back i the forest

[Adeline Magarita Jakson]

Solen skinde og dog regne faldt stille og roligt mens solen skinde så godt den kunne. man kunne høre regne lande på trærens blad og små vand pytter var bleven danne, rådyr stod i ly under de store træer, fugle sang tros regnen. men tros regnen var der stadig lunt og solen ville snart brænde skygerne væk igen så der atter ville blive tørt, sky hade fløjen adeline til skoven. de hade handle lidt i byen inden, adeline hade købt noget mad til et par dag, og lidt mere af den særlig salve hun hade efter hun hade som betaling give nogle af skys skæld, adeline mørke hendes hår klæber sig til hende da regne hade nået at gøre hende våd inden sky lande i skoven og holdt en vinge over hende, adeline stod under skys vinge og nød til heden men hun savne nu damon noget så frygte lidt, men han var sikkert på arbejde i nu det var jo kun dagen efter at hun hade sagt op, hun savne det lidt men så positivt på det nu kunne hun jo være mere sammen med damon når han hade fri, og så var de måske ikke i så stor fare igen, hun smile stille og nød lyden af regne der ramte hele skoven og lave en lille musik symfoni.

[Deleted]

For Damons vedkommende, havde det virkelig været en forbandet lang dag. Han var fløjet med beskeder mellem Procias og Manjarno mere eller mindre hele dagen. Han kunne jo trods alt ikke sige op, der måtte jo være nogen til at skaffe pengene på bordet, så de kunne få mad og husly, ellers ville de da først ende med at have et eller andet stort problem og det ville han virkelig heller ikke have! Nu var der jo ikke bare ham og Kildaria som skulle mættes, det var jo trods alt også Sky og Adeline! Han havde fået den sidste besked afleveret i Procias, så han endelig kunne tage fyraften. Den lette regn var slet ikke noget som han tog sig det mindste af. Han havde virkelig oplevet meget værre end det her. ”Er vi snart hjemme, Kildaria?” spurgte han stille. Han kunne virkelig ikke vente med det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, for han savnede virkelig Adeline noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af! At hun var faldet for ham og over ham af bogstavelig mening, var noget som han stadig kunne smile en god del til. *Vi er snart fremme.. lidt tålmodighed, Damon..* svarede Kildaria som han nu havde valgt, at skulle spørge ind til det for 11. gang bare på turen hjem. Hun satte kursen direkte mod skoven hvor tilladelsen til at bygge deres hjem var givet og huset stod allerede. Damon kunne virkelig ikke være andet end glad og lykkelig ved den tanke! Kildaria landede med et lettere bump i den bløde jord og hjalp forsigtigt Damon ned af sin ryg. Han strøg hendes snude. ”Jeg er hjemme!” endte han med en munter stemme. Endelig!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline viste ikke hvor hytten lå, men sky hade enlig ramt meget rigtig. adeline kunne i vært fald høre vinge slag, "sky.. er det" sky brumme og vifte med halen *ja det dem.. men tag det nu roligt* adeline stråle og kom over skys hal efter at være fuldt hende ned langs siden, hun følte sig vej gemme den smule træt der adskilte hende og damon. hun måtte gå forsigtig for ikke at skavet i mudder, "Damon?" spurte hun de hun måtte gribe i et træ for ikke at glide, da sky uden hvider vælte træren så hun kunne komme til, *du godeste enten er jeg bleven større eller skoven minder* adeline ryste på hovedet, og fik fumle sig lidt frem ind til hun små løb hen til damon og lag armen om ham, hun smile og trykke sig ind til ham og var så glad for at være hos ham igen, nu kunne de være sammen bare de to og Kildaria og sky selvfølegi. sky kigge på huset og brumme, *sødt hus.. passer til små turdel duer * adeline rødme og stod bare med armen om damon, hun var sikker på det var ham hun kunne kende hans duft. "j-jeg har sagt op.. de tog det meget pænt.. de har sagt de måske kan finde noget jeg kan lave der passer lidt beder til.. min tilstand som de så pænt kaldet det" adeline smile skævte og så mod damon og lod hænderne nusse hans kinder, jo det var ham de kind ben kunne hun genkende over alt.

