Back home!

[Silia D. Diamaqima]

Faith var udemærket godt klar over at hun ville være tvunget I sengen som hun havde været den sidste måned, og det drev hende virkelig til vanvid, selvom det nu ikke var fordi hun havde noget valg, hun var slet ikke I stand til at stå på benene, selvfølgelig havde hun forsøgt, alle kendte hende nok til at vide, at hun ville gore mere eller mindre alt bare for at kunne komme op og gå igang med et eller andet, I dette tilfælde havde det nok været at stå der for hendes børn, specielt Cedric. Det var sen aften, Faith kunne høre hvordan de små dråber var begyndt at slå mod vinduet, det skabte en illusion af tryghed de gange hvor hun lå her alene, men nu hvor hun bade kunne se, føle og fornemme at Kimeya var lige ved hendes side, så var det mere ham end noget andet som skabte den sande tryghed, han passed på hende, det vidste hun at han gjorde, men hvordan det var blevet ham muligt, det var tilgengæld noget som hun ikke kunne svare på, hun havde jo set ham dø! Når det var sagt så vidste selv Faith at mirakler kunne ske, hun havde oplevet det før, det var ikke den første gang hun mistede ham, men hver eneste gang gjorde det lige ondt. Hun var vågen, og hun ville ikke sove mere lige for denne aften, hun lavede trods alt ikke andet selvom det aldrig var en særlig let søvn, hun var urolig, det var vel bare en vane? Hun vidste at når Kimeya ikke lå der og holde om hende, så var det hende der stod som husets beskytter og så hverken tillod hun sig, eller var I stand til at sove, men I denne tid tvang hendes egen krop hende virkelig til at finde hvilen, ellers ville det gå galt. Blikket betragtede ham med en nysgerrighed, det var ikke vant for hverken ham eller nogen anden at se hendes blik så forbandet tungt og ligegyldige, de var end ikke i stand til at lyse med samme saft og kraft, flammen i hende brændte ud, Nathaniel havde påpeget det for hende, men hvad skulle hun gøre? Nu hvor han var der, var det som om en mindre tro kom tilbage, det håb som hun ikke turde knuge om i frygten for at ende skuffet, det kunne jo ligeså vel være endnu en håbløs og ubrugelig drøm? Selvom hans stemme var hæs, så varmede den hende, hun genkendte den og selv i den kolde mand kunne hun fornemme varmen, sidst hun så ham havde de end ikke været et par og alt hun ønskede var at ligge ind til ham, føle de stærke arme omkring sig, give de store og endnu engang blive forenet med smagen af hans læber, at de små ting var i stand til at mangle så meget. Et let og anstrengt smil trådte frem over hendes læber, det var længe siden hun havde brugt den form af muskler ”Du nyder det” hviskede hun stille, og mere som en konstatering end noget andet, Ganske roligt måtte hun putte sig ind i hans favn, følelsen var næsten det man kunne kalde overvældende, at have ham så forbandet tæt på. Hovedet hvilede mod hans bryst, hun kunne lytte til det bankende hjerte, men der var mere som hun bed sig fast i ”Du er varm” hun så spørgende på ham, en is dæmon var iskold hvad pokker var der sket? Af næsten ren vane lod hun fingrene let danse hen over hans bryst, lege med hans klæder. Det var som at ligge i en form af hule mellem ham og den store dyne, hendes krop skælvede ind mod hans favn, selvom sindet var langt mere roligt nu, hun nød det, det beroligede hende på alle måder, og frem for bekymringen var det faktisk noget som ville gavne hende i sidste ende. Faith kendte skam Jaqia, og hun kunne komme på utrolig mange grunde for Jaqia til at slå Kimeya ihjel, hun ville dog ikke diskutere nu, den ville hun gemme til en dag hun orkede det ”Jaqia gør mange mærkværdige og ikke mindst sponatane ting” påpegede hun stille, og næsten forsigtigt. De havde begge været forræddere, de havde begge taget chancer og at se det falde sådan fra hinanden efter alle de år, det skar virkelig i hendes bryst, kunne de ikke bare for en gangs skyld finde ud af det sammen? Ikke at det var noget hun turde sætte snuden op efter, deres sidste brud, hun huskede det, Kimeya havde højt, klart og tydeligt sagt at det var slut for alvor, ikke flere chancer. Blikket gled direkte i hans, hun sendte ham et blidt smil, som kun hun formåede det ”Det gør ikke noget, jeg har sovet så meget på det seneste, og hun vidste at du ville komme tilbage.. Desuden.. Jeg elsker at vågne op til kysset fra en død mand” tilføjede hun lettere sarkastisk, hun forsøgte at le, men smerten jog igennem hende og forhindrede det, noget som kun fik minen til at falde. Ligenu lystede hun ærligt ikke at sove, om han var hjemme imorgen eller ej, hun ville ligge her.. Lige her med ham.

[Kimeya Marvalo]

At Faith havde været tvunget til at skulle lige i sengen så længe, det var faktisk ikke noget som han havde noget imod. Han havde selv været sengeliggende oppe på slottet. Han havde virkelig bare ikke haft ork eller styrke til at skulle komme op at sidde. Når han ikke kunne, så havde Faith bestemt heller ikke været i stand til det, og det vidste han så sandelig udmærket godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun så havde haft så mange til at skulle færdes omkring hende og give hende de hjælpende hænder som skulle til, det var han også kun noget så frygtelig glad for når det endelig måtte komme til stykket, det var ogås helt sikkert. At det igen var begyndt at regne, var end ikke noget som Kimeya måtte tage sig af. Hele hans opmærksomhed hvilede på Faith. Den mest perfekte i hans øjne og han var virkelig bare glad for at være hjemme ved hende igen. Han betragtede hende roligt. Hans sår havde været under healing siden han var endt med at falde om på gulvet foran Faith. At høre hende råbe de ord – At hun elskede ham, var virkelig noget af det bedste ved det hele for hans vedkommende. Det var virkelig som det var det øjeblik som han kunne hænge sig fast ved, og det var ham virkelig bare en glædestanke uden lige når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle kunne drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt måtte lade Faith komme det sidste stykke tættere på ham. At han var varm, det vidste han godt, ellers kunne han slet ikke ligge her så hedt som det nu måtte være! Det var virkelig varmt! Han hævede hånden roligt og lod den blidt stryge hendes kind som hun måtte lade hovedet hvile mod hans bryst. Han havde ladt sin egen dyne roligt hvile omkring hendes egen krop. Den feber skulle ned. Det kunne virkelig bare være uheldigt når en som hende måtte være så varm som det hun måtte være lige i øjeblikket og det bekymrede ham da i allerhøjeste grad! ”Der er sket meget den sidste måned, min kære,” hviskede han roligt og med et stille smil. Jaqia havde virkelig ikke bare skænket dem denne mulighed for at være sammen, men hun havde også skænket ham det liv som for længe siden også måtte være mistet, det var også helt sikkert og det var noget som han måtte være noget så frygtelig glad for. Jaqia havde nok alverdens g runde til at slå ham ihjel, men hun havde jo ikke gjort det.. lige hvorfor, var noget som han stadig ikke kunne forstå sig det mindste på, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at skulle tænke på i det lange forløb, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder. ”Det ved jeg hun gør.. Det hele var en test min kære, og vi bestod med glans,” sagde han stille. Det var jo udelukkende den eneste grund til at de kunne sidde der sammen som de måtte gøre lige netop for dette øjeblik, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak på smilebåndet ved hendes ord. ”hun har arvet sin fars intelligens og sin mors stædighed,” konkluderede han med et let drillende smil. Ikke at det var noget at gøre sjov med, men det var jo trods alt sandt. Den kære lille tøs. Han lod hovedet søge let på sned. At hun havde beskrevet Cedric som kedelig, var om ikke andet det som også måtte bekymre ham i det store og hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Nemt det var det bestemt ikke, at skulle være ham og han kunne virkelig ikke fordrage det når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. ”Du er syg, Faith.. Hvad du har brug for, det er den hvile,” påpegede han stille. Nu var han jo hjemme, så kunne han jo sagtens tage sin del af arbejdet og det var bestemt også noget som han agtet at skulle gøre det, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. ”Død kan man jo så ikke kalde mig..” hviskede han roligt mod hendes øre, hvorpå han roligt skænkede hendes kind og mundvige et let kys. Han havde virkelig savnet hende! Armen lagde han ganske forsigtigt omkring hende og holdt hende ind mod sig. Han ønskede virkelig at beskytte hende med alt hvad det måtte indebære.

