Surprise!

[Deleted]

Efter at Fabian var endt med at skulle forsvinde, så var det hele virkelig blevet et stort kaos. Gabriels død havde bragt nok med uro til Procias og i og md ,at Fabian nu også var væk, så var Manjarno lige så meget henlagt i kaos som alt mulig andet. Aerandir var steppet ind i rollen som hærfører, selvom han havde gjort det klart, at det kun ville være til Fabian måtte komme hjem igen. Han levede nemlig selv i troen på, at det ville være før eller siden, hvad end om det var noget som han ville være med til eller ikke. Det var hårdt nok som det var fra før af. Hans afsked med skovene i Procias havde ikke just været de mest heldige. De var virkelig ikke meget for at en af deres bedste bueskyttere skulle tage til Manjarno for at slå sig ned der, men hvad andet valg havde han egentlig haft? Han lod hænderne roligt foldes over hans ryg, idet han vendte sig omkring i omgivelserne. Muren her var stadig umådelig godt beskyttet ligesom han havde gjort igennem sin tid oppe i de høje trækroner. Der var virkelig ikke noget som kunne slå en elvers utrolige falkeblik, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet! Han trak ganske let på smilebåndet. Efteråret havde tydeligt meldt sin ankomst og selvom Destiny virkelig måtte være mere end ude af den, så var der virkelig også tid for de andre, at skulle finde de små glæder frem i det at være til – Ligesom han selv gjorde det. Han var netop hjemvendt efter en tur ude i feltet og efterhånden måtte det siges, at der faktisk var utrolig stille derude. Ikke at det var noget som man kunne komme udenom. Hans tanker havde kredset omkring Lynn siden ballet. At de var kommet ud derfra i grevens tid, var han virkelig forbandet glad for den dag i dag, for han ville virkelig ikke tilgive sig selv, hvis der skulle ende med at ske noget som helst med hende, det var helt sikkert! Hendes tilbygning som havde fået sin egen plads på den utrolige store grund, var det som han bevidst valgte at skulle søge hen mod. Bare tanken om ,at skulle se hende igen, fik ham virkelig bare til at smile. Han havde nægtet de andre at skulle fortælle hende omkring hans hjemkomst, han ønskede i den grad muligheden for at skulle overraske hende på døren. Han stoppede stille op og så sig omkring med en let eftertænksom mine. ”Selvfølgelig!” endte han let lavmælt for sig selv, ikke at det var noget som han kunne skjule det mindste. Efter hans møde med den giftige pil, så havde det desværre kostet ham en del. Han var kun lige kommet sig til ballet – Hans elviske sprog var gået tabt og det var han faktisk forbandet ked af i den anden ende, det var i den grad sikkert. Han skød en genvej igennem rosenhaven, hvor han med en yndig og respektabel hånd, valgte at skulle tage nogen af roserne til sig og samlede dem i en let og smuk buket som han tog med sig op til Lynns fordør. Han forsikrede ganske let at hun ikke så ham eller nogen andre for den sags skyld, idet han ganske let bankede på hendes dør. Han blev stående lettere afventende og selv med et smil på læben. Hun ville vel blive overrasket over at se ham?

[Deleted]

Det hele var mere eller indre endt i et stort kaos. Gabriel var død, noget som ikke kun bragte sin uro over procias men i den grad også over Manjarno, ikke mindst så var Fabian forsvundet, noget som i sig selv måtte bekymre det fleste han var en stor stærk mand. Dette var specielt ikke blevet taget pænt hos Lynn, for det første fordi Fabian var en god ven af hende, men også fordi det virkelig ikke efterlod Manjarno i en heldig situation, så man de andre lande kontra det som de var gået igennem, så havde de sluppet langt mere billigt end det som Lynn i virkeligheden nægtede at tro på skulle vare ved. At Destiny så allerede havde fået en yderst kvalificeret hærfører var endnu ikke noget som var nået hende for ører. Hun måtte desværre erkende at på trods af den smukke årstid,var der ikke meget tid til at færdes i naturen og frydes ved dets skønhed, næh for første gang i frygtelig mange år, havde hun noget som lave som den grevinde hun måtte være, meget af tiden gik på et arbejdsværelse, også selvom hun da nu og da tog en mindre tur ud i haven, blot for at holde den ved lige. Efter ballet var det hele gået så stærkt, i teorien havde hun kun ord på hvad der var sket, eftersom hun ikke var tilstedeværende, hun tog den tur ud i haven med Aerandir, det var det store brag som havde revet hendes opmærksomhed til sig, og et sted var hun lettet over netop den tanke, hun ønskede ikke at der skulle ske ham noget, hun beundrede ham.. Begærede ham men på så mange andre områder end blot lysten af kød og blod. De mange bunker papir lå på bordet foran sig, hun rystede blot opgivende på hovedet og skubbede dem fra sig. Det var blevet for kedsommeligt, selv en kvinde med hendes tålmodighed, behøvede nogle nye og friske tanker i sindet, fremf or at bryde hovedet med det samme konstant. Ganske roligt måtte hun forlade arbejdsværelset. De store vinduespartiet afslørede den smule sollys som måtte befinde sig udenfor, ikke at det var fristende at være ude i det værd. Hun rettede let på den englehvide kjole hun måtte bære om sin krop, og som smukt fulgte hendes kvindelige skikkelse til anklerne, hun var kendt for at holde sig i det enkelte. Selve hjemmet var nu ganske fredfyldt, indrettet i en romantisk stil mest af alt med møbler af eg og stod af velour, rødt som hendes rosen, et af hendes personlige favoritter blandt den smukke natur. Et kort øjeblik stod hun blot og vurderede hvilket meningsløst gøren hun nu skulle give sig til. Det store spørgsmål blev hurtigt stillet da hun fornemmede det banke på døren. Det sædvanlige varme smil måtte falde over hendes læber som det lå naturligt, det var vel Destiny? Hun kom ganske tit hen, kun for at snakke, eller vide om hun selv havde fundet ud af mere i sagen, desværre måtte hun mange gange skuffe hende. Kursen blev sat mod døren, uden rigtigt at tøve, trak hun i håndtaget og lod den velkendte skikkelse afsløres. Overraskelsen var tydelig at læse i hendes blik, det lille glimt som omgående trådte til i hendes blik og med hjertet som måtte hamrer en smule mere fast mod brystet også selvom hun virkelig ikke vidste hvor vidt hun skulle holde af den tanke. Ganske stille trådte hun ham nærmere, strakte sig en smule eftersom han var lidt højere end hende og lod et stille kys finde vejen mod hans kind som en varm hilsen. Ud af øjenkrogen havde hun fornemmet den lille bukket af røde roser, han vidste hvor højt hun måtte elske dem ”Det er dejligt at se dig, Aerandir. Kom endelig ind” hun slap ham stille, og trådte til siden for at lukke ham ind i hendes ydmyg hjem, det hjem som hun havde arvet efter hendes rare pleje familie, stolt af at være opfostret af dem. Ganske stille måtte hun lukke døren bag dem igen og vende sig mod ham, med hænderne foldet foran sig, og et yderst overrasket smil på læberne, ikke at hun skulle klage overhovedet!

