I hate this place..!

[Deleted]

Turen fra Procias havde været lang for Valerios vedkommende, det var sikkert. Han lå godt og trygt i en kraftigt forseglet kiste som var blevet bragt hele vejen fra Procias og til Neutranium på Destinys ordre. Han var tvunget til at ligge i en stilling, kom han ud af kisten, så ville han være aske i løbet af ingen tid! Valerio havde brugt den timelange tur fra Procias til at skulle råbe og bande af vagterne, selvom han vidste, at de knapt nok var i stand til at skulle høre ham. Det her var virkelig yderst pinligt! Hvor lang turen var, det vidste han virkelig ikke, men selv for en som ham, så var de forbandet varmt, at skulle ligge i en kiste på denne måde! Han hamrede hånden direkte mod lågt, selvom det virkelig ikke rørte sig det mindste. Det var jo godt forseglet nu og han kom ikke rigtigt ud derfra af den grund! Selvom det var ved at være efterår, så kunne det i den grad også mærkes, at det var noget som påvirket ham. Pladsen var virkelig trang og hvis der var noget som han ikke kunne fordrage, så var det lige det faktum, at han slet ikke kunne bevæge sig det mindste! Han hamrede hovedet direkte ned i puden. Det var jo trods alt en kiste! "Når jeg kommer ud så...!" Han hamrede igen hånden direkte mod låget, idet at de nåede de store porte indil Neutranium. Nok var han ikke endt med et psykisk sammenbrud som dengang han havde set sine forældre blive brændt på et bål, men dette var virkelig langt forbi hans egen grænse alligevel! Han havde holdt ved så langt og han agtet så sandelig også at skulle fortsætte med det! Han havde ikke just været under en køn behandling i Procias, det var også helt sikkert og på alle måder, men han vidste jo så også at det var hans egen skyld. Hans eskorte fra Procias fulgte ham direkte ned i kældrene hvor de valgte at skulle placere ham midt i en celle, hvor sollyset ikke kunne ramme. Det var dog bare det enkle lille foretagende, at de nægtet at lukke ham ud af kisten. De satte den ned på jorden med et ganske let bump, hvor de derefter blot forlod ham i en nu låst celle, blot for at sikre sig, at han ikke kom nogen steder. Valerio himlede let med øjnene, selvom det virkelig ikke hjalp ham det mindste! Begge hænderne satte han mod låget af kisten som han var tvunget i. Selv sov han ikke engang i dem, der var virkelig ikke plads nok til ham og det var virkelig ved at gøre ham sindssyg! Han havde ligget i den i det som måtte minde om mere eller mindre en halv dag og det var virkelig ved at blive for meget. "Luk mig ud!" Hans stemme var en hvæsen uden lige og så kraftig som hans lunger overhovedet ville være i stand til det, det var end ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han endte ud i et råb af ren vrede og frustration. Ja, han vidste, at han var en af dem som måtte stå bag Gabriels mord.. en skam at de ikke havde nået, at skulle tage mere med i den samme omgang, det var helt og holdent et problem som han måtte slås med nu. "For fanden da.." mumlede han let for sig selv. Her var fuldkommen mørkelagt - Det var jo trods alt også nu at han skulle være glad for, at han ikke var så forbandet afhængig af det at skulle trække vejret, ellers havde han virkelig haft et noget så voldsomt stort problem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. "Jeg skal slå Jer alle sammen ihjel!" mumlede han let for sig selv. De frustrationer skulle virkelig bare ud!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Efteråret havde sænket sig, også selvom dette klart måtte være en af de smukkere dage. Solen stod på himlen, en smule skarp og direkte herlig at beffinde sig under. Himlen var skyfri, smuk og lyseblå, en dag som Lynn virkelig måtte elske, det var Destiny slet ikke i tvivl om. Selv havde hun ikke som sådan den ærer at kunne få lov til at tage en slapper, og nyde det fantastiske vejr som måtte være ude for slottets store vinduespartier. En vigtig fange var i dette øjeblik ved at blive trukket ned i fangekælderen, og hun ønskede i den grad svar! Det havde vist sig at denne mand var en af bagmændene bag hendes kære brors død, og det var kommet frem at det ligeså var ham som havde ødelagt store dele af hendes slot! Måske hun skulle stå neutral, men stadig var der regler at håndhæve. Blikket stirrede tomt ud af vinduet, dette var de situationer hvor hun plejede at sidde og snakke tingene igennem med Fabian inden hun ville gå ned og påbegynde forhøret. Han var væk.. Hvor han var vidste hun ikke, men siden end ikke Faith havde hørt fra ham, måtte Destiny nægte at tro på han selv havde valgt at tage sin afsked, uden at sige så meget som et ord til nogen. Nedenfor betragtede hun vagterne, der kom slæbende med den uhyggeligt udseende kiste, de mange mænd måtte komme gående med. Det var vel ved at være tid for hende? Ganske let måtte hun rette på den mosgrønne kjole, der så pænt måtte afsløre hendes kvindelige former, også selvom hun var en anelse udsultet, hendes stress skyldtes udelukkende ham kunne man vel roligt sige? Et sted ude i det frio sang fuglene, nu var det hende der skulle til at synge, flere uger var gået på udelukkende at forsøge finde vejen frem til Fabian, hun fandt dog stadig ikke ud af hvad der var sket efter at han satte efter Samuel den aften. Ganske roligt måtte hun søge mod gangen og nærmest smække døren ind til pejestuen. Hendes skridt var målrettede og faste, hun havde fået en dronnings holdning, og en sand dronnings sind, det var tydeligt at se på hende, ikke mindst så var hun stolt af at være hvad hun var. Et suk slap hendes læber, hun sneg sig ned af den lange vinkeltrappe, følte hvordan varmen også stille svandt bort. End ikke deres fanhekældre var de mest behagelige. Døren til de mange celler blev slået op. Et par vagter så efter hende med undring i blikket og det samme gjorde de fanger som måtte sidde og mugge i deres celler, men igen de havde trods alt selv været skyld i mere eller mindre det hele. Hun trådte forbi dem som var de ingenting, de ureagerlige krøller dansede i en stor vælling omkring hendes skuldre. Langsomt måtte hun komme ned i den del af fangekælderen hvor intet lys overhovedet måtte slippe ind, og ganske rigtigt der stod den kiste der i skyggerne. At høre ham så vred, at høre ham med de trusler, fik hende kun til at smile næsten kækt. Tøvende måtte en vagt låse hende ind i selve cellen, hun skubbede kistelåget op. Det var mindsandten den høflige vampyr som hun havde danset med, hun skulede olmt til ham, fornemmede hvordan vagterne igen måtte lukke og låse døren bag hende, dog tydeligt på vagt. Armene lagde sig strengt over hendes bryst ”Spyt ud” hun måtte næsten blive forundret over hvor myndig hendes egen tone lød, der havde ikke været meget energi forladt i hende, ikke siden Fabian var forsvundet, der manglede noget til at pifte den ellers kedelige hverdag op, og hun havde virkelig ikke bare det som måtte minde det mindste om tålmodighed når det kom til dette vel og mærke. Det var ikke fordi hun forventede at han ville tale bare sådan, men ville han redde sig egen røv så var det en god ting ”For dit eget skins skyld, så tal” gentog hun nøjagtigt lige så fast som det hun havde gjort før.

