What to do..?

[Theodore Jarvis Acheron]

Ligesom sin kære bror, så var Hayden født med en helt og særdeles utrolig tålmodighed, så han kunne virkelig stå der og være en forbandet plage igennem så forbandet lang tid og endda uden, at det ville påvirke ham det mindste når det kom til stykket. At ellers så mange andre, måtte reagere på det, var jo så en helt anden side af historien. Det var faktisk det som måtte more ham i det store og hele. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse og lige så fast som de altid havde gjort det. Hendes ledsager havde virkelig intet at lave her. Set i Haydens øjne, var han virkelig bare en bangebuks, at han ikke gav sig til kende! Den næsten giftige sarkasme, var end ikke noget som man kunne tage fejl af. Han himlede let med øjnene, selvom det slet ikke var med en irriteret mine på noget tidspunkt overhovedet. ”I så fald, så er I her af de helt forkerte grunde..” svarede han ganske kortfattet. Han blev stående denne gang og med den samme faste mine i ansigtet.
Den børnehavepædagogik var virkelig ikke noget som havde det mindste indvirkning på hende. Han havde i den grad brug for noget mere end dette alene, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han havde brug for en grund til at føre dem med sig længere ind i Dvasias! Og desuden.. hvad fik han egentlig ud af det?
Alle stræbede efter magten på den ene eller den anden måde, det var jo bare almænd kendt. Menneskets væsen var virkelig noget af det mest egoistiske som man nogensinde kunne komme i nærheden af, og det var kendt for Hayden, så hvorfor skulle han vise sig, at være et undtag på den ene eller den anden måde, når det endelig måtte være? Det var bestemt ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, når det endelig måtte komme til stykket. Han fnøs ganske kortfattet. Hun var virkelig alt for selvsikker en kvinde efter hans mening! At hun havde været i havet siden det blev skabt, var ham blot en bekræftelse. Hun måtte virkelig være en af de legendariske havets vogtere! Om ikke andet, så gav det ham en grund til at føre hende med sig videre ind i Dvasias – Og ikke hendes ledsager, for han havde virkelig ikke bidraget meget til dette fine.. møde. ”Du burde virkelig ikke undervurdere mig,” sagde han ganske kortfattet og med en næsten vrissende stemme. Det gjorde ham bare vred!
Vandet var ikke direkte noget som måtte skræmme ham som sådan, men det at hun kunne manipulere med det, fik hans alarmklokker til at ringe. Han fnøs ganske kortfattet. ”Selvfølgelig ved jeg hvor Warlock-lederen opholder sig!” vrissede han med en iskold stemme. Hvordan kunne hun da få sig selv til at tvivle på det?! Det var slet ikke noget som han ville høre det mindste på! En ting var at hun skulle undervurdere ham, men at drage ham sådan i tvivl, det ville han i den grad ikke være med til! ”Jeg kan vise dig hvor han er og vise dig vejen frem dertil. Du skal bare være opmærksom på, at du ej vil kunne opsøge ham med mindre, at du er en warlock.. Kun det mørke væsen vil kunne søge indenfor den store cirkel af sten,” forklarede han ganske kortfattet. Han havde jo trods alt ingen grund til at vise hendes ledsager dertil!

[magique]