[Deleted]

Det var hele Aerandirs intention, at skulle overraske Lynn her i dag. Alle andre var nægtet at skulle fortælle hende, at han var kommet hjem og udelukkende af den grund; Han vidste, at hun sad og ventede på ham og han ønskede selv at være en del af en overraskelse for hende. Foreløbig var det ganske roligt ude i feltet, så det var heller ikke fordi, at der skete så forbandet meget for hans vedkommende, og det var han virkelig forbandet glad for, når det kom til stykket. Han vidste hvor meget hun måtte holde af roserne og han plukkede dem selv på en ganske særlig måde. En taktik som han havde lært tilbage i sin tid i Procias, hvor man måtte skære et snit over stilken på en ganske særlig måde, så der ville gå tid før de ville visne. Det var jo temmelig træls og surt at få roser som visnede i løbet af ganske kort tid, for det var virkelig ikke noget som de kunne bruge til noget som helst, det var da i den grad også helt sikkert. Han holdt virkelig af hende og meget mere end det i sig selv, og det var kendt for hende.. hvorfor skulle han ellers fortsætte med at opsøge hende gang på gang? Det var da så sandelig heller ikke noget som gav nogen mening i det store og hele? Det var virkelig ikke længe at han behøvede at stå i døren, også selvom han måtte erkende, at det hele virkelig var ventetiden værd! Hans læber spillede ud i et varmt og muntert smil, det var virkelig ikke noget som han kunne skjule for hende, og det var bestemt heller ikke hans hensigt på nogen som helst måde! Det varmede om hans hjerte at se hende og i den grad også i så god forfatning som hun måtte være, for det var i sandhed noget som måtte lette ham noget voldsomt. At de var kommet ud fra ballet i tide til at skulle se det hele falde sammen, var han for sit vis også glad for. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis der var sket noget med Lynn! Aldrig! Han sendte hende et stille smil og tog glædeligt imod og med selv den største glæde og fornøjelse, det var end ikke noget som kunne betvivle det mindste. Han trådte forsigtigt ind efter hende, så de kunne komme indenfor. Bare det at have hende alene, ville glæde ham noget så voldsomt! ”Jeg takker, Lynn.. Det er så sandelig også godt, at se dig igen,” gengældte han med selv den største glæde, det var end ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste, for han havde i sandhed savnet hende og noget så grusomt! Han trådte hende ganske roligt i møde, hvor han forsigtigt lod et kys tilfalde hendes mundvige, idet han holdt roserne frem mod hende. Nok kunne han være den blide og respektfulde elver som han havde været da hun så ham for første gang, men nu hvor han var steppet ind i rollen som hærfører mens Fabian var væk, så var han tvunget til at skulle vise sig fra en ganske anden side, det var end ikke noget som han ville skjule for hende. ”Disse er til dig,” fortsatte han, som han valgte at holde roserne frem mod hende. Hun fortjente så sandelig også noget som han vidste at hun holdt af. Det måtte da også være trist, at skulle sidde her dag ud og dag ind alene? Nok kom Destiny på besøg, hvilket han var glad for, for han ønskede virkelig ikke, at hun skulle være esom når han ikke kunne være til stede. Nu hvor han havde et ekstremt vigtigt arbejde at passe, selvom han var kendt med, at han på ingen måde, kunne gøre det så godt som Fabian nogensinde ville kunne gøre det, men han kunne da gøre sig selv en ekstrem stor indsats? ”Og jeg gentager.. Det er virkelig godt at sedig igen,” tilføjede han med et kærligt smil på læben. Han kunne virkelig ikke lade være når det kom til hende. Han holdt virkelig af hende.. han elskede hende.

[Deleted]

At Aerandir var var kommet tilbage til Manjarno, og endda for at blive i en længere periode, var virkelig ikke noget som var nået frem til hende endnu. Alting plejede ellers at brede sig som en steppebrand, hvorfor havde Destiny ikke nævnt det for hende, så hun kunne forberede sig? Det var ikke fordi hun normalt var den type kvinde der ville tænke meget over hendes udseende, men krøllerne hang blot uplejet omkring hendes ansigt, og med den alt for almindelige hvide kjole der fulgte hendes krop, langt og smal, hun ville gerne have haft tiden til at gøre bare en smule. Desuden.. Han måtte da være sulten efter den rejse, og hun havde end ikke haft tid til at forberede sig på det? Det var i den grad en overraskelse at se ham her, og selvom Lynn var den kvinde som nød at have styr på tingene, så elskede hun overrasker! Specielt når han var inklusiv. Efter ballet stod mange ting klart. Hun ville ikke være som Destiny og Fabian, og allerede nu havde Aerandir fået en stor betydning for hende. Selvom hun ikke burde, var den første tanke der slog hende, at hun var glad for at det ikke var Aerandir at de vægge måtte falde ned over, for et kort øjeblik havde hun følt panikken, til hun kom i tanke om at han stod netop ved siden af hende, først der var hun i stand til at falde blot en smule til ro. Døren måtte roligt glide i bag dem, hun rykkede sig ikke langt fra den, men betragtede den skikkelse, som formåede at varme hende ved kun at være til stede, hun følte hjertet slå, og følte sig for alvor i live. Hånden strøg stille igennem de blonde krøller, hun var ved bedste vel, frisk som en havørn.. Næsten da, det var jo ikke fordi hun var særlig aktiv når hun sad der bag et skrivebord og skrev det ene pergament efter det andet. Først nu gik det for alvor op for hende hvor meget fuglene måtte synge, hvor smuk haven var blevet i dette efterårsvejr, end ikke når hun var ude for at gå lagde hun mærke til det som sådan. Tankerne var fanget på andre steder, til dels landet og situationen som Manjarno stod fanget i, men når hun så Destiny, hendes desperate blik når hun nævnte Fabian. Var det, det samme glimt i hendes eget blik når nogen nævnte Aerandir? ”Hvilken dejlig overraskelse, og ikke for at være uhøflig eller noget som helst, jeg nyder virkelig at se dig igen.. Men hvad pokker laver du her?” spurgte hun med undrende tone. Hvorfor havde hun intet vidst om det. En lille rød farve tog til i hendes kinder da han endte med at række de smukke roser frem mod hende. Han vidste at det var hendes personlige favorit, ikke mindst fordi så mange skjulte betydninger lå i den. Allewrede under deres første møde var hun faldet for den høflighed han udviste hende, om ikke andet var han stoppet med at kalde hende ved titel nu, noget som kun lettede hende, hun var ikke over ham, han var ligeså meget værd som hun selv var hvad end hendes titel sagde andet eller ej. Kysset mod hendes mundvie skabte kun en sitren. Det var ikke den form af hilsen hun ligefrem var vant til, men hun nød det. Generelt at se var hun kendt for ikke at være i stand til at elske andet end naturen, det i sig selv var løgn, hun holdte af og lige her kunne man jo roligt sige at Aerandir havde fået en helt særlig plads. Hun elskede at have ham omkring, han kunne få hendes hjerte til at slå ved kun et blik, han kunne få hende til at føle sig smuk som de roser han bar i hånden, kun ved hjalp af tone, og hun behøvede ikke at grave dybt i hendes sind og tanker, for at vide at hun følte mere for ham end som så. Det varme blik betragtede tornene, hun greb om den lille bukket så hun med nød og næppe kunne undgå at stikke sig ”De er.. Virkelig smukke, det havde du ikke behøvet” den søde duft af rosenblade spredte sig omkring hende, gav hende et helt andet form for humør som hun virkelig kun måtte elske, det havde været nede i længere tid end hun brød sig om, det var ensomt at sidde bag et skrivebord, men bare det at han bragte naturen til hende det var.. Charmerende.. ”Kom endelig med ind.. Noget jeg kan friste med?” han vidste der var frit bord på alle hylder. På vejen mod den hyggelige varme pejsetue, greb hun omkring hans hånd for at trække ham med. Pejsen knitrede lystigt, kastede det hyggelige orange skær over dem mærk romantisk indrettede stue. Alt stod urørt, præcist som hendes kære far havde valgt at skulle stille det op, allerede dengang. Døren gled endnu engang i bag dem. Hun ville være alene med ham, det var jo ikke fordi det var meget de så til hinanden for tiden, hendes pligter lå her, mens hans lå i Procias. På reolen af mærkt eg, hvor gamle malerier og diverse støvede bøger måtte stå, stod en tom vane. Med et lille vip fra hånden lod hun den fyldes med vand, før hun flot arrangerede roserne i vasen. Ryggen var vendt til ham, og alligevel var det et næsten drømmende smil der kunne findes over hendes læber, også selvom hun var kendt for at være i den kontrol med sig selv. ”Dejlig overraskelse” mumlede hun for sig selv og dog med ærlighed. Man kunne ikke andet end at nyde det, selv på trods af den lille hemmelighed hun var bære af. Den lille hemmelighed som hendes hjerte selv havde afsløret for hende.

