A dark visit?

[alecander]

Mørket havde lagt sig over den i forvejen mørke Mansion, hvis ydre vægge var lavet af helt sorte sten. Vinden tog sin susen igennem de nøgne træer, der måtte omringe den høje Mansion. En Mansion, der kun kom Dødgængerne til gavn, eftersom magi, inde på Mansionens område ikke virkede, da det var beskyttet og fortryllet, af den Djinn, som Alecander havde gjort til sin slave. Der var gået nogle dage siden Alec sidst havde besøgt Fabian, og han havde sørget for at manden havde fået en ordentlig behandling, skønt Fabian nok ikke var af samme mening, for manden havde bået mistet vingerne og tungen, hvilket faktisk måtte fryde Alec noget så grusomt! Det var dog ikke Fabian, som han var på vej hen imod, for han var nede i kælderen. Nej han var faktisk på vej hen til en anden 'gæst'. En kvinde, han havde samlet op for et par uger siden, som nu havde 'opgivet' sit job som danser ved Procias hof, for at blive donor for Dødgængerne, det var så bare ikke et selvvalgt job, for Alec havde skam ikke givet hende noget valg.
Alec gik med hastende skridt ned langs gangen. Donorne havde en 'afdeling' for sig selv i selve Mansionen, de havde hvert deres værelse, og faktisk et lille opholdsrum, hvor der dog ikke var plads til mange, men der kunne donerne da mødes. De fleste vampyrer var ude af huset, for at skaffe dem noget næring, han selv havde dog jaget, for det kunne han jo faktisk også gøre om dagen. Han stoppede roligt sine skridt, da han kom til Alice's værelse. Han vidste ikke om hun var der, men det var i hvert fald hvad han ville gå ud fra. Han bankede på en enkelt gang, faktisk blot for at være høflig, det var trods alt deres donor, inden han tilladte sig selv at åbne døren og træde ind. Han bar nogle sorte føjlsbukser og en enkelt hvid skjorte. Skønt hans bror - Valerio - blev holdt fanget af Destiny i Manjarno, så kunne Alec faktisk tillade sig at bruge al den tid han ville, for så længe han havde Fabian, så ville Valerio være i sikkerhed, dog ville Valerios tortur nok blive værre og værre, for hver dag der gik, men det samme gjaldt Fabian, skønt det værste nærmest var sket, desuden overlevede Fabian nok ikke ret meget længere, hvis han blev ved med de mange piskeslag, det ville ødelægge mandens krop til sidst, skønt han var dødsengel, for at lade ham gå døden i møde. Dog kunne Alec desværre ikke tillade Fabians død, for han skulle jo bruge manden til sin byttehandel, han håbede så bare på at han kunne lave en lille tvist i byttehandlen, så Fabian forhåbentlig ville miste livet alligevel. Måske det ville være en unfair handel og at bryde sit ord, men han ville virkelig se den mand død! Og på grund af Valerio var det ikke muligt!

[alice]

Alice havde været ude noget af dagen. Hun kunne ikke flygte herfra. Det ville hun heller ikke, for hun havde livet i behold og her blev hun faktisk behandlet ganske godt. Taget i betragtning af de vampyrer, der af og til kom forbi hendes værelse og krævede det ene eller det andet af hende. Hun var kommet ind før mørket var faldet på. Det gjorde hende ikke tryg. Hun lå lige pt. På hendes seng. Den var nyredt. Der var kun små fakler på væggene der lyste op og gav et underligt skær i rummet. Hun drejede blikket rundt på værelset. Det var en dobbeltseng og her var faktisk behageligt. Det var dog ikke det største. Men her var rumligt til hende og det kunne hun godt lide. Hun så op, da det langsomt bankede på døren. Hun anede ikke hvem der blev opbevaret i kældren - hun vidste faktisk ikke ret meget om det hele. Hun vidste bare at hun var her. Hvem som kom, vidste hun heller ikke. Og da Alec kom ind, blev hun en smule overrasket. Mod han var sulten? Eller ville aflægge et visit. Han havde jo bragt hende hertil. Hun havde en militærgrøn kjole på, med en lædersnor omkring maven, så den sad til hendes krop. Kjolen var lårkort og hun havde intet andet end underbukser indenunder, de var dog godt dækket. Blusen var lettere åben. Hun behøvede ikke skjule hendes barm. Hendes 2 par sko stod henne i hjørnet. Hun kiggede kort derhen, før hun så spørgende mod Alec. Hun rejste sig ikke op. Hun lå fladt på ryggen og læste i en bog. Hendes hoved hvilede mod puden, der hvilede op af væggen, der fungerede som en slags endegavl for sengen. "Godaften," hilste hun stille og slog blikket tilbage mod sin bog, hvor hun foldede siden på bogen til et æseløre og lukkede bogen i. Så kunne hun da finde hvor hun var nået til. Hun lagde bogen på komoden ved hendes side, hvor der stod et stearinlys og flakkede ligeså stille. Hendes blå øjne faldt igen hen på Alec. Hun havde bidemærker 2 steder på kroppen - et i halsen og et i benet.

