Surprise after surprise…

[Silia D. Diamaqima]

Måske at Derick ikke så på hende som svag, men I virkeligheden var det jo hvad hun var, hun vidste at hun var sårbar, måske at hun et sted selv gjorde sig til det, hun hadede bare aqt hvile I sengen ude af stand til at gøre noget som helst, end ikke tage vare på hendes egne børn, selv det måtte hun havde Jared til, hun værdsatte virkelig den hjælp som hendes nærer gav hende, og det var virkelig kun blevet bedre af at sidde og tale med Derick nu, det gik kun op for hende mere og mere for hvert sekund, hvor meget hun I virkeligheden havde savnet ham! Sevom hun lå her og var forbandet ynkelig så vidste hun jo at det at give op ikke ville være en mulighed, fro det første forbød hendes stolthed hende at give op, desuden var der andre som behøvede hende også selvom Kimeya var væk, bare tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, det hele så stadig forbandet stort ud hun vidste ikke hvordan hun skulle klare sig uden. Billedet af ham der lå og krampede på gulvet for øjnene af hende, at se hvordan hans kolde hjerte blev smeltet af hendes største styrke, det hjemsøgte hende virkelig, sørgede for at det ej heller var megen søvn som hun måtte få. Blikket hvilede stille mod Derick, han lignede stadig ikke sig selv, mens hans stemme og hans varme var nøjagtig det samme, hun holdte af ham og selvom han havde vagt hende fra var hun faktisk for en gangs skyld I stands til at tilgive, ikke mindst fordi at hun ville have valgt det samme som han gjorde, hun ville også have valgt Kimeya frem for alt andet, og før eller siden ville det gå op for en at ikke alle valg man tog var de rigtige, bedre sent end aldrig vel? Hun bebrejdede ham virkelig intet, hun havde klaret sig udelukkende ved at være den stærke kvinde, den som var forfaldet nu og som hun hadede så forbandet meget! Moniqe derimod havde haft det sværere, hendes år var ikke nemme og hun kunne have brugt en ven foruden hendes elskede Avidan og hende selv. Nu hvor eliksiren begyndte at hjælpe en smule, satte hun sig forsigtrigt op, skubbede puderne bag ryggen. Det var dejligt at få lidt blod til hovedet, desuden var hendes nakke, skuldre og ryg komplet smadret efter ikke at have gjort andet end at hvile her. Hendes bevægelser var yderst forsigtige, hun kunne føle det stramme et I ryggen og skam også skære lidt, men det var da lige til at holde ud. Næsten lettet nede hun sig tilbage, lod hænderne foldes I skødet “Herligt” mumlede hun yderst veltilfreds. Et lille smil måtte atter hvile over hendes rosa læber “Det er jeg gad for, Derick. Det betyder meget og jeg er glad for at du er tilbage” tilføjede hun med en ærlig tone. Det var rart at have ham her igen, der var der ingen tvivl om, nu var hun bare nysgerrig på hvorfor og hvordan, havde Nathaniel at gøre med dette? Eler havde han aldrig været død? Hans forsøg på at opmundre hende virkede slet ikke, og dog så fordi det var ord fra hans læber så kunne hun godt føle det lille spirrende håb, hun måtte vel stole på ham? “Du har ret Derick.. men den kvinde jeg var dengang var en som blev respekteret, det var den kvinde Kimeya forelskede sig i.. Med de ting jeg har været igennem så er jeg bare ikke sikker på jeg kommer på benene igen..” det lignede hende slet ikke at være så forbandet opgivende, stoltheden var knækket og det