Rhiannon smilede en kende godmodigt, som Hayden himlede med øjnene, for lige så lidt som han troede på hendes udsagn, havde hun oprigtigt ment det. Faktisk ville det kræve, at Seth direkte eller indirekte søgte at skade Havet, før hun ville skade ham, og hun mente dog at kende ham så godt, at han aldrig ville gøre noget sådant. Selvom det var så længe siden hun sidst havde set hans melankolske ansigt.
Et øjenbryn hævedes hånligt, da Hayden sagde, at han ikke skulle undervurderes. Det var tydeligt, at han undervurderede hende, for selv uden hendes hjælp, ville et stormfuldt hav, der angreb med flere tons vand igen og igen, være mere end nok til at underkue et menneske, og Rhiannon kunne forværre det. "Måske skulle du ikke undervurdere mig, unge mand" svarede hun med en ligeledes vrissende stemme. Troede han virkelig, at han ville have en chance imod så mægtig en naturkraft? Kun fordi Seth betød noget helt specielt for Rhiannon havde han overlevet, ellers ville hun aldrig have drømt om at gå imod Havets vilje på den måde. Det var trods alt den destruktive kraft, der gav Havet sin charme i hendes øjne. Faren og selvfølgelig det enestående liv under overfladen, et uforstyrret liv udenfor de andre racers rækkevidde.
Da Hayden opviste et tydeligt behov for at understrege, at han bestemt vidste hvor Seth befandt sig, smilede Rhiannon et af sine lumske smil. Han ville ikke være sådan oprevet, hvis han ikke selv mente, at han vidste, hvor Seth var, og det var gode tegn. Hun smilede glad over skulderen til Jesse for at afsløre, at de sandsynligvis snart ville kunne sætte kursen imod Seths tilholdssted og fjerne den lås, hvori hans vinger var lagt. Et stik af smerte ramte hendes bryst, som hun så et par forhutlede fjer stikke ud. Intet væsen burde være fanget. Ondt eller godt, kærligt eller fjendtligt, hun ville altid kæmpe for et væsens frihed, hvis det stod inden for hendes magt. En kuldegysning løb ned langs hendes ryg, som hun tænkte på, hvis hendes egen frihed på den måde var blevet begrænset. Hun ville være gået til, ikke bare psykisk. Havet kunne ikke mestres, og ej heller kunne hun, eller burde hun. Det lumske smil bredtes, da Hayden påstod, at hun ikke ville kunne komme kontakt med Seth, hun skulle nok finde en måde at gøre det på, så længe hun vidste hvor. "Lad mig bekymre mig om det, når vi når så langt" svarede hun så med en ophøjet neutralitet i sin syngende stemme.

[Deleted]

Han vidste ikke om han skulle være lettet eller ej, da det lod til denne fremmede mand vidste hvor de kunne finde Seth. Han ville bare gerne frem hurtigt og se om Rhiannon virkelig var i stand til, at få ham til og fjerne låsen. Han ville sådan ønske han kunne bare bevæge dem! men remmene samt kæder og lås holdt dem grundigt fast og han kunne ikke gøre andet en blot finde sig i det. Han bed sig i læben og selvom hun smilede til ham over skulderen så opmuntrede det ham ikke meget. Hvem sagde han ville føre dem dertil når han så eller hørte hvad Jesse var? Hvis han kendte den rigtige årsag. han var et væsen af mørket. det var Jesse sikker på! Så hvorfor skulle han ønske og hjælpe? Han forsøgte og skubbe disse tanker væk igen fra sit sind, men det var lidt svært. de sneg sig bare tilbage igen og det gik ham på. han lagde sine hænder på hver side af hovedet og forsøgte af alt magt og få kontrol over sit sind igen og selv bestemme hvilke tanker han ønskede var der! han lyttede knap til samtalen mere selvom han da bestemt havde begyndt og lytte igen, da det virkede til emnet med Seth fandt sin ende. Cirkel med store sten? Han vidste ikke hvad det betød. Det var en af de få ting der sprang ud af samtalen og som han fik opfanget. Hvor var det sted? Det måtte vel være der Seth var? men hvis kun Warlocks kunne komme ind hvordan kom de så derind?

