Walking between the silent graves..

[Deleted]

Det var ved at være en sen efterårsaften, da Alexander bevægede sig over den store kirkegård. De mange tavse grave som stod der på rad og række, selvom det virkelig ikke var noget som påvirkede ham det mindste. Det var faktisk et sted som dette, at han måtte føle sig temmelig godt hjemme. De små bygninger og mausoleumer som man end ikke kunne tage det mindste fejl af når det måtte komme til stykket, var noget som han havde mange minder fra, både som godt og ondt, for det var virkelig noget som betød det mindste for ham. Vinden rev i de store træer som ragede langt over de store grave, som de ville beskytte dem, selvom vejr og vind allerede havde formået at skulle fjerne de mange spor efter navn på gravene og det var i sig selv en frygtelig skam.
Alexander gik stille og roligt forbi de mange navneløse grave og med blikket hvilende på dem, for det var slet ikke noet som for hans vedkommende havde nogen rolle. Han vidste dog, at det før eller siden måtte være ham som skulle lige der, selvom han virkelig måtte hade den tanke mere end noget andet, så var der virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han bar kappen omkring hans kroppe og med de næsten lysende øjne så tydeligt i hans ansigt, som måtte spotte rundt omkring sig. Det var virkelig forbandet farligt at skulle rende rundt ude nu om dage og han skulle jo trods alt finde føde til sin elskede kone hjemme – Igen var han jo trods alt tvunget til at skulle jage for hende, for hun var slet ikke i stand til at gøre det endnu. Han kneb øjnene svagt sammen og med et svagt fnys. Han gjorde et fast og kraftigt hop, idet han søgte direkte op på et tag opå et mausoleum. Han gik ned i knæ og spejdede over den store kirkegård. Mon der gik nogen derude som kunne betegnes som mad?

[gustav]

Gustav var tæt og sulten, han havde ikke fået noget mad hele dagen, og det havde ikke været muligt at stjæle noget da folk holdte godt øje med ham de sidste par dage. Folk kendte jo hans mor, og dette var nok en af tingene for at det var svært for gustav at finde mad hver dag. Måske han skulle tage og flytte til en anden by. Børnehjemmet ledte sikkert stadigvæk efter ham, men han ville ikke tilbage, ikke tilbage til det sted hvor han vidste han ville dø fordi der var den der sygdom som han ikke lige kunne huske hvad hed. Hvis der havde været lys, kunne man tydeligt se den lille dreng var beskidt og ikke havde set skyggen af et bad i et godt stykke tid. Gustav gik forbi kirkegården, der lå hans mor begravet, han åbnede lågen der ind til, og lukkede den forsigtigt efter sig. han gik mellem de gamle grave og over til en afsiddet grav, der stod lidt for sig selv, der lå hans mor, navnet stod stadigvæk på stenen, han satte sig foran stenen og sagde ” mor jeg vil have dig tilbage, selvom jeg ikke kender dig! Mor jeg er helt alene, hvad skal jeg gør. Ingen vil hjælpe mig, jeg dør måske snart af sult,” han talte kun fordi han var alene, eller han troede han var alene han havde ikke set Alexander. Faktisk mente han ikke der kom nogen her på denne kirkegård. Gustav vidste kun hans mors grav var her fordi en fra børnehjemmet af dem som arbejde der havde taget ham med her hen, hver dag næsten…

[Deleted]