samme var hendes forbistrede stædighed, nøjagtig som Kimeya altid havde ønsket sig, men var det I virkeligheden dette han havde håbet på? Der var ikke lys for enden af tunellen, hun skulle ikke hvile I hendes favn, og alle vidste at hun nægtede og fandt det umuligt at sove når hun lå der I sengen alene, og selvom Jared virkelig forsøgte så vidste hun også at det var forkert, at han selv burde havde blot en smule frihed. At han troede på hende var dog en lille hjæp, han havde jo ret, styrken å der et sted men hvem skulle vække den? Blikekt gled mod hendes fugtige hænder der stillede trillede tommelfingrer “Jeg har fundet styrken I de ting jeg hart gjort.. Når jeg har gjort noget som har gjort andre stolte, ikke at det sker tit men det hænder da.. Men der og da har jeg været stærk, men nu kan jeg ikke holde fast længere, det glider mellem mine fingrer som sand” endte hun stille, lod fingrende spredes som for at gøre det klart I billedsprog også, der var ingen kontrol sådan var det bare. Intet ville ændre de følelser man bar for en person hvis de blot var stærke nok, den havde Faith oplevet, også selvom flere havde forsøgt at splitte dem, selvom selv Nathaniel uttalige gange bad hende om at give ham det endelige farvel, hun kunne ikke, hun elskede ham og hun var sikker på at det også var sådan Derick havde haft det med Denjarna. Hun trak svagt på skuldrene, lod igen blikket falde I hans “Det har du ret i. Kærlighed koster.. Man må tage nogen valg.. Det nemmeste havde været at leve livet alene” konkluderede hun med halvhjertet tone, hun ville ikke lyste at æeve alene, Kimeya havde uanset hvad lært hende så forbandet meget og hun var ham evig taknemmelig. Hun bed sig fast I læben “Jeg kan og vil ikke glemme ham, jeg elsker ham Derick jeg forstår bare ikke hvorfor det aldrig bliver nemmere!” udbrød hun nærmest fustreret. Tårerne viste sig I øjenkrogen, hun hadede at sidde og græde og hun havde bestemt heller ikke tænkt sig at gøre det nu! “Jeg mener.. Jeg skal opfostre to børn alene, jeg skal ligge alene hver eneste aften I den seng, mindes ham.. Det er bare ikke retfærdigt, desuden.. Jeg er ikke født med et modergen” påpegede hun. Det var end ikke løgn, hun var ikke specielt moderlig hvad end hun ville det eller ej, der var en grudn til at der var gået så mange år før de rent faktisk havde fået børn. AT Derick var ked af det over tabet af Moniqe var mere end blot tydeligt, det gjorde det langt fra bedre, Kimeya begik en fejl, men det var Moniqe selv der havde fået sig slået ihjel ved at være så forbandet naiv! Også selvom det stadig gjorde ondt, hun savnede den kvinde til ukendelighed. Faith lod læberne skiltes da hun skulle til at sige ham imod, også selvom hans sidste ord stoppede hende øjeblikketligt. Alt farve forsvandt fra hendes kinder og øjnene blev store.. Denjarna havde været en veninde af hende og han havde været forelsket I hendes mor?! Hjertet hamrede en smule hurtigere “Du.. Var forelsket I Elanya?” spurgte hun med en tydelig overrasket tone. Hun kaldte hende ikke for mor, det havde hun aldrig gjort og det ville hun nok aldrig gøre, der var det Camille, men hvordan hun skulle reagere på lige dette, det vidste hun ikke, specielt fordi hun kendte mange skjulte ting som han ikke havde en idé om? Blikket ged mod ham yderst spørgende, her ville hun have svar!

