A new time has come..?

[Deleted]

Solen stod højt på den store himmel og fuglene sang efteråret ind. Det var ved at være koldt udenfor, selvom solen måtte skinne, så var det virkelig ikke noget som gjorde det mindste ved Lexie for tiden. Hun var virkelig den samme muntre pige som hun havde været før det store kaos havde ramt den lille kernefamilie og revet den fra hinanden og spredt den for alle vinde. Hun sad inde på sit værelse og med den tydelige koncentration i blikket og med blikket hvilende på den lille kugle af ild som hun havde i hånden. Hun ville gøre sin lærermester stolt over det som hun ville kunne præstere, så hun måtte jo trods alt øve på det når hun endelig havde muligheden for det og det var det som hun havde nu for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun gjorde et let hop med hånden, selvom hun ikke fik den kugle til at svæve endnu! Hun sukkede tungt og rystede på hovedet, som hun knyttede hånden og vendte blikket ud mod vinduet. Solen stod direkte ind af vinduet og det fik hende til at smile. Der var virkelig ikke noget så godt som sol! Det fik da vampyrerne til at holde sig væk! Mange magikere rendt rundt i en dyb forvirring over hvor Elias måtte være, for han havde ikke vist sig her i dage, selvom det nu ikke var en bekymring som ramte hende for tiden. Hun var lettet.. Det eneste som hun manglede og savnede, det var sin far.. Hun savnede Nick.

[nick]

Et større brag lød ude i selve kernen af Den Magiske Cirkel. En reol med tallerkner og diverse køkkenting braste sammen omkring Nick, idet at han blev kylet direkte hen i den. Et stærkt lys skinnede omkring ham og som en kugle af kraft af styrke, blev det hele fæstnet til hans sjæl og gav ham den følelse af, at skulle lede. Mod og styrke, til at skulle fortsætte en stærk tradition - magikernes lederskab. Han havde for nogle dage siden snakket med Lisa og de var enige om, at tage det stille og roligt. Snakke sammen om nødvendigt, men ellers ville de passe deres liv. Måske samle lidt op på tingene som venner engang imellem. Han knyttede næverne og fik reolen af sig med magi. Han kravlede fri af knuste kopper. Reolen var som så ikke brast sammen, det var alt indholdet af tallerkner og kopper, der var knuste. "Pokkers.. Hvad skal det dog betyde?" mumlede han for sig selv og rejste sig op. Han vaklede lidt og lukkede øjnene kort sammen og fandt sin ro. Hans hænder begyndte at lyse kraftigt idet at han koncentrerede sig og reol, samt kopper og krus samlede sig endnu engang, som om intet var hændt. "Wow.." sagde han stille. Det var da en fantastisk følelse. Han bakkede let og kiggede rundt på nogle af folkene, som var her. Han smilede svagt til dem. Han begav sig ned af gangen og ned til Lexie's værelse, hvor han også var flyttet nærmere ind. Koldt var det bestemt begyndt at blive udenfor. Han gik ned og bankede på døren. "Lexie, det mig Nico," sagde han dæmpet. Havde vænnet sig selv til at sige Nico i stedet for Nick. Han åbnede døren stille og gik ind. Lod som om ingenting var sket derude. "Jeg har dog lige oplevet det underligste…!" sagde han. Han kunne jo ligeså godt sige det. Han lukkede døren. "Da jeg kom her til, blev jeg som opslugt af et stort lys og kastet hen i væggen. Og lyset satte sig fast i mig.." Han tænkte nøje over, hvad det kunne betyde.