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at han virkelig måtte stå med problemer til halsen udelukkende fordi, at han var endt med at blive fanget og han kunne virkelig ikke fordrage det! Det var virkelig hårdt nok som det var. Det som han var blevet idømt til i Procias, var virkelig for meget hen af det samme som hans egne forældre havde været mødt af tilbage i hans egen tid, og det var noget som så sandelig også måtte gå kraftigt måtte gå ind på ham. Det var det som havde brudt ham psykisk sammen dengang, selvom han var betydeligt stærkere nu, så kunne han godt mærke, at det tog voldsomt på ham. At han var endt i Neutranium vidste han udmærket godt, selvom det stadig måtte være ham direkte ukendt med hvad han egentlig skulle lave her? Det havde han jo aldrig nogensinde fået fortalt! Han fnøs let også selvom han kunne mærke, at han lå temmelig uroligt. Hvis der var noget som han bare ikke kunne fordrage, så var det så sandelig, at skulle ligge i en kiste, for der var simppelthen ingen plads! At han var bragt hertil og udelukkende fordi at Destiny ønskede at snakke med ham, så havde han nok taget dette på en ganske anden måde, men det var nu temmelig ukendt for ham på dette led. Han sukkede nærmest opgivende. Han kunne jo ikke følge med i noget som helst, og det var virkelig noget af det som i sandhed måtte irritere am selv mere end noget som helst andet nogensinde ville formå at skulle gøre det, det var også helt sikkert! At der skete noget udenfor celle, kunne han dog godt høre. Hans skærpede sanser var virkelig ikke noget som man skulle tage meget fejl af, det var også helt sikkert. Han kneb øjnene fast sammen og prøvede selv at falde til ro, selvom det virkelig måtte være sværere end det som man nok lige skulle tro, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At låget blev fjernet, fik ham ekstremt hurtigt til at skulle rejse sig op og komme ud af kisten selvom han tydeligt kunne se, at cellen var aflåst, så han kom ikke rigtigt nogen steder. Typisk! Han stod tilbage hvor han startet! Han vendte sig direkte mod Destiny. Hans mere høflige side havde virkelig ikke været noget andet end et direkte skuespil for hans side af. Han havde virkelig bare gjort sit arbejde og han var storslået tilfreds med hvad han havde formået. Han havde virkelig løbet om hjørner med både dronningen og landets hærfører. Det kunne da virkelig ikke blive bedre end det! Han slog armene over kors, hvor han roligt steppede væk fra kisten af. Han forbandede det virkelig, det at skulle ligge fanget i en sådan en! Blikket gled direkte mod Destiny, hvor han alligevel ikke formåede, at skulle smile et let køligt smil. En helt anden slags end det som havde været i begyndelsen, det var også helt sikkert. ”Ser man det.. vi mødes igen,” sagde han kortfattet. At hun måtte savne sin kære Fabian kunne han næsten gætte sig til. Den mand sad jo trygt og godt nede i deres fangekælder i deres skjul, så han kom ikke rigtigt nogen vegne derfra, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev stående. ”Og hvad vil du have at jeg skal sige?” fortsatte han med en næsten så kortfattet stemme. Den behandling som han havde været under fra før af, havde ganske enkelt irriteret ham som aldrig nogensinde før. At være fanget på den måde og udelukkende fordi at han fulgte Eniyah til muren? Det var forkasteligt! ”Jeg har ikke tid til det her.. gider du bede din vagt om at låse op?” fortsatte han næsten flabet. En vis flabet person kunne han så sandelig godt være, det var end ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet. Han så mod hende og med et tydeligt utålmodigt og afventende blik. Han ville væk fra kisten, væk herfra og så tilbage til Dvasias!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Denne mand stod I den grad I enorme problemer efterhånden, hvad han havde gjort var I den grad kriminelt, han havde været med til at slå en konge ihjel, gore skade på slotted samt en helt masse uskyldige mennesker, og nu var Fabian væk? Temmelig tilfældigt hvis man spurgte hende, hun var ude efter svar, han havde intet andet valg end at skænke hende dem. Kærligheden kunne desværre være en svaghed, det var noget som Valerio havde fundet ud af nu, Destiny havde trods alt hørt om den unge kvinde som havde gjort han følgeskab mod Procias, det var hendes skyld at han var blevet fanget, og Destiny var end ikke I tvivl om at hun før eller siden matte bøde for det, ikke at hun tog sig af det, det var ikke hendes bord overhovedet, alt hun ønskede var retæfrdighed, og ikke mindsta t få Fabian tilbage. Hun vidtse at han var okay, hun kunne mærke og fornemme det, om ikke andet så vidste hun at han endu var I live, og så længe det var tilfældet så havde hun heller ikke ligefrem noget problem. Kisten stod på gulvet, Destiny skulle nok sørge for at den ville være så godt som umulig at komme til når hun lidt senere ville forlade ham for at fortsætte hendes arbejde, han matte ikke slippe væk, ej heller selvom det satte slotted I en vis farer, de havde jo bevist at de ikke var bange for at skylle thy til de hårde midler, og ja det bekymrede hende, men nej, hun tog sig ikke af det. Blikket hvilede fast mod ham, der var som sådan intet dræbende, hendes blik var koldt, isblå og faste, hun betragtede enhver bevægelse han gjorde, hun havde et helt slag af vagter bagved hende, han skulle ikke ende med at gøre noget dumt, nu var det hendes tur til at snakke med ham, man kunne så sit vis sige at hun reddede hans liv, i Procias var hans starf allerede fuldkommen fastsat, men hun var ikke tvunget til noget via love og regler, hun var ikke tvunget til at idømme ham en straf udelukkende fordi Manjarno lå neutralt, at det så var fristende at give ham den straf var jo en helt anden side af sagen, men han fik sin chance, kunne hun få Fabian hjem, jamen så ville han selv komme hjem i live, dette var en ping pong leg mellem hende og den kære bror som hun vidste eksisterede, udelukkende fordi at mens hun havde danset med Valerio, havde set Gabriel stå og snakke med den bror som for hendes del var ukendt. Kisten var forbandet trang det vidste hun, et sted var det jo også ganske bevidst, men nu var låget slået op og han var blevet præsenteret for den verden som han nu var stillet i, han skulle end ikke forsøge at lave et flugtforsøg, for forsvaret var stilt op og sikkerheden helt i top. Det faktum at det var den selv samme mand, som hun var blevet løbet om hjørner med, var noget som gjorde hende vred, det var ikke mange som formåede at tage hende ved næsen, men hun var desværre faldet for hans venlighed, han latterlige lille skuespil og hvorfor? Fordi ballet skulle være fredeligt? Tåbelig idé Lynn havde fået, også selvom den kvinde ellers plejede at være forbandet intilligent. Hænderne foldede sig foran hende, hun betragtede ham med en hvis form af kølighed og tog sig bestemt ikke af den han gav hende, det var ikke fordi det var første gang at hun oplevede det. Hun nikkede sagte ”Det gør vi minsandten.. Desværre for din del, under lidt alvorligere forhold” påpegede hun. Modsat hendes kære søskende så var hun faktisk i stand til at være kold, Faith var den mest skræmmende, udelukkende fordi hun blev vred på den særlige måde, så brædende og så intens, Hope blev mere eller mindre aldrig vred og her stod hun. Hun savnede Fabian ja, det var da klart, han var hendes hærfører og ven... Og i drømmene meget mere end det, og hun vidtse at de havde ham, rygter bredtes som en steppebrand, desuden hvem skulle ellers?! Han var ikke forsvundet af sig selv! Hun tog sig slet ikke af det faktum at han var forbandet flabet, det gjorde hende skam intet som sådan, hun kunne godt lege med på den leg? ”Tro mig det eneste du har masse af, er tid min kære ven.. Ser du.. Jeg er ikke tvunget til at dømme dig til døden.. jeg kan slippe dig fri om en time, slå dig ihjel om en måned, eller lade dig rådne i den kiste i flere år.. Det hele afhænger af om du giver mig noget jeg kan bruge, intet i denne verden er gratis” hendes tone var så forbandet rolig, noget som kun måtte irritere de fleste, hun sukkede mere eller mindre afventende, hvad blev det til?