[Deleted]

Derick vidste at Faith var en stolt kvinde, og at hun ikke gad, at have medlidenhed, men han var hendes ven, og hvordan skulle han ikke andet end at få ondt af hende? Om hun ville det eller ej, så kunne han ikke lade vær med at få medlidenhed med hende, også fordi han vidste hvordan det var at miste. Han havde selv mistet så mange i hans liv, og han havde selv mistet sin store kærlighed, selvom han faktisk var begyndt at tvivle på, hvem der faktisk havde været hans store kærlighed. Han havde jo også haft følelser for Elanya, ligesom han havde for Denjarna, og et sted havde han vel bare valgt Denjarna, fordi Elanya havde valgt at gifte sig med David? Men det var vel fortid nu? Han anede ikke engang hvad han følte for nogen mere, foruden at han vidste at han havde savnet sine gamle venner! Og det kunne han tydeligt mærke, nu hvor han var hos Faith igen. Den første som han havde opsøgt. Han kunne tydeligt huske deres møder, og de kunne ikke andet end at få ham til at smile, ligesom med hendes søster Moniqe, den tøs havde han også savnet, og det så ud til at han ikke ville få det savn formindsket, for nu var hun borte, så havde han blot mistet hende endnu engang. I det mindste havde han endnu Faith, for hvis han ikke havde haft nogen fra den familie, så vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre, så var det jo et helt spild at komme tilbage til jorden! Han så forsigtigt til, som hun valgte at sætte sig op, og han var skam parat til at hjælpe hende, hvis det var det som hun havde brug for, skønt han vidste at hun var stædig og ville selv. Han smilede et skævt smil, som hun kom op at sidde. ”Er det bedre?” spurgte han roligt, som han hentydede til, om hans smertestillende havde virket, han var jo et sted endnu ny indenfor faget som Alkymist, skønt han dog havde studeret i flere år, men stadig, det havde aldrig været rigtigt, eftersom han aldrig havde gjort noget stort, ikke endnu i hvert fald, så han skulle lige gang med det praktiske, i stedet for at sidde og læse om det. ”Jeg er også glad for at være tilbage,” svarede han sandfærdigt, og sendte hende et muntert smil. Han var glad for at være i Faiths selskab igen. Selv hun havde altid formået at få ham til at smile.
Derick kunne tydeligt se på hende, at hendes stolthed og stædighed var knækket, hun var jo helt opgivende, hun var slet ikke den samme gamle fyrige Faith, som han havde kendt. Det gjorde faktisk ondt at se på. Hun havde altid holdt modet oppe, men hun måtte jo have været igennem en masse ondt og slemt, som nu var grunden til at hun var knækket. Tabet af Kimeya måtte jo blot være prikken over i’et. Han sukkede ganske svagt. ”Jeg forstår udmærket din sørgmodighed, min kære, og selvom det er hårdt at miste den man elsker, så.. nytter det bare ikke at give op Faith! Jeg vil ikke have du giver op, det tillader jeg simpelthen ikke! Du har altid været stærk, og jeg ved at den styrke endnu er inde i dig! Du føler at din glød er væk, men det er kun fordi den skal tændes igen,” svarede han stilfærdigt. Han ville ikke sidde og se på, imens hun blev trukket ned i det mørke dyb, nej han ville sgu hjælpe hende op inden hun kom så langt! Han holdt jo af hende. Han ville være der for hende og hjælpe hende, og længere var den ikke! Hun måtte ikke give op, og det skulle skam heller ikke ske, skønt hun var så sårbar og knust i øjeblikket, men han kendte jo til det. Derick rystede svagt på hovedet. ”Ingen fortjener at leve alene Faith. Ingen,” sagde han med en svag hovedrysten. Og hun fortjente bestemt ikke at være alene! Han lagde en hånd over hendes hænder, og han gav dem et blidt klem, imens han smilede et lettere opmuntrende smil til hende. ”Det er hårdt, jeg ved det, og jeg beder dig ikke om at komme over Kimeya, for det ved jeg er umuligt, men.. man kan sagtens savne folk uden at være knust.” Hans mørke fjernede sig ikke fra hendes smaragdgrønne. Han så på hende med milde øjne, og kunne se hvordan hendes tårer pressede sig på, men stædigheden hvilede endnu i hende, for han vidste at hun ikke ville sidde og græde foran ham, det ville hun ikke foran nogen! ”Der er meget der ikke er retfærdigt i livet Faith, og det er ikke retfærdigt over for dine børn, hvis du ikke tager dig sammen! Du får tid til at komme dig, og jeg skal nok hjælpe dig på benene igen, og så må vi tage den derfra,” svarede han stilfærdigt og så ganske bestemt på hende, for der var intet at komme og diskutere efter! Han ville ikke stå på sidelinjen og se på, imens hun forsvandt i sit eget mørke!