At det ville være et barn som Alexander skulle møde her i dag, var slet ikke noget som Alecander havde regnet med. Tanken omkring små børn, var slet ikke noget som havde faldt ham det mindste ind, for det var slet ikke en tanke som han havde haft nødvendigt at skulle tænke. Desuden så vidste han, at hvis der ikke skete noget mellem ham og hans kære Cassie, så ville der heller ikke komme nogen børn ind i billedet for ders vedkommende. Hans skærpede sanser var hans største fordel når det endelig måtte være mørkt og det var noget som tydeligt måtte falde ham ekstremt godt til. Lyden af en barnlig stemme, var noget som han tydeligt måtte opfange , hvilket hurtigt måtte tvinge hans blik direkte i den retning. Han lod hovedet søge let på sned og med en ikke mindst også forundret mine. Hvad lavede en knægt herude på denne tid og endda alene? Han rejste sig roligt op, hvor han gjorde endnu et smukt og elegant hop og landede på jorden uden det midnste form for problem overhovedet. Han rettede sig roligt op og bevægede sig stille ned mod gravene, hvor han kunne høre den lille knægt. Normalt havde han intet imod små børn, men at se dem på denne måde.. Det var han selv ikke meget for. Nok skulle man yde for at nyde, men at være så ung som denne knægt lød til at være, så var det virkelig ikke retfærdigt. Han stoppede op som han kunne se den unge knægt og lod armene roligt søge over kors. Af hvad han kunne høre, så var det knægtens mor som måtte ligge begravet her. Hvem knægten var, det vidste han ikke og for sit vis, var han faktisk også temmelig ligeglad. Det havde vel ikk enoget af betydning for ham? ”Døden rammer alle før eller siden, min dreng,” begyndte han roligt. Han var født ind i døden, så den havde jo trods alt fulgt ham allerede fra dengang han havde været helt lille. Han gik roligt mod ham, næsten skræmmende langsomt.

[gustav]

Gustav skulle til at sige noget mere mod stenen da han høre en stemme og blev helt tavs, han sagde intet kiggede bare bange op på ham der kom hen mod ham, sådan som han gik med armene over kors og en kappe på så han ikke kunne se hvem det var, skræmte Gustav. Han rejste sig op, hvor efter han begyndte at træde baglæns, han kiggede rundt omkring han var fanget i et hjørne, hans mors grav lå nemlig lige op til at hjørne og det var der han gik hen, mod nu, han gik sådan set bare baglæns og tænkte ikke over at han var i et hjørne. Da han ramte muren, faldt han sammen ned på jorden og dækkede sit ansigt med sine arme, han var bange for ham, han ville ikke have tæsk eller noget som helst af ham, derfor gustav holdte en sikkerheds afstand til ham. Mørket sluttede sig tætter og tættere om dem, og det blev lidt svære for gustav og se manden, dog kunne han godt se hans øjne der lyste. Det var underligt, gustav mente ikke at menneskers øjne lyste så meget op eller gjorde det? Var det en heks? Eller hvad? Gustav rejste sig op og vendte ryggen til manden og prøvede at hoppe op og få fat på kanten af muren, det kunne kan dog ikke, han var ikke høj nok, men til gengæld fik ham skrabet hagen, så der kom en hudafskrabning og det blødte en smule. Gustav og satte sig igen på jorden og holdte begge sine hænder op for sin hage…

[Deleted]

Alex blev roligt stående og betragtede den unge knægt. At han var bange for ham , var ikke noget som var nyt for hans vedkommende på nogen måde, så det var noget som.. faktisk bare måtte fryde ham, more ham om ikke andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var også hel sikkert. Han blev roligt stående til knægten måtte nå helt en i hjørnet, så var det jo klart, at knægten ikke ville komme særlig langt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Er du bange for mig?” spurgte han roligt stilfærdigt, det var der end ikke nogen som helst tvivl om overhåovedet når det endelig måtte være. Han begyndte ganske roligt at bevæge sig mod ham med rolige skridt. At sætte tænderne i en lille knægt, ville han ikke få det mindste ud af, når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert.
Dette var virkelig ikke fordi at han var endt med at skulle blive blød eller noget, men der var jo heller ikke meget blod i en så ung en skikkelse, så det ville han virkelig ikke få det mindste ud af, at skulle føre en så ung skikkelse i døden. Måske når han blev ældre? Hvis de endte med at skulle støde på hinanden igen, men hvvem sagde, at den mulighed ville melde sig? Ingen! Absolut ingen! De lysende øjne hvilede på knægten foran ham. Han var jo trods alt et rovdyr med alt hvad det måtte indebære for stykket. Han gik roligt mod ham, hvor han stille gik ned i knæ foran ham. Han greb omkring den unge knægts hage, for at vende hans blik stille mod sig. ”Mig skal du ikke være bange for.. Du er for lille til at jeg får noget ud af det,” afsluttede han med en lettere tænkende stemme for sig selv.

