Back home!

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være en sen aften og vinden blæste noget så frygtelig koldt og det var godt mørkt, så det var tydeligt, at efteråret tydeligt var på vej. Månen var ikke at skulle se på den store himmel, i og med, at den var skjult bag de mange skyer. Børnene var i seng, det var Kimeya temmelig sikker på, som han endelig måtte bevæge sig fra Manjarno og tilbage mod Dvasias. Han havde været væk i lidt over en måned og det vidste han udmærket godt, selvom det nu ikke just var noget som måtte gavne situationen det mindste når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste overhovedet. At se det store mansion tårne sig foran ham, fik ham virkelig bare til at smile. Dr var så mange minder fra dette sted – både som gode som det måtte være dårlige, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han bed sig ganske svagt i læben. Han vidste, at det måtte være Cedric som havde taget meget og størst skade ved dette foruden Faith, for han havde lovet knægten tiden når de kom hjem.. Han var bare aldrig kommet hjem og han havde det fakisk elendigt ved det. Han sukkede stille, som han ganske let gik forbi de store mure som førte ham ud i den store have, som allerede nu måtte vokse vildt til. En måned kunne der ske skræmmende meget på, det var end ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet, det var i den grad ikke nogen tvivlv om overhovedet. De store døre tog han ganske forsigtigt i hvor han med den anden hånd, gjorde en ganske let bevægelse, så de måtte gå op så han kunne skubbe dem op. De knirkede stadig voldsomt, selvom han nu var sikker på, at de alle sammen ville sove og da børnene specielt. Han trådte forsigtigt indenfor, idet han ganske forsigtigt lod døren glide i endnu en gang og vendte sig omkring. Hans stemme måtte stadig være hæs efter alt det som var sket, dog selvom han udmærket vidste, hvad der havde været Jaqias mening med det hele, så kunne man vel kun sige, at han havde bestået med glans når det endelig måtte komme til stykket? Han var bekymret for familien, også selvom han ikke rigtigt vidste hvilken ret han ville have til at stå her.. Det var jo det samme som hver eneste gang vel? At komme vadende sådan når hun troede at han var væk, så var det vel heller ikke noget at sige, at han var bange for udfaldet et sted? Han tog ganske forsigtigt kappen af sine skuldre og hang den på plads bag ved døren. Han rettede let på den mørke skjorte og vendte blikket omkring i det store hus. Her var stille, hvilket kun måtte bekræfte, at alle andre måtte sove, selvom det virkelig ikke gjorde ham det mindste overhovedet. Han bevægede sig ud i stuen og så sig omkring.. Cayla og Junior var her om ikke andet ikke og hvem som ellers måtte være her i huset, måtte være ham temmelig godt og ukendt. Tungen strøg let over læberne. Alt var så.. velkendt. Måske en anelse mere rodet end det som han var vant til, men kunne man forvente noget andet med Cedric og Cecilaya i hus?

[Silia D. Diamaqima]

Selvom det var blevet sen aften, og det meste af Marvalo Mansions beboere var gået til køjs, så var det langt fra en dyb ro som herskede. Freden havde ikke været at finde på stedet i det som måtte minde om forbandet lang tid, mere eller mindre siden Kimeya var faldet bort. Cayla og Junior var tilbage i huset, sammen med deres lille pige, og det skulle lige siges at det var noget som kunne høres omkring! Desuden så var der Jared og Elanya som var begyndt at hygge sig temmelig meget om aftenen, det larmede også forbandet meget! Cecilaya sad halvdød i lænestolen. Kroppen hvilede tung som den måtte være. Hun kæmpede for ikke at falde i søvn. Dette var noget som hun var begyndt på efter at alle gang på gang påpegede for hende at hendes far ikke ville komme tilbage, men hun skulle vise dem skulle hun! Nu slog den tanke hende altså, at han kunne komme hjem om aftenen og så ville hun være den første til at springe ham i favnen, men indtil videre var der ikke sket det mindste. Det var tydeligt at hun virkelig kæmpede med ikke at lade øjenlågene glide i, det havde været en lang dag og selvfølgelig var hun træt. Cedric sov, og hun havde jo selv set det, mor lå også og sov, hun var træt og onkel Nathaniel sagde også at hun var syg, og det forstod hun ikke, for mor var aldrig nogensinde syg! Nede i kælderen kunne man tydeligt høre den brummende ulv, fuldmånen havde nærmet sig, og hendes søster måtte gennemgå den typiske forvandling til et dyr, ikke at det var noget som hun tog sig af. Hun prustede tungt og rystede let på hovedet. Ingen tvivl om hvem hun var datter af, en lille mini udgave af hendes egen mor, som Cedric var det af hendes far. Under armen hvilede en velkendt dukke som onkel Derick havde skænket hende, hun slap den ikke, ikke med hendes gode vilje om ikke andet, og selv nu måtte hun holde den tæt ind til sin krop. Tommeltotten hvilede i munden, hun suttede lystigt på den, det beroligede hende, en dårlig vane som hun nægtede at vænne sig af med, på trods af at alle uden tvivlv forsøgte at få hende til det! Hendes vejrtrækning var langsom, hun var på nippet til at træde ind i den søde drøm, det var indtil den knirkende dør nåede hende for ører. Øjnene blev store som thekopper. Tungen slap grebet om sin tommeltot, hun satte sig op i lænestolen. Det måtte være far! Uden at tøve og med dukken under armen, sprang hun fra af stuen og løb ud i gangen. Den store velkendte skikkelse lod det største smil bredes over hendes læber, HA hun havde jo haft ret! Hvor var de bare dumme alle sammen! ”FAR!” udbrød hun i det som måtte minde om en meget høj hvisken. Hun måtte ikke vække mor, så ville hun bare blive endnu mere syg, og nu var onkel Jared altså blevet for kedelig at lege med, og Junior faldt altid i staver over Cayla så han var også kedelig! Dukken faldt direkte til gulvet, de små arme forsøgte at gribe rundt om ham, også selvom det ikke rigtig lykkedes hende, men det var da forsøget værd? ”Jeg sagde jo at du ville komme hjem, men var der nogen som lyttede til mig? Nej det tror jeg ikke nikke nej, hvor er de bare dumme” det hele kom i en lang talestrøm, hun rystede utilfreds på hovedet. Se hun var bare ikke dum!

