Walking between the silent graves..

[gustav]

da gustav så Alex tænder smilede han, og syntes de var ret seje, han pørvede at røre ved dem med en finger, han smilede til aalex og da han blev løftede lagde han armen om alex for at holde sig fat og han gabt en lille smule. damen havde ikke lige frem det billigste tøj på og hun så på gustav og sagde " ja det børnehjem vil du vil vide det, og du har ingen ret til at tage en unge der fra, han høre til der og skal med mig hjem nu, vi har gået og ledtd efter ham i snart meget meget lang tid, han skal have et mad og noget med og så skal han sove, gustav kom over til mig så finder vi ud af noget sammen, du skal ikke med den mand hjem, du kender ham slet ikke" gustav, som bare havde lagt sit hoved på alex, skulder kiggede på hande og rystede på hoved, han ville ikke med der tilbage, de var syge de børn der boede der, og gustav ville ikke smittes af dem. han lagde sin mund til alex øre og sagde meget lavt " jeg vil ikke". han holdte stramt om alexander.. damen kom tændtere på dem og rakte sine arme ud mod gustav. hun havde ikke lige tænkt over at det var en greve hun talte med, hun ville bare have gustav med sig hjem, og hun var opsat på det..

[Deleted]

At Gustav måtte mærke efter på Alex’s tænder, så lukkede han munden allerede med det samme. Han ville ikke få noget som helst ud af, at skulle bide en så lille en skikkelse, så der var nu og da også kun en grund til at han gjorde som han gjorde netop nu. Han var virkelig fristet til det allerede, selvom han vidste, at Cassie måtte slå ham ihjel hvis han så meget som bare overvejede, at skulle prøve sig på noget som helst og han vidste det jo trods alt allerede. Han måtte trække ganske let på smilebåndet allerede ved det faktum, at knægten måtte lægge armene om ham, for det var noget som… gjorde ham glad et sted? Han kunne sagtens være kold og kynisk og han kunne i den grad også spille skuespil! Ligesom han gjorde det i øjeblikket. Han kneb øjnene ganske sammen og så på den ældre dame som stod der foran ham. Hvis knægten var fra Marius’ børnehjem, så var det jo bare en grund mere til at skulle holde knægten her. Denne dame var da ikke alt for klog, at skulle fortælle ham det sådan åbent og direkte som det var lige netop nu, det var der jo så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hovedet nærmest skræmmende langsomt søge på sned og uden at se det mindste væk fra hende. ”Hvem siger at jeg vil sætte knægten fra mig? Han skal ingen steder..” Han vendte blikket mod ham, som han igen måtte hviske ind i Alexs øre, hvilket kun igen måtte få ham til at trække på smilebåndet, så tænderne måtte komme til syne. Han bar dem nemlig med en forbandet stor stolthed og uden lige! Alex vendte blikket mod kvinden igen, hvor han kraftigt greb ud efter hendes ene håndled, som hun rakte ud efter knægten. ”Hørte du ikke hvad jeg sagde?” vrissede han med en fast stemme. Han var virkelig ikke den som man skulle sige imod! Hans blik faldt direkte advarende på hende. Det var rent held, at han endnu ikke havde slået hende ihjel!

[gustav]

damen fra børnehjemmet mærkede grebet om hendes hånd og så på ham med et ynkeligt blik og sagde " okay okay du skal få lov at få ham, så længe du ikke gør ham noget, din ækle mand" hun vidste ikke hvad hun skulle sige og det var tydeligt at se på hende, hun var nervøs for hvad der ville se med hende. gustav som bare forsatte med at side på alexander's arm smilede over at alex faktisk hjælp ham, og sagde at han ikke skulle tilbage til børnehjemmet, Derfor rakte gustav tunge til hende og grinte lidt, og måtte igen tage sig til maven, da den blev ved med at brokke sig. Da damen endelig kom fri, valgte hun at stikke af, hun løb alt hvad hun kunne..

