What to do..?

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden var bestemt heller ikke helt dum, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl omkring overhovedet. Han vidste hvad han ville når det kom til dette og han nægtet virkelig, at skulle lade disse væsner passere uset fra ham! Han måtte jo næsten bare vælge at fortolke hendes ord. En drage kunne hun næppe være, men var hun virkelig en af havets store vogtere? En tanke som faktisk måtte more ham ganske så grænseløst og dog alligevel, så vækkede det ham dog en frygtelig nysgerrighed, som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, det var helt sikkert! Et sted hvor han jo måtte foragte det, for det var bestemt ikke noget som ville hjælpe ham det mindste, når det kom til stykket.
"Hvis du leder efter vand som der ikke findes syre i, er du kommet til det helt forkerte sted," begyndte han med en ganske så kortfattet stemme. Søen havde jo trods alt fået et navn efter hvordan det måtte se ud og det måtte endda selv more ham. "Jeg har ej brug for at skulle benytte dig som en forlystelse, jeg ønsker blot svar på mine spørgsmål," påpegede han med en ganske så kortfattet og rolig mine. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Hendes fine tricks med vandet, lod ham jo automatisk vide, at hun måtte være magikyndig på den ene eller den anden måde. Det var virkelig også den eneste grund til, at han valgte, at skulle være så forsigtig som det han måtte være lige i dette øjeblik.
At hendes kære ven måtte holde mund, var noget som i sig selv, kun måtte få ham til at smile. Han lod armene roligt søge over kors. Han var temmelig sikker på, at ingen af dem burde være her. "En erfaring ligefrem? Er det en erfaring som hjælper Jer i denne situation? Jeg står som ene mand, og I er to.. Hvem vil have overtaget?" Han hævede sigende det ene bryn. Han var virkelig for nysgerrig indenfor dette område og til tider, så måtte han jo faktisk hade det. Han måtte virkelig bare bide tænderne sammen i denne stund. Han våget sig et skridt tættere på dem. Han ville finde ud af hvem og hvad det var, som måtte skjule sig i den tætte tåge. Det var jo selvfølgelig i aften, at den ville vise sig. Det var i sig selv, en frygtelig frustrerende tanke i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
"Seth Bane?" gentog han med et selv stille smil på læben. Hvordan skulle han da ikke kende Warlockernes store leder? Nok kendte han ikke manden personligt, men han havde i det mindste hørt om ham og hørt hans navn på folkemunde. Hovedet søgte ganske let mod den anden skulder og ikke mindst med den lette tænkende mine i blikket. "Hvad ønsker I af Seth Bane?" fortsatte han med en rolig og let nysgerrig mine. Dette kunne nu meget hurtigt gå hen og vise sig, at blive temmelig interessant.

[magique]