[Kimeya Marvalo]

At han kunne komme hjem om aftenen ,var ærligt talt ikke noget som Kimeya direkte havde regnet med, men nu stod han der på døren og kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. At Cecilaya havde været så klog nok til at skulle tænke, at han kunne komme hjem når alle andre lå og sov.. Det var virkelig en fars pige! Hun havde så sandelig hans skarpe hjerne og for det, så var han jo selvfølgelig forbandet stolt når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert! At den lille pige måtte være oppe, var slet ikke noget som han kunne forstå. Han havde ærligt regnet med, at hun ville være den første som var faldet i søvn, selvom han udmærket godt vidste, at Cedric var mere en søn som gjorde som der blev sagt, end at hans lille pige måtte gøre det. Fuldmånen måtte trække og han vidste det, men det var virkelig først nu, at han havde fundet energien til at komme hjem. Han havde ganske enkelt længtes efter det her sted, det var da ganske enkelt helt utroligt, det var da helt ekstremt! Han trak vejret dybt. Rodet var velkendt et sted, selvom han virkelig ønskede det ganske anderledes. Den høje hvisken fik ham omgående til at skulle vende blikket mod den. At se lille Cecilaya, fik ham om ikke andet til at smile, for han havde virkelig savnet hende, som han havde savnet dem alle sammen, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet. Han vendte sig mod hende og med det brede smil. Han havde altid været en anden mand hjemme end det som han havde været ude. At han havde fået hundrede piskeslag og endda også fået smadret stemmen for hendes skyld, så var det aldrig noget som han ville kunne fortryde det mindste. Han gik roligt imod hende og alligevel næsten med hastende skridt, for han havde virkelig savnet hende noget så grusomt! Uden at tøve det mindste, så tog han fat omkring hende og trak hende helt ind i favnen, efter at have trukket hende op på armen. Han havde virkelig bare savnet sin kære lille pige, at man skulle tro at det måtte være løgn! ”Der er en grund til at du har arvet fars hjerne, min pige.. Hvor er det godt at se dig,” endte han stille og med et selv muntert smil. Han havde virkelig savnet dem alle sammen! At de andre var fuldkommen overbevist omkring hans død, var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Det lignede dem jo bare! Han tog hende med sig ind i stuen, hvor han roligt tog plads i sin velkendte lænestol og med hende i skødet. Han var stadig lettere stiv i ryggen, selvom han kunne bevæge sig en god del mere nu end det som han havde været i stand til at skulle gøre fra før af. Han strøg hendes kind ganske let og vendte blikket mod den dukke der lå på gulvet. En.. voododukke? Han svang hånden ganske let, hvor dukken blev hævet i luften og roligt kom svævende mod dem. Han kunne skam stadigvæk! ”Er det her din?” spurgte han roligt og med et stille smil. Træt det var han men hvad var der at skulle gøre ved det? Intet.. ikke nu hvor han endelig var hjemme igen.

[Silia D. Diamaqima]

Cecilaya havde ikke på noget tidspunt lyttet til hvad hendes dumme familie sagde! Hun vidste at far ville komme hjem, men hvornår havde jo så bare været det store spørgsmål. De sidste 3 nætter, listede hun sig ned i denne lænestol så snart hun kunne høre Cayla og Junior hoppe op på værelset, for de var begge to de sidste som gik i seng i huset, og så satte hun ellers dernede og ventede, hun ville så nødig risikere at hendes elskede far ville komme hjem og hun så lå og sov, også selvom det hver eneste nat var en kamp om at holde øjnene åbne. Hendes sind fejlede slet ingen ting, for hun var nemlig ligeså klog som far og ligeså smuk som mor! Men hendes tankegang var skarpere end en på hendes egen alder, og hun vidste det, hun skulle altid havde ret i det ene eller det andet. Cedric var kedelig. Han gad aldrig at lege med hende, og det var snyd at han kunne trylle ligesom far, for så kunne hun ikke engang blive inde på værelset hos ham. Han var blevet tyng og altid så forbandet sur, så nu gad hun slet ikke at lege med ham mere, desuden så gjorde han altid som mor sagde, og mor var også blevet kedelig, hun lå bare altid der og græd. Et tungt suk forlod hendes læber, selvom smilet i den grad var bredt over hendes læber. Begge arme holdte fast om Kimeya, hun nægtede at slippe ham nu, også selvom at hun virkelig var forbandet træt, og det i virkeligheden var langt over hendes sengetid. Hun gabte højt og rystede let på hovedet, så de flammerøde lokker let svingede omkring hende. Hendes krop var varm, det kunne ses i blikket hvor hun måtte holde de smaragdgrønne øjne. Uden så meget som at tøve lod hun sig hæves i hans favn, hun prikkede han fnisende på næsen, far var hjemme og hun vidste det! Hun havde virkelig savnet ham og det var mere end blot tydeligt. Næsten stolt pustede Cecilaya sig op og slog let på siden af brystet ”Ja jeg har fars kloghed og mors flothed!” udbrød hun stolt, dog stadig i en hvisken, for hun måtte ikke vække mor, hun var syg og hun havde brug for hvile. Armene faldt omkring hans nakke, hun glemte alt omkring den dukke hun havde fået af onkel Derick, som ellers havde hvilet under hendes arm i en evighed. Let gled hun i hans skød, lagde sig ind til ham, der var så meget hun skulle fortælle, det var jo virkelig meget at huske! Øjnene blev store som thekopper, far tryllede altid for hende og hun elskede det. Kinderne rødmede let, hun fnes med en barnlig tone og nikkede næsten ivrigt da hun lod dukken glide tilbage i hendes favn ”Mhmmmmmm Jeg fik den af onkel Derick” svarede hun med et smil og stoppede ikke med at nikke. Trætheden var pludselig væk, nu ville hun bare snakke lidt med den far som hun virkelig havde savnet.. Hun sagde det jo nok!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne vrkelig bare sige sig, at han var forbandet glad for at være hjemme efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Cecilaya var lige så smart og intelligent som han kunne huske hende. Man skulle virkelig ikke tage fejl af, at hun virkelig havde et meget årvågent hoved og meget intelligeent for en på sin alder, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet! Han var træt, for ikke at glemme, at dette virkelig måtte være langt over Cecilayas sengetid! Han sad stadig let stiv i kroppen, som han lod sin elskede lille pige putte ind mod hans favn, så var det virkelig bare ekstremt dejligt, at skulle have hende ved sig igen. Han følte sig virkelig bare.. hjemme.. Igen for første gang efter en måned og efter en måned i det helvede efter alle de piskeslag som han havd taget imod for hendes skyld, for ikke at glemme, at hans kære stemme endnu ikke var i fuld stand endnu. Der ville gå et godt stykke tid før han ville kunne synge godnatsange for hende igen, det var helt sikkert. Han måtte trække ganske let på smilebåndet. Flothed? Hun var nok ikke særlig gammel, men men. Han elskede sin lille pige af den grund! ”Mors flothed, den har du bestemt..” medstemte han dog med en stolthed. Faith var noget af det smukkeste som han længge havde set så han vidste så sandelig også, at det var noget som den kære lille pige måtte have med sig også, det var helt sikkert og han sad med beviset på det i sine egne arme, så hvorfor skulle det dog laves om? Han lod hovedet søge let på sned. ”Fars lille intelligente prinsesse,” sagde han med en tydelig stolthed i stemmen. Han lod hende tage dukken og blev siddende helt tæt ind mod sin egen favn. Han svang hånden ganske let igen og lod et tæppe fra sofaen svæve hen mod dem, så han lagde det ganske roligt omkring hende, så hun kunne putte helt tæt ind mod ham. Han havde bare behov for det at mærke noget så.. velkendt tæt ved sig. ”Af onkel Derick? Er han her?” spurgte han stille. Han vendte blikket ganske roligt omkring i huset og i stuen. Det var da… han var da død? Det var a det sidste som han havde hørt omkring den mand! Han trak vejret dybt og trykkede den lille pige tættere på sig, så hun kunne ligge helt oppe af hende. Han vendte blikket mod hende. At få hende til at fortælle, ville klart være ham en fordel, for så vidste han, at der ikke blv undladet noget som helst. ”Nå.. Du har sikkert meget at fortælle min pige? Hvad er der sket siden mor kom hjem alene?” spurgte han stille. Han var nysgerrig, for ikke at glemme.. bekymret for udfaldet af tiden ved Jaqia, ekstremt bekymret faktisk og det var noget som næsten gjorde ondt at tænke på. Han kyssede sin lille pige på panden. At se holde sig ved så godt mod, var noget som lettet og glædet ham om ikke andet, det var noget som betød forbandet meget for ham når det endelig kom til stykket.

