The burden is too heavy

[Deleted]

Det var en ekstrem tidlig morgen. Solen var kun lige stået op og vinden havde lagt sig, så der var fuldkommen vindstille. Fuglene var begyndt med deres smukke morgensang i træernes toppe, hvilket kun måtte få Amanda til at smile. Hun gik på de bare fødder igennem den store park. Det var for sent for nattens væsner at komme frem og for mange, så var det også alt for tidligt, at skulle stå op. Hun vidste udmærket godt, at hun brød reglerne hjemmefra ved dette, men for hende, så var det virkelig bare nødvendigt lige nu. Den lasede kjole hang let omkring hendes let forslåede krop, det var jo heller ikke fordi, at hun modtog den flotteste behandling derhjemme og udelukkende af den ene lille grund; Hun var en slave. De blå øjne søgte stille frem foran hende og så til siden, for så at afslutte med at se sig over skulderen. Hun var virkelig ved at være så forbandet paranoid! Det hår som ellers havde været så smukt og lyst engang, stod ud til alle sider og hun var træt. Hun havde været igang med arbejdet mere eller mindre hele aftenen og først langt ud på natten, havde det været hende muligt, at skulle sige stop. Nu havde hun virkelig bare brug for.. en pause? Det var vel heller ikke meget at forlange? Hendes fødder var virkelig ømme, som hun kom gående igennem den store park. Hun havde aldrig sådan rigtigt været ude på egen hånd, så det var spændende nok i sig selv. Amanda trak vejret stille og dybt. Hendes herre lå og sov, så hun vidste, at hun ville have et par timer før hun ville være nødsaget til at skulle gå hjem. Det var jo slet ikke fordi, at det fristede hende det mindste! Hendes skridt fortsatte stille over stien, hvor hun kraftigt endte med at gispe, idet hun trådte på en skarp sten. "Av for..!" udbrød hun med en let sammenbidt stemme. Hun humpede ganske forsigtigt hen på græsset og satte sig ned, da hun begyndte at ømme sine fødder. Hvorfor skulle alt være så besværligt?!

[amicitia]

Et lille stykke derfra kom en rank mandsperson vandrene med lette trin over det bløde og dugfriske græs, Amicitia havde ikke opdaget at her var andre, da her endnu var for mørkt til at han ordentligt kunne se, men han stod altid meget tidligt op, og var som altid frisk og munter. Han stoppede dog ganske brat op, tog sin lange frakke af sine skuldre, hvor han så valgte at sprede den, over et lille stykke græs så han kunne sidde, og nyde solopgangens smukke, rød-violette skær over himlen. Han lod sig hæve et par cm over jorden, og svævede et par sekunder, før han stille landede på frakken i en afslappet skrædderstilling, og lod et sølvkrus fremmane sig i hans hånd, med en mildt krydret frugtdrik, han lod roligt sølvkruset møde sine silkebløde læber, og drak en smule af den velsmagende, og yderst nærende drik

[Deleted]

Et liv i fangenskab havde mere eller mindre været det som Amanda havde kendt til. Det skræmte hende virkelig en god del. Hun havde hørt så meget om de lykkelige stunder børn måtte dele med forældre - det var alt sammen noget, som hun havde måtte undvære. Undværet til fordel af slag og spark på daglig basis. Man kunne skønt sige, at det ikke var nemt at være hende nu til dags. Hun ømmede ganske let sine fødder og blev ellers siddende. At se den smukke solopgang, havde altid været hendes måde, at aflede tankerne lidt på, for et var.. smukt. Det var simpelthen vidunderligt og noget af det bedste, som hun i det hele taget kunne tænke sig frem til efterhånden. At der var andre i nærheden, det vidste hun slet ikke. Der var vel heller ikke nogen grund til at man skulle stå så tidligt op som dette? Hun førte ganske forsigtigt en lok bag hendes øre, idet hun igen hævede blikket. Bare fornemmelsen af, at blive set på konstant, var virkelig ved at gå hende på nerverne! "Tag dig sammen, Amanda.." vrissede hun let for sig selv. Hun rystede på hovedet. Der kunne da umuligt være nogen andre der! De havde jo heller ikke nogn grund til at skulle være der? Hun rettede sine fødder ganske forsigtigt ud, idet hun roligt kom tilbage på benene. Hun blinkede let med øjnene og så sig omkring, idet hun stille fortsatte - Denne gang gik hun bare på græsset. Det gjorde det hele meget nemmere for hende.