Jesses ubrudte stilhed beroligede Rhiannon, for så meget kunne afsløre den stakkels engel. Han ville have meget lille eller ingen chance for at modstå et angreb, og selvom Rhiannon stadig havde kræfter tilbage og sikkert godt kunne gøre et eller andet for at redde dem, skulle situationen blive for offensiv ville hun bestemt foretrække hvis denne herre gad at fortælle, hvad han vidste om Seth og ellers bare lade dem komme videre. Hvorfor var det så interessant at de trissede rundt her? Rhiannons neutralitet sikrede hende rimeligt fri passage, eller i hvert fald ingen forudindtaget fjendtlighed. Bare fordi hun ikke bekymrede sig om de luft- og landbundne skabningers stridigheder kunne der jo være så mange andre grunde til at man ikke brød sig om hende. Ilddæmoner synes eks. ikke at hun var vildt behagelig, og det var i virkeligheden heldigt, at de havde formået at undgå skærmydsler med disse.
"Og det tror du ikke, at jeg ved, smarte?" lød et lidt bistert svar fra Rhiannon, hun kunne mærke på Jesse, at situationen øgede hans ubehag ved det hele, og hendes overskud var på et ikke-eksisterende niveau grundet manglen på vand. Det var selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, når man forsøgte at indhente informationer, men sådan måtte det jo være, hun havde ikke tænkt sig at undskylde. Da manden påpegede, at han var ene mand imod de to. "Nu må du ikke have så lidt tiltro til... Hvad er det, I kalder det? Held?" svarede hun uudgrundeligt, med en antydning af at de måske ikke ville være den største modstand at gå imod, dog uden direkte at sige, at de to personer var en handicappet engel og en af Havets Vogtere som havde været lidt for længe væk fra det Hav hun vogtede. Så kunne han grunde over den, han virkede intelligent, og blottelsen kunne sagtens virke som en fælde.
Det var tydeligt, at vedkommende kendte til navnet, og det havde alle da også gjort indtil videre, men de havde ikke kunnet hjælpe hende med lokaliseringen af Seth, og det var hendes eneste interesse. En lille uskyldig varme bredte sig kort i hendes krop, hun var faktisk ude at leve efter Seth og havde en undskyldning! "Seth Bane står tilfældigvis i gæld til mig, og denne gæld har jeg endelig fundet anledningen til at indkræve"

[Deleted]

Gåsehuden spredte sig mere og mere på hans arme selvom han havde tøj på og af ren vane gav han sig til og pille ved det tynde lange tørklæde der hang om hans hals. Eller et halstørklæde var det vel? Han hadede at vente og bare sidde i mørket. Det havde aldrig medført noget godt i alle de år og derfor var han nu stadigvæk skide bange for mørke og dets væsner. Var denne mand sådan en eller bare neutral der var gået over muren? Han havde lyst til og spørge hvis det virkelig var den eneste måde og få et svar. Men han tav. Holdt sig i baggrunden uden at synke for langt væk i tågens forvirrende omgivelser der let kunne koste dyrt for alle parter. Hvor tydeligt de to så hinanden anede han ikke. Han kunne ikke engang fokusere ordenligt nok til at se, at deres uventede gæst rent faktisk kom lidt tættere på. Han havde ikke lyst til og være her og havde han mulighed for det var han forsvundet væk, men han ville aldrig kunne finde tilbage og bare vandre rundt på egen hånd og så måtte han opgive sin frihed. Den tanke var ikke rar, men måske det bare skulle være sådan? Han så lidt ned. Og efter alt det han havde været igennem for at få den? Nej det kunne da ikke bare ende sådan her? Men måske måtte han bare bide sine tænder sammen og gå med til det. Han begyndte og ryste og bed sig i læben for ikke at sige en lyd. Hvor var denne Seth?!

[Theodore Jarvis Acheron]