[Silia D. Diamaqima]

Det stod ganske klart at Cecilaya virkelig ikke var dum, hun var en intillugent lille pige, og med hejrtet på det rette sted, selvom mange så hende som umulig, så var det jo også bare fordi de aldrig så en mening i noget som helst! Hvorfor skulle alle da også altid høtre hvad hun sagde, og aldrig hvad hun mente? Hendes mange spørgsmål var jo ikke bare for at irritere, ikke altid vel og mærke. Det glædede hende kun at have far hjemme igen, og det var noget som allerede nu måtte være forbandet tydeligt, også selvom at det var langt over hendes sengetid, og selvom hun rent faktisk følte sig en smule træt, hun ignoerede det for nu var far hos hende igen, men hans stemme lød ikke for godt. Måske han skulle drikke noget the? Det smagte virkelig ulækkert men det hjalp, Jared havde givet hende det under en forkølelse for en uges tid siden. Dukken knugede hun ind til sig med et stort smil over hendes læber, nu var far hjemme med alle hans mange tryllekunstner, ligesom Cedric var i stand til, og hun synes nu altså stadig at det var lidt snyd hun ikke kunne! Tæpper blev pakket omkring hende, hun lagde sig ind til sin far igen, puttede sig godt ind. Igen måtte trætheden overmande hende, men hun kæmpede virkelig, for hun var jo slet ikke færdig med at fortælle!! Hun nikkede fast, ligeså stolt i minen som det han selv var. Mor var flot, og Cecilaya var virkelig kun glad for at have arvet den flothed, men far var klog go derfor var hun også glad for at have arvet hans kloghed! Dukken blev puttet godt under armen, hun rystede let på hovedet, og kvalte et gab ”Nej ikke nu. Men han besøger mor engang imellem, hun får det altid meeeeeget bedre når han har været her”svarede hun med et lille nik. Fordelen ved at få hende til at fortælle var netop det faktum at der ikke var noget hun ville udelade fordi han ikke ønskede at høre det, hun var en langt bedre fortæller end nogen anden! At far så gav hende frit udspil fik hende kun til at tage en dyb indånding ”Jo ser du far..” startede hun op, det var nu hvor alle ville begynde at vende øjne af hende og lukke ørene, fordi hun ganske simpelt blev for træls ”Først og fremmest er onkel Derick begyndt at komme, og mormor Ela er dukket op igen, men hende ser jeg ikke tit for hun er altid sammen med Jared, og jeg kan godt fortælle dig at de larmer! Så meget at jeg aldrig kan sove!” klagede hun med barnlig tone og rystede næsten forarget på hovedet ”.. Faktisk så larmer de mere end lille Aliyah og hun larmer VIRKELIG meget. Cedric er blevet rigtig kedelig! Jeg må aldrig nogensinde være på hans værelse mere, han smider mig bare ud, og far? Han gider ikke engang spise pandekager, det forstår jeg virkelig ikke! Den eneste han gider at snakke med er mor og hun er syg, det siger onkel Nathaniel selv, mhmmm” tilføjede hun med et overbevisende nik, kun for at understrege at det ikke var noget som hun bare fandt på ”Og mor har været ked af det. Hun kommer aldrig op af sengen, og hun råber altid at onkel Nathaniel, han siger det er fordi hun ikke har det så godt, mig og Cedric må ikke sidde inde ved hende mere, og jeg forstår det simpelthen ikke!” klagede hun med meget store øjne, hun savnede nu lidt hendes dejlige flotte mor ”Og så drømmer mor om dig far.. Vi sov inde ved hende og hun blev ved at vække mig ved at sige dit navn, jeg synes faktisk ikke det var helt sødt for jeg var træt, og så kunne hun ikke være det bekendt” hun rystede igen på hovedet og lod blikket stille falde i. Det hele kom i mere eller mindre en flydende lang talestrøm, hendes tone var blevet langsommere og lavere, hun var træt, ved at tale sig selv i søvn. Hun gabte højt ”Og nårrh ja.. Nu når vi snakker om at mor er flot, så er det rigtigt nok for Jared kan ikke holde sig væk fra hende, og det kan du jo heller ikke, jeg sad inde i skabet som jeg plejer at gøre med dig og mor, men hun kiggede hele tiden væk far, jeg tror ikke at hun kunne lide de.. Det var før mormor kom igen, nu er han altid ved hende, det er nu lidt synd for mor synes du ikke? Jeg ville gerne ligge ved hende men det må jeg ikke, det siger onkel Nathaniel, og det er vigtigt at du heller ikke går ind til hende, for jeg har lovet at holde øje, så far du må altså sove et andet sted i aften, men der er sket temmelig meget, jeg kan ikke huske det hele ligenu, men Onkel Derick er nu sød nok, han synes nemlig at jeg er sød, og far jeg forstår ikke hvorfor at alle virker så trætte når de har...” hendes lange snak blev til ren mumlen, blikket gled i. Hendes krop var blevet mere og mere slap og vejrtrækningen langsommere. Langt over hendes sengetid!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at hvis han ville have noget som helst fortalt, så skulle han spørge sin kære datter. Hun havde sikkert været dem alle en pest og en plage, for han vidste jo udmærket godt hvordan hun var, med alle hendes spørgsmål og alt som måtte føre med. Han var nu sikker på, at det ikke kun var fordi at hun ville irritere dem alle sammen, men også fordi at hun ønskede svar? Hun var virkelig en forbandet lille intelligent pige og der var virkelig ikke nogen grund til at skulle straffe hende af den grund i hans øjne. Han lod hende putte godt og trygt ind i favnen. Der var tydeligt sket forbandet meget i den tid han havde været væk, selvom det jo et sted slet ikke måtte overraske ham, for det var virkelig ikke noget som kom bag på ham det mindste. Faith kunne ikke uden ham, som han heller ikke kunne uden hende, selvom det nu måtte stå ham temmelig uklart hvor han faktisk måtte stå med hende for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende og med det lette smil på læben. Det lettede ham virkelig, at han var hjemme, selvom det i sig selv, heller ikke havde overrasket ham, at det var hans kære lille datter som han ville møde som den første. Den tøs havde altid haft noget af et gå-på-mod og med den optimisme. Det var ham kun glædeligt, at hun vidste, at han ville komme hjem. Det var det virkelig! ”Mormor Ela?” gentog han overrasket, som han måtte vende blikket mod hende. Den lille tøs havde jo trods alt aldrig set sin mormor, for hun havde været væk og død i godt og vel 30 år! Han blinkede med øjnene og nikkede så ganske stilfærdigt, som han satte sig tilbage og bare tog imod den lille piges utrolige lange talestrøm. At Ela og Jared måtte larme, fik ham blot svagt til at smile. Hans kære gamle mor havde virkelig fortjent en form af lykke og noget at slå sig ned med, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hvad Cecilaya mente, var noget som han efterhånden måtte vise sig at være temmelig god til at skulle læse, hvilket han selv måtte være stolt af. At Cedric end ikke ville spise pandekager kunne jo være udelukkende af to ting; Han kunne ikke lide andre end fars eller, at den var rivende gal selv med ham, hvilket i den grad også. At Nathaniel i det hele taget måtte være her, så kunne det da kun være slemt nok, så meget vidste han da. Han nikkede blot stille og ekstremt tænkende til hendes ord. Sådan som talestrømmen måtte folde sig, så måtte han nærmest selv kæmpe med at følge med for at finde meningen med det hele. At Faith måtte ligge og drømme om ham om natten, fik ham virkelig bare til at smile. Han var savnet og det glædet ham om ikke andet. Smilet endte dog hurtigt med at skulle falde igen ved hendes ord omkring Jared. Havde hun en anden mand tæt på sig? Han bed sig svagt i læben. Han havde jo trods alt heller ikke set Faith så langt nede som hun var nu, for ikke at glemme, at hun bestemt aldrig blev syg! At talestrømmen måtte gå hen i en mumlen for så at forsvinde helt, fik ham til at vende blikket roligt mod hende. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Det var jo trods alt også langt over hendes sengetid! Han vendte blikket ganske stille mod hende, hvor han ganske forsigtigt tog omkring hende og rejste sig. Tæppet holdt han tæt omkring hends krop, som han forlod stuen og gik op af trappen op til den lille piges værelse. Alt måtte være som han kunne kende det; Svært at se gulvet for alle hendes ting og sengen var et stort rod. Han rystede stille på hovedet og bevægede sig hen til sengen, som han med et let sving med den ene hånd, fik gjort fin, så hun kunne puttes. Han satte sig forsigtigt på sengekanten og lagde hende ned, pakkede hende ind under hendes dyne. ”Far er nødt til at se hvordan mor har det, min pige.. Godnat.” Han kyssede ganske roligt hendes pande og lod hende falde til, da han forlod værelset igen. Han lukkede døren selv med den største forsigtighed. Han gik forsigtigt mod Faiths soveværelse og åbnede døren forsigtigt. Her var varmt.. forbandet varmt. Han bed sig svagt i læben, som han lod døren stå på klem og bevægede sig mod sengen og satte sig ganske forsigtigt på sengekanten, inden han forsigtigt gled ned ved hendes side og lagde sig. Han hævede hånden og strøg roligt hendes kind. Han havde i den grad savnet hende!