[gustav]

gustav kiggede over på ham da han spurgte om han var bange for ham, ja det var han sku da, kunne manden ikke selv se det eller var han blind, gustav nikkede stille og kiggede igen væk, han ville ikke se på ham, det skræmte ham bare endnu mere, . da manden satte sig på knæ foran gustav, prøvede han at rykke endnu tættere på væggen men det var umuligt. han kunne heller ikke flytte sig for manden ville sikkert være 10000 gange hurtigere end lille stakkels gustav. Da manden tog fat i gustav’s hage, sveg det lidt, det gjorde os ondt for han havde lige fået en udafskrabning, derfor ville manden os få lidt blod på sine finger. Efter at Alex havde sagt det med at han ikke skulle være bange for ham vidste gustav ikke lige hvad han skulle gøre og derfor gjorde han intet, men stilheden, mellem dem blev brudt ved en rumlen komme fra gustav’s mave, han tog sig hurtigt til maven og lukkede øjene, han pegede over på hans mors grav, og så alex kiggede der over løb han hurtigt forbi ham for at komme væk fra ham, han løb alt hvad hans små ben kunne holde til på de bære tær over den mærke græsplane, hvor der kunne lægge de mærkeliste ting.

[Deleted]

Alex havde virkelig ikke nogen grund til at skulle være direkte ondskabsfuld mod en lille dreng før der var nogen grund til det, og det var der jo trods alt heller ikke endnu. Han lod hovedet søge ganske let på sned og uden at skulle vende blikket det mindste væk fra ham. Det var jo heller ikke noget som han havde nogen direket grund til? Denne lille knægt ville uanset ikke kunne gøre ham det mindste når det endelig ville komme til stykket. At han fik blod på fingrene, var noget som han tydeligt kunne mærke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak køligt på smilebåndet, så selv de spidse hjørnetænder måtte ende med at skulle blive synlige i hans mundvige. At knægten måtte pege, fik ham næsten automatisk til at vende blikket. At det jo så var en afledningsmanøvre, var slt ikke en tanke som man ville tage meget fejl af når det endelig måtte komme i den anden ende. Han himlede let med øjnene og rejste sig roligt op, så han kunne vende blikket stille mod knægten som måtte løbe. Det var jo slet ikke fordi at knægten ville være i stan til at løbe fra ham! Han satte direkte efter ham med alt hvad hans ben kunne rumme, så han kom meget hurtigere tæt på ham. Hans blik hvilede fast på den unge skikkelse, som hans hånd kraftigt prøvede at gribe ud efter hans krave og derved få ham til at stoppe. ”Aldrig løb fra et rovdyr, knægt!” vrissede han iskoldt. Det var nok til at gøre ham voldsomt irriteret!

[gustav]

Gustav, kunne godt høre han kom efter ham og derfor prøvede han jo bare at løbe hurtigere men det hjalp ham ikke noget som helst, ham mærket et greb i hans krave og derfor, kunne han ikke løbe længere.- gustav spjættet som en gal høne, hvis man kunne sige det sådan, han skreg alt hvad han kunne, men der kom ingen ord ud af hans mund, da alex stod bag ved gustav, kunne han jo ikke rigtigt slå eller sparke ham, men han prøvede, dog var hans arme og ben ikke så lange , så det var ikke sikkert han kunne ramme ham, dog fik gustav den ide, han smuttede hurtigt ud af sin trøje som var forstor til ham så den var nem at komme ud af, der efter satte han i løb igen, den her gang i bar overkrop, det var koldt og han frys faktisk, men da han nu havde løbet over til muren prøvede han igen at komme over muren, han kunne ikke lide at være her, han var bange, han var jo bare kommet for at se til sin mors grav, og så måske sove der, men ville han mon falde i søvn på tom mave? Det gjorde han tit men han havde ikke spist siden i går morges så. Han kiggede tilbage på alexander og stod bare helt stille, han opgav at flygte, han kunne ikke, men han ville heller ikke give ham muligheden for at gøre ham noget, han samlede en gren op fra jorden og holdte den som var det et sværd--