Derick vendte de mørke øjne mod Faith, som hun nævnte Elanya. Hans blik blev en smule tomt. Han vidste at Elanya var hendes mor, og tanken forvirrede ham stadig. Han bed tænderne sammen, og tænkte så det bragede. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, for han vidste jo også at Denjarna havde været en nær veninde af Faith. Men han ville heller ikke stå og lyve! Han nikkede derfor ganske langsomt. ”Jeg er forvirret Faith. Mine følelser for Elanya og Denjarna har altid forvirret mig! Og jeg..” Han sukkede svagt, ”jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg holder stadig af Elanya, og nu hvor Denjarna er væk, så …” Han rystede blot på hovedet som svar. Han var lettere fortabt, når det kom til hans eget kærlighedsliv. Denjarna var jo død og borte.

[Silia D. Diamaqima]

Det at være tvunget til at ligge hjælpeløs I sengen det var virkelig slet ikke hende! Det var tydeligt at hun allerede nu virkelig matte føle sig plaget af at skulle ligge der, og kun med sorgen i sindet. Hun burde trøste hendes unger, også selvom Cecilaya ikke ligefrem var plaget af tabet, hun levede jo stadig i den stædige tro om at hendes far ville komme hjem, hverken hende selv eller Cedric kunne holde ud at høre mere om det nu, det gjorde virkelig for ondt. De gange hvor hendes søn sad herinde.. Hun kunne se hvor tynd han var blevet, sorgen stod direkte malet i hans blik og det gjorde ondt på selv hende, så snart hun ville være i stand til at komme op af sengen, ville hun tage sig af det, men ligenu ville hun gøre som hun havde gjort i næsten 2 uger. Blikket betragtede Derick indgående.. han havde forandret sig forbandet meget siden sidst hun så ham, om det havde med Denjarna at gøre, var det som hun et sted måtte spørge sig selv om. Hende og Kimeya havde skabt en historie, men hvad var der egentlig blevet af dem, efter at han havde valgt at følge kærlighedens spor frem for noget andet? Hvor var Denjarna nu? At dømme efter hans udsagn til nu, så var hun gået bort for længst, en tanke som i sig selv måtte gøre hende ondt, tanken om at så mange der mistede for tiden, specielt på grund af Jaqia, det gjorde hende direkte vre,d specielt fordi hende og den dvasianske dronning netop var begyndt at skulle få det som måtte minde om et samarbejde, hvori had ikke var en del af det. Så meget for den tillid! Hænderne fumlede stille med hinanden, frugtige som de måtte være, det sved ikke længere så forbandet meget i ryggen, og det var behageligt bare det at skulle være i stand til at sidde op, hun følte sig virkelig ør i ikke kun hovedet, men i den grad også i kroppen. Dagen havde været så forbandet mørk i det som måtte føles som en mindre evighed, men nu hvor Derick var her, så følte hun selv hvordan humøret betydeligt var løftet, hvilken glædelig overraskelse, hun havde jo troet at han var død?! Det var hvad rygterne sagde, det var endnu en grund til ikke at lytte til det! Fortiden betød intet, ikke så længe han var her nu, og han havde i den grad også været savnet, kommet som kaldet? En engel som sendt fra himlen. Hun gjorde et lille træk i munvien, noget som kunne minde om et lille smil, inden hun erkendende måtte nikke ”Meget bedre” svarede hun kortfattet, dog ærligt, det gjorde ikke længere så ondt. Men selvom smerten i ryggen var forsvundet, så var der desværre intet han kunne gøre ved hendes hjerte, og det var virkelig det værste, det gjorde hende mere opgivende end nogensinde før, Faith var væk, stoltheden var blevet taget fra hende, og uden hun havde haft en chance, og for hendes del var det intet mindre end direkte pinligt at stå foran Derick på den her måde! Han som kun kendte den store stolthed og stædighed som som så mange andre.
