Walking between the silent graves..

[Deleted]

Alex havde desværre ikke nogen tro på, at den her knægt i det hele taget kunne ændre sig. Ikke med den opførsel som han havde lagt for dagen. Han kunne ikke slå ham ihjel, selvom det virkelig var ham fristet, for så ville han få Cassie på nakken, og det var virkelig noget af det sidste som han ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hans øjne skød kraftigt lyn. Den døde køkkendame var nu ikke noget som rørte ham det mindste, men Gustav.. Han var virkelig bar fristet til at smide knægten ud og sende ham på gaden igen, selvom han tydeligt kunne få noget sjov netop ved at have ham her i hytten og han vidste det jo udmærket godt. Så længe, at knægten ikke ville snakke med ham, så skulle han så sandelig heller ikke vente sig, at kunne få lov til at nyde af goderne ved at være på et sted som det her. ”Et værelse i den dybeste kælderregion vil måske få din tunge lidt på gled,” vrissede han med en ganske kortfattet og kølig stemme. Ikke at det var noget som man skulel tage meget fejl af. For han var virkelig ikke en mand med et hjerte af guld. Det havde han aldrig haft.. Han var jo trods alt en vampyr og med alt hvad det måtte indebære. Han gik hen til Gustav, tog fat i knægtens nakke og rev ham tilbage op på benene blot for at føre ham direkte mod trapperne som ville føre ned til den kolde og mørke kælder. Så længe, at knægten ikke ville snakke eller udtale sig om noget som helst, så var det jo sådan her, at det hele måtte foregå og han gjorde det virkelig uden indblanden med hjertet.. det rørte ham virkelig ikke på nogen måde.

[gustav]

Gustav kiggede op på ham, og da han fik afvide at Alex ville sende ham ned på et værelse nede i kælderen, blev han helt stiv i kroppen og rystede på hoved, i håb om at det ville hjælpe, derudover lavede han os hundeøjne til ham, for at få ham til at skifte mening. Men gustav mærkede grebbet i hans nakke og blev hevet op og stå. Gustav fulgte med, og da de kom ned i kælderen, mærkede gustav, et gys ned af ryggen, der var koldt, klamt og fugtigt. Gustav så op på Alexander og så ind i rummet som de var stoppet foran og han udbryd hurtigt ” jeg vil ikke der ind” han græd, og faldt ned på knæ. Han havde virkelig kæmpet og presset sig selv for at komme til at sige noget, og nu skete det bare, ud af den blå luft.

[Deleted]

Alexander vendte blikket ganske roligt og kort mod Gustav endn uen gang som de var kommet ned i kælderen. Kulden og mørket generede ham ikek det mindste, for det var virkelig bare så.. naturligt for ham, at skulle opholde sig på disse steder. Der var nemlig også en grund til at størstedelen af det store hus faktisk var mørkelagt og nu hvor Cassie delte hans race, da han havde bidt hende, så skulle det mørkelægges fuldkommen. Han kunne virkelig ikke gøre andet ned at se frem til det! Han vendte blikket stille mod knægten som han endelig valgte, at skulle åbne munden, selvom det var for sent set i hans egne øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Nåh, så nu kan du endelig snakke.. Ved du hvad? Det er desværre for sent,” vrissede han let. At lade knægten sidde her i nogle timer, ville vel kun gøre godt, så det også var tydeligt for ham, at han faktisk mente sine ord i deres ramme alvor, ofr det var der jo tilsyneladende nogen som faktisk måtte vær ei tvivl om, når det endelig måtte komme til stykket. Han åbnede en af de mange dører ind til et koldt kælderrum og trak knægten med sig derind. ”Her vil du have godt af, at sidde lidt,” sagde han ganske kortfattet og med en kølig vrissen. Der var virkelig ingen medlidenhed at skulle hente ved ham.