[Silia D. Diamaqima]

Det var ingen hemmelighed hvor meget Kimeya altid havde forsøgt at få hende til at blive bare lidt I sengen, enten for at hvile ud eller fordi hun ikke havde det specielt godt, det var bare aldrig lykkedes, hun havde mere eller mindre altid noget som hun var nødt til at nå, ting der gjorde at hun ikke var I stand til at tage dne hvile som hun nu matte erkende at hun havde haft brug for. Nu var der ikke rigtig noget valg, hun var slet ikke i stand til at gå og stå på benene, og det irriterede hende virkelig, eftersom det automatisk havde gjort at hun ikke var i stand til at tage varer på sig selv og deres b’rn, som i den grad havde haft brug for hende den seneste tid, der havde været andre til at hjælpe, der var Jared og Derick uden tvivl dem som hun nu måtte stå i en form af gæld til, men igen det var bare ikke hende, hun burde være den som omfavnede hendes unger, og trøstede dem. Regnen som faldt mod ruden var til dels beroligende, hun elskede at lytte på det når hun lå i det mørke som hun måtte hade så forbandet meget, en svaghed som ikke mange kendte til, selvom det var også et sted var en smule logisk? Faith puttede sig stille ind mod hans favn, den velkendte duft ramte hendes næsebor. Hun vidste udemærket at det var forkert at ligge med ham som sådan, men hun følte selv hvordan hendes krop tog imod hans varme kærtegn og den velkendte duft, det fik hendes hjerte til at hamrer på den specielle måde som hun næsten havde glemt hvordan det føltedes. For et kort øjeblik lod hun billeder svæve fra den aften hun havde set ham dø. Det at hun havde givet ham de store ord idet han var faldet bort, var en detalje som ikke var gået i forglemmelse, og selvom hun var forbandet stolt så var det heller intet som hun ville forsøge at redde i land, og udelukkende fordi hun virkelig mente de ord. Kimeya gjorde det slut den aften for så lang tid siden efterhånden, endeligt slut og det accepterede hun, det ændrede dog ikke den brændende følelse han lod hende sidde med, for hun elskede ham, hun elskede ham af hjerte, og af krop, sind og sjæl. De flammerøde fugtige lokker, klistrede sig allerede nu til hans bryst, her var forbandet varm, hun var forbandet varm at ligge ved siden af, og han var ligeså varm? Hvad pokker var det Jaqia gjorde ved ham? Hans hjerte slog mod hendes ører, det beroligede hende at lytte til det, mere end det som regnen formåede. Et lille smil spandt over hendes læber, hun var nu bare glad for at have ham her, dog stsdig rædselsslagen for at hun ville vågne op alene, i en tom seng, og finde at det hele igen bare var noget som foregik i hendes fantasi. Svagt rystede Faith på hovedet. Jaqia var en mærkværdig kvinde og direkte umulig at finde hovede og hale i, hendes tankegang kunne end ikke Faith selv følge, ej heller selvom hun var af samme type som hende selv, gik bag alle små bagveje og skulle gøre tingene langt mere indviklede end de i virkeligheden var. Var hun god eller ond? Ville hun skade dem eller ej? Hvorfor overhovedet få den forbandede idé at slå ham ihjel?! At sætte ham i det valg, når hun ville gøre absolut alt for ham, selv ofre sit liv.. Desuden.. Han ville gøre en langt bedre far end det som hun formåede ved at være mro, det vidste de begge. Der var stilhed selv efter at han havde afsløret de var stået midt i en form for test, hun forstod det ikke, hendes tanker kørte for fuld spind, men hun var endnu mindre i stand til at tænke logisk i denne tilstand, end det som hun normalt ville være. Faith formåede ikke at holde et blidt smil tilbage ved hans ord ”Fars intilligens kan vi blive enige om.. Men er det en dårlig ting at arve fra mig?” hun hævede et slankt øjenbryn og så på ham med spørgende mine. Var det overhovedet noget godt man kunne arve fra hende? Cedric var ked af det, det vidste hun og igen hun havde ikke været i stand til at opsøge ham og de i sig selv gjorde ondt, hun ville så gerne være der for dem begge. Hun var syg, hun havde sovet forbandet længe, hun kunne uanset ikke mere, specielt ikke nu hvor hun lå i hans favn, hun ville nyde det så længe det var hende muligt. Det var virkelig den hjemvendte far, han beksyttede hende, tog overhånd og tog varer, som hun huskede ham, og endnu engang blev hun mindet om hvorfor hun forelskede sig i ham så øjeblikkeligt. Hans hvisken og det lille kys, fik det irkelig til at sitre i alle dele, hjertet slog faste slag mod brystet, og hun måtte virkelig modstå fristelsen til ikke at vende hovedet en smule. Hun slap et suk ”Jeg har ikke lavet andet end at sove, jeg kan ikke mere” løgn var det bestemt ikke. Hånden strøg stille over hans bryst, hun så op på ham med næsten bedende øje, det var tydeligt at noget skulle til at komme, noget som kun Faith var i stand til at komme med. Blikket var underligt uskyldigt, hun vidste at det var at bede ham om men.. ”Kimeya.. Jeg ved at gjorde det forbi den aften, og endeligt.. Jeg acceptere fuldt ud af det var dit valg og jeg ved ligeså at jeg selv var uden om det.. Jeg ved det er meget at bede om, men vil du ikke nok kysse.. Rigtigt.. Holde om mig bare i nat.. Gæsteværelset står stadig klar hvis du ikke ønsker at være herinde efter.:” hendes ord var ikke helt sammenhængen hendes forvirring var tydeligt. Den lille hvisken var nervøs hun vidtse at det virkelig ikke var far, men hun behøvede det.. Hun længtedes virkelig efter ham, og hun ville spørge om lov først. Han havde taget et valg og hun ville nødig presse ham, det ville kun gøre ondt værre.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste allerede nu, at det ville blive n kamp uden lige, at skulle få det hele på plads i familien. Cedric var nok noget af det som han måtte slås mest med, sådan som Cecilaya havde formået at skulle få det fremstillet og det var noget som virkelig måtte bekymre ham noget så frygtelig voldsomt. Nu var han kommet hjem, han havde kæmpet for at komme tilbage på top og for muligheden for at komme hjem. Som Jaqia havde fremstillet det, så havde det virkelig bare været strengt nødvendigt, hvis Faiths flamme ikke skulle nede med at gå ud og det ønskede han virkelig ikke, for han vidste, at den ville gå ud så snart at hun ville forlade livet. Nok var hun hans søster, selvom der virkelig var meget mere i det end det fra hans side af.. Han havde gjort en fejl.. en så frygtelig stor fejl og han fortrød det virkelig noget så frygteligt! Hendes frygt for mørket og frygten for at ligge alene, var noget som et sted måtte more ham, for det var det stik modsatte af ham selv. Han elskede og han forggydet dette mørke på denne måde, for det var noget som faldt ham så frygtelig naturligt til, det var der heller ikke nogen tvivl om på nogen måde. Han vidste, at det måske var forkert, at skulle ligge sådan her med hende, det var hetlt sikkert, men det var nu ikke noget som han kunne gøre det mindste ved på nogen måde, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han savnede hende, også selvom han lå her så tæt på hende som han gjorde, så var det jo ikke noget som han kunne gøre til tid og evighed og han vidste det jo trods alt også. Havde Kimeya været hvad han havde været dengang, så havde de virkelig haft et problem, for så havde han slet ikke været i stand til at skulle ligge så tæt på hende, som det han gjorde i øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armen hvile mere eller mindre slapt omkring hende og udelukkende fordi at han kunne se, at hun selv en måned efter alt det som de havde været igennem, så havde hun stadig ondt og han ønskede det virkelig ikke for hende på nogen som helst måde overhovedet, det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde været igennem. Han havde afsløret Jaqia under hele det smertefulde foretagende, selv efter hendes piskeslag og udelukkende på grund af hendes mange spørgsmål. At mærke Faith falde til ro, at høre hendes stemme igen, det var virkelig noget af det bedste ved det hele, det var er så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle måder overhovedet. Han rystede på hovedet og med et stille smil. ”Det er det slet ikke. .Tro mig, jeg har oplevet en værre imødekommende lille kvinde end Cecilaya.” Han blinkede let til hende og som ment som en tydelig hentydning til hende når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Der var så meget godt man kunne arve fra Faith af, det var slet ikke noget som hun skulle kunne betvivle det midnste på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville vedkendes eller ikke.. ”Dit gode hjerte, din stædighed.. din ekstreme evne til at holde hovedet koldt, din charme, din vilje.. Jeg kunne fortsætte min kære,” sagde han stilfærdigt. Hvorfor skulle man da tro at alt man kunne arve fra hende, var slemt eller negativt? For det var slet ikke sådan, at det måtte hænge sammen på nogen måde overhovedet. De lette strøg mod hans bryst, fik ham virkelig bare til at smile. Hvor havde han da savnet det! Han lagde hovedet roligt ned i sengen ved siden af hende. Der var sket så skræmmende meget, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde. Han nikkede blot stille. ”Så hvil du blot. Jeg ligger her i nogle timer inden jeg må op og lave mine pandekager.. Jeg lovede Cecilaya det,” sagde han roligt. Han holdt hvad han lovede – Han prøvede i det mindste på det når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Hendes bedende, usikre og nervøse hvisken, var virkelig bare noget som måtte få ham til at smile, for det var virkelig noget af det som i sandhed måtte more ham. Han hævede sin ene hånd roligt og strøg hendes kind ganske roligt. Hun behøvede virkelig ikke være usikker i dette! Han rystede smilende på hovedet. Det lettede ham faktisk at høre. ”Som altid.. når det kommer til dig, så har jeg gjort utrolige dumme ting igennem.. hele mit liv.” Han lov hovedet søge let og forsigtigt på sned og med det lette smil på læben. Det var slet ikke noget som kunne skjules det mindste overhovedet. ”I nat.. og flere til hvis du ønsker det min egen.. Jeg går ingen steder.. ikke igen,” afsluttede han frygtelig dæmpet, som han roligt lod hånden søge under hendes hage, vendte hendes blik mod sig, hvor han skænkede hendes læber et dybt og tydeligt længselsfuldt kys.