[Deleted]

At Lexie måtte bo sammen med sin far.. eller Nico som han var nu, var noget som blot glædet hende. Det holdt hende tryg om natten og udelukkende for en ting; Han var der til at passe på hende når det endelig var, og det var noget som hun faktisk også var forbandet glad for. Lyden af brag og alt det som måtte knuse, var noget som tydeligt måtte ramme hendes øre og tvang hende hurtigt til at rejse sig. Der var vel ikke noget ondt som kunne kmme ind her? Det var virkelig ikke noget som gav det mindste mene overhovedet! Hun blinkede næsten skræmt med øjnene og med den klare sitren i kroppen, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste udenom overhovedet. Hendes nerver var stadg udenpå tøjet, det var slet ikke nogegt som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun faldt da til ro, som han måtte ende med at stå i døren, så hun satte sig stille ned på sengen igen og åndede ellers lettet ud. ”Troede pludselig at krigen var løs derude,” sagde hun med et ganske svagt smil på læben, selvom hun nu måtte mene de ord i ren og skær sandhed, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Hun samlede hænderne i sit skød og vendte blikket mod ham. Hun blinkede let med øjnene ved hans ord. Elias havde fortalt hende omkring det, når en leder blev valgt, for.. det samme var sket med ham dengang Elanya var gået bort, det havde han da selv fortalt hende. ”.. N-Nico? Jeg.. jeg tror at du.. er blevet leder..” sagde hun ganske dæmpet og næsten prøvende stemme. Det var slet ikke noget som hun havde stand på, for det var først nu at hun var begyndt at skulle øve på magien, for det var nu at det var ved at blive nødvendigt for hende, at skulle lære det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun bed sig let i læben. Hun kæmpede selv med selvtilliden, selvom den var blevet mange gange bedre. Nu vidste hun at hendes mor var derude endnu og det havde hun så accepteret i den anden ende, så længe, at de kunne finde ud af det, så var det vel også godt nok? ”Det.. det fortalte han mig nemlig.. Det samme skete med ham, da han blev leder efter.. Dronning Elanya tror jeg det var,” afsluttede hun ganske dæmpet.

[nick]

Det var i lykkelighed, at Nicolas boede sammen med Lexie. Sin datter et sted, selvom det nærmest var så frygteligt forkert, når han lignede en på hendes alder! Dragemærket over hans ene side af ryggen sad der endnu. Han vidste ikke hvad det betød. Men det havde ikke givet ham nogen form for smerte, så han lod det bare være. Han ville bare holde Lexie tryg - dag og nat. Flere havde hørt braget, de havde også kommet ud for at kigge. De havde dog ikke nået at se meget og han havde jo ryddet op efter sig. Han gik hen imod hende og kyssede hende på håret. Han gik hen og satte sig på enden af sengen. Han havde det faktisk godt. Lidt øm i ryggen, men ellers ikke større skade. "Det håber jeg ikke," sagde han stille og kiggede ud af vinduet, hvor solen stod ind. Vintersolen var nu smuk. Det varede ikke længe, før at sneen ville falde. Han vædede let sine læber og så hen imod hende. "Ja, Lexie?" spurgte han dæmpet og blinkede med øjnene. Leder? Det ringede dog en klokke. Elias havde snakket om om lyset. Lyset der videreførte lederposten. Det var ikke bare en peget finger, på den der kunne mest. Lederen skulle vælge hvem, han eller hun mente var egnet. Det var virkelig en ære, hvis det var så ledes! Han nikkede. "Han har snakket om det, han har også fortalt det til mig," sagde han stille. Bare ikke lige, at han var den valgte. "Det må være det, ikke? Elias er jo.. væk," sagde han tænkende og så ned i jorden. Han betragtede sin hånd. Så ung igen. Det var uvirkeligt at se sig selv.