((håber ikke det gør noget jeg spoler lidt frem)
Gustav sad forsat på alex's arm på vej hjem til alex, han var ved at blive en smule træt og det kunne man os se og mærke på ham, han lagde stille sit hoved på alex skulder og gabte.

[Deleted]

At sige Alex imod, var virkelig ikke noget som man skulle tage fejl af. At sige ham imod, var noget som virkelig bare gjorde ham noget så frygtelig vred, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han sendte kvinden et direkte dræbende blik og slap hende som hun selv valgte at forsvinde. At tage knægten til sig havde han nu intet imod i sig selv, det var helt sikkert, men at det skulle gøres på denne måde, det var så end ikke noget som man skulle tage meget fejl af, faktisk måtte være noget som måtte irritere ham noget så frygtelig grusomt når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han fnøs ganske let som han vendte blikket mod den unge knægt på hans arm igen. "Er jeg da så ækel?" Han trak morende på smilebåndet, det var end ikke noget som han ville kunne skjule og det var så sandelig heller ikke hans hensigt på nogen som helst måde overhovedet når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han begyndte ganske roligt at gå hjemover. Jagten var jo trods alt allerede ødelagt for hans vedkommende for nu.

Jo tættere på hans hjem som de måtte komme, jo mere træt kunne han fornemme, at Alexander måtte blive. En tanke som måtte more ham om ikke andet, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af, det var også helt sikkert. Han vendte blikket stille mod den unge knægt og trak let på smilebåndet. "Træt og sulten.." konkluderede han let for sig selv. Det store mansion tårnede sig foran dem, hvilket han måtte se til med en klar og noget så frygtelig tydelig stolthed. Han skubbede de næsten helt ødelagte låger roligt op og med det tilfredse smil. "Hjem kære hjem.." mumlede han med en nærmere tilfreds stemme, det var end ikke noget som han ville skjule det mindste på nogen måde overhovedet.

[gustav]

gustav, sad bare og suttede på sin tommelfinger hele vejen hjem, til alex. han nikkede til det da, alex sagde træt og sulten. Gustav blev sat ned på gulvet og han kunne mærke hvordan varmen, spredte sig i hans krop, det var dejligt at komme ind i varmen. Dette gjorde at han vågnede en lille smule mere op men ikke særligt meget. han gik lidt rundt i rummet han var i og gik rundt med en finger i munden, selvom hans finger var beskidte og ulækre lige som resten af hans krop. han pillede lidt ved de ting der var, og kom til at skubbe en vase på gulvet. Gustav blev forskrækket, det havde jo ikke været med vilje. han løb over til den nærmeste læne stol og gemte sig bag den.

[Deleted]

Det var virkelig heller ikke fordi, at der var så forbandet varmt i det store mansion. De som boede der, var jo trods alt vampyrer og de havde slet ikke brug for varmen på den samme måde som en som Gustav ville have brug for det. Det var jo trods alt bare fakta når det endelig måtte komme til stykket. Hvad han egentlig skulle gøre af knægten, det var han faktisk temmelig usikker på, men noget var han vel nødt til og det at sætte ham udenfor igen... Cassie ville da flå hovedet af ham, hvis han så meget som overvejede at gøre det! Han lod hovedet søge på sned, som han så den unge knægt rende rundt i den store forhal som de havde. Det sted hvor gæster automatisk måtte blive budt velkommen, selvom det nu var sjældent, at de fik noget som helst. Han kneb øjnene kraftigt sammen, som han kunne høre vasen knuse direkte mod det hårde stengulv. Det var bestemt ikke noget som han var meget for når det endelig kom til stykket. "Fald ned.." mumlede han let for sig selv. Han var meget nem at irritere, udelukkende fordi, at han ikke havde fået føde denne aften. Han gik mod lænstolen, tog roligt fat omkring Gustavs skulder og trak ham frem igen. "Den var grim, så det er okay.. for nu.." sagde han med en tydelig kontrolleret stemme. Børn var han jo slet ikke vant til!