[Deleted]

Valerio var allerede klar over, at han sad i en ganske så ubehagelig situation når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Nok havde han været svag psykisk dengang, men nu.. det forholdt sig anderledes, også selvom han vidste, at Alec måtte være mange gange stærkere end ham selv på det område, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var der intet at gøre ved det. Han ønskede virkelig ikke at skulle sladre på dem og han vidste trods alt også godt hvilken form for straf som ventede på ham i Procias hvis han endte med at skulle være der, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Den organisation var virkelig meget for ham og det havde mere eller mindre været hans liv siden han havde set sine forældre blive brændt levende og han stod til dels og stod med det samme for hænderne lige for øjeblikket, det var også helt sikkert. Han vendte sig mod Destiny. At hun manglede Fabian kunne man jo næsten fornemme på hende, hvilket et sted også måtte more ham selv bare en smule. Han fortrød virkelig ikke noget som helst! De havde fået slået Gabriel ihjel, de havde fået fanget Fabian. Det eneste som de endnu ikke havde formået, det var at slå Samuel ihjel og det var noget som han virkelig bare måtte være forbandet ræt af når det endelig måtte komme til stykket. Han blev stående og med et lettere advarende blik. Dette var virkelig ikke noget som han havde tålmodighed til og han var ellers en frygtelig tålmodig mand, når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være, det var også helt sikkert! Han fnøs kortfattet. Troede hun virkelig, at hendes ord var ham en trussel som sådan? Sandt, at han virkelig bare ønskede hjem og hans hjerte som endnu en gang havde valgt at skulle gøre ham blind igen, hvilket havde været den eneste grund til at han var blevet fanget ved muren! Destiny såvel som alle andre, var faldet for skuespillet under ballet og det var noget som havde været til deres egen glæde når det måte komme til stykket, elelrs var det ikke gået så godt, som det nu havde gjort det til nu – Med den forskel, at det slet ikke var meningen, at han skulle være fanget her! Han himlede svagt med øjnene og rystede stille på hovedet. ”Nej, siger du virkelig det?” mumlede han kortfattet, som han allerede måtte kede sig. Bare tanken omkring den kiste, var noget som virkelig måtte få ham sel vtil at væmmes når det endelig måtte komme til stykket. Der var virkelig.. alt for trangt! Han bed sig svagt i læben. Han var måske den nemmeste af de tre at skulle knuse på den ene eller den anden måde, men det at sladre, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til at gøre på nogen måde, det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste i tvivl om! At hun nævnte kisten, fik ham direkte til at skulle vende blikket mod den, det var slet ikke noget som han kunne komme det midnste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han bed tænderne tydeligt sammen. ”Kisten? Du kunne finde på at låse mig nede i den i flere år? Jeg finder det svært at tro på den,” sagde han ganske kortfattet. Nok kunne det være, at dette var en facade som han måtte gøre mere eller mindre alt for at opretholde, men nu stod han her i øjeblikket. Han lukkede hånden forsigtigt omkring sin overarm. Et vel nervøst tegn. Han vendte sig direkte mod hende igen og med en nærmere vrede i minen. Han var træt af det her allerede! ”Og slå mig ihjel? Jeg tvivler på, at du overhovedet kan..” sagde han ganske kortfattet. Det lå vel ikke til hende som person når det endelig måtte komme til stykket? Det havde han virkelig kraftige problemer med at skulle tro på når det endelig måtte komme til stykket. Han tog et skridt længere væk fra kisten af. Det føles pludseig som om, at den var en smule for tæt på ham. Han kunne virkelig ikke fordrage det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Valerio sad virkelig i saksen og Destiny vidste at hun sad med den dømmende magt nu. Fordelen ved at stå som dronning i Manjarno frem for Procias, eller Dvasias for den sags skyld, var at hun ikke var bundet af lovene som sådan. Hun kunne gøre hvad hun ønskede, hun skulle ikke tage stilling til andre end hende selv og hendes land, alt det gjaldt om var at være neutral, hun var ikke direkte tvunget til at dømme ham til døden som Keischa ville være det, ej heller selvom hun virkelig ikke ville have noget problem med at gøre det. Lige her havde alt for mange fået en forkert opfattelse af hende, uden tvivl, det var sandt at hun var mild og ikke mindst blid overfor de som fortjente det, og de som ikke gjorde noget for at føle hende vrede eller fustration, men hun var en hård kvinde, en retfærdig kvinde ikke mindst, og hun var bestemt ikke bleg for at skulle gøre skade på et andet væsen, for man kunne sige meget, men hun var født og opvokset i Dvasias og det var også noget som var forbandet tydeligt. Det var ærlig talt ikke meget som Destiny måtte kende til denne familie, hun vidste blot at Velrio havde en bror go at de begge var skyld i alt dette kaos, nu sad hun her med ham og hvor hun da nød at sidde med magten. Som sådan var hun ikke interesseret i at vide omkring hans planer eller hans familie eller noget som helst, hun var langt mere intersseret i at høre om hendes kære og ikke mindst savnede hærfører- Hun vidste at Valerio kendte noget til det, og hun vidste at Fabian var i live, efterhånden som han søgte ud i marken kunne man sige at hendes bekymring havde skabt et særligt bånd til ham? Når han følte smerte, følte hun den samme, hun vidste når han havde ondt, når andre gjorde ham ondt, og indtil videre havde hun abs0olut intet følt! Blikket hvilede mod ham, fast og dræbende men ikke direkte koldt, det lå ikke til hende, hendes blik var for mildt, og det havde intet med hendes sind at gøre. Hun smilte skævt, et provokerende smil, han havde hverken tid eller råd til at være for flabet. Desuden tog han helt og aldeles fejl af hende, det var sjovt så mange som i virkeligheden undervurderede hende. Tanken om at denne mand var medskyldig i så mange menneskeligliv, var skyld i at krigen langsomt var begyndt at blusse op blandt borgerne, tanken om at han og hans forbandede bror havde taget både hende, Gabriel og ikke mindst Fabian ved næsen, det var noget som virkelig gjorde hende vred, det var der ingen der havde haft ret til. Destiny hævede et slankt øjenbryn, så mod ham med næsten undrende mine ”Hmm.. Det er ikke altid man burde lytte til rygte...” en smerte jog dybt i hendes mave, noget var galt.. Hun fornemmede det. Panikken begyndte at brede sig, vidste han bror at de holde ham fanget? Vreden meldte sin ankomst, blikket skød i de direkte flammer ”.. Min kære ven.. Du vil snart lærer på den hårde måde.. At sladder blot er.. Sladder” hun vendte sig med et lumsk glimt i blikket mod et par vagter og gjorde et kast med hovedet. Lettere end ingeting fik de låst op og søgte ind på deres side af tremmer, og trak Valerio op mod et hjørne. Der skulle meget til at holde en vampyr, netop derfor var de to mænd der stod ved ham, af samme blege hud og samme sylespidse tænder. Uden tøven lod de begge dem synke i hans hals som var det smør, og mere for at holde ham under styr, de kunne trods alt ikke rigtig gøre ham skade på den måde som sådan. Et tungt redskab af jern blev rakt igennem tremmerne, Destiny tog velvilligt imod den. Uden så meget som et ord, trådte hun mod Valerio, greb fast omkring hans kæbeparti ”Sigg ahhh” der var et nærmest moderisk glimt at fange et sted, hun var ikke så pokkers mild som alle måtte fremstille hende som. Tangen klemte omkring hans højre hjørnetand hårdt og godt, før hun ganske, ganske langsomt, trak vejen mod hende selv. Om der overhovedet var sket Fabian noget kunne hun som sådan ikke vide, men noget var galt hun måtte stole på mavefornemmelse og ville han ikke snakke så måtte hun jo bevise at hun ikke var så magtesløs som han forestillede sig.