Næsten fustreret slog hun hovedet ind i væggen, hun vidste jo at han havde ret, det skræmte hende selv at være så opgivende som hun var ”Jeg værdsætter din tillid til mig, Derick, det gør jeg.. Men desværre er det ikke så nemt. Ser du.. Når jeg siger at flammen dør ud, så mener jeg i bogstavelig forstand, jeg har ikke følt det, men jeg ved det. Snart vil min krop være kold som is, og så er jeg uanset ikke til nogen gavn, jeg håber blot at mine børn er nok til at holde gang i det brændende hjerte” øjnene var stadig tårerfyldte, det var sandheden. Når en ild dæmon mistede sin flamme, så ville det være direkte dræbende, heller ikke en tanke hun ligefrem brød sig om. Som hans hænder lagde sig over hendes, tog hun dem stille i hendes egne, og med det tydeligt bekymrede blik. Han forsøgte og det var pointen, men han forstod det ikke.. Ingen ville forstå det, Kimeya var halve af hendes liv ”Jeg er glad for at have dig tilbage, Derick” gentog hun med tydeligt ærlighed, og dog så var det også fordi hun ikke ønskede at forsøge at give ham en forklaring på hvorfor hun ville være knust til den dag hun selv ville gå bort, det var for hårdt at snakke om. Stædigheden var der i den grad, hun ville ikke græde, ikke foran ham, ikke foran nogen, helt væk var hun dog heller ikke. Ganske blidt gav hun hans hænder et klem, og nikkede blot lettere fraværende ”Okay” det var tydeligt at hun sprang over hvor gærdet var lavets, at hun ikke havde lyst til at diskutere, også selvom hun på ingen måde lod til at være enig. Hun var en ligeså forfærdelig mor, som hun havde været Kimeya’s kone, det eneste hun var god til, var hendes arbejde som leder, hun kunne slå ihjel, finde de små veje, men hun kunne end ikke være en del af hendes egen familie, og ligenu var motivationen til det også væk, måske hårdt sagt men ganske ærligt. Det var tydeligt at hun lyttede langt mere efter nu hvor hendes mor var blevet bragt på banen. Tanken om at en af hendes mest nærer venner havde nærret følelser for hendes mor, det var virkelig forvirrende, og noget som lige skulle slås ind i skallen på hende. Hun stod med store øjne, ikke bebrejdende, nok mere nysgerrige ”Elanya er død, kære.. Følelser er ukontrolleret, forvirringen vil aldrig holde op, tro mig, jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe, men end ikke jeg er den perfekte at spørge der, jeg kunne end ikke holde mig gift for mere end et årti” påpegede hun med et dybt suk der brød hendes læber. Igen forbandet opgivende!

[Deleted]

Det gjorde ondt at se Faith på den måde, at se den stolte kvinde være helt knækket, men Derick kendte følelsen, han havde selv mistet sin elskede, og han havde mistet hende hele to gange, og nu var hun så væk for evigt. Han burde bedre end nogen anden vide hvordan Faith havde det i øjeblikket. Hun havde mistet Kimeya, den mand hun havde elsket højest, så han forstod den smerte hun måtte sidde inde med, og det gjorde ondt! Men han ønskede ikke at det skulle gøre hende kold og tom, hun havde brug for nogle omkring sig, så han ville selvfølgelig være der for hende, som den ven han aldrig havde været for hende før, fordi han havde valgt at isolere sig. Han var sikker på at hun nok skulle blive god igen! Og hvem vidste, måske tiden ville komme med overraskelser? Det gjorde den jo altid. Han betragtede hendes hænder, som hun sad og fumlede med, hvilket fik ham til at trække ganske svagt på mundvigen. Han lagde beroligende sin ene hånd over hendes hænder, inden han klemte blidt omkring dem. Han havde nok forandret sig udseendemæssigt, og også en del personlighedsmæssigt, men over for sine gamle venner ville han altid være den samme gamle Derick, når det kom til stykket! "Det var godt," svarede han stilfærdigt. Det var altid noget at medicinen havde virket, at hun var blevet mere frisk i kroppen, skønt han vidste at hendes knuste hjerte ikke ligefrem ville blive healet med det samme. Han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. "Jeg vil altid være der for dig Faith, uanset hvad der sker," sagde han bestemt og stilfærdigt. Der var ikke andet end ærlighed i hans ord, for denne gang ville han ikke isolere sig fra sine venner! Denne gang ville han hjælpe dem, og det så ud til at han var kommet på et godt tidspunkt, for hun så da ud til at kunne bruge hans hjælp, og den skulle hun få! Uanset hvor knust hun var, uanset hvor ynkelig hun følte sig, uanset hvor svag hun følte sig, så ville hun altid være den stærke og stolte ilddæmon i hans øjne! Og hun skulle nok finde sig selv frem igen, men der skulle tid til, og hun fik lov til at bruge al den tid som hun ønskede sig.