[Silia D. Diamaqima]

Cedric var den som lod til at være mest påvirket af hele situationen, og Faith forstod ham udemærket. Han havde endelig fået sin far,e n som gad ham og havde tid, og så bare sådan uden videre så var han væk? Det havde virkelig ikke været nem for hende at skulle overbringe dem den nyhed, også Cecilaya ikke så meget som havde lyttet til et eneste ord, hun vidste at far kom hjem før eller siden, at hun så fik ret måtte faktisk overraske Faith, på trods det ikke var den første gang hun så mirakler af den kaliber. Hvad var der egentlig sket? Det var det store spørgsmål som Faith sad med i sindet i øjeblikket. Hun havde hørt hans skrig efter de piskeslag, set hvordan Jaqia pirrede ham ved at røre på måder, som hun ganske vidst ikke længere have retten til, men derfor kunne det vel godt stadig genere hende? Man kunne vel sige at Faith direkte havde set lyset forlade hans blik? Set at han var faldet til jorden bare sådan uden videre, og var blevet lagt ved siden af hende. Selvom man roligt kunne sige at Jaqia havde fået den mest enorme skideballe, så var hun gået igennem operationen, og med følelsen af at han lå og stirrede på hende, et sted passede på hende? Sindssygt, det vidste hun udemærket, men efterhånden ville det vidst ikke undre nogen hvis det viste sig at hun ville være en smule skizofren? Uanset.. Det var rart at have ham hjemme, hun ville lyve om hun påstod at han ikke havde været savnet, og ikke kun af hende men i den grad også af alle hans unger. Nathaniel havde påpeget at Faith’s flamme var ved at dø ud, det var ikke noget hun selv ville mørke, før tiden var inde, alt hun kunne gøre var at vente, en tanke som faktisk skræmte hende.. Alle vidste at hun et sted havde en frygt for døden, desuden så var hun slet ikke klar til at tage fra hendes familie endnu, det var helt sikkert! Hånden strøg de næsten forsigtige strøg over hans bryst, hans hud var så varm, og han viste ingen synderlig smetre ved at ligge så tæt på en feberfyldt ild dæmon, en ting var sikkert – Han var ikke længere is dæmon! Hun spurgte dog ikke yderligere, selvom hun ikke var direkte træt så var hun for dårlig til at skulle snakke om de ting ligegnu, det kunne de gøre imorgen, for det lød virkelig som en lang historie. Faith fnys let ved hans ord, hun formåede ikke at holde det blide smil væk, også selvom det som sådasn ikke var muskler hun havde haft brugt i efterhånden lang tid ”Det tror jeg gerne” svarede hun med en mere munter tone, også selvom det stsdig var mere en hvisken end noget andet, hun var svag og det var virkelig tydeligt. Bare det at mærke hans arm omkring sig, også selvom det var slapt, det var virkelig rart, det roede hende ned øjeblikkeligt, den effekt som den mand altid havde haft på hende, hun var ikke i stand til at stå imod. En lille rødmen tog til i hendes kinder, også selvom det ikke rigtig var synligt i det mørke som de måtte hvile i ”Hmm det er sjovt jeg troede ikke jeg var andet end en kontrollerende og skrigende kæreste” påpegede hun lettere drillende. At høre der var noget godt ved hende også, noget som vækkede de følelser ved ham, det glædede hende virkelig kun. Som han hovede gled ned lige ved, lod hun blikket møde hans, så mat som det måtte være ”Hver sød at gemme nogen til mig, Elanya og Cayla er gode i et køkken, men det er stadig ikke dine pandekager, der tror jeg ungerne er enige med mig” påpegede hun med det stille smil. Hans pandekager var fantastiske! Minen var faldet, hjertet hamrede næsten ubehageligt hurtigt, hun vidste at det ikke var fair at bede ham om alligevel kunne hun ikke lade værre, hun savnede ham ”Den er du ikke ene om” hviskede hun blidt. Sandt at sige så var der utrolig mange ting hun fortrød når det kom til ham, hendes eneste ene ”Bliv” hviskede hun næsten bedende, inden læberne måtte falde mod hans. Længslen fyldte hendes krop og hendes sind, noget som kun kom til udtryk i kysset. Varmen bredte sig, også selvom hun egentlig ikke behøvede mere varme. Sådan lod hun det varer ved i sekunder der kun tog hende med til en anden verden, før hun tvang sig selv til at bryde det for at se ham i blikket ”Jeg elsker dig Kimeya.. Jeg er ked af det der skete den aften, jeg prøvede bare at beskytte dig.. Desuden med hensyn til Yuuki.. Det var ikke ment sådan.. Jeg er bare rædselsslagen for at miste dig” hånden gled mod hans kind, hun strøg med de ru skægstubbe, nød følelsen. Hun håbede blot at han ville tilgive ham, for at leve med ham og at være tvunget til at spille skuespil.. Det var ikke noget hun kunne holde ud for længe!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde allerede på Cecilayas ord fundet ud af, at Cedric var den som havde taget det hårdest og han forstod så sandelig godt knægten i det store og hele. Han havde jo endelig fået sin far tilbage, for så at miste ham igen og det var virkelig også unfair. Han havde hurtigt fundet ud af, hvad det var, at Jaqia ønskede dem når det kom til stykket. Sådan som hun havde kørt rundt i deres private, deres forhold og med alt det som måtte følge med der, for ikke at glemme deres elskede børn, så var det virkelig bare noget så frygtelig tydeligt hvad der havde været hendes intentioner den aften. At han så bare havde formået at ligge der og bare stirre på den smertefulde operation som Faith havde været igennem, den smerte som de begge havde været igennem og han måtte ærligt sige, at han virkelig havde ønsket, at han kunne have været der og holdt hende i hånden. Det havde han gjort af sind. Han havde altid været der sammen med hende og aldrig nogen andre steder. Det var sådan at han måtte ønske det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var virkelig ikke nemt på nogen måde. Jaqia havde fint holdt ham på skillet mellem liv og død og man kunne faktisk sige, at han havde fået ordnet op med hende i alt det kaos som havde været. Ikke at det nu var noget som han ville tænke på, for han ønskede virkelig bare, at være der og sammen med sin kære familie, for de var i den grad noget så frygtelig savnet! At være væk fra hende af, var samtidig også noget som havde lært ham en god del, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen som helst måde overhovedet. Han kunne ikke udvære Faith, det knuste ham bare at vide, at hun havde det så elendigt når han ikke var omkring hende, også selvom de havde deres problemer at slås med, men hvem pokker havde ikke det? Et svagt smil passerede ganske let hans læber. Han ønskede gang i hendes flamme igen, om han så skulle ligge ved hendes side dag ud og dag ind! At Nathaniel måtte arbejde med hendes infektion, var han dog frygtelig glad for. Det var virkelig også den eneste mand som han overhovedet ville lade komme så tæt på Faith med sin gode vilje da. Han holdt om hende, om han kunne, så havde han trykket hende ind mod sig, men han ønskede virkelig ikke, at hun skulle have mere ondt. ”Jeg tror vidst jeg bærer sporene på brystet efter de møder,” påpegede han roligt. Cecilaya var hoppet ham direkte i favnen, knuget sig ind til ham og vist ham dukken og fortalt ham alt det som han ønskede – og ikke ønskede at vide, hvilket han var glad for. Han lod panden ganske roligt møde hendes. ”Du er meget mere end en kontrollerende og skrigende kæreste.. Skal jeg fortsætte med at remse op?” Han havde meget mere på lager. Måske at han ikke havde været den bedste til at skulle vise det eller fortælle hende det, men det var jo trods alt også nu, at han havde chancen til det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han kuklo let og med et smil på læben. ”Nåh.. Så er jeg da stadig den bedste til noget. Jeg laver mange.. Så skulle der nok være til alle sammen,” sagde han roligt. Han havde virkelig intet imod at skulle stå der i et køkken og lave mad. Der var han heldig, at have arvet det fra Elanyas side af, for hendes mad, var i den grad også fantastisk! Han lyttede til hendes ord, hvilket i den grad også måtte vise sig, at være ham en lettelse uden lige. Han holdt kysset frem til hun selv valgte, at skulle bryde det. Han elskede hende virkelig og det havde han altid gjort! Han lukkede øjnene ved hendes strøg mod hans kind.. En undskyldning. Det var virkelig lat det som han havde gået så længe og ventede på at skulle få. De grågrønne øjne åbnede han stille igen og vendte mod hende. ”Du bad mig direkte søge til hende, Faith. Yuuki er mig et overstået kapitel, jeg vil ikke have hende.. jeg er færdig med den fortid, så ikke bed mig om at søge den..” Han trak svagt på smilebåndet. Han ønskede virkelig ikke at ligge her og snakke om hende! Han plantet et svagt og stille kys mod Faiths pande. ”Jeg elsker så sandelig også dig.. Jeg går ingen steder før du oprigtigt beder mig om det.” Han lagde sig igen stille på plads ved hendes side. ”Jeg ønsker kun at være din,” afsluttede han med en dæmpet hvisken.

