sandelig også hvordan det skulle gøres! Han havde tydeligvis meget som han måtte snakke med Matthew om når manden endelig måtte dukke op, for han var i sig selv, temmelig sikker på, at manden ikke var død på nogen måde. Hvorfor skulle hun da ellers stå der hvis hun havde været udsat for den samme skæbne som den stakkels mand havde været igennem? Det var jo heller ikke noget som gav nogen som helst form for mening for hans vedkommende og det var så sandelig også det som han agtede at skulle holde fast i og på alle tænkelige måder overhovedet. Han nød hendes kærtegn, for ja det var virkelig en tanke og en ting som var ham så forbandet savnet, for han havde jo trods alt vandret rundt alene i al den tid og det var noget som så sandelig også måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, for det sagde i den grad også en hel del omkring ham selv! Han holdt stadig fast omkring hende og med de mørke øjne hvilende så fast og så intenst på hendes egen skikkelse, selv uden at skulle se det mindste væk. Hun skulle bare ikke have lov til at stikke af! Det tillod han virkelig ikke på nogen måde overhovedet! Han kuklo ganske let til hendes ord. At hun tog Matthew sådan i beskyttelsen, så var det vel bare tydeligt i sig selv, at han faktisk måtte være i live, og at det ikke bare var noget som hun måtte sige for at påstå andet. ”Du står her sandt nok… men hvor selvstændigt vil du mene at det her er?” spurgte han ganske kortfattet. Hun stod i favnen på den mand som hun måtte hade mere end noget som helst andet. Kniven som han havde ladet glide direkte i hendes krop, var noget som var gjort uden det midnste form for tøven eller tvivl nu hvor han vidste at Matthew næsten med sikkerhed måtte være derude et sted ellers ville hun vel ikke gøre så meget ud af, at skulle beskytte ham, som det hun nu havde valgt at gøre? Selvfølgelig var det blot en tanke som virkelig måtte more ham som intet andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han trak roligt kniven til sig, som den nu måtte være dækket af hendes røde blod. Hans greb omkring hende, blev kun mere og mere fast. ”Det giver ikke nogen mening, hvis du ville beskytte en død mand, Eniqa… Jeg ved at han er herude et sted,” vrissede han ganske let. Han havde søgt og spurgt omkring i Manjarno og han vidste med sikkerhed, at manden ikke var i Dvasias, så måtte han jo være her! Han lagde roligt kniven mod hendes mave og ganske nær hendes navle, idet han roligt måtte jage den igennem. Smertefuldt og langsomt, blot for at lade hende lide mere end dette i den anden ende! ”Lade dig være? Jamen kæreste dog..” Han jog den igennem med en kraft uden lige, hvor han blot lod hende glide ud afh ans greb, idet han hoppet et skridt til side og knælede ved hendes skikkelse. ”Som du ønsker skal du få..” Han tog roligt kniven til sig endnu en gang. De sår hun havde, kunne være livsfarlige og han vidste også lige hvor han havde ramt hende, så.. skete der ikke noget hurtigt, ville hun forbløde i stedet for. ”Den store og stærke Eniqa.. OM en time eller to så er der intet mere tilbage af dig.. Hvor stor og stærk, er du så?” spurgte han i en lettere hvislen.

[Deleted]