[Deleted]

Alex gjorde virkelig sit for at skulle holde styr på denne knægt. Cassie ville uanset ikke se mildt på det,, hvis det skulle ende med at gå galt i den anden ende, hvis denne lille knægt skulle ende med at stikke af fra ham på denne måde uden at han havde gjort noget som helst for at forhindre det, det var også helt sikkert. Han stod pludselig bare med knægtens trøje i hænderne, hvilket først for alvor måtte gøre ham vred. Han havde virkelig ikke tid til disse julelege, så det var noget som først for alvor, måtte gøre ham noget så voldsomt irriteret, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At knægten løb tilbage til muren, var virkelig ikke noget som var ham nogen hjælp, for han kom jo ikke over den. Alex fortsatte efter, selvom det var mere en hurtig gang end det var løb for ham, for den lille knægt ville ikke have nogen chance til at løbe fra ham! At han samlede grenen op og holdt den frem som et sværd, var noget som kun fik Alex til at le og han lo koldt og dybt. Han rystede på hovedet. ”Og du tror at den der kan hjælpe dig?” Han kastede roligt knægtens trøje hen til ham. ”Tag den her på inden du bliver syg,” tilføjede han kortfattet. Måske at han var for lille til at han kunne nære på ham, men knægten kunne da sagtens bruges til så meget andet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det lige måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle måder overhovedet. Han gik igen roligt mod ham. ”Jeg gør dig ikke noget, før du giver mig en grund, knægt, så lig den kvist fra dig,” sagde han kortfattet, som havde det været en skarp ordre.

[gustav]

Gustav greb trøjen og tog den hurtigt på han frys faktisk ås han var ret glad for at få sin trøje igen, han lyttede til sin mave den rumlede mere og mere og højre denne gang, han lagde begge hænder ned på maven af den og kiggede så over til alexander igen og nikkede til om den ville kunne hjælpe ham, hvad vidste gustav, han havde ikke prøvet det her før. Han kunne ikke lide at han kom tættere og tættere på ham. Han skreg igen og smed grenen som alexander sagde han skulle, måske han ville hjælpe gustav, hvis gustav nu prøvede at slappe af. Dette gjorde han så, han tog en tung vejrtrækning og sukkede og gik med langsomme skridt helt hen til ham og faldt på knæ ned foran ham og foldede hænder som hvis man bad til gud, han kiggede op på ham og tog sig så til maven igen, for den rumlede. Han sagde intet, han prøvede og åbnede munden men kunne ikke få nogen ord ud af sin mund. Gustav blev irreterede på sig selv og slog sig selv i hoved, dog stoppede dette hurtigt da han fik ondt i hoved… han rejste sig op igen og kiggede på ham, og det havde dog ikke rigtigt set ud til at hjælpe ham at gøre sådan, han slog trist blikket ned i jorden og vendte sig rundt for at gå væk…

[Deleted]

Hvem knægten måtte være, var temmelig ukendt for Alex på alle måder. Det var heller ikke noget som betød det vilde for ham, men hvad en knægt gjorde herude på denne måde og på denne tid, var slet ikke noget som gav det mindste mening for ham når det endelig måtte komme til stykket, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. De næsten lysende øjne hvilede på ham. Han gik selv frem med en ellers så ukendt forsigtighed, for det var i den grad forbandet sjældent, at han gjorde det på denne måde, som han gjorde det. Han var normalt forbandet frmebrusende for at vise sin overlegenhed, men det var virkelig ikke noget som kom ham til nytte ved denne lille knægt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han lod ham blot tage trøjen på igen. Den lille knægt havde et bakene hjerte, ergo var han levende og kunne blive syg og det ønskede.. Alex egentlig ikke. Det ville virkelig være synd når han ikke var ældre end det han var. At han var sulten, var næsten noget som man kunne fornemme på ham. At han faldt på knæ og nærmest så på ham som bad han til gud, var noget som ramte Alex med en klar væmmelse! Han kunne ikke fordrage den mand fra det høje! Han bakkede et let skridt. ”Du er sulten, er du ikke?” spurgte han kortfattet. Han rynkede let på næsen. Knægten var så ung kontra ham selv, at han sikkert slet ikke vidste hvilken farlig verden han faktisk måtte løbe rundt i. Det var ganske enkelt utroligt set i hans øjne.