De var to og det var også det eneste som var kendt for Hayden efterhånden, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert. Det var virkelig også den eneste grund til at han intet havde gjort endnu, udelukkende fordi, at det endnu måtte være ham ukendt hvad han egentlig måtte stå overfor på nuværende tidspunkt, det var helt sikkert. Så længe, at det åtte være ham så ukendt, så havde han virkelig ikke noget andet valg, for han ønskede vikrelig ikke, at skulle komme galt afsted, specielt ikke nu hvor han måtte stå der uden noget som helst, det var i den grad også helt sikkert. Han knyttede hænderne ganske let, dette var på sit vis også ved at irritere ham, men tågen gjorde det desværre let umuligt for ham, at skulle følge med i noget som helst, af det som måtte ske omkring ham. Det lette kølige smil bredte sig roligt på hans læber, kke at det var noget som han kunne skjule. Han havde alverdens ret til at vandre her, selvom det virkelig ikke var det billede som han måtte have af dem, det var helt sikkert.
"Man kunne vel aldrig vide.. Vel?" spurgte han ganske kortfattet, det var helt sikkert, hvad end om det var noget som man ville komme udenom eller ikke, det var i den grad helt sikkert. At dette var noget af det eneste vand som var her, så vidste han, at der lå en lille bæk, selvom det nu ikke var en som blev besøgt særlig ofte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Hvem den anden måtte være, så var han virkelig ikke en som kunne være meget værd i hans øjne, udelukkende fordi, at han måtte holde sig så frygtelig tavs, som han gjorde. Han fnøs ganske let. "Held har virkelig intet med dette at gøre, Rhiannon," vrissede han med en ganske fast tone. Hans blik hvilede på hende, og uden at ksulle se det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet, det var end ikke noget som man ville kunne skjule det mindste overhovedet, det var i den grad også helt sikkert.
Seth Bane stod jo trods alt som en leder, så selvfølgelig var det et navn som gik på folkemunde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det overhovdet, det var i den grad også helt sikkert. Han lyttede til hendes ord og med et stille smil på læben. "En gæld at betale? Jeg kan ikke tro, at nogen warlockleder står i gæld til nogen," vrissede han ganske let. Ikke at det var noget som han kunne komme det midnste udenom overhovedet, det var helt sikkert. Han tog et let skridt tættere på. Jo tættere på dem som han måtte komme, jo nemmere var det for ham, at skulle skimte deres skikkelse. "På hvilken måde, ønsker du gælden betalt? Jeg leder ikke gud og hvermand til en leder af mørket."

[magique]

Rhiannon blev tavs, da Hayden afslørede sammenfatningen af de stumpvise rygter, de havde mødt på vejen igennem Mørket. Seth leder af Warlockene? Det kunne da ikke passe, Seth var så unormal en warlock, at hun simpelthen ikke kunne se, hvordan pokker han skulle have formået at tilrane sig den titel. Tingene var sandeligt ændret siden dengang hun sidst havde set Seth, dengang hvor han bevidstløs sank ned i Havets dybe, omfavnende mørke, og hvor hun havde nægtet at lade ham dø på sin vagt. Han havde overlevet for at trække sig ind i noget så dumt som landlig politik? Så længe man bare var menig warlock behøvede man jo ikke decideret at være den store forkæmper for Mørket, men at være leder for en hel race af Mørkets væsner trak andre obligationer med sig, så meget havde hun dog styr på. Seth havde aldrig været en slave af ønsket om frihed som Rhiannon, men hun havde dog aldrig troet at han ville binde sig på hænder og fødder med en sådan titel. Ærligt talt, tabte hun næsten kæben.
Rhiannon noterede med vagtsomt øje, at Hayden nærmede sig hende og derved også den udsatte Jesse, hvorfor hun trak sig lidt ind foran englen for at beskytte hans afslørende skikkelse for personen, de stod over for. Måske var det bare en hurtig løgn, manden havde fyret af? Måske prøvede han i virkeligheden at tage røven på hende? Hvis han havde gennemskuet hendes race, kunne han sagtens være interesseret i at fange hende, og han var stoppet med at stille spørgsmål til det. Den instinktive beskyttertrang for sin frihed højnede vagtsomheden i Rhiannon, imens hun afmålt svarede: "Han skal som end bare vise os lidt af hans tryllerier." En kort tid gik, hvor hun intet sagde, før hun tilføjede: "Er Seth virkelig leder af Warlockene?" Hendes stemme viste hverken frygt eller glæde, den var så neutral som hun selv i kampen mellem Lyset og Mørket, men hendes blik studerede så mange detaljer som muligt i den overforståendes ansigt, i det han skulle til at svare.

