Surprise after surprise…

[Deleted]

Mørket var faldet på. Køligere var det blevet, netop fordi sommeren var ved at være omme, og man var på vej ind i efterårstiderne, der var i hvert fald ikke lang tid til. Vinden hvislede i træernes kroner, en kølig brise, skønt det dog ikke var noget som Derick bed sig af, han nød faktisk den kolde vind, for det var rart at kunne mærke noget for en gangs skyld. Der var ikke gået mange dage, siden han var blevet sendt tilbage til Jorden fra dødsriget, hvor han nu levede som Hævner for Døden selv, og det at skaffe en sjæl eller to, det var ikke noget som var svært, for han havde jo haft en god læremester, Darkus, en alkymist fra dødsriget, som han havde studeret hos i mange år. Og et sted var det ufatteligt at være tilbage, for det føltes et sted uvirkeligt … eller vel snare; virkeligt. Men et sted også en savnet følelse, for skønt han var blevet tom og kynisk af sin tid i dødsriget, så savnede han sine gamle venner og glædede sig til at se dem igen, dog var det ikke noget man kunne se på ham, for hans blik var lettere tomt, intet smil på de rosenrøde læber. Han gjorde et let bask med de store mørke vinger, blot for at få dem strakt. Han bar endnu tegn fra sine tidligere liv; de sylespidse hjørnetænder fra sin tid som vampyr, de mørke fjerklædte vinger fra hans tid som dødsengel, og skønt han repræsenterede døden, så var han levende som alt andet på denne Jord. Håret bar ikke længere den violette farve, og ej heller øjnene, og de var heller ikke røde, som da han var vendt tilbage som dødsengel, nej, denne gang så han helt anderledes ud, men det var jo også et nyt liv, og en ny race; alkymist. Hans hår bar et let krøl og havde en mørkebrun farve, ligesom øjnene. Et sted regnede han ikke med at hans kære venner ville huske ham, for han så faktisk helt anderledes ud, og selv hans personlighed havde ændret sig en del, men så igen, han bar jo visse træk fra førhen, desuden så kendte han til ting, som nok ingen anden end den rigtige Derick ville kende til. Han var på vej hen imod Marvalo Mansion, eftersom han havde forhørt sig lidt i Dvasias. Der var tilsyneladende sket en del siden han sidst havde været på Jorden, og der var meget han lige skulle vende sig til. Folk var ikke lige så ’venlige’ i Dvasias som de havde været førhen, da han havde vandret på Jorden for første gang, så han havde været nød til at true informationer ud af en dvasianer, og det var desuden heller ikke særlig svært, eftersom det havde sine fordele at være alkymist, han kunne jo bare tage mandens sjæl, og så kunne han ellers rådne op i helvedet! Og eftersom det ikke havde været ét af hans ønsker, så havde han fortalt Derick nøjagtig det han ville vide.
Derick gik op langs den store grusvej, som førte op til Mansionen, som mest af alt lignede en forladt herregård. Men efter hans informationer, så skulle det være her. Han bar en mørk kappe omkring hans ellers så muskuløse krop, og den dækkede også det sværd, der hang ved hans side. Ellers bar han et par mørke jeans, og under den store kappe, en sort skjorte. Mørket var blevet en stor del af ham, og det samme var de mørke farver. Han kom roligt op til den store hoveddør, hvor han end ikke bankede på, før han tog i håndtaget for at tage steppet ind i den store herregård.

[Silia D. Diamaqima]

Endnu engang var mørket faldet til på himlen. Sommeren avr efterhånden væk og med sig havde den taget sin glæde. Vinden var kold, himlen for det meste grå og skyer der blot ventede på at slippe sin last i form af regnbyer. Det triste vejr bragte en stemning som i den grad havde ramt Marvalo Mansion. Cedric lå som altid inde i sin seng og lå trygt og godt, endelig var det lykkedes ham at græde sig selv til søvn. Cecilaya løb rastløs rungt nede i stuen, hendes hår dansede let omkring hendes skuldre, lille og spinkel som hun måtte være sneg hun sig ind mellem de mange mellemrum. Hun kedede sig! Hvor var far? Ingen gad lege med hende, Cedric lå bare altid og var kedelig på sengen, og mor sov hele tiden, og Jared var bare dum i hendes øjne! Han var ikke far!
Faith lå slapt hen i den bløde seng. Gardinerne var trukket for, lod varmen hærge i soveværelset i form af de brændende fakler. Hendes ene side var øm, hun var træt af at ligge her dag ud og dag ind, uden mulighed for at trøste hendes børn, Kimeya var væk, ladt hende alene med det hele, også selvom hun ikke bebrejdede ham. Jared var gået for mindre end blot en times tid siden, efter at have lavet den samme lendige mad til børnene som det hun selv formåede. Det røde hår lagde i de smukke krøller omkring hendes ansigt, lettere uglet efter at have brugt dage her. Hun havde ikke sovet, det var for tomt, hun manglede den arm omkring hende til at passe på hende. Tårerne var stoppet, et sted tvivlede hun på der overhovedet var flere at græde af. Efterhånden måtte den svidende fornemmelse over ryggen være borte, piskeslag var intet nyt for hende, men efter at være blevet skåret op på den måde følte hun det faktisk en smule underligt. Et suk forlod hendes læber, hvad pokker skulle hun stille op?! At Cecilaya legede nedenunder var meget tydeligt, hun vidste at hendes lille prinsesse ikke vidste hvad hendes ord betød, hun ventede stadig på at far måtte dukke op, noget som ikke ville ske.
Cecilaya stoppede roligt hendes leg som hun hørte døren gå op. Det var ingen hemmelighed hun bot ventede på at far kom tilbage! I med gadedrenge hop, strøg hun roligt mod gangen og med et stort smil der afslørede hendes strålende ydre. Hun var en aktiv lille pige. Den fremmede mand der trådte hende i blik fik hende omgående til at stoppe op og med de samme grønne øjne som hendes kære mor, store som direkte thekopper. Armene lagde sig næsten strengt over hendes bryst, hvorefter hun trak skuldrene helt op under ørene som mor plejede at gøre det når hun var utilfreds "Hvem er du?" den lille sukkersøde stemme var ikke til at tage fejl af, hun var forbandet nysgerrig sådan havde hun altid været, og det var virkelig ikke hvad hun havde håbet på "Du er ikke far" konkluderede hun til sidst og med næsten skuffet mine, før armene faldt ned langs hendes slanke side, og blikket måtte glide i jorden. Hvorfor kom han ikke?
Oven fra Kunne Faith høre Cecilaya ganske tydeligt, hvem pokker talte hun med? Det var vel bare Jared der var kommet igen for at se til hende og ikke mindst spørgende? Men han havde jo også arbejdet at tage sig af nu hvor hun ikke længere havde muligheden for det? Stille forsøgte hun at vende sig en smule, noget som hun hurtigt fortrød da smerten skød hele vejen gennem kroppen "Arh!" udbrød hun klagende, for satan et sted i det brændende helvede hvor hun hadede at ligge her så hjælpeløs, det lignede hende på ingen måde!

