back i the forest

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så op mod ham og smile bare blidt, han var nu noget af den mest kærlig mand hun længe hade mødt. aldrig hade hun kendt en så sød og kærlig mand som ham, hun trykke sig kærligt ind til ham og smile, "bare rolige det var kun et lille nys" hun smile og nusse han kind blidt. hun nikke dog dag han sag det var bedst de kom op, "du skulle nødig snakke du kan også blive syg" hun så på ham og kom op og stå og hjalp ham også op og holdt hans hænder, "du må heller gå først du kender jo skoven" hun smile blidt og kysse ham på kinden.

[Deleted]

Damon ønskede virkelig ikke, at Adeline skulle ende med at blive syg, det var virkelig noget af det sidste som han i det hele taget måtte ønske sig, når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han fnøs ganske let og med et stille smil på læben. ”Jeg kan ikke blive syg,” påpegede han stille og med et muntert smil på læben. Så længe, at hun var frisk, så skulle han bestemt heller ikke klage, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som han vilel det eller ikke. Han lod hovedet roligt søge let på sned, som han roligt måtte tage omkring hendes hånd og trykkede den blidt og stille i hans egen. Han kyssede hendes kind og så mod hendes mundvige ganske roligt og blidt. ”Kom med mig min kære.. Vi må få dig tør,” sagde han stilfærdigt og med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som han ville skjule eller noget for hende. Han trak sig roligt hen mod breden, kom op og hjalp hende op. Nu hvor han ikke stod i vandet længere, så kunne han da tydeligt mærke, at det faktisk var lidt koldt!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og smile bare, "selv mænd som dig kan blive syge" sag hun stille og smile blidt. hun mærke hans kys på hendes kind og der efter mod hendes mundvig. hun smile og så mod ham selv om det kun var mørke hun kunne se, dukke hans ansigt af lige vel op for hendes øjne. hun klemte om hans hånd og smile, "og jeg er allered syg" sag hun og kysse ham ømt på munden, før hun sag "jeg nemlig syg af kærlighed.. du ved måske hvordan jeg kan blive helbredt" sag hun drillen og kysse ham på kinden og fnise, og så på ham. sky brumme og skrabe i jorden med halen, *de for længe om det!!!!* sag hun utålmodig til kildaria og så bare mod træerne hvor de var forsvundet mellem. adeline kunne godt høre sky og fnise og så på damon, "der vis to øgler der er utålmodig med os" fnise hun og gav damon et kram, og så mod ham "jeg sikker på min tid med dig bliver spænden" hun smile og kysse ham på kinden.

[Deleted]

Damon vidste udmærket godt, at han ville blive syg over alt for lang tid, så det var heller ikke noget som ville komme meget bag på nogen når det endelg måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han elskede virkelig Adeline og det var virkelig meget mere end det som han ville kunne indrømme eller fortælle med ord, for han var virkelig mere end villig til at skulle gøre absolut alt for, at hun ville have et godt liv sammen med ham. Koste hvad det koste ville! Han sendte hende et varmt smil og uden at skulle vende sig væk fra hende. Hun havde virkelig hans fulde opmærksomhed og det var virkelig også sådan, at han ønskede, at det skulle være når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte være. "Åh nej dog.. Det er en kraftig og uhelbredelig sygdom.. Jeg er bange for, at du vil være syg resten af livet.." Hans ord var ment i sjov, selvom det nu alligevel var ham en glædestanke. Hun var virkelig også den eneste som han havde givet sig hen til på denne måde og det var virkelig bare.. rart at have nogen at være sammen med, nogen som kunne forstå ham og faktisk være der for ham som han også ønkede at være der for hende. "De to store øgler er jo altid utålmodige.. Det er som børn op til jul.." mumlede han med en drilsk stemme. Han trykkede omkring hendes hænder. "Kom med.." sagde han roligt. Han valgte dog alligevel at gå i en ganske anden retning end det som Sky og Kildaria måtte vente på dem. Kildaria blev liggende. Hun håbede virkelig bare, at Damon vidste hvad det var han gjorde!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på ham, "uha uhelbredelig.. det da skidt.. eller ikke" sag hun drillen og så på damon og nød virkelig hans selvskab, hun kysse blidt damon på kinden. "så må du vist heller passe mig mens denne sygdom bor i min krop" hun rødme og gik med ham, mens hun holdt ham i hånden. hun lag ikke mærke til de gik en anden vej hun hade travlt med at forstille damon for and sig, gå for and hende med hendes hånd i hans, hun rødme og sukke stille og mærke hvordan den dejlige følelse af glæde skylde i gennem hende. hun var så lykkelig lige nu, hun kunne unde være alt i den her verden! bare hun var hos damon, hun smile og så på ham "damon.. går vi ikke den forkert vej" spurte hun efter lidt tid da hun nu hade lagt mærke til de gik den forkert vej af hvad hun huske, sky brumme og skrabe hvider og ville have de skulle komme tilbage og det skulle være nu!