Derick kom næsten halvt op at stå, som hun slog hovedet ind i væggen. "Hov hov, nu ikke skad dig selv!" Han havde altid været overbeskyttende, det kunne han ikke komme udenom. Han vidste at hun var knust, at hun savnede Kimeya, og han forstod faktisk godt at hendes indre flamme var ved at dø ud. Han lagde roligt en finger over hendes læber, for at få hende til at tie. "Shh.." tyssede han blidt på hende, inden han tog plads ligeved siden af hende, for at lægge en arm omkring hende. Hun var ked af det, og han vidste at hun var for stolt til at lade dem falde, men han måtte indrømme at det faktisk ville glæde ham, hvis hun valgte at græde, det bedste var trods alt at komme ud med det hele. Han strøg hende roligt over armene, imens han smilede mildt. "Nok er jeg ikke ilddæmon Faith, men jeg forstår skam godt at din flamme er ved at dø ud. Men jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du siger, jeg lader dig skam ikke dø, jeg lader dig skam ikke drukne op i din hjertesorg, uanset hvor meget du savner Kimeya, uanset hvor meget fortabt du føler dig uden ham. Og tro mig, jeg kender kun følelsen alt for godt," svarede han stilfærdigt. Han var skam selv stædig! Han lod hende ikke bare sidde der helt alene, så hun kunne lade sin flamme gå ud! Det tillod han simpelthen ikke! Han smilede til hendes ord. "Jeg er glad for at være tilbage," svarede han stilfærdigt, inden han kyssede hendes hår. Hans lille rødtop! Hende ville han altid holde af! At hun tog hans hænder i hendes og gav dem et klem, fik ham kun til at smile, og han gengældte blidt klemmet. Han vidste at hun ikke var enig med ham, og på det punkt blev de nok aldrig enige, hvilket et sted måtte more ham. Smilet falmede dog, som de kom ind på Elanya. Det forvirrede faktisk ham at Elanya var mor til Faith, især når han havde været venner med dem begge og været forelsket i Elanya. Han vendte roligt blikket mod hende og rystede ganske let på hovedet. "Elanya er ikke død, Faith, hun er blevet genoplivet," svarede han stilfærdigt, det var vel også en af grundene til at han selv var tilbage? "Nej, du er jo også lidt rebelsk og fyrrig," svarede han drillende, inden han slap en munter latter. Han nægtede at tro på, at hun var så forfærdelig som mor og kone!

[Silia D. Diamaqima]

Faith kastede blikket ud af vinduet. Det så ud til at være overskyet, vejret var ikke noget som hun som sådan lod sig mærke af for tiden, hun lå jo her i sengen hvad end regnen måtte falde, eller solen stod højt på himlen, hun måtte erkende at hun var ved at blive absolut sindssyg. Hun var en stolt kvinde, og det vidste alle, nu var hun tvunget i sengen, ude af stand til at tage vare på hendes egen familie, men lysten til bare at grave sig ned og gøre det slut, også selvom der intet stolthed var i det overhovedet. Hun bed sig en smule i læben, det var ikke fordi hun ikke var taknemmelig for at han var kommet, hun nød tanken om ikke at være glemt, at der rent faktisk også var gamle venner derude der huskede hende for noget godt, frem for at dømme hende på grund af hendes blinde forelskelse i Kimeya, tanken om at hun var gået med til at få børn og nu stod alene med dem, hun var end ikke en leder mere, man kunne vel roligt sige at det hele var en facade? Lysten til at være hjemme ved hendes familie var langt større end lysten til at arbejde som en hest, den var bare blevet vigtig, udelukkende fordi folk anerkendte hende for det arbejde hun