[Deleted]

Valerio vidste, at dette var noget som han ville kunne mærke i den anden ende på den ene eller den anden måde, så det var virkelig også bare den eneste grund til, at han reagerede som han gjorde, for det var mere eller mindre fordi at han var valgt, at skulle gå i forsvar, for han nægtet virkelig at skulle knække fuldstændig sammen endnu en gang! Hvorvidt om Alec ledte efter ham eller ikke, det vidste han ikke, selvom han dog alligevel kunne håbe på, at det var sådan, at det måtte hænge sammen. Han kunne da håbe det om ikke andet og det gjorde han. De havde fået ram på Gabriel som var faldet som planlagt under ballet og de havde fået Fabian fanget, selvom han mest af alt havde øønsket, at skulle se den mand død frem for at sidde i deres kælder som han gjorde i øjeblikket, selvom mandens tilstand var ham fuldstændig ukendt. Destiny var den som var kendt som den mest milde af trillingerne og det var også det som han selv måtte spille på, for alt det andet, var temmelig ukendt for ham når det endelig måtte komme ham til stykket. Han havde jo kun kendt til det som han havde set den aften på ballet og det var også det som han havde haft, at skulle holde fast i på denne måde, det var helt sikkert. At han måtte tage fejl af hende, var han så fuldstændig ligeglad med på alle måder! Det kunne rage ham en høstblomst! ”Rygter er historier på folkemunde, Destiny.. Det er hvad folk har at gå efter,” sagde han stilfærdigt. Der var heldigvis ikke så mange omkring ham selv, udelukkende fordi at han havde været så meget i baggrunden som an havde været og det var virkelig også til det bedste på alle tænkelige måder overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tviv l om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han havde bestemt ingen tillid til Destiny i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun kaldte vagterne ind og med de ord, så begyndte hans alarm at ringe for fulde hammer i hans sind. Han stivnede kraftigt, da vagterne måtte gribe om ham, selvom gispet først kom, da de lod deres tandsæt synke direkte ned i hans hals, hvor han fast endte med at stivne. Han stod mere eller mindre fast. Det var en naturlig reaktion at ståfuldkommen stille når det endelig måtte være på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han måtte vende blikket direkte fuldt af had mod hende. Han knyttede hænderne og med en kraftig sitren. Dette var dog meget mere end det som han havde været udsat for i Procias. Der havde han bare fået lov til at sidde og kede sig nede i den kolde kælder, så var det ikke noget som var nyt for ham på nogen måde overhovedet, det var også helt sikkert. Det redskab som hun fik skænket igennem tremmerne, var noget som han tydeligt måtte få øje på og ubehaget tvang sig tydeligt op i hans sind på denne måde. At hun måtte tvinge hans kæbe op og lukkede den omkring hans ene spidse hjørnetand, fik det virkelig til at sitre og stivne helt for ham, da hun bare vred og hev til sig, så hans tand røg med ud. Det begyndte at bløde omgående, idet han tydeligt endte med at skrige. Det gjorde jo forbandet ondt! Han vred sig svagt, selvom det var noget som han meget hurtigt måtte opgive igen, det var slet ikke noget som man kunne lægge det mindste skjul på. Han spyttede blodet ud på gulvet. ”For pokker da, jeg slår dig ihjel!” vrissede han fast. Hans hænder knyttede han ekstra hårdt som det måtte stå lige for øjeblikket. Hna kunne virkelig ikke lade være med det, det var ganske enkelt utroligt! Han klemte øjnene sammen og bed tænderne sammen, selvom han tydeligt kunne mærke, at der manglede en tand i hans mund! ”Jeg slår dig ihjel!” Han prøvede atter halvhjertet at skulle vride sig i vampyrernes greb selvom han virkelig ikke kom derfra på nogen måde. Han stod virkelig fastlåst! Hun skulle bare ikke have lov til at frarøve ham muligheden for at nære sig! Det nægtet han!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny var skam ikke ude på at knække ham på nogen måde, faktisk interesserede han hende slet ikke, hverken hans vé og vel, eller det liv han måtte leve, de planer han måtte ligge, hans familie og så videre, hun var da fuldkommen ligeglad, det eneste hun ville have var Fabian. Tanken om hvor længe han egentlig havde været væk, skræmte hende, hun savnede ham også selvom det ikke var ord der var sagt højt, der skulle nødig være nogen som fik de forkerte tanker, nej hun ville have ehndes hærfører tilbage, det var sådan som det forlød sig for tiden, også selvom der var mange der kendte sandheden. Blikket hvilede mod ham, selvom det var vamt, så var der ikke andet end ren ligegyldighed, hun var skam ikke som rygterne sagde, ganske korrekt så var hun en mild person, til de som fortjente det, men hun var også den mindst samvittighedsfulde, hun kunne dræbe uden nogen grund, hun var ikke bleg for at tage liv, og der var han inklusiv, men igen så lang tid at mavefornemmelsen fortalte hende at Fabian om ikke andet stadig var i live, så havde Valerio heller ikke livet at frygte for, ej heller selvom han var den som havde været medskyldig i mordet på hendes kære bror. Et sted måtte hun vel faktisk erkende at hun var ked af det, også selvom hun ikke havde kendt ham særlig godt? Tangen greb fats om hans ene hjørnetand. Destiny gjorde sig ekstra umage og gjrode det forbandet langsomt, der var ikke nogen medlidenhed i hendes blik, igen var hun faktisk ligeglad, det var ikke for ingenting at hun rent faktisk, i sin tid, var blevet udnævnt som dronning i Dvasias, man skulle ikke altid lytte til rygterne. Hendes slanke fingrer havde et fast greb omkring hans kæbe, der var næsten et smil at sporer på hendes læber. Hans mange trusler, skræmte hende virkelig ikke, hun havde været ude for værre, og de vidste jo begge to at det aldrig ville komme til at ske, også selvom han skulle være ganske velkommen til at forsøge, han sad nu forbandet godt fast med de to vagter der holdte ham med tænderne selv.. Hun trak let på panden, med en næsten bebrejdende mine, mens hun rystede på hovedet ”Tsk tsk tsk.. Det må være alt det blod der gør din mund så beskidt. Men ganske rolig kæreste.. Lige den sidste så skal vi også nok løse det problem” påpegede hun, og alvoren i hendes blik, afslørede også at hun tydeligvis mente det. Der var et næsten lumsk glimt i hendes isblå øjne. Hun kastede tanden fra sig, som var den det rene ingenting ”Jeg tror jeg ligger dem under min pude.. Måske jeg får besøg at tandfeen” tirrede hun med en falsk og ikke mindst sarkastisk begejstring i hendes tone. Hun var virkelig ikke bange for ham! Og hans had betød virkelig heller ikke noget, hun kunne jo kun være ærlig og indrømme at det var fuldt ud gengældt. Igen tvang hun hans kæbe op tog fat om den anden tand, før hun gentog samme procedurer.. Langsomt, hun gav sig bestejmt god tid, hvorfor haste og gøre det til noget værre sjusk? Hun kunne se på vagterne at blot det at se på det påvirkede dem, det morede hende blot. De vilde krøller dansede let og yndefuldt om hendes skuldre, blodet fyldte hendes slanke fingrer, det blødte faktisk ganske meget fra de tænder. Den anden tand endte i hendes hånd ”Perfekt.. Måske laver jeg en halskæde.. Som triumf” hun sendte ham et lille smil, samlede begge tænder op og lagde i lommen ”Når.. Nu kan du se at jeg ikke er bleg for denne slags. Fortæl mig hvor han er.. Det bliver værre endnu” hun hævede lettere afventende et slankt øjnebryn, tydeligt at hun forventede et klart svar.