[Silia D. Diamaqima]

Når Kimeya ikke var omkring, var det næsten blot blevet en vane at Cedric kom ind og lagde sig ved hendes side, de vidste alle hvordan Faith havde det med mørket og ikke mindst det at skulle sove alene, hun fik mildest talt ingen søvn overhovedet de nætter. Den sidste måned havde hun næsten ikke set skyggen af ham, i tide og utide kom han ind for at se hvordan hun måtte have det, og så formåede hun også at holde på ham i flere timer, men så kunne der igen gå dage før han så meget som viste sit ansigt, og det gjorde faktisk ond, det at hun ikke kunne være der for hendes børn når de virkelig behøvede hende, hvilken elendig mor hun var. Billederne fra den aften viste sig nærmesat som var det en film, i hendes sind. Det var ikke den første gang, den samme film kørte om natten i hendes mange mareridt, den samme film var den første hun så om morgenen, men uanset hun snart kunne den ind og ud, som var det hendes egen baglomme, så kunne hun virkelig ikke finde en mening i det som jaqia havde gjort, hun fandt ingen mening i hendes private spørgsmål, eller hendes handloinger, var det sådan noget hun udsatte alle der blot kom for en normal straf for? Det havde uden tvivl været en smertefuld operation hun havde gennemgået, ingen bedøvelse, ingenting, det havde været forfærdeligt, det eneste som hjalp hende blot en smule var den følelse af at Kimeya passede på hende.. han var der altid.. Selv dengang hun var blevet placeret i selv samme torturrum, blot med Memphesto foran sig frem for Jaqia, og det faktum at Memphesto havde rørt helt andre punkter, hun havde vidst at Kimeya var død, alligevel følte hun at han lagde hånden over hende, trofast sad han på hendes værelse og ventede da hun kom hjem, spurgte til alle sårene, også selvom han ikke var i stand til så meget som at røre hende, det var et sted den samme længsel hun sad med i sindet nu. Det var sandt at de havde deres problemer, men det havde de jo også altid haft, pointen var at uanset hvad de var blevet sat overfor, så holde de sammen, og det formåede de ikke længere, det var faktisk en tanke der i sig selv påvirkede hende. Det skar i såret da hun flyttede stille på sig, kun for at putte sig en smule mere ind til ham. Han var behagelig at ligge hos, ikke mindst beskyttende, nu kunne hun frakaste sig den halvhårde facade igen, for nu var hun ikke den der stod for beskyttelsen, hun var faktisk blevet god til den slags ting, at lade det hele falde, det var nemmere nu hvor hun ikke længere var leder, i det offentlige var den facade der godt nok, men herhjemme var hun bare.. Faith.. Mor til 3 fantastiske unger, søster til Junior, ven af Jared, Datter af Elanya, bedstemor til lille Aliyah, selvom hun hadede følelsen af at være gammel, og sidst men ikke mindst.. Kimeyas.? Ja hvad var hun egentlig til Kimeya? Faith åndåndede den velkendte duft, det var virkelig mere behageligt end noget andet, bare at ligge her så tæt på ham endnu engang. Stille førte hun hånden op under hans klæde, placerede hånden hvor hun vidste at han bar hendes tydelige tegn, noget som kun frembragte et lille uskyldigt smil. Uden rigtigt at tænke over det, lod hun de fugtige fingerspidser nærmest danse kildende hen over hans bryst. Hun kunne føle hans hjerteslag under hendes fingrer, noget som virkelig kun lettede hende. Det var ikke tit man h’rte Kimeya komme med ord som det, det var faktisk ikke tit at folk påpegede hende gode sider, udelukkende fordi der var så meget fokus på de dårlige ”Hvor mange flere kan du da komme på” hun himlede let med øjnene, det var vidst de sider som var, hun tvivlede på at han kunne komme på meget mere. Hun nikkede næsten tilfredst. Der var ingen tvivl om at Elanya var en fremragende kok, og selvom Kimeya ikke havde været der meget af Caylas barndom, så var det også noget han havde fået lært hende, men igen det var bare ikke hans mad, og det gjorde hele forskellen, hun direkte elskede at se ham stå i køkkenet og pusle med det, se det var det man kunne kalde charmerende, specielt når hun var sådan en hat til det. Undskyldninger var ikke noget der ofte forlod hendes læber, men hun vidste når hun begik fejl, og han fortjente den. Smilet var falmet en smule, hun ønskede at han skulle se ærlighede, hun elskede ham, det havde slet ikke været sådan ment! ”Jeg er ked af det.. Ikke at det undskylder det, men jeg havde haft en forfærdelig aften, jeg ved at jeg overreagerede.. Jeg ville bare hellere lade dig gå, end jeg ville have dig halvt igen og det var dumt, du er slet ikke den mand mere, det ved jeg.. Undskyld” gentog hun med fuldkommen ærlighed, det var virkelig ikke let for hende at sige, men han fortjente det. Ganske stille sendte hun ham et lille smil, kuklo let ved hans ord ”Så vidt jeg huser er det mig der altid bryder sammen når jeg beder dig om at gå, og når jeg endelig tager det i stiv arm så kommer du med din dejlige fristende favn, og kys som Tornerose ville vågne ved blot at tænke på.. Jeg har aldrig været oprigtig når det kommer til de, og vi ved begge at jeg heller aldrig bliver det.. Jeg elsker dig” hun plantede et let kys mod hans hage, lige der hvor hun kunne nå uden at skulle flytte på sig, for det var i sandhed et helvede! ”Du er.. Kun min” afsluttede hun med den stille hvisken. Han var virkelig kun hendes!