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad Hayden bestemt ikke måtte ønske, så var det at blive undervurderet på den måde. En god del kendte allerede til rygterne omkring hans storebror Nathaniel Diamaqima og han var mindst lige så god som den mand var med de midler som han havde at tage brug af, for ikke at glemme, at han bestemt ikke kunne være bange for en anelse vand! Han kneb øjnene fast sammen. At han om ikke andet, bare var en del af dette lille spil for øjeblikket, var end ikke noget som han ville kunne drage det mindste til tvivl. Hun var og måtte være en af havets store vogtere, hvilket han havde respekten for. Han havde i den grad en respekt for havet som han ikke havde for meget andet, men stadig så skulle respekten vindes og ikke bare noget som man kunne gøre krav på. ”Tænk på, at det burde være gengældt,” sagde han ganske kortfattet. Hun skulle så sandelig heller ikke undervurdere ham, for det ville om ikke andet, bare være en frygtelig dum ting. Han kunne langt mere end det som man lige kunne tænke sig til og nok selvom hun stod der og beskyttede sin kære ledsager, så kunne han sagtens gøre ondt af den grund!
Selvfølgelig vidste han hvor Seth var, det var da noget som alle måtte vide efterhånden! Selvom det var de færreste som kunne opsøge ham på hans fordør, så var det jo bare en anden side af sagen, som man selv ikke skulle tage fejl af. Hans hjem var beskyttet af den mørke cirkel, hvilket var et sted som kun warlocks kunne søge forbi, så der vile de støde på et temmelig stort problem når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var jo bare den rene sandhed og på alle tænkelige måder overhovedet. Hans blik hvilede ganske så fast på dem. Det var lettende i tågen, selvom det stadig kunne være godt svært at se om der skete noget fra deres side af, for ikke at glemme, at hendes kære lille ven, havde været forbandet stille i alt for lang tid i hans øjne.
Hayden måtte svagt himle med øjnene. Hun vidste slet ikke hvad hun var oppe imod. Om det var det kære hovmod som havde lagt hende en visit, vidste han ikke, men ikke at det var noget som han ville blande sig i. ”Der tror jeg du tager ganske fejl,” sagde han kortfattet. Han kunne sagtens vise dem længere ind i Dvasias, men det var om ikke andet, bare til en større fare for dem selv end det som det måtte være for nogen af de andre. ”Jeg kan vise dig vejen til ham.. Din kære ledsager.. vil jeg ikke se i min nærhed,” vrissede han kortfattet. Han så virkelig ikke nogen grund til at skulle hjælpe den mand? Måske at han havde gjort klog i, at skulle være så stille som han havde været, men det gjorde virkelig ikke godt for det i hans øjne, det var helt sikkert. ”Han vil være død inden vi når mørkets cirkel,” afsluttede han ganske så kortfattet. I sig selv, så var det jo bare en sandhed.

[magique]

Rhiannons stormgrå øjne hvilede uforfærdet på Hayden som han kom med sin usædvanligt uoriginale kommentar om, at hun ikke skulle undervurdere ham. Hun undervurderede ham skam ikke, hun vidste bare, at ingen ville kunne undslippe hendes greb, når først de var bevidstløs en halv kilometer fra overfladen i det sydlige Hav, mere var der skam ikke til det, og hvis han troede noget andet, var han et usædvanligt arrogant eksemplar af sin race, hvad end han nu måtte være. Det havde hun egentlig endnu ikke fundet ud af, men det bekymrede hende heller ikke. Skulle det komme til kamp, ville hans kampteknikker sandsynligvis røbe ham, lige så vel som at Rhiannons benyttelse af vand røbede hende.
At Rhiannon måske nok forekom hovmodig ved sin kommentar om, at hun nok skulle finde frem til en måde at komme hen til Seth på, måtte endelig ikek fejlfortolkes på den måde. Situationen var bare sådan, at hun, før eller senere, ville få sin vilje, overtale en eller anden gøre et eller andet og så ville hun nå frem til Seth, om han måtte ønske visitten med en engel på slæb eller ej. Hun havde mere end nok tid til at vente, for målet helligede midlet, så længe hun fik løsnet Jesse af sin fangenskab. At Jesse måske så på det med tiden på en anden måde, var ikke hendes bekymring. Hvis han ønskede hendes hjælp måtte han følge hendes midler. "Men det er jo heldigvis ikke din bekymring, eftersom jeg kun bad dig om hjælp til at finde stedet" svarede Rhiannon veltilfredst, Hayden måtte kunne se, at det ikke ville nytte noget at sige, at hun var fejltagen. Som Havet før eller siden ville slibe sig vej igennem selv den stærkeste klippe, havde hun tænkt sig at slibe sig igennem alt, der måtte ligge til hindring for hendes lille sindrige plan. En varm glæde spredte sig i hendes mave, da Hayden sagde, at han ville lede hende til denne Mørkets cirkel, glæden forsvandt dog som dug for solen, da han ikke ville tage Jesse med, og de førhen åbne øjne blev smalle som slidser. Og da hun hørte den utilstrækkelige grund, blev hun først irritabel, og vandstanden sneg sig langsomt op imod dem igen. "Hvis det er din bekymring, skal jeg nok spare dig den; Jeg har beskyttet min følgesvend her i lang tid herinde i Dvasias, og skal nok selv sørge for det fremover, hvis blot du leder os til denne Mørkets Cirkel" svarede Rhiannon mørkt.