Der var modsat dengang selvtillid at hente nu. Havde hun været den samme tøs, ville hun blot have afsløret alt han ønskede at vide, hun ville end ikke turde at beskytte nogen af dem som hun holde af, også selvom der ikke rigtigt havde været nogen af den slags dengang. Hun ville have ladet ham pille, kysse hende som han ville, hun ville gøre præcis hvad han bad hende om.. Det gjorde hun ikke mere, og det var vel også en af de ting som virkelig måtte plage ham? Han bar ikke længer enogen former for magt over hende mere, om hun var beskyttet eller ej. Var dette ikke hele grunden til at have en mand ved sin side? Tanken om en til at beskytte hende om det ville ende sådan her, Matthew ville have været i stand til at få Alaster væk, han ville have været i stand til at beskytte hende, nøjagtig ligesom Maurus gjorde den aften.. men nu var hun alene og såret, bare den kniv i hendes side, det prikkede og skar i hele kroppen, en ulidelig smerte på alle måder! Øjnene var knebet fast sammen, hun forsøgte virkelig at stå oprejst også selvom meget af hendes vægt måtte hvile i hans favn, noget som hun slet ikke brød sig om! Det overraskede hende virkelig ikke at det var Matthew han var ude efter, han havde brudt deres aftale hun tvivlede på at det at holde øje med hende ikke indebar at falde på knæ, elske hende som han ikke havde elsket nogen kvinde før, bare den tanke var nok til at varme hende selvom det var slut nu. Endnu en ligegyldig kvinde lå i hans seng, puttede sig ind i hans favn efter at have stillet hans lyster? Den tanke skar hende virkelig langt mere end den kniv som sad placeret i hendes indre. Hun stønnede klagende efter at have holdt vejret i lange sekunder. Tårerne vældede op i hendes øjne. Hvorfor gjorde hun dette? Matthew ville være i stand til at klare sig selv overfor Alaster, og hun ville ikke selv have en chance overhovedet, det var jo tydeligt. Ikke nok med at hun fra naturens side var svagere end ham i og med hun måtte være en kvinde, men hun bar slet ikke i racer som hun var født af, hun var et ukontrolleret væsen og det var i disse sekunder hun virkelig måtte hade den tanke! ”Jeg e-er ale-al-alene” fremstammede hun med en vilje der virkelig kun tvang hende til det. Det var selvstændigt, der var ingen til at beskytte hende, det var kun de to og dette ville hun ikke slippe fra i live. Udfaldet var hende allerede kendt, han ønskede at slå hende ihjel og der var ingen til at stoppe ham, skulle hun være... Lettet? Hellere døden end det at skulle leve uden ham, hvorfor var det blevet så svært?Blikket gled mod kniven. Den dryppede af hendes røde blod noget som i sig selv var nok til at gøre hende svimmel. Eniqa tav ved hans ord.. Nej at beskytte en død mand var ikke klogt, men for pokker..?! Hun var for optaget af smerten til overhovedet at reagere på det at han førte kniven mod hendes navle. Først da den langsomt søgte ind, måtte hun lade øjnene blive store som te kopper. Hun gispede efter vejret, den friske efterårsvind føltedes pludselig ikke længere så lettende. Hendes skikkelse faldt til jorden med et let bump, det var umuligt at holde sig på benene nu. Hånden var gledet mod hendes mave, allerede malet rød af hendes eget blod. Der ville ikke gå længe, den kniv var blevet placeret perfekt. Kroppen hvilede direkte slapt på den kolde jord, hun begyndte at skælve også selvom hun ikke lod rigtigt mærke til det, kampen for at trække vejret tog hendes opmærksomhed. Det var hende end ikke muligt at svar epå hans ord, det eneste der kom over hendes læber var smertefulde støn.. hun hadede ham! En tårer trillede lydløst over hendes ene kind, det føltedes som om hun måtte kvæles. Fingerspidserne borrede sig ned i den beskidte jord, bare for at have noget at klamre sig til. Ville Matthew mon se hvor højt hun elskede ham nu? Hun havde valgt at beskytte ham med hendes eget liv som pris.. Hvis det ikke var kærlighed hvad var det så? Et lille smil spillede over hendes læber ved den tanke.. Hun ville dø og han ville vide hvor hendes hjerte lå.. Hvor det altid havde lagt.. Det var værd at dø for i hendes øjne.