[gustav]

gustav, rejste sig da han blev taget i skulder og trukket frem, han kiggede forsigtigt på den itu slået, vasen. han nikkede til ham, og vidste faktisk ikke helt hvad han skulle gøre ved det, den var jo gået i stykker, han var lidt ked af det og troede han ville få meget skæld ud men det fik han slet ikke, han nikkede stille til det med at det var okay, han sukkede stille og så på ham og tog sig til maven igen , som den larmede forholdsvis højt. Den lille gustav hev forsigtigt i Alex's tøj så han kunne få hans opmærksomhed. men gustav, ville ikke vente, mere der måtte være noget mad i det her hus, han kom fri fra Alex greb på hans skulder og sætte i løb til den første dør, som han troede var til køkkenet,...

[Deleted]

Alexander skulle sgu nok give ungen en skideballe før eller siden, men det at vinde knægtens tillid først, det var virkelig det som han måtte sætte foran alt det andet, så kunne det virkelig være fuldkommen ligemeget når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke være nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket direkte fast mod knægten. Det at være mild havde aldrig nogensinde ligget til ham som person på nogen måde. Han havde altid haft en forbandet hård opvækst og det var bestemt også det som han agtet at skulle give videre til sine egne når det engang skulle komme til stykket. Det var virkelig ikke en dans på den røde rose som de ville få, det var også helt sikkert og på alle måder overhovedet! Den lille knægt var tydeligt sulten. Det var ikke fordi at han var vant til den rumlende mave, for han mærkede sin sult på en ganske anden måde – Besættelsen. Han gik ganske roligt ned i knæ og med de næsten lysende øjne hvilende på den unge knægt. Han skulle nok få den lille til at snakke, ellers fik han da virkelig ikke noget som helst. ”Hvad vil du have?” spurgte han roligt. Tjenestefolkene her var nemlig af livet selv, så der var også menneskelig mad at skaffe, så han ville ikke gå sulten i seng.

[gustav]

det ville være svært for alex at vinde gustav tillid, og andre ting i den retning han havde aldrig kunne stole på nogen, og aldrig ladet nogen kommet helt tæt ind på sig. at Alex havde haft en hård opvækst vidste han intet om, og han vidste heller ikke hvordan han fremtid ville komme til at blive. han håbede bare den blev bedre end det han havde haft, men kunne det blive bedre? eller blev det værre?. da han blev spurgt om hvad han ville have trak han bare på skulderne og tog sig til maven, og så bedende på ham. men da det ikke så ud til at virke, ville han selv finde køkkenet, han åbnede en dør, og kom ind i et stort rum, og smækkede den hårdt efter sig. og sætte kursen mod den anden dør, han løb, og med vilje skubbede han en forholdsvis pæn vase på gulvet, han ville have mad, og prøvede at forklar detsådan her, det var ikke en opførsel man normalt så fra gustavs side, men han gjorde alt for at få mad lige nu...

[Deleted]

Knægten ville virkelig ikke få det mindste, hvis det var denne opførsel som man lagde sig op af dagen. Der hvor man snildt kunne sige, at Alex var af gammeldags opdragelse, for det var jo trods alt også det eneste som han faktisk måtte sige sig, at skulle være kendt med på den ene eller den anden måde, så det var jo bare sådan, at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket, ikke sandt? Han kneb øjnenel et sammen. ”Jeg kan intet give dig, hvis du ikke fortæller mig hvad du vil have,” sagde han ganske kortfattet. At knægten bare åbnede døren og stormede ind i rummet ved siden af, fik ham blot til at sukke. ”Børn..” vrissede han med en tydelig vred stemme. Sådan havde han i den grad aldrig nogensinde turde, at skulle være overfor hans egen far, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Det ville virkelig bare have fået ekstremt alvorlige konsekvenser når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det var i den grad heller ikke noget som han ville ønske skulle ske i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, det var også helt sikkert og på alle tænkelig måder overhovedet. Han gik efter, selvom hans egne skridt var rolige og kortfattet, så var det tydeligt, at han var sikker på, hvad han gjorde. ”KNÆGT!” kaldte han med en fast hvislen. Det som han havde gang i, var frygtelig dumt. Den vase som han nu måtte finde knust på gulvet, var noget som blot måtte vække en vrede i ham. Det havde været hans mors og det havde været ham et arvestykke som han ville passe så frygtelig godt på! Hans skridt blev hurtigere nu. Nu ville han bare have fat i den lille unge!