[Deleted]

Ordene om denne Seth var leder fik Jesse til og reagere temmelig meget og han var faktisk tæt på at træde frem så han blev synlig. Først nu var det faktisk, at han opdagede Rhiannon havde stilt sig mere ind foran ham. Han bed sig lidt i læben og skulle lige til og spørge hende om noget med hensyn til om det var smart og søge mod en leder fra nogen af mørkets væsner. Han vidste selv ikke hvor slemt det kunne være. Han kendte jo ikke til det forhold Rhiannon havde med ham. I hans hoved var det en fejl og opsøge en fra mørket i det hele taget og bestemt når det var en leder! Men hun virkede lige så overrasket over dette som han selv var. Han skævede lidt mod hende. "Rhiannon.." hviskede han stille og gjorde det så lavt som muligt for at det kun var hende der hørte det. "Er det smart og opsøge en leder af mørket?" han bed sig i læben og havde stilt sig lidt tættere op mod hendes ryg for at hun bedre kunne høre ham. Han håbede så bare ikke det afslørede hans skikkelse for meget eller hans stemme ville få Hayden til og gætte hvor han kom fra.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden var bestemt ikke dum og hvis der var noget som han ikke måtte ønske, så var det bestemt, at skulle blive fremstillet på den måde! Han var faktisk meget kløgtig, meget smart og meget eftertænksom. Han skulle virkelig bare have en forbandet god grund til at skulle føre dem til den mørke cirkel. Det måtte næsten være det sted hvor man ville kunne finde Seth. Det var det eneste sted i Dvasias hvoraf Warlocks kunne samles og være i det fællesskab som det nu måtte kræves af dem som den høje og ædle race som de nu måtte fremstilles som, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Armene gled roligt og let over kors og med blikket hvilende på hendes skikkelse, selvom hun stadig måtte forblive temmelig utydelig for ham. Dette var virkelig noget som han praktisk talt måtte sige sig, at være forbandet træt af. At hun ej vidste, at Seth stod som leder af de store Warlocks, var virkelig en tanke som måtte more ham og noget så frygtelig meget!
Hovedet søgte let på sned. Han kunne høre en ganske lav hvisken. Af hvad han ville være i stand til at høre, så måtte det jo næsten være en mand, selvom oprindelsen var ham fuldkommen ukendt, så var det ikke hendes ledsagende lille ven som han tænkte mest på lige i øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket direkte mod Rhiannon igen. Hendes skikkelse måtte tage mere og mere form for ham, jo tættere på at han kunne komme, så det var vel også bare til det bedre i den anden ende? "Tryllerier?" gentog han vantro. Han nægtet simpelthen at tro på, at de ville være kommet denne lange vej, hvis det kun var det alene, som de skulle. Han trak på skuldrene og med et ganske let nik. "Det er han. Det lyder ikke som du kendte til det?" spurgte han med et sigende hævet bryn. Han behøvede ikke nødvendigvis at være fjendtlig som sådan. Han vidste jo stadig ikke helt hvad det var, at han måtte stå oppe imod, så han gjorde vel bare godt ved ikke at skulle komme frembrusende på den måde, som han normalt ville have gjort det? Det ville da først for alvor, resultere i katastrofale følger for hans vedkommende, hvilket han den grad heller ikke måtte ønske.

[magique]

Den lyse stemme, der ellers havde forholdt sig stille indtil videre, overraskede Rhiannon, og hun måtte tage i sig selv for ikke at give et sæt. Den stod i så stor kontrast til området, at det virkede helt surrealistisk. Især eftersom han ikke havde snakket længe, og Rhiannon havde vænnet sig til Haydens mere mandlige stemme. Et øjeblik gik med at forsøge at erindre, hvad spørgsmålet havde været, før hun akavet rakte armen tilbage for at klappe ham beroligende, imens hun hviskede lige så lavmælt: "Du har intet at frygte fra Seth, bevar tilliden." Jesse havde opvist en imponerende tillid ved at følge hende herind, og nu var ikke tiden at tøve, for personen de stod overfor virkede til at vide noget. Måske var det bare spil for galleriet, men bedre at tage chancen og så redde sig ud i den situation, de måtte ende i. Der var ikke andet for herinde i Mørket, hvor der ikke en gang var ordentlige vandløb. Den lille kugle af syrevand splaskede ned på jorden et lille stykke væk, som Rhiannon opgav at spilde kræfter på