[alecander]

Det var faktisk ikke særlig ofte at Alecander kom på besøg hos sine donorer, eftersom han selv ikke brugte dem særlig tit, han nød en ordentlig jagt, faktisk var det kun i nødstilfælde at han brugte dem. Han huskede tydeligt, da han på engen havde taget Alice til fange, hvor han selv havde bidt hende, for at gøre hende helt slap, så hun ikke begik modstand. Og nu var hun så her på Mansionen, hvor hun var donor, sammen med nogle andre racer. Og så var det vel også blot på tide med et besøg? Så vidste han da hvor de var, og et sted ønskede han at de skulle have det behageligt, skønt de var fangede, for de var trods alt hans 'gæster' de boede der, så derfor kunne de vel godt have det så behageligt som muligt? Alec trådte roligt ind på Alices værelse, og lukkede døren efter sig, uden at de mørke øjne veg fra hendes sikkelse, som de betragtede hende, sådan som hun lå og læste på sengen. Selv værelserne var som mange andres vampyrers, skønt at de mange af vampyrernes var en smule større og tilpasset deres behov. Han trak en smule på den ene mundvige, da hun faktisk hilste pænt på ham. Mange af de andre donorer slog ham som det første når han trådte ind - ikke at det havde nogen effekt på ham, for han var trods alt udholdende. "Godaften miss Lairé-Jênan," hilste han roligt igen. Armene gled roligt over kors, og man kunne tydeligt se hans muskelmasse under den hvide skjorte, der måtte sidde en smule tæt ind til hans overkrop. De mørke øjne faldt i hendes blå, da hun vendte blikket mod ham, og et lille smil hvilede på hans rosa læber. "Jeg håber du nyder opholdet," svarede han med en kortfattet tone, og hævede sigende det ene øjenbryn. Det eneste ubehagelige der kunne ske hende, var faktisk når vampyrerne ville fodres af hendes blod, for ellers fik hun faktisk lov til at passe sig selv, og gå der hvor det nu lystede hende, skønt et sammenstød med en vampyr, nok ikke ligefrem ville være positivt.

[alice]

Alice havde sådan set ikke snakket direkte med Alec, siden at han havde taget Alice med sig fra engen. Hun huskede det endnu - det var hans bidemærker der sad i hendes hals. Èn anden vampyr, havde bidt i de samme mærker. Det var da lidt at tage hensyn - så hendes hals og krop ikke blev forpestet over det hele. Hun havde det jo godt her. Hun havde faktisk et sted at være helt gratis - næsten da. Hun skulle jo afgive blod når nogle krævede det, men det var da en bedre betaling end penge. Hun huskede godt, hvordan han havde drænet hende for blod der på engen. Det var kommet bag på hende, hvad han egentligt var. Men hun var jo fuldt med ham - hun havde ikke haft kræfter til andet. Donor viste hun at hun var. Og hun havde det udmærket her på hendes værelse. At kunne komme ud i dagtimerne var dog virkeligt guld værd. For solen skinnede endda også i Dvasias. Og hun havde brug for lyset. Hun blinkede lidt med øjnene. Han var vel ikke kommet for blod? Det ville hun næsten ikke tro. Hun blev blot liggende. Bogen var jo lagt på bordet, så hun ikke havde mere opmærksomhed på den end på ham. Det var da også uhøfligt. Hun betragtede hans muskelmasse, man kunne fornemme under hans hvide skjorte. Han var en flot fyr, det kunne hun kun indrømme. "Opholdet? Lyder som jeg er på ferie," sagde hun med et skævt smil, "tror nu nærmere vi skal sige, at jeg har det udmærket med at være her," fortsatte hun og blinkede let til ham.