[Deleted]

Efter at Fabian var forsvundet, så havde det hele virkelig været et forbandet stort kaos og Aerandir havde kastet sig direkte ind i det, udelukkende fordi at han også havde haft det ekstreme gode forhold til Fabian som han havde haft, nu hvor han havde været den mand som han havde stolet mest på igennem en længere årrække. Nu var han kommet hjem fra feltet af og han var i bedste vel, det var vel også det som måtte sige sig at være noget af det bedste ved det hele når det endelig måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At se den overraskelse i hendes øjne, havde virkelig været værd absolut det hele! Han havde virkelig nægtet at skulle melde sin ankomst til nogen og han havde nægtet mange at sige den besked videre, for han ønskede så sandelig også, at hun skulle have lov til at opleve bare den smule glæde til tider, ligesom den han selv måtte sidde inde med for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det kom til stykket. Han holdt af hende.. han elskede hende, også selvom det ikke var sagt direkte med ord, så var det vel også med handling? At hun havde sit eget lille sted herude, var virkelig heller ikke noget som gjorde ham det mindste når det endelig måtte komme til det, det var helt sikkert, for man kunne virkelig ikke gøre noget ndet end at nyde det faktum, at hun var der og ventede på ham når han kom tilbage. Det var virkelig også det som automatisk måtte gøre, at han i sandhed måtte længtes hjem når det endelig måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans smil falmede virkelig ikke det mindste fra hans læber. Hendes reaktion havde virkelig sagt ham absolut det hele og det var virkelig umuligt at gøre noget andet end at nyde af det på denne måde, det var også helt sikkert! Hans læber måtte brede sig ved hendes ord og udtalelse. ”Jeg ønskede at se dig,” begyndte han roligt. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lægge skjul på den direkte sandhed som han nu selv måtte føle den? Han blev roligt stående. Han ønskede jo heller ikke, at skulle være alt for påtrængende nu hvor det endelig måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han elskede hende, selvom han ikke rigtigt vidste hvordan pokker han skulle få det sagt, for nemt det var det så sandelig heller ikke! ”Jeg nægtet nogen at melde min hjemkomst.. Jeg ønskede at overraske dig personligt, se hvordan du havde det kontra den besked som jeg har fået derude.” Han vendte blikket ganske let mod vinduet, idet han ganske stille vendte sig mod hende endnu en gang. Det var end ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte være.Roser var hendes favorit og han huskede det og han idste det jo trods alt. Det var jo ikke bare en tur de havde haft igennem rosenhaven, hvor han selv nærmest kunne se, at hun kunne fortælle om hver eneste lille en som havde den haft sin ganske egen personlighed. Han kendte udmærket godt til rosens betydning på den ene og den anden måde. Han lod armene fæste sig over ryggen ganske så roligt og stille og uden at se det mindste væk fra hende. Hun var virkelig noget af det smukkeste som han længe havde set og det var noget som han havde holdt fast i, selv dengang tilbage fra deres første møde, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af, det var i den grad også helt sikkert. Han lod hende glædeligt tage hans hånd og førte ham med sig indenfor. Han sndte hende et vamt smil. ”En hvil ville gøre godt.. Det har været en hård tid,” sagde han stilfærdigt. At tiltale hende ved titlen var stadig noget som han skulle vænne sig en smule af med, for det var virkelig ikke nemt at gøre bare sådan uden videre, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om, men han prøvede da! Han kendte hende jo som lidt mere end bare en grevinde efterhånden, det var jo slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af nr det endelig måtte komme til stykket! Her var virkelig hyggeligt! Det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet og det var.. langt bedre end at rende rundt derude med et sværd i hånden og det hele, for det var end ikke noget som han var særlig meget komfortabel med, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ville meget hellere sidde oppe i et træ med en bue i hånden og ellers bare sidde der og bare.. vente på at skulle komme i aktion igen. ”Jeg vil bare ikke trænge mig på, Gre…. Lynn..” sagde han stilfærdigt. Han sendt hende et ganske undskyldende smil. Det var faktisk slet ikke nemt at skulle komme væk fra den titel når han havde været så vant til at skulle kalde hende ved den. ”Det er et yndigt sted du har fået dig,” tilføjeddeh an roligt. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at skifte emne, men det at være sammen me dhende, var virkelig noget af det bedste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Deleted]

