Masse indebrændte spørgsmål..

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig sen aften, selvom det nu ikke var noget som Thayne tog sig synderlig meget af. Han havde været i Procias temmelig meget her idet sidste og specielt i dag, hvor hammeren i den grad havde slået ham i hovedet. At denne Dave virkelig havde følt for Jesse, det var en ting, men den måde som Dave havde fremstillet det på, så havde de allerede haft noget kørende dengang han havde mødt ham? Han havde virkelig ikke ment, at skulle komme i vejen for nogen som helst! Han nåede stille til Neutranium, som havde været hans bestemmelsessted. Efter alt det som var sket efter ballet, hvilket havde været muligt for dem begge at skulle komme igennem, hvilket han selvfølgelig havde været forbandet glad for i den anden ende, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogne tvivl om overhovedet. Hans hjerte slog ganske let mod hans bryst, idet han passerede de små mure ind i den store slotshave, hvor de måtte have deres lille telt stående. Han vidste udmærket godt, at det var noget af en risiko at skulle ligge herude, men det var dejligt, de var selvstændige og det var virkelig også noget af det bedste. Han slog kappen let om sig. Det var ved at være mørkt, så det var også pænt set og det havde virkelig ikke været hans mening at skulle være væk så længe, men han kunne virkelig ikke gøre for det. Det havde ganske enkelt været nødvendigt for ham. Han havde virkelig måtte tænke det hele igennem. Havde han revet Jesse fra en anden mand? Det var virkelig noget som faktisk måtte apellere til en samvittighed et sted.. nu ønskede han virkelig bare sine svar. Han så teltet ligge foran ham, liggende op af buske og træer, så de lå lidt i skjul for eventuelle uvedkommende. Et svagt smil passerede let hans læber idet han gik mod det. Han vidste jo at Jese ville være der og vente på ham.

[jesse]

Det var ganske sent. Men som altid og som lovet, så sad Jesse oppe og ventede. Han nægtede at gå i seng uden Thayne. De sov på 2 hjemmelavede madrasser og teltet var en trekant, og ikke bredere end "sengene". Der var dog nogle meter fra enden af madrasserne og til teltåbningen, hvor de kunne opbevare deres ting og sager, de havde tilbage. Alt var ødelagt, pånær en meget lille region af kældrene. Så der var ikke meget at komme efter. Men han ville heller ikke forlade stedet omgående, fordi hvor skulle de tog tage hen? Det måtte de snart finde ud af, men lige nu, så var det ren kvalitetstid, at være så tætte og i telt. Dave huskede han knapt nok. Han vidste hvem det var, men kendte ham som så ikke. De havde mødt hinanden få gange, snakket og sådan. En tidligere ven, var den bedste betegnelse. Han smilede stille. Han sad foran bålet og havde lige lagt maden på, idet Thayne kom hen til teltet. "Hej smukke," sagde han blidt. Han bar stolt ringen på sin finger. Han var gift med Thayne og han fattede det stadigvæk ikke helt! Men det var så fantastisk, at intet bekymrede ham lige i øjeblikket. Han rejste sig op, trak Thayne ind til sig og kyssede ham ømt på læberne. "Jeg har lige lagt grøntsagerne på," sagde han med et skævt smil. "Kødet skulle jeg lige til at lægge på også," sagde han og kiggede på bålet, hvor der stod en grillrist over. Det var genialt at lave mad på den måde! Han satte sig ned igen og lagde kødet på. Man kunne høre da kødet mødte den varme rist. Det var virkelig en god følelse, at tage vare på sig selv. "Håber du er sulten," sagde han stille og så hen på sin elskede.

