A dark visit?

[alice]

Alice var nysgerrig af væsen. Hun ønskede at vide det hele, når først folk begyndte at komme ind på et emne. Hun ville da ikke bare sidde tilbage og forestille sig alt muligt, som jo slet ikke var sandt. Hun ville hellere kende sandheden. Hun betragtede ham, som han lå der ved hendes side. Hvorfor kom han så tæt på? Hun så indgående på ham. Det var vel ikke tiggeri at kræve sandheden? "Prøv," opfordrede hun stille. Hun ville da gerne vide hvad han gik rundt og lavede i dette hus, så hun ikke ville blive drevet rundt af pludselige lyde. Hvis hun nu vidste hvad han lavede, så kunne skrig og skrål evt lukkes ude og hun ville ikke reagere. Hun var ikke så kendt med Majarnos kongelige - jo hun havde hørt om dem af navn, men det var egentligt det. Hun havde jo danset i Procias dengang hun havde danset for kongelige, ikke i Majarno. Hun kiggede på hans ansigt, da han endnu engang lagde sig om på ryggen. Hvad han for nyligt havde lavet anede hun sådan set ikke. Et sted ligeglad, et andet sted stærkt nysgerrig for at vide det. Hun vidste at hun var fanget her, så hvem skulle hun dog fortælle tingene videre til? Hvis hun snakkede med nogle på dette sted, vidste de det forhåbentligt. Hun blev dog lettere tavs da han sagde det, men de tkunne hun vel have sagt sig selv? "De-det skal vel til nogle gange," mumlede hun bare og kiggede ned på sengen foran sig, hvor hun strøg sin hånd over sengetøjet. Hun var både overrasket og mere chokkeret.

[alecander]

Alecander vidste ikke hvordan hun ville tackle det, når han sagde at han slog mennesker ihjel nede i kældrene, at han torturerede dem, som han havde gjort med Fabian, den mand havde ikke bare mistet vingerne, men også tungen og synet. Han havde simpelthen uskadeliggjort den mand. Hun kom trods alt fra Procias, så han kunne ikke forestille sig at det var gode tanker hun gjorde om ham, men det gjorde ham intet, for han vidste hvilken mand han var; en morder. Enhver procianer ville jo afsky hans gerning, uden tvivl, de var jo trods alt fra det gode land, de så vold og alt det som en synd, her i Dvasias var mord faktisk nødvendige, især for vampyrer og andre blodsugere, for fik de ikke blod, kunne de ikke overleve, så mord hændte jo af og til. Han hævede et øjenbryn til hendes reaktion og især til hendes ord. Det skulle til nogen gange? Mon hun var ved at vende sig til de dvasianske forhold? Det krævede det jo nærmest, eftersom hun befandt sig i et hus fyldt med vampyrer, sultne vampyrer. Men så igen, hvem ville egentlig blive overrasket over hans ’hobby’? Det lå jo til enhver dvasianer, mere eller mindre, han var i hvert fald ikke den eneste der torturerede folk i Dvasias, for det var jo trods alt det onde land, her lå vold og tortur til i dagligdagen. Han trak på smilebåndet ganske let. ”Men hvem overrasker det?” spurgte han som et retorisk spørgsmål. Han strøg ganske let en hånd igennem det mørke strittende hår, inden han drejede hovedet og vendte blikket mod hende endnu engang. ”Jeg kan endda demonstrere, hvis det skal være,” svarede han i en lettere kynisk tone, og dog med en drillende undertone. Han kunne da snildt torturere hende, det ville sikkert blive en smal sag, især når man kunne knække en hårdfør dødsengel.

[alice]