[gustav]

gustav kiggede på ham da han talte til ham, derfor stoppede ham ed at gå og gik tilbage til ham og nikkede stille, det ville være synd at sige andet end at han var sulten. Gustav kiggede på hans øjne og var helt opslugt af dem, fordi de lyste så meget op. selvom gustav havde sin trøje på, frys han stadigvæk det var jo ikke ligefrem fordi det var særligt varmt. en kold brise ramte hen over dem, og det gav et gys i gustav. han følte sig som om der var nogen andre her, end ham og alexander. derfor kiggede gustav hurtigt rundt, det var tusmørkt og han kunne ikke se noget. han trådte helt tækt på Alexander og lagde armene op sig for at få varme og for at vise at han var bange, alexander ville kunne mærke Gustav's hjerte banke mod sin krop, det bankede forholdvis hurtigt fordi han var bange og frys. han kiggede op på Alexander med øjne der sagde " vil jeg gøre alt for at få mad", men der kom stadigvæk ingen ord ud af hans mund. han forblev tavs. selvom han flere gange prøvede at sige noget, hans mund og tunge bevægede sig, men der kom ingen ord... der var folk fra børnehjemmet ude og lede efter Gustav, de havde ledt lige siden han var stukket af derfra, men en af den vidste hvor det var tydeligt man kunne finde gustav, det var en af kvinderne fra børnehjemmet. hun havde taget ned til kirkegården for at se om han var der, da lågen til kirke gården blev åbnet og hun gik rundt der inde. hun gik med en fakel i hånden med ild i, derfor kunne man tydeligt se hende, og gustav kendte hende med det samme. Han slap taget i alexander og trådte baglæns, og kiggede endnu mere bange på alexander og så over på kvinden der kom i mod dem. "gustav er du her, kom nu med tilbage til børnehjemmet, " råbte hun og Gustav forsatte med at gå bag ud han ville ikke, og rystede derfor på hoved..

[Deleted]

Knægten var virkelig en frygtelig mærkelig en af slagsen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Med det blik som sagde ham det hele, så ville han for det første høre det med ord. Direkte så virkede han ikke som en knægt som kom fra denne egn og specielt med hensyn til den stemme som måtte kalde på ham, så var det virkelig bare noget som nærmest måtte antænde en eller anden mærkværdig og besynderlig form for vrede så dybt i hans eget sind, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var vel ikke fra Marius Amalani Darcys børnhjem i Procias? Direkte ville han næsten tro det. Han lod ikke blikket forlade den unge knægt det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til det mindste, uanset hvad end om han ville det eller ikke, så var det jo helt sikkert også således. Han trak næsten morende på smilebåndet som han måtte se hvordan den unge knægt måtte bakke igen. Han ville ikke tilbage dertil hvor han måtte få mad og tøj på kroppen? Han tog et skridt tættere på ham, ikke faretruende eller noget som helst endnu. Hans formål var netop at få denne unge drengs tillid først og så se hvad der skete derefter. Det var nemlig lige så også noget så frygtelig tydeligt, at denne unge dreng heller ikke havde nogen anelse om hvad eller hvem som han selv måtte stå overfor når det endelig måtte komme til stykket, og det var virkelig også bare noget af det som gjorde det hele så mange gange sjovere også for hans vedkommende. ”Jeg gentager.. er du sulten?” Det var ikke nok med et blik, eller at ryste på hovedet eller at nikke. Han ville høre det med ord og nu hvor han selv havde hørt knægten snakke til sin moders grav, så vidste han så sandelig også, at knægten var i stand til det når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik roligt ned i knæ, så han heller ikke virkede nær så faretruende. Det var hans hensigt at få knægten tættere på sig.. ikke længere væk.