[gustav]

Gustav kiggede bare på ham, og fulgte med hen til døren, da den blev åbnet og han blev trukket der ind, så han bare på alexander med bedende øjne, der var koldt og klamt der inde, en underlig lugt, løb igennem hans næse og han måtte holde sig for næsen for ikke at kunne lugte det. En enkel rotte løb hen over gulvet i rummet og ud af rummet, for at slippe væk. ” du må ikke efter lade mig her, jeg kan ikke lide det! Det skræmmet mig” sagde han grædende og faldt ned på knæ foran ham. Men da det ikke rigtigt hjalp at han tiggede og bad om at komme ud. Døren blev lukket foran ham, og han var nu ene og alene tilbage i rummet, der var ingen vinduer, rummet var mørkt og koldt. Der var ikke engang en lille sengen eller noget andet han kunne lægge på, kun det kolde gulv. Gustav krøb sammen over i det ene hjørne og sad bare og græd, Tiden gik så langtsomt, at det fylgtes som om han var der nede i flere år, selvom det nok kun var et par dage. Da han hele 5 dage efter hørte skridt ude på gangen sad han stadigvæk over i hjørnet, han frys, og var kold, hunde sulten, og ikke mindst tørstig. Han kunne seriøst godt bruge en bad, han lugtede og var ikke det mindste ren, hvilket han heller ikke var før han kom der ind, men efter at havde siddet nede i rummet, var han blevet mere ulækker og klam, ja hvis han havde siddet der nede i længere tid, var fluerne sikkert begyndt at sværme rundt om ham. Da Gustav hørte døren blev låst op og åbnet stille, rejste han sig langsomt, og måtte støtte sig til væggen, da han ikke havde særlig mange kræfter tilbage i sin lille krop.

[Deleted]

Alex havde virkelig bare fået nok efterhånden og det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han smed mere eller mindre bare knægten ind i rummet og efterlod ham der. Så var det virkelig bare på tide, at han lærte ham at skulle opføre sig på et sted som det her. Nøglen havde han gået med rundt omkring halsen i en kæde, så han var sikker på, at den ikke skulle blive væk, for ikke at glemme, at han faktisk var klar over, at han faktisk.. havde glemt, at knægten måtte sidde dernede. På 5. dag, havde han valgt at søge tilbage ned i kældrene. Det rørte ham virkelig ikke, at det var mørkt, koldt og klamt, for det var virkelig bare noget som var ham selv så frygtelig tiltalende når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hans mine var fast og hård, idet at han roligt måtte tvinge døren op med en rolig hånd, efter at have ladet nøglen glide perfekt i låsen. Han stod roligt i døren og med blikket hvilende på knægten med den samme faste mine. Der var virkelig ikke nogen medlidenhed at skulle spore i ham. Et sted var han vel også sikker på, at knægten ville have ønsket, at han aldrig nogensinde var taget med ham? Det havde virkelig været et frygtelig dumt valg, når det endelig måtte komme til stykket, hvilket knægten vel også efterhånden måtte have fundet ud af? Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt trådte indenfor. "Nåh? Kan tungen komme lidt på gled?" spurgte han ganske kortfattet og med en klart afventende tone. At han faktisk havde glemt, at knægten sad dernede, var ikke noget som han ville lade ham vide. Han var ikke meget til børn.. Specielt hvis det ikke var hans egne.

[gustav]

Det var synd at sige andet om ikke gustavs tunge var kommet på gled, for efter 5 dage nede i dette klamme rum, fik ham til at tage sig sammen ,og snakke, han havde snakket med sig selv hele 5 dage, og vidste ikke hvad han skulle gøre. Da han spurgte om hans tunge var gået på gled, ” ja sir, ” sagde han og kom nu helt hen til ham. Da han fik tegn til at hans skulle gå, begyndte han langtsomt og usikkert at bevæge sig ud af rummet og over til trappen, det var tydeligt at se på ham, at han krop ikke havde nogen kræfter, og at han var blevet en smule tynder ” sir, må jeg spørge om noget?” spurgte han stille mens de begav sig op af trappen, det gik forholdsvis langsomt. Da de igen stod oppe i den store indgang hall. Måtte gustav satte sig på en af de meget fine stole der var. Gustavvar beskidt og lugtede virkeligt grumt..