Alice vidste at det ikke ville gavne hvis hun begyndte at bearbejde ham og give ham en lang prædike om moral, der gik ud på rigtigt og forkert. For mennesker blev jo slået i hjel, det vidste hun jo. Hun var dog glad for at blive sparret for detaljerne, for de kunne sikkert hjemsøge hende. Bare tanken om hvad der kunne ske - ud fra hendes egne forestillinger - de var skræmmende nok. Hun så mod ham. Hun var rigtig nok fra Procias, men hun havde hørt donor-udnytterne snakke om hvad de førhen havde gjort. Han betragtede hende stille og bed tænderne sammen. Mordere var her alle af. Få i Dvasias havde ikke den titel hængende over sig og det var hun godt klar over. Hun afskyede da, hvad han gjorde. Men hvem gjorde det ikke? Hun bed tænderne fast sammen. Det var vel en del af hans natur? At dræbe det offer som vampyrer fandt sig, det var deres natur. Så hvad skulle hun sige? At han ikke måtte være som hans race. Det ville være det samme som at bede hende lade vær med at danse. Det ville hun jo heller ikke. Hun havde hørt mange dvasianske historier af beboerne her, så hun vænnede sig langsomt til det. Men det skulle vel til? Hævngerige var dvasianere jo trods alt også. Hun bed tænderne let sammen. "Ehm.. Ja, ingen i Dvasias vel?" foreslog hun dæmpet, for hun kendte virkelig ikke lige andre. Måske lovløse i Imandra, hun havde hørt om? Hun spærrede øjnene op og 'tabte kæben' ned i sengen, da han sagde det. "N-nej!" stammede hun fast, for chokket til at bemærke den drillende undertone. Hun havde rykket sig lidt i sengen efter hans ord.

[alecander]

Alecander fnes ganske kort, som hans blik gled stille og roligt rundt i værelset, som han betragtede tænkende. ”Nej, det kommer nok ikke bag på nogle dvasianere,” istemte han stilfærdigt og en smule eftertænksomt. Der var ingen tvivl om hvordan folk var fra Dvasias, ej heller fra Procias, eller Manjarno eller Imandra. Folk fra Dvasias hadet folket fra Procias, de var så forskellige, de havde så vidt forskellige leveformer og kultur, derfor var de vel også i krig? Forskellighed kunne jo godt føre til stridigheder og det var vel det som var galt? Det var jo også derfor at han ville have vampyrerne til tops, fordi folk på vampyrer som de gjorde. Sandt nok de skulle bruge blod for at overleve, de havde behov for næring, for ikke at ende i dvale, men vampyrer ville slet ikke være så farlige, hvis der for eksempel fandtes donorer, ligesom Alice. Desuden, vampyrer var ikke de eneste racearrogante, for nogle andre der var slemme, var warlocks. Og nogles om udelukkende kæmpede for sig selv, var isdæmoner og dødsengle, så når det kom til racer, så var det slet ikke vampyrer der var de værste, bare fordi de skulle bruge blod for at leve, derfor så folk dem som bæster! Det var direkte forkasteligt! At hun rykkede sig lidt væk fra ham og blev så chokket, kunne han ikke lade vær med at smile tilfreds over, og så kunne han vel godt bygge lidt mere på legen? Han rykkede sig helt hen til hende, hvor han lod sin kolde pegefinger sno sig omkring en af hendes blonde lokker. ”I procianere er ellers så sjove at torturere,” svarede han i en forførende og dæmpet tone. ”Især jeres skrig,” tilføjede han lettere lokkende, inden han smilede et næsten overlegent smil. Det kunne faktisk være ganske tiltalende. Han lod sine fingerspidser stryge ganske blidt og sensuelt op langs hendes lår. Han kunne vel godt more sig lidt med hendes frygt?

[alice]

Alice betragtede Alecander som han blot lå der, kort grinte og ellers betragtede hendes værelse. Ikke det største, men det var fuldkommen fint for hende. Hun smilte halvhjertet og usikkert. Hvorfor skulle hun absolut også blande sig i dette? Hun havde været for nysgerrig og nu gav det bagslag, det var hun sikker på. Hendes hjerte hamrede hårdere nu. Èn ting var folk da enige om; At man var forskellige. Men det kunne så også føre dem i krig, når det blev for forskelligt. For kulturere og levearter mødtes i Manjarno og det gav skænderier, som så blev til hævn og hvad mere hun nu lige kunne forestille sig, ud fra fortællinger hun før havde hørt. Hun trak vejret dybt og kiggede på ham. Hun lå nu tættere på kanten end før, før han havde gjort hende bange allerede. Hun var dog sikker på, at vampyrer ikke var de slemmeste. De havde brug for blod for at leve og tog de for meget, ja, så døde offeret. Hvilket hun ikke håbede ville ske for hende, det ville da ikke være sjovt. Hun sank en klump i halsen og blinkede med øjnene. At han virkede tilfreds, det brød hun sig ikke om. Der var dog mange fordomme derude og han var vel endnu engang, ikke den værste? Hun turde knapt tænke på, hvad der kunne være det værste. Hun holdt vejret inde da han snoede sin pegefinger ind i hendes hår. Det sitrede helt i hendes krop og hun så ned mod sengen. Hun burde vel ikke sige ham imod? Tænk hvis hun gjorde ham sur, det ville da ikke gavne nogen. Bestemt ikke hende, det var hun sikker på. Hun spændte i låret, da han strøg fingerspidserne op langs dem. Hun bed sig hårdt i læben, tog sig sammen og vendte blikket tilbage mod ham. Hun sagde ikke noget, for hun fandt virkeligt ingen ord!