[Deleted]

Damon kunne virkelig ikke lade være med at more sig ved den tanke alene, for det var end ikke noget som han kunne komme det mindste udenom, for han elskede virkelig Adeline og han ønskede virkelig heller ikke, at skulle miste hende på nogen måde. Bare alene den tanke omkring det, var noget af det værste som man kunne tænke sig! Han sendte hende et varmt smil. ”Nej min kære, det er bestemt ikke godt.” Han trykkede omkring hendes hånd og med et tydeligt morende smil. Han lavede jo selvfølgelig bare sjov, selvom forelskelse og kærlighed var farligt på sit vis, for man kunne så nemt ende knust, hvis det endelig var og det var jo heller ikke noget som han ønskede med hende. ”Åh ja, tro mig, det kommer jeg til. Så snart at huset står færdigt, så er det i seng og der bliver du.” Han slap et let grin, trak hende en anelse tættere på sig, så han kunne have hende i favnen som han blot valgte at gå. De var på vej et ganske særligt sted, for han betvivlede sjovt nok, slet ikke hvor de måtte stå. ”Bare rolig min kære.. Jeg ved lige hvor vi er på vej hen,” sagde han roligt. Han ønskede virkelig bare, at vise hende dette ganske særlige sted. Kildaria blev liggende og stirrede ind mellem buskene. Hun brummede utålmodigt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline lo og smile bare stort og lag den fri arm om hans hofter, og nød at gå så tæt med ham. hun elske ham bare så meget, vært sekundet hun kunne få lov at rør ham eller bare holde om ham. var en ren drøm, hun smile og fuldt bare med. "okay.. jeg stoler på dig" hun smile og kysse ham på kinden, hun smile bare og nød sådan at gå med ham. "men.. nu jeg jo nysgerrig hvor er det vi nu skal hen" hun smile og så på ham, hun var enlig spændt på hvordan huset blev og hvor længe det ville tage hende at lære huset at kende uden ad, men det hun glæde sig meste til var han skulle være en del af hendes hverdag, hun så på ham med et drømmen blik mens hun forstille sig hverdagen med ham, det ville blive helt perfekt i hendes øjne bare ham, hende og dragerne fredelig i skoven, hun smile og rødme en smule det var en drøm at være sammen med damon og hun fatte ikke at det faktisk var virkelighed, hun kysse damon igen på kinden og smile.

[Deleted]

Det kunne virkelig ikke falde Damon ind at gøre noget som helst ondt ved hende! Aldrig nogensinde! Det var end ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket på denne måde. Han elskede hende virkelig og det var noget som han virkelig bare gerne ville vise for hende, det var der vel heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han kunne ikke lade være med at smile når han endelig var sammen med hende! ”Jeg vil vise dig et ganske særligt sted i skoven, min kære,” sagde han blidt. Han trykkede hende roligt ind til sig og førte hende roligt med sig hen af en temmelig smal sti, at den næsten ikke var til at se – så meget vidste han da trods alt, men han kunne mærke den under sine fødder, så han vidst helt præcist hvor han var henne og hvor han havde hende for den sags skyld. Han førte hende roligt og stille med sig op til en bakke, hvor solen mere eller mindre altid ville ramme og det var nok et af de varmeste steder i Procias for tiden, for det var ved at være koldt og dette sted.. det lå virkelig bare perfekt. Han førte hende roligt op op bakken. ”Sæt dig ned.. Her kan du blive varm, lytte til fuglesang og alt som er i skoven.. Det er mit ganske særlige sted,” sagde han blidt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og nød bare han førte hende af sted hen over stien hun lige kunne mærke under de tynde sko, hun mærke med det sammen varmen da de kom op på bakken. fuglesangen var det første hun hørte og hun smile også mod damon, "det vel nok et vidunderligt sted du har her kære" hun smile og kysse ham på kinden, før hun roligt fjerne armen om hans liv. og blot holdt ham i hånden mens hun fik sat sig ned, varmen var dejlig og hun frøs ikke mere. hun forstille sig hvor de var, og hvordan der så ud. det var et smukt sted i hendes tanker, men meste fordi damon var i billede. hun var nu 100 % sikker på at hun ville blive meget lykkelig med ham! hun smile og fjerne et par glædes tåre før damon ville opdage det vis han rør hendes kinder, hun trak vejer dybt og nød bare varme og den dejlig natur men ikke mindst sin damon.