[Deleted]

I denne tid havde Damon i den grad også savnet Adeline. Det var virkelig noget som han havde snakkt om på hver eneste flyvetur til og fra Manjarno og Procias, det var end ikke noget som han ville kunne lægge det indste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han kunne høre og føle at de måtte være i nærheden. Tilladelsen havde han fået og det var virkelig bare noget som han var så forbandet glad for. Huset var kommet op og han havde nu været væk i de par dage som arbejdet havde krævet af ham. Han vidste nu også, at det var noget af en forbandet tid som de måtte gå i møde og han vidste det. Ha nbrød sig virkelig ikke om den tanke når det endelig måtte vøre, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste felj af når det endelig måtte være. *Pas nu på, Damon..* Kildarias stemme var alvorlig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han bevægede sig forsigtigt og stille frem mod hende, hvor han endelig måtte finde sig frem til hendes skikkelse. Armene lod han roligt falde omkring hende, som han kunne genkende hendes kropsbygning og hendes duft. Det kunne virkelig ikke være andre end hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han smilede stort og lod hende mere end glædeligt nusse hans kinder, for det var virkelig noget som han havde savnet som aldrig nogensinde før. Kildaria holdt tydeligt øje med dem, det var også helt sikkert. Han åndede lettet ud. ”Det er jeg glad for at høre min kære.. Så er du i det mindste i sikkerhed,” afsluttede han stille og ikke mindst også med en ærlig og stilfærdig stemme. Han lod den ene hånd søge mod hendes hage, hvor han roligt vendte blikket mod sig, blot for at skænke hendes læber et let kys. ”Jeg har virkelig savnet dig,” afsluttede han sandfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og nød sådan at være hos ham igen, regne var hun ligeglad med at være tæt på damon var meget vigtigere. hun rødme da han skænke hendes læber et kys som hun med det største glæd gengælde, hun smile og så på ham mens hun nusse hans kinder. "jeg har også savne dig damon.. noget så frygteligt" hun smile og kysse ham ømt på munden før hun roligt men lidt ivrig spurte "fik du tilladelsen?" hun smile og håbe de hade det ville være så rart, for så hade de jo et hjem sammen, hendes første rigtig hjem i meget lang tid. sky var også på vagt hun hade dog fået sig hen ved siden af kildaria, som sky så meget op til da kildaria var større og sikket ælder i hende selv, "jeg har købe ind..altså.. vis det ikke gør noget.. ville være sikker på du fik lidt at spise.." hun rødme og så lidt flovt ned mens hun stadig hade armen om damon og så på ham, mens hun bed sig lidt i læben.

[Deleted]

Damon var virkelig bare forbandet glad for, at skulle være sammen med Adeline igen. Det var ganske enkelt ufatteligt hvor meget han kunne savne hende. Tilladelsen havde han fået og det hele, så nu var det jo bare at få det hele på plads, så de kunne flytte ind, så havde de deres eget lille sted. Han holdt kysset så længe, at det var ham menneskelig muligt og så længe, at hun måtte lade ham gøre det. Nok kunne han ikke se hende, men hun var virkelig ikke noget andet end en klar og tydelig engel i hans øjne. Hun havde virkelig været meningen ved hans liv og det var noget som han tydeligt havde fundet ud af efterhånden og det gjorde ham virkelig bare noget så frygtelig lykkelig! ”Der hvor du står lige nu, Adeline.. Der skal vi bygge vores hus.. Jeg har tilladelsen, jeg har dronningens stempel og underskrift.. Det er vores..” sagde han stille, selvom det var tydeligt at skulle høre, at der var lykke at spore i hans stemme, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han slap et let grin og holdt hende tæt ind mod sig. ”Jeg har fløjet til og fra Manjarno i over en dag nu.. Noget at spise lyder virkelig som en meget dejlig ting,” emdstemte han med et stille smil på læben, det var virkelig ikke noget som han kunne skjue det mindste og det var så sandelig heller ikke hans h ensigt når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. ”Jeg elsker dig min kære,” afsluttede han stille.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og og nød kysset så meget, hun nusse ham på ryggen. og smile stort da han sag der hvor de stod var deres, hun trykke sig blidt ind til ham. "jeg er så lykkelig" hviske hun og smile stort, hun snøfte og måtte fjerne enkle glædes tåre. hun smile, "så skal du sandlig også få noget at spise kære.. du må være sulten efter så lang en dag" hun smile og kysse ham på panden og slap ham hvor hun fandt hen til sky, og sin rytter taske. "hvad har du lyst til.. har brød... æbler.. og noget pålæg til brøde.. og nej hov hehe det var salven.. hehe.. har.. hmm det var vist kød der var i pakken ikke sky" sky brumme og nikke bare *jo kød i den ene og fisk i den anden* adeline smile "tak sky.." hun smile og så mod damon og kunne se hans ansigt for sig og smile og hade et forelsket blik i de blinde blå øjne, hun var spændet på hvad deres frem tid sammen ville blive, om krigen der nu lød til at ville blive være ville ødelægge det for dem, måske rive dem fra hinanden, nej! den tanke ville hun ikke tænke hun ville se positivt på det og håbe at når krigen var over at de måske kunne få en familie, bare de to i fred og i ro i skovens dejlig omgivelser.