[Deleted]

Valerio kunne virkelig ikke fordrage, at skulle stå fanget i denne situation, det var virkelig noget af det værste for ham som han længe havde oplevet, og det sagde vrkelig heller ikke så lidt! Han havde været igennem meget og det at knække, det havde han været igennem før, selvom det nu ikke var noget som han ønskede at skulle gå igennem endnu en gang, det var der så sandelig heller ikek nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Bare alene den tanke omkring det, var noget som kunne gøre ham noget så rasende og kun på grund af en ting; panik. Han kunne virkeigi kke fordrage det, når han ikke havde kontrol over noget og et havde han virkelig ikke i denne situation og det var noget af det værste som han nogensinde havde været igennem! Han skulle aldrig nogensinde have vandret så tæt på muren som han havde gjort, så her vidste han udmærket godt, at det måtte være selvforskyldt og på alle måder som man ovethovedet kunne tænke sig frem itl det. Han fnøs kortfattet, som vagterne måtte holde ham. Så længe, at han måtte stå der i øjeblikket som han måtte gøre, så var der virkelig ikke meget som han kunne gøre ved det og han kunne virkelig ikke fordrage det når det endelig måtte komme til stykket. Enhver vidste jo efterhånden, at der var mere mellem Destiny og Fabian end det som de ville gøre det til, så selvfølgelig var det også noget som måtte more ham selv et sted, selvom det nu ikke gjorde det mindste op for denne situation. Det at han skulle stå der på denne måde som han gjorde det, var virkelig noget af det værste af det hele, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han fnøs ganske kortfattet og bed tænderne sammen. At smage det blod i hans mund, var slet ikke noget som han måtte bifalde sig det mindste overhovedet, tvært imod, det var noget af det værste som virkelig måtte ramme ham for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sitrede af ren og skær raseri. Det gjorde faktisk forbandet ondt, for ikke at glemme, at hun direkte gjorde ham forsvarsløs og ynkelig netop ved at tage hans tænder! At hun smed tangen fra sig, glædet ham dog. Han sendte hende et direkte dræbende blik. De to vampyrer holdt stadig fast i ham, så han kunne virkelig ikke komme nogen steder, uanset hvor meget han så end gerne ville det, så var det ganske enkelt helt og særdeles umuligt for ham når det endelig måtte komme til stykket og det var virkelig også noget som han i den grad også måtte hade noget så frygteligt! ”Du kan lige vove…!!” vrissede han med en tydelig fast og nærmest så frygtelig vred stemme. At hun med de bare næver måtte tvinge hans kæbe op igen, hvor hun tog fat i den anden tand og langsomt og sikkert også måtte tage den til sig, hvor endnu et skrig måtte passere hans læber. Han slog hovedet bevidst ind i væggen og stivnede mere eller mindre fast i absolut hele hans egen krop! ”Forbandede…!” Han klemte øjnene fast sammen og bed tænderne sammen, selvom han tydeligt kunne mærke at de to vigtigste faktisk også måtte mangle for øjeblikket og han hadet det virkelig noget så frygtelig voldsomt! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hvordan at Fabian havde det ,var han for sit vis ganske ligeglad med. ”Hvis ikke Fabian var slæbet med os hjem, så havde han været død den dag i dag.. Tror du virkelig jeg vil fortælle dig noget som helst?!” hvæsede han med en fast tone. Måske at han gik noget af et forbandede mareridt i møde, men hvad andre valg havde han egentlig når det måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Om det skulle koste ham livet var det som han faktisk var bange for.. Der var han bestemt ikke som sin bror, som vidste, at de ville falde før eller siden. .Det var faktisk noget af det som måtte skræmme ham mest.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvem kunne i virkeligheden fordrage at stå i den situation som han måtte gøre? Fanget i en fangekælder, emd en dronning der tydeligvis ikke var bleg for at søge sine svar på mere.. markabre måder. Faktisk nu når hun tænkte sig om, så var det faktisk til dels Fabian der havde talt hende fra den dårlige samvittighed, og mindet hende om den kvinde som hun altid havde været, hun var bestemt ikke den søde tvilling, han skulle være gået til Hope, alt han behøvede der var at hoppe under dynen med hende, go så var han inde der, og hun ville desuden aldrig nogesninde få sig selv til at gøre det mindste der mindede om noget i den stil. Den ene tand hvilede trygt i hendes lomme, mens hun stadig var i færd med at fjerne den anden, hans evige trusler skræmte hende virkelig ikke på nogen måde, han skulle være velkommen til at prøve, men han ville jo end ikke få chancen. Selvom han var et hjerteløst væsen, så afslørede hans blik ham, han var måske ikke direkte bange, bare mere panikslagen og for Destiny, gjorde det virkelig kun det meget bedre, hun vidste at hun ramte plet, hun vidste at hun tog en vampyrs største stolthed, og ikke mindst så vidste hun at hun gjorde ham afhængig på alle måder, han ville aldrig kunne leve selv fra nu, for han var slet ikke i stand til at nærer sig. Hun vidste at Fabian var i live, der var noget i hendes maverregion der sagde som sådan, men sammentidig var der også et lille stik i brystet, der fortalte hende at han ikke var i et helt stykke, og så havde hun i den grad heller ikke tænkt sig at lade Valerio komme ud som sådan, man kunne vel kalde det en lille ping/pong leg, mellem hende selv og hans kære bror, han havde noget hun ønskede og omvendt, hun avr villig til at forhandle, men for hendes del var der kun en ting der kunne en ting der duede, og det var at få hendes kære hærfører hjem, også selvom de fleste vidste at han var langt mere end blot det. Det flabede smil gjorde det vel heller ikke nemmere for hans vedkommende? Det var tydeligt at se, det ikke rørte hende det mindste at tage det fra ham på den måde overhovedet, faktisk lod det vel mere til at morer hende? Han skulle virkelgi aldrig have fuldt den kvinde til muren, hun havde skam hørt det, i det hele taget regnede hun ikke med at denne vampyr overhovedet kunne elske, også selvom hun vidste at selv de kolde væsner kunne gå hen og huske visse menneskelige følelser, hun undervurderede dem langt fra, men hun så i den grad ned på dem, blodsugende bæster, noget af det mest egoistiske, for at være ærlig kunne hun ikke fordrage dem på nogen måde! Vagterne havde deres tydelige greb i ham, hun tog den sidste tand ned i lommen som ingenting, hvem kunne vide om hun rent faktisk ville få besøg af tandfeen? Hun hævede et slankt øjenbryn ”Din mund er virkelig grim, kæreste.. Igen det er nok alt det blod, lad mig endelig ordne det. Hun slap grebet om hans kæbe, så istedet intens mod hans brystkasse, for at fylde hans indre med vand ”.. Vidste du at selv vampyrer bære væske i kroppen?” der var igen det lille glimt i hendes blik, hvad der skulle til at ske ville i den grad ikke være behageligt for ham, den kvælende fornemmelse absolut konstant, men uden at han ville dø, det var den eneste fordel ved vampyrer, set i hendes øjne vel og mærke, de kunne torteres så nemt og udelukkende fordi de ikke kunne dø, hvis der var visse regler som man ville holde sig til. Denne mand havde taget hende og så mange andre ved næsen, hun havde endda været så dum at danse med ham, han ydmygede hende og nu kunne man roligt sige at gælden var ved at blive betalt tilbage ”Tro mig, Valerio.. Når jeg finder ud af at Fabian er død.. Og tro mig det finder jeg ud af ganske hurtigt.. Så kan du tælle sekunder til dit liv selv er endt. Forstår du.. Jeg er komplet ligeglad med dig og din bror. I er mindre væære end en sæk kartofler.. Alt jeg ønsker er min hærfører” hendes stemme lød langt mere autoriteret end det som hun selv havde regnet med, hun bar sig frem med en stolthed, Han var intet for hende hun ønskede blot en ting og det var Fabian!