[Deleted]

Thayne havde virkelig bare haft brug for at skulle tænke det hele igennem, for det havde tydeligt set ud til at være nødvendigt for ham. Han havde stirret ned på ringen igennem flere timer. Han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at bære den med en frygtelig stor stolthed! Han elskede virkelig den mand, men dette havde virkelig bare ført til skræmmende mange spørgsmål som virkelig bare var nødvendigt for ham, at skulle få besvaret. Dave havde nærmest fremstillet dem som havde de været et kærestepar allerede inden han selv var dukket op i Jesses liv. Havde han virkelig været skylden til at Dave var gået psykisk ned på den måde? Det var virkelig noget som han næsten måtte føle sig direkte skyldig i, når det kom til stykket, det var der så sandelig ikke noget som sagde så lidt. Han vendte blikket stille mod Jesse, da han måtte træde i profil hvilket kun måtte få ham til at smile bredt. Han lod Jesse komme ham i møde, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile. Kysset gengældte han selv med den største glæde og nærmest med en form af længsel. Det var ikke noget som kunne skjules det mindste overhovedet! ”Hej.. Undskyld, at det tog mig så lang tid..” sagde han stille. Det havde virkelig ikke været has mening på ongen som helst måde overhovedet. Han trak let på smilebåndet. ”Du er jo allerede i fuld gang,” tilføjede han med en let munter stemme. Han gik roligt hen til bålet sammen med ham, hvor han roligt satte sig ned. Han havde virkelig brug for at skulle få en smule varme igen. Han brændte virkelig bare ind med så forbandet mange spørgsmål, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet. Han smilede ganske svagt. ”Jeg er udsultet!” sagde han med et stille smil på læben. Han holdede hænderne let ned i hans skød, idet han satte sig i skrædderstilling. Han stirrede nærmest fraværrede ind i flammerne, også selvom de virkelig måtte varme frygtelig godt i hans egen krop. Det havde virkelig været en utrolig lang gåtur fra Procias og hertil!

[jesse]

Hvem Thayne havde mødt, var fuldkommen ukendt for Jesse. Han vidste bare, at han virkelig have savnet ham hele dagen. Men det havde givet ham tid til, at skulle handle lidt ind. Penge havde de da endnu. De sparede jo også, men mad måtte de jo have! Han mærkede altid efter ringen - fordi når han blev for vant til at gå med den, så mærkede han den knapt og måtte se efter, om den faktisk var der endnu? Det blev han virkelig bare nødt til! Han elskede virkelig sin Thayne overalt på denne jordklode, Thayne var alt i hans verden. Alt som holdt ham i gang. Dave huskede han kun, som en ven, hvis man skulle betegne hvad de var. "Det er okay skat," sagde han blidt. Det var ham virkelig bare så naturligt, at kalde sin elskede for søde ting. Skat, søde, mus, elskling. Alt hvad der lige faldt ham ind. Han rettede lidt på grøntsagerne med en lang pind, som han havde snittet ren for barn. "Ja, jeg kunne altså ikke vente mere," sagde han undskyldende og sødt og så hen på Thayne. Han blev siddende og lod kødet stege. Det var jo lige blevet lagt på. Han satte sig også i skrædderstilling og så på Thayne ved sin side. Flammerne var lune og det varmede virkeligt kroppen. "Så det jo godt, der er masser af mad," sagde han smilende. Han rykkede sig lidt nærmere Thayne og lod hånden falde mod hans lår, som han blidt strøg. "Hvad har du så lavet i dag, smukke?" spurgte han og så på ham.

[Deleted]