[Deleted]

Derick havde hørt om Faiths og Kimeyas tur hos den nye dronning, Jaqia. Og han havde også hørt den tragiske tragedie for Faith, at hun ikke var i stand til at få flere børn. I hvert fald ikke lige foreløbig, for var der noget han havde lært, så var det at man kunne opnå hvad man ville. Magi fandtes jo, og selv en ufattelig stærk én, det gjaldt jo bare om at finde den. Men netop fordi han havde hørt om Faiths tragedie, så havde han gjort sig den ulejlighed at købe en buket roser, som var blandet med den sorte og røde top. Røde som Faiths hår, og mørke som mørket selv. Han havde buketten gemt indenunder den mørke kappe, der ligesom ham selv gemte på de mange hemmeligheder. Han skævede kort mod den mørke himmel over ham, smukt syn et sted. At kunne se direkte op mod den, godt nok overskyede himmel, men det var himlen! Han kunne mærke vinden, han kunne mærke sit hjerte slå fast mod sit bryst, i sin jævne rytme, og alt sammen var virkelig forfærdelig savnet! Blikket vendte han mod døren igen, som han også fortsatte sine skridt. Som han tog i håndtaget til den store hoveddør, og blot åbnede den på klem kunne han tydeligt høre larm fra en lille pige. Faiths datter? Det ville han tro, selv det havde han hørt om. Han havde faktisk forhørt sig ganske meget, men det havde også været nødvendigt, for hele verdenen var ny for ham, og han kendte den ikke længere, han håbede blot at han kunne få talt ud med Faith, og hun måske kunne give ham et indblik på nutidens verden?
Som Derick skubbede døren op, blev han mødt af den lille pige. Han genkendte de grønne øjne fra hendes mor. Hans hoved søgte ganske stille på sned, intet smil herskede på hans læber, og hans blik var endnu tomt, skønt der kom noget eftertænksomt over dem. En lille pige. Han kunne tydeligt se hendes utilfredse mine. Hun savnede åbenbart sin far, og hun havde skam ret, han var ikke Kimeya. Han lod let den mørke hætte falde fra hans hoved, så hans unge ansigt kom til syne; nok ung af ydre, men gammel indeni. Han satte sig i hug foran hende, imens han trak ganske svagt på mundvigen, så et lille skævt smil banede sig vej på hans rosenrøde læber. ”Jeg er ked af at jeg skuffer dig, min lille ven,” svarede han stilfærdigt, hvor hans øjne måtte bløde en smule op. Så ung og lille hun dog var! Hun havde et helt liv foran sig. Han så kort tænkende ned i gulvet, inden hans mørke øjne søgte til Cecilayas grønne. Han lod let sin hånd søge op mod hendes øre, som var hen en tryllekunstner. Og da han trak hånden foran hende igen, havde han dukke til hende. Hvad hun så ikke vidste, var at det var en voodoodukke, men hva’ fanden, pigen skulle vel lære om smerte og død på et tidspunkt? ”Se, nyt legetøj, fra onkel Derick,” sagde han smilende. Kvinden som voodoodukken skulle have forestillet, var for længst død, derfor sad nålene i dukken. Nyt legetøj var vel altid spændende? Han rejste sig roligt igen, imens han lod sin hånd stryge Cecilaya blidt over håret. ”Er din mor ovenpå?” spurgte han nysgerrigt, som hans blik faldt mod trapperne. Han fik dog selv svaret på hans spørgsmål, da han kunne høre en gammel velkendt stemme. Eller mere et udbrud. Han skævede kun kort til Cecilaya, inden han fortsatte op ad trapperne, og med kun fire skridt var han oppe af den, lange ben havde han, og han næsten måtte hoppe op, som han skyndte sig. Han tøvede ikke med at åbne døren, skønt det gav et helt gib i ham, da han så Faith. Det var virkelig Faith! Hans mørke blik blev helt tomt igen. ”Faith…” endte han roligt – mere for sig selv. Det eneste velkendte ved ham, var faktisk hans unge og alligevel mørke stemme, men han gik ikke ud fra at hun genkendte ham. Og hvorfor skulle hun? Det var jo lang tid siden. Han blev blot stående i døråbningen, imens han betragtede hende. Han var blevet helt mundlam, og vidste faktisk ikke helt hvad han skulle sige eller gøre for den sags skyld.

[Silia D. Diamaqima]

Frygtelig mange ting havde ændret sig gennem årene, forandringer gik lige foran snuden på dem, selv på den lille pige som nu måtte stå foran Derick, kedsommelig og aktiv. Skuffelsen var så tydelig at se i hendes blik, hun savnede sin far. Rygterne var heldigvis noget som hun var skærmet for, hun forstod ikke når mor forsøgte at forklare hende at far ikke ville komme tilbage, hun forventede stadig at han ville træde ind af døren og så skulle hun nok vise dem alle sammen! På mange områder var hun som snydt ud af Faith, det lange røde hår der hvilede over hendes skuldre, ud over at det ikke var nær så krøllet som det hendes egen mor måtte bære. Blikket var uskyldigt, ligenu farvet i dens mukkeste smaradgrønne farve. Det morede hende selv at hun ikke altid havde den samme farve øjne, når hun var kold så blev de som fars, det kunne hun godt lide. Cecilaya betragtede ham indgående som han satte sig på hug foran hende, også selvom det stadig var med et lille skuffet glimt, hvorfor kom han ikke?! Hun forstod det simpelthen ikke! Der var mange der kom og gik, og den lille pige vidste at det var mors og fars venner så hun lukkede dem jo bare ind, men hvem han var det vidste hun ikke, det var ikke en hun havde set før, og det var også det som rev i hendes lille nysgerrighed. Et lille smil formede sig over hendes læber, også selvom det var usikkert og hurtigt endte med at skulle falde igen "Jeg vil have min far" hurtigt blev minen yderst nedtrykt, det var tydeligt at hun i virkeligheden ikke var specielt gammel. Hændern flettede sig næsten genert foran hende, øjnene blev store som thekopper endnu engang da han valgte at skulle hive dukken frem. Det var sådan noget far plejede at gøre! Han var en tryllekunstner! Smilet blev bredt, det gjorde hende i den grad i bedre humør, nu var han pludselig god nok også selvom det ikke var far. Hun lo, tog dukken i hendes hænder og lod som om hun fløj "Whuuumeem" hun drejede rundt om sig selv. Det var allerede meget sjovere! Selvom hun hørte ham så rystede hun bare på hovedet, hun havde SÅ mange onkler efterhånden! Hun kunne ikke tælle dem mere! Lettere fraværende nikkede hun bare til hans ord, mor lå oppe og var kedelig, med dukken løb hun hurtigt og lettere flyvende mod stuen for at lege.
Faith kunne høre Cecilaya tale nedenunder, men hvem hun talte med det vidste hun virkelig ikke, og det gjorde hende en smule urolig selvom hun vidste huset var beskyttet. Det var lykkedes hende at vende sig med blikket rettet mod døren. Hun betragtede den lettere intenst, skridtene kom nærmere. Et sted så var hun virkelig for træt til at skulle gøre brug af noget som helst, det sved i hele kroppen, satan måtte tage Jaqia for at gøre det her! Det var længe siden hun havde sovet, hun kunne ærlig talt ikke, selvom det var langt ude så bare tanken om at Kimeya havde været i huset, også selvom de ikke havde været et par, det gjorde tingene nemmere nu var han helt væk. Hun skød øjeblikkeligt den tanke fra sig da døren ganske stille måtte gå op. Manden var fremmede for hende, alt hun genkendte var.. Stemmen, men det kunne da ikke?.. Det var mange år siden hun sidst havde set ham, hun vidste end ikke hvad der var sket! Hendes puls blev hurtigere og mere fast, der var en klar klokke der ringede men det kunne simpelthen ikke være..? "Jeg har set dig f.. Kender jeg dig?" rettede hun hurtigt sig selv. Den blide og melodiske stemme var blevet udmattet og hæst efter alle de nætter med tårer, ikke mindst efter hendes skrig den aften Jaqia havde valgt at fjerne hendes livmoder. NU var det overstået, hun skulle ikke have flere børn, to var mere end rigeligt taget i betragtning af det modergen hun bar! Desuden.. Nu var der ingen far? Det hele var i den grad uoverskueligt nok i forvejen. Stadig lamslået betragtede hun ham med tydelig tænkende mine, forsøgte med alt magt at placere ham.