[Kimeya Marvalo]

At Cedric havde taget rollen som manden i huset, mens Kimeya havde været væk, burde virkelig heller ikke være tilfældet, når der var andre til stede. Knægten var jo heller ikke så gammel igen og det at frarøve ham barndommen på denne måde, det burde heller ikke være tilfældet. Han skulle nok tage sig god tid sammen med knægten, for han havde virkelig bare brug for sin far, det var da noget som man tydeligt kunne mærke på ham og på alt det som Cecilaya allerede havde fortalt ham , så var det jo hans kære søn som havde taget det tab hårdest. Ikke at det forundrede ham når det kom til stykket, for han havde virkelig nedprioriteret knægten, selvom det virkelig ikke havde været hans mening. Igennem de sidste mange dage, havde Kimeya mere eller mindre bare ligget i sengen på slottet og set for sig alt det som var sket den aften.. At hun var pisket, at han var pisket og alt det som var sket i eftertiden, for det var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om, at skulle tænke på.. men igen.. Det var også det som faktisk var grunden til at han kunne ligge her sammen med hende i øjeblikket. Kimeya ville altid passe på hende, uanset hvor pokker han var henne i verden eller om han lå ’død’ ved hendes side som han havde gjort under hendes operation, for han havde været der af sind og sjæl. Noget så smertefuldt ville han ikke lade hende gå igennem alene. Netop dette, var også noget som han havde givet Jaqia et tydeligt møgfald for, for det havde virkelig været helt unødvendigt! Han lod hende blot søge helt ind mod sin favn og lod hende ligge der, for han vidste, at hans favn havde og ville gøre hende rolig. Det havde den jo altid gjort. Logikken i Jaqias handlinger havde han efterhånden indset som hun fortsatte med at skulle spørge ind til deres forhold og deres fælles fortid. At det jo så var ham som det hele var gået igennem, kunne han nu godt forstå, eftersom Faith intet havde set af det. At hun kunne kaste den hårde facade fra sig, var Kimeya nu meget glad for. At lederen ikke var den som han ville møde i døren mere.. Nu var hun bare Faith. Han ville med glæde stå for familiens beskyttelse, beskytte dem, sørge for at det hele kom i stand igen og lade Faith få den hvile uden det pres eller den stress som måtte tynge hende ned, netop fordi at hun ikke kunne være der for sine børn. Maven trak han let sammen som han kunne mærke, at hun lod hånden søge op under hans skjorte. Hendes hånd var virkelig brændende varm! Han sendte hende et stille smil. Han klandrede hende ikke for at have givet ham dem. Det var helt og holdent hans egen skyld. Han trak vejret dybt. ”Vil du virkelig vide det?” spurgte han roligt og med et sigende hævet bryn. Han havde virkelig meget mere på lur end det som han havde ladet hende høre. Der var så stor fokus på det negative, udelukkende fordi at det var det som man hørte og så mest.. Kimeya så andre ting. Helt andre ting. Han lod en finger roligt lægge sig på hendes læber, som for at få hende til at tie. Han ønskede virkelig ikke at diskutere eller snakke om Yuuki nu. Det var bare deprimerende. ”Skal vi ikke bare lade hende ligge på hylden, i stedet for at fortsætte med at snakke om det? Jeg gjorde en fejl.. En fatal fejl,” sagde han stille. At han havde ladet Yuuki komme så tæt på, var virkelig bare et … foretagende som han slet ikke ønskede at skulle mindes om og han vidste, at hun havde det på samme måde. Han var ikke den mand mere og han ville gerne stå fast på, at han virkelig havde gjort så meget for at bevise det for hende. Han kunne ikke lade være med at smile. Han kendte til sine fremgangsmåder og han vidste hvor han skulle ramme for at gøre hende blød i knæene, selvom hun virkelig kunne være så meget oppe at koge, at det faktisk også gjorde ondt på ham selv, at skulle være tæt på hende. Ikke at det var noget som man kune komme meget uden om når et endelig måtte være i den anden ende. Han kuklo let. ”Jeg ved jeg er din Prince Charming,” påpegede han med en næsten stolthed i minen. Han vidste jo, at det var den skindbare sandhed på alle måder når det endelig måtte være. ”Jeg elsker så sandelig også dig,” hviskede han stille. Han tog imod hendes kys mod hans hage og selv med et stille smil på læben. Han kunne virkelig ikke lade være med det nu hvor han endelig måtte være her. ”Kun din.. og ingen andens,” hviskede han roligt. Han lod hånden stryge mod hendes kind, hvor han derefter ganske roligt lod den lege med en lok af hendes smukke hår. Han kyssede hendes mundvige. Han trak dynen tæt om hende. At hun var syg ønskede han ikke. Tanken skræmte ham virkelig. ”Jeg går ingen steder.. det lover jeg dig,” afsluttede han ganske så dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig ikke meningen at Cedric skulle tage rollen som amnden i huset, det var også meget beklageligt for Faith’s vedkommene, desværre havde hun ikke været i stand til særlig meget, og det faktum at hun forhastede sig med at komme ud af sengen, var også det som var skyld i at hun nu lå her og var så forbandet syg. Hun vidste dog også at Jared havde gjort sit bedste, men han var en virkelgi presset mand, og man kunne ikke rigtigt bebrejde ham det mindste, udelukkende fordi at det ikke var hans eneste job at være herhjemme og tage sig af de børn, som hun egentlig skulle, han var jo trods alt også leder, overtaget hendes plads kort efter Kimeya’s død, kun fordi hun ganske simpelt måtte se realistisk på det, hendes familie behøvede hende, men den stilling måtte ikke ende ude af Jaceluck’s hænder igen, Jared ville kun sidde der, til Cecilaya senere ville vokse op og være i stand til at tage over der. Blikket betragtede hans, et sted nægtede Faith stadig at tro på, at det var ham som lå der frem for nogen anden, hendes hånd strøg stille mod hans bare bryst, også selvom hun vidste at hun var direkte brændende, brændmærket var næstebn til at føle under hendes fingerspidser, og det gjorde hende heller ikke noget som helst, det var kun et tydeligt tegn på, hvilken kvinde som han måtte tilhøre. Det lille smil prydede hendes rosenrøde læber, senere ville hun høre mere omkring hvad han havde lavet, og hvor han havde været, for hvis han ikke var død hvor pokker opholdte han sig så, gennem en hel måned? Ligenu var der bare ikke tid til lange forklaringer, hun ville mest af alt bare nyde at han var omkring. Hendes krop skælvede stadig, også selvom hun var langt mere rolig nu hvor hun lå mellem ham og den varme dyne, og med hans arm løst omkring ham, udelukkende for ikke at påfører hende mere smerte. Endnu enagng så vidste Faith at han passede på hende, der var ikke meget leder at hente i hende lige i øjeblikket, det kom frem i offentligheden eller når situationen krævede det af hende, men ligenu var hun bare Faith, en kvinde så pokkers afhængig af ham, mor til hans børn og håbløst forelsket i ham. Han var slet ikke den eneste der havde givet Jaqia et ordenligt møgfald, Faith havde som sådan ikke rigtig lavet andet, end at råbe go skrige efter hende, da først Kimeya faldt til jorden.S elv der var det en følelse af at han passede på hende, vogtede over hende, men igen måtte Faith også erkende at den operation var smertefuld, men hun havde oplevet værre, langt værre. Hun forstod virkelig ikke Jaqia’s budskab, lige der og da var hun for snæversynet, tænkte slet ikke i de logiske baner. Hun rystede lettere smilende på hovedet ”Nej du har ret.. Det vil jeg nok ikke” konkluderede hun med en lille tone. Et sted et lille løgn, der var stor fokus på alt hun gjrode forkert, efterhånden bar hun ikke troen på at hun som sådan kunne gøre noget rigtigt. Hun lå helt tæt ind til ham, puttede sig ind til hans varme krop, det var sådan det skulle være, det var sådan det føltes rigtigt, bare dne periode hvor han havde været her, lige inde på gæsteværelset, uden hun havde den mindste ret til at opsøge ham, ej heller selvom det var tydeligt der havde været de små øjeblikke, det var alt for fustrerende! Blikket gled med ham da først hans finger endte mod hendes læber. Hun tav omgående, og lyttede istedet til hans ord. Bare at høre ham kalde hende for en fejl, lettede hende af en grund, måske det var egoistisk, men hun ønskede at han kun skulle elske hende, på den måde. Hun nikkede stille til hans ord, plantede et stille kys mod hans finger, der i forhold til hendes føltede så kold. Kimeya havde virkelig et talent for at gøre hende blød som smør, en lille rødmen tog til ”Det er du uden tvivl.. Drønirriterende til tider faktisk” drillede hun let, også selvom hendes tone næsten var for svag til at være andet end en hvisken. Ganske stille drejede hun hovedet så det kys der skulle være tilfaldet hendes mundvie istedet tilfaldt hendes læber ”Du kan bare lige prøve på at gå nogen steder igen, Kimeya.. Jeg ved jeg kan være uudholdelig, men end ikke det er nogen undskyldning” mumlede hun en smule sarkastisk. Blikket gled i, ikke fordi hun var træt, nød blot at hvile der. Hun elskede ham virkelig!