[Deleted]

Valerio var udmærket godt klar over, at det faktisk måtte være Fabian som måtte holde ham i live for øjeblikket og ikke mindst bare Destinys handlinger alene, var noget som måtte bekræfte det. Det var jo tydeligt, at der lå mere mellem hende og Fabian end det som var kendt for den store omverden omkring dem, selvom det virkeligi kke var noget som gjorde ham det mindste. Kærlighed var virkelig noget som måtte stille svag og nu havde han jo også fået lov til at skulle opleve det direkte personligt, hvilket i den grad heller ikke gjorde det nemmere for ham på nogen måde, uanset hvor meget han ønskede det eller ikke. Han var direkte rasende.. Bare alene tanken om, at Destiny nu havde valgt, at skulle gøre ham fuldkommen forsvarsløs netop ved at tage hans tænder fra ham, var virkelig noget af det som han måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet lige for tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert! Han havde virkelig ikke sin brors psyke og han vidste det. Han var bange for, at de ville knække ham på et tidspunkt, også selvom den store organisation faktisk også var noget som havde en umådelig stor betydning for ham selv, så var dette vel også en grund til at han var rådgiveren indenfor det i stedet for at være alverdens andet, for det var tydeligt, at han ikke fik det mindste ud af det på den måde, når det nu endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. De mørke øjne søgte direkte til hendes skikkelse og med den klare og noget så tydelige vrede i minen. Det var virkelig ikke noget som man skulle kunne se det mindste væk fra på nogen måde! Han var virkelig ved at være vred! Han lod hende glædeligt slippe grebet omkring hans kæbe, hvilket alligevel kun måtte tvinge hans blik direkte mod hende og med den kraftige gennemborende og advarende mine. Ikke at han kunne komme det mindste udenom det hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Vagterne holdt ham virkelig i skak. Han kunne virkelig ikke bevæge sig det mindste og han hadet det! ”Jeg er en dvasianer med alt hvad det indebærer.. kæreste,” vrissede han ganske let. Han knyttede hænderne let, selvom han tydeligt og næsten omgående måtte blive fyldt med et voldsomt ubehag. At hun fyldte hans lunger med vand, var noget som han næsten tydeligt kunne mærke. Hans øjne endte halvt om halvt store, som hans krop tydeligt måtte begynde at ryste. Nok var han ikke afhængig af at skulle trække vejret, men det at have klare luftveje af den grund, var i den grad også det mest behagelige når det endelig måtte komme til stykket. Det var virkelig den fornemmelse af at skulle blive kvalt og den forhindrede jo trods alt også at han kunne snakke, for det var virkelig alt for ubehageligt for hans vedkommende! Han vendte blikket mod hende og med de tydelige sammenbidte tænder. Han blev jo stadig holdt af vagterne, så han var virkelig bare tvunget op i denne krog og kom absolut ikke nogen steder hen og det var virkelig noget så frygtelig frustrerende for ham, for han ønskede virkelig ikke, at skulle stå i denne situation længere. Han havde simpelthen bare fået nok! Han åbnede munden, selvom han ikke fik så meget som et eneste ord frem. Han kunne virkelig ikke, for det var virkelig alt for ubehageligt! Han rystede fast på hovedet det som han kunne, selvom hans ben tydeligt truet med at skulle kollapse under ham. Han kunne virkelig ikke mere. Det gjorde ondt og det var ubehageligt! Hvorfor havde han ikke bare holdt lav profil? Så havde han da sluppet for alt det her! Nu hvor han kraftigt kunne fortryde, at han havde fulgt Eniyah hele vejen til Procias’ murer, for det var virkelig i bund og grund det som var skyld i, at han stod i denne situation lige for øjeblikket og det var forbandet ubehageligt! ”S-slip mig..” Hans ord var ekstremt anstrengende og kæmpende, for der var virkelig ikke meget mere at give af. Måske at det ikke ville slå ham ihjel, men følelsen af at blive kvalt, var direkte væmmelig!