[Deleted]

Dericks hoved søgte ganske blidt på sned, som Faiths og Kimeyas lille pige endnu var utilfreds, og et sted forstod han hende godt. Hun ville have sin far, men allerede nu kunne han se at Kimeya ikke ville komme tilbage til sin lille pige. Det fik ham til at se let ned mod gulvet, inden de mørke øjne endnu engang søgte mod Cecilayas grønne, som hendes mors, ligesom håret, hvilket fik ham til at trække svagt på mundvigen. Det var helt klart Faiths datter. ”Det forstå jeg godt, min kære,” sagde han med et svagt smil på de rosenrøde læber. At dukken så kunne opmuntrende hende lidt mere, glædede ham blot, hvilket fik et skævt smil til at glide over hans læber. Så nysgerrig hun var, og så hurtigt hun mistede interessen, som den hurtigt faldt på noget andet … små børn! Han så blot hvordan hun dansede omkring sig selv, og legede flyver med dukken. At hun nikkede til hans ord ænsede han kun lige, netop fordi han kunne høre Faiths udbrud. Og nok var det lang tid siden, at han sidst havde set hende, faktisk var det sikkert flere århundreder siden, han var ikke sikker, man mistede tidsfornemmelsen i dødsriget, men uanset, så ønskede han hende ikke ondt, hvilket også var grunden til at han hastede op af trappen.
Det var faktisk underligt at se hans gamle ven igen. Faith. Hun havde ikke forandret sig en meter! Og det glædede ham faktisk. At se det samme gamle ansigt, som han så tydeligt kunne huske. Det røde krøllede hår, de smaragdgrønne øjne, som han ville skyde på, at hun havde arvet efter Elanya. Han trak svagt på mundvigen, som hun rettede sine ord. Men hun havde skam ret i begge hendes udsagn, hun havde set ham før, og hun kendte ham. Godt endda. Og gengældt var det vidst ikke, for der var sikkert sket meget for hende, i den tid han havde været isoleret i dødsriget, og væk fra hende og alle hans andre venner. Og sådan som han betragtede hende, slog det ham. Han glædede sig faktisk også til at se Monique igen! Hendes søster, også en ganske nær ven af ham. Han nikkede blot roligt til hendes ord, inden han med rolige og stille skridt gik hen imod sengen, hvor hun lå. Han lod hånden glide ind under hans mørke kappe, og bag hans ryg, og da han trak hånden frem igen, holdt han omkring en buket roser, med farverne rød og sort blandet sammen. Han lagde roligt buketten fra sig på den lille natbord ved sengen, inden han vendte sin opmærksomhed mod Faith igen. ”Jeg gjorde mig den ulejlighed og købe dem specielt til dig,” svarede han med et let skævt smil på hans rosenrøde læber. Han lod let hovedet søge blidt på sned, imens han i en eftertænksom mine betragtede hende. Han lod let en finger stryge over hendes kind, for at sno sig omkring en af hendes røde krøllede lokker. Det var underligt at røre ved hende. Nok mest fordi det var så lang tid siden. ”Stadig den samme lille krøltop.” Blikket fik et lettere blidt skær, ligesom smilet der blev til et lille mildt smil. Det var så lang tid siden! ”Åh ja, jeg burde jo nødig snakke,” indskød han pludselig, som han lod hånden søge til hans eget hår, der jo også havde fået et let krøl. ”Det er lang tid siden Faith. Og det undre mig ikke hvis du ikke kan genkende mig. Hele mit ydre er nyt. Kun fornavnet og stemmen er det samme,” forklarede han roligt, som han stille lod sig glide ned og sidde på sengekanten, med fronten mod hende. ”Derick.” Blot for at besvare hendes mange spørgsmål. Navnet håbede han da at hun kunne huske, ellers ville det nok være lidt … akavet? Pinligt? Det ville nok gøre ondt, hvis hun ikke kunne genkende sin gamle ven, hvis han da stadig var det.

[Silia D. Diamaqima]

Den lille pige var allerede blevet utrolig optaget af den dukke som Derick havde skænket hende, hun var forbandet nysgerrig og i virkeligheden så skulle der meget til før hun gav op uden svar, men kom der noget andet imellem som trak mere i hende så blev hun den lille livlige pige. Nu fløj hun blot omkring i huset med den dukke han havde skænket hende, lavede underlige lyde.. Måske hun skulle gå op og vise den til Cedric?! Nej han ville ikke se hende på værelset så meget vidste hun jo, han var stadig ked af det, men hvorfor det forstod hun virkelig ikke. Cecilaya lod bare endnu en af hendes mange onkler passere for at komme op til hendes mor. Ikke at de ville få meget ud af det, hun var så kedelig for tiden! Der var ingen der ville lege ud over Jared, og han var bare dum!
Faith forlbev muse stille i sengen, hun turde knapt bevæge sig udelukkende på grund af den smerte som nåede at brede sig med en utrolig hastighed. Den sidste farve var svundet bort fra hendes kinder, efterladt hendes ansigt endnu mere dødt end det havde været for blot en kort stund siden. Hun lignede sig selv. det lange røde hår som måtte krølle omkring hendes ansigt, hun var ej heller vokset siden, stadig ualmindelig lille, selv hendes søn var ved at vokse hende over hovedet, direkte pinligt! Indgående betragtede hun ham, der var noget velkendt ved hans stemme, noget som gjorde hende rolig, men ansigtet var hun virkelig ikke i stand til at skulle sætte navn på og det fustrede hende faktisk! Flammen blussede i hendes indre, faktisk var det en rar følelse med den lille intensitet, hendes krop føltedes sjovt nok så kold på trods hun var den flammende dæmon. De grønne øjne faldt mod roserne han trak frem, noget som for alvor gjorde hende urolig! Hvem var han og hvad pokker ville han? Det afspejlede sig tydeligt i hendes blik at alt dette i den grad måtte forvirre hende, ikke mindst skræmme hende en smule. Han ville intet ondt, ellers ville han aldrig være kommet ind, så hvad lavede han i virkeligheden? Af en eller anden underlig grund følte hun intet ubehag da han satte sig på sengekanten og strøg hendes kind, det virkede så velkendt, han virkede så velkendt. At dette så faktisk var en af hendes nærmeste hun måtte sidde foran, det vidste hun endnu ikke, en fælles ven af hende og den afdøde søster som hun virkelig måtte savne af hele det bankende hjerte.Det blev hurtigt bekræftet at han var en mand af fortiden, han gekendte hende. Et lille smil fandt vejen frem over hendes rosa læber, hun hadede at nogen skulle se hende så udmattet og hjælpeløs som dette! Navnet slog ind som blev hun ramt af lynet. Øjnene blev store, det var vidst noget hendes kære datter havde fra hende, mens læberne måtte spille ud i et stort smil! "Derick?! Nej men.." hendes tone var stadig hæs, og dog så var der trådt en underlig form af energi i "Det er jo århundrede siden!" udbrød hun forbavset. Han lignede på ingen måde sig selv, men navnet og stemmen genkendte hun, hun var end ikke i tvivl om at det måtte være ham "Jeg.. Du.." selvom det skar hele vejen ned langs ryggen prydet af de mange piskeslag, så lod hun hånden hæves mod hans ansigt, kun for at lade fingerspidserne følge hans kind ".. Det er virkelig dig" konkluderede hun med langt mere rolig mine. Denne gang var det hende der ikke forstod noget som helst! Var han overhovedet klar over hvor meget hun havde savnet ham gennem alle de år?! "Jeg.. Ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Tak for roserne, det var virkelig ikke nødvendigt" endte hun stille, som hun ikke rigtigt vidste hvad hun ellers skulle gøre. Det var så mange år siden nu, men selv nu hvor hun stod ansigt til ansigt med ham igen så lod det hende glemme den sorg det var at have mistet, lod hende glemme de mange tanker og fustrationer, nøjagtig som hun huskede.

[Deleted]

