I hate this place..!

[Deleted]

Ubehage var virkelig bare frygtelig intenst for Valerios vedkommende! Meget havde han været igennem i tidernes løb, men det her tog virkelig kagen! Det var umuligt for ham at få så meget som et ord frem og nu hvor han var tvunget fodret med dødt blod, så var det virkelig bare et voldsomt ubehag som måtte boble så tydeligt i hans eget indre. Det var virkelig helt intenst og man skulle virkelig tro, at det måtte være løgn og på alle måder, sm man overhovedet knne tænke sig til på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans krop rystede og sitrede noget så voldsomt og selv med den kontrol som måtte forsvinde mere og mere fra ham. Det var virkelig noget af det værste! De havde taget hans tænder, han var blevet afhængig af andre for sin egen overlevelsesskyld og det var virkelig ikke en tanke som han måtte bifalde på nogen måde når det endelig måtte komme til stykket. At vagterne stadig måtte holde ham, hvor han kun måtte komme med de små lyde i form af kraftige gisp, fordi at tale ellers måtte være umulig for ham, var virkelig ikke noget som han var meget for når det endelig måtte komme til stykket. Han havde ikke sladret om noget, så Destiny havde da ikke formået at skulle knække ham helt, hvilket han da var storslået tilfreds med. At det måtte være Fabian som holdt ham i live, var faktisk en tanke som han anæsten måtte finde ganske morsom. Det at sluge og slurpre blodet i sig på den måde, det var virkelig hans natur.. Han var jo et koldblodigt bæst og han vidste det, selvom denne kvinde virkelig havde formået at få ham på andre tanker. Nu forstod han da godt hvorfor at Alec nægtet ham at skulle have nogen så tæt på, for det var tydeligt, at det blot måtte gøre ham svagere end det som var godt nok for hans vedkommende. Hans øjne endte helt blodskudte, for det var virkelig bare ubehageligt! Det var virkelig som om at der var lagt et forbandet tryk på hans bryst og det var virkelig noget af det værste som han længe havde været igennem. Han rystede fast på hovedet til hendes ord og bed tænderne tydeligt sammen. Tilbage i kisten? Det kunne hun da ikke mene! Han kunne ikke rigigt gøre nogen modstand, for det var virkelig som om at alt form af ork og energi var revet fra ham som aldrig nogensinde før, idet han blev sluppet og tvunget ned i kisten og låget blev tvunget over før han havde nogen mulighed for at gøre det mindste modstand. Den blev lige så også forseglet. Valerio slog hånden kraftigt mod låget og lod neglene stryge over det tykke træ, selvom han ikke kunne gøre det mindste for at komme fri og han hadet det virkelig! Vagterne hævede ham roligt op i kisten og trak ham med sig, så han stod mere belyst, så han med sikkerhed ikke ville kunne komme fri på egen hånd. Ikke at det var noget som man skulle kunne komme det mindste udenom. Vagter blev sat ved cellen, så han var så godt bevogtet som det var dem menneskelig muligt, at skulle få det gjort. Valerio klemte øjnene svagt sammen. Han skulle aldrig nogensinde igennem det her igen!

//Out