[Deleted]

Valerio var udmærket godt klar over, at det faktisk måtte være Fabian som måtte holde ham i live for øjeblikket og ikke mindst bare Destinys handlinger alene, var noget som måtte bekræfte det. Det var jo tydeligt, at der lå mere mellem hende og Fabian end det som var kendt for den store omverden omkring dem, selvom det virkeligi kke var noget som gjorde ham det mindste. Kærlighed var virkelig noget som måtte stille svag og nu havde han jo også fået lov til at skulle opleve det direkte personligt, hvilket i den grad heller ikke gjorde det nemmere for ham på nogen måde, uanset hvor meget han ønskede det eller ikke. Han var direkte rasende.. Bare alene tanken om, at Destiny nu havde valgt, at skulle gøre ham fuldkommen forsvarsløs netop ved at tage hans tænder fra ham, var virkelig noget af det som han måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet lige for tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert! Han havde virkelig ikke sin brors psyke og han vidste det. Han var bange for, at de ville knække ham på et tidspunkt, også selvom den store organisation faktisk også var noget som havde en umådelig stor betydning for ham selv, så var dette vel også en grund til at han var rådgiveren indenfor det i stedet for at være alverdens andet, for det var tydeligt, at han ikke fik det mindste ud af det på den måde, når det nu endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. De mørke øjne søgte direkte til hendes skikkelse og med den klare og noget så tydelige vrede i minen. Det var virkelig ikke noget som man skulle kunne se det mindste væk fra på nogen måde! Han var virkelig ved at være vred! Han lod hende glædeligt slippe grebet omkring hans kæbe, hvilket alligevel kun måtte tvinge hans blik direkte mod hende og med den kraftige gennemborende og advarende mine. Ikke at han kunne komme det mindste udenom det hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Vagterne holdt ham virkelig i skak. Han kunne virkelig ikke bevæge sig det mindste og han hadet det! ”Jeg er en dvasianer med alt hvad det indebærer.. kæreste,” vrissede han ganske let. Han knyttede hænderne let, selvom han tydeligt og næsten omgående måtte blive fyldt med et voldsomt ubehag. At hun fyldte hans lunger med vand, var noget som han næsten tydeligt kunne mærke. Hans øjne endte halvt om halvt store, som hans krop tydeligt måtte begynde at ryste. Nok var han ikke afhængig af at skulle trække vejret, men det at have klare luftveje af den grund, var i den grad også det mest behagelige når det endelig måtte komme til stykket. Det var virkelig den fornemmelse af at skulle blive kvalt og den forhindrede jo trods alt også at han kunne snakke, for det var virkelig alt for ubehageligt for hans vedkommende! Han vendte blikket mod hende og med de tydelige sammenbidte tænder. Han blev jo stadig holdt af vagterne, så han var virkelig bare tvunget op i denne krog og kom absolut ikke nogen steder hen og det var virkelig noget så frygtelig frustrerende for ham, for han ønskede virkelig ikke, at skulle stå i denne situation længere. Han havde simpelthen bare fået nok! Han åbnede munden, selvom han ikke fik så meget som et eneste ord frem. Han kunne virkelig ikke, for det var virkelig alt for ubehageligt! Han rystede fast på hovedet det som han kunne, selvom hans ben tydeligt truet med at skulle kollapse under ham. Han kunne virkelig ikke mere. Det gjorde ondt og det var ubehageligt! Hvorfor havde han ikke bare holdt lav profil? Så havde han da sluppet for alt det her! Nu hvor han kraftigt kunne fortryde, at han havde fulgt Eniyah hele vejen til Procias’ murer, for det var virkelig i bund og grund det som var skyld i, at han stod i denne situation lige for øjeblikket og det var forbandet ubehageligt! ”S-slip mig..” Hans ord var ekstremt anstrengende og kæmpende, for der var virkelig ikke meget mere at give af. Måske at det ikke ville slå ham ihjel, men følelsen af at blive kvalt, var direkte væmmelig!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Et sted så var der ingen tvivl om at der kun var en ting der i øjeblikket måtte holde ham i live, og det var den mavefornemmelse der fortalte hende at Fabian stadig var derude et sted, fuldkommen i live og det hele. Selv Destiny lærte at ignorere andre hviske i hjørnet, hun vidste jo de havde ret. Det var efterhånden nået ud på folkemunde at der var mere mellem hende og Fabian, på sit vis sandt, hun følte for ham og langt mere end det som avr tilladt, mellem en dronning og en ansat, men i det store og det hele behøvede det jo ikke betyde at der var mere imellem dem, det var jo ikke fordi de var sammen. Han sov ikke i hendes seng, han kyssede hende ikke farvel, eller gav hende de store ord, nej der var ikke noget der så meget som kunne minde om et forhold. Lige der måtte hun også erkende at tanken skræmte hende en smule, og det lod til Valerio også kunne skrive under på den. At kærlighed et sted måtte gøre svag, bringe alt for mange personer i en farer, inklusiv ham selv. Keischa havde nævnt den kvinde for hende, som havde gjort ham følgeskab, hun var tydeligvis blevet smidt ud af Procias straks, hvad lavede hun overhovedet med den mand? At dømme efter Keischa’s udsagn, var hun uskyldig og sagde ikke så meget som et ord, nærmest.. Bange? Ikke fordi at det interesserede hende, hvad han rendte rundt og lavede og med hvem, det ville hun end ikke blande sig i, det skulle han jo have lov til. Det næsten kække smil prydede hendes rosa læber, tanken om at hans tænder var væk, morede hende kun, han ville være afhængig af andre for retsen af sine dage, han ville ikke længere være i stand til selv at skulle jage og nærer sig, så kunne han vel få et lille indblik i så mange andres hverdag? Valerio var rasende på hende, som hun havde været på ham efter det bal, ladet sig narrer af hans umådelige høflighed, det kostede hendes bror, samt så mange andre mennesker livet, det var skyld i et kaos, skyld i slottets ødelæggelse, Liya’s voltægt nummer .... Nathaniel kvæstede ryg, de mange salte tårer og smerte hun kunne føle i brystet blot ved tanken om det. Destiny rystede let på hovedet, skød tanken fra sig, nu kunne hun om ikke andet tage sig en lille hævn, hun havde snærret Procias, for de ville dømme ham til døden, men så længe han var i hendes varetægt, var hun herre over hvad som skulle blive hans skæbne.. Ganske som hendes eget navn sagde. Vagterne var tydeligvis trætte af at stå der og holde ham i skak, de måtte dog vente lidt endnu. Hun vendte ryggen til Valerio ”Sandt” svarede hun blot kortfattet, og dog imod en flaske ind gennem tremmerne. Hans lunger var fyldt med væske, hun vidste at han ville kvæles kontant, lige den kunne man jo så også fint nævne var for hendes egen morskabs skyld. Han var desperat og hun nød tanken. Duften af blod hang i luften, hun så ned i koppen af træ, nærmest som en tynde, hvor den mørkerøde væske lå roligt og lunt. Han havde ikke fået meget mere blod, end det som hun vidste var ham højest nødvendigt for at skulle overleve, og nu hvor han ikke var i stand til at nærer sig selv, så måtte hun jo være en barnhjertelig samaritaner, og rent faktisk sørge for at han ikke ville gå sulten i seng, som han selv nævnte, hun var jo det blidste led af dem alle. Bare tanken morede hende, derfor skulle man ikke lytte for meget til folke mundenene. Rygterne sage vel at Faith var ond og hård? Ha måtte hun være fri! Blikket betragtede hans lynende. Endnu engang måtte de slanke fingrer lukke sig langsomt om hans kæbe, og sætte blodet op for næsen af ham ”Du må være sulten” påpegede hun bidsk, og lod fingeren let stryge over hans kind, før hun satte det enorme krus for hans læber ”Drik, kære, drik” gentog hun stille, og med det lettere intese blik. Dette skulle nok blive interresant.