At Derick måtte forvirre hende, kunne han tydeligt se, og det undrede ham ikke, der var ikke meget tilbage fra hans gamle liv. Kun de samme sylespidse hjørnetænder, der dog ikke var til at suge blod mere, og så bar han de store sorte vinger under den mørke kappe. Det var helt utroligt at se hende igen, og han ønskede skam ikke at få hende til at føle ubehag. Hans hoved søgte ganske let på sned. Han vidste slet ikke hvordan hun havde det med ham, for det var jo så lang tid siden, og han havde jo faktisk valgt Denjarna frem for sine venner, noget som han nok ikke skulle have gjort, for han savnede dem, og han havde glædet sig til at se dem igen, og nu var han hos Faiths hus, inde på værelset, dog gjorde det ham trist at se hende i denne tilstand, han havde hørt om hendes straf, piskeslag og den fjernede livmoder, så det undrede ham ikke hvis hun havde smerter, også én af grundene han havde valgt at besøge hende som den første af alle. Han savnede sin lille rødhåret veninde, hun havde trods alt hjulpet ham førhen, og nu ville han gøre gengæld, også fordi han havde isoleret sig med Denjarna og mere eller mindre glemt sine venner. Men tiden i dødsriget havde fået ham til at tænke ganske grundigt, og nu var han tilbage igen. At hun genkendte ham, fik ham til at trække på smilebåndet, så hans spidse hjørnetænder blev blottet, nogle han endnu havde, skønt de ikke var til onde intentioner længere, han havde ikke brug for blod mere. Det glædede ham utroligt meget at hun faktisk bare kunne huske lidt af ham. At hun næsten måtte blive mundlam morede ham ganske meget, og han lod blot sin hånd lægge sig over hendes, da hun lod fingerspidserne stryge over hans kind. ”Det er godt at se dig igen Faith,” sagde han roligt, og med den oprigtige ærlighed i stemmen, for han havde virkelig savnet hende! Han trak let på skuldrene til hendes ord. ”Tja, det manglede bare, jeg forhørte mig lidt i Ramshia City, og hørte om din straf,” forklarede han roligt, inden han roligt tog den mørke kappe af, og lagde den om bag sig på sengen, så han kun sad i sin sorte skjorte med de matchende mørke jeans. ”Derfor har jeg også specielt lavet dette til dig,” tilføjede han roligt, idet han hev et lille reagensglas op af sin skjortes brystlomme. Væsken deri var klar, og han vidste at den var bitter, men det ville hjælpe hende. ”Noget smertestillende for dine smerter,” forklarede han roligt, som han holdt reagensglasset mellem sin pegefinger og tommel. ”Jeg tænkte det var på tide at hjælpe en god ven, ligesom du altid har hjulpet mig,” endte han med en mild og dog dæmpet stemme. Det var så lang tid siden at han sidst havde set hende. Et århundred, hvis ikke mere! Han lagde forsigtigt reagensglasset fra sig på natbordet, ved siden af buketten med roserne, inden han igen vendte blikket mod Faith. ”Din datter er charmerende. Og hun minder meget om sin mor,” sagde han lettere stilfærdigt, hvor hans mørke øjne indtog et lettere blidt skær. Sandt var det. Den lille Cecilaya mindede mere om Faith end Kimeya, og han havde også hørt om Cedric, men hvor han befandt sig, anede han ikke, mon han var med Kimeya? Ikke noget han regnede med, det ville Faith vel ikke lade dem? Og han kunne forstå at Kimeya var væk. ”Hvordan går det ellers?” spurgte han roligt og lettere nysgerrigt, for hun havde da ikke indtruffet døden endnu, hvilket glædede ham, for det var virkelig et tomt sted. ”Jeg glæder mig til at se Monique igen!” tilføjede han med det skæve og lille glædesfulde smil på læberne. Han havde sådan savnet til at se de to søstre, ligesom han savnede at se Elanya, men hun var langt sværere at finde, end Faith. Hun var jo endnu Dæmonernes leder, eller hun holdt nok en pause for øjeblikket, nu hvor hun ikke kunne komme op af sengen. Han glædede sig sådan til at høre om de forskellige ting der var sket, siden hans anden død, for det var utroligt så meget der var sket!

[Silia D. Diamaqima]

Faith var i den grad forvirret, det var jo flere århindrede siden hun sidst havde set ind i hans varme blik. Han var altid den som stod der, parat tl at gribe hende når hun var ved at falde ud over kanten, også selvom hun vidste at han til sidst havde haft mere med Moniqe at gøre. Der var sket så meget siden, ikke at han var glemt af den grund, de få som kom hende nær, de forblev et sted i det flammende indre. Han var forandret, ikke kun udseendesmæssigt, det krøllede hår og generelt ansigtet, men han var også blevet langt mere moden.. Mere.. En rigtig gentlemand? Også selvom det var svært at forestille sig med den mand hun selv måtte kende. Uanset hvad pokker der var sket med ham dengang så bebrejdede Faith ham virkelig ikke for at have valgt hende og alle andre fra til fordelen for kærligheden, hun havde vel gjort det samme i sidste ende? Eller havde hun? Ligenu var det svært at svare på når hun netop havde mistet den eneste mand hun havde elsket på den måde,og uden at gå chancen til at nævne det først.I det store og det hele så var pointen at han var her nu! De matte grønne øjne, som ellers plejede at stråle så kraftigt, betragtede hver eneste detalje ved hans ansigt, indprintede sig de mange små detaljer ved hans ansiigt, kun for at lade fingerspidsrne stryge stille over, følte de små skægstubbe under hendes følsomme fingerspidser. Faith kunne ærligt indrømme at hun var ved at blive sindssyg af at ligge i sengen konstant, uden at lave noget som helst, uden mulighed for at trøste og være der for hendes børn, generelt at se så var det bare slet ikke hende at ligge stille, der skulle ske noget absolut hele tiden! Blikket faldt mod de sylespidse tænder, de skræmte hende ikke, der skulle meget mere til, desuden så var hun tryg, han ville ikke gøre hende ondt. For alvor følte hun den lille længsel hun havde følt stikke så dybt i brystet efter han var forsvundet, nu var han her, på hendes værelse, hun kunne virkelig ikke tro det, noget som kunne læses i likket som havde hun været en åben bog. Der var virkelig ikke mange som formåede at gøre Faith mundlam, faktisk var der ikke andre ud over end Nathaniel, ikke efter Moniqe var gået bort, men nu sad Derick og gjorde det bare sådan uden vider, "Det er virkelig også godt at se dig" svarede hun ganske ærligt. Smilet falmede en smule ved hans ord, så han havde hørt om det? Rygter gik hurtigt "I virkeligheden var det ikke mig der tog straffen" nærmest hviskede hun. Det var stadig et ømt punkt, hun vidste ærligt ikke hvad hun skulle gøre. Cedric grad, nægtede at spise igen, lå altid bare på værelset, Cecilaya gik stadig og ventede på at far ville komme ind af døren, nægtede at forstå hvad hun fortalte når hun sagde far ikke kom tilbage, og hun selv.. Ren ærgelse? Sorg? Vrede? Hvordan pokker skulle hun klare sig uden ham? Blikket faldt mod den lille flaske han hev frem af lommen, smertestillende?! Årh han var officielt hendes gud nu! Smilet bredte sig, der var taknemlighed at sporer "Du har altid været der, Derick" afviste hun med et lille ryst på hovedet "Tak det er virkelig alt for meget" tilføjede hun endnu engang. Nathaniel vidste intet så han kunne ikke brygge, men siden hvornår var Derick blevet i stand til det? En blid udmattet latter forlod hendes læber "Tag ikke fejl af hende, kære, hun er en djævel.. Og det har hun bestemt efter sin far!" svarede hun med bestemt tone, også selvom mange ville være uenig med hende der, og udelukkende fordi at man kendte hende som helvede vandrede på to ben. Cedric lignede hende ligeså på mange måder, han var bare mere tålmodig. Et sted måtte Faith gætte på at han som altid lå på værelset og græd hvis ikke hans krop snart havde givet efter for søvnen, en tanke som i sig selv måtte gøre forbandet ord. Hun nåede end i besvare hans spørgsmål før hans udbrud ramte hende som en kniv direkte igennem brystet. Moniqe.. Efterhånden var hun blevet glemt? Efter det enorme svigt, hun lå begravet i haven, det var så længe siden nu, hun bed sig en smule i læben "Moniqe gik bort for rigtig mange år siden, Derick" nærmest hviskede hun. Det eneste tilbage af hende var hendes kære datter, Cayla, og de mange løgne hun blot havde lagt bag sig. Faith vidste hvor meget Moniqe havde betydet for ham og omvendt, hun kendte til hemmeligheder som end ikke Derick måtte kende til, noget som i sig selv måtte være godt, hun havde lovet at tage dem med i døden.. Måske hun ville? Måske ikke..?