[alecander]

Det virkede ikke til at hun var vred, hvilket vel kun var godt? Så skulle Alecander da ikke høre på hendes brok, det var vel også derfor at han ikke kom på besøg så ofte, fordi donorne netop brokkede og beklagede sig så meget, men Alice havde ikke brokket sig endnu, det skulle i hvert fald ikke undre ham, hvis hun gjorde, for hun var trods alt blevet revet væk fra hendes hjem i Procias, for at skulle leve det her i Dvasias. Han betragtede hendes skæve smil og da hun blinkede til ham, det overraskede ham faktisk, dog kun til det positive, skønt det dog også måtte undre ham en del. Han lænede sig op ad dørkarmen, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned. Armene hvilede endnu over kors, og hans øjne hvilede endnu på hendes skikkelse. "Du virker .. tilfreds?" Det var mere et spørgsmål end en konstatering, for det var i hvert fald hvad det måtte se ud til at hun var. Hun virkede jo ikke ligefrem vred over det. Men det glædede ham dog kun. Han valgte roligt at gå hen imod hende og sengen, hvor han roligt satte sig på sengekanten, for til sidst at smække benene op i sengen og lægge sig tilrette i sengen, med den ene arm hvilende i nakken som støtte, da han lænede sig op ad sengegavlen. De mørke øjne faldt roligt på bogen, som hun havde læst, inden blikket faldt tilbage mod hende. "God bog?" spurgte han roligt og dog kortfattet. Han var ikke den største læsehest, men han var da til tider i gang med en bog selv, dog overlod han alt det historiske til Valerio, men hvis han ville miste sin bror til Destiny, så måtte han jo selv i gang med alt læseriet, og så ville der blive mere arbejde til ham. Så måtte han vel skaffe sig en sekratær? Han håbede dog at byttehandlen ville gå efter planen og helst efter hans egen plan.

[alice]

Alice behøvede ikke være sur. Hun havde intet i Procias mere, så hvad skulle hun der? Her fik hun lov til at komme ud om dagen, fremfør at være en fange i en eller andens kælder. Hun var vel på en måde 'heldig' med hendes liv i mørket? På trods af hendes ekstreme lyse race. Bare titlen, fortalte om lyset: 'Lysvæsen'. Efterhånden følte hun sig dog ikke så lys mere, som hun førhen havde gjort. Noget af den lykke, var blevet revet fra hende: Jasper. Han havde valgt en anden og hun prøvede ikke at tænke på det. Hun gjorde sig kun til pas. Hun ville ikke få noget ud af at råbe af ham alligevel, ville hun? Nej, det ville hun ikke. Hun kunne ligeså godt finde sig så godt til rette som muligt. Hun drejede sig lidt på sengen, så på lå fladt på ryggen. Hun fyldte kun den ene side af sengen. "Jeg er næsten taknemmelig. Jeg har et sted at være, fremfor en kro i Manjarno. Procias er ikke længere mit hjem…. Det er fint," sagde hun stille. En smule tøvende med det sidste dog. Hun var dog tilfreds her! Hun fulgte ham med blikket, som han kom hen imod hende og sengen. Hun skævede til ham, som han på kort tid lå lige ved siden af hende. Hun drejede hovedet og hendes hår blev mere filtret ind, end det i forvejen var. Hendes lange flotte hår. Hun læste heller ikke ofte, men lidt skulle hun da have tiden til at gå med? "Den er okay.." sagde han stille og sendte ham et svagt smil. Hendes egne havblå øjne hvilede på ham. Hendes blik var blevet langt mørkere og de skinnede ikke med den samme bølgende lykke, som de førhen havde gjort - men det havde Alec aldrig oplevet, så han ville ikke mærke forskel. Hun drejede sig om på siden, så hun lå med fronten imod ham. Hun løftede hovedet og støttede den i sin hånd, hvor albuen stod i mod i sengen. Hun kunne derfor bedre se på ham.