[Deleted]

Havde Valerio været i Procias, så var han død den dag i dag og her var det faktisk Fabian som måtte holde ham i live, som han også vidste, at det var ham selv som måtte holde Fabian i live. Et sted var det en ganske så morsom tanke når det endelig måtte komme til stykket, selvom det ikke var noget som han følte for at skulel udtrykke lige for øjeblikket, det var der heller ikk nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At der var mere mellem Destiny og Fabian var jo trods alt noget som efterhånden alle måtte kende til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket og selv Valerio havde jo tydeligt set det under ballet på den måde som Fabian havde reageret og med den misundelse i blikket. Det var vel heller ikke nemt at være dronning og ansat, for det var bestemt heller ikke velset af nogen når det endelig måtte komme til stykket og det var noget som han vidste. Han kunne virkelig ikke finde nogen former for ro i denne kvælende fornemmelse, for det var virkelig noget så frygtelig intenst. Han rystede og han dirrede og det var næsten som om at han næsten måtte gispe efter vejret, selvom det virkelig ikke var noget andet end en ganske naturlig reaktion når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var virkelig bare forbandet ubehageligt! Han var gjort direkte forsvarsløs og harmløs hvilket i den grad også måtte være det som måtte nage ham mest når det endelig måtte komme til stykket. Han kunne ikke finde muligheden for at hoste vandet op, for der var simpelthen bare ikke plads til noget som helst! Han vred sig mere og mere i vagternes greb, selvom det virkelig bare rev og sled i hans egen hals og nakke, så var det virkelig forbandet ubehageligt! Han var ikke den mest modige af ham og hans bror og det var også derfor at han var bange for, at han faktisk ville ende med at knække sammen i den anden ende, for.. chancen og sandsynligheden for det, faktisk måtte være temmelig stor når det endelig måtte komme til stykket, og det var virkelig noget af det som han måtte hade mere end det som han måtte hade noget andet overhovedet! Hans øjne var næsten helt blodskudte udelukkende fordi at han måtte kæmpe så meget for at holde fatningen som han måtte gøre for øjeblikket, men den kære Destiny gjorde det virkelig ikke nemt for ham! At få ord frem, var virkelig en udfordring nok i sig selv på grund af de næsten så fyldte lunger. Flasken som blev rakt ind mellem tremmerne, var noget af det næste som han måtte få øje på. Hvad pokker skulle der nu ske? Han kneb øjnene fast og let sammen og spændte fast i hele kroppen, selvom det resulterede i en voldsom og dirrende sitren. Han kunne virkelig bare ikke finde nogen som helst form for ro og han hadet det virkelig mere end det som han måtte hade noget som helst andet overhovedet! Hana havde kun fået blod nok til at klare sig og i og med, at det kun havde været dyreblod som han var blevet fodret med, så var det ikke noget som var godt for ham over længere tid! Det var en hage ved det her og han vidste det virkelig bare! Næsten automatisk måtte hans kæbe tvinges op, som han tog imod kruset og næsten bare måtte bælde blodet i sig. Der gik dog ikke lang tid, før hans pupiller måtte trække sig helt sammen igen, idet han gjorde et kraftigt kast med mere eller mindre hele kroppen, for at komme væk derfra igen. Det var jo for pokker da dødt! Det var virkelig som hans indre måtte trække sig fuldstændig sammen og næsten i de smertefulde kramper. Han klemte øjnene fast sammen. ”D-dødt blod..” vrissede han med en tydeligt anstrengt mine. Det var virkelig noget som bare måtte gøre ondt! Hans ben endte med at give efter under ham og med den ellers så voldsomme sitren som man bare ikke kunne eller skulle tage fejl af. Han tog sig til sin mave, krummede i ryggen, selvom det virkelig var noget som kraftigt gik ud over vagternes greb omkring hans nakke og hals, for det gjorde virkelig ondt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Valerio kendte sin skæbne i Procias, han vidste præcist hvad som måtte vente ham, og det i sig selv var vel også nok til at lette ham en smugle? Om ikke andet så havde hans liv en chance hos hende, så længe Fabian selv ville være i live vel og mærke. Hendes blik hvilede med et næstent kækt glimt, på den fortabte mand hun nu havde gjort så forsvarsløs. Uden de tænder var han intet, og de skader hun forsagede kunne han nemt dø af enten imorgen eller om flere århundrede, pointen var at det virkelig ville bringe ham et ubehag, se det var en tanke der morede hende. Hun var specielt ikke som det forlød sig på folkemunde, hun var ikke så blid, hun var præcis hvad situattionen krævede af hende, og alt hun ønskede lige for tiden var at få Fabian hjem. Følelserne var ham var klare men lå i skyggen af det skjulte, også selvom det var forbandet tydeligt, det var ikke noget nogen skulle blande sig i eller kommentere på, det var helt sikker. Valerio’s smerter var hende tydelig, hendes blik var så forbandet intens nu hvor kruset hvilede for hans læber med langt mere blod end det som han plejede at få. Han havde fået netop nok til at overleve og det var alt sammen af dyr, men nu skulle han fodres, så meget som han overhovedet ville have. Hun betragtede hver eneste slurk han gjorde, den måde han slubrede blodet i sig, det fascinerede hende på alle måder, var dette den natur som han var tvunget til at leve i? Så anderledes fra hendes egen tydeligvis. Smerterne var direkte over hans ansigt. Smilet bredte sig en smule, det måtte virkelig være et helvede. Manden var jo komplet kvæstet. Hun modstod trangen til at le, folk ville uden tvivlv ære skræmte hvis de så hende nu, men igen dette var blot en del af hende, og når det kom til Fabain så var der intet at gøre, den blotte tanke om ham fik hendes hjerte til at banke, også selvom hun var så forbandet bange for at ende med at få en direkte afvisning. Destiny nikkede roligt, det var ingen kvaler at se i hendes blik ”Det er lækkert er det ikke+” hun hævede et slankt øjenbryn, slap kruset med den sidste slat. Blodet flød ud på det hårde stengulv, hun var komplet ligeglad, selv hun formåede rent faktisk at være en smule bizar i tide og utide. Uden så meget som en mine, slog hun låget til kisten op ”Læg ham tilbage, sørg for at han er godt spærret inde, og vær venlig at placere ham et mere.. Belyst sted.. Jeg vil have ekstra vagter på den mand” hendes tone var hård og fast og henvendt til vagterne, der var ingen tvivl om at de ordre ville blive fuldt. Allerde nu skubbede de ham mod kisten og tvang ham ned. Destiny så på for et øjeblik, kun for at sikre sig at alt gik rigtigt frem for sig. Uden videre trak hun blot koldt på de slanke skuldre, strøg de røde lokker om bag øret ”Vi to ses senere” påpegede hun med et sigende blik mod Valerio, før hun drejede om på hælen. En vagt låste op for hende, og lod lågen lukkes straks bag hende igen. Hun så sig end ikke over skulderen, faktisk var hun komplet ligeglad med Valerio, der var andre og vigtigewre ting som lå og ventede på hendes skrivebord, desuden.. Fabian var jo stadig ikke kommet hjem. Hendes skridt forsvandt stille fra de tunge lange gange, som hun ganske roligt valgte at forlade kælderen. Allerede nu var den vampyr nedenunder til dels glemt, hun fortrød ikke, faktisk havde det hjulpet hende bare at komme ud med de mange fustrationer som hun måtte bære på. Solen ramte hendes ansigt, hun strøg roligt mod hendes arbejdsværelse, hvor de lange stakker papirarbejde måtte vente hende..

//Out