At glemme Dave, var ikke lige noget som kunne falde Thayne ind bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var virkelig nemmere sagt end gjort, det var heller ikke noget, som man skulle tage det mindste fejl af. Hans blik sad nærmest og stirrede ind i flammerne. Det var dejligt sådan som de måtte varme omkring hans egen krop, for det var virkelig bare en dejlig følelse. Lugten af mad i næsen var virkelig noget som kunne få hans tænder til at løbe i vand, for han var virkelgi ved at være sulten efterhånden! Han vendte blikket mod Jesse og selv med et ganske så stille smil på læben. ”Det er helt okay, kæreste,” afveg han stille. Han var normalt ikke så rolig som det han måtte være lige i øjeblikket, det var også helt sikkert på alle måder, men der var virkelig bare så frygtelig meget i hans hoved som han måtte tænke på og Dave var desværre noget som fyldte noget så forbandet meget lige nu! Han lod Jesse komme tættere på ham og stryge hans lår. Han nød det og det fik ham virkelig bare til at smile. Han lagde hovedet forsigtigt mod hans skulder inden han ganske stille tog omkring hans hånd, det var end ikke noget som man skulle kunne skjule, for det var sådan, at han ønskede at det skulle være. ”Hvad jeg har lavet i dag? Åh, jeg har lavet meget.. jeg var i Procias,” begyndte han roligt. Han kunne aldrig nogensinde drømme om, at skulle lyve for Jesse, det var virkelig helt uaktuelt og på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til! Han trak vejret dybt og vendte blikket stille ind mod flammerne igen. Det varmede virkelig ekstremt godt i hans ellers så halvkoldek rop. Det havde jo været en lang vej! ”Jeg mødte en.. som siges, at have kendt dig før jeg lærte dig at kende..” sagde han stille. ”Navnet Dave.. siger dig ikke noget… vel?” spurgte han stille og med en næsten undren. Han ønskede virkelig bare svar ærligt og fredeligt, det var vel heller ikke meget at forlange?

[jesse]

Jesse trak vejret roligt og dybt. Han følte virkelig ingen komplikationer med Thayne og havde aldrig gjort det! Det eneste som kunne skille dem, skulle være døden. For de havde det så nemt sammen. De var åbne og ærlige, og selv det som var svært at sige, kunne de sige til den anden, uden at den andne hidsede sig op. Han nikkede stille. "Godt," svarede han kortfattet. Han havde ventet længe. Han havde end ikke nogen tidsfornemmelse lige nu. Han smilede og lod bare Thayne ligge sit hoved mod hans skulder. Hans anden hånd, tog fat om Thaynes. Den ene hvilede jo allerede mod hans lår. Han flettede sine fingre ind i hans, med sin anden hånd. "Ja.." sagde han dæmpet. "Spændende," svarede han ind imellem at han snakkede. Han vædede let sine læber og kiggede kort mod maden. Men den passede vist fint sig selv lige pt. Han så mod flammerne som var under risten. "Nå.. Jeg kender ellers ikke mange," sagde han stille og tænkende. Nathaniel, Nate og Thayne. Det var primært dem, han kendte. Alle andre var blot bekendte. Han tyggede på navnet. "Dave.. Dave hvem?" startede han stille og så imod Thayne. Han gav ham hjertens gerne alle de svar, han kunne! "Nååh.. Ham Dave. Sådan en lyshåret fyr?" sagde han stille. "Jo, han er en bekendt. Vi mødtes et par gange, men så gik det over. Jeg arbejdede jo hårdt som Nathaniels lærling til den tid," forklarede han nærmere. "Hvad da, min skat?" spurgte han videre.

[Deleted]

De gik begge ekstremt meget op i ærlighed og det var bestemt også noget som måtte betale sig i den anden ende, hvilket Thayne var forbandet glad for, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var helt sikkert. At sidde her sammen med ham, var virkelig noget af det bedste han vidste, der fandtes virkelig ikke noget bedre end det for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Han sendte ham et stille smil og lod ham ellers komme helt tæt ind til sig. Jo tættere på han kunne komme, jo bedre blev det. De havd aldrig haft de store problemer. Det største de havde haft, var jo egentlig det faktum, at Nathaniel ikke kunne fordrage ham i begyndelsen og nu kunne de jo se hvor de var endt henne. De havde nok deres lille telt, men det var bestemt stort nok til dem! De havde hinanden og det var virkelig bare noget af det bedste som nogensinde kunne ramme ham. Han nikkede anerkendende til Jesses ord og slv med et stille smil på læben, som bare ikke kunne skjules det mindste overhovedet. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. At han remsede op det som man typisk kunne genkende på Dave, det glædet ham dog, så var der nemlig ikke nogen tvivl om hvem der var snak om. Han vendte de grå øjne stille op mod ham. Måske at han ikke var i stand til at se de varme farver, men han var bestemt i stand til at skulle se de mange smukke detaljer ved den kære mand som han var gift med. Det kunne virkelig ikke blive bedre ned det som det måtte være lige nu! ”Jeg mødte ham.. jeg snakket med ham… Og.. Kan du huske ballet efter jeg havde mødt dig? Hvor du.. kysset mig for første gang?” spurgte han stille. Han kune virkelig ikke lade være med at smile bare ganske let ved tanken omkring det, det var helt sikkert. ”Han.. snakket om.. i havde flirtet.. og følelser..” sagde han med en ganske dæmpet stemme. Det var faktisk noget som.. gjorde ham urolig?