[Kimeya Marvalo]

At Cedric havde taget rollen som manden i huset, var nu ikke noget som Kimeya som sådan måtte have noget imod, selvom.. han var så ung, så det var slet ikke meningen. Nu var han selv kommet hjem og han agtet at tage den plads som den oprindeligt måtte være hans. Det var i det mindste noget som han måtte håbe, for alt hvad han vidste, så kunne knægten være af en ganske anden mening, udelukkende fordi at han havde været så fraværende som han havde. Cecilaya havde taget imod ham med kram, kys og den største fortælling omkring det hele og det var virkelig ikke alt som han ville tyde som noget godt. Langt fra! Bare det at Faith måtte ligge syg, så var den virkelig alvorlig og han vidste det. Hun var dæmon og der måtte han jo trods alt være det mere menneskelig end det som hun måtte være, og det var noget som han var udmærket godt klar over. Sygdom for ham behøvede ikke nødvendigvis at tyde på noget andet, selvom han virkelig bare havde et mål for øjet lige i øjeblikket – Han ville have gang i hendes indre flamme igen, for han nægtet simpelthen at skulle lade hende falde bort bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det var det som havde tvunget ham ud af sengen på slottet, det var det som havde tvunget ham derfra og hjem hvor han måtte være nu og det var så sandelig også her, at han agtet at skulle blive, hvis han ville have muligheden for det vel at mærke. At han havde ligget der i en hel måned, var nu ikke noget som han direkte kunne forstå sig på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Nu var han virkelig bare glad for, at han var hjemme igen hvor han hørte til og det var det som han måtte trøste sig med, når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han rystede let smilende på hovedet og kyssede gaske let og stille hendes pande. ”En skam min kære,” hviskede han roligt. Han genkendte mere og mere af den Faith som han havde været sammen med i alle disse år og det var selv dejligt for ham, ikke at blive mødt af den leder som han til tider måtte være vant til, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. ”At du ikke vil høre hvor fantastisk du er.. hvor unik du er.. hvordan du kan gøre mig varm indvendig og på den måde, at du gør mig hel..” Han sendte hende et varmt og stille smil. Selv her var han bare Kimeya, far til sine born og det hele og… Faiths? Det var virkelig det som han selv måtte ønske sig og meget mere end det som man kunne sige sig omkring noget som helst andet, så det var heller ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tag e meget fejl af når det endelig måtte være. Han havde kaldt Yuuki for en fejl igennem så lang tid efterhånden og det var åbenbart først nu, at det havde den lettende effekt på hende, hvilket glædet ham. Han ønskede virkelig ikke at tænke mere på hende nu.. Ikke nu hvor han havde familie selv som han ønskede at kunne slå sig til ro med, for det var klart også det bedste! Han sendte hende et tilfredst og næsten stolt smil. ”Du nyder af det, indrøm det,” hviskede han roligt. Han lod hånden roligt hvile omkring hendes skikkelse, selvom han virkelig ikke gjorde noget som helst, for at skulle lægge tryk på, for hun havde ondt og han ønskede det virkelig ikke. ”Du er mig virkelig en pain in the ass til tider min kære.. Det er ikke nogen undskyldning og jeg ved det godt.. Jeg går ingen steder.. Jeg vil være det første du ser i morgen. Jeg er hjemme og jeg er kommet for at blive.. Hvis du vil lukke mig ind igen,” hviskede han rolgit tæt ved hendes øre, som hun blot valgte at skulle putte godt og trygt ind til hans krop. Det lettede ham virkelig bare, at ligge der sammen med hende igen, for det var virkelig bare.. savnet! ”Jeg elsker dig, Faith.. Luk mig ind igen.. Luk mig ind i dit hjerte,” hviskede han med en dæmpet stemme mod hendes øre, nu hvor de måtte ligge så tæt på, så der var virkelig ikke nogen grund til at hæve stemmen til normal tale. Det her var virkelig meget bedre når det endelig måtte komme til stykket.