Det hele var uden tvivl endt som et enormt kaos, Destiny var plaget af den enorme stress efter at lede efter Fabian, ikke mindst fange de mænd som havde været skyld i alt dette, Lynn selv hjalp så meget hun overhovedet kunne, men hendes pligter lå mere i handlinger end det lå i papirarbejde, ikke at det var noget som hun klagede over, hun hadede bare at lade alle andre stå med det store arbejde. Blikket betragtede ham let og med det brede blide smil. Lynn kunne virkelig ikke komme udne om at hun havde savnet ham, også selvom det ikke var ord som blev sagt højt, måske at hun ikke var ligeså hemmelighedsfuld som Destiny og Fabian havde været det, men til tider var hun også nødt til at se tiden en smule an, for hun vidste jo allerede nu at der lå mer ei det end blot de venskabelige følelser, ikke fordi hun havde speciel megen erfaring med det, men der var noget i hendes bryst, der sagde hende at det var sådan det måtte være. Hvad pokker han lavede her, var endnu ikke gået op for hende, ikke fordi at det betød det helt store, han ønskede at overraske hende, og det kunne hun roligt erkende var lykkes. For en kort stund gled blikket bort fra ham og faldt mod vinduet. Det var ikke det bedste vejr, en smule gråt og kedeligt, måtte hun erkende. Ikke ligefrem passende til en gåtur. Dette sted var faktisk blevet hyggeligt, tydeligt præget af den romantiske kvinde som hun måtte være, også selvom mange af møblerne var fra hendes kære far, hun nænnede næsten ikke at smide dem bort, man kunne vel sige at de var en del af hende? Desuden så stod grønne planter, som ingen før havde set, rundt omkring i hele huset, tydeligt præget af den kærlighed som hun skænkede naturen udenfor. Der var ingen tvivl om at Aerandir var velkommen når han end ville, dørene stod åbne og det var også noget hun havde forklaret ham allere den første aften de var mødtes, at han så gjorde brug af det, glædede hende virkelig kun, for at afvise hans selvskab var aldrig noget som hun ville få sig selv til! Hånden strøg igennem de blonde lokker, der straks stoppede hendes fingrer, viklede dem ind i de vilde krøller. Hans ord varmede hende uden tvivl, en lettere rød farve tog til i hendes kinder, mens hænderne foldede sig foran sig i den rene høflighed ”Det glæder mig. Jeg håbede et sted du ville dukke op” indrømmede hun med et lille erkendende nik. Nu hvor sandhederne alligevel kom på ordet så ville hun da heller ikke holde igen! Lynn slap en perleblid direkte melodisk latter, rystede let på hovedet og med den tydelige rødmen ”.. Du min gode mr. Carnesír.. Er utrolig” påpegede hun med et lettere sigende blik. Roserne stod smukt i vasen, det var som duften fyldte hende selv nu hvor hun stod meter fra den, og tættere på ham end noget andet. Hovedet søgte let på sned, hun var ung, på sit vis uskyldig, også selvom hun var forbandet moden af sin egen alder, det var der ingen tvivl om. Ganske let gjorde hun en gestus mod den sofa som fint måtte stå foran den glødende pejs, han havde brug for hvile, det måtte fterhånden alle have i denne tid, det var bestemt ikke nemt på nogen måde. Den royale titel var virkelig ikke noget som Lynn kunne fordrage, og udelukkende fordi at han kendte hende langt bedre end som så, der var øjeblikke mellem dem hvor tiden stod stille, eller var det kun hende der følte det sådan? Hun rystede på hovedet ”Hver sød at kalde mig alt andet end ved den titel.. Desuden.. Det skal du slet ikke tænke på, du er mere en velkommen” ganske stille slog hun sig ned i de bløde puder. Det ene ben lagde sig stille over det andet, mens hun næsten afventende måtte beragte ham. Næsten per automatik så hun omkring ”.. Faktisk.. Dette sted stod her langt før slottet.. Der er bare ikke mange som kendet til det. Jeg har boet her i mange år” afslørede hun med et lille stolt glimt i minen. Det lignede sig selv på trods det var gammelt,m men selvom hun var ung var hun nok også lidt gammeldags og det var ikke ligefrem noget hun skammede sig over, ikke på nogen måde!

[Deleted]

Det hele var virkelig bare et enormt kaos og det var virkelig også noget som påvirkede Aerandir. Han var virkelig ikke den mest optimale at skulle gøre brug af i feltet og specielt i fronten, selvom det nu var det som han var blevet. Han var blevet en frontfigur for så mange og det var nu noget som han agtet at tage til sig og føle på, for han ønskede virkelig bare, at gøre Fabian stolt når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om på nogen som helst måde overhovedet. Det var også helt sikkert. Han blev stående og med blikket roligt hvilende på hende. Han holdt virkelig af hende og det var jo heller ikke fordi at han havde lagt det mindste skjul på det når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Ballet havde været hans indgangsbillet til det hele. Han var virkelig bare glad for, at han havde formået at komme så tæt ind på hende, som det han nu havde formået at gøre det, for hun havde virkelig vist sig at skulle være af en frygtelig stor betydning for ham når det endelig måtte komme til stykket, og det var noget som i sandhed også måtte glæde ham noget så frygtelig voldsomt. De grønne øjne veg slet ikke fra hende. Han var en mand af skoven og det var noget som han var noget så frygtelig stolt af og på alle måder som man overhovedet kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han var næsten tæt på at sige.. at han elskede hende. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile alene ved den tanke omkring det, for det var vel heller ikke noget som han havde lagt det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert når det endelig måtte komme til stykket. Han gik roligt indenfor og så sig let omkring. Lige denne del var ham temmelig ukendt og han ønskede jo heller ikke, at skulle gøre noget upassende når det endelig måtte være, for han ønskede bestemt heller ikke at skulle træde forkert når det endelig måtte komme til hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Han trak vejret dybt, selvom han godt kunne mærke, at det stak i hans side. Det var jo heller ikke helt ufarligt for ham, at rende rundt ude i feltet. Det vigtigste var vel også, at han nu var kommet hjem igen? Selvom det kun måtte være for en periode, men sagen var jo, at han var hjemme og det var her, at han i sandhed måtte ønske at blive bare i denne stund. ”Tror du virkelig, at jeg ville gå glip af det her?” spurgte han med en næsten overraskende mine, idet han roligt måtte vende sig mod hende endnu en gang. Et stille smil passerede roligt hans læber. ”Så må du tro om igen,” påpegede han lettere stilfærdigt. Han betragtede hende roligt og med et stille smil. At hun kaldte ham for utrolig, måtte virkelig bare få hans smil til at brede sig. ”Er jeg virkelig?” spurgte han. Han var ikke arrogant eller noget eller alt for selvsikker for den sags skyld, for han vidste udmærket godt, at det var noget som i den grad kunne slå kraftigt og hårdt mod ham selv i den anden ende, og det var virkelig heller ikke noget som han ønskede i det store og hele. Det var i sig selv også sjældent, at han i det hele taget tog imod komplimenter, for det var heller ikke ofte, at de blev skænket til en mand af en kvinde, hvilket et sted også måtte more ham. Han vendte blikket tilbage mod hende, skønt at det nu også var hende som skulle have hans fulde opmærksomhed. Det var virkelig også bare det som lå mest naturligt til ham når det endelig måtte komme til stykket. Han trak let på smilebåndet. Det gjorde næsten helt ondt i musklerne! Smerten i siden og ryggen bed han i sig lige nu, for det var virkelig ikke noget som ville komme ham til gavn. ”Jeg beklager… Gammel vane.. du ved..” Han kastede ganske let med hovedet, selvom det resulterede i en ganske svag smertefuld grimasse, for det gjorde lidt mere ondt end det som han lige havde regnet med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han satte sig roligt ned på sofaen og så sig omkring. ”Der kan man jo bare se.. Jeg havde ikke troet, at der var noget ældre her end Neutranium i sig selv..” sagde han stille. Han var jo efterhånden ikke en helt ung elver, selvom han var temmelig nysgerrig af sig. Selv en som ham, havde forbandet meget at skulle lære endnu. Han tog sig ganske forsigtigt til siden. Han var faktisk bare intet andet end heldig, at skulle kunne sidde der som han gjorde det lige nu. ”.. Av..” mumlede han let for sig selv. Han bed det virkelig bare i sig for nu, for han ønskede ikke at bekymre hende yderligere.