[amicitia]

I samme sekund som Amanda atter havde rejst sig, fik Amicitia øje på hende, og fik straks sin frakke med ham siddende på den, til at svæve en od halv meter over græsset, og styrede stille og fredeligt imod hende, med et varmt og muntert smil over sine læber. "Godmorgen frøken" sagde han venligt med en varm stemme, og hilste muntert på hende med vinkende hånd, før han stoppede få meter fra hende, hvor han blot svævede i en højde som gjorde at han var på øjenhøjde med hende, og drak igen af sin drink. At være slave og træl var i særdeleshed også noget, som han selv i særdeleshed måtte kende til, da han mange gange havde været underlagt andres viljer, i op til flere tusinde år af gangen, og også han havde fået prygl uden grund, men var for alt i verden forblevet trofast da han var bundet af amulettens tyngende bånd

[Deleted]

Amanda stivnede kraftigt, idet at en mand bare måtte komme svævende mod hende og hilste på hende, som var det en hilsen som man blev mødt med hver eneste dag. Det fik hende næsten til at bakke så hurtigt, at hun måtte få overbalance. Var det ikke fordi, at hun var stødt ind i et træ, så var hun røget direkte i jorden alligevel. Hun vendte blikket direkte mod den svævende mand. Det var virkelig noget af det sidste, som hun havde regnet med at skulle se her. Hun blinkede let med øjnene idet hun stille rettede sig op. "G-godmorgen.." hilste hun med en dæmpet stemme. Direkte var hun bange for, at denne mand var sendt ud for at finde hende. Direkte så ønskede hun virkelig ikke at tage hjem igen! "J-jeg... undskyld... Jeg t-troede bare, at du var en anden.." sagde hun stille. Hun rettede sig forsigtigt op og pustede tydeligt lettet ud. Han mindede slet ikke som en af de mænd hun havde set hjemme. De mørke øjne gled let og stille mod hende, selv med et let fortvivlet og dog alligevel venligt skær. Farlig var hun ikke, det var helt sikkert. Tungen strøg let over læberne. "D-du er da tidligt oppe?" spurgte hun stille. Det var virkelig ikke ofte, at hun så nogen ude på denne tid af døgnet, det var i den grad også helt sikkert. Hun rettede forsigtigt på den lasede kjole, selvom det ikke just ville hjælpe. Hun var en slave.. uanset hvor meget hun dog havde ønsket det anderledes.

[amicitia]

Amicitia der end ikke havde overvejet, at hun muligvis kunne have blevet skræmt, ved lige pludselig at blive tiltalt, af en fremmed svævende mand, han havde kunne svære næsten hele sit liv, og så det derfor som noget basalt, og helt naturligt som man bare gjorde, hvis man blev træt i sine fødder. Han grinte dæmpet men varmt af hendes første ord "Hvem ved om jeg ikke også er en anden? Der er aldrig nogen der kan kende en fremmed mere end til fortænderne i et smil" bemærkede han muntert, og stak hende et varmt smil imens han så hende lige ind, i hendes smukke mørke øjne med hans egne dybe brune, hans blik var dybt, som han altid forsøgte at modbevise sin egen teori, og inderligt forsøgte at lære den svære kunst, det jo måtte være at kunne vide alt om en person, inden personen havde sagt en ord

[Deleted]