[alecander]

Alecander kendte faktisk ikke så meget til hende, for han havde jo ikke ligefrem fået snakket så ufatteligt meget med hende, da han havde mødt hende på engen. Han vidste blot at hun havde været danser ved det kongelige hof, og faktisk ikke specielt meget mere. Han lyttede roligt til hendes ord, uden at han veg blikket fra hende, som han nu havde taget plads ved siden af hende i sengen. Han halvt lå og halvt sad, lænet op af noget af væggen, hvor hans hoved var drejet en smule, så han så hen på hende, da hun selv vendte fronten mod ham. "Taknemmelig ligefrem?" gentog han en smule undrende. Hun var slet ikke som de andre donorer som befandt sig på stedet, skønt de blev behandlet ligesom hende. Han drejede roligt hovedet, og så op i loftet, som faktisk var gulv til den øvre etage, eftersom de befandt sig helt nederst i hele mansionen, i en afdeling for sig selv. "Jeg må ærligt erkende, at du forundre og overrasker mig, Alice," svarede han sandfærdigt og med en rolig stemme. Hvordan kunne hun overhovedet forholde sig så roligt? Kom der en vampyr og ville have blod, og ikke kunne få sig selv til at stoppe igen, så ville hun jo miste livet på et splitsekund, derfor undrede det ham virkelig at hun var så rolig med det hele, som hun næsten virkede.. affundet? Han drejede roligt hovedet igen, og så en smule spørgende på hende. "Fortæl mig, hvordan var dit liv i Procias?" spurgte han med en lille oprigtig nysgerrig tone. Det var selvfølgelig helt op til hende om hun ville fortælle ham det, for han ville skam ikke tvinge det ud af hende, skønt han sikkert godt kunne. Men han gav hende da lidt selskab, og brutal var han jo ikke ligefrem, hvilket han heller ikke havde hentydet til på nogen måder. Når alt kom til alt, var hun stadig herre over sig selv, bortset fra at hun levede efter nye regler, og faktisk var fanget til Mansionen, men foruden det, så var hun en fri fugl.

[alice]

Alice kendte heller ikke særlig meget til Alec. Men hun var ikke vred på ham. Hun kendte ikke den følelse. Hun tilgav ret hurtigt. Naivt måske, men det var hun opfostret med; Det at tilgive. Hun havde været danser ved det kongelige hof, men det var hun virkelig ligeglad med nu. Jasper var så godt som ude af hendes liv, han havde valgt en anden og hun var blevet alene. Så så hun ingen grund til at tage tilbage - og hun kunne sådan set heller ikke. Der var minuset. Hun var tvunget til at blive her. Hun kiggede på ham med sine mørke havblå øjne, hvilede hovedet mod sin hånd. "Ja.. Du gav mig et sted at bo," sagde hun dæmpet. Hun kiggede op. Hun vidste godt, at de var i stueetagen. Så slap hun da for trapper. Hun snakkede lidt med de andre donorer, når de mødtes i deres stue. "Gør jeg? Hvordan dog?" spurgte hun roligt. Hun viste, at hun stod gav vampyrerne sit liv i deres hænder, når de ønskede at suge blod. Men ærlig talt, hvad kunne hun gøre? Hun behøvede ikke at kæmpe imod. Det ville ikke ændre på noget. Det ville vel bare gøre det værre? Medmindre vampyrerne ønskede det. En ting nægtede hun dog - hun nægtede samleje med nogen af dem. Hun havde aldrig haft samleje med nogen før! "Jeg havde det perfekt. Vokset op med dans og med en barndomsven - Jasper, som var min dansepartner. Jeg blev vildt forelsket i ham.. Vi flyttede ud i skoven pga. nogle komplikationer på slottet og.. Så var han pludseligt udenfor min rækkevide. Han havde fundet en anden. Så vi blev delt op, boet ved jeg ikke noget om nu og jeg tog til Manjarno. Nu er jeg her," forklarede hun til ham. Selskab var nu rart.

[alecander]