[Silia D. Diamaqima]

Der var ingen tvivl om, når alt kom til alt, at han havde været forbandet savnet af hele familien. Hans søn var allerede ved at blive en mand, og der var der hvor Faith på sit vis var stolt af ham, men der var virkelig ikke nogen grund til at forhaste tingene sådan, i hendes øjne vel og mærke, den dreng havde brug for at være en dreng. Det var ikke meningen at han skulle ligge ved hendes side og trøste hende til hun faldt i søvn, hvad end hun nød det eller ej, det var ikke meningen at han skulle sidde og lave mindesten til hans afdøde far, og sidde i haven og sørge hver eneste dag, faktisk så var det helt forkert! Cecilayas glæde, kunne faith kun forestille sig, far var hjemme igen, og hun var også klar over at han ikke var blevet sparret for detaljerne. Hun kunne kun smile ved tanken. Selv for hende virkede værelset forbandet fugtigt, hun vidste at det var hendes egen sktyld, hun var så meget bedre end et varmeapperat, når først hun var ligeså brændende som nu, det var end ikke behageligt, det var ligesom om at hendes ydre stegede som intet andet, men hendes indre var koldt som is. Hånden strøg over hans varme bryst. Kunne hun være for varm til at føle hans kulde? For ligenu føltedes hans temmelig.. Menneskelig? Tankerne om Jaqia var væk, det var ikke hende som hun ville tænke på u, det var sandt at hun stadig havde forbandet mange spørgsmål om hvad pokker der var sket, hvor havde han været hvis han ikke var død? Det kunne han alt sammen forklare hende imorgen, egentlig var det ham der burde få sovet et par timer inden Cecilaya ville stå i døren og direkte kræve de lovede pandekager. Lige der måtte Faith ærligt erkende, at hun selv glædede sig en del, de var savnede, hans madlavning også selvom Elanya og Cayla var okay. Hans læber var iskolde mod hendes pande, det var en dejlig fornemmelse. Bare at vide han var i nærheden. Uden rigtigt selv at være klar over det, skubbede hun sig i tide og utide en smule tættere ind til hans krop, det var dog yderst nænsomt, hendes ryg og sår var langt fra gode endnu, det gjorde virkelig så forbandet ondt. Selvom blikket var gledet i, var Faith fuldt ud til stede, hun var ikke længere træt, det var selve atmosfæren hun måtte lade sig fordybe af. At hvile ind i hans trygge favn, lytte til hans stemme og ord det ikke formåede andet, end at gøre hende varm. Der var ikke nogen skrap leder, selvom det tydeligvis stadig måtte beffinde sig i hende, det var en del af hende, men nu hvor hun lå her, var hun intet andet end den samme kvinde, som lagde i hans seng for første gang, så mange årtier tilbage.. Ansigtet skjulte hun let mod hans bryst, kun for at dække over den rødmen han fik frem ved hans ord. Det var længe siden at komplimenter havde fået hende til at rødme det mindste, det morede hende faktisk, selvom hun lå der, skælvende og med koldsveden ned over hendes ansigt, endda for døden et sted.. Så følte hun sig mere i live, end det som hun havde gjort længe. Stille plantede hun et kys mod hans side, også selvom alt læberne mødte var stoffet ”Det..Jeg..Jamen..” hun rystede på hovedet, overrasket over sig selv, hvor tit blev hun rent faktisk mundlam?! Rødmen blev kraftigere, hun skjulte sig lidt mere, det her var ikke ligefrem typisk hende hende! Han havde gjort hende mundlam?! Tanken fik hende kun til at le, hun følte sig ikke ydmyget. Ganske stille hævede hun blikket mod ham, håbede at mørket ville skjule den røde farve i hendes kinder. Hun nikkede stille ”Jeg nyder det mere end du aner” erkendte hun med sigende mine. Det var trods alt ærligt. Intenst lyttede hun til hans ord. Det lettede hende mere end noget andet, han ville ikke forlade hende igen? Han ville blive selvom hun slet ikke fortjente ham? ”Jeg fortjener slet ikke en mand som dig, Kimeya.. Du er for fantastisk til mig” hviskede hun stille. Endnu engang måtte hun ligge sig til rette. Det sved let i såret, for pokker hvor hun savnede Dericks mirakkelkur, den som Nathaniel nægtede hende at tage så længe hun måtte have det som nu. Hånden forlod hans bryst, strøg istedet mod hendes kind ”Kimeya.. Jeg ligger i din favn, jeg beder dig om at kysse mig, jeg stryger din bryst og klamre mig ind til dig som en sugemalle.. Ligner jeg en der ikke allerede har lukket dig ind i mit hjerte?” hun sendte ham et stille smil, lod hånden finde hvile mod hans hals. Han havde virkelig været savnet.

[Kimeya Marvalo]

Cedric skulle virkelig have lov til at være en ung dreng og nyde sin barndom så længe, at han nu måtte have den. Kimeyas egen var ødelagt allerede dengang og han ønskede virkelig ikke, at hans kære søn skulle gå igennem det samme ved at miste sin. Det var slet ikke noget som han ville tillade! At knægten vidste, at Faith ikke kunne holde ud, at sove alene og lagde sig ind ved siden af hende, var han for sit vis faktisk også glad for, selvom det virkelig ikke var meningen, at det skulle ske på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet nu hvor det måtte komme til stykket. Han blev roligt liggende ved Faith, også selvom han vidste, at det bare måtte være et spørgsmål om tid, inden Cecilaya ville stå i døren og kræve de pandekager som han nu havde lovet hende, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han holdt hvad han lovede og det var virkelig også noget som han ønskede at skulle lære børnene igenem den tid som han nu måtte have sammen med dem. Alt det som var sket ved Jaqia var noget som ville følge ham resten af livet. Hun havde virkelig vist ham, at han ikke kunne klare det uden Faith eller uden den lille familie som de nu måtte have. Det var jo heller ikke fordi at Faith var gammel som sådan, selvom hun havde fået børnebørn. Selv var det en tanke som Kimeya i sandhed måtte elske! Hun var måske ikke træt, men hendes krop havde i den grad brug for hvilen og det var i den grad også noget som han ønskede, at skulle give hende. Han ville selv tage ungerne, sørge for dem mens hun kunne få hvilet ud og lade Nathaniel hjælpe hende med den behandling som hun skulle igenne, før hun selv ville være i stand til at skulle komme ud af sengen igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. At hun endte fuldkommen mundlam, var noget som virkelig bare måtte få ham til at smile bredt, for det var virkelig ikke noget som han havde ventet sig, at skulle se fra Faith af. Han mente virkelig bare sine ord på alle måder og hun fortjente så sandelig også at skulle få sin ros når det endelig måtte komme til stykket, for hun fortjente virkelig at vide hvor meget han faktisk måtte elske hende og hvor meget han faktisk måtte holde af hende. Han nikkede stille til hendes ord og med et stille og roligt smil på læberne, det var end ikke noget som han ville skjule for hende. ”Det ved jeg nemlig, at du gør,” sagde han roligt og ikke mindst også med en ganske så rolig og sandfærdig stemme. Nu var han endelig kommet hjem og han nød virkelig af følelsen, selvom Faith måske var så brændende varm at ligge ved siden af, så vidste han, at hun også havde brug for, at han faktisk lå der. Han gik virkelig ingen steder, det var noget som han i den grad kunne love hende på ærligt vis! Han lukkede øjnene stille, som hun måtte stryge over hans kind. Det var virkelig bare en ekstrem dejlig fornemmelse, at skulle have hende tæt på sig, for det var virkelig ikke noget som han havde mærket i ganske lang tid, det var helt sikkert. Han sendte hende et varmt smil. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle blive frisk, så de kunne finde ud af det hele og alt som måtte følge med når det endelig måtte komme til stykket. Han nikkede roligt til hende og uden at skulle se det mindste væk. Det var virkelig ikke noget som han kunne. ”Så hold mig der,” bad han roligt og ikke mindst med en ganske så ærlig og sindfærdig stemme. Han ønskede virkelig ikke at miste hende.. ikke igen og ikke med alt det som faktisk måtte stå på spil! ”Jeg har virkelig savnet dig,” hviskede han roligt. Han lod hånden roligt stryge mod hendes kind, vendte hendes blik forsigtigt op mod sig, hvor han skænkede hendes læber et dybt og længselsfuldt kys.