[jesse]

Jesse var også glad for, at de begge gik så meget op i ærlighed. Det var virkelig det vigtigste, for at have et godt og tæt forhold. Det var både sikkert og vist, at forhold ikke fungerede uden ærlighed. Så meget havde han dog hørt før. Han sad her sammen med sin elskede. Der fandtes virkelig ingen anden for ham, end Thayne. Det ville han kun gøre alt for at skulle bevise. Skrive under på en eller andens papir, om det skulle være. Alt ville Jesse gøre for Thayne. Han kom så tæt på han kunne lige nu. For han havde virkelig intet imod den nærkontakt med sin kære, det var helt sikkert. Det største problem, var nok Nathaniel, som havde været så forbandet meget imod det i starten. Men han havde accepteret det og ladet Jesse beholde sin kæreste, så kunne han ikke bede om mere. Ellers var deres problemer altid, at den ene kom til skade eller noget. Han huskede jo selv dengang, hvor han havde fået et rum til at sprænges om sig. Loft og det hele var fløjet rundt, og han var kommet meget til skade. Ellers.. Så huskede han også noget knapt så godt, hvor Nathaniel sådan set havde voldtaget ham. Men det var pga. en mikstur, som Nathaniel havde indtaget. Den havde haft den helt forkerte virkning og det var så gået galt. Han smilede stille. Om Thayne så havde været blind, ændrede det virkeligt ikke noget. Han sad og mindedes den aften ved ballet, da Thayne nævnte det. "Åååh jah," sagde han stille og smilede. Den ville han for evigt huske. Han løftede et bryn. "Var? Seriøst?" Han lo stille. Det var da underligt. "Jeg har altså aldrig følt en eneste ting for ham Thayne, min kære," sagde han dæmpet. Han løftede Thaynes hoved og så ham ind i øjnene. "Aldrig en ting," sagde han. Fuldkommen oprigtigt! Aldrig ville han lyve for sin elskede. "Vi snakkede et par gange, men var jo så optaget med Nathaniel.. Der gik en tid, jeg mødte dig og så kom ballet.. Så kender du vist resten," sagde han og løftede sin hånd, som han strøg over hans kind. Han så ham ind i øjnene.

[Deleted]

Ærligheden var virkelig noget af det som Thayne altid havde sat som det vigtigste i et forhold. Kunne man ikke være ærlige overfor hinanden, så var det virkelig beskrivelsen af intet andet end et direkte dødt løb i hans øjne, og det ønskede han så sandelig heller ikke, det var slet ikke noget som man skulle kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han sendte Jesse et stille smil. Det var jo slet ikke fordi at han ville tvivle på ham på nogen måde, men han havde virkelig bare brug for de mange svar lige nu, det var også helt sikkert i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det slet ikke noget som man skulle kunne komme udenom overhovedet. Han trak vejret dybt. Han vidste i det mindste hvem han måtte snakke om og det var en lettelse og sandt var det, at det havde været Nathaniel som havde været deres største problem og alligevel sad de her og kunne kalde sig for ægtefolk, det var virkelig noget af det bedste som længe havde sket ham! De havde hinanden nu og det var virkelig også noget af det vigtigste, og det var virkelig også den endelige grund til at han valgte at skulle spørge ind til det på denne måde, for han ønskede virkelig at vide det.. Om han havde ødelagt noget for Jesse og Dave dengang udelukkende fordi, at han var endt med at skulle møde op på den måde som han havde gjort det, for det havde virkelig heller ikke været hans mening, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han betragtede ham stille. De havde været igennem så meget, de havde haft deres problemer og de havde stadig hinanden, hvilket glædet ham noget så inderligt! ”Du hørte mig..” påpegede han med en ganske så stille og dæmpet stemme, ikke at det var noget som man kunne komme det mindste udenom. At høre Jesse sige, at der aldrig havde været noget, var ham virkelig en sand lettelse og det var tydeligt at se. Han lod hovedet søge forsigtigt og stille mod hans hånd. Det var virkelig bare en elsket følelse. ”Jeg kender resten ja.. Jeg måtte bare være sikker.. Ser du.. vores kys til ballet, ødelagde ham.. Jeg måtte bare være sikker på, at jeg ikke også havde ødelagt noget før det,” forklarede han roligt. Han plantede et let og stille kys mod Jesses mundvige og lagde sig let til rette ved hans skulder igen. Det var virkelig bare en dejlig fornemmelse!