[Silia D. Diamaqima]

Den lille pige lå til sidst og sov trygt ind mod hendes fars favn. Talestrømmen var svundet ind til en mindre mumlen, og nu var der ikke andet end et tungt suk der forlod hendes læber. Det var jo langt over hendes sengetid go hun var virkelig træt, og nu hvor far han var hjemme, jamen så kunne hun da ligeså godt få lidt søvn? At han løftede sig med hende i favnen, ænsede hun knapt. Kroppen lå slapt ind til ham, og med hendes lille dukke i armene, som hun var blevet så forbandet glad for, endnu en onkel, hun allerede nu havde lært at holde af. Tommeltotten blev igen stoppet i munden, det beroligede hende, desværre en dårlig vane, men igen det gjorde da at hun trygt som om natten. Stille gled hun ned i hendes egen seng, hun vendte sig kun let, og let dynen glide over hende, også selvom det til nu var en ganske let søvn, hun mærkede selv da han kyssede hendes pande og forlod lokalet. Han ville gå ind til mor, det måtte han ikke!
Faith lå stille i sengen. Hendes krop gav små gib, selvom hun var inde i det som måtte minde om en søvn, men så langt fra sød. Drømmende hjemsøgte hende, mareridt på mareridt, og det stoppede bare aldrig, hun kunne ikke uden Kimeya, det var ingen hemmelighed. Hun sov ikke, men for tiden var der ingen kontrol, hendes krop gav ganske simpelt blot efter, det betød dog ikke at det var en rolig søvn af den grund. Den sidste måned havde virkelig været hård ved hende, tvunget i sengen, uden mulighed for at være der for hendes børn midt i denne tid, og med alt for megen opmærksomhed. Mere eller mindre hele familien var i huset, og stod med hver sin hjælpende hånd, og Faith var den alle taknemmelige, sandheden var bare den at hun var komplet ødelagt. Først og fremmest var Jared blevet lukket tæt på hende i starten, han havde virkelig prøvet at stå imod den arme mand, samvittigheden nagede hende stadig, de mange drømme om Kimeya, hver eneste morgen vågnede hun panikslagent op til Cayla’s bekymrede mine. Det var nu rart at se hende igen, desværre skete det ikke så ofte mere, og hendes kære bror Junior, han så mere frisk ud end nogensinde, det var tydeligt at han virkelig elskede hans lille familie, både Cayla og Aliyah. Hun skkede tungt, gav enendu et spjæt fra sig. Svedperler stod ned langs hendes pande, kroppen skælvede, den frøs som bare en i pokker, selvom det var lykkedes hende at koge værelset op. Selv hendes dyne måtte brænde, klam af fugt, det var sjældent at hun var syg, og det var endnu mere sjældent at hun havde feber. Der var gået en tydelig infiktion i såret og det gjorde i den grad også ondt, men lige her ville det kun være langt mere risikabelt at tage den smertestillende, udelukkende fordi det ville dække over hendes symptomer. At døren gik op lagde hun virkelig ikke mærke til, hun var langt væk og et andet sted helt med. Hånden der faldt mod hendes kind, fik hende straks til at falde mere til ro. Billedet af Kimeya sad i hendes sind, selvom kroppen fortsat skælvede så stoppede de små gib og bekymrede blik. Han var i den grad savnet.
Cecilaya skubbede tæppet af sig, hun havde hørt far gå ind til mor, også selvom hun havde sagt at han ikke måtte. Dukken lå under hendes arm, som hun på trætte fødder gik mod mors soveværelse. Døren stod på klem, hun skubbede den stille op og så på far med et strengt blik. Det gjorde hende alligevel lidt glad at se ham ligge ved mor, hun huskede dem slet ikke sammen, men alle andres forældre var jo lykkelige og kærester, så hvorfor kunne hendes forældre ikke også det? Armen lagde sig strengt over hendes bryst, hun pustede sig meget ansvarsfuldt op ”Jeg sagde du ikke måtte gå herind!” hviskede hun klagende og højt. Varmen fra værelset påvirkede hende tydeligt, for pokker hvor var der varmt!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at hvis Faith havde det elendigt, så havde hun det virkelig også elendigt. Han havde savnet hende som en sindssyg som aldrig nogensinde før, det var ganske enkelt.. utroligt! Her var virkelig varmt, så hun måtte have feber og så måtte den da virkelig være slem. Kimeya kom ikke direkte i en personlig kontakt med hende, for han ønskede virkelig ikke at skulle vække hende når hun endelig var faldeti søvn. At deres lille pige var vågnet op igen, vidste han endnu ikke, for hun havde virkelig bare været så træt, at han havde lagt hende i seng og det var ham en vane, at lade døren stå på klem, så hun bare ville kunne puffe den op hvis hun ville ende med at vågne i løbet af natten og ville ind i fars favn at sove. Det havde virkelig bare glædet ham, at han havde sin familie endnu om ikke andet, selvom det tydeligt måtte se ud som om, at han havde skræmmende meget at skulle tage fat i når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik hvilede på hende og ikke mindst med en bekymrende mine. Det var virkelig forbandet varmt herinde, så den måtte da virkelig være helt gal og det var i den grad også noget som i den grad måtte bekymre ham. At deres lille pige måtte ende med at stå i døren og med den ansvarsfulde mine. Han vendte blikket ganske forsigtigt mod hende og med et svagt smil på læben. Jovist havde han hørt, at han ikke måtte gå derind, men han vidste jo så også, at Faith i den grad måtte have brug for ham og det var det som automatisk gjorde, at han søgte lige netop hertil, for alt det andet ville bestemt heller ikke gavne dem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han satte sig ganske forsigtigt op, for ikke at ende med at vække Faith. ”Mor har brug for far, min pige..” Han vendte blikket mod den sovende Faith ved siden af sig, inden han igen vendte sig direkte mod Cecilaya igen. Den næsten bebrejdende mine, var virkelig ikke til at tage fejl af. Det var virkelig som at gå flere år tilbage og se Cayla stå der igen! Han sendte hende et stile smil og strøg igen stille og roligt Faith over kinden. ”Kan du se hvor rolig mor er, når far er her?” spurgte han sandfærdigt, som han igen ganske forsigtigt gled ned på siden og lagde sig ved siden af Faith. Han ønskede virkelig at beskytte hende mod alt det onde som i det hele taget ville kunne finde på at røre hende – ikke bare fysisk, men i den grad også psykisk. Han ville beskytte hende fra de mange drømme som han vidste, at hun måtte være præget af, for det var bestemt heller ikke en tanke som han måtte bifalde, for ikke at glemme, at Cecilaya allerede havde fortalt, at det var ham som hun måtte drømme om? Han var savnet og det var i den grad også noget som måtte glæde ham noget så frygtelig voldsomt. Han vendte blikket stille mod Faith. Det at få hvilet og slappet af, var noget som han i den grad også selv kunne gøre lidt brug af efterhånden, det var så sandelig heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han betragtede Faith roligt. Han kunne mærke hvordan han allerede måtte svede selv, selvom han agtet at være noget af det første som hun ville se når hun engang ville vågne op. Det var og blev virkelig hans eget mål. ”Gå du i seng igen min pige.. Det er langt over din sengetid,” afsluttede han lettere stilfærdigt, idet han vendte sig mod hende. Han lå jo ikke med dynen på. Han ville da ende med at dø af et større hedeslag hvis han gjorde det! Han tyssede forsigtigt Faith i øret. ”Jeg er her min kære,” hviskede han ganske så dæmpet og med et svagt smil på læben. Det var også nu, at han kunne mærke at han var ved at være træt. Piskeslagene kunne han end ikke mærke mere, selvom han stadig måtte være lettere stiv i ryggen. Det var vel.. blot en vane et sted.. Alt det som de var gået igennem for deres lille pige og han ville aldrig nogensinde fortryde det! Aldrig nogensinde!

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig ikke tit at Faith kunne sige sig at være syg, men lige her havde hun det virkelig ikke godt. Der var gået en infiktion i hendes sår, efter at hendes livmoder var blevet opereret ud, og nu lå hun der med en ganske høj feber, badede i sit eget sved i sengen. Dynen omkring hende holde hende krop direkte brænende, men stadig lå hun med følelsen af at fryse, krøbet helt tæt sammen til sig selv, i en form af fosterstilling, i et forsøg på at holde på den varme som var sivet ud i selve soveværelset, og havde kogt mere eller mindre det hele op. De små vedperler piblede ned over hendes pande, det lange røde hår omkring hende, var vådt som havde hun lige været i bad. Så snart Kimeya’s hånd faldt mod hendes kind, var det tydeligt at roen sænkede sig langt mere over hende. Åndedragene blev igen langsommere. Når han ikke var til stede fungerede hun slet ikke. Nathaniel havde gjort hende opmærksom på at flammen i hendes hjerte snart ville brænde ud, men pludselig følte hun en energi, selv når hun lå her i den søde søvn, uvidende om at Kimeya måtte ligge ved hendes side og stryge hendes kind.
Cecilaya så på ham med meget strenge øjne, og stod der meget ansvarsbevidst. Nathaniel havde sagt til hende at ingen måtte besøge mor, for hun var syg, og så skulle han heller ikke gøre det, han ville også have hende til at gøre som han sagde, det gjaldt vel også omvendt? Det var alligevel lidt sjovt at far lå der med en uskydig mine, og desuden så lettede det hende at se ham ligge så tæt på mor, og at stryge hendes kind, for det var dejligt, han plejede at gøre det samme med hende. Mor og far var ikke sammen som alle andre, så når disse små stunder opstod, så var det også med en stor glæde malet i hendes sind, det var ganske sikkert! Hendes blik var meget skeptisk mod far, man var nødt til at gøre som onkel Nathaniel sagde, for han var også en klog mand. Blikket gled mod mor. Far havde ret, hun virkede meget mere rolig, hun snakkede heller ikke i søvne, så måske mor faktisk bar havde brug for far? Men nej det var jo ikke det som Nathaniel havde sagt! Mor lå der og så, så sød ud når hun sov, mor var nu meget flot, men af en eller anden grund var hun bare meget flottere når far lå ved siden af hende og passede på hende, som han plejede at gøre med hende. Hun så fra mor og til far ”Mys hende” beordrede hun med en fast hvisken. Hun var kendt for ikke at have det som måtte minde om hæmninger, men igen hun gjorde det ikke helt uden mening, var det nu forbudt for en lille pige, at ville se hendes mor og far sammen, ligesom alle andre? Det var jo også det som Cedric gerne ville have?
Faith lå blot slapt hen i sengen, hun havde ingen idé om havd der foregik uden for hendes søvn, ingen idé om hvilken mand der i aften lå og holde om hende, alle dagene lignede hinanden uden Kimeya, det det var ikke fair, det hele havde virket til at være så perfekt, men så hurtigt kunne skæbnen vende. Hun behøvede ikke ligefrem mere søvn, hun følte sig tung i hovedet, der var morgenen værst, hun hadede det direkte, tvunget til at ligge i sengen.
Den lille pige så på far, det var længe siden hun havde set mor som sådan og det gjorde hende faktisk en smule ked af det ”Mys hende, så går jeg i seng... Men så må du heller ikke sige til Onkel Nathaniel at jeg gav dig lov!” svarede hun fast. Kimeya måtte vide at dette var den enesste chance han havde for at få hende i seng og blive ladt alene med Faith, måske irriterende men i den grad ikke uden en grund!