[Deleted]

Tanken om at Aerandir, var en del af krigen nu, sto som hærfører, hun brød sig ikke om det, ej heller selvom, hun udemærket kendte til hvilken umådelig dygtig skytte han måtte være, hun havde en stor tiltro til ham, det var skam ikke det der var problemet, hun frygtede bare for hans liv. Døden var måske en ny start, men den kunne så sandelig også komme alt for tidligt, og det var ikke noget hun ønskede for ham. Haven var passet, i denne årstid krævede det ekstra meget, og det var hun udemærket klar over, men lige for nu ville de mange smukke planter klare sig på egen hånd, hvilket hun var yderst tilfreds med. Ballet var endt i en katastrofe, det eneste gode der var kommet ud af det, var det kendskab hun havde fået til denne ædle kriger foran hende, hun var blot glad for, at de ikke havde været fanget i den ild, der var endt med at skulle opstå, den bekymring lå der skam. Lynn betragtede ham ligeså, brød ikke den kontakt deres blik måtte have. Hans blik i sig selv, mindede hende om de mest frodige sletter, hvor blomstre ville spirer, og solen stå ned over, passe og pleje det liv som eksisterede i selve jorden. Hovedet gled på sned, hun betragtede ham, med et varmt og omsorgsfuldt smil over de rosenrøde læber. Hvad han sad med af tanker, hvilke følelser der eksisterede i hans krop, det var ting hun end ikke turde gætte på, det var hans hemmeligheder, det var de ting som måtte holde ham igang. Ligesådan var det med hende selv. Der var liv der spirede i hendes bryst, lange smukke planter der snoede sig omkring hendes hjerte og tvang det til at banke mere fast når han var i nærheden. I Sig selv var det en fantastisk følelse, en der havde været så ukendt for hende, men ligeså smuk som en rose der netop måtte springe ud. Ikke mange kom forbi disse vægge. De fleste søgte til slottet, hvor alt ville være at finde. Dette var hendes egen private bolig. Der var ikke blevet lavet om siden hendes værger var gået bort, de havde taget sig godt af hende, og selv i døden forsøgte hun at bære stedet med stolthed, de samme antikke møbler der kun udstrålede den tildens ti pengem, for det havde de trods alt haft rigeligt af som adelige. Lynn havde lagt mærke til at han svajede en smule i siden. Havde han ondt, ville han vel sige det? Ikke fordi hun var i stand til at gøre det store, men om ikke andet så ønskede hun at hjælpe ham, så vidt som det var hende muligt. Hendes smil avr storslået. Hun elskede at han var kommet her! Og han var i den grad også mer eend velkommen! Hun nikkede ganske sigende ”Du er mere end utrolig” der var tydelig ærlighed, for hun mente det. Den mand gjorde bare noget, nærmest fortryllende. Lynn betragtede ham nøje. Noget var galt, han bar en hemmelighed, som end ikke hun var i stand til at knække bare som sådan. Hendes blik var en smule spørgende intenst. Betragtede ham som en tydelig hentydning til at at han skulle tale til hende. En blid latter forlod hende, hun nikkede forstående ”Det er jeg skam udemærket klar over. Men det er en dårlig vane” tilføjede hun med en klart sigende mine. Hun ønskede ikke at han skulle se på hende som en grevinde, men som en veninde der holdte af ham, måske endda langt mere end hun burde. De store krøller indrammede hendes ansigt, det havde været langt nemmere, mens det endnu havde været til at kontrollere, det var der heller ikke nogen tvivl om, ”Jeg er glad for at kunne informere dig om andet i så fald” ikke mange kendte til historien bag dette sted, ikke foruden hende. Det havde været hendes godnathistorier, gennem ekstremt mange år, og det havde lukket hende komplet rolig. Bekymret rynkede hun på panden. Det var for sent, han havde netop bekræftet hendes teori. Ganske roligt trådte hun tættere på, lod hendes halvru hånd falde mod hans kind. Alt den tid hun brugte i det fri, så blev de hurtigt tørrer. De funklende grønne øjne så ind i hans ”Fortæl mig hvad der er galt, min søde.. Du har smerter” påpegede hun sigende. Hun ønskede at hjælpe, det kunne der vel heller ikke herske tvivl om overhovedet?

[Deleted]

Aerandir vidste udmærket godt, at han levede livet farligt eftersom han nu også var blevet hærfører, selvom han agtet at skulle gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt. En hærfører var normalt ikke bare en bueskytte som han var, nej det var dem som skulle lede tropperne direkte i krig og han fungerede bedst på afstand, det var jo heller ikke noget som han kunne gemme sig bag længere, så det var i den grad også et liv hvis han satte livet på spil dag ud og dag ind og det var bare sådan at det måtte være. Han ønskede nu ikke at gøre hende mere bekymret end det som var godt i forvejen, for hun sad vel også med hjertet i halsen hver eneste gang at han måtte tage herfra? Ikke fordi at han ønskede at der skulle ske noget ,for katastrofeballet var en ydmærket start på dette pnkt, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet, for han ønskede ikke at der skulle ske noget med dem som han selv holdt af, men også ham selv.. Han var vant til at leve det liv som hn gjorde i øjeblikket. Han var vant til at løbe denne form af risiko. Sådan var det at være en del af den verden som han nu også måtte være, selvom det ikke var alt for nemt for en som ham selv. Han hadet det, men det var nødvendigt. At hun gik rundt og passet haven selv i disse stunder, havde han nu heller ikke noget imod, for det var virkelig dejligt at skulle se på denne måde, at nogen passe tpå naturen når den ikke selv var i stand til det. At se roser i blomst, træer med blade og det hele, var noget som kun måtte få ham til at smile! Han nød virkelig noget så frygtelig godt af den tanke. Han rystede stille på hovedet og med smilet på læben. ”Stil dig nu ikke alt for høje forventniger til mig,” sagde han med et drillende glimt i øjet. Han var da ikke så utrolig, han var da bare.. sig selv? Det var der da ikke noget som var så specielt set i hans øjne om ikke andet, han så bare ikke nogen grund til at skulle være nogen anden end sig selv? Han havde ondt, selvom han virkelig prøvede at skulle bide det i sig, for alt det andet, ville han da slet ikke få noget som helst ud af når det endelig måtte komme til stykket på denne måde. Lige nu prøvede han bare at bide smerten i sig, for han ville ikke gøre hende mere bekymret end det som godt var lige nu. Ha nville hygge sig sammen med hende inden han skulle afsted igen. Han havde en dag eller to og det var ikke noget som han ville nyde så længe som det nu var ham muligt, selvom han vidste, at han nok burde få det tjekket, men var det noget som hun kunne? ”Jeg arbejder på den dårlige vane,” tilføjede han, som han blinkede let til hende. Han trak vejret dybt som hun vendte hans blim mod hende. ”Du har tørre hænder,” bemærkede han som det første. Han vendte blikket stille ned mod sin side og med et ganske så svagt træk på skulderen. Han rettede sig forsigtigt op, idet han knappede sin skjorte roligt op og trak den til side i hans ene side, hvor han nærmest måtte bide sig i læben, som han måtte spænde i kroppen endnu en gang. For det gjorde i den grad også ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var næsten som om at ha nvar stikket ned i siden og så havde kniven fået lov til at blive revet op mod hans ribben, hvor såret stoppet. ”Det er farligt derude,” sagde han stilfærdigt, som det slet ikke rørte ham. Alt skete af en grund, så meget vidste han da og det var hans egen skyld. ”Det er min skyld.. Jeg var ikke opmærksom nok,” tilføjede han med en ganske rolig og med blikket hvilende på hende, selv med det klare grønne skær i hans øjne. Han nød tiden sammen med hende!