[Deleted]

At Jesse i Hayden´s øjne ikke måtte komme med var noget der ramte ham og undrede ham en del. Hvorfor ikke? Han var jo allerede et stykke i landet og Rhiannon tog sig af beskyttelsen? han sagde dog ikke noget selvom han åbnede sin mund, men lukkede den igen. Han ville ikke efterlades her. Så hellere tage tilbage til Manjarno og vente der. Håbe de så måske kom tilbage og hjalp ham der. Hvis han blev her alene døde han jo bestemt også hvis der kom nogen. Han bed sig i læben og trippede lidt på stedet igen. Havde lyst til og sige ham imod, men gjorde det ikke. ikke endnu. Han måtte lige tænke lidt. Få det til og give mere mening på en måde. Han rystede lidt på hovedet. Kunne de så ikke bare få at vide hvor det var henne og så vejen? så gik de jo selv og Hayden kunne være ligeglad med hvad der skete med Jesse under alle omstændigheder. han åbnede stille munden igen med et lille suk. "Jeg er nødt til og gå med. Det er på grund af mig Rhiannon overhovedet skal bruge Seth. jeg er den tjeneste hun vil have indhævet hvis man kan sige det på den måde." han vidste ikke hvor klogt det var og åbne munden, men nu havde han gjort det. og med klar stemme der nærmest skar igennem tågen med sit lys. Han måtte vel så bare håbe, at Hayden ikke ville myrde ham nu han nok let kunne gætte han stammede fra Procias. Men han tænket, at hvis han selv trådte lidt frem kunne det være Hayden ville løsne op og fortælle dem det de havde brug for, at vide. Det var et skud i tågen godt nok.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden valgte sine ord med største omhu. Det var virkelig ikke fordi at han var arrogant som sådan, selvom det naturligt måtte ligge til ham at skulle føle sig mere.. hovmodig og meget mere overlegen end det som de fleste ville have været. Desuden var det også noget som måtte ligge ganske så naturligt til hans navn – Diamaqima. Det var og blev en forbandet stolt familie og slægt når man måtte se på det i det lange forløb, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Rhiannon måtte være en havvogter og det var noget som han så måtte respektere til fulde, selvom det nu ikke var noget som direkte måtte forhindre ham i, at skulle teste hende og se hvor langt han i det hele taget var i stand til at skulle køre hende ud, det var også helt sikkert nu hvor det måtte komme til stykket.
Det var virkelig ikke fordi at Hayden betvivlede, at hun kunne slå ham hjel som ingenting, men her på land var det vel også ham som måtte have overtaget? Det syrede vand var ikke så forbandet farligt i sig selv, det var bare mindre appetitvækkende at skulle bade i, og det var heller ikke noget som man ville tage skade af som sådan. Han havde ofte været ved den kære mørke sø. Det var faktisk et af de steder som han holdt som det kæreste. Han elskede isandhed at skulle være her efterhånden. ”Så sandt gjorde du, men det er ikke ensbetydet med, at jeg vil, er det?” spurgte han kortfattet. Det var virkelig det forkerte sted at skulle søge venskaber henne, for her var der ikke mange som i det hele taget måtte være villige til at skulle give en hjælpende hånd med på nogen måde. Det var som regel et tegn på svaghed og det var det som man hentydet mest til omkring Procias!
Han kunne sagtens vise den kære havvogter til Den Mørke Cirkel, men hendes kære ledsager ville han ikke. For ikke at glemme, at den mand var ukendt for ham og han ville da først vide hvad pokker det var, at han lod søge så dybt ind i mørkets hjerte. ”Det er meget muligt, men jeg har brug for en gyldig grund til at skulle gå med til at lade en ukendt søge hele vejen ind i Dvasias. Du må forstå, at det sagtens kan gå udover mig selv,” sagde han kortfattet. Ikke at der var nogen hemmelighed i det. Mørket havde øjne til at følge en overalt og hvis han blev set i at skulle følge den forkerte ind i landet, så havde han da selv problemer. At hendes ledsager endelig måtte give sig til kende, så vendte Hayden blikket mod ham omgående. Hans mine var fast, for ikke at glemme, at det nu var kendt for ham, at denne mand måtte være fra Procias! Han knyttede næverne fast sammen og med et let fnys. ”Et væsen af Procias?” Han vendte blikket mod Rhiannon. ”Du har bragt med dig et væsen fra Procias?!” vrissede han.
Hayden slog sig selv i panden og rystede på hovedet. ”Meget vel.. Dette er ikke noget som I har hørt fra mig, er det forstået?” Hans stemme var alvorlig. Han ville ikke personligt eskortere dem til Mørkets Cirkel, det var noget som de selv måtte arrangere. Han fnøs let og pegede i retningen af nordvest. ”Følg den vej så langt som i kan komme.. I vil passere den mørke skov.. Hold jer altid til stien mod venstre. I udkanten af den vil i komme til Rimshia City. Gå udenom den mod øst og fortsæt så langt I kan komme. Der vil i finde den store cirkel af mørke sten,” forklarede han kortfattet.