[jesse]

Jesse vidste, at ærlighed kom man længst med. Sådan havde det altid været - det havde han jo også lært af Nathaniel. På den måde kom man længst, uanset hvor svær eller let, sandheden måtte være. Løbet var allerede kørt, hvis man ikke talte sandt. Man skulle i hvert fald sørge for, at den løgn ville blive udredet hurtigt, så én ikke blev til flere. Han sendte sin elskede et roligt smil. Ikke at kunne lade vær. Han tvivlede ikke et sekund på Thayne og havde aldrig gjort det, i hele den tid, at de havde kendt hinanden. Han gav ham alle svar han ville have, det var også helt sikkert. Han vidste nu godt, hvem Dave var. En gammel bekendt, mere end det var der virkelig ikke. Ikke fra hans side af. Han havde ikke elsket andre end Thayne. Han vædede let sine læber. Thayne havde virkelig ikke ødelagt noget, det kunne han fint skrive under på! Han nikkede. Ja, han havde hørt ham. Han betragtede sin kære. "Gjorde det? Jeg vidste slet ikke.." Han rystede kort på hovedet og modtog Thayne's kys, mod hans mundvig. Han holdt sin kære i hånden endnu. "Men det betyder jo ikke noget nu, vel? Vi er sammen min kære," begyndte han, "Og jeg har aldrig elsket andre, end dig.. Du er min eneste ene," remsede han op. Det var jo noget, Thayne havde hørt før. Det føltes bare så rigtigt at sige.

[Deleted]

Thayne var virkelig en definition af en procianer, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, det var også helt sikkert. Han elskede virkelig Jesse, men dette var virkelig bare noget som han havde brug for at skulle få sine ærlige svar på. Det var vel heller ikke meget at forlange i sig selv vel? Han håbede det i det mindste ikke, det var i den grad også helt sikkert når det måtte komme til stykket. Ærlighed kom man længst med, selvom det virkelig kunne være en forbandet besværlig vej i det store og hele. For det var virkelig noget så frygtelig besværligt! Han sendte Jesse et stille smil. At sidde så tæt på ham, var virkelig noget af det bedste, det at have ham så tæt på sig ,som det han måtte have , var noget af det bedste igennem så forbandet lang tid. Det var virkelig det bedste som var sket i hans liv! At høre ham afkræfte, at det havde noget som helst at gøre med Dave og følelser, var virkelig noget som måtte lette ham selv noget så ekstrem at man skulle tro at det var løgn i den anden ende. Han sukkede af den klare lettelse, det var slet ikke noget som man kunne skjule det mindste. Han lagde hovedet let ned mod hans skulder igen. Han var faktisk godt træt efterhånden. ”Du er helt sikker på, at der aldrg har været noget? Jeg mener.. det er ikke fordi jeg sætter din kærlighed til mig i tvivl, Jesse..!” forsikrede han med en hurtig stemme. Det var helt sikkert! Han trak vejret dybt. ”Det var bare.. alt det som han fortalte mig. Det lød virkelig som havde du en ganske særlig plads ved ham. Han huskr dig ikke mere.. Han bad mig om at fjerne det.. Jeg ønskede at være din eneste ene. Jeg ønsker ikke at noget skal komme os imellem,” forklarede han stille. Det var ikke fordi at han var skamfuld overfor det som han havde gjort. Det var i den grad en handling bevidst, uanset hvor egoistisk den så ville have været eller ikke.