[gustav]

gustav kiggede på ham og vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige, han bevægede sig ikke længere væk, manden overfor ham virkede ikke så faretruende igen at gustav ville bruge flere krafter på at løbe væk eller flygte, for manden var jo hurtigere end ham, derfor havde han opgivet den del. da spurgte igen om han var sulten nikkede Gustav bare og prøvede at få ord ud af munden, men det lykkes ikke for ham, han kunne ikke. da Alexander satte sig på knæ foran Gustav kom han lidt tættere på ham og ja gustav gik faktisk helt over til ham og lagde begge sine hænder på hans skulder og lagde sin mund til hans øre, et meget lille og meget lavt "ja" fik han endelig presset ud af sin mund, det havde os taget ham nogen sekunder, fra han havde sat munde til hans øre til det kom ud. damen fra børnehjemmet så dem og løb over til dem, og stoppede en meter bag ved alexander og desværre fik hun da os øje på gustavs lille hoved, det var nemt at genkende, selvom der ikke var meget lys, andet end det fra faklen, " gustav, der er du jo min lille ven, vi har ledt efter dig, kom tag nu med mig tilbage til børnehjemmet, så du kan få noget mad, du må være sulten," sagde hun og gik langsomt tættere på, men gustav ville ikke, han knuede sig ind til alexander og bukkede i benene for at blive mindre, så han kunne gemme sig bag, alexander. nu kom damen helt hen til dem og foran alexander og sagde " undskyld herre, men den dreng er vidst ikke deres, det er gustav Rexon, og han høre til på Marius Amalani Darcys børnhjem, jeg skal have ham med hjem" hun kiggede alvorligt på ham og tog ud efter gustav, , gustav prøvede at komme tættere på alexander og ville ikke, med hende...

[Deleted]

Alex blev roligt siddende på knæ foran den lille knægt og uden at skulle tage blikket fra ham. Det var virkelig heller ikke fordi at han havde det uendelige store behov for at være direkte faretruende. Det fik han da ikke noget ud af når det var overfor en lille knægt vel? Det ville ikke hjælpe ham det mindste, at knægten måtte være bange for ham på den ene eller den anden måde og han vidste det jo udmærket godt når det endelig måtte komme til stykket. De lysende øjne hvilede på ham. Hvis knægten valgte at løbe, ville han have indhentet ham igen i løbet af ganske få sekunder, så det ville han heller ikke have det mindste grund til når det endelig måtte komme til stykket. At han kom tæt nok på ham til at lægge hænderne mod hans skuldre og kom så tæt på, ath an kunne høre hans hvisken i øret, hvilket kun måtte få ham til at trække på smilebåndet, så de spidse tænder måtte ende synlige i hans mundviger. At kvindens stemme måtte lydes tættere på, var noget som han tydeligt måtte reagere på, selvom han kraftigt måtte stivne da den lille knægt måtte trykke sig helt ind mod ham, blot for at gemme sig. Hans krop var så dejlig varm! Han bed tænderne tydeligt sammen. Det var virkelig ikke en passende tid på døgnet at forstyrre en vampyr på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var bare tydeligt for ham, at knægten ikke ville med hjem til børnehjemmet, selvom det vel også ville være til det bedste? Han lod armene roligt søge omkring den unge knægt, tog ham op på armen og vendte sig roligt om, så han stod ansigt til ansigt med damen igen. Hun måtte vel have kendskab til Dvasias og de adelige der? For hun stod jo faktisk overfor greven af Dvasias. Han kneb de næsten lysende øjne sammen. ”Marius Amalani Darcy siger du? Du mener grevens børnehjem i Procias?” Han vendte blikket mod den unge knægt på sin arm. Hvis hans mor var gravlagt her, så måtte han vel være en dvasianer et sted? Han vendte blikket mod kvinden igen. ”Denne knægt tror jeg ikke du skal have med dig hjem,” afsluttede han lettere stilfærdigt. Han var en af den type som var forbandet dum at skulle sige imod når han endelig havde fået en idé i hovedet, så var det ikke noget som bare ville forsvinde bare sådan, det ville hun hurtigt finde ud af! Knægten ville hun bestemt ikke få med sig igen!