[alaster]

Alaster kunne da tydeligt se og fornenmme på hende at der var store ændringer fra dengang, han havde set hende sidste gang, selvom det nu ikke var noget som behaget ham, så var hun fuldkommen værdiløs for hans del, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Matthew havde brudt deres aftale og han vidste jo trods alt allerede, at den kære Eniqa ikke kunne stille noget som helst op mod ham. Hun havde været meget mere stædig end det som han måtte huske hende, også selvom han var temmelig godt klar over, at det hele virkelig bare måtte være Matthews stykke arbejde, hvilket kun gjorde ham endnu mere vred! Dengang hvor hun ville åbne munden overfor ham uden at tøve det mindste overhovedet, bare gøre hvad han krævede af hende uanset hvor sygt det så end måtte lyde, så var der virkelig intet at skulle gøre ved det, hvilket i den grad også kun måtte være noget som måtte tale for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han kneb øjnene fast sammen. Sådan som hun faktisk måtte beskytte Matthew, så kunne det virkelig kun være klart for ham, at manden slet ikke måtte være død endnu, hvilket kun gjorde, at han måtte fortsætte den uendelige jagt efter ham, så var det slet ikke noget som gjorde ham det mindste overhovedet, uanset hvor meget han så end måtte ønske det eller ikke. Som han blot kunne se, at hun måtte glide til jorden, efter hans sidste stik i hendes mave, hvilket blot var nogt som måtte fryde ham som aldrig ngoensinde før! Han gik roligt ned i knæ ved siden af hende, hvor han greb omkring hende kæbe. Han vidste lige hvor han havde ramt hende også selvom det nu ikke var noget som rørte ham det mindste overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Du ved sikkert godt, at det her er en alvorligsituation, kære Eniqa… Du ved.. Jeg kan have ramt din milt.. dit mellemgulv, så det vil blive umuligt for dig at trække vejret eller andet i dit indre.. Sker der ikke noget drastisk, så vil dette blive din død.” Han smilede et iskolde og kyniske smil. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som rørte ham det mindste, for han havde aldrig følt for hende som sådan, selvom han dog havde troet, at Matthew kunne være mere fornuftig end det som han havde været ,at skulle tage Eniqa under sine beskyttende vinger.. For pokker, de var jo søskende! Han lod hovedet søge skræmmende på sned, som han roligt lagde kniven ved siden af hende. Armene havde hun jo stadig, at skulle gøre brug af, det var der jo heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var jo også helt sikkert og på alle måder overhovedet. De mørke øjne udstrålede den klare kulde. Han var en dvsianer og i den grad også med alt hvad det måtte indebære! De smertefulde støn måtte han blot tolke, hvilket fik ham til at kuklo let. ”Og som det lyder, så har jeg ramt dit mellemgulv.. Nyd livet mens du har det Eniqa.. En time.. måske to, så er du borte for altid.” Han lod hånden let stryge mod hendes kind og med den næsten så morende mine. Der var virkelig ikke noget følelse, at skulle spore ved ham, for det var slet ikke noget som andre havde formået, at skulle tvinge frem i ham på den ene eller den anden måde. End ikke Eniqa havde formået det. Han lagde roligt den blodige kniv ved siden af hende. Om hun ville gøre det slut selv eller om hun ville ligge og vente, det var virkelig det samme for ham. Var hun væk, så var Matthew temmelig nem at få fat i, det var jo bare lige den lille opgave med at skulle finde ham først, som hurtigt kunne vise sig, at blive selv det største problem for hans vedkommende, det var der om ikke andet nogen som helst tvivl om når det tendelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. ”Nu skal jeg nok sørge for at retfærdigheden skal ske fyldest.. Døden skal nok hente dig, min kære.” Han rejste sig roligt op, hvor han blot vendte om, uden så meget som at se sig tilbage, for at søge videre igennem skoven. Han vidste jo, at Matthew måtte være derude et sted!

