Post by Deleted on Aug 20, 2010 10:39:38 GMT 1
Det var ved at være en tidlig morgen, selvom det for Cedrics vedkommende, havde været endnu en nat uden søvn. Hans øjne var næsten helt røde, udelukkende på grund af de mange tårer som han havde fældet, siden mor var kommet hjem alene. Far var væk.. og denne gang, var han virkelig helt væk. Ikke noget med at skulle prioritere hans 'kære' søster over ham længere, nu havde han virkelig ingen far mere. Bare tanken fik det til at slå knuder i hans indre og det var virkelig forbandet ubehageligt som aldrig før! Han var tynd. Han spiste jo ikke noget mere og Jared havde udvist bekymringen for ham, men hvad skulle han da gøre? Han var ikke sulten, så kunne han altså ikke spise! Han var ganske forsigtigt kravlet ud af hans seng, taget sin kappe og kastet den omkring sin egen krop. Det var tidligt så han vidste, at de alle måtte ligge og sove alligevel. Han ville virkelig bare have fred. Der hvor han til en forveksling, måtte minde frygtelig meget omkring sin mor, selvom han havde forbandet meget af far i sig og han vidste det. Det var jo så først nu, at han kunne se på det med en eller anden form for stolthed, for det havde han virkelig ikke været i stand til, til nu.
Kimeya havde lovet ham, at skulle lære ham at kontrollere magien, han havde lovet at prøve, selvom det nu ikke overraskede Cedric, at det var endnu et løfte som ikke kunne holdes. Det var vel bare.. noget som man blev vant til i den anden ende vel? Han kunne virkelig ikke fordrage det. Det var bestemt ikke en tanke som han var særlig glad for i den anden ende. Den skræmte ham faktisk. Han ville aldrig igen.. han ville aldrig stole på en mands ord igen! Han listede sig igennem det mørkelagte hus for at komme ud i haven. Bare det, var virkelig grænseoverskridende for ham, udelukkende på grund af alt det som var sket før i tiden. Jay.. Han ville aldrig nogensinde glemme den mand. Aldrig nogensinde! Cedric bed sig ganske svagt i læben. Mor havde ondt og søster var virkelig bare dummere end det som hun havde været nogensinde før! Det var noget som virkelig bare måtte irritere ham noget så frygteligt i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn! Og dog.. han holdt jo af hende af den grund alligevel. Hun var jo en familie og familie passet på hinanden. Det var bare.. svært når hans kære søster ikke ville forstå, at far aldrig ville komme tilbage igen! Han havde givet livet for at redde mors og det var han jo selvfølgelig glad for, men alligevel.. Han manglede jo stadig sin far, selvom han jo aldrig havde haft det bedste forhold til ham, så var det jo stadig af en betydning. Han sukkede dæmpet. Han var vant til at hans søster blev prioriteret over ham, men dette var virkelig noget ganske andet og noget som han virkelig ikke kunne have!
Ganske forsigtigt gik han igennem det mørke hus. Magien havde han endnu ikke lært, andet end det som mor kunne, så han havde en ganske lille flamme hvilende i hans hånd, så det ikke var helt mørkt. Det var ikke fordi at han var mørkeræd, men selv han tog ingen chancer. Hans barndom var mere eller mindre ødelagt fra før af, så hvorfor ikke bare se at blive voksen nu? Han kunne ikke være et barn for altid og han vidste det jo udmærket godt. Det var bare hårdt, at skulle have været den ene lille de havde, så kom hans kære søster og så blev han puffet ud af billedet. Det var virkelig bare noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt i den anden ende, at det var ganske enkelt utroligt! Han nåede stille til den store dør, som han forsigtigt låste op og gik så ud i den store have som måtte omgive hele det gamle Mansion. Kimeya havde fortalt ham omkring den forhistorie som lå til det, og det var noget som gjorde ham stolt. Ingen kunne komme ind, hvis de ønskede nogen i familien ondt, så han var vel fredet et sted? Det gjorde ham da en smule mere tryg på situationen. Han trak forsigtigt kappen omkring sin egen krop med sin frie hånd, idet han gik de få trappetrin ned og ned på stien. I aften var det faktisk godt koldt, månen var fuld og det blæste en god del, selvom det nu ikke var noget som han ville bide sig mærke i. Han mærkede det dog tydeligt, udelukkende på grund af den ilddæmon som måtte hvile så stærkt i ham. Det var jo.. halve ham. Den side af hans mor som han havde fået med sig.