[Deleted]

Lexie havde virkelig ikke noget imod at han måtte bo inde ved hende, for hun vidste, at han måtte holde hende tryg og sikker, og det var virkelig også det som var hende det vigtigste. At der var nogen som kunne holde hende tryg og sikker om natten, for det var virkelig ikke noget som hun oplevede særlig ofte og nu sad hun her.. Det var virkelig bare noget af det bedste som hun længe havde oplevet. Hun sendte ham et stille smil. I Den Lyse Cirkel var det faktisk ganske stille og roligt, så det var noget som virkelig gjorde hende tryg og rolig. Hun reagerede nemlig hrutigt på alle de små ting som skete omkring hende. Det var bare noget som hun var blevet vant til efter alt det som hun havde været i stand til at gøre det. Hun hadet det faktisk. Hun tog imod kysset i håret og med et stille smil, hvor hun blot lod ham tage pladsen på sengekanten ved siden af hende. ”Det vil jeg næsten tro.. så-sådan som du fortæller det, lyder meget til det som han fortalte,” sagde hun stille. At Elias var væk, gjorde hende dog en anelse urolig når det måtte komme til stykket. Hun holdt forbandet meget af ham og det var hende virkelig bare dejligt, at hun havde noget som hun kunne mindes om tilbage fra dengang, selvom det nu alligevel ikke var det samme af den grund, det var også helt sikkert. Hun sendte ham et stille smil og tog hans hånd ganske forsigtig. Måske at hun var vant til det, at skulle være under den form af seksuel misbrug, men hun ønskede virkelig ikke at lægge op til noget. ”.. Føles det anderledes, Nico?” spurgte hun stille. Hun havde allerede vænnet sig af med, at skulle kalde ham for far, for.. det var han vel ikke mere for hende?

[nick]

Nicolas betragtede hende. Han var før kommet forbi nogle her, som havde stået og hvisket om at han boede inde hos Lexie. De kendte jo ikke baghistorien, så et rygte om forhold og hvad han viste af, der løb rundt; Det overraskede ham egentligt ikke. De var jo begge lignende en ung alder og han var jo ikke Nick Terrac, som folk kendte. Han var som en anden her hos magikerne i Den Lyse Cirkel. Magikernes hjemsted. Han holdt Lexie tryg for hver en pris, nu han havde chancen for at skulle beskytte hende. Nok kunne de ikke rigtigt kalde hinanden far og datter mere, men han agtede at beskytte hende! Han vædede let sine læber og betragtede hende, som han nu havde sat sig ved hendes side. "Ja.. Nu du siger det," sagde han dæmpet og tænkende. Det var virkelig en ære, at være udvalgt til at blive leder. Han kunne knapt nok tro at det var sandt. "Knib mig i armen Lexie, tror det her er en drøm.." sagde han tænkende. Han tænkte blot højt. Han vidste ikke rigtigt, at han havde sagt det. Han så mod hende med de isblå øjne. "Anderledes.. Det.. Jeg føler et stærkt håb indeni mig lige nu. Og pligt-følelsen er virkelig stærk," sagde han tænkende. Han smilede til hende og lagde en arm omkring hende og gav hende et klem ind mod sig. Han gav dog slip igen. "Ellers har jeg det udmærket," sagde han roligt og nikkede kortfattet.

[Deleted]

Lexie havde udmærket godt hørt de mange rygter og uanset hvor meget hun prøvede at afkræfte dem, jo værre blev de jo bare, det var jo det som faktisk.. var sjovt et sted? Hun delte seng med Nico, han holdt om hende om natten, så et sted opførte de sig vel som et par når man egentlig måtte tænke over det? Tanken morede hende om ikke andet og den gjorde hende absolut intet. At han var hendes far, var efterhånden en tanke som måtte ligge hende ganske så fjernt. Hun lod sig blot blive trykket ind mod ham, og selv med et varmt smil på læben, ikke at det var noget swom man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun rødmede ganske let. Hun hørte godt hans ord. Skulle hun nibe ham? Så gjorde hun det da med selv den største glæde. Hvis hendes far sad der som en leder, så måtte hun da blot bekræfte det for ham, at det måtte være sådan, at det måtte være vel? At det var sådan at hun måtte føle det selv, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun førte hånden roligt op til hans overarm, hvor hun ganske let tog fat omkring noget af hans hud og neb ganske let til det. ”Det er ikke nogen drøm, Nico,” sagde hun stilfærdigt og med et næsten morende smil på læben. Hun lagde sig roligt ind mod ham og med et næsten tilfredst smil på læben. Det gjorde hende virkelig bare tryg at skulle sidde der med ham. Det var dejligt når Romeo ikke var der, at han var der sammen med hende. ”Du er blevet vores leder, Nico…” sagde hun stille. Hun bar e tydelig stolthed i stemmen. Det var da spændende!