[alecander]

Alecander veg ikke blikket fra hende, skønt hun så ned mod sengen. Hun havde åbenbart aldrig prøvet at være sammen med en mand før. Det måtte more ham et sted, og så alligevel ikke, hun ventede vel på den rette? Det var jo heller ikke fordi han kastede sig over enhver kvinde han stødte på sin vej, for han var bestemt ikke ligesom Demitri! Han kunne skam godt styrer sine lyster! Men han klandrede nu heller ikke Demitri for ikke at kunne styre sit begær, for kvinder var ganske smukke, elegante væsner, og desuden så havde hver mand sin måde at more sig på, Alec fandt bare morskab i at torturere folk. Og gad vide om han ville knække hende ved at være sammen med hende seksuelt? Det var jo næsten lige før at tanken blev fristende. Han trak ganske svagt op i den kjole hun havde på, det var jo ikke fordi den var særlig lang, han stoppede dog bevægelsen, skønt hans hånd endnu hvilede mod hendes bløde og varme lår, og han kunne tydeligt mærke hvordan det måtte sitre i hende ved hans berøringer. Øjnene veg han ikke fra hende, og der var et lettere dominant skær i dem, da hun valgte at se på ham. Hans hoved søgte morende på sned. ”Frygter du mig?” spurgte han stilfærdigt, der var ingen bestemt tone, det var intet ønske, det var et simpelt spørgsmål. Der var intet forkert eller rigtigt svar, det ville blot være sandheden. Så måtte hun jo så bare vente på hans reaktion af svaret.

[alice]

Alices hjerte satte tydeligt rytmen op. Hun var ikke vant til en mands berøring og ærlig talt, så ville hun faktisk heller ikke. Det var da ikke fordi, at Alec ikke kunne virke fristende. Men hun ventede på en, der respekterede hende. Ikke en der gjorde det af onde grunde. Ikke havde hun mødt Demitri endnu. Måske et held, hvis han var kvindernes mand? For så kunne det da hurtigt gå galt for hende. For hun havde selvværd nok, til at se sig selv som smuk. Langt fra egoistisk på nogen måde. Men alle burde sige til sig selv, at de var smukke. Hun sank en klump, der sad i hendes hals. Hun ville nemt kunne knækkes ved at blive rørt seksuelt, for hun havde aldrig været sammen med nogen på den måde. Og nu da hun kendte til at han torturerede folk, så måtte han vel gøre det af grunde til at skulle ramme hende på en måde. Hun spændte i hele kroppen da han trak op i hendes kjole. Endeligt tog hun sig sammen og greb fat i den hånd, der hvilede mod hendes lår. Den var kold, men det var ikke det der var irriterende. Hun prøvede at skubbe hans hånd væk. Hun måtte vel have nogen form for ret? Hun var bloddonor, ikke deres prostituerede! Hun så på ham med flakkende øjne. Frygtede hun ham? "Jeg frygter ikke dig, jeg frygter det du har gang i," sagde hun fast. Klart også en afvisning i de sidste ord, for hun ville ikke have ham tæt. Hun blev dog liggende, for begyndte hun først at flygte fra ham, kunne han jo finde det sjovt at fortsætte?