[Deleted]

At holde mund, var slet ikke noget som man fik det mindste ud af her i Dvasias og det var virkelig også det som Alex ville lære knægten. Nu havde han siddet hernede i nogle dage, så nu havde han jo faktisk fået lov til at prøve det hele i praksis og det så jo ud til at det havde haft en effekt at skulle sidde hernede og tænke over tingene? Ikke at det var noget som gjorde Alex det mindste. Han smilede ganske let og tilfredst. Denne unge drengs tunge var tydeligt kommet på gled, for nu åbnede han da munden og han snakket endda til ham og endda høfligt, hvilket han i den grad kunne sige sig, at være tilfreds med når det endelig måtte komme til stykket. Han førte knægten ud derfra og op i den store indgangshal. Han vendte sig mod ham og med den samme faste mine. ”Spørg,” kommanderede han med en fast tone. Hans øjne viste stadig ingen former for medlidenhed. Ønskede knægten noget, så skulle han i den grad få lov til at arbejde hårdt for det ligesom alle andre på det her sted. Her blev ingenting serveret på et sølvfad for andre end ham selv og hans kære Cassie.

[gustav]

Gustav kiggede lige skræmt på ham men slog så hurtigt blikkede ned i gulvet igen, han vidste ikke hvordan han skulle spørge ham, han kendte jo ikke alle ord, og han ville så gerne lære at tale normalt og læse og skrive lige som så mange andre sikkert os kunne, denne mand måtte da vel kunne lære ham det. ” jeg har 2 spørmål ” sagde han og så på ham og trådte et lille skridt tættere på ham. ” må jeg gern be om noget mad sir” spurgte han stille og så pænt som han kunne. Han tog stille hans hånd, med sin egen lille beskidte hånd…

[Deleted]

At læse og skrive, var faktisk ikke noget som særlig mange kunne. Det var nu en meget flot egenskab at kunne selvfølgelig, men det krævede forbandet meget at skulle indtage de lærermidler og det var nu heller ikke noget som han havde nogen tro på at denne unge knægt nogensinde ville være i stand til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hans blik hvilede afventende på ham. Der var to ting som knægten havde brug for lige i dette øjeblik; Et bad og noget mad og han skulle nok få det – Når Alex synes at det var fortjent nok fra før af, for her fik man så sandelig ikke noget foræret bare sådan uden videre, det havde knægte vel også fundet ud af. Han vendte sig mod ham og med den faste mine, da han tog omkring hans hånd. Den var kold som sten. Han var jo trods alt også en død skabning når det endelig måtte komme til stykket. ”Synes du, at du har fortjent det?” spurgte han med en svagere hvislen og uden at tvinge blikket væk fra ham det mindste. Det var slet ikke noget som han ville skjule for ham. Han knyttede hånden let. Han rev den dog ikke til sig.

[gustav]

At alexander knyttede hånden, fik bare gustav til at slippe den, med det samme, han så rundt i rummet og gik stille rundt og satte sig så over på en stol og sagde stille ” nej det har jeg ikke, men kan jeg ikke gøre det? Bare sig hvad jeg skal gøre” han ville gøre alt for atfå et bad og noget med lige nu, han var så sulten, at han havde det dårligt, det var som om hans krop var ved at give op. ” jeg vil gøre alt, det lover jeg, bare jeg kan få noget mad og drikke, min krop er ved at give op” sagde han stille og kiggede på ham med tårere i øjnene. En af drengene som arbjede i stalden for alexander. Kom løbende ind i rummet og sagde forpustede ” der var du sir, sir du bliver nød til at komme, din ynglings hest er blevet såret, den lægger ude på folden, den er blevet bidt i halsen, af hvad ved jeg ikke, men den har 2 huller i halsen” drengen hev efter vejret flere gange da han var færdig med at snakke, gustav elskede dyr, og det var som om han kunne tale med dem, som om de forstod hinanden. ” lad mig hjælpe ” sagde gustav og rejste sig og gik over til alexander.