//Out

[Deleted]

Alene den tanke om, at Eniqa faktisk ville have både ham og Maurus, var virkelig bare blevet for meget for ham, så ja, han havde valgt, at søge væk fra hende, blot for at tænke over tingene. Skulle han tage kampen op? Sørge for at Maurus aldrig nogensinde ville komme så tæt på, eller skulle han stå fast på sit og sige, at nok var nok? Selvom han slet ikke ønskede at miste hende. Han havde slet ikke forladt den procianske skov på noget tidspunkt, for han vidste jo selv, at det var imod det som var blevet ham pålagt af kongehuset, og han ønskede virkelig ikke at blive smidt på port nu. At han var i live, var ikke noget som nogen dvasianere var klar over – ville han da tro om ikke andet, for han havde været landsforvist siden straffen var udstedt på Castle of Darkness. Han havde faktisk siddet ved Nathaniel siden han havde valgt at gå fra Eniqa, blot for at finde muligheden for at tænke over tingene, få de råd som han virkelig bare måtte have noget så frygtelig brug for, for så til gengæld, at skulle finde ud af, hvad han skulle gøre når det endelig måtte komme til stykket, for det var bestemt heller ikke nemt for hans vedkommende. Han havde fået det gode råd om at skulle opsøge hende og snakke igennem det hele for at få det hele på plads, før det ville gå helt galt, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af. Han havde nu valgt, at skulle søge direkte til hulen hvor de havde boet det sidste lange stykke tid. Han bed sig svagt i læben. Lige dette, var faktisk noget som kunne gøre ham usikker. Han havde slet ikke været i nærheden af nogen kvinde, men når det lige kom til Eniqa… Han var virkelig så panisk bange for, at skulle gøre noget forkert, for denne gang, var det i den grad ikke hans fejl! Der havde han virkelig sit på det rene! ”Eniqa?” kaldte han stille, som han trådte ind af indgangen og så sig omkring. Direkte måtte han da erkende, at det måtte se fuldkommen tomt ud, så hun kunne vel heller ikke være her? Kutten lod han falde fra sit hoved. Det var jo heller ikke fordi at han var så velset i Procias som sådan og han vidste det jo udmærket godt. Derfor gjorde han vel også klogt i at skulle holde sig lidt på en afstand når det nu endelig måtte komme til stykket, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han foretrak faktisk det stille liv, for han var ikke den mand som han havde været for så mange år siden.. som de mange rygter måtte lyde af, at han stadig skulle være. De skulle bare vide! Han gled stille ned og satte sig på sengen. Hun var her ikke, så.. skulle han vente på hende, eller skulle han bare komme igen på et senere tidspunkt eller noget som helst? Han sukkede stille og vendte blikket omkring. Der var så mange minder herfra med det hele og det hele havde virkelig bare været spildt? Endi kke Kenara kunne han se nogen steder og det var noget som faktisk måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om og det var noget som virkelgi også måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig det mindste af. Akavet.. Hele denne situation, var virkelig bare så forbandet akavet som intet som helst andet, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han rejste sig stille op igen og vendte sig stille i retningen af hulens udgang igen og med en eftertænksom mine. Han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre eller ikke og det var virkelig bare noget som måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro, at det måtte være løgn! Han sukkede. ”For helvede..” vrissede han ganske let og med en mere fast tone, for det var virkelig bare noget som måtte gøre ham noget så frygtelig irriteret som intet andet overhovedet. Han vendte sig stille mod hulens udgang og begyndte at gå mod den. Han ville virkelig ikke komme Eniqa på tværs.. Hvad nu hvis Maurus allerede var blevet en del af hendes liv?

[Deleted]