Cedric bed det bare i sig lige nu. Han følte virkelig bare for at vise sin far det her. At han faktisk var elsket og i den grad også savnet, for han havde hørt Faith græde og hviske hans navn i søvne og om natten, hvor hun sikkert lå i troen på, at hun var alene med det hele. Det var bare ikke tilfældet. "Kom tilbage.." Hans stemme var virkelig ikke noget andet end en hvisken, selvom han var klar over, at den slet ikke ville blive hørt. Han ville alrig komme tilbage. Far var virkelig væk denne gang. Ikke bare at være skilt fra mor, men.. virkelig væk. Han knyttede hænderne stille, så ildkuglen måtte dø ud alligevel. Han snøftede ganske svagt, da tårer igen måtte bane sig vejen ned af hans kinder. Utroligt, at han kunne fortsætte med at græde på denne måde. Det var faktisk pinligt! Han sukkede stille og gik ud i den store have som lå bag det store hus. De store nøgne træer som måtte strække sig over tante Moniqe og onkel Avidans grav, var noget som han måtte tage i blik. Nu ville han selv lave en til Kimeya. Han måtte og skulle ikke glemmes, det var helt sikkert. Det ville mor vel heller ikke? Cecilaya var desværre for lille til at skulle vide hvad der var sket alligevel, så kunne det være, at hun forstod det når hun blev ældre? At far aldrig ville komme tilbage igen? Bare tanken var som at stikke sig selv i brystet. Han havde endelig fået et godt forhold til den mand og så var han bare blevet revet væk fra ham på den måde. Det var bestemt ikke en tanke som han var glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet.
Den iskolde vind var bare mere hård og brutal mod Cedric, selvom han virkelig bare måtte bide det i sig lige for nu. Det andet ville virkelig heller ikke hjælpe ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Han gled forsigtigt ned ved en af de mange buske. Han havde været ude meget i det sidste faktisk, selvom han vidste, at det var noget som Faith kendte til. Jared tog ham som oftest med ud, selvom det virkelig ikke hjalp det mindste på hans spisevaner, for han var virkelig ikke sulten når det kom til stykket. Selvfølgelig, var det noget som selv måtte bekymre ham, men han kunne altså ikke spise, når han ikke var sulten, der var virkelig ikke mere, at skulle gøre ved det. "Kom hjem.." gentog han stille. Han kæmpet selv med sine tårer nu. Han ville virkelig ikke vise sig som svag og sidde og græde foran nogen andre, det var simpelthen noget som han bare måtte nægte! Under busken fremdrog han en sten som han havde fundet mens han havde været ude med Jared dagen før. Den var stor og den var flad, så den passede ganske enkelt perfekt til dette. Han snøftede let, da han lagde den foran sig og bare sad og betragtede den som ventede han på, at den ville tale. Hans hænder begyndte stille at ryste, da han lod hånden søge ned i hans kappelomme. Han ville aldrig glemme sin far. Og nu skulle han personligt sørge for, at det ikke var noget som verden ville gøre! Han havde selv læst lidt i sin fars dagbog, så han forstod det hele lidt bedre nu. Ikke noget som han havde fortalt mor, for han havde faktisk været nede i kælderen for at hugge den, bare for at have noget nyt at skulle læse om og nu hvor far ikke var der til at fortælle ham det, så måtte han vel også selv læse sig frem til det? I hans lomme fandt han noget værktøj. Han fik endnu en klar flamme frem i hans hånd og lagde værktøjet over, så varmen nærmest måtte smelte det, så det fik en ganske tydelig spids som i sig selv, kunne være farlig, at skulle lege med. Han var efterhånden stor nok og det var noget som han holdt temmlig godt fast i. Han lagde den varme spids direkte mod den flade side af stenen. Han snittede ind med store og halvvejs flotte bogstaver: FAR. Hvor han derefter bare valgte, at skulle holde en pause igen. Han betragtede stille sit arbejde,s elvom han virkelig bare måtte føle for at græde igen. Han havde hele billedet af manden i hovedet, de gange hvor han havde fået flyveturen igennem luften, at tilbringe tiden sammen med ham alene. Det var alt sammen noget som han kunne mindes om i sine drømme, for det ville aldrig nogensinde ske igen. Han bed sig tydeligt i læben i kampen om, at skulle holde tårerne tilbage, for det var bestemt ikke nemt på nogen som helst måde overhovedet. "Jeg savner dig.." Han lod flammen endnu en gang vise sig i hans hånd for at varme værktøjet op, idet han fortsatte med sit arbejde. Han ville helst gøre det så lydløst, som det var ham menneskelig muligt. Han ville ikke vække mor eller Cecilaya, for hun ville bare ødelægge det hele!