[Kimeya Marvalo]

Det var virkelig ikke Kimeyas mening at skulle gøre Cecilaya vred netop ved at skulle gå imod det som faktisk var ønsket og hvad Nathaniel faktisk havde sagt, men han vidste jo trods alt til en forveksling, at Faith ikke kunne sove hvis han ikke lå ved siden af hende og ganske rigtigt, så havde han jo trods alt også set, at hun var blevet meget mere rolig nu hvor han havde lagt sig ved siden af hende. Nathaniel havde vel også levet i troen på at han var død? Ligesom alle andre for han havde i den grad hørt at det hele havde løbet rundt derude, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være i den anden ende. Han blev roligt liggende, også selvom han tydeligt kunne fornemme Cecilayas faste og nærmest så skrappe mine. Han blev dog stadig liggende. Han kunne sagtens tage et af de andre værelser som var her til stedet, men han vidste at Faith havde brug for ham – Brug for ham at ligge ind til, brug for hans arme omkring hende og det var jo noget som han var så frygtelig godt kendt med i den anden ende, for det havde jo virkelig bare været det rene fakta. Han blinkede let med øjnene som han kunne høre Cecilayas ord. Han vendte blikket stille mod hende, hvor selv smilet ville brede sig på hans læber. Hvis det var den betingelse som skulle til for at få hende i seng, så gjorde han det gerne, for den lille pige havde så sandelig også brug for sin egen søvn, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var virkelig ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste når man nu endelig måtte stå der i den situation. Han rystede let på hovedet og med det nærmest så muntre smil på læben, som han roligt måtte vende blikket mod den sovende Faith. Han var bekymret for hende. Hun havde feber og hun var virkelig hedende varm! ”Det er en aftale min pige,” afsluttede han lettere stilfærdigt. Han lod hånden forsigtigt søge mod Faiths kind, for at vende hendes ansigt mod sig. Han havde virkelig savnet hende, an havde virkelig manglet hende og her lå hun alene. Det måtte da have været et helvede af en måned for hende, og han var jo trods alt også klar over det i den anden ende, for de havde været ude i det før – at se hvordan det var at mangle den ene og det havde jo trods alt mildest talt gået helt af helvede til når det endelig havde været, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Han lænede sig forsigtigt frem, hvor han plantede et så forsigtigt kys som det var ham overhovedet muligt på hendes læber, dog alligevel med de klareste spor af den længsel som han nu havde måtte brænde inde med på alle måder, for det var jo trods alt heller ikke lidt, for han havde virkelig savnet hende noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende. Han havde nu alligevel den foremmelse af, at dette var noget som ville rive den kære Faith ud af hendes søvn, selvom det nu ikke var noget som han ville gøre noget ved. Hun havde vel også brug for at vide, at han faktisk var kommet hjem, at de begge havde bestået testen som Jaqia havde udsat dem for, selvom det mest af alt, havde været ham som skulle igennem den krydsild og nu lå han her. Måske en anelse hæs når det tendelig måtte være, men hvad så? Han trak hovedet ganske forsigtigt til sig igen efter adskillige sekunder, inden han vendte blikket mod Cecilaya igen. ”Smut du i seng min pige, så laver jeg fars pandekager i morgen tidlig,” afsluttede han med en rolig hvisken. Den kære pige havde jo allerede været oppe i alt for lang tid, og det var selv ikke noget som han brød sig meget om når det endelig måtte komme til stykket. Opmærksomheden faldt igen stille mod Faith og med et stille smil på læben. Mon hun ville vågne op nu?

[Silia D. Diamaqima]