[jesse]

Jesse vidste ikke, hvilket land han kunne perspektivere sig selv til. Manjarno? Imandra? Lovløs var han ikke, men han holdt hverken med det gode eller det onde. Han vidste bare, at han lige nu og her sad med sin elskede. Så kunne han heller ikke bede om mere eller gøre noget, for at skulle sige - at dét land hørte han til. For han hørte til Thayne, uanset hvor de end måtte befinde sig henne! Ærlighed kom man længst med. Nok var det svært, men at drukne sig selv i løgne, var da ligeså besværgligt. Det var da virkeligt at køre sig selv ned! Han holdt ham ind til sig. At sidde tæt, var virkelig det bedste. Han betragtede maden. Han gav slip på Thayne og kravlede hen. Han fandt 2 træskåle, hvor han lagde noget kød og grøntsager op i, til den begge. Han løftede risten af bålet med lidt magi og satte den ud på græsplænen, så bålet fik mere frihed. Han satte sig hen ved siden af Thayne igen og gav ham noget bestik, og tog også noget til sig selv. Han begyndte at spise stille, mens han lyttede. "Jeg ved ikke, om han har følt noget Thayne, det er jeg ikke herre over. Men jeg har aldrig nogensinde rørt eller følt sådan for ham," sagde han stille og så på ham. Han bed tænderne sammen omkring et stykke af sit kød og tyggede det i munden, mens han lyttede videre. Han så på ham og kunne ikke lade vær med at grine. "Thayne dog.. Min lille Thayne, gjorde du dog virkelig det?" sagde han med et skævt og morende smil. Han var virkelig ligeglad, hvor egoistisk det var. Det var da virkelig bare noget så kært!

[Deleted]

At være her i Manjarno sammen med den mand som han i sandhed måtte elske, var virkelig det bedste og ikke mindst også det vigtigste for Thayne på nuværende tidspunkt, det var end ikke noget som han ville skjule for ham. Han elskede virkelig manden og mere ned det som livet nogensinde ville kunne beskrive det! Der var virkelig ikke noget ord som ville kunne beskrive det godt nok! Ærlighede var virkelig noget af det som Thayne måtte sætte mest pris på, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet, for det var intet andet end den rene sandhed. Han ville ikke bygge deres forhold på historier eller løgne, for det ville være som at leve på en løgn og det ønskede han så sandelig heller ikke, det var også helt sikkert! Han lod blot Jesse ordne maden, for mad, det skulle de jo trods alt også få. At lave den selv på denne måde, var virkelig hyggeligt og han nød det så sandelig også selv. At spise hvad man selv havde lavet og så nyde bålet inden man kravlede tilbage i teltet. Der genstod jo så bare et lille problem; Hvordan skulle de klare vinteren? Det var end ikke noget som han havde tænkt over før nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod Jesse og nikkede taknemmeligt idet han tog imod maden og bestikket. Han begyndte at spise. ”Han beskrev Jer halvvejs som et par, da jeg mødte ham,” sagde han stille. Det var i sandhed også det som havdde fået ham selv til at reagere allermest, for det havde virkelig ikke været en tanke som han havde prist sig lykkelig for på nogen som helst måde overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på noget tidspunkt. Han rødmede en anelse ved Jesses ord, hvor han nikkede og vendte blikket mod ham. ”Det gjorde jeg da.. Og han bad selv om det.. Bogstavelig talt,” indskød han med en næsten hurtig stemme, men det var jo trods alt også sandt. Dave havde direkte ønsket at glemme Jesse og det havde glædet Thayne meget! Han havde endda koncentreret sig om, for at få fjernet det hele!