[Deleted]

At dette sted måtte være deres ,var virkelig noget som gjorde Damon noget så frygtelig glad i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var også helt sikkert. Hun var glad og lykkelig, jamen så var han det da i den grad også! Han tog imod hendes kys til panden og selv med det tydelige og brede smil på hans egne læber. Alt andet var virkelig helt umuligt når det var at man måtte være sammen med Adeline. ”Er du lykkelig, så er jeg,” sagde han stilfærdigt. Det var virkelig hende som måtte være det vigtigste i hans liv, det var slet ikke noget som man skulle kune tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han slap hende roligt. ”Åh, jeg siger ikke nej til noget spiseligt.. Jeg er ved at dø af sult!” Han gik roligt efter hende, selvom hans skridt var rolige og sandfærdige. Han var ikke direkte kendt her i området når det måtte komme til det med at skulle undgå træer, rødder og huller i jorden under ham, så det hele blev gjort med forsigtighed. ”Noget brød lyder perfekt min kære.. Helt perfekt.” Det var jo trods alt også noget som måtte mætte godt og dejligt, og det var virkelig også noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende. Nu vidste han i den grad hvordan det var at skulle være forelsket og han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde noget så frygtelig godt af det når det endelig måtte komme til stykket, det var ganske enkelt utroligt! Han nåede stille og roligt hen til hende. ”Du skal vel også have noget at spise?” spurgte han stille. Han var bekymret for hende konstant, om hun havde det godt og det hele. Det ville blive en evig bekymring som han ville tage på sine skuldre.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og stod roligt mens hun tog brødet og kniven i tasken og fik ståret et stykke til ham, hvor hun fandt lidt på læg og lage på brødet, så ville det smage beder og mætte mere. hun smile "jeg har spiset.. og det vigtiger du spiser.. det jo dig der er den arbejden " hun smile og kysse ham på kinden efter hun hade fundet frem til ham og fundet hans kind, sky så på dem og smile mens hun holdt skab udkig, "gik din dag ellers godt" spurte adeline blidt og så mod ham, hun ville gerne hvide om hans dag var god, han behøve ikke at sige mere om det han lave, bare han altid kom sikkert hjem så var hun noget så flad og tilfreds, hun var glad og lykkelig og vis han var det var hun også og smile blidt.

[Deleted]

De snakkede allerede som havde de været et ældre ægtepar, hvilket i den grad også måtte være Damon en frygtelig morende tanke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile når han endelig var sammen med hende. Han lod hende blot lave maden til ham. Dette var ligesom han selv måtte ønske det.; Han var den arbejdende mand og hun var kvinden som skulle være hjemme, så det var slet ikke noget som han havde det mindste imod. Han havde nu heller ikke noget imod, hvis hun skulle løsrive sig bare en smule, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til, det var også helt sikkert. ”Du er sikker på, at du ikke kan have plads til mere?” spurgte han roligt og med en ganske så stilfærdig stemme. Han hævede let det ene bryn og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende overhovedet. Han trak på skuldrene. ”Mesteparten af min tid er blevet brugt i luften.. Der var mange beskeder som skulle til og fra Manjarno i dag.. Jeg tror noget er ved at ske derude,” sagde han stille. Han vidste virkelig ikke hvad det måtte være, men det var virkelig bare den dersens.. fornemmelse som havde sat sig ind i hans sind og det var virkelig ikke behageligt. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg er bare glad for, at du er væk fra den stilling.. Så ved jeg da, at du er tryg og sikker,” afsluttede han stilfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile "jeg er sikker" sag hun roligt og så på ham, og smile bare blidt. hun kom enlig også til at tænke på de lød som et gammel ægtepar, hvilke fik hende til at små le. hun så mod ham og smile blidt, hun smile og kysse ham på kinden. "du er altså alt for bekymret damon jeg har det jo helt fint.. og min skulder har det også fint nu" hun smile blidt og så på ham og glæde sig til at være hjemme gående der blev nok at gøre da hun jo første skulle lære hvor tingen var så hun ikke gik og stød ind i alt ting eller faldt, hun stod roligt ved sky og så på damon hun vist jo hvor han stod, sky holdt vingen over dem så regne ikke gjorde dem alt for våde, adeline smile og bed sig lidt i læben og smile bare glade og så på ham "er brøde godt nok ?" hun bed sig i læben og så på ham.