[Deleted]

Damon ønskede virkelig bare, at vise Adeline sine særlige steder, også for at vise hende, at hun var nogt ganske særligt også i hans øjne, for det var hun virkelig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte sig mod hende, som de nåede toppen af den lille bakke. Solen skinnede mere eller mindre konstant her og dyrene var meget i nærområdet, så det var dem som man kunne høre. Han slap et svagt grin og selv med det næsten største smil på læberne, idet han roligt satte sig ned ved hende. Han havde dog valgt, at skulle tage pladsen bag hende, så han kunne lægge armene omkring hendes mave, blot for at skulle kunne holde hende tæt og rolig ind mod sin egen krop, for det var virkelig bare noget som måtte gøre ham noget så frygtelig glad. Han lagde hovedet roligt mod hendes skulder og med det stille smil. Han kunne simpelthen ikke lade være med det! Ikke nu hvor han måtte stå der sammen emd hende, så var det jo ganske enkelt.. umuligt! ”Jeg håber du kan lide det.. Du er nemlig den eneste foruden Kildaria, som jeg har vist det til,” forklarede han roligt, dog med en let stilfærdig stemme. Ikke at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig bare det rene fakta. Han kyssede hendes kind, selvom han næsten kunne smage de salte tåre.. Græd hun? Hun så på hende, næsten med en bekymring. ”Du… du græder vel ikke?” spurgte han pludseligt bekymret.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nød varmen der var på denne lille dejlig bakke, og lyden af de dyr der nu snuse omkring. hun mærke damon bag sig og hans arme om hendes mave, hun smile bare og nød hans kys på kinden, da han stille sag at kun de kendt stede følte hun sig rigtige som noget særligt. hun hørte også han spurte om hun græde og hun ryste forsigtig på hovedet, "det bare lidt glædes tåre.. eller også fordi jeg måske har fået noget i øjnet " sag hun med en drillen under tone, "bare rolige.. det ikke alvorligt " hun fnise og lag hovede tilbage på hans skulder og kysser ham på kæben tæt på hans hals, "jeg elsker dig damon.. jeg er så lykkelig" hviske hun stilfærdig og lukke øjne og nød varmen der var her på bakken og varmen fra damon, hun kunne mærke hun var ved at tørre og det gik faktisk hurtig. hun sad nu der med hovedet tilbage og glæde sig til at bo sammen med ham, hun ville gøre sit bedste som hjemme gående kvinde og søger for der er ville være pænt og rent og mad til ham, hun rødme og lag hænderne på kinden at hun skulle være den han kom hjem til iiih hvor var det bare romantisk syntes hun, hun bed sig i læben og kunne ikke vente til huset var klar til dem.

[Deleted]