[nick]

Nick betragtede sin pige. Rygterne løb. Det var nu ganske sjovt, for han kendte jo til sandheden. Han holdt Lexie tryg om natten, ved at lægge ved hendes side i sengen. Lige den detalje, var der dog ingen der kunne bevise. Deres opførsel mindede nok meget om det at være et par, men sådan tænkte han ikke lige. Hun var af en kæmpe betydning og han elskede hende. Som datter? Han ville ikke tænke på det ord, for det var uvirkeligt at tænke på, når han lignede en på hendes alder. Det var meget fortrængt og efterhånden tænkte han ikke 'min datter' om hende Han nød virkelig tiden med hende. Han spjættede let, da hun neb ham i armen og han rykkede sig lidt til siden. "Nej.. Det er det ikke," sagde han og strøg hånden igennem det mørke hår. De isblå øjne betragtede hendes skikkelse. Han strøg hende let over hovedet med et skævt smil og førte noget af hendes hår om bag øret. "Ja.. Det er virkelig vildt," sagde han og nikkede stille. Han prikkede hende drilsk i siden og kildede hende over ribbenene. "Men nok om det.. I dag har du min opmærksomhed," sagde han med et skævt smil. Dog ærligt.

[Deleted]

Rygterne gik måske, hvilket Lexie bare rystede på hovedet til. At skulle se på Nicolas som sin far, var slet ikke noget som hun var i stand til. Det var han.. for ung til et sted? Han holdt hende god og tryg om natten og lod hende faktisk sove natten igennem uden at skulle vågne, hvilket hun var noget så frygtelig glad for når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for det var hun virkelig noget så frygtelig glad for! Et stille smil passerede let hendes læber. Hun lod sig blot blive siddende tæt ved ham. For så mange andre, så kunne de måske ligne et par, så var det bare noget som hun bed i sig, for det var vel slet ikke sådan, at det måtte hænge sammen? Det var i de tmindste sådan, at hun måtte se på tingene. At han måtte kilde og prikke hende i siden, fik hende omgående til at stivne og med sine mangesmå spjæt, for hun var virkelig ekstremt kilden! Det var jo trods alt heller ikke noget som man kunne sige, at hun havde fra fremmed af, for det havde hun da bestemt ikke. Det var jo trods alt noget som hun havde fundet ud af for længe siden! Hun grinede let og vendte sig mod ham. ”Det er jeg glad for, Nico,” sagde hun blidt. Det glædet hende, at hun var i hans opmærksomhed lige i øjeblikket. Hovedet gled ganske så let og stille mod hans skulder og med det lette og blide smil på læben. Det var bare ikke noget som hun kunne skjule for ham. ”Er du bare sikker på at det er klogt? Nu hvor du er den nye leder?” spurgte hun næsten med en forsigtighed.

[nick]