Alecander betragtede hende med et lettere undrende blik. Hun var så.. god? Man kunne i hvert fald ikke ligefrem sige at hun bar nag, sådan så og føltes det i hvert fald ikke, men han kunne jo tage fejl. "Du mener, at jeg fratog dig dit hjem, for at få dig i fangeskab," rettede han på hende, som han havde lagt sig længere ned på sengen, med hænderne hvilende i nakken, imens han betragtede rummet, og dermed så væk fra hende. Det var jo ikke meget galt, han havde jo faktisk taget hendes frihed, for at putte hende i 'fangenskab', og hvem ønskede egentlig det i længden? Okay, hun kunne gå hen i Mansionen hvor hun ønskede, for han kunne jo ikke ligefrem sætte hende fri, hun kunne jo begynde at sladre om dem, derfor var hun tvunget til at blive og derfor var Alec tvunget til at holde hende fanget. Men derfor måtte hun gå hen hvor hun ville her i Mansionen. Han vendte roligt blikket mod hende og smilede et lille skævt smil. "Du er så.. positiv omkring det hele. Ufatteligt, eftersom du nærmest burde være vred," svarede han stilfærdigt, "og det er forundringsværdigt." Han trak, så godt han kunne, på skuldrene, som betød det intet, skønt hans ord dog var sande, for alle andre donor - selvom de kom fra Procias - var vrede, og han forstod dem skam godt, for de var jo taget til fange og kunne ikke slippe væk igen, nogle mistede sågar livet, fordi en vampyr ikke kunne styre sig, og Alice var lysvæsenblod, hendes krop lavede noget af det bedste blod! Så hun havde nok den største chance for at dø, hvis hun stødte på den forkerte vampyr. Som hun valgte at fortælle ham lidt om hendes fortid, fik ham til at vende sin fulde opmærksomhed mod hende, af ren høflighed og for at vise interesse. Han trak lidt på mundvigen, som hun blev færdig med tale. "Kærlighed er ikke en nem ting," svarede han nærmest i en mumlen for sig selv. Han havde aldrig selv knyttet sig til nogen, for det.. gjorde han bare ikke!

[alice]

Alice var god. Hun var lys og det var hun et sted stadigvæk stolt af. Den dag, at en vampyr ville gå amok og dræne hende for blod, ville hun bede ham om at omgøre hende. Om ikke andet, kunne hun vel gøre nytte for Alec? Hun følte ikke at hun skyldte ham, det var blot som den nye betaling for at bo her i hans mansion. Førhen havde det være blodet, hvis hun blev vampyr, måtte hun jo ændre stilling her i mansionet. Men hun troede nu ikke det ville ske. Indtil videre, havde vampyrerne været rigtig søde ved hende. Ingen havde gået længere forbi grænsen, end at tage lidt blod og så lade hende ligge og få kræfter igen. "Gør jeg det? Nej.. For jeg havde intet hjem længere. Kroen i Manjarno vil jeg ikke kalde et hjem," sagde hun afvisende. Han var åbenbart af den indstilling - hvorfor slap han hende så ikke fri? Når ja, fordi hun havde noget meget lækkert blod i og med, at hun var lysvæsen. Det skulle være noget så lækkert, havde hun hørt de andre vampyrer sige. Hun vædede let sine fyldige læber og så roligt på ham. Hun kunne ikke tage blikket fra ham. Han så jo godt ud! "Vred? Brug ikke et ord jeg ikke forstår," bad hun til ham. Vrede. Når man var sur på nogle, hvor man råbte og skreg. Nej, sådan havde hun aldrig følt det. Hun nikkede stille. Hun havde intet at miste i Procias, så hvorfor være såkaldt 'vred'? "Nej.. Og nu får jeg aldrig kærligheden udforsket," sagde han stille. Her havde hun ingen at knytte sig til.

[alecander]

At hun ikke havde et sted før Alecander havde taget hende til fange, forstod han et sted godt, eftersom hun var drevet væk fra Procias på grund af sit tab til denne Jasper. En dansepartner, som hun var blevet forelsket i. Men hvad? Det var vel bare at indfinde sig? Så ville hun jo hurtigt vænne sig til sit nye liv her i hans Mansion. Han nikkede ganske kortfattet med hovedet. "Fair nok, men dette er vel heller ikke ligefrem et hjem?" spurgte han stilfærdigt. Det kom vel an på om hun kunne indfinde sig her, for ellers var hun jo blevet bragt hertil ufrivilligt, eftersom Alec blot havde bestemt sig for, at hun skulle være hans donor, og så havde han nuppet hende. Hendes blod var trods alt ganske godt, det kunne han ikke komme udenom, han havde jo faktisk næret sig på hende én gang, da han havde mødt hende, for at dræne hende for energi, så hun var lettere at fragte med sig til Dvasias, uden modstand og uden brokkeri, fordi hun havde været for svag til at gøre noget. Han så lettere undrende og næsten vantro på hende, da hun sagde at hun ikke forstod ordet 'vred'. Han rynkede brynene, uden at han veg de mørke øjne fra hendes havblå. "Du forstår ikke.. Typisk procianere!" Hans stemme var en smule vrissende, det var utroligt så godtroende og naive de kunne være! Så .. gode! Det var til at brække sig over! Han kunne ikke glæde sig til at mørket overtog Procias! Han så ganske roligt ud i rummet, inden han trak på skuldrene, så godt han kunne. "Det.. kan du have ret i," medgav han roligt. Hun ville nok ikke finde sin store kærlighed, og dog, det mærkeligste kunne jo ske. "Medmindre, du falder for én af donerne eller vampyrerne," svarede han med et lille morende smil og en lettere drillende undertone.