Amanda var virkelig ikke meget for, at skulle snakke med andre og specielt ikke nogen som hun ikke havde det mindste kendskab til fra før af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hjerte slog en anelse ubehageligt mod hendes bryst, selvom det virkelig ikke var noget som hun kunne komme udenom. Hun var virkelig ikke meget for dette, så ville hun meget hellere være alene, så var hun klar over hvor længe hun kunne være ude, hvor længe hun kunne være sig selv, inden hun ville være tvunget til at skulle tage hjem og tage imod dagens omgang med tæsk, som jo skete mere eller mindre hver eneste dag. Hans ord forvirrede hende en anelse, selvom hun.. vel bare blev stående? Hun trak lettere skævt på mundvigen. "Tja.. hvem ved? Du minder bare ikke om en af dem.. som jeg troede det var i første omgang," forklarede hun videre. Måske, at det var en meget dårlig formulering, men det her, det var hun virkelig ikke specielt god til i den anden ende og hun hadet det virkelig! Smil fik hun faktisk ikke særlig mange af, det var helt sikkert, ikke i hendes tilværelse, det var bare ikke noget som hun kunne gøre det mindste ved overhovedet. "J-jeg vil bare ikke forstyrre.." hviskede hun med en ganske så dæmpet stemme.

[amicitia]

Han så på hende med et slagent blik i sine øjne, han kunne pludselig se en del af hans første kærlighed i hende, men at hun ikke ønskede ham ved sig gjorde ham det svært. Han lod sig stille ramme jorden med sine fødder, og trådte forsigtigt hen til hende hvor han hviskede sagte ind i hendes øre "Hvis De virkelig ønsker jeg skal drage fra Dem igen.. Da vil jeg gøre det, men lad mig hjælpe Dem... Nu.. Inden jeg sendes væk.." Han tøvede i et par sekunder, og lagde så sine blide hænder stille på hendes skuldre og lod lidt af hans energi strømme ind i hende, for at hele hendes mange sår, han kunne ikke lide krig, vold og smerte, og ønskede at sætte en stopper for det, det kunne ikke passe at den slags kunne ske, og da slet ikke i et land som Procias.. Da han var færdig og havde helet alle hendes sår og fjernet hendes samtlige ar slap han hende igen "Jeg beder dem have mig undskyldt.. Det har ikke været min hensigt at skulle ødelægge Deres solopgang.." sagde han tydeligt bodstynget og bukkede dybt for hende før han langsomt og med modvillige trin gik hende bort, og mærkede hvordan savnet allerede voksede i hans krop og sjæl på ny, det savn som sidste gang havde taget ham hundrede tusinde år at kommer over.. Nu blev han sendt væk.. Væk fra hende som havde de samme øjne og kindben, han kunne dårligt tro hvad der skete, men han gjorde hvad han fik af vide...

[Deleted]

Amanda kunne virkelig ikke forstå hvad eventuelle fyre ville kunne se i hende, en forskræmt og pint lille tøs som hun havde været igennem så skræmmende mange år, at man skulle tro at det var løgn. Hun var aldrig kommet videre, og det havde hun heller aldrig fået lov til. At denne mand måtte være venlig, var noget som efterhånden var ved at gå op for hende. Han kunne umuligt være en af Joris mæn - En af dem som sikkert kunne finde på, at skulle lede efter hende. Det sitrede let i hende, idet at han måtte komme tæt på hende. Hun bed sig svagt i læben. Det var jo heller ikke fordi, at hun ville ødelægge hans morgen og parken var jo trods alt stor.. Der ville jo være fin plads til dem begge trods alt? Hænderne mod hendes skuldre, fik hendes hjerte til at slå en anelse mere fast mod hendes bryst, selvom hun blev stående. At han healede hendes mange sår, var hun så sandelig også frygtelig glad for. Hun blinkede let med øjnene og så stille på ham. "Det.. det har De heller ikke..." Hun tav. Han snakkede til hende, som havde hun været noget værdifuldt et sted? Noget værdifuldt? At hun måtte minde ham om noget som han havde mistet eller kendt, det var slet ikke noget som faldt hende det mindste ind på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og så stille efter ham for et stille øjeblik, inden hun gik efter ham. "V-vent!" endte hun med en næsten skinger stemme. Hun havde jo ikke sendt ham væk? Det havde han jo selv valgt! "Du.. du må ikke gå.." indskød hun mere dæmpet end før. Noget selskab ville selvfølgelig være godt for en som hende. Hun var faktisk skræmmende ensom.