Nick kunne ikke bide sig sikker i, hvordan folk så på disse rygter. Troede folk, at de faktisk var kærester? At de dannede et par som mange andre unge også gjorde? Det var ikke til at sige, for han var virkelig ikke en tankelæser. Han vidste udmærket godt, at han var for ung til at være hendes far. Men derfor ville han stadig beskytte hende og sørge for, at hun havde det godt og sundt. Han oplevede ikke, at hun vågnede om natten. Det var noget som kun gjorde ham glad, for så måtte han jo holde hende tryg? Han betragtede hende med et stille smil. Han holdt af hende. Elskede hende jo stadigvæk. Jo, det kunne faktisk godt se ud som om, at de var et par. Men han kunne jo ikke bare give slip på noget han kendte, blot fordi han var blevet yngre. Han vidste, at hun var kilden. Han vidste også, at hun havde det fra ham selv. For han havde altid været ekstremt kilden. Han smilede til hende og tvang hende ned at ligge, så han kunne sætte sig over hendes mave og kilde hende videre. Han spillede nærmest på hendes ribben. Hans opmærksomhed lå på hende i dag. Han håbede et sted, at der var en håndbog for magikere. Fordi disse følelser af at lede og være stærk for andre, dem kunne han da ikke alene bare gå ud med? "Hvis der sker noget, kan du komme med mig?" foreslog han med et skævt smil og klappede hendes kind, selvom han dog ikke flyttede sig fra hende. Behøvede han det?

[Deleted]

De mange rygter og historier derude fra, var virkelig noget som måtte more Lexie. Hun måtte dog ærligt erkende, at det var mere og mere svært for hende, at skulle se på Nick som sin far, for han.. lignede jo en i hendes aldersgruppe og han holdt om hende om natten som en far ikke burde gøre det. Hun søgte mod ham og hun kunne virkelig ikke lade være med det! Hun vågnede ikke om natten mere, fordi hun vidste, at han holdt om hende og han beskyttede hende og det var noget som virkelig bare måtte gøre hende noget så frygtelig glad og det lettede hende, at det endelig måtte være en som så hende osm hun var og ikke bare en unge! At hun var kilden, det var noget som hun havde fra Nicolas og hun vidste det. Det var jo noget som gik i arv på sin måde, for hendes mor havde aldrig været så kilden. At hun blev tvunget ned at ligge og hvor han stadig måtte kilde hende, fik hendes latter tydeligt frem på læberne. Det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom, for det kildede virkelig ekstremt og noget så frygtelig intenst lige nu! Hun faldt slapt ned under ham, da han holdt op med at kilde hende. Hun trak vejret dybt og med en mindre sitren i kroppen. Det glædet hende om ikke andet også at se ham med et smil på læben. Hun lukkede øjnene stille og nikkede til hans ord. ”Det.. det skal jeg da huske,” sagde hun med et stille smil på læberne. Lige hvad hun skulle have gjort uden Nick det vidste hun virkelig ikke, for dette var virkelig noget som måtte gøre hende.. lykkelig på en mærkværdig måde. Hun hævede hånden og klappede let hans eget kind. ”Husk at det er gengældt.. Hvis der er noget jeg har fundet ud af, at jeg er god til.. så er det at lytte,” sagde hun stille.

[nick]

Rygterne var ikke noget, som man kunne komme udenom på nogle måder. De svirrede som spyfluerne i sommertiden og rygtedes lige som høns, der rendte og sladrede over en spand korn der lige var spredt ud over markedspladsen. Men ofte, pyntede folk altid lidt mere på historien og den udviklede sig fra person til person - det var det værste ved rygter. Måske svirrede der snart rygter om forlovelse eller helt usande ting, som graviditet eller andet; Han var jo ved hende om natten, hvilket folk vel kunne se ned på? Sandt at han lignede en i hendes aldersgruppe, det var også derfor at han ikke kunne se hende på en datter mere. Han holdt ganske vist anderledes omkring hende nu, men det var ment på samme beskyttende og elskelige måde! Men måske der lå lidt andet bag? Noget han ikke ville indrømme, selvom noget af rygterne måske kunne være sandt. Han smilede sødt til hende. Så så uskyldig ud som han overhovedet kunne, mens han betragtede hende med sine isblå øjne. Han kunne ikke se på hende som en unge, hun var allerede en kvinde i hans øjne. Hun var virkelig moden og han havde troen på det hun lavede. Sandt at det at være kilden gik i arv, et lille minus ved at han biologisk set var hendes far. Det var et sted synd for hende. Han elskede at få et smil på hendes læber, det var næsten blevet en hobby at få hende til at smile. Han kunne virkelig ikke være andet end glad for at se hende lykkelig. Var hun lykkelig, så smittede det i den grad af på ham. Han smilede svagt. "Huske? Tror du misforstod mig. Hvis der sker noget derude i dag, der kræver min opmærksomhed, så skal du tage med mig," forklarede han hende og blinkede let med øjnene, som hun klappede ham på hans kind. "Men jeg ved du er en god lytter, det har du altid været," sagde han med et skævt smil. "Men ja, jeg mener nu også at du kan komme til mig med dine problemer, jeg lutter gerne ører," sagde han stille og klappede hende på hovedet. Han blev siddende overskrævs hende, for at holde hende ned i sengen. Han bøjede sig ned til hende, så deres ansigter kom tættere på hinanden. "Hvis du ikke får mig af, så kilder jeg dig meget snart igen.." sagde han med et drilsk smil.