Damon håbede virkelig bare, at huset vile stå klart temmelig hurtigt, for han glædet sig virkelig bare til at skulle flytte ind og sammen med hende, selvom det første lange stykke tid, sikkert også ville være ham noget af en pest og en plage, for han ville nok gå ind i alt som hed døre, møbler og dørkarme, selvom han vel nok skulle finde ud af det før eller siden når det endelig måtte komme til stykket. Han smilede ganske let, for det lettede ham virkelig at vide, at det måtte være glædestårer i stedet for alt det andet, for han ønskede virkelig ikke at gå forkert med hende.. Ikke nu hvor han virkelig kunne kalde hende for hans egen og noget af det kæreste som han måtte have h ans liv, for det var det i allerhøjeste grad, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Han lukkede øjnene stille, som hun måtte kysse hans kæbe. ”Det er jeg glad for at du siger.. jeg vil jo ikke gøre dig ondt.. Så du skal græde,” sagde han stille. I sig selv, så var de ord så sandelig også ment som et løfte på alle måder, selvom det nu ikke var noget som han måtte tage sig af for nu. Han ønskede virkelig at han ville være i stand til at ebskytte hende og med alle de midler som han havde, at skulle gøre brug af, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han strøg ganske roligt og let forsigtigt over hendes mave og lyttede til fuglesangen. Det var virkelig smukt. ”Nyd sangen mens du kan.. Inden længe flyver de sydpå for vinteren,” forklarede han med en rolig og ganske blid hvisken. Det var jo det som bragte kulde og vinter med sig, også selvom man altid kunne se frem til at fuglene ville komme tilbage igen, med en ny og speciel sang.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline nød damons nussen af hendes mave, hun lytte til den skønne sang fra fuglene. hun trak vejer dybt og nød bare den her stund med ham, det var så dejlig med lidt fred og ro i steden for de bleven angrebet, de var allerred bleven de 2 hele gang i træk. så det var rart med et lille hvil, hun så på ham eller det billede af ham hun nu så for sit blik, "så vil jeg glæde mig til de kommer igen og kan synge for os igen til foråret " hun smile og lukke øjne igen og nusse blidt sit ansigt mod hans hals og trak vejer dybt og kunne sov på stedet men hun holdt sig vågen hun ville nyde at være sammen med ham, hun selv viste den første tid i huset ville blive lidt træls, de ville sikkert begge gå ind i alt ting og måske ind i hinanden, så hun sikkert fald for ham igen. den tanke more hende at hun faktisk bogstavlig var falden for ham på engen, det var så underligt at hun så hurtig hade være falden for en anden person og som tilfældig vis også var drage rytter og blind som hende, der måtte være nogle der så ned på hende og hade skænke hende sådan en engle i hendes liv, hun rødme og nød bar at side der med damon, hun nusse blidt hans hænder der nusse hendes mave og trak vejer dybt.

[Deleted]

Damon nød virkelig bare det faktum, at han kunne sidde stille og roligt og bare slappe af sammen med hende. De havde vel allerede været igennem deres prøvelser? Det var næsten sådan at han måtte se på det, det var der så sandeig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, så det var slet ikke noget som man kunne eller skulle drage det mindste i tvivl når det endelig måtte kmme til stykket. Han trak blot vejret stille og dybt, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han nikkede ganske roligt til hendes ord og med et stille smil på læben. Det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han strøg roligt over hendes mave, for nu kunne han virkelig ikke undgå at nyde det, at have hende så tæt på sig, som det han måtte have lige i øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. ”Mhmm…. Tro mig, det lyder langt smukkere når de er kommet hjem fra syden af,” sagde han roligt og med det klare blide smil på læben. Kildaria havde endt med at rejse sig og med en irriterende brummen. Nu havde de da været længe mere end nok, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun begyndte at gå ind i skoven, alt imens hun kaldte på Damon. Hendes kalden var en frygtelig dyb og mere skinger halvvejs skrigen, ikke mindst en anelse desperat. Damon gjorde ikke andet end at ignorere det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og sukke stille og nød bare de sad sådan, det var bare perfekt sådan her. at side der på den varme bakke, med fugle sang og andre dyre lyde. at hun kunne lytte til hans ånde dræt og mærke hans hjerte der slog bag hans bryst ind mod hendes ryg, hun nusse blidt hans hænder med sine. "så vil jeg glæde mig ind nu mere til de kommer tilbage.. så vi kan høre deres sang" hun smile blidt og vare i himlen ind til kildaria's kalden nåde hendes øre, sky gik lige bag kildaria og lave samme lyde. adeline vist de hade være væk længe, men hun ville gerne nyde lidt mere fritid med damon uden de behøve at holde øje med dem, hun nusse bare panden mod damons hals blidt og forsigtig mens hun trak vejer dybt og tog hans hænder og lukke øjne, hun svare ikke sky's kalden men hviske bare stille, "elsker dig damon" sag hun stille og kysse ham blidt på kæben og gav hans hænder et blidt lille klem, mens hun stille nynne en lille visse for dem som de sad der og lytte til fugle sang der dog var ved at dø ud.