[alecander]

Det måtte virkelig more Alecander på den måde som han fik hende til at reagere, for han kunne tydeligt mærke hvordan hendes hjerte måtte begyndte at slå mere fast og hurtigere mod hendes bryst. Det var næsten som om at han kunne mærke det, og smage hendes frygt. Noget der dog morede ham mest, var da hun greb fat i hans hånd for at stoppe den, hvilket fik ham til at smile lettere lusket. Det var tydeligt at hun ikke havde været seksuelt sammen med en mand før, faktisk en let måde at knække en jomfru på, men han var så bare ikke den type, så ville han have noget ud af hende, så kunne han vel bare true med at pudse Demitri på hende? Den mand ville ikke kunne styre sit eget begær, og det var jo ikke fordi hun var grim på nogen måde, for smuk det var hun skam, men udseendet havde ikke nogen betydning for ham. Der var så bare andre i dette hus der ikke var af samme mening som ham. Han smilede et lille lumsk smil til hendes ord. Det undrede ham ikke, han havde jo heller ikke givet hende nogen grund til at frygte ham, havde han? Okay han havde ført hende til dette hus, men hun var alligevel ved at dø af hjertesorger, så hvad pokker gjorde forskellen? Han havde bare givet hende et nyt liv. Han viklede ganske roligt og dog bestemt hans hånd ud af hendes, inden han trak ned i hendes kjole igen, så den igen dækkede lidt af hendes lår. ”Udmærket,” endte han roligt. ”Men så burde du tage noget mere passende tøj på, som ikke er så vovet, jeg er en af de eneste i dette hus, som han styre sine lyster,” opfordrede han roligt, inden han fjernede sig fra hende, og lagde sig i midten af sengen.

[alice]

Alice fandt det virkelig ikke morsomt på nogen måde, at han skulle trykke hende på de punkter. For der var hun vel allermest sårbar? Fint nok, tag hendes blod. Betalingen for at bo her, som hun så det. Men de skulle bare ikke røre hende seksuelt, for det var langt over hendes grænse. Hun havde afvist et par vampyrer, da de havde berørt hende. Og de havde da ikke taget det ilde op, hvilket hun kun var glad for. Hendes blik flakkede ned i sengen igen, for hun kunne virkelig ikke forholde sig til det. Hun holdt fast i hans hånd. Hvis han virkelig ville tæt på hende, så kunne han da nemt overvinde hende med styrke. Men han holdt også igen. Var det bare dril? Hvad var han overhovedet ude på. Det kunne hun virkelig ikke forstå. Demitri kendte hun intet til. Han havde ikke været inde hos hende, så hun anede sådan set ikke hvad hun skulle sige til, at få pudset ham på hende. Hun så op på ham igen. Hun blinkede let med øjnene. Skønheden betød et sted noget for hende, for ynde var virkelig hendes mellemnavn. Specielt når hun dansede. Hun trak vejret lettere hurtigt og hjertet bankede stadig hårdt. Hun sukkede lettet, da han trak sin hånd til sig og hev hendes kjole ned. "Jamen jeg danser i dette tøj.. Det er blot hvad jeg går i," sagde hun stille. Hun kunne da ikke danse i lange kjoler! Jo, hvis det var dans til et bal. Men når hun blot øvede og trænede, så behøvede hun ikke have flotte udsmykkede kjoler på.

[alecander]

Alecander smilede ganske let, imens han så op mod loftet, rummet var faktisk meget hyggeligt. Det var ikke det største, men der var faktisk ganske varme farver, i hvert fald når solen ramte det rigtigt. Han vendte blikket mod hende, og han kunne tydeligt høre på hendes hjerte, hvordan det havde påvirket hende, for det at blive berørt sådan af en mand, det måtte da virkelig være nyt for hende. Han lyttede til hendes ord, skønt hans blik ikke var vendt mod hende. ”Alice, du befinder dig i nye omgivelser, det er bedst hvis du også retter dig efter dem. Det kan meget vel ende galt, ved at gå i sådan en vovet beklædning. Nok er du danser, men vampyrer er sensuelle væsner, og mange vil bare have deres lyster stillet,” endte han oprigtigt, inden han drejede hovedet og så på hende med et fast blik. Han var bare ærlig over for hende og det var jo faktisk blot for at hjælpe hende og intet andet, for havde hun så meget imod at blive berørt af en mand, og så på den måde, så var det i hvert fald bedst at hun ikke spillede på udseendet. Han smilede lettere morende for sig selv. Det var jo faktisk ligegyldigt hvor meget han hjalp hende. ”Uanset, så vil du nok på et eller andet tidspunkt møde en mand, som vil have sine lyster stillet, og som ikke tager et nej for et nej,” svarede han stilfærdigt, og trak blot på smilebåndet, ”det hele er et spørgsmål om tid.” Det var måske ikke særlig fedt at få at vide, men han var trods alt bare ærlig, hvorfor skulle han dog fylde hende med tåbelige håb? Især når han selv kendte sandheden? Så kunne han ligeså godt indvie hende i det hele.