[Deleted]

Der var sket så meget omkring Derick i den tid han havde været væk, og nu var det helt forvirrende at komme tilbage til Jorden igen, for der var selv ny regent i Dvasias, Jaqia, som faktisk også havde gjort Faith ondt, men han var ikke helt sikker på hvorfor, han vidste blot hvad der var sket med hende, piskeslag og fjernet livmoder. Men selv hans tid i dødsriget havde forandret ham, han var ikke helt den samme som før, skønt han endnu holdt af Faith og alle de andre, for dem var han simpelthen ikke i stand til at glemme, og slet ikke deres venskaber! Hendes fingerspidser mod hans kinder og skægstubbe fik ham blot til at trække ganske let i mundvigen, hvor havde han dog savnet hende! Det var faktisk helt utroligt så meget man var i stand til at savne, skønt at man tænkte anderledes når man var i dødsriget, for der var det langt mere fredeligt. Når man befandt sig her på Jorden, kunne man pludselig føle igen, mærke smerte, dø og så videre, hvor det jo var det direkte modsatte i dødsriget, der var man blot en livløs sjæl, der havde en masse minder. Han lod let sin hånd falde over hendes, hvor han gav hendes hånd et blidt klem. Han havde virkelig savnet hende ufatteligt meget! De brune øjne søgte til hendes matte grønne, så … livløse de et sted var, ikke så livlige som de plejede at være, men det undrede ham så heller ikke, desuden, så måtte hun jo have været igennem en masse. Han havde savnet hende ufatteligt meget! Og det gjorde faktisk ondt at se hende her, tvunget til at blive i sengen ude af stand til at gøre noget, men han håbede på at hun ville komme sig hurtigt. At skade hende, var slet ikke noget som kunne falde ham ind, skønt han ikke var sikker på om han havde såret hende, dengang han havde isoleret sig med Denjarna, uanset, så ønskede han hende kun sit bedste, og det ville han altid gøre! ”I lige måde Faith! Jeg har savnet dig så frygteligt meget!” sagde han oprigtigt og klemte endnu engang omkring hendes hånd. At hendes smil måtte falde var ikke ligefrem noget som glædede ham det mindste, for han havde virkelig nydt at se hendes smil igen. ”Ja så?” Hans hoved søgte ganske roligt på sned, ”og hvem har så måttet tage straffen? For efter hvad jeg både kan se og har hørt, så kan du ikke komme op af sengen.” Stemmen havde skiftet tone til at blive en smule hård, for det gjorde ham faktisk vred at se hende sådan, for det var vitterligt ikke noget han kunne bifalde på nogen måde! Han ønskede ikke at der skulle ske Faith noget, og han ville skam hjælpe hende, og det var også derfor han havde lavet noget smertestillende til hende, så hun måske kunne komme sig noget hurtigere? Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Slet ikke Faith, jeg isolerede mig og holdt vennerne ude, hvilket jeg ikke er stolt af. Det er det mindste jeg kan gøre for dig Faith,” svarede han sandfærdigt og smilede et blidt smil til hende. Han ønskede ikke at hun skulle bære nag, for han ville virkelig gerne bevare hendes venskab, som det havde været førhen! Han trak på mundvigen til hendes latter, den var som sød musik i hans øre! Og det fik ham blot til at savne hende endnu mere, skønt hun lå der foran ham. ”Tja, hendes mor var vidst heller ikke ligefrem uskyldigheden selv,” påpegede han med et lille skævt og dog morende smil på læben. Faith var jo trods alt ilddæmon, men han ville langt fra forbinde, hverken Faith eller den lille Cecilaya som en djævel. Slet ikke! Denne gang var det Dericks smil der måtte falme, og hans blik blev helt tomt. Moniqe var hun … død? Han mærkede hvordan det begyndte at stikke ubehageligt i hans bryst, hvilket fik ham til at lægge en hånd mod brystet, hvor hans hjerte måtte slå imod. Han knyttede let hånden næsten af ren vrede. Hvordan kunne hun være død? Han forstod det ikke! Så meget der var sket, og så meget han havde taget forgivet hvilket fik ham til at føle en hvis skyldfølelse for Moniqes død. Han havde end ikke nået at sige farvel, give hende et sidste kram eller noget andet. ”M-men… hvordan?” Han rynkede brynene, han forstod det virkelig ikke. Det kunne ikke passe.

[Silia D. Diamaqima]

Der var virkelig sket forbandet meget, siden Derick var endt med at dukke op igen, og det var ikke kun noget som gjaldt Dvasias men i den grad også Procias og Manjarno. Jaqia var nu den som måtte sidde på tronen, et sted kunne Faith ikke komme uden om at hun måtte gøre det godt, hun var en fremragende regent for landet, men for pokker hvor hun måtte hade hende for at have taget ham fra hende på den måde! Det havde ikke været en del af aftalen! Ryggen var præget af de mange sår pisken havde efterladt sig, præcis som aftalen lød på, og maven var efterhånden et stort at efter det mindre indgreb der var blevet foretaget, et sted lettede det hende jo også, hun ønskede ikke flere børn, men hvem skulle også give hende dem i så fald nu? Det havde også været en del af aftalen, men at se Kimeya spjætte på den måde foran hende, dø for hendes eget blik inden hun kunne nå at reagere overhovedet! Hvad der var sket med Derick siden han havde valgt mere eller mindre alle han holdte af fra, for Denjarna's skyld, også en tidligere veninde af hende, det vidste hun ikke, men selv det så hun frem til at høre mere om! Noget ved hans var forandret og det var ikke kun udseendet, men også racen, han var blevet langt mere.. En mand? Hånden faldt i hans, stille måtte hun gengælde hans klem også selvom hun lå mere eller mindre ubevægelig i sengen, det gjorde ondt som en i helvede! Blikket hvilede i hans, det var mere eller mindre dødt, han var ligesom så mange andre vant til at se det kække gnist i dem, men selv nu hvor han sad der var hun livet en del mere op, kunne hun ville hun have hoppet ham ind i favnen, det savn havde tilt ider virkelig været uudholdeigt! Der var ingen tvivl om at hun virkelig nød hans selvskab, at ligge her hjælpeløs i sengen var direkte pinligt! Der var altid gang i hende, hun havde altid et projekt igang og nu lå hun i sengen, tvunget ned at ligge og ude af stadn til at tage varer på hendes unger i den sorg som de måtte sidde i, for pokker hun var en elendig mor! Smilet var falmet en smule hun så en smule tøvende mod ham "Et par piskeslag og en kniv er end ikke noget af det værste jeg har prøvet, Derick.. Kimeya.." halsen blev tør, blikket afslørede det hele. Han var borte og hun kunne end ikke få sig selv til at sige det højt? Hun tav.. Bed tænderne hårdt sammen for ikke lade tårerne komme til syne i hendes øjenkrog. Ved hans ord måtte hun dog tvinge et lille træk i mundvien frem, hun var blevet valgt fra sammen med så mange andre, Moniqe havde dog taget det hårdere, men hun havde også haft nogle forbandet hårde år "Alle begår fejl, Derick.. Jeg savnede dig, men jeg gjorde heller intet for at opsøge dig, jeg var for egoistisk og det var min fejl" måske hun på daværende tidspunkt havde været landsforvist men det hindrede hende jo ikke i så mange andre ting, det burde heller ikke have hindret hende i at se ham, men hun havde netop mødt Kimeya, der var så meget andet at fokusere på. Latteren måtte igen forlade hendes læber, perleblid og melodisk, hun havde næsten glemt hans humor, hvor hurtigt han kunne få hende til at smile "Njah.. Jeg har aldrig været uskyldig, har jeg?" spurgte hun med næsten barnlig og usikker mine mod ham, også selvom hun tydeligt kendte svaret. Det var tydeligt at han reagerede på beskeden om Moniqe, noget som selv lod hendes eget smil falmes endnu engang, det var så mange år siden, og først nu måtte hun igen mærke hvor ondt det måtte gøre. Hun lå begravet ude i haven med Avidan lige ved siden af, hun havde fortjent så meget mere, hvad ingen andre end Faith vidste var at Moniqe ikke havde været lykkelig i forbandet mange år før hendes død "Det er en lang historie, kære.. Men for at gøre den kort.. Moniqe var.. Ensom og naiv til sidst, hun begik fejl og det fik hende slået ihjel" hviskede hun stille, skænkede hans hånd endnu et klem. I virkeligheden var det jo hendes skyld at hendes kære søster var død, og det var virkelig intet hun var stolt af, det gjorde ondt, derfor talte hun ikke om det, men nu vidste hun jo hvor meget Moniqe havde betydet for Derick og ikke mindst omvendt. På tide sandhederne kom på bordet..