[Deleted]

Alex vendte blikket direkte fast mod Gustav. Det var virkelig ikke fordi at han var vant til børn på nogen måde, så dette var heller ikke noget som man kunn sige, at han måtte være kendt med på nogen måde. Det var heller ikke fordi at han kunne sige sig, at have noget som helst til fælles med. Han fnøs ganske let. Han var ekstrem dygtig til at deligere ud af opgaver, men hvad ville være passende for en lille møgunge som Gustav? At han havde lært, var noget som han selvfølgelig måtte være utrolig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af. Knægten som kom løbende, var det næste som måtte fange hans opmærksomhed. Hans blik endte med at lyse i ren vrede. ”Har I nogen anels om hvad den hest har kostet mig?” vrissede han med en direkte fast tone. Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte sig igen mod Gustav. ”Du er for lille til at handskes med en sådan opgave,” afviste han kortfattet. Han satte virkelig hesten meget højere oppe på prioriteringslisten end det som han måtte gøre med den unge møgunge ,som han måtte stå med lige for øjeblikket. Han vendte sig mod knægten. ”Gud nåde trøste Jer, hvis der sker Brego noget som helst!” vrissede han med en direkte vred og noget så fast tone, for det gjorde ham virkelig bare vred, at skulle tænke på for Brego var virkelig en hest som han havde haft igennem så skræmmende mange år, og dette havde virkelig ikke ændret det mindste overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Uden at skænke Gustav så meget som et eneste blik, så hastet han direkte ud til sin hest. Hvis der skete det dyr noget som helst, så ville der rulle hoveder!

[gustav]

Der var åbenbart meget som alexander ikke vidste om gustav, godt nok kunne han ikke magi, men han var gode venner med naturen, Han havde da før hjulpet et vildt dør som han var blevet venner med efter at havde hjulpet det med et sår det havde, men mistede dyret fordi det blev spist at et større dyr. Drengen der arbejde for alexander sagde ” jamen sir du forstår ikke, jeg har intet gjort jeg lukkede ham ud på folden imorges og da jeg skulle give ham mad lå han der bare det var tydeligt at drengen var bange for alexander og derfor tænkte han før han talte. Da de gik ud mod hesten, ventede gustav lidt med at følge efter, han løb først ned i køkkenet og hentede nogen ting og en stål, derefter lød han uden for fandt en sten der ikke var alt forstor men heller ikke for lille, med sin favn fyldt med tingene , nogen krydderurter og skålen og stenen, løb han over til folden hvor han kunne se alexander og drengen stå ved hesten. Gustav kom der hen og sagde ” pas på flyt jer lige, så jeg kan komme til han sagde det stille og satte sig ned foran hesten og begyndte at blande tingene sammen og maste det ned i skålen med stenen. Han så på hesten og sagde stille til den ” det her kommer til at svig lidt men det vil hjælpe dig så læg nu stille, jeg gør dig intet ondt, han nussede den stille og forsatte derefter med at mixe krydderurterne sammen.

[Deleted]

Hvis der skete noget som helst med hesten, så ville der rulle hoveder, det kunne Alex tydeligt love dem, for den hest betød forbandet meget for ham, også selvom han næsten kunne gætte sig frem til, at det måtte være derfor, at han måtte reagere som han gjorde, og at folk om ikke andet, måtte gå efter den fremfor at skulle gå efter noget som helst andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han kneb øjnene fast sammen til knægtens ord. ”Jeg håber virkelig for dig, at det er sandhed,” vrissede han med en ganske fast og kortfattet tone, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han knyttede hænderne, som han var stormet direkte ud i staldene og ud til hesten, hvor han var gået roligt ned på knæ og sad med Bregos hoved i sit skød, hvor han roligt strøg ham over mulen. Hesten var han altid rolig omkring. Blikket vendte han direkte mod Gustav som han alligevel måtte ende med at dukke op, for det var noget som gjorde ham direkte vred! ”Bad jeg ikke dig om at blive indenfor?” vrissede han fast. Han lagde forsigtigt Bregos hoved ned i halmen idet han roligt rejste sig op, for at gå hen til Gustav, hvor han greb knægten omkring kraven og tvang ham op på benene. ”Jeg siger det en sidste gang.. Forsvind herfra!” vrissede han, som han nærmest kastet knægten mod staldens udgang. I stalden skulle han slet ikke have lov til at være! Det var simpelthen bare noget som han måtte nægte og på alle tænkelige måder overhovedet!