[gustav]

Gustav, kunne godt se på ham at han efter hånden var ved at blive sur, men gustav var ligeglad lige nu, han ville have mad og sådan var det bare. han løb over til den nærmeste dør der var og åbnede den. og fik øje på en trappe der gik ned af, mon det var ned til køkkenet han satte i løb over til den og løb ned af trappen, hvor han stoppede på 3 sidste trin og hoppede ned for at spare tid. han kunne godt høre at alex fulgte efter ham, men han tænkte ikke vider over det. Da gustav så han nu stod i køkkenet hvor der var nogen kvinder der arbejde gik han hen til den ene og hev hende i armen og tog sig til maven " er du sulten lille ven? spurgte hun stille og satte sig på hug foran ham for at komme ned i hans højde, Gustav nikkede stille og så rundt, han kunne høre alex på trappen, det var ikke til at undgå. en af de andre piger, fandt noget brød frem til ham og en kop vand, samt lidt frugt. Kvinden som Gustav havde henvendt sig til. løftede ham op på køkkenbordet for at lade ham side der. Nu var gustav glad, han havde mad og vand og frugt, han spiste hurtigt og ikke særligt pænt sin mad, og så smaskede han helt vildt. kvinderne kiggede på ham og grinte lidt af ham..

[Deleted]

At modsige sig Alex’s ordre, var virkelig noget af det dummeste som man kunne gøre. De vidste alle som arbejdede her, udmærket godt, at man ikke skulle gøre noget som helst før han havde givet tilladelsen til det! Han hastede efter knægten også selvom det ikke var med nogen form for hastværk, for det var der vel heller ikke nogen grund til sådan direkte vel? Knægten søgte efter hans køkken, også selvom han var kendt med, at tjenestefolkene burde være på arbejde til denne tid, for det nærmede sig virkelig mange af hans egne spisetider, så var han virkelig ikke så kræsen så længe, at han kunne få blod. Alt det andet var jo mre eller mindre bare til pynt i det store mansion, hvilket i den grad også måtte more ham noget så frygteligt. Han hamrede døren op ind til køkkenet og med den tydelig vrede i minen. At se knægten sidde der og spise, lod det virkelig bare lyne for hans blik. Det var bestemt ikke noget som han havde givet tilladelsen til! I løbet af et splitsekund, så var han endt med at stå henne ved Gustav. Skålen med frugt og glasset med vand, hamrede han direkte ned i gulvet, hvor han fast vendte sig mod dem. ”Har jeg givet tilladelse til at dette lille afskum skal have føde?!” hvislede han med en fast og noget så frygtelig iskold stemme, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var også helt sikkert! Han tog fat i knægtens ene arm, rev ham til sig og stillede ham på gulvet lige ved og denne gang, gav han virkelig heller ikke slip på ham! ”Vend tilbage til arbejdet! Og gud nåde trøste jer, hvis det ikke gøres ordentligt!” Han vendte sig direkte mod Gustav. Her fik man ikke noget uden at gøre sig fortjent til det! ”Og dig…” Han sendte ham et direkte dræbende og fast blik. Han var virkelig vred!

[gustav]