Hvil i fred.. Var det næste som Cedric fik skrevet på sin flotte sten. Han snøftede ganske svagt, idet han tog sig sammen og bare måtte betragte sig af arbejdet som han havde lavet. Det gjorde ham glad et sted. Han ville i alle fald aldrig glemme ham, det var helt sikkert, selvom.. der sikkert var mange andre, som var ag en ganske anden mening, så var det slet ikke noget som han ville lytte til på noget som helst tidspunkt overhovedet. Bare tanken omkring det, var noget som virkelig bare måtte gøre noget så frygtelig ondt. Ganske forsigtigt lagde han værktøjet fra sig og rettede det ganske stille til med sin hånd. Mærkerne på stenen var virkelig varme, selvom det nu ikke var noget som rørte ham det mindste. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at sige sig tilfreds med hans arbejde, dog også selvom det ikke havde taget ham alverdens med tid, så var det vel ikke det vigtigste? Han havde gjort det med en mening og det måtte vel også veje mest? Stenen satte han stille op og tæt ved busken, for det var der at han altid havde været sammen med sin far. Det var der at han altid havde snakket med ham, altid kunne have ham bare en smule for sig selv, og det var han glad for. Tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. Det gjorde virkelig noget så frygtelig voldsomt ondt, at man skulle tro at det var løgn. Cedric ryddet det lille område fuldkommen fri for visne blade og andet som måtte ligge der, for det var i den grad også meningen, at det skulle mnde om en lille gravplads til ham. Han sukkede stille. At skrive fars navn var stadig alt for svært for ham, men han skulle nok få det lært! Han rejste sig, gik hen til deres store hus igen, hvor han forsigtigt rullede et stykke træ hen til stenen og placerede det en meter eller to fra den og graved det til, så han var sikker på, at den ikke ville rulle nogen steder.
Det begyndte at buldre oppe over hans hoved, selvom det virkelig ikke var noget som Cedric ville reagere på lige for øjeblikket. Han var virkelig bare travlt optaget med alt mulig andet, og dette var i den grad også noget som han måtte anse som frygtelig vigtigt. Han vendte blikket op mod den store himmel. Det begyndte at dryppe der også. Det lagde op til regn.. Typisk! Cedric sukkede indvendigt og rystede på hovedet. Han var nødt til at gøre arbejdet færdigt før han ville gå ind, selvom han tydeligt kunne mærke, at det virkelig var med kraftig mangel på energi. Det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var der end ikke nogen som helst tvivl omkring overhovedet. "Jeg elsker dig far.." hviskede han stille, da han endelig havde fået ryddet pladsen helt fri for små sten, grankogler og blade som måtte ligge i mere eller mindre hele haven. Her måtte de bare ikke ligge! Han listede stille hen til mors rosenbuske som voksede lige ved vinduet ind til deres stue og tog et par stykker inden han gik tilbage til pladsen som han havde lavet og lagde dem forsigtigt foran den sten som han havde sat op. Selv der hvor det til en forveksling, måtte minde lidt om et gravsted, så var det så sandelig også meningen. Han gled stille ned og satte sig på træstuppen som stod godt og solidt på pladsen. Det begyndte at styrte ned fra den store himmel, før Cedric fattet modet, rejste sig og hastet indenfor, for at komme op på værelset igen og så i seng. Nu var hans arbejde lavt og gjort og han var tilfreds. Nu kunne han lægge sig og endnu en gang bare prøve på, at skulle græde sig i søvn.