[magique]

Rhiannon nikkede glad, da Hayden besluttede sig for, at de måtte få vejen at vide, og lod kontrollen over vandet gå, så det trak sig tilbage til sin naturlige tilstand. At Jesse havde besluttet at afsløre sig selv, netop som de var ved at få oplysningen, var i Rhiannons øjne en fejlvurdering, men på den anden side kunne de jo ikke rigtig trække det tilbage, og måske det havde tippet vægtskålen?
"Vi vil ikke belemre dig længere, tak for hjælpen, velvillig eller ej" svarede Rhiannon lettet og satte i et lidt mere energisk trav i den retning, Hayden havde udpeget. Hvis det var en fæld,e måtte hun tage det til den tid.

//Out - Jesse, din tur i 'Rain, rain, rain' under Mørkets Cirkel

[Deleted]

Da Rhiannon nærmest med faste og beslutsomme skridt vendte rundt og gik var det lige kort, at Jesse stod alene tilbage. han var ikke glad for det og nu hvor Rhiannon var trådt tilbage og tågen havde lettet sig en smule mere end før var Jesse´s fastspændte vinger på kort afstand tydelige nok. Han sank lidt og trådte et par skridt tilbage efter at have set på Hayden i lidt tid. "Tak..for hjælpen.." hans stemme var ganske rolig. Han kunne i det mindste takke følte han nu hvor han havde hjulpet dem på trods af han var fra Procias. Han så kort på ham før han vendte sig om og fulgte efter Rhiannon selvom det var dybere ind i landet. I det mindste skulle de udenom byen. Det kunne han se som et lyspunkt i det store hele. Han bed sig i læben og gik roligt efter hende og skyndte sig op på siden af hende igen. Han følte sig altså meget urolig på afstand af hende. Bagholds angreb og sådan. Men hun gav ham en smule mere tryghed på trods af de var i Dvasias.

//Out