Surprise!

[Deleted]

Netop fordi at dette var en stressende tid, ønskede Lynn at få ham lidt tilbage på jorden igen. Nyde godt af de mange nye dufte, der opstod med det fantastisk smukke naturliv, nu hvor foråret havde meldt sin ankomst, gå med hende hånd i hånd.. eller arm i arm, gennem den smukke have, som hun selv sørgede for at give alt den omsorg hun overhovedet havde i sig. Dog bekymrede hans sår hende i allerhøjeste grad, det var ikke behageligt at gå rundt med, kunne hun gætte sig til, men der var ikke så meget mere hun var i stand til at skulle gøre ved det, hun var desværre ingen healer. Fabian var måske en stor mand, men mange havde ligeså tillid til Aerandir, og der var hun bestemt en af dem. Han havde formået at beskytte hende selv og Destiny, samt mange af slottets andre beboere, igennem en flere år lang krig, de var endnu i live, og når hvor den mod Dvasias var ved at gå lidt i sig selv, og derimod havde vendt sig mod Procias, så, så tingene også ganske anderledes ud. Lynn nød hans selskab, ikke nok med at hun fandt ham som en yderst interessant mand, med mange fortællinger, mange varme følelser og filosofiske tanker, så forstod han hende ligeså på et andet plan. Selv til hende var der yderst mange forventninger, det var hun udemærket klar over, og halvdelen af dem ville hun aldrig være i stand til at leve op til, for hun var intet udsædvanligt overhovedet. Af den grund nød Lynn godt af hans selskab, han forventede intet, og tog hende blot som den kvinde hun nu engang måtte være. Lynn nikkede medgivende ”Jeg håber jeg så sandelig heller ikke” svarede hun roligt og ikke mindst ærligt, dog vidste hun allerede nu, at hun ville gøre hvad der var nødvendigt, specielt når det kom til ham, han var desværre en mand der var alt for let at holde af, og indenfor ganske kort tid var hun kommet med på den bølge. Hun tvang sig ud af den lille glasverden af tanker hun pludselig var endt i, og betragtede ham med et strålende smil! Tanken om lidt frisk luft, ville bestemt kun gøre hende godt, det var der ingen tvivl om, og at nyde stunden med ham, ville kun gøre det langt bedre! Armen gled i hans, hun klappede ham blidt på albuen med den fri hånd, før hun roligt optog den lille vandring, allerede inde fra stuen af. Solen stod lidt højere på himlen, end den havde gjort for blot et par timer siden, det ville blive absolut nydeligt. Et lille fnis forlod hendes læber, hun morede sig, og sammentidig så gav Aerandir hende netop en følelse af at være den unge sjæl hun nu engang måtte være, hvilket hun ikke havde følt længe, eftersom hendes tankegang og hendes syn på verdenen, tilhørte en generation, der for længst var gået af mode ”Det tager jeg som et stort kompliment” påpegede hun sigende. Ligefrem at kalde det for Paradisets have, det var trods alt hende der stod for det hele, der var kun få gartnere ansat, og mesteparten af deres arbejde bestod i at høste fra diverse frugtræer og bærbuske. Ganske bevidst tog Lynn det stille og roligt ”Lov mig at sige til, hvis det gør for ondt” hendes mine og tone var yderst bekymret, for måden han gik på sagde det hele. Hun skubbede hoveddøren op, og trådte ud i det fantastiske vejr. De blev mødt af smuk fuglesang, og en duft af nyfalden regn, der dog var stoppet igen til hendes egen lettelse. Hun nikkede medgivende, og med næsten beundring i blikket ”Jeg kunne ikke sige mig mere enig” erkendte hun stille.

[Deleted]

Aerandir var den type mand som virkelig kæmpet for at komme op på det niveau som Fabian havde ligget på inden at ulykken havde ramt ham. At nogen i det hele taget kunne få sig selv til at gøre noget sådan, var slet ikke noget som han kunne forstå sig på, men det var vel bare en ren dvasiansk adfærd? Om ikke andet, så var han glad for at folk bar denne tillid og tiltro til ham, for han prøvede virkelig, selvom han nu ikke direkte ville tro, at han ville blive nær så god som det at Fabian havde været, men han gjorde da sit bedste ud fra de midler som han havde at tage i brug, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, for det var virkelig noget af det sidste som man kunne sige, at det var. Han sendte Lynn et varmt og indbydende smil. Han holdt af hende og han ønskede virkelig også at beskytte hende. Hun forstod ham på en helt anden måde end det som så mange andre gjorde og de delte mange – frygtelige mange fælles interesser, så det var bestemt heller ikke fordi at det kunne blive bedre end det set i hans øjne om ikke andet. Han lod hende lægge armen roligt i hans egen, for det at se naturen i den stund hvor den brød ud i blomst var bestemt heller ikke noget som han ville misse for noget som helst i verden, for det var bestemt også noget af det bedste af det hele! Hun passet virkelig haven på en ganske speciel måde – han var jo lige på kanten til at skulle kalde det for direkte.. perfekt? Han lagde roligt sin frie hånd på hendes arm idet han førte hende med sig. Måske at det gjorde en anelse ondt, men igen så var det nu heller ikke noget som han tog sig af. At kalde stedet for Paradisets Have, var noget som han faktisk mente, for det var virkelig en fantastisk have som man måtte komme ind til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et varmt smil. ”Det var bestemt også ment sådan, Lynn,” forsikrede han roligt, som han fik hende med sig udenfor, selv med en ganske rolig mine. Det var rart at kunne slappe af, også selvom han vidste, at det bare måtte være et spørgsmål om tid, inden han endnu en gang skulle ud. Så var det vel bare at nyde stunderne når de endelig ville dukke op, selvom han nu ikke direkte kunne sige sig, at have troen på at det måtte være særlig længe. Måske at stridhederne var flyttet til Procias, men de var set på vej tilbage igen, så selvfølgelig var det også noget som måtte bekymre ham og frygtelig meget endda. Aerandir fulgte hende blot mere end villigt udenfor, for han var virkelig et udemenneske og specielt med en så smuk en have eller natur omkring sig, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, for han følte sig virkelig bare.. hjemme. Der var ikke noget som kunne beskrive det på nogen anden måde, men det var nu også bare sådan at det nu måtte være, for det var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod på den ene eller den anden måde. Han nikkede til hende. ”Jeg skal nok sige til. Desuden.. Man føler sig ikke mere levende, end når man føler at man har ondt.. På den ene eller den anden måde.” Hans blik faldt roligt til hendes have, for det var ganske enkelt fantastisk at skulle se det. Det hele på vej i fuld blomst, fuglene som sang så glad, var noget som kun fik ham til at smile. ”Det er jo næsten ligesom hjemme..” endte han roligt, nærmere hen i en form af trancetilstand.