gustav sad stille og nyd det med han havde fået, og de andre piger der arbejde der forsatte deres arbejde, men dette stoppede brat da døren med åbnet voldsomt, alt fnisen og grinen holdte op da Alex kom ind i køkkenet, gustav, så ham og kunne tydeligt se at han var sur, han sank hurtigt det sidste han havde i munden og tog et æble, og lagde det i lommen på sine slidte bukser. de Alex smed tingene på gulvet, gik d et i stykkero g gustav, var forskrækket og vidste ikke hvad han skulle gøre. den af pigerne som havde givet Gustav mad og drikke kom hen til Alex og sagde " det var mig sir, jeg gav ham det. Han var sulten og er så tynd, og så, så sød ud, og drengen har brug for mad, ellers bliver han tynder og det kan han ikke tåle.! " hun kiggede på ham og satte sig på hug for at begynde at samle skårene op af skålen og glasset. Gustav Nærmest faldt ned fra bordet da Alex tog fat i hans arm, det gjorde ondt. Gustav pev en smule og gjorde ellers ikke rigtigt den store modstand, han vidste han ville få ballade så lige nu forholdt han sig bare helt rolig og sagde intet eller gjorde noget, han stod bare stille og kiggede ned i gulvet. Men da Alex talte til ham, kiggede han forsigtigt op på ham, med et blik der sagde " du må ikke gøre mig noget". Gustav fulgt med ud af køkkenet, han måtte tage 2 skridt når alex havde taget et. det var lige før at Gustav måtte løbe for at følge med...

[Deleted]

Alex var virkelig vred. Knægten havde ikke gjort andet ned at ødelægge noget siden han var kommet hertil, gjort sig til som var han den som stod øverst her på stedet, selvom det slet ikke var tilfældet! Det var faktisk ham selv og hans kone som måtte gøre det, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af! At konen så lå over ham når det kom til stykket, var end ikke noget som han var meget for, men ikke kunne gøre andet end at acceptere. Han vendte sig mod køkkendamen som stillede sig frem mod ham.. Hun sagde ham imod? Vågede hun virkelig at sige ham imod?! Hans øjne lynede med det samme, som han slap den unge knægt. Han kunne altid tage ham igen, hvis han endte med at skulle løbe. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med det! Her i huset gør man sig fortjent til privilegierne, ellers går man sulten i seng!” Han tog fat om hende, idet hun begyndte at samle de mange skår op, tog kraftigt fat om hendes nakke med begge hænderne, idet han kraftigt vred om på den, så hun ville falde død til jorden. ”Og det dummeste du kan gøre, er at modsige mig!” vrissede han. Han vendte sig mod de andre, idet han tog godt omkring Gustavs arm igen. ”Tilbage til arbejdet!” vrissede han med en tydelig fast og hvislende stemme. Han vendte om på hælen og tvang Gustav med sig udenfor, han vendte blikket mod ham. Han havde virkelig ikke meget til overs for den knægt lige nu! ”Er du klar ovr hvor fristet det er for mig, at sende dig direkte tilbage til Procias? Og ved at gøre det, så er jeg så mild som jeg overhovedet kan blive?” spurgte han ganske kortfattet. Han vendte sig direkte og fast mod knægten og uden at skulle tage blikket fra ham på noget som helst tidspunkt. Han kemte godt omkring knægtens arm. ”Du smadre mit hjem og rasere mit køkken og har endda kostet mig en køkkendame.. Ved du hvad.. Det er nok!” Han skubbede knægten fra sig og henover gulvet. Han var virkelig bare vred nu!

[gustav]

Gustav kiggede hele tiden på ham, da han holdte fast i ham, det gjorde ondt, og han vidste det tydeligt, han havde fået tårere i øjene, men han sagde intet. Da han slap ham, blev han bare stående, han havde besluttet sig for at opføresig ordentligt fra nu af, Da han ikke ville have mere ballade end han allerede havde fået, og at han jo bare gerne ville have et bedre liv, men hvis han skulle have et bedre liv, måtte han tage sig sammen og gøre hvad der blev sagt. Da Alex knækkede nakken på køkkendamen, klemte han hårdt øjene sammen. Da Alex kiggede på ham, og sagde at han ville sende ham tilbage til Procias, rystede Gustav på hoved, Han ville ikke tilbage lige meget hvad, han skulle gøre for at blive ville han blive. Gustav fulgte pænt medham ud af køkkenet og ømmede sig da han blev skubbet hen over gulvet, han væltede og nåede dog lige at tage fra med hænderne. Han vendte sig rundt og kigged trist op på Alex og det var tydeligt at se på ham at han fortryd at han havde gjort det, han havde gjort…