Om det var meningen eller ej, så var det tydeligt at det irriterede den lille pige, at far ikke gjorde som hun sagde! Nathaniel havde jo sagt til hende til at ingen måtte besøge mor, fordi hun havde det dårligt og med den hrede som befandt sig inde på det her værelse så var det selv hende tydeligt, at mor virkelig måtte have det skidt, for så varm var hun kun når hun var sur, men selvfølgelig forekom det også kun når far faktisk var hjemme. Armene lå stadig strengt over hendes bryst, blikket hvilede mod ham med en mine der næsten kunne minde om en streng mors, hun havde jo sagt til ham at...! Træt gned hun sig i øjnene, det var langt over hendes sengetid, og det var tydeligt at hun var nået dertil hvor hun havde svært ved selv det at stå på benene. Øjnene var knebet sammen, hun havde hendes tydelige krav, der var intet at gøre, Kimeya vidste at han ikke ville få hende i seng før hendes ønske var gået i opfyldelse. Hun betragtede med intense øjne hendes far, da hans læber rørte mors, hun ville ikke risikere at han snød hende, men det var tydeligt at det var ægte. Smilet bredte sig tilfreds over hendes læber, han kyssede hende endda rigtigt! Hvor var de søde! Rødmen tog til i hendes kinder, hun fnes med barnlig tone. Hans ord omkring pandekager var det som straks fik hende til at nikke, som havde han været en form af bos ”Husk.. Ikke sig til Nathaniel at jeg gav dig lov” hviskede hun så højt, at det ikke gjorde nogen forskel om hun havde hvisket eller råbt. Døren gled stille i bag hende, hun traskede tilbage til sin seng, hun måtte jo være frisk, hun skulle tidligt op og lave pandekager med far! Dynen gled omkring hende, hun trykkede dukken ind til sig før hun roligt gled i en sød søvn.
Selvom Faith lå i søvnen, så var der noget i hende der vidste at Kimeya lå ved hendes side og strøg hendes kind. Hun var blevet langt mere rolig ved hans blotte tilstedeværelse, der var gået en hel måned hvor hun var efterladt i det rene helvede, og med end ingen mulighed for at skulle tage sig ordentligt af hendes børn, sengen var alt hun havde oplevet i den tid. Mareridtene om at se ham dø, de søde drømme fra deres fortid, gode som dårlige, det hjemsøgte hende, tvang hende til at huske, flere gange havde Faith virkelig haft en tendens til atr o at det var Jaqia’s værk, det var noget som jared gang på gang måtte afkræfte, det var udelukkende det savn som stak hende dybt i brystet. Selvom det var yderst nænsomt, så følte hun hvordan hans læber indrammede hendes. Smagen.. Duften og følelsen af de dominante læber, var noget som hun genkendte. Let blev hun revet ud af en ikke specielt tung søvn. Langsomt og lettere desorienteret gled blikket op. Det var sløret, hun fornemmed ehvor meget hun i virkeligheden måtte skælve. Sengen føltedes så klam og våd. Flammen i hendes indre brændte svagt, det tændte gnister hende at føle de læber igen. Døren gled i foran hende, det var alt hun nåede at se, før blikket let gled omkring, og faldt på hans skikkelse. Længslen bankede med hendes hjerte rundt i blodet, alt farve svandt bort fra hendes kinder, og hendes blik blev mere eller mindre utryksløst. Mirakler var sket før men hun var aldrig vågnet til en død mand. Et lille smil spillede om hendes læber, selvom det virkelig var anstrengt, hun havde det direkte elendigt! ”Hmm, det er sjovt, Kimeya.. Som du formår at hjemsøge mig selv i hver en drøm jeg drømmer, jeg glæder mig hver aften til søvnen.. Bare så jeg kan være sammen med dig for en stund, men du er nødt til at stoppe.. Jeg skal op af den her seng før eller siden” påpegede hun med en stille og forbandet svag hvisken. Det kunne jo ikke være virkelighed, hun havde set ham dø, og denne gang ville han ikke komme tilbage. Smilet falmede, lod de funklende grønne øjne fyldtes med tårer istedet, og uden flere ord forlod hendes læber. Det her var virkelig som en sød drøm, at vågne op ved ham igen, det eneste der gjorde ondt var tanken om at det ikke var andet end blot endnu en.. Fantasi?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at når Fait endelig måtte sove uden ham, så var det en forbandet let søvn i den anden ende, det var endi kke noget som han ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte være i den anden ende. Dette var noget som ikke andet bekymrede ham. Førsteprioriteten lige for øjeblikket, det var at få den kære lille pige i seng og nu hvor han havde lovet det, så vidste han også, at han ville være tvunget til at skulle vågne igen i løbet af de næste få timer, udelukkenede fordi den lille frøken ville have fars populære morgenmad. Tanken morede ham om ikke andet. Et havde virkelig været dejligt at skulle være mødt af noget som var ham så frygtelig velkendt som dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. At smage Faiths læber igen, var virkelig noget som han havde savnet noget så frygtelig voldsomt! At man kunne være så afhængig af en anden var ham næsten en skræmmende tanke, selvom det automatisk måtte fortælle ham, at det udelukkende også var savnet, at han var endt det helt rigtige sted. Om Cecilaya havde råbt op eller om hun havde hvisket havde virkelig ikke nogen betydning for alt hvad han vidste, det var helt sikkert. Han trak vejret dybt og vendte blikket stille mod Faith som den lille pige måtte liste tilbage på værelset og forhåbentlig også ville lægge sig tilbage i seng igen. Hans opmærksomhed blev fanget af Faith som forsigtigt måtte vende sig og med de ord, som havde han været en drøm. Et sted så glædet det ham virkelig, at hun måtte se frem til drømmende om aftenen udelukkende af den grund; at han ville være der, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans læber endte ud i et let og stille smil, som han roligt hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. ”I drømmende vil jeg altid være, Faith, men også i det virkelige..” Han lod hovedet søge let på sned, som han ganske roligt kyssede hendes pande. Det var noget som han gjorde med selv den største forsigtighed, det var end ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på. Han