[alice]

Alice smilede ikke længere, for hun lå stadig og kom sig over det. Det var egentligt frygteligt så meget det gik hende på? At han blot løftede lidt i hendes tøj og strøg hende over låret. Men hun kunne bare ikke forholde sig til det. Det var noget ukendt og det farvand, behøvede hun virkelig ikke svømme rundt i. Hun prøvede at falde til ro. Hun rykkede sig lidt længere ind på sengen, så hun ikke endte med at dratte ned af kanten. Hun så rundt i rummet. Hun var ganske tilfreds. Hun havde en blød seng og det hele var faktisk helt fint for hende. "Om jeg så tager en kjole påd er går til knæene, så ser jeg jo stadig ud som jeg gør," sagde hun stille og forsvarende. Hun valgte ikke at lægge mere i at snakke om dansen, for tænk hvis han endte med at bede hende holde op med det? Nok for at beskytte sig, men hun kunne ikke lade vær med at danse. Det var hende fuldkommen umuligt, for hun elskede intet højere end dansen. At han var ærlig, det kunne hun udmærket godt høre. Det havde han da været for hende hele tiden. Hun blinkede let med øjnene og lagde hovedet ned mod puden der lå lige ved hendes hoved. Hendes arm støttede hun stadig mod, hun lå bare mere strakt nu, fremfor at albuen stod som en støtte i sengen. Hun så mod ham. Hun kunne ikke og ville ikke, hverken stoppe sin dans. Og hun kunne jo heller ikke gøre sig grim, fordi så ville hun også skulle opgive dansen. Dans var ynde. Hun bed tænderne stille sammen. "Måske," sagde hun bare. Fordi det var en tanke, hun ikke kunne forholde sig til.

[alecander]

Alice formåede virkelig at more Alecander, og han lagde så bestemt heller ikke skjul på det! Og hvorfor skulle han dog også gøre det? Han havde skam intet imod at grine hende op i hendes åbne ansigt, og kun det fordi hun var hans donor. Hun stod så langt under ham, og det var ikke fordi at statussen og titlen gjorde noget, nej det var simpelthen det faktum at hun var af en hel anden race, og så tilmed fra lyset! Han himlede ganske let med øjnene. ”Det må du jo så selv om, hvis ikke du vil tage imod mine råd, så må du jo finde dig i konsekvenserne,” påpegede han stilfærdigt, og så lettere rundt i rummet med en form for irritation i blikket. At hun svarede med et måske, fik ham til at vende blikket mod hende. ”Men det behøver jo ikke at ske,” tilføjede han så pludseligt, imens han kneb øjnene lettere mystisk sammen, dog uden at de fjernede sig fra hendes skikkelse. Der var jo faktisk mange muligheder som gjorde at hun slap for en mands berøring, eller det kunne hun i hvert fald. ”Der er faktisk mange muligheder som gør at du kan slippe for en mands berøring, eller i hvert fald forsvare dig imod dem.” Han kunne jo selvfølgelig slippe hende fri, men hvad sjovt ville det være for ham? Hun havde slet ikke behov for at forlade huset, selvom hun jo nok selv ville blive sulten? Hun ville jo stadig have lysvæsenblodet i sig. Det var måske en mulighed der skulle overvejes? For hun kunne jo også vise sig at blive en belastning for ham.