Et par gule øjne så til inde mellem træerne. Den sorte skikkelse var dækket blandt de mange blade. Han stod langt inde alligevel i stand til at se det hele. Det knurrede let, tænderne var blottet og for første gang i forbandet lang tid stod der direkte rovdyr i øjnene på ham. Han havde aldrig været et voldigt dyr, i det store og det hele kunne man jo heller ikke kalde ham et dyr! Pokker måtte tage den forbistrede heks der havde gjort dette ved ham! Også selvom han måtte erkende at han altid havde haft det godt ved Eniqa. Hun var blevet hans skytsengel, bedste ven.. Han elskede hende.. og nu så han hende falde til jorden, opgive alt for en mand som hun elskede direkte naivt, han kunne ikke fordrage den mand! For det første gang han imellem ham og Eniqa, det var ikke nær så meget opmærksomhed han fik mere, nu hvor Matthew var kommet til, og nu hvor han var væk så var det svært at se Eniqa ligge der med tårer i øjnene hver eneste dag, kvinden var knust. Let rakte den begge de foreste poter frem og strakte sig smidigt. Halen stod lige oppe i vejret, det rev i ham efter at få lov at slå Alaster ihjel. Tanken om at mænd havde gjort Eniqa ondt, det var langt mere end han kunne tackle, det var der ingen tvivl om. Så snart Alaster var forsvundet, satte Kenara i fuld fart forbi Eniqa, ind mellem de næste træer, hvor kusen var mod deres lille hule.. Han måtte finde hjælp!
Eniqa blev liggende på den fugtige jord. Selvom hendes krop var kold som is allerede nu, så var der andre tign at tage sig af end blot det. Smerten jog igennem hende som intet andet, bare det at trække vejret var en kamp, en kamp som hendes vilje tog op. Et sted var hun jo udemærket godt klar over at det var direkte dumt af hende at beskytte en mand som Matthew, for det første stod det nu klart at han ikke var død, desuden så var han i stand til at slå Alaster ihjel med lukkede øjne, og alligevel lå hun her parat til at give livet for ham. Hun var blevet forbandet stædig.. matthew havde virkelig fået hende til at kæmpe så mange gange, for så mange ting at hun var blevet den kvinde der nægtede at give op, han havde lært hende at hun var en kvinde med hjerte sjæl og sind, ikke mindre værd end ham selv, og det var uden tvivl noget som hun havde taget til sig. Stadig forsøgte hun forglves at stoppe blødningen med hænderne, styrken var der slet ikke til det. De isblå øjne, allerede så madte og lysforlade så direkte ind i hans kolde. Ordene var næsten ikke andet end blot baggrundsstøj selvom hun forstod dem. Dette ville blive hendes død, der var ingen til at rede hende, hun burde være bange go det var hun, men sammentidig var hun.. lettet? Hendes bryst hævede og sænkede sig i usammenhængen små stød, hun kæmpede virkelig, selvom hun mere eller mindre blot lå og ventede. Matthew var væk og han ville ikke komme tilbage, noget som hun blot havde valgt at acceptere..Hans ord gik hende forbi. Der var så meget hun ville sige men som ikke kom over hendes læber. Hun fornemmede at Alaster forsvandt et sted mellem træerne. Den hurtige skikkelse forbi hende var hendes blik allerede blevet for sløv til at se. Det sved i hendes lunger hun hostede kraftigt, blodet fra hendes indre endte på jorden foran hende og på de hænder som støttede under hovedet *Det her er ikke godt* konstaterede hun i hendes egen tankespind. Blodet løb ud langs hendes mundvie, han havde ramt perfekt. . Øjnene blev store hun forsøgte virkelig at indtage ilten i lungerne, men det blev slet ikke nemmere. Med lette fingrer fumlede hun sig frem til den blodige kniv. Som hun lå nu halvt om halvt på siden var det dejligt let. Bladet fandt frem til hendes håndled, hun var slet ikke i stand til at ligge tryk på selvom hun virkelig forsøgte. Der var ikke styrke nok til at skære igennem. Opgivende lagde hun sig igen helt ned, med kniven hvilede mod hendes håndled.
Kenara genkendte den lille lysning. Det var mange år siden han havde fundet Eniqa, og efterhånden kendte han skoven som sin egen pels. Han blev ikke forpustet, hans bevælgelser var smidige og lette, komplet ubesværdet. Overraskende nok hang Matthews stank overalt! Var han kommet tilbage? Var det ikke hvad man kunne kalde et tilfælde? Kenara vidste jo udemærket godt at manden ikke frivillig ville følge med ham, der var kun en vej! Uden tøven bragede han med en tydelig knurren ind i hulen: Der var ingen advarsel da tænderne satte sig i hans øverste lag skin, han skulle jo også være i stand til at løbe. Efter at have holdt tænderne der et par sekunder slap han og fór igen ud gennem hulen i håb om at han ville følge efter.. han var den eneste der kunne hjælpe dem nu, der var ikke tid til at finde nogen anden.. Ville han lade hende ligge og dø? Den smisge panter piskede sig gennem træerne dog ikke for hurtigt til Matthew ikke ville kunne følge med, den kvinde skulle reddes!