[Deleted]

Damon kunne virkelig ikke gøre andet end at være bekymret for Adeline. Han ville da være sikker på, at hun havde det godt, var tryg og det hele, selvom det virkelig kunne være, at sætte kravene ekstremt højt for hans eget vedkommende, det var også helt sikkert. Som det hele måtte stå i øjeblikket trods alt, så ville han virkelig ikke være i stand til at passe på hende, hvis det for alvor skulle gå galt, og der var virkelig bare den der fornemmelse som sagde, at det virkelig ville gå galt på et tidspunkt og den skræmte ham om ikke andet, så bare en smule. Han sendte hende et stille smil. Han kunne virkelig ikke lade være når han var sammen med hende! ”Det er jeg virkelig glad for at høre, min egen,” sagde han roligt. Han tog glædeligt imod hendes kys mod hans kind og med et klart og lykkeligt smil på læben. ”Jeg ønsker jo ikke at du skal komme til skade,” tilføjede han dæmpet og med hovedet let hvilende mod den ene side, det var ikke noget som han end ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Han hævede brdet og tog endnu en bid af det. Det var virkelig bare godt med noget mad i maven, det var ganske enkelt utroligt! ”Det smager himmelsk,” svarede han roligt. Han plantede et kys mod hendes pande. Han elskede hende virkelig!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og stod bare og nød han var så tæt på hende, hun nusse ham på ryggen stille og roligt. "det godt du kan lig det.. regner med selv at lave brøde næste gang.. skal bare have sky til at læs for mig" hun lo lidt og nød hans kys på panden, hun så på ham og nød at være sammen med ham igen. hun kunne lugt brøde i luften men også sky og kildaria og sig selv, men eller meste var det hans duft der var ved hendes næse, hun lag hovedet på hans skulder og stod bare og nusse ham på ryggen. hun elskede ham!!! mere ind noget andet i den her verden! hun så mod ham, "hvordan tror du det bliver.. når nu vi skal bo sammen" hun rødme ved tanken om hun gik og lege den blinde husmor mens han søger for mad på borde ved at arbejde, hun ville ikke have han skulle slide sig selv op eller kildaria for de skyld bare for de kunne få mad og tøj, så ville hun heller hun også arbejde så de var to om at skaffe med på borede, hun hade jo faktisk en del penge gemt til vis hun nu slog sig ned, en opsparing kunne man kalde den, hun kysse damon på kinden igen hun kunne ikke lade vær at kysse ham.

[Deleted]

At være sammen med Adeline, var virkelig bare det bedste som længe havde ramt ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det gjorde ham om ikke andet så noget så lykkelig, at være sammen med hende! Hun var virkelig noget af det bedste som længe havde ramt ham og det sagde så sandelig heller ikke så lidt, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet! Han smilede bredt. Han kunne virkelig ikke lade være! "Mhmm... Hjemmelaveet er altid det bedste," påpegede han roligt og med et let træk på smilebåndet. Det var slet ikke noget som han ville kunne skjule, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. "Det er jo det spændende.. Det er jo trods alt det ukendte," påpegede han stilfærdigt. Ikke at det var noget som han kunne eller ville skjule for sit vedkommende, det var også helt sikkert. "Det er spændende.. Selvom. Jeg er helt sikker på, at det nok skal gå fint mellem dig og mig.. Jeg kan ikke undvære dig, min kære," hviskede han stille. Kildaria vendte blikket mod dem, hvor selv et smil kunne anes i det store ansigt. Det morede hende om ikke andet. *Turtelduer,* hviskede hun nærmest i deres øre.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på ham og smile bare glad, "du er er nu bare dejlig kære" hun smile og rødme og så mod ham, "så må jeg heller lave så meget hjemme lave jeg nu kan" hun smile blidt. og rødme og nusse blidt damons kind, "jeg kan sandelig heller ikke under være dig damon.." hun smile blidt og kysse ham på panden, sky så på dem og var enig med kildaria om de var nogle Turdel duer. hun brumme lidt i latter, da adeline rødme som en tomat af kildarias ord. hun smile dog og lag armen lidt rund om damons liv mens hun bare smile og nød ham ind til sig, eller tæt på "jeg sikker på vores tid sammen bliver dejlig" hun smile blidt og så på damon, hun var sikker på de nok skulle blive en lille hyggelig familie en dag, det var hun helt sikker på i hendes øjne der bare hvile på damon med et varmt blik.