[Deleted]

Aerandirs nye plads i hierakitet, var stadig til dels ukendt for Lynn. Det var utroligt så mange, der faktisk undlod vigtige detaljer, og hun var vel en af dem, som mere end nogen anden burde vide det? Den mand havde altid formået at gøre hende bekymret, siden den aften han var sprunget ned foran hende, fra det træ han var placeret i. Fabian var om ikke andet romantisk, at anskaffe sig en så dygtig bueskytter, blot til at beskytte hans dronning. Foråret var på vej et sted derude, og det var i sandhed en smuk dag, hvilket kun gjorde papirarbejdet langt mindre fristende, selv for en så pligopfyldende kvinde, som Lynn måtte være. Aerandirs opdukken, havde dog reddet mere eller mindre, hele hendes dag, hvilket hun også kun måtte glæde sig over. En masse lys slap ind af de store vinduer, der prydede den bygning, der var bygget til selve slottet, blot som herregård. Det var ganske klassisk, med gamle antikke møbler, og selvfølgelig en masse eksotiske farve, der mest af alt, var givet af de mange planter. Allerede nu så hun frem til at gå en tur i skoven, så smuk og frodig som den blev med tiden. Lynn rystede på hovedet, og fnøs en smule ”Jeg stiller kun de forventninger, jeg ved at du kan leve op til.. netop ved at være dig” påpegede hun med et lille glimt i blikket. Det forundrede hende hver gang, hvor nemt det hurtigt blev at være munter i hans nærhed. Han nød naturen, han deltog aktivt, han var engageret, og generelt en umådelig blid og omsorgsfuld mand, så meget havde hun fundet af om ham. Hendes blik ændredes til at blive en smule streng. Det var på ingen måde svært at se, at han var kommet til skade, det blik sagde jo det hele, hvor uintilligent regnede han med, at hun ville være? Eller blind for den sags skyld. Hun himlede med øjnene, og smilede for sig selv. Roligt blev Lynn stående foran ham, og holdt blikket i hans, det var ikke fordi hun ville stå over bestirrer ham væk ”Det må du hellere” hun sendte ham en meget sigende mine. I hendes øjne, var de blevet mere personlige, end blot hendes titel. Hun betragtede den lange flænge, med et tydeligt ubehag. Unge mænd der drog i krig, mistede overblikket blot et enkelt sekund, og det fik fatale følger, det var ikke noget, der ikke var hørt før ”Jeg bruger mine hænder meget” påpmindede hun lidt fraværende, og undersøgte hans sår. Hun sukkede en anelse opgivende ”Af med den, jeg henter salve” mumlede hun mindst ligeså opgivende, og forsvandt ud af stuen, med hendes typiske elegance. Der gik ikke mange sekunder, før hun igen hastede ind i stuen, med en bøtte af træ, fyldt op, med en næsten ulækker grøn salve. Hun sendte ham et lidt beroligende smil, og gled ned ved hans side ”Den er ikke ny. Uopmærksom soldat.. Du må passe bedre på” denne gang var hun ikke kun munter, de var noget irritation, for ja, hun var dødsens bekymret for, at skulle pleje ham i en kiste ”Det er en grim en” påpegede hun, og dyppede de slanke fingrer i salven, og begyndte stille at smører den lange flænge. Hun brugte flere sekunder på hver lille del, for at sikrer sig, at det måtte være gjort ordenligt ”Du kan være glad for, at du slipper for en sygning” hendes blik hvilede udelukkende mod det veltrænede bryst, det havde dog ingen direkte effekt, hun havde ikke været i nærheden af en mand, i flere år, end det som hun havde fingrer til at tælle, selvfølgelig var det savnet, men hendes kærlighed lå i naturen.. men hvem sagde, at det ikke var ved at ændre sig? Hendes kinder brændte en smule, som et lille smil var endt med at spille over læberne, hun kommenterede det dog ikke.

[Deleted]

Aerandir havde virkelig problemer med at finde til i hans nye stilling, selvom han virkelig prøvede, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt! Forventningerne var ekstremt mange, det var noget som trykket ham, det stresset ham og det var så langt væk fra hans normale og trygge zone som han overhovedet kunne komme, men pointen var vel også at han faktisk gav det et forsøg og endnu kunne sige sig, at være kommet levende fra det. Han måtte sige, at han virkelig følte sig godt og sikker her i Lynns have, udelukkende fordi at den mindede ham om hans hjem i skovene som han selv ikke havde set i utrolig lang tid. Der havde jo faktisk ikke været tid til det, hvilket også var noget som han kun måtte sige sig, at være temmelig ked af, om det jo så var noget som han ville vedkendes eller ikke. Han vendte blikket roligt mod hende. At hun havde fundet ud af, at han måtte være kommet galt af sted, var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Han fik jo uanset ikke noget ud af, at skulle lyve for hende? Desuden, så var det slet ikke noget som han kunne finde på! ”Det er jo lige får, at man ville ønske at de mange andre gjorde lige så. Jeg er langt udenfor min tryghedszone,” sagde han ganske roligt. Han klandret dem ikke, for han havde selv valgt at skulle kaste sig i krig med opgaven, men selv en som ham, måtte vel også erkende, at han kunne finde på og formå at gabe over mere end det som han måtte være i stand til at tygge? De mosgrønne øjne faldt stille tilbage på hendes skikkelse, som han måtte fjerne blusen fra sin overkrop, selvom det ikke var noget som var nemt i sig selv. Tvært imod, så var det faktisk utrolig besværligt! ”Jeg lover, Lynn..” sagde han stilfærdigt. Han skulle nok lægge den vane fra sig, selvom det bestemt ikke var nemt, for det var jo trods alt også det som han var vokset op med igennem mere eller mindre hele livet! Respekten for dem som måtte ligge over ham i hierarkiet. Det sved virkelig! At hun jo så var vant til at bruge hænderne, var nu ikke noget som man kunne sige, måtte komme bag på ham, for det gjorde det ærlig talt ikke. Han himlede let med øjnene og rystede stille på hovedet. ”Lad mig fremstille det på en lidt anden måde. De kom for tæt på og alt for hurtigt..” Han vendte sig mod hende. Han var bedst på afstand, for der kunne han bruge bue og pil. Hans svaghed var faktisk nærkamp og han vidste, at det sagtens kunne ende med at få katastrofale følger, hvilket i den grad også var noget som han helst ville undgå i den anden ende, for det var simpelthen ikke noget som nogen af dem kunne bruge til noget som helst! Han spændte tydeligt, da hun måtte starte med at smøre den grønne salve ud over hans side, for det brændt virkelig og det var noget som han i den grad også godt kunne mærke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han bed sig let i læben. Blikket vendte han roligt i retningen af hende og med det svage smil på læben. ”Jeg må jo tage konsekvenserne af mine mange valg derude, kæreste,” sagde han roligt. Det var næsten en ting som måtte falde ham naturligt, at skulle kalde hende, selvom han udmærket godt vidste, at det ikke var noget som han kunne sige sig, at have retten til. Han vendte blikket mod såret, selvom han forholdt sig fuldkommen rolig. ”Og jeg takker.. Det hjælper..” Han lod hovedet søge let på sned. ”Saften af piletræ, ikke sandt?” spurgte han let tænkende. Duften kunne han jo genkende hjemmefra.