[alice]

Alice havde valgt at forlade Procias, efter det med Jasper. Hun havde ikke lyst til at bo i skoven alene. Det blev virkelig for ensomt, nu når han havde en anden. Så hun havde indlogeret sig på Manjarno Kroen, og nu var hun så her. Længere var den historie virkelig ikke. Hun ville indfinde sig med at være her, for hun kom nok aldrig herfra. Så hvorfor gå rundt og være sur? Man kunne da ligeså godt få det bedste ud af det. Hun betragtede ham. Det var underligt at snakke lidt med ham. Et sted frygtede hun en smule for at snakke med ham, hvis hun nu sagde noget forkert. Hun vidste jo ikke, om han så ville gøre hende noget. "Det er da et værelse i et stort mansion, hvor jeg har lov at gå rundt. Jeg sidder trods alt ikke lænket nede i kælderen," sagde hun dæmpet. Der så hun virkelig forskellen. Hun løftede et svagt bryn og betragtede ham, med et skævt smil på læberne. Hun trak vejret dybt og roligt, hun havde bestemt for at trække vejret - hvilket vampyrerne ikke havde. Hun så på ham, som han rynkede brynene. Hun kiggede ham direkte i øjnene. "Undskyld," mumlede hun og slog blikket ned på madrassen. Hun var bare opfostret til at være en godtroende procianer, hvad kunne hun gøre ved det? Hun nikkede stille og så på ham igen. Hun så godt hans drillende undertone. "Hah.. Hah," sagde hun stille og grinte kort. Hun rystede på hovedet og lagde sig ned igen. "Nå, hvad går du så rundt og laver for tiden? Siden jeg aldrig kommer herfra, kan jeg ikke rigtigt sladre om hvad der sker indenfor mansionens vægge," sagde hun stille og nysgerigt.

[alecander]

Alecander kendte ikke decideret til kærligheden, eftersom den aldrig havde ramt ham, ikke som sådan da, han havde kun haft en kvinde i ny og næ, og selv det skete sjældent, for han var en kræsen mand, og han var utrolig nok, ikke typen der stillede sine lyster hver aften. Men han måtte dog indrømme, at der havde været én enkel kvinde, der havde fået ham til at føle sig.. anderledes. Men han turde vel et sted ikke at åbne sig? Det ville et sted være dobbeltmoralsk, især fordi han altid havde jaget Valerios kærester væk. Han var bange for at kærligheden ville gøre ham blind og svag, og han turde bare ikke tage chancen! "Det glæder mig da, at du kan.. lide det." Han lød måske en smule skeptisk, men det undrede ham virkelig at hun tog det så pænt, som hun gjorde, for når alt kom til alt, så var hun trods alt fanget for livstid, og hvor sjovt var det egentlig? Ja ikke fordi han havde noget imod det, men set fra hendes øjne, så burde hun da hade det! Især fordi hun var et lysvæsen, der var fanget i Dvasias, men hun kunne da søge udenfor, hvor solen også var. Det undrede ham dog endnu mere, som hun undskyldt og vendte blikket væk, som en eller anden lille pige der fik skældud af sin far. Han forstod hende så absolut ikke! Han lod det dog ligge, for sådan var procianere jo bare, det vidste han jo. Han tvivlede på at hun ville falde for nogen vampyr måske en donor, hvem vidste? Alt kunne ske, for livet var fyldt med overraskelser. Han lagde sig roligt på siden, da hun spurgte ind til hvad han lavede. Et lettere udspekuleret smil gled over hans læber, idet han lagde sig om på siden, med hovedet hvilende i hånden, hvor hans mørke øjne hvilede lettere hemmelighedsfuldt på hende. "Skulle jeg fortælle dig hvad jeg laver?" spurgte han stilfærdigt, inden han rakte sin hånd ganske roligt ud mod hende, for at stryge nogle af hendes blonde lokker væk fra hendes ansigt, for blot at lade hånden hvile mod madrassen bagefter. "Jeg er ikke sikker på at du vil kunne lide at høre, hvad jeg har lavet." Det var jo faktisk sandt, hun var procianer, og han havde lavet.. ondskabsfulde ting.