[Deleted]

De mange rygter og historier, var virkelig bare noget som Lexie valgte, at skulle se bort fra, også mest for sin egen skyld, for hun var virkelig bange for, at hun ville ende md at tro på dem og så ende forbandet skuffet i den anden ende. Det blev virkelig kun sværere og sværere for hende, at skulle se på ham som en far på denne måde, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for han lignede jo en på hendes alder og det var også det som gjorde det hele, for det var virkelig forbandet svært! Lexie var dog heldigvis ikke så naiv som hun havde været før i tiden, så hun vidste jo godt, at de ikke måtte være noget par. Det glædet hende virkelig bare noget så frygteligt, at han holdt om hende o natten, og holdt hende tryg og beskyttet, selvom det vel bare var noget som han måtte vælge at omprioritere? Nu hvor han var blevet leder, så var der vel heller ikke alverdens tid til at skulle ligge inde ved hende og holde hende rolig? Hvilket et sted faktisk var en tanke som gjorde ondt, for hun nød virkelig det, at hun kunne have ham lidt for sig selv og specielt nu hvor deres familie var blevet splittet så tydeligt og så meget som den var blevet det. Den som havde været så stor og så stærk før i tiden, var virkelig endt med at gå helt til hundene som det måtte stå lige i øjeblikket. Hun blinkede med øjnene. ”Tage med dig? Jamen…” Hun så på ham med et næsten overrasket blik. Ikke at det gjorde hende det mindste, for det var noget som faktisk måtte gøre hende glad, at han stadig måtte prioritere hende så højt på den liste som han gjorde det, det var virkelig noget af det bedste som længe var sket for hende, og det sagde i den grad heller ikke så lidt, det var i den grad også helt sikkert når det endelig måtte komme til stykket! At den kilden var gået i arv, var slet ikke noget som hun havde noget imod. Hun var og hun havde altid været fars pige og det var i den grad også noget som hun måtte være frygtelig stolt over i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl når det endelig måtte komme til stykket! ”Det er jeg da glad for at du siger.. Jeg må jo så påpege, at jeg er blevet langt bedre til at lytte efter det seneste århundrede,” tilføjede hun roligt. Det var jo næsten noget som måtte sige sig selv med det liv som hun havde haft, for det var virkelig ikke noget som hun var stolt af på nogen måde! Tvært imod, så var det noget som gjorde ondt at tænke på og hendes krop bar jo stadig de mange mærker efter de mange bid og det århundrede med misbrug. Hun sendte ham et smil. Når han var der, så var det umuligt for hende at være trist eller negativ. Han gjorde hende virkelig altid glad! Hendes hænder greb hurtigt ud efter hans håndled. ”Du kan lige vove!” endte hun allerede med et grin. Hun var allerede klar til en kildetur nummer to.