[Deleted]

Hvad der præcist var sket med Faith vidste Derick så absolut ikke, og det irriterede ham faktisk, for han havde slet ikke lyst til at se hende på denne måde! Hun havde altid været så frisk og fyrig, og nu lå hun helt skadet i sengen med en masse smerte, som gjorde at hun ikke kunne komme nogen vegne. En tanke han slet ikke brød sig om! For det at nogen kunne gøre hende ondt, var noget som måtte gøre ham stik tosset! Det var lige før hans blik måtte slå gnistre ved den blotte tanke! Han gav end ikke slip på hendes hånd, og han måtte blot trække ganske let på smilebåndet, som hun måtte gengælde hans klem, det var faktisk rart at være i berøring med noget levende igen, og det var især rart at være i berøring med hans gamle veninde, som han havde savnet ufatteligt meget! Meget var sket for ham, meget som han ikke ønskede at drøfte med nogen, fordi det var for meget for ham, og andet som havde været med til at forandre ham, ikke kun hans udseende men i den grad også hans personlighed. Han havde fået svært ved at vise følelser, og skønt det kunne se ud som om at han ikke følte den største glæde ved at være tilbage igen, så var han mere end lykkelig indeni, næsten lykkelig. Meget ventede på ham, for han havde trods alt et job der skulle udføres, et job han ikke kunne slippe fra, og et job som han ikke kunne slippe fra, og det var jobbet, som også var det som han måtte udføre, for at kunne leve på Jorden igen, så et sted ville han ikke klage, for ellers havde han jo ikke siddet her hos Faith igen, og det ville have været en skam, for det varmede ham allerede at se hende igen, skønt det også var en underlig og uvirkelig følelse, for det at være hos hende igen, i levende live, det var blot mærkeligt. Den glade og gamle Faith var væk, hun var nok stadig den samme Faith, men han kunne se at hun havde mistet meget, at hendes øjne var blevet matte og tomme ligesom hans eget, og et sted gjorde det ondt at se på, for hun havde altid været så livlig, hun havde været som … ilden og flammen, hvilket han vel et sted savnede? Ikke noget han ville nævne for hende, for han ønskede skam ikke at gøre hende mere deprimeret. Han vovede sig lidt tættere på hende, imens han lod sin frie hånd stryge nogle af hendes røde lokker væk fra hendes ansigt, imens han lyttede til hendes ord. Han kneb øjnene en smule i, imens hans hoved søgte roligt og lettere spørgende på sned. ”Er Kimeya død?” spurgte han roligt. Eller var han blot væk fra hende, som i at han boede et andet sted? Han var ikke helt sikker, men han vidste jo heller ikke hvad der decideret var sket med dem, det eneste var at de skulle have en straf, og for hvad, vidste han ikke engang. Uanset, så kunne han tydeligt se på hende, at det måtte gøre ondt, men det undrede ham ikke, for hun elskede vel Kimeya? Han smilede et stille og lille opmuntrende smil, imens han forsatte sine strøg over hendes hår, og klemte endnu engang omkring hendes hånd. Hun var ikke længere alene! Han ville blive hos hende, og hjælpe hende, til hun blev rask igen! ”Du er ikke egoistisk Faith, det har du aldrig været, du havde jo også selv en familie. Desuden, ingen er perfekte, men alle fyldt med fejl, det er bare ikke noget man kan komme udenom,” svarede han stilfærdigt og smilede opmuntrende til hende. Han havde jo heller ikke søgt efter hende, så de var vel lige gode om det? Så længe de kunne starte på en frisk, så var han glad. Hun kunne altid få ham til at smile, ligesom det var gengældt, og han nød tanken om det. Han trak blot på mundvigen og rystede muntert på hovedet. ”Du har altid været en lille djævel, Faith!” påpegede han lettere muntert, og blinkede let til hende. ”Og man kan ikke lade vær med at holde af den dejlige lille rødhårede djævel,” tilføjede han sandfærdigt. Det var jo sandt.
Det var som om en kniv måtte jage sig igennem Dericks bryst til den … nyhed. Intet smil befandt sig på hans læber, og intet skær i hans øjne, kun tomhed, som havde han været en statue. Som havde han været død. Han stirrede næsten åndsfraværende på Faith, uden at blinke, som befandt han sig et helt andet sted. Hvorfor havde han ikke været der? Og havde han været der, havde det så gjort en forskel? Tankerne for igennem hans hoved, og han mærkede hvordan hans øjne begyndte at svige, hvilket fik ham til at blinke, imens han rystede på hovedet. Han rømmede sig lidt, og så på deres hænder, da hun gav hans hånd et klem. ”Jeg …” Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige. Moniqe havde været én af hans nærmeste venner, og nu var hun … borte. Det gjorde det ikke ligefrem lettere at han havde isoleret sig! Han mærkede hvordan han blev helt tør i halsen, og han sank den ubehagelig klump der havde sat sig fast i hans hals, inden han stille vendte blikket mod Faith igen. ”Men … hvordan?” Han rynkede brynene, ”jeg mener, hvordan døde hun?” De mørke øjne søgte til Faiths grønne, han ønskede svar, og et sted forlangte han dem, for Faith vidste hvor meget Moniqe og hende selv havde betydet for ham.

[Silia D. Diamaqima]

Hvad der var sket var en forbandet lang historie, som hun hverken orkede eller lystede egentlig at skulle snakke om, det tog hårdt på hende og det var tydeligt. Det havde været nætter uden søvn, og ikke mindst også uden mad, Jared var en elendig kok, hun tvivlede på at Cedric og Cecilaya var villig til at spise det kul han kunne bikse sammen, lige der mindede han desværre lidt for meget om hende selv. Det sved i kroppen, hvad hun ikke ville gøre for snart at komme op af dynerne og bare gå lidt rundt i huset, her var for mange minder.. For stort et savn, denne gang ville han ikke komme tilbage, denne gang var det for alvor slut. De tanker var alle borte når hun sad her foran den ven som havde været væk så længe, men stadig bar den enorme betydning for ham, hvad der var sket med hende var virkelig ligemeget, for hun var langt mere nysgerrig på hvad der var sket med ham. Hånden hvilede i hans, stille og næsten af ren vane strøg tommeltotten stille hans håndryg. Det var rart at have ham her, det var rart at vide at han måtte være i live, men kunne vel roligt sige at det her var mere end hun havde turdet drømme om? Og allerede nu frygtede hun lidt det tidspunkt hvor han ville være tvunget til at gå igen, det ønskede hun virkelig ikke! Hendes krop føltedes så kold. Den gamle Faith var der stadig og en enorm grad, det var den gamle Faith som havde splittet hendes egen familie, at se Kimeya dø var noget som langsomt og stille havde kvælt hendes indre flamme, hun vidste selv at hun måtte finde den igen inden det ville gå hen og blive dødeligt for hende, lysten var bare.. Væk? Selv på trods af den familie og det ansvar hun måtte have. Det var den samme varme hun kunne sporer i hans øjne, selvom det var uvirkeligt på alle måder, så jo længere han sad her, jo mere måtte det gå op for hende at det i virkeligheden var ham, hun genkendte ham mere og mere og det var lettende, dette var ikke blot en dårlig joke. Selvom det skar i hele kroppen ved at rykke sig en smule ind så gjorde hun det for at han kunne få mere plads, minen foretrak sig i smerter, hun lagde sig igen en smule til rette, lod ham blot stryge de flammerøde lokker bort. Ligenu kæmpede hun virkelig for ikke at lade tårerne falde, alle vidste at hun ikke græd foran andre og selvom hun holde af Dercik var han ingen undtagelse, "Jeg begik en fejl.. Igen" fnøs hun stille og rystede på hovedet. Det var ikke noget nyt det var altid hendes skyld "Han er død.. Vi splittede op for noget tid siden, alt så ud til at være lysere, han flyttede ind igen og vi vidste begge at før eller siden kunne vi ikke undgå hinanden mere, men vi fik bare ikke chancen. Han hjemsøger mig i drømmene, jeg ser ham i mine unger, over det hele og det gør mig vanvittig, han driver mig til vanvid selv i døden, Derick!" udbrød hun tydeligvis fustreret. Det kunne virkelig ikke være rigtig, selv nu skulle det fortsætte. Han havde fået hvile hvorfor kunne hun ikke også finde den? Selvom noget stak i brystet ved at tale om det kunne hun ikke lade værre med at le ved hans ord "Hvis der er noget jeg er så er det egoistisk, Derick.. Jeg tror du er den første der har sagt andet til mig.. Og det er sandt at alle er fyldt med fejl ja, men sådan en som mig er bare en stor fejl efterhånden" hun trak svagt på skuldrene. På trods af stoltheden var det jo sådan hun følte sig, sådan om alle andre fik hende til at føle sig, som en stor fejl, hun kunne jo ikke gøre noget rigtigt selv når hun forsøgte.
Det ramte ham hårdt med Moniqe, noget som hurtigt fik hende til at tie. Han behøvede en forklaring.. Fair nok, også selvom hun direkte hadede at snakke om det! Kimeya var jo død? "Jeg kan ligeså godt være ærlig, Derick.. Moniqe var ikke lykkelig, siden hun fandt sammen med Elvolganta var hendes liv et stort kaos.. Hun blev naiv og skabte skeletter.." hun holdte en pause, en ubehagelig klump lagde sig i halsen på hende, hun var blevet svigtet af hendes to nærmeste på den måde ".. Hun fik en affærer med Kimeya.. Kimeya slog hende ihjel efter Moniqe afslørede at hun følte for ham, på måder som hun hadede.. På grund af mig" afsluttede hun stille. Blikket gled i jorden, hjertet hamrede en smule. Selv efter alt den tid var det drøn ubehageligt det var sikkert.