gjorde, folk så på hende som stærk, visse frygtede hende endda, og sidst nogen havde frytet hende, var tilbage til dengang inden Derick overhovedet var forsvundet, efter deres samtale hvorefter hun havde forsøgt mord på hendes egen søster, ikke noget som kunne falde hende ind den dag idag. Hun sendte ham et prøvende smil, da hans hænder trøstende endte over hendes egne nervøse, hun værdsatte virkelig at have en ven som ham, også selvom hun ikke var specilt god til at vise det i øjeblikket, hun savnede ham virkelig, det var utroligt som den mand skulle hjemsøge hende, selv når han ikke var der! Utroligt hvordan han stadig kunne få hende til at smelte, til at være rasende og trist, selvom han ikke var der til hverken at give hende ord eller kærtegn, de var jo end ikke sammen da han døde! Selvom Faith hurtigt kunne konkludere at han havde ændret sig udseendemæssigt, så gengældte hun hans varme person, hun huskede tydeligt hvor hurtigt han egentlig vandt hendes tillid dengang, men okay dengang havde hun også været ung og naiv, han var en af de få som ikke havde misbrugt det. Stille tog hun imod hans kys, hun lod den ene hånd lukke hans inde mellem hendes, og klappede let på hans håndryg ”Jeg har virkelig savnet dig, Derick” endte hun med svag tone, dog tydeligvis ærligt. Hun havde glemt hvor hurtigt han formåede at aflede hendes tanker, og hvordan hans smil gjorde hende rolig, ikke fordi der lå noget i det, det var jo det samme med Nathaniel, de var bare tætte på hende, intet andet.
Det rørte hende ikke at slå hovedet mod væggen, man kunne vel kalde det ren fustration? Faith fulgte ham med blikket. Overbeskyttende havde han altid været, selv overfor hende som nok kunne klare sig selv bedre, end det som han var i stand til, den tanke morede hende kun ”Det er lidt for sent” det var nemt at være sammen med ham og bare snakke, smilet var mere naturligt, det var tydeligt at hun slappede mere af, også fordi hun faktisk kunne få lov at snakke ud, og sammentidig få lov at glemme sorgen lidt. Ganske blidt faldt Faith ind i hans favn, hovedet hvilede mod hans skulder, han var der og det var faktisk rart at føle og fornemme. Tårerne holde hun tilbage, det lå bare ikke til hende at lade dem falde. Smilet bredte sig en smule i takt med hans ord, det var alt sammen meget sødt af ham, men det var desværre ikke noget der kunne forhindres ”Og tydeligvis ved du heller ikke meget om min slags, Derick. Jeg er glad for at du prøver, og det betyder skam alverden at du er villig til at gøre noget.. Men Kimeya var den der antændte min flamme.. Før ham var jeg stærk, men ikke noget der kan måle sig med det der skete den aften.. jeg føler mig ikke bare fortabt, uden ham dør flammen ud, det er ikke noget der kan forhindres, foruden hvis noget andet, eller nogen sætter gang i ilden” fortalte hun med en svag tone. Blikket stirrede lettere fraværende mod væggen foran dem. Stilheden lagde sig i adskillige minutter, hun lyttede end ikke ved hans første ord, det var først da han nævnte Elanya, at hun direkte måtte lade blikket falde mod ham ”Hun er i live?” øjnene var store, nu måtte den tidligere leder træde en smule frem igen, hvis hendes mor var i live.. Og Derick var forelsket i hende? Det var virkelig underligt, eftersom hun altid havde hadet Elanya, til for et par åtier siden vel og mærke. Hans sidste ord gik direkte forbi hende. Tankerne kredsede sig udelukkende omkring Elanya, hvor pokker var hun nu?