havde virkelig savnet hende. Han tog forsigtigt fat om dynen og fjernede den stille fra hende. At ligge der og koge, ville hun virkelig heller ikke få det mindste ud af, og det var noget som han jo udmærket godt vidste, når det endelig måtte komme til stykket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, havd end om det var noget som han ville det eller ikke. Hans grågrønne øjne hvilede roligt i hendes blik. Han kunne virkelig ikke få sig selv, til at skulle se den anden vej, uanset hvor meget han ønskede det eller ikke. Det var her at han hørte til. ”Det her er ikke nogen drøm, Faith.. Jeg er kommet hjem til dig og vores børn. Desuden.. så ved du såvel som jeg, at du ikke kommer ud herfra det første lange stykke tid.. Ikke når du har det sådan.” Han lagde sig på siden som han nærmest måtte byde hende at komme tætere på ham. Han havde virkelig savnet hende som han aldrig havde savet nogen før, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for han havde virkelig manglet hende. ”Jeg så det hele.. Alt det som Jaqia gjorde ved dig.. Jeg var aldrig væk min kære. Jeg var fanget i min egen krop..” sagde han stille. Det var jo trods alt en ren sandhed. At alle troede at han var væk… Selv Nathaniel burde da kende Jaqia bedre end det? Det var næsten skuffende et sted, for det var jo kendt, at Jaqia ikke slog ihjel med mindre, at hun virkelig havde en god grund til at skulle gøre det, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig måtte være. ”Du er syg min kære.. Lad mig passe på dig,” afsluttede han stille. Måske, at det kom så pludseligt, men han var virkelig ikek en død mand, selvom det var noget som så mange rygter havde sagt. Han havde hørt dem, selvom det virkelig ikke var noget som han måtte bifalde i den anden ende, det var helt sikkert.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ikke nået at se den lille pige forsvinde ud af døren, det eneste der var nået hende, avr den lille sprække af svagt lys, ude fra gangen som stille forsvandt og gled i glemme bag de mange skygger som endnu engang kastede sig over værelset. Ensomheden var direkte slående, Kimeya havde været væk for intet mindre end en måned, men allerede nu måtte det for Faith’s del føltedes som var det en mindre evighed. Længslen efter at mærke hans arme omkring hende sad så dybt i hendes bryst, at selv hendes underbevidsthed var klar over når Kimeya måtte være til stede, hendes sind var blevet langt mere roligt. Nu var blikket gledet helt op, hun måtte erkende at hun stadig var lettere desorienteret, hun var vant til at Kimeya dukkede op i hendes drømme, hvad end det var minder fra fortiden, almene mareridt eller de søde drømme, han var der altid, det var hele grunden til at hun hver eneste morgen måtte glæde sig til kroppen tvang hende ind i søvnen igen. Sygdommen udmattede hende, det at ligge med den høje feber det gjorde det nærmest umuligt for hende at holde sig vågen for længere tid af gangen, ligenu var det et rent paradis, men selv Faith vidste at hun snart ville blive rask, tvunget til at leve dagene ud, og med de knuste hjerte hvem ville så vide om det var noget hun kunne klare? Smagen af hans læber føltedes så velkendt, den ømhed, det var ligefør hun havde glemt hvordan det føltedes, hvordan bare et enkelt kys kunne sætte hele hendes krop og sind i flammer, så ukontrolleret. Hun var blevet afhængig af ham, og selvom det var en forbandet skræmmende tanke, så var der ikke meget at gøre ved det, skaden var sket for længst, hendes hjerte bankede for ham, hendes krop skreg efter ham, og hendes sind bandt ham til sig. Ingen anden mand kunne tage hans plads, også selom det var noget som hun havde forsøgt med Jared, så desperat at det måtte gøre ondt. Tydeligvis forvirret, hvilede de funklende grønne øjne mod ham. Normalt var de i sig selv nok til at lyse opi mørket, men feberen gjorde dem matte og uden det samme funklende lys, kun helt blanke. Smilet var falmet igen, hun betragtede ham, hjertet bankede faste slag imod hendes bryst, det føltedes så virkeligt. Hans strøg mod hendes brændende kind, og det kys mod hendes pande, det var virkeligt. Og nu hvor hun også kom mere til sig selv, så gik der også mere og mere op for hende at hun ikke længere var i den søde fantasi verden. En rødmen steg i hendes kinder, det kunne man vel roligt kalde at afsløre sig selv? Men hvorfor skjule det som han allerede vidste? At hun længtedes efter ham så dybt i hendes hjerte, at hun elskede ham. Faith krympede en smule mere sammen da han fjernede dynen, hun lå komplet blottet under, det væskende sår fra det indgreb Jaqia havde gjort, var tydeligt at se. Gåsehuden tog til, hun skælvede, frøs som en i pokker, kroppen fandt bare ikke den sædvanlige varme, ej heller selvom den i virkeligheden hvilede over det som man kunne sige at være kogepunktet. Blikket så i hans, så meget som man kunne savne at se ind i dem, den tryghed hun som regel fandt i dem. Hun vidste at hun ikke ville komme op det næste stykke tid, og det i sig selv var en tanke som irriterede hende! ”Du er hjemme?” hendes tone var hæs, og med en silkeblød stemme der næsten var så skrøbelig at den havde mulighed for at knække hvert sekund. Blikket var næsten bedende, bange for at hun ville åbne øjnene og han ville være væk. Blikket gled mod hans favn, det var tydeligt at se at hun genre ville ligge sig ind til ham, men hendes ryg brændte stadig og det samme gjorde hendes sår, let bed hun sig i læben, hun kunne ikke rykke sig, selvom det virkelig var fristende at ligge sig ind i den trygge favn, hun savnede at føle ham, føle hans arme omkring. Faith rystede blot forvirret på hovedet, hun havde set ham dø og nu fortalte han at han aldrig var væk? ”Det forstår jeg ikke” hviskede hun med øjne der blev tårerfyldte. Stille greb hun omkring hans bukser, knugede om stoffet, hun turde ikke rykke sig for meget det gjorde virkelig ondt! ”Jeg har vidst intet valg har jeg?” alle vidste Faoth ikke var typen som blot overgav sig på den måde, men lige her var der virkelig intet valg..