[Deleted]

Derick kunne tydeligt se smerten i hendes blik, ikke på grund af den fysiske smerte hun måtte føle, men en smerte af sorg og fortvivlelse. Det var så tydeligt at læse i hendes blik, og det gjorde et sted ondt i ham, for han ønskede rent faktisk ikke at se hende sådan her, hverken på den ene eller den anden måde. Han ønskede at se hende smile fordi hun faktisk var glad, fordi hun var lykkelig, han ønskede ikke at hun skulle være trist og ked. Slet ikke. Han savnede at se den livlige Faith, men indtil videre var den Faith væk, og det bebrejdede han hende ikke for. At hun måtte rykke længere ind på sengen for at gøre mere plads til ham, brød han sig ikke om, for han kunne tydeligt se hvordan den måtte smerte hende. Og hendes fortvivlede og frustrerende ord, hjalp ikke ligefrem på hans humør. Hans mørke øjne hvilede lettere tomt og dog tænkende på hende. Kimeya var død og borte, og det tog hårdt på hende, men det forstod han, for han kunne godt huske Faiths og Kimeyas forhold, de havde jo faktisk fundet sammen helt tilbage fra hans tid. Hans blik faldt på det smertestillende, og han tog let det lille reagensglas, som han havde lagt på natbordet, inden han rykkede sig lidt tættere på hende. Han lagde en hånd i hendes nakke, for at give hende lidt støtte, inden han bed proppen til reagensglasset af. ”Drik det her. Det hjælper mod din krops smerter,” opfordrede han. Det var tydeligt at hun ikke havde lyst til at snakke om Kimeya, det var tydeligt at hun var såret, det var tydeligt at hun havde lyst til at græde, men ikke ville, for han vidste hvor stædig og stolt hun måtte være, og det glædede ham et sted, skønt det også smertede ham. Han ønskede ikke at se hende såret. Nok ville han gå ud af huset, for han manglede endnu at finde Elanya, og han havde regnet med at opsøge Moniqe også, men hun var åbenbart selv væk, men skønt han ville gå, så ville han komme tilbage og se til hende, for han helmede skam ikke før hun var rask igen. Væsken ville nok ikke smage særlig godt, men det ville i den grad hjælp hende. Og måske ville hun komme sig noget hurtigere? Han så på hende ganske alvorligt. ”Faith, alle har lov til at tænke på sig selv, men du er langt fra egoistisk, det kan godt være du føler dig sådan, men du er stædig og har altid gjort det som du har ment var bedst. Du er dæmonernes sande leder, og som leder kommer et ansvar. Du ledte nok ikke efter mig, men selv jeg ledte ikke efter dig, jeg føler skam og skyldfølelse, ligesom du selv gør, men det gør dig ikke svag af den grund, og du kan stadig nå at rette op på de fejl du har begået, og så stædig og viljestærk som du er, så ved jeg at alt er muligt for dig,” svarede han stilfærdigt og med en lettere bestemt tone. Han ville ikke sidde her og høre på at hun var egoistisk, men så igen, han vidste jo ikke hvad der var sket i den tid han havde været væk, men én ting var sikkert, uanset hvad hun havde gjort, så ville hun være i stand til at rette op på det! ”Jeg ved hvor hårdt det er at miste én man elsker, Faith, for Denjarna er ikke hos mig længere, og jeg er bange for at jeg ikke er i stand til at give slip på hende,” svarede han lettere dæmpet, og selv med en stemme der var præget af fortvivlelse. ”Men det kan ikke forhindre én i at leve videre. Vi har forpligtelser der skal udføres, og du har en forpligtelse overfor dine børn.”
Derick lyttede til hendes ord. Han ønskede at vide besked om Moniqes død. Han ønskede at vide hvorfor. Han mærkede hvordan hans hjerte måtte … gå i stå? Han kunne slet ikke mærke det, og ubehaget samlede sig i hans mave. Han var bange for at han faktisk ikke ville bryde sig om sandheden. Og hendes ord, var som et lyn der måtte slå ned i ham. Han knyttede let hænderne og bed tænderne sammen. Kimeya slog hende ihjel? Hans blik hvilede på Faith, lettere tomt og vredt. ”Og hvorfor blev hun slået ihjel Faith?” spurgte han lettere kortfattet, skønt vreden hvilede i undertonen. Men det nyttede ikke at begyndte at gå amok i sin vrede over hans tab. ”Hvad var grunden til at Kimaya slog hende ihjel?”

[Silia D. Diamaqima]

Smerten var der og den var ikke til at skjule, det var heller ikke ligefrem fordi hun måtte prøve, enhver vidste hvor meget Kimeya betød for hende, go det som gjorde mest ondt var det faktum at hun end ikke havde fået lov at nævne det for ham, han var død inden hun fik chancen. Alt havde set så lyst ud, det blev sværere og sværere at holde sig fra ham og hun havde set at han stod med samme problem, det var så blevet direkte den aften.. HUn tvang tankenerne væk, hun ville ikke! Lykken havde ramt hende på dage, det var aldrig af længere perioder af gangen, den sidste gang hun havde følt sig virkelig lykkelig var før hun var endt som dronning på Dvasias trone, dengang Kimeya kunne elske hende ubetinget og uden hans mange kvinder som i virkeligheden vel havde ødelagt hendes selvtillid? Nu kunne end ikke passe sit job eller hendes børn for den sags skyld, og den tanke i sig selv gjorde ondt. Og så alligevel måtte Faith vel erkende at det hjalp at have Derick hos sig? Så savnet som han havde været, dukkede ham op som kaldet. Et sted så følte hun vel at det var nytteløst prøve at forklare hendes sorg? Der var ingen der forstod hende og Kimeya's forhold, folk rystede kun på hovedet af dem efterhånden, de havde været sammen i ånhundrede efterhånden, og det var også årundrede siden de rigtigt havde været lykkelige sammen, hun savnede den tid, men at hægte sig fast i fortiden var vel heller intet som i virkeligheden ville gavne hende? Smilet var væk, hendes eget blik var tomt, uden noget liv, på indsiden var hun død, død sammen med manden hun elskede, det var den tomme skal der lå tilbage i sengen. For et kort øjeblik måtte hun se fra ham til eliksiren, hun stolede på ham, hvad havde hun egentlig at miste efterhånden? Stille lod hun læberne skiltes og drak eliksiren, tanken om at smertene ville forsvinde bare lidt, den var virkelig lettende. Den direkte rædselsfulde væske gled ned i halsen, brændte hele vejen ned, ikke at det var ukendt for hende, Nathaniel bryggede forskellige eliksirer til hende af den ene eller den anden grund. Den klamme smag fik hende for et kort øjeblik til at tænke på andet og det blev lettere at holde på tårerne, de mange kendetegn ved hende var netop den enorme stædighed og stolthed, og ikke mindst hendes viljestyrke hun havde altid kæmpet for hendes sag, altid stået op for det som hun måtte tro på.. Indtil hun var.. Begyndt at hade sig selv et sted? Blikket gled mod ham og med et stille smil "Det er virkelig søde ord, Derick.. Men jeg har altid fået at vide jeg er egoistisk og jeg er sikker på det passer selvom det ikke er min mening. Jeg er ked af jeg ikke ledte efter dig, men det er virkelig kun en af mange fejl jeg har begået, mange af dem kan jeg desværre ikke længere rette op på.. Og jeg er desuden begæret over at du husker mig for den viljestyrke, jeg savner at være den kvinde jeg var dengang, men der er sket meget siden du forsvandt, mere end jeg nok egentlig kan huske.. Jeg er bare bange for der ikke er meget af den styrke at hente mere" indrømmede hun med svag tone, for det var virkelig tegn på nederlag fra hendes side, smilet var famlet igen. Langsomt var det smertestillende begyndt at virke, hun kunne bevæge sig uden det skar i hele kroppen, noget som var forbandet behageligt "Hvor længe vil det holde?" spurgte hun og kastede et stille blik mod flasken så han vidste hvad hun mente. At høre Denjarna var borte gjorde et sted ondt, det var jo selv en kvinde hun havde holdt af, en nær veninde "Det er hårdt, uretfærdigt hårdt.. Du har altid været bedre uden hende som jeg altid har været uden Kimeya, men det hjælper aldrig på følelserne, gør det?" hun hævede et svagt øjenbryn, han var den eneste der forstod hende bare en smule, ingen forstod ham og Denjarna som ingen forstod hende og Kimeya "Jeg elsker mine unger.. Men alle ved jeg aldrig har været den fødte mor, jeg griner ved tanken om overhovedet blive kaldt mor, jeg tager den forpligtelse men jeg kan ikke alene" hviskede hun nærmest hæst. At tage børnene alene var hende umuligt, hun var ikke født med et modergen, hun anede ikke hvad pokker hun skulle gøre, for første gang erkendte hun at hun behøvede hjælp og det var stort.
Hendes hals var blevet tør, hun brød sig ikke om at tale om hvad der var sket dengang, hun var blevet svigtet af den mand hun måtte elske og den kvinde som havde betydet mest, hun bebrejdede dem ikke. Moniqe havde altid været alt hun ikke var, intilligent.. Smuk, enhver mands drøm og Kimeya var bare.. Uiomodståelig den kendte hun jo desværre selv til, men igen det var fortid. Hun huskede vreden da hun så Moniqe falde slapt ind til Kimeya's favn og langsomt dø ud, det var et ubehageligt minde, men Derick fortjente at vide besked. Let bed hun sig i læben "Han gengældte de følelser" mumlede hun svagt og lod blikket glide ud af vinduet, hun var langt fra den eneste kvinde som Kimeya havde næret varme følelser for og det gjorde ondt "Han frygtede at han ikke kunne være sammen med mig, på grund af hans følelser til Moniqe.. Ikke hvis hun levede" afsluttede hun roligt. Det stak virkelig i brystet at tale om hendes to mest ømme punkter, men igen.. Ærligheden var vel det bedste?