[jesse]

Jesse så på sin mand. Han elskede den mand, og han ville blive ved med at sige det indtil den dag han døede eller blev ramt af stemmesvigt. Men så ville han bare teleportere ordenen ind i sin mands hjerne. Manjarno var fantastisk. Han havde sådan set heller ikke tænkt over, når det nu blev vinter. Så måtte de finde en mere stabil bygninge. Bare et rum, de kunne varme op og hvor kulden ikke ville trængte ligeså hårdt igennem murene, som det ville med teltet. Det var jo koldt om natten allerede, derfor lå de så tæt midt på deres såkaldte seng. Han så kort mod teltet og så tilbage på Thayne. Han vædede let sine læber og bed i sin mad. Kødet var saftigt og smagte godt. Grøntsagerne var også fine. Han brændte tungen en smule. "Pokker tage at det er varmt," klagede han og holdt tungen ude af munden fordi det brændte. Han grinte lidt og bed blødt sammen om sin følelsesløse tunge, selvom der kom liv i den igen lidt efter. Han spiste videre. "Gjorde han?" Han trak let på mundvigen og så mod bålet. "Men det var vi altså ikke," sagde han stille og rystede på hovedet. Thayne havde været og var, den eneste i hans liv. Den eneste for ham! Han var kun ærlig. Han drejede hovedet mod sin kære, mens han tyggede af munden. "Jamen godt," sagde han stille og med en større begejstring. Så var det jo ude af verdenen. Han spiste færdigt. "Skal vi slukke bålet og ligge os ind?" foreslog han stille. Det var jo blevet sent. Han kravlede rundt om bålet og stillede sin skål og bestik indenfor, på deres opbevaringsplads. Han kravlede tilbage igen og vendte sig om mod ilden og så hen på Thayne.

[Deleted]

Thayne vidste allerede, at det ville være nødvendigt, at skulle søge indenfor når vinteren ville komme, ellers ville de så sandelig have problemer med at skulle overleve det hele, for det var allerede ved at være en anelse koldt, så det var noget som tydeligt også måtte spille ind når det endelig kom til stykket. Han kunne virkelig ikke undgå at elske Jesse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for det gjrde han virkelig! Han havde holdt af ham allerede fra første stund og så med alt det som var sket i efterkant, så var det virkelig kun noget som havde gjort, at den følelse var blevet til noget større, det var gået fra et venskabeligt forhold til at være et ægteskab, det kunne da virkelig ikke være bedre set i hans øjne på denne måde, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han måtte slippe et let grin til Jesses ord, som han måtte brænde tungen. ”Skal jeg kysse den god igen?” spurgte han med et næsten drilsk smil. Han spiste selv ganske forsigtigt, for det var varmt, men det varmede og det mættede så sandelig også godt. Det var jo heller ikke helt løgn, at man satte meget mere pris på det, når man faktisk havde lavet det selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også kun noget som måtte gøre rigtig godt i den anden ende, det var også helt sikkert. ”Det gjorde han,” sagde Thayne stille. Det var virkelig noget af det som faktisk havde skabt en vis følelse af panik i det indre, for han havde virkelig ikke ønsket, at skulle ødelægge noget som helst, det var også helt sikkert. Det lettede ham dog bare at vide, at det slet ikke havde været sådan, at det havde holdt sammen, hvilket i den grad også måtte være noget af det bedste ved det hele. ”Synes jeg også… Jeg vil ikke være begrjstret over at en anden mand går rundt og tænker på min kære ægtemand..” Han vendte blikket mod ham og med det tydelige kærlige smil. Han satte roligt maden fra sig, hvor han med let magi fik det hen på deres opbevaringsplads. Han smilede tilfredst. Han var ved at have lidt styr på magien efterhånden. Han vendte sig mod han og nikkede. ”Det er sent.. og jeg er træt.. En dag med mange bekymringer, trætter virkelig,” fortalte han roligt. Der var ingen grund til at skulle lægge det mindste skjul på det når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte sig mod deres lille telt. ”Kommer du, elskede?” spurgte han roligt, idet han ganske roligt måtte kravle ind i teltet og lagde sig på sin egen plads. Han var faktisk ekstremt træt nu hvor han tænkte sig om.