[alice]

Alice kendte som så ikke til kærlighed, udover den dybe forelskelse hun havde haft i Jasper. Men den var jo aldrig blevet til noget større, end kram og kys. Det at hygge sig i hinandens selskab. Hun havde aldrig haft andre. Hun kunne da godt tænke: 'Ham der ser da meget godt ud'. Men hun sprang ikke efter ham af den grund. Hvad han havde gjort overfor hans bror, vidste hun ikke. Hun ville dog have en mening om, ikke at lade folk have deres kærester. Kærlighed gjorde blind, men man åbnede såsandeligt også øjnene! Hun vidste det var for evigt. Og ja, hun kunne jo leve meget længer end et normalt menneske. Hun trak vejret dybt og betragtede ham, som han lå der. Hun hadede det ikke. For hun havde allerede mistet 'alt'. Hun kunne jo stadigvæk danse her? Det gjorde hun såsandeligt også. Hun havde danset rundt ude i haven under solens stråler. Han forstod hende nok ikke nej, men sådan var det jo. Hun betragtede ham stille. Hun ville nok ikke falde for en vampyr - det kunne hun da håbe, at hun ikke gjorde. Det udspekulerede smil så hun faktisk og hun blev liggende, så nu lå de med fronten imod hinanden. "Ja..?" svarede hun ham blot. Da han strøg hendes hår væk fra hendes ansigt, mærkede hun hans iskolde hånd - den var som sne. Hvad skulle det mon betyde? "Prøv at sig en ting," sagde hun stille og trak på skuldrene. Hun burde vel bare lære det ikke? Måske han kunne hjælpe hende lidt på vej, fra at være så god-sød.

[alecander]

Det undrede faktisk ikke Alecander at han gjorde hende nysgerrig, hvem gjorde han egentlig ikke det? Hun var i hvert fald ikke den første. Det morede ham et sted at han fangede folks nysgerrighed og opmærksomhed på den måde, og dog, til tider kunne det være irriterende, men gad han ikke at snakke, så gjorde han det heller ikke, og så stædig som han var, så gav han sig ikke for tiggeri! Det gjorde ham faktisk blot vred i den anden ende. Han så lettere sigende på hende, og rystede kort på hovedet. ”Tro mig, du vil ikke vide det,” svarede han stilfærdigt, hvordan ville hun ikke tackle det, hvis han fortalte hende at han havde skåret vingerne og tungen af Fabian, Manjarnos hærfører! Det var ikke fordi at han ikke var ligeglad, for det var han, hendes mening betød intet, men hun kom fra Procias, så det måtte hun jo ikke se særlig positivt på, ligesom hun nok ville kunne kritisere en masse andet ved de ting han havde gjort. Han lagde sig ned på ryggen igen, som han havde trukket hånden til sig, for blot at vende de mørke øjne op mod loftet. Han kunne dog ikke lade vær med at more sig over hende, hun havde dog ret i visse ting, hun ville ikke komme herfra, hun var fanget her i al evighed – muligvis – så hun ville jo ikke kunne sladre i så fald, skønt det egentlig også var lidt ligegyldigt, for han ville alligevel bytte Fabian til fordel for Valerio. Han skulle sige en ting? ”Jeg torturerer og slår folk ihjel nede i kælderen,” svarede han sandfærdigt og dog med en tone, som var det ingenting, for det var det jo egentlig ikke, de var forrædere, og derfor skulle de straffes, de skulle dø. Ellers måtte de jo lade vær med at tro at de kunne komme for at udspionere, rende til fjenden for så at slippe godt fra det? Det var jo tåbeligt! Så måtte de lade livet og se døden i øjnene! Han drejede hovedet for at se på hende igen, og for faktisk at se hendes reaktion, han var blot ærlig, men han var ikke sikker på hvordan hun ville tackle det, for hun havde jo overrasket ham noget før, så måske hun var ligeglad?