[alice]

Alice sukkede dæmpet og kiggede mod Alec. Nej han lagde ikke skjul på det, men hun tog det ikke ilde op på nogen måde. Hvorfor skulle hun blive sur over? Han havde trods alt bragt hende hertil, så et sted var han hendes Herre. Hun betragtede ham. Hun var jo nærmest ingenting. Døde hun, så var det hendes eget problem. Ingen ville savne hende. Hun trak vejret dybt. Hun var ganske rigtigt fra lyset og det gik dvasianere sjovt nok højt op i. "Jeg kan jo ikke bare blive grim," mumlede hun stille. Fordi det ville hun ikke, så mistede hun alt hendes selvtillid og så ville hun miste hendes dans. For man skulle være yndefuld når man dansede. Hun sank en klump og kiggede ham i øjnene, da han sagde at det ikke behøvede at ske. Hvad mente han med det? "Ehm.." mumlede hun bare. Hvilke muligheder var der for et lysvæsen? Hun kunne ikke bekæmpe en vampyr. "Og hvad mener du så med det?" spurgte hun og kneb øjnene i. Hun skubbede sig op at sidde og støttede sin hånd mod sengen, hvor hele armen var strakt og blevet som en slags støttepæl. Hun bøjede knæene. Hun skulle da nok lade vær med at kalde på Alec, om nogen endte med at røre hende. For hvad kunne han gøre? Hun behøvede ikke klage. Hun ville bare gemme sig, hvis det var sådan. Låse døren og vendte indtil nogen blev utålmodige nok, så de ville bryde døren ind. Ja, det ville hun nok gøre.

[alecander]

At omvende Alice til vampyr kunne både være godt og skidt, for hun kunne jo vise sig og blive en belastning for organisationen og så kunne han ligeså godt dræbe hende, plus at så ville de miste en af de bedste donorer! Hun kunne ikke bare blive grim? Hvor meget værdighed regnede hun med at hun ville have, når en mand først var færdig med hende seksuelt? Så havde han knækket hende, taget hendes jomfruelighed fra hende, gad vide hvad hun så ville mene om sig selv? At hun endnu ville være smuk? Det var jo ikke fordi at hun var grim, men fair nok, hvis hun så sådan på sig selv, så var det sådan som hun gjorde. Han trak blot på skuldrene. Hans mørke øjne fulgte hende lettere varsomt, som hun satte sig op i sengen. Han smilede lettere selvsikkert, inden han selv satte sig op, rykkede hen til hende, hvor han skubbede hendes ben ud over sengekanten, så han sad bag hende med hendes ryg ind mod hans muskuløse og faste bryst. ”Det skal jeg vise dig,” hviskede han lokkende mod hendes øre. Han fjernede ganske roligt hendes hår, som han strøg det over den ene skulder, inden han åbnede munden for at blotlægge hans sylespidse hjørnetænder. Han tog en dyb indånding af hendes søde duft, inden han lod sine spidse tænder bore sig blidt igennem den tynde ud, for at nå ind til blodåren, som han begyndte at suge hendes blod fra. Det smagte så ufatteligt godt!

[alice]

Alice ønskede virkelig ikke et liv som vampyr, om det var hvad han havde i tankerne. Hun ville da slet ikke kunne leve i mørket. Aldrig at se dagens lys igen. Lyset som hun elskede noget så højt. At se en smuk solnedgang. Alt det. Det ville bare være for meget at miste. Og hendes sind var lyst. Nok ville hun ikke være den samme, hvis nogen rørte hende seksuelt. Men hvorfor gøre sig grim nu? Så ville hun allerede miste hendes selvtillid og hvad mere vidste hun. Og det ønskede hun bestemt ikke! Nok ville hun hurtigt blive knækket om nogle kom så tæt, men indtil videre var det da ikke gået så galt. Hun trak vejret dybt og blev siddende ganske stille. Hun nåede ikke at gøre noget, før hun drejede sig rundt og havde benene ud over sengekanten. Hun sank en klump og hendes hjerte galloperede igen som 10 vilde heste. Hun sad rankt, som hendes ryg nu hvilede op af hans muskuløse og hårde brystkasse. Hun sitrede helt. Var det alt han havde i tankerne? Eller lå der mere bag. Det viste hun faktisk ikke. Hun holdt nærmest vejret, da han fjernede hendes hår. Hun lukkede øjnene sammen og mærkede hals tænder mod hendes hud, lige før han borede hendes hugtænder i hende. Hun gispede fast og trak vejret i små hurtigt stød, for hendes hjerte hamrede for at erstatte alt blod han nu end måtte suge ud af hende. Hun lod ham dog. Det var hvad hun skulle, så hun kunne ikke sige ham imod. Hun var donor.