[amicitia]

Amicitia stoppede brat op og vendte sit blik bagefter, og så nu direkte på hende "Frøkenen bad mig da selv om ikke at skulle forstyrre..?" bemærkede han stille og tydeligt forvirret, men også var det tydeligt at det havde glædet ham hjerteligt, at hun nu ønskede hans selvskab, han ønskede at hjælpe hende, for han kunne da se at hun ikke havde det godt, det behøvede man ingen evner for at kunne se, selv et simpelt menneske ville have opdaget det uden problemer.. "Jeg skal hellere end gerne blive hos Dem, såfremt dette måtte være hvad De ønsker..?" tilføjede han så i et let og roligt tonefald, og smilede still til hende, imens han lod sit varme blik hvile dybt i hendes smukke mørke øjne, de øjne der mindede ham så grueligt meget, om hans første store kærlighed, som han havde mistet for så uendeligt mange år siden, de mange andre som havde opnået hans kærlighed i mellemtiden var næsten som glemt lige nu, hvor han næsten stod foran sin gamle flamme igen, hun havde sikkert ikke samme navn, og hun var efter alt at dømme mindre fri end han selv, men han var overbevist om at det kunne fungere, alligevel hvis hun gav lov til at vise hende et liv med kærlighed..!

[Deleted]

Amanda kunne da virkelig ikke tillade sig, at skulle skubbe denne mand fra sig, selv efter det lille som han havde gjort for hende, netop ved at heale hendes mange sår, for det have bestemt ikke været få, det var helt sikkert også på denne måde! De blå øjne hvilede roligt på hans skikkelse, som han endnu en gang måtte vende sig mod hende. Hun ville ikke have, at han skulle blive fordi hun måtte ønske det, men også fordi at han selv måtte have lyst til det. Det var jo heller ikke fordi, at hun måtte bestemme over nogen som helst, det havde hun jo aldrig nogensinde fået lov til. Det havde i den grad kostet hende hovedet om ikke andet. Man kunne vel fint sige, at alt ikke var lige så idyllisk i Procias som man måtte ønske, at det skulle være vel? Hun sendte ham et ganske forsigtigt smil. "Du skal da vælge at gøre det.. fordi du selv har lyst... ikke fordi at jeg ønsker det," fortalte hun stille. Det var jo ikke noget med, at hun ville bestemme det ene og det andet over ham, det var også helt sikkert. Hun lod hovedet søge ganske let på sned og uden at se væk fra ham. "Jeg fik vidst aldrig nogesinde præsentert mig selv.. Jeg er Amanda," præsenterede hun sig med en rolig og let stilfærdig stemme, ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovdet. For hende, så var det jo trods alt bare høftligt, at skulle gøre netop dette.

[amicitia]

Han smilte varmt til hende og nikkede kort men bestemt og venligt "De har i sandhed ret, jeg har lyst til at skulle blive hos Dem så længe som det er muligt.." bemærkede han varmt og blinkede til hende med sit ene øje før han atter bukkede for hende. Ikke var hans bukken noget han tænkte over, han havde lært altid at bukke for dem der var af større værdi end han selv, og han havde ved samme lejlighed fået det banket godt, og grundigt ind i hovedet, at han var den laveste af alle skabninger, hvor selv et nyfødt menneskebarn var ham mere værd "Mit navn er Amicitia, som betyder en magisk begyndelse på et glemt sprog, fra et folk der for længe siden forsvandt på havene mod vest.. Jeg undskylder at jeg forskrækkede Dem før.. Det var ikke min mening.. Jeg har blot ingen at tale med, og så havde jeg set Dem sidde alene.. Det beklager jeg.. Er der noget jeg kan gøre for Dem for at råde bod på min ugerning..?" han havde nu bukket igen, han talte for meget, havde hun været hans sidste herre havde Amicitia fået solide tæsk med hvad hans herre kunne finde i nærheden af hårde genstande.. Hvilket tanken om var nok til at lukke munden på Amicitia, og igen at bukkede undskyldende

[Deleted]