[Deleted]

Matthew kunne ærligt sige, at han var stolt af den kvinde som Eniqa var blevet til i det store og hele, men nu hvor hun måtte være ude, de på sit vis kunne sige sig at være separeret som de var, så var der vel heller ikke meget som han selv kunne gøre ved det? Hun havde ønsket at få dem begge og det var nu ikke noget som han på nogen måde, ønskede at være en del af, for der var han virkelig den stædige! Kunne han ikke af Eniqa alene, så ville han slet ikke have hende! Ganske simpelt! Han sukkede stille ved tanken alene. Han vidste, at han havde været forbandet hård ved hende før i tiden, selvom det virkelig kun var fordi at han ønskede hende det bedste og han kunne nu stå og høste de mange resultater af netop dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som han ønskede det eller ikke. De isblå øjne vendte han stille omkring. Så mange minder som var herfra og nu skulle han til at vænne sig til tanken, om at han skulle etablere sig alene et helt andet sted? Det var helt utroligt selv for en mand som ham, for det var virkelig noget som faktisk måtte betyde meget. Han var ikke den type som flyttet meget omkring, men i de seneste år, så havde han virkelig ikke haft noget andet valg, uanset hvor træt han måtte være af det eller ikke, så hadet han det virkelig alligevel! Han strøg hænderne igennem håret og lagde sig i hans nakke, ganske så stabilt, idet han så sig stille omkring. Uanset hvor han så hen, så var der ås mange minder omkring ham selv og Eniqa.. Både som gode og dårlige, selvom de gode i den grad var noget som i den grad måtte overskygge alt det andet, selv for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det tendelig måtte komme til stykket. Han lukkede øjnene ganske let, blot hvor han kunne se de mange minder rulle i hans hoved som havde det været en film uden så meget som at skulle tyde på at stoppe. Det stoppede dog først op, da det gik op for ham, at han pludselig ikke var alene mere. De isblå øjne tvang han atter op, hvor han lod blikket glide direkte til Kenaras skikkelse. Hvis det bæst var her… hvor pokker var hun så henne? Han kneb øjnene fast sammen. Sandt, at de aldrig nogensinde var kommet over ens med hinanden og han var i bund og grund ligeglad. Havde han haft magten til det, så havde han kylet den panter ud allerede for længe siden, men det havde virkelig kun været tydeligt for ham, at det bæst havde en for stor betydning for Eniqa… Igen måtte tanken falde på hende, det var da direkte frustrerende! Bare alene Keneras knurren var ikke noget som han tolket som noget godt. ”Jeg har også lov til at være her.. Drop skuespillet og hold op med at spille kostbar,” vrissede han let og med den tydelige irritable tone. Denne gang var han temmelig sikker på, at han faktisk måtte bære sig retten for at skulle kalde sig den som faktisk kunne have sit på det rene, for denne gang var det ikke ham som havde gjort noget galt, hvilket i den grad også var noget som han ønskede at klamre sig til for en gangs skyld. Kenaras tænder som måtte tage fat i det øverste lag skind, fik Matthew kraftigt til at reagere. ”Din lille…!!” Han slog kraftigt ud efter Kenara, selvom han var for langsom. Han endte med at haste direkte efter. Han skulle virkelig ikke slippe godt fra, at bide ham og bare kunne tro, at han kunne løbe fra ham! ”Forbandede møgdyr!” hvæsede han med en direkte fast tone, som han bare ikke ville skjule det mindste, for det var virkelig noget som måtte gøre ham noget så frygtelig vred! ”KOM HER!” udbrød han kraftigt. Fuldkommen ligeglad med, om nogen overhovedet hørte ham. Han hastet efter Kenrara. Han nægtet at stoppe!