[Deleted]

Lynn vidste at hans stilling, ikke indebar så lidt, og med en mand som Fabian, der før havde taget det pres, så var der en hel del at leve op til. Personligt var hun nu ganske sikker på, at han ville klare jobbet med yderste perfektion. Hun huskede jo selv hvordan hun havde mødt ham, siddende i et træ, sat til at beskytte dronningen, og hende selvfølgelig, og hun var stadig i live. Desuden var det vel hårdt for ham, ikke at opholde sig i den smukke skov mere? Om ikke andet, så ville hun sit for at lade ham føle sig tilpas, desuden var haven efterhånden som en skov, måske en mere velordnet en af slagsen, hun passede den trods alt selv. Hendes begejstring var dog tydelig. Det at han var kommet til skade bekymrede hende, ikke mindst, fordi hun udemærket var klar over, at nærkamp ikke var hans stærke side. Blikket betragtede den store rift, der som hun så det, lod til at være umådelig dyb. Hun sukkede med det stille smil, han måtte altså være mere forsigtig! Fingrene dansede let og elegant hen over den dybe rift, førte salven ind i såret, hun vidste at det ville svide, men om ikke andet, så ville det hjælpe i længden. Lynn nikkede medgivende til hans ord, og lod blikket falde i hans, med en yderst forstående mine ”Det ved jeg, Aenredir” hun lod den frie hånd, stryge kort langs hans kind, lod de små ru skægstubbe kærtegne hendes egne ru hænder. Hun brugte dem som sagt meget i løbet af en dag. De kunne alle gabe over mere end det der var overkommeligt, hun gjorde det jo selv, i og med at hun deltog aktivt i flere kirker, hun havde været en fast forbindelse til Procias børnehjem, hun stod som grevinde og delvis rådgiver, og stod til at skulle tage pladsen som hertuginde, selv for hende kunne det blive for meget. Et lille smil spillede over hendes læber, det morede hende at det var ham der vendte øjne. Aha der var alligevel en mand gemt et sted derinde, af den stolte af slagsen? Hvorfor gav det hende en følelse af tilfredsstillelse? ”Så må du sørge for at de ikke gør det en gang til. Jeg vil nødig lade dig tvinge mig ud i marken” påpegede, med et muntert træk på skuldrene. Dog var der skam alvor i hendes ord, for hun var bestemt ikke bange for krigen, og hun var ikke bange for at skulle kæmpe, på trods tanken om at tage liv plagede hende, for ham ville hun gøre mere end det der egentlig var meningen, gabe over mere endnu engang. Lynn lyttede til hans ord, kunne ikke andet end at lade varmen brede sig ved hans kaldenavn, hun sagde absolut intet til det, for selvom det ikke var hans ret, så var det egentlig en hun skænkede ham. Hun holdte inde med de faste strøg over hans bryst. Den grønne salve arbejdede allerede, der var kommet mere end rigeligt på nu. Måske det ikke var særlig adeligt, alligevel dtørrede hun fingrene i kjolen, og stilte salven fra sig på bordet. Blikket faldt mod ham igen. Hun nikkede ”Sandt. Men jeg tillader ikke, at konsekvensen er dit liv” hænderne lagde sig i hendes skød. Smilet bredte sig. Det var det fantastiske ved elvere, han var ligeså klog på den slags som det hun selv var, det var rart, med en der delte hendes slående interesse for den slags, hvilket vel heller ikke var underligt, taget i betragtning af hendes race ”Du er dygtig. Blandet med Chilli og roden fra en særlig havplante, hvis navn jeg desværre ikke kan mindes i øjeblikket. Lavendel har jeg selv tilføjet, udelukkende fordi det dufter bedre” hun snusede ind, den dejlige duft der allerede havde bredt sig. Det gjorde det heller ikke ligefrem nemmere for hende, det var helt sikkert.

[Deleted]

Aerandir vidste at der måtte lægge et ekstremt stort pres på hans skuldre, så det var noget som faktisk måtte gøre det hele til en større byrde end det som det som det måske var, for Fabian var virkelig en fantastisk stærk og stor mand, så det at skulle tage over efter en mand som ham, var bestemt heller ikke nemt, men han ønskede nu at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det. Han savnede skovene og han savnede det gode gamle liv som elver. Nu vidste han jo trods alt også godt, at han havde sat søgelyset en anelse på elverne, hvad end om det var en god eller en dårlig ting, men han havde jo altid ligget under Fabian og det at vise den mand respekten som han nu kunne gøre det på denne her måde, så var det jo selvfølgelig noget som han meget gerne ville. Han blev siddende som hun smurte salven ud i såret, hvor han bare blev siddende så stille som det var ham menneskelig muligt, for det gjorde faktisk ondt, for riften var temmelig dyb, selvom han prøvede at se væk fra det. Hendes strøg over hans kind, var noget som satte en tydelig sitren i ham, selvom han prøvede at skjule det. Han lukkede øjnene. Han burde slet ikke nyde en kommende hertugindes kærtegn på den måde, men.. det gjorde han faktisk, selvom han virkelig prøvede at bide det i sig. Han vendte blikket direkte mod hende ved hendes ord. Han ville da under ingen omstændigheder ende med at finde hende på slagmarken! Det var slet ikke noget som han ville høre nogen som helst former for tale om nogensinde! ”Med yderste respekt, så ønsker jeg ikke at se dig ude på marken, Lynn!” Han mente det i den grad i alvor. Ikke bare ville hun komme til skade, men han ønskede virkelig ikke at skulle igennem de frustrationer ude i feltet, for det var virkelig slemt nok som det måtte være i forvejen. Han kunne nu tydeligt mærke, at det faktisk måtte hjælpe med den salve, så det var jo selvfølgelig kun noget som han virkelig måtte være glad for i den anden ende. Han skyldte hende i alle fald en stor tak for det hele. Det var faktisk ikke fordi at han var en stolt mand, men en frygtelig tolerant en af slagsen, han gjorde hvad han fandt bedst, normalt først på andre før han tænkte på sig selv, og det var sådan at han altid havde gjort det og det var bestemt heller ikke noget som havde forandret sig det mindste. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han selv måtte smile lidt. De delte den passion for naturen, for skoven og for dyrene og det var også noget af det som gjorde, at det hele var langt nemmere for ham, at færdes omkring hende, for han forstod hende som omvendt. ”Jeg skal nok passe bedre på, det er noget som jeg trygt kan love dig.” Han vendte sig en anelse, så han endte mere mod hende front mod front end noget andet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Imponerende.. Jeg synes nok at konsistensen var ukendt for mig.. Det er vel fra havplanten ikke?” Han var faktisk nysgerrig af sig og specielt når det måtte komme til disse ting, så var det vel heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst i den anden ende? Han sendte hende et stille smil. ”Du må lære mig at lave den mikstur.” påpegede han sigende, hvor han selv ikke kunne lade være med at blinke til hende. Ikke bare det, at den var god for ham at kunne lave selv, men så behøvede han så sandelig heller ikke at være direkte afhængig af hende og komme rendende her hele tiden. Tungen strøg let over læberne og med den let tænkende mine. ”Jeg.. ja. Vil du med en tur ud i haven? Vejret er flot og.. ja.. Jeg kunne godt bruge noget natur,” tilføjede han sigende i håbet om at hun forstod. Han nød faktisk at dele hans natur og hans normale og naturlige omgivelser med hende.