[Kimeya Marvalo]

Faith ville ikke komme ud af sengen lige foreløbig, så meget var Kimeya klar over, og han agtet så sandelig også at skulle passe på hende med alle midler som han havde at skulle gøre brug af, ligesom han også ønskede det overfor sine børn. Hans valg i torturkammeret var virkelig ene skyld i, at de begge to kunne sidde der som de kunne lige i øjeblikket. Hun kogte virkelig, det kunne han tydeligt se. Han havde aldrig nogensinde set Fait så syg som hun måtte være lige nu og i og med, at Nathaniel var koblet på, så måtte de tvirkelig bare være alvorligt. Han bed det i sig lige nu. Han ville virkelig ikke gøre hende mere bekymret end det som han allerede havde gjort det netop ved at være væk så længe, som han havde gjort det. Tanken var om ikke andet næsten skræmmende for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han lod hånden roligt stryge mod hendes kind. Nu hvor hun var vågen alligevel, så kunne han vel også forklare hende, at han var hjemme for at blive? At det hele havde været en test som de havde bestået med glans begge to? De grønne øjne som var ham så kendte, de var nu så matte og det var end ikke noget som han brød sig det mindste om. Han ønskede endnu en gang at antænde den gnist som hun måtte brænde inde med, holde det liv i hende som han tilsyneladende var den eneste som overhovedet var i stand til det. Han sendte hende et ganske så stille og forsigtigt smil og nikkede roligt til hendes ord. ”Jeg er hjemme..” gentog han roligt. Han lod blikket roligt hvile i hendes. Hans stemme var måske hæs, men efter at det var etset væk af flydende sollys, så var det vel i sig selv også noget som man havde ventet sig? Han havde tydeligt set såret på hendes mave, selvom han virkelig bare måtte bide det i sig lige nu. Der var virkelig alverdens god grund til bekymring. Bare tanken om, at der var gået infektion i det, var slet ikke noget som han brød sig det mindste om overhovedet. Tvært imod, så var det virkelig noget af det som måtte skræmme ham mere end det som godt måtte være for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Han kunne tydeligt se hvordan hun ville ind i hans egen favn, men ikke kunne, så han rykkede sig forsigtigt tættere på hende. Han trak let på smilebåndet. ”Du har intet valg min kære.. Denne gang skal jeg nok holde dig i sengen og ved godt vel,” sagde han roligt. Han tog roligt fat omkring sin egen ellers så kolde dyne og lagde den omkring hende, så hun kunne skjules bare en smule. Det var jo ikke til at vide hvornår en af ungerne ville ende med at møde op og pludselig stå i døren. Han lagde den bag hende, så hun kunne skjules ind mod sin egen favn. Hendes temperatur måtte under alle omstændigheder ned! ”Det er en lang forklaring min kære.. Jaqia dræber ikke uden grund.. Hun havde ingen grund til at slå mig ihjel,” forklarede han stille. Det var jo trods alt også sandt, selvom det i sig selv, kunne være svært at forstå. Han havde været en forræder dengang omkring Faith, dengang han havde reddet hende i stedet for at bringe hovedet til slottet som han ellers var blevet sat til. Den dag i dag, var han forbandet glad for, at det var endt som det var, selvom det virkelig havde været en frygtelig akavet vej at skulle gå af, det var også helt sikkert. Han tog ganske roligt fat omkring hendes hage og vendte hendes blik stille op mod sig. ”Jeg beklager at jeg vækkede dig.. Det var bare eneste måde, at få Cecilaya tilbage i seng på,” tilføjede han med et let smil. Han kyssede igen hendes kind. Han havde virkelig sanvet hende som han aldrig nogensinde havde savnet hende nogensinde før, det var ganske enkelt utroligt! Hans blik vendte han roligt og stille mod hende som han lagde sig helt tæt ved hende og prøvede at komme i kontakt med hendes mave. ”Jeg vil være her, selv når du slår øjnene op i morgen,” afsluttede han stille. Han var virkelig kommet hjem for at blive denne gang.