[Silia D. Diamaqima]

For Faith var det diret pinligt at ligge her i sengen, så svag som intet andet, og hun følte sig også som sådan: Det var hendes dreng der tog ansavret, det var Cedric der forsøgte at passe på det hele, og han skulle have lov at være dren,g man kunne roligt sige, at det på alle måder var noget som Faith virkelig måtte hade tanken om. Ligeså tog han sig af hans lillesøster, også selvom hun altid beklagede sig om det modsatte. Faith nød virkelig at have ham tæt på. Det virkede som så længe siden. Det føltedes som havde han været væk, i langt længere tid end det som han faktisk havde. Han kendte til hendes svagheder, vidste at hun ikke sov, når ikke han lå ved hendes side, og holdte om hende som nu, også selvom, hun virkelig måtte bide den smerte i sig, udelukkende fordi enhver bevægelse gjorde ondt. Nathaniel ville dukke op ved daggry, og hun håbede inderligt at han havde nogle svar for hende. Hun puttede sig ind mod ham, de små svedperler søgte ned over hendes ansigt, hun var overophedet, og slet ikke i tvivl om at det ville være drøn ubehaeligt, for Kimeya ta ligge der sammen med hende, hun lystede det dog for meget til at skubbe ham væk, den længsel var slet ikke til at mætte. Faith udstødte et klagende støn. Efterhånden så kunne det i den grad mærkes, hun var syg, hvilket i sig selv skete sjældent, om ikke andet, så var Kimeya tilbage nu, så hun kunne tage det roligt, ikke længere ligge med den samvittighed, over blot at lade hendes børn i stikken, for det var jo det hun gjorde. Faith betvivlede virkelig ikke, at Ceciliaya ville blive henrykt over at få fars pandekager igen, og de vidste begge at der kun ville gå ganske få timer, før hun igen ville stå på døren, for at holde hendes kære far på ordet. En tanke som i sig selv kun fik Faith til at smile, også selvom bare det gjorde ondt, det var godt at have ham hjemme igen, det skulle hun gerne indrømme. Hånden strøg stille over hans bryst. Var det bare hende, eller var det meget mere markant? Hvad pokker havde Jaqia helt præcist gjort ved ham? Det var tydeligt at hun absolut intet forstod, hverken af det der var sket, eller hvad målet havde været med det, for den sags skyld. En ting var dog blevet hende tydeligt, endnu engang – uden Kimeya så var der intet der fungerede, det var som hendes krop og hendes sjæl var blevet afhægig, af at have deres tæt. Smilet var falmet, og istedet kom intet ord over hendes læber, intet i sammenhæng vel og mærke. Det i sig selv, var forbandet sjældent, hun vidste altid hvad hun skulle sige i situstionen, og hvis ikke hun gjorde, jamen så gjorde hendes instinkter, men lige her.. Hun var tavs, så bpå ham med store, og nærmest spørgende øjne, næsten overbevist om at hun havde hørt forkert. Rødmen stod kraftigt i hendes kinder, fik kun de matte øjne til at fremstå en smule mere gnistfulde, hvilket i sig selv ikke var nogen dårlig ting ”Jeg nyder det nu som jeg altid har gjort det” erkendte hun med det stille smil. Hendes krop var stadig udmattet, også selvom hun ikke havde lavet andet, end at ligge her for en hel måned, hun måtte efterhånden have fået søvn nok, og enhver vidste hvor hurtigt rastløs hun faktisk måtte blive, ikke mindst så følte hun sig hjælpeløst. Deres kroppe mod hinanden, gjorde det kun varmere. For hendes vedkommende, så var det en umådelig behagelig følelse, hun tvivlede dog på, at Kimeya ville se det ligesådan.Hjertet slog. Der var langt mere gnist i dets slag nu, det var som sat i flammer, og det var en god ting. Han var der, hun kunne føle ham og røre ham, men han kom så sandelig også i grevens tid, Jaqia havde formået at trække den godt og grundigt ud, ikke at det måtte undre hende. Blikket hvilede i hans. Hånden strøg langs hans ru skægstubbe, noget som i sig selv havde været forbandet savnet. Hans ord varmede. Hun tog et blidt greb om hans nakke, trak ham tæt ind til hendes egen krop, med et meget fast blik ”Om jeg skal binde og tøjle dig, så gør jeg det” hendes tone var blot en intens hvisken tæt til hans ører, dog var det ærligt. Lige som hun skulle til at gengælde hans ord, mødte læberne hans. Hun gengældte det, med en sådanne længsel, at hun strakte hals for at nå ham bedre, uanset hvor ondt det gjorde i sidste ende. Det var vel svar nok på, at hun ligeså havde savnet ham?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya fandt det ikke det mindste pinligt at Faith måtte være sengeliggende. Han vidste jo udmærket godt hvad hun havde været igennem, for ikke at glemme det som han selv havde været tvunget til at skulle gennemgå. Han havde selv været sengeliggende frem til at Jaqia havde ladet ham gå og det havde i den grad også taget sin tid. At Cecilaya måtte beskrive Cedric som kedelig havde allerede fortalt ham en hel del – At han havde taget rollen som manden i huset. Det burde slet ikke være sådan! Han var en lille dreng som skulle have lov til at nyde den barndom så længe at han måtte have den. Den varme hede var ikke direkte behagelig, men havde han været den isdæmon som han havde været, så ville han slet ikke have været i stand til at være herinde nu, hvilket han ville være langt mere ked af når det endelig måtte komme til stykket. Han betragtede hende stille og ikke mindst med et let bekymret blik. Han nægtet at se på det som havde hun svigtet familien. Hun kunne da for pokker ikke stå op! Så hellere lade hende ligge i sengen og nu hvor han var hjemme igen, så skubbet han glædeligt Cedric tilbage på sin plads i familien, lod ham være knægten og så skulle han nok tage sig af Faith samtidig med at han kunne være far for dem. Hånden mod hans varme bryst, var kun noget som han måtte nyde noget så frygtelig godt af hvor han ikke kunne lade være med at smile. Han lå der virkelig og sådan som hun skulle mærke efter, så var det næsten noget som direkte måtte more ham. Hun kunne ikke sove hvis han ikke var der til at holde om hende. At det jo så var Cedric som havde taget den rolle for ham, var nu alligevel ikke noget som han bifaldte, for det var sleti kke noget som ville gavne nogen af dem. Han lod hånden fortsætte de rolige og stille strøg over hendes kind. Han kunne ikke lade være! Han ønskede bare at hun ville være rolig igen og helst så rolig som det var hende overhovedet muligt at komme til det. Varmen fik ham til at svede, selvom det nu ikke var en ting som han direkte ønskede at skulle tænke over. Det var jo slet ikke noget som ville gavne dem på nogen som helst måde overhovedet. ”Det ved jeg du gør min kære,” sagde han stille. Han tog ganske forsigtigt fat i dynen og pakket den let omkring hende. Hun havde brug for hvilen. Lige hvad han selv skulle stille op med hendes sår, var noget som han slet ikke var klar over og det var bestemt heller ikke nogen behagelig fornemmelse! Det var kun et spørgsmål om få timer inden at Cecilaya ville stå i døren og tvinge ham ned i køkkenet, selvom det nu ikke var fordi at han ikke ville holde ord, for det ville han! Hendes ord måtte dog næsten more ham! Han nåede dog ikke at besvare dem, før hans læber måtte møde hendes! Han ville næsten ønske at kysset havde den samme effekt som de stoer guders. Han ville elske at kunne heale hende igen, for han vidste hvordan hun havde det med at ligge is engen. Han holdt det længselsfuldt så længe som han kunne inden han brød det. ”Om ganske få timer, så står vores lille prinsesse i døren og beder om pandekagerne.. Vi burde sove..” sagde han stille. Han lod hånden føre en lok af hendes smukke hår væk fra hendes guddommelige ansigt. Han ville elske at holde godt om hende, selvom det bare ikke var muligt når hun havde så ondt som hun havde det. Alene så var den tanke virkelig noget så frygtelig frustrerende og på alle måder endda! Han kyssede let hendes pande. ”Prøv at se om du kan sove lidt,” sagde han med et stille smil.