[Deleted]

Derick havde aldrig nogen sinde oplevet Faith som svag, ikke fordi hun kunne tabe en kamp, for det kunne hvem som helst. Hun var jo heller ikke dronning af Dvasias længere, og selv det kunne han huske, men hun havde aldrig nogen sinde været svag i hans øjne, og han ønskede heller ikke at hun skulle give op, skønt han kunne se på hende, at det var hvad hun var ved at gøre. Hun havde mistet den person som havde betydet så utrolig meget for hende, og han forstod hende, for han havde selv oplevet det, men det gav hende ikke ret til at opgive alt og alle, det ville han ikke være med til! Han ville hjælpe hende, og være der for hende, som den ven, han faktisk aldrig var, eftersom han selv valgte kærligheden frem for alle andre, og hvem bebrejdede ham egentlig? Hvem ville ikke have gjort det samme som han havde gjort? Faith havde jo faktisk selv gjort det, men den eneste der hadede ham for det, var ham selv, for det var noget han ikke var i stand til at glemme, at han havde svigtet dem alle sammen, alle dem som havde måttet betyde noget for ham, Moniqe, Faith, Elanya, og en masse andre, som han valgte at skære fra. Tankerne om at han måske havde kunnet være med til at rette op på tingene slog ned i ham, at han havde kunnet gøre en forskel og hjælpe sine venner og være der for dem, og det at han havde gået glip af så meget, blot for at se døden i øjnene igen, den var ubehagelig og smagen var grim! Det var hans egen skyld og om han burde eller ej, så følte han skyldfølelse for alt det han havde svigtet og givet slip på. Men nu var han tilbage og han ønskede at rette op på det. Og han ønskede at hjælpe Faith, så hun igen kunne vise ham hvor stærk hun var. Han smilede, som hun drak væsken. Det ville hjælpe hende. Han trak på smilebåndet, for han kunne tydeligt se at det ikke smagte godt, og han lod let sin hånd stryge hende blidt over håret, inden han pakkede det lille reagensglas væk. Han rystede let på hovedet. ”Det skal du slet ikke tænke på, Faith, jeg søgte heller ikke efter dig, så det er vel gengældt? Men jeg er her nu, og jeg vil hjælpe dig med at komme op på benene igen,” sagde han med et lille opmuntrende smil, ”du skal nok blive rask om ikke længe.” Han kunne tydeligt se på hende at hun var død indeni, og det smertede ham virkelig, for han ønskede slet ikke at se hende i denne tilstand. Men han kunne ikke gøre andet end at håbe. Håbe på, at det hele blev meget bedre. ”Du bliver nok aldrig den person, som du var engang, netop fordi du har været igennem så meget efterhånden, men alle dine fejl er med til at give dig erfaringer og du kan derfor være med til at lave en person der er langt stærkere og bedre end dengang, Faith. Alle har fejl, alle begår fejl, alt andet er uundgåeligt, ingen er perfekte, men det er ikke en grund til at du skal give op, du skal lære af dine fejl i stedet for,” sagde han sandfærdigt, imens han smilede et lille opmuntrende smil. ”Ingens liv er perfekte, og nok har dit heller ikke været det, men jeg ønsker ikke at du giver op Faith, det har du aldrig gjort. Du har altid været stærk, og jeg ved at den styrke stadig befinder sig inde i dig.” De mørke øjne forlod end ikke hendes grønne. Han smilede let. ”Det vil virke i nogle dage, men så er jeg tilbage med noget nyt til dig,” forsikrede han hende. Han ville hjælpe hende, også med hendes smerter. Han brød sig ikke om at nævne Denjarna og slet ikke om at snakke om hende, for det gjorde frygteligt ondt! Selv hende havde han svigtet. Han så ned. Om han var bedre uden hende, vidste han ikke helt, for meget havde han været igennem på grund af hende, men det ændrede jo ikke hans følelser for hende. Han så på hende igen, og rystede svagt på hovedet. ”Hvis jeg er bedre uden hende, og du er bedre uden Kimeya, hvem er vi så bedre med?” spurgte han stilfærdigt. ”Vi elskede dem, og vi var ligeså godt tjent med dem, som uden. De har været med til at forandre os, både på det gode og det onde, men vores tab, skal ikke trække os ned, Faith. Kærlighed og minder gør stærk, du må ikke glemme ham, heller ikke selvom han hjemsøger dig i dine drømme!” Han så lettere alvorligt på hende. Han smilede til hendes ord. ”Jeg har altid ment, at du ville blive en fantastisk mor, fordi du er så kærlig og streng på samme tid. Desuden, du er ikke alene, du har mange omkring dig,” sagde han roligt. Han ville nok ikke kunne hjælpe hende med at være børnenes far, men uanset hvad det krævede, så ville han altid hjælpe hende.
Dericks blik blev lettere glødende. Han havde mistet Moniqe, hun var væk. Han knyttede sin hånd så meget, at hans knoer måtte blive helt hvide. Det kunne bare ikke passe! Og Kimeya havde dræbt hende. ”Det gav ham ingen ret til at dræbe hende!” hvislede han lettere vredt. Han rejste sig fra sengen. Han havde lyst til at … slå på nogen eller noget! Og Kimeya var væk, så han kunne end ikke lade sin vrede gå ud over ham! Han gik lettere frem og tilbage i rummet af den rene vrede og frustration. Det var sygt og forkert, på alle måder! Han stoppede op og så på Faith. ”Det gav heller ikke mig ret til at slå Elanya ihjel!” tilføjede han, dog med en dæmpet og mere kontrolleret stemme. Han havde jo næret følelser for Elanya, skønt han havde været sammen med Denjarna, så han forstod det trekantsdrama, men derfor havde han jo ikke dræbt hende!