[nick]

Nicolas blev ikke direkte påvirket af de utallige historier der løb rundt. Men man kunne da ikke undgå at tænke, om der var noget i det? Selvom det nærmest var en frygtelig tanke, når det jo et sted var hans datter. Men det føltes ikke sådan mere. Kærlighedsformen havde taget en ændring, han beskyttede hende og han holdt hende tryg. For han ønskede hende virkelig det bedste! Det blev faktisk sværere at se på hende som en datter. Hun var Lexie, en fantastisk ung kvinde, der fortjente at lære magi. En der fortjente at se på det gode liv og virkelig smage, hvad det indebar. Han smilede sødt til hende. Han var så stolt af hende, alt det hun havde klaret sig igennem. Selvom han var leder, så behøvede han vel ikke at løbe tjuhej ud hele tiden? Hun måtte virkelig ikke tro at det ville tage alt hans tid. Selvfølgelig ville der komme opgaver, men han havde også en opgave i at holde hende tryg og det agtede han at holde ved! For han var sikker på, at det ikke var en ændring hun ville bifalde. Det ville i hvert fald gøre ond i hans indre om det ændrede sig. "Ja, med mig.. Hvis jeg ved at opgaven ikke går ud på en morder eller andet, så kommer du med," sagde han tilbydende. Så kunne hun også opleve. Man kunne få fortalt nok så meget, men det skulle opleves! Det havde han da selv erfaret. Måske for meget erfaring? Han vædede let sine læber og blinkede let til hende. "Jamen det er da kun en god ting," sagde han dæmpet. Han var altid glad i hendes nærhed. Ofte ønskede han at de kunne bytte de mange bidsår; Hun havde overalt, han havde kun i håndledet og et i hver side af halsen. Han grinte dæmpet og lod vær med at kilde hende, da hun sagde at han lige kunne vove. Han blev dog siddende over hende, uden at lægge vægt i. Han smilede, rev sine hænder til sig og satte dem ned i sengen på hver side af hendes hoved. Han bøjede sig ned og kiggede hende ind i øjnene. Det var lige før, at deres næser rørte hinanden. Han trak på smilebåndet og lo, løftede så hovedet lidt for at kigge på hende uden at blive lettere skeløjet.

[Deleted]

Lexie måtte dog ærligt erkende, at hun tænkte meget over de historier som var endt i omløb eftersom Nick var flyttet ind på hendes værelse. Det var dog ærligt ikke noget som hun ønskede at reagere så voldsomt på, for der var jo slet ikke noget i det? Nok at de delte værelse, de delte seng, men han holdt kun om hende, holdt hende tryg så hun kunne sove natten igennem og uden at vågne, hvilket i den grad også var noget som måtte gøre hende glad indvendig, for det var han virkelig den eneste som havde gjort. Hun sendte ham et stille smil. Det var jo slet ikke noget som hun kunne lade være med! Før hvor hun havde været den lille indelukkede pige, var jo i den grad væk for dette øjeblik, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert! Hun trak vejret lettere dybt og ellers fuldkommen afslappet, hvilket hun kun var når hun var i nærheden af 2 mænd; Romeo og Nick. Begge havde de en forfærdelig stor betydning for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun smilede let. ”Det kommer vel an på hvad opgaven er, ikke? Jeg vil nemlig ikke gå dig i vejen,” forsikrede hun dæmpet. Det var jo blot sandhed uden lige, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet! Som leder, så var det jo noget af en forfærdelig stor opgave som han måtte påtage sig, det var slet ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af og hun ønskede virkelig heller ikke at ødelægge det for ham ,for det var jo virkelig noget fantastisk stort at få tildelt en titel på denne måde bare sådan! Hun stivnede helt, som han pludselig endte med at få hovedet så tæt på hendes eget.. En pludselig trang.. Skulle hun? Nej.. det kunne hun da ikke, han var jo hendes far! Hun trak vejret dybt igen og hævede hånden, blot for at stryge mod hans ansigt. Han lignede en på hendes alder og det gjorde det virkelig svært for hende! Hun lænede sig forsigtigt frem, hvor hun tøvende plantet et let kys mod hans kind, inden hun lagde sig ned igen.