[Deleted]

Lynn var klar over, at dette måttte være en svær periode for Aerandir. Når en mand som Fabian var tvunget tilbage, og den næste kom til, en mand som i øvrigt havde været forholdsvis ukendt i landet, så var man altid skeptisk, stillede forventninger der var direkte uopnålige, Lynn var dog ikke et øjeblik i tvivl om at han ville følge de fodspor til perfektion! Måske han ville komme til skade undervejs, men det var trods alt kun menneskeligt at fejle, hun ville hellere stille spørgsmål, hvis han hver gang ville have gjort det perfekt, og det var disse tider, hvor han måtte bide tænderne sammen, og blot komme over det. Han burde dog vide, at hun ville sidde som støtte hele vejen igennem, og hun bar den tro på ham. Blikket hvilede i hans, mens hun roligt smurgte den sidste salve ud over hænderne. Det ville brænde lidt, men i det længere løb så ville det hjælpe ham, og det var hvad hun ønskede. Ganske roligt strøg hun de blonde lokker væk fra ansigtet, før hendes hænder igen måtte falde tilbage i hendes skød. Såret var dybt, og så lang tid de kunne undgå en infektion, så skulle det også nok gå. Hovedet gled en anelse på sned, som han ligefrem lod blikket glide i ved hendes kærtegn. Selvom hun ikke var en kvinde der blev hurtigt forlegen, så meldte en lettere rød farve sig i hendes kinder, for det havde bestemt heller ikke været hendes direkte mening at krydse hans grænse, det var trods alt intet hun bar retten til. Det føltedes dog rart. Smilet spillede over de rosa læber ”Så må du hellere være påpasselig” påmindede hun roligt. Der skulle meget til før hun ville søge ud i marken, men skulle det blive nødvendigt, så ville man finde hende der. Aerandir var en mærkværdig mand, han var bygget af høflighed og manére, han gjorde ikke en flue fortræd, med mindre han var tvunget til det som han var i marken, og han var yderst påpasselig når det kom til kvinder, desuden elskede han naturen, hvilket heller ikke var underligt, hans væsen taget i betragtning, han fascinerede hende, udelukkende fordi han ikke var som andre hun havde mødt. Gejsteligt klappede Lynn i hænderne ”Så er sagen jo talt” konkluderede hun storslået tilfreds. Hun kastede kort blikket mod salven hun havde fået ordnet sammen, og nikkede medgivende ”Havplanten gør den meget grødet” erkendte hun, for det var sandt, det mindede mest af alt om en meget kornet form af grød, ikke særlig appetitlig på nogen måde ”Det kan jeg sagtens” glimrende foreslag, det ville kun give hende en undskyldning for at spendere med tid sammen med ham, og det var bestemt heller ikke noget, hun ville takke nej til! Allerede inden han fik lov at færdiggøre hans sætning, havde hun rejst sig med en smidig bevægelse, og rakte armen frem mod ham, som en tydelig gestus. Hun havde ikke været ude i flere dage, udelukkende på grund af papir arbejde, natur ville hun bestemt ikke takke nej til ”Det ville være mig en udsøgt ære” svarede hun blidt. Vejret var strålende, og et sted måtte hun virkelig længtes efter blot duften. Det at hun så kunne gå med ham, gjorde kun hele sagen bedre.

[Deleted]

For Aerandir, så var det virkelig en forbandet stresset periode, for det var bestemt ikke nemt at komme her som en ny og ukendt, og skulle hoppe ind i rollen som hærfører, når det var en mand som Fabian som havde haft den fra før af. Han måtte da tydeligt erkende, at det bestemt heller ikke var fair forventninger som mange satte til ham. Mange var jo direkte uopnåelige! Men pointen var vel også at han prøvede sig frem? At han ikke var bange for at give det et forsøg, selvom det jo tydeligt ikke var noget som gik helt i hans retning på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Ikke fordi at det var noget som han ville dele med hende direkte, for det var nok noget som han skulle finde ud af med tiden – det var i alle fald noget som han kraftigt måtte gå ud fra, nu hvor han langt om længe, måtte have denne mulighed. Hendes kærtegn, at hun var i kontakt med ham, var alt sammen noget af det som efterlod ham med en god følelse – deriblandt, at noget af det som han gjorde, faktisk også måtte være noget af det rigtige. De delte utrolig mange af de samme interesser og det var også det som gjorde, at hun var nemmere at finde ud af og det var mindre akavet for ham at være sammen med hende, for han havde altid haft et mindre problem når det måtte komme til kvinder. Han havde klart den store respekt for dem, han var varm af hjerte og sind, men at falde til ro som sådan, det var nu aldrig noget som han decideret havde været til på denne her måde. Han vendte blikket mod hende, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. ”Jeg håber, at det en dag aldrig bliver nødvendigt,” påpegede han sigende. At skulle se hende ude i marken, var da noget af det sidste som han havde lyst til på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Den salve som hun smurte i hans sår, måtte i den grad brænde en smule, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af som sådan. Han vendte sig mod hende. Allerede nu var det ham en kæmpe hjælp, for det have i den grad lindret frygtelig meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. At hun gerne ville med ud, var noget som han da tydeligt kunne fornemme på hende, var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han slap et let grin som han fik bakset skjorten på igen og rejste sig roligt op. Allerede nu var det meget nemmere, selvom det stadig måtte spænde som en i satan! Han valgte dog at ignorere det. Han nikkede sigende til hendes ord. ”I så fald, så skal det være mig en ære, at følge dig igennem paradisets ædle have.” Han blinkede let til hende og med det morende smil, som han rakte armen ud som intet andet end en gentleman. Han lod hende bare lade armen glide på plads i hans egen, også selvom det gjorde til dels ondt at bevæge sig i form af holdning og det at gå, for det spændte virkelig forbandet meget, også selvom han vidste, at det udelukkende måtte være hans egen skyld, så sagde han heller ikke rigtigt noget til det i den anden ende. De grønne øjne faldt direkte til hendes skikkelse, som han måtte sende hende et stille smil. ”I denne årstid, er det noget af det smukkeste som findes,” fortalte han roligt. Han ville vel bare lede emnet lidt væk fra skade, død og ødelæggelse, bare for at nyde stunden her så længe, at han havde den.