[Deleted]

Derick holdt utrolig meget af Faith, det havde han altid gjort, de havde været venner i utrolig mange år, og han nægtede simpelthen at stå og se passivt til, imens hun døde ud. Om hun troede det eller ej, så forstod han hende faktisk godt. Hun havde mistet Kimeya, den mand hun elskede mere end noget andet, det havde han jo også selv prøvet, og ikke nok med, så havde han endda prøvet at miste sin elskede til en anden mand, fordi han selv havde været leder af vampyrerne dengang. Men nu var det hele forbi, Denjarna var væk, han var tilbage på Jorden, så meget der havde forandret sig, og dog, noget var faktisk endnu ved det gamle. Det var utrolig så meget man kunne miste på et splitsekund, så meget som kunne gå forbi ens næse. Men han gad ikke at sidde og tænke på sig selv i øjeblikket, han var kommet for Faiths skyld, for han havde forhørt sig lidt, og i det mindste lignede landet da sig selv, fra dengang han selv havde boet her, men folk var ikke lige så 'venligsindet' som dengang, førhen havde der været bare en lille smule høflighed og respekt for andre af mørkets væsner, men nu.. var Dvasias blevet et egoistisk land, en skam. Han var bare glad for at Faith endnu var den samme, og selv hun var knust og ved at svinde ind til det rene ingenting, men det.. kunne han bare ikke lade ske! Han kunne ikke lade hende drukne op i hendes egen hjertesorg, han.. kunne bare ikke. Hun betød utrolig meget for ham, hun havde altid været som en familie for ham, og han ønskede ikke at det skulle ændre sig, og han måtte indrømme at han var ved at blive træt af at miste folk omkring ham hele tiden! Derfor kunne han ikke tillade at miste Faith! Han klemte blidt omkring hendes hænder, blot for at vise at han var der for hende, at han ikke ville slippe hende, som han havde gjort, da han havde isoleret sig med Denjarna, og havde det været en fejl? Han var i hvert fald tilbage nu, og han nu hvor én af hans ældste venner var i vanskeligheder, så ville han også være der for hende, noget som til gengæld havde ramt ham hårdt, måtte være Moniqes død. Den smilende tøs kunne han ikke andet end at savne, og derfor kunne han heller ikke lade Faith miste flammen, for til sidst at dø ud. Han smilede let for sig selv, som hun tog hans ene hånd ind mellem hendes og gav hans håndryg et blidt klap. Han vendte roligt de mørke øjne mod hende igen. "I lige måde, Faith! I lige måde.." Han havde altid kunnet hygge og more sig med Faith, men hun havde jo været leder ligesom ham selv, så det var jo ikke fordi de havde set så meget til hinanden, så vidt han kunne huske, så var det faktisk Moniqe som han havde set mest til. Uanset hvad, så holdt han af dem begge to, og Moniqe ville blive husket! Medmindre.. kunne han ændre på det? Kunne han få hende tilbage? Han turde et sted ikke at håbe, for han var bange for at det i så fald ville fejle og så ville han blot blive skuffet. Han strøg hende blidt over håret, som hun lænede sig ind mod ham og lagde hovedet mod hans skulder. Han kunne tydeligt mærke at hun var blevet mere rolig, og han håbede da at det smertestillende ville holde i lang tid. Nok holdt Derick ufattelig meget af Faith, men det var jo ikke ensbetydende at han var forelsket i hende, skønt man måske kunne misforstå sådan som de sad? Uanset, så havde hun altid været som en søster for ham, familie, og han havde virkelig savnet hende! Han nikkede ganske roligt til hendes ord. Kimeya var hendes flamme, det forstod han udmærket godt, så han forstod godt at hun savnede ham, at hun manglede ham, og det at hun havde mistet en vigtig del af sig selv. Han strøg beroligende sin hånd ned langs hendes arm, hvor han selv betragtede væggen overfor dem. "Så må du bare finde flammen i nogen eller noget andet," svarede han stille. Han havde ikke regnet med at hun vidste at Elanya var i live, for det var vel mere eller mindre kun ham? Og så dem der havde genoplivet hende, hvilket havde været hendes egen søn, Gabriel, som nu selv var død. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. "Ja, hun er i live," svarede han stilfærdigt. Og hvordan skulle han dog overhovedet finde hende? Hun kunne være hvor som helst. Derick vendte ganske roligt blikket mod hende, som hun blev så stille pludselig. "Noget galt, Faith?" spurgte han forsigtigt.