Hvem Amanda måtte minde denne mand om, det vidste hun virkelig ikke, men et skridt af gangen, det var det som hun valgte, at skulle gøre, det var i den grad også helt sikkert. Hun prøvede virkelig bare på, at skulle være sig selv, selvom det virkelig ikke var nemt altid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blinkede let med øjneneo g med et stille smil på læben, det var virkelig ikke noget som hun kunne lægge det mindste tvivl om overhovedet. Han snakket allerede til hende, som havde han kendt hende i en mindre evighed, også selvom.. det vel slet ikke kunne være tilfældet? Hun lod hovedet søge let på sned og med et ganske så svagt smil på læben, det var faktisk dejligt nok med et selskab, det var i den grad også helt sikkert. "Det.. det glæder mig virkelig," sagde hun stille. Hun slog armene let omkring sig selv. Hun slap ham dog ikke med blikket. "Amicitia.. Et flot navn.. En glæde at møde dig," sagde hun stilfærdigt. Hun mente det dog, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et stille smil. "Jeg har heller ikke nogen at tale med.. heller ikke i min egen hverdag, så jeg kender følelsen kun alt for godt.. Dit selskab er mig en glæde i sig selv," lovede hun lettere oprigtigt. Hun havde virkelig ikke brug for andet. En at snakke med og en at lære at kende, var i den grad et umådelig godt skridt på vejen. Det fik hende da til at glemme det normale helvede en smule og det gjorde virkelig bare frygtelig godt!

[amicitia]

Han smilte varmt til hende, bukkede let som tak og så hende dybt ind i øjnene, og satte sig stille ned i græsset, ved at folde sine ben op under sig, til en behagelig skrædderstilling, for på samme tid langsom og sikkert at glide ned i græsset, som om at tyngdekræften ikke havde noget med ham at gøre. Først nu da han sad ned opdagede han at hun ingen sko havde på, og så op på hende med et undrende blik i sine dybe brune øjne "Hvorfor har De ingen fodklæder på Amanda?" spurgte han så pludselig, med sin varme og venlige stemme, og var overhovedet ikke klar over at hans sprogbrug var meget gammeldags, da han ikke havde haft nogen at snakke med i flere hundrede år, og derfor aldrig havde ændret sin tale. At hun valgte at tiltale ham som du var ikke noget han lagde vægt på, hun var vel blot af et hjem med mildere regler for tiltaler, end han selv havde været, og først med direkte tilladelse eller ordre ville han nogensinde kunne tillade sig selv at gå bort fra tiltaler som De og Dem, for i stedet at bruge ordene du og dig

[Deleted]

Amanda havde kun en i hendes liv og i hendes tilværelse, som hun måtte tiltale med den form af almænd høflighed, ellers gjorde hun det ikke. Reglerne lå frygtelig tydelige for hende lige netop nu. Hun betragtede ham stille. Han så hende som et individ, det var noget som hun virkelig havde manglet igennem det sidste stykke tid. At han var meget gammeldags af sprog og tale, var virkelig ikke noget som gjorde hende det mindste. Det var faktisk noget, som hun måtte finde charmerende. At det var hendes bare fødder at han måtte lægge mærke til som det første, fik hende automatisk til at vende blikket ned mod sine fødder. Hun trak skævt på smilebåndet. "Hvorfor jeg ikke har fodtøj? Det.. det ved jeg ikke.. Jeg har bare ikke noget.." Hun kløede sig ganske stille i baghovedet og vendte blikket stille mod ham igen. Hun gled ganske forsigtigt ned foran ham og med det stille smil på læben, ikke at det var noget som hun kunne skjule det mindste af overhovedet. "Min egen herre har ikke tilladt mig at have noget," tilføjede hun stille. Hun kunne virkelig ikke skjule at hun var hvad hun var, og det var bestemt heller ikke hendes hensigt. Hun havde været i dette siden hun havde været ganske lille og hun var bare næsten med på, at dette var noget som ville vare ved rsten af hendes liv. Den tanke og følelse var ganske enkelt forfærdelig! "Sjovt, at det er noget af det første som du lægger mærke til," tilføjede hun med et skævt smil.