//Out
Kimeya havde lovet ham, at skulle lære ham at kontrollere magien, han havde lovet at prøve, selvom det nu ikke overraskede Cedric, at det var endnu et løfte som ikke kunne holdes. Det var vel bare.. noget som man blev vant til i den anden ende vel? Han kunne virkelig ikke fordrage det. Det var bestemt ikke en tanke som han var særlig glad for i den anden ende. Den skræmte ham faktisk. Han ville aldrig igen.. han ville aldrig stole på en mands ord igen! Han listede sig igennem det mørkelagte hus for at komme ud i haven. Bare det, var virkelig grænseoverskridende for ham, udelukkende på grund af alt det som var sket før i tiden. Jay.. Han ville aldrig nogensinde glemme den mand. Aldrig nogensinde! Cedric bed sig ganske svagt i læben. Mor havde ondt og søster var virkelig bare dummere end det som hun havde været nogensinde før! Det var noget som virkelig bare måtte irritere ham noget så frygteligt i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn! Og dog.. han holdt jo af hende af den grund alligevel. Hun var jo en familie og familie passet på hinanden. Det var bare.. svært når hans kære søster ikke ville forstå, at far aldrig ville komme tilbage igen! Han havde givet livet for at redde mors og det var han jo selvfølgelig glad for, men alligevel.. Han manglede jo stadig sin far, selvom han jo aldrig havde haft det bedste forhold til ham, så var det jo stadig af en betydning. Han sukkede dæmpet. Han var vant til at hans søster blev prioriteret over ham, men dette var virkelig noget ganske andet og noget som han virkelig ikke kunne have!
Ganske forsigtigt gik han igennem det mørke hus. Magien havde han endnu ikke lært, andet end det som mor kunne, så han havde en ganske lille flamme hvilende i hans hånd, så det ikke var helt mørkt. Det var ikke fordi at han var mørkeræd, men selv han tog ingen chancer. Hans barndom var mere eller mindre ødelagt fra før af, så hvorfor ikke bare se at blive voksen nu? Han kunne ikke være et barn for altid og han vidste det jo udmærket godt. Det var bare hårdt, at skulle have været den ene lille de havde, så kom hans kære søster og så blev han puffet ud af billedet. Det var virkelig bare noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt i den anden ende, at det var ganske enkelt utroligt! Han nåede stille til den store dør, som han forsigtigt låste op og gik så ud i den store have som måtte omgive hele det gamle Mansion. Kimeya havde fortalt ham omkring den forhistorie som lå til det, og det var noget som gjorde ham stolt. Ingen kunne komme ind, hvis de ønskede nogen i familien ondt, så han var vel fredet et sted? Det gjorde ham da en smule mere tryg på situationen. Han trak forsigtigt kappen omkring sin egen krop med sin frie hånd, idet han gik de få trappetrin ned og ned på stien. I aften var det faktisk godt koldt, månen var fuld og det blæste en god del, selvom det nu ikke var noget som han ville bide sig mærke i. Han mærkede det dog tydeligt, udelukkende på grund af den ilddæmon som måtte hvile så stærkt i ham. Det var jo.. halve ham. Den side af hans mor som han havde fået med sig.
Cedric bed det bare i sig lige nu. Han følte virkelig bare for at vise sin far det her. At han faktisk var elsket og i den grad også savnet, for han havde hørt Faith græde og hviske hans navn i søvne og om natten, hvor hun sikkert lå i troen på, at hun var alene med det hele. Det var bare ikke tilfældet. "Kom tilbage.." Hans stemme var virkelig ikke noget andet end en hvisken, selvom han var klar over, at den slet ikke ville blive hørt. Han ville alrig komme tilbage. Far var virkelig væk denne gang. Ikke bare at være skilt fra mor, men.. virkelig væk. Han knyttede hænderne stille, så ildkuglen måtte dø ud alligevel. Han snøftede ganske svagt, da tårer igen måtte bane sig vejen ned af hans kinder. Utroligt, at han kunne fortsætte med at græde på denne måde. Det var faktisk pinligt! Han sukkede stille og gik ud i den store have som lå bag det store hus. De store nøgne træer som måtte strække sig over tante Moniqe og onkel Avidans grav, var noget som han måtte tage i blik. Nu ville han selv lave en til Kimeya. Han måtte og skulle ikke glemmes, det var helt sikkert. Det ville mor vel heller ikke? Cecilaya var desværre for lille til at skulle vide hvad der var sket alligevel, så kunne det være, at hun forstod det når hun blev ældre? At far aldrig ville komme tilbage igen? Bare tanken var som at stikke sig selv i brystet. Han havde endelig fået et godt forhold til den mand og så var han bare blevet revet væk fra ham på den måde. Det var bestemt ikke en tanke som han var glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet.
Den iskolde vind var bare mere hård og brutal mod Cedric, selvom han virkelig bare måtte bide det i sig lige for nu. Det andet ville virkelig heller ikke hjælpe ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Han gled forsigtigt ned ved en af de mange buske. Han havde været ude meget i det sidste faktisk, selvom han vidste, at det var noget som Faith kendte til. Jared tog ham som oftest med ud, selvom det virkelig ikke hjalp det mindste på hans spisevaner, for han var virkelig ikke sulten når det kom til stykket. Selvfølgelig, var det noget som selv måtte bekymre ham, men han kunne altså ikke spise, når han ikke var sulten, der var virkelig ikke mere, at skulle gøre ved det. "Kom hjem.." gentog han stille. Han kæmpet selv med sine tårer nu. Han ville virkelig ikke vise sig som svag og sidde og græde foran nogen andre, det var simpelthen noget som han bare måtte nægte! Under busken fremdrog han en sten som han havde fundet mens han havde været ude med Jared dagen før. Den var stor og den var flad, så den passede ganske enkelt perfekt til dette. Han snøftede let, da han lagde den foran sig og bare sad og betragtede den som ventede han på, at den ville tale. Hans hænder begyndte stille at ryste, da han lod hånden søge ned i hans kappelomme. Han ville aldrig glemme sin far. Og nu skulle han personligt sørge for, at det ikke var noget som verden ville gøre! Han havde selv læst lidt i sin fars dagbog, så han forstod det hele lidt bedre nu. Ikke noget som han havde fortalt mor, for han havde faktisk været nede i kælderen for at hugge den, bare for at have noget nyt at skulle læse om og nu hvor far ikke var der til at fortælle ham det, så måtte han vel også selv læse sig frem til det? I hans lomme fandt han noget værktøj. Han fik endnu en klar flamme frem i hans hånd og lagde værktøjet over, så varmen nærmest måtte smelte det, så det fik en ganske tydelig spids som i sig selv, kunne være farlig, at skulle lege med. Han var efterhånden stor nok og det var noget som han holdt temmlig godt fast i. Han lagde den varme spids direkte mod den flade side af stenen. Han snittede ind med store og halvvejs flotte bogstaver: FAR. Hvor han derefter bare valgte, at skulle holde en pause igen. Han betragtede stille sit arbejde,s elvom han virkelig bare måtte føle for at græde igen. Han havde hele billedet af manden i hovedet, de gange hvor han havde fået flyveturen igennem luften, at tilbringe tiden sammen med ham alene. Det var alt sammen noget som han kunne mindes om i sine drømme, for det ville aldrig nogensinde ske igen. Han bed sig tydeligt i læben i kampen om, at skulle holde tårerne tilbage, for det var bestemt ikke nemt på nogen som helst måde overhovedet. "Jeg savner dig.." Han lod flammen endnu en gang vise sig i hans hånd for at varme værktøjet op, idet han fortsatte med sit arbejde. Han ville helst gøre det så lydløst, som det var ham menneskelig muligt. Han ville ikke vække mor eller Cecilaya, for hun ville bare ødelægge det hele!
Hvil i fred.. Var det næste som Cedric fik skrevet på sin flotte sten. Han snøftede ganske svagt, idet han tog sig sammen og bare måtte betragte sig af arbejdet som han havde lavet. Det gjorde ham glad et sted. Han ville i alle fald aldrig glemme ham, det var helt sikkert, selvom.. der sikkert var mange andre, som var ag en ganske anden mening, så var det slet ikke noget som han ville lytte til på noget som helst tidspunkt overhovedet. Bare tanken omkring det, var noget som virkelig bare måtte gøre noget så frygtelig ondt. Ganske forsigtigt lagde han værktøjet fra sig og rettede det ganske stille til med sin hånd. Mærkerne på stenen var virkelig varme, selvom det nu ikke var noget som rørte ham det mindste. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at sige sig tilfreds med hans arbejde, dog også selvom det ikke havde taget ham alverdens med tid, så var det vel ikke det vigtigste? Han havde gjort det med en mening og det måtte vel også veje mest? Stenen satte han stille op og tæt ved busken, for det var der at han altid havde været sammen med sin far. Det var der at han altid havde snakket med ham, altid kunne have ham bare en smule for sig selv, og det var han glad for. Tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. Det gjorde virkelig noget så frygtelig voldsomt ondt, at man skulle tro at det var løgn. Cedric ryddet det lille område fuldkommen fri for visne blade og andet som måtte ligge der, for det var i den grad også meningen, at det skulle mnde om en lille gravplads til ham. Han sukkede stille. At skrive fars navn var stadig alt for svært for ham, men han skulle nok få det lært! Han rejste sig, gik hen til deres store hus igen, hvor han forsigtigt rullede et stykke træ hen til stenen og placerede det en meter eller to fra den og graved det til, så han var sikker på, at den ikke ville rulle nogen steder.
Det begyndte at buldre oppe over hans hoved, selvom det virkelig ikke var noget som Cedric ville reagere på lige for øjeblikket. Han var virkelig bare travlt optaget med alt mulig andet, og dette var i den grad også noget som han måtte anse som frygtelig vigtigt. Han vendte blikket op mod den store himmel. Det begyndte at dryppe der også. Det lagde op til regn.. Typisk! Cedric sukkede indvendigt og rystede på hovedet. Han var nødt til at gøre arbejdet færdigt før han ville gå ind, selvom han tydeligt kunne mærke, at det virkelig var med kraftig mangel på energi. Det var virkelig noget af det værste ved det hele, det var der end ikke nogen som helst tvivl omkring overhovedet. "Jeg elsker dig far.." hviskede han stille, da han endelig havde fået ryddet pladsen helt fri for små sten, grankogler og blade som måtte ligge i mere eller mindre hele haven. Her måtte de bare ikke ligge! Han listede stille hen til mors rosenbuske som voksede lige ved vinduet ind til deres stue og tog et par stykker inden han gik tilbage til pladsen som han havde lavet og lagde dem forsigtigt foran den sten som han havde sat op. Selv der hvor det til en forveksling, måtte minde lidt om et gravsted, så var det så sandelig også meningen. Han gled stille ned og satte sig på træstuppen som stod godt og solidt på pladsen. Det begyndte at styrte ned fra den store himmel, før Cedric fattet modet, rejste sig og hastet indenfor, for at komme op på værelset igen og så i seng. Nu var hans arbejde lavt og gjort og han var tilfreds. Nu kunne han lægge sig og endnu en gang bare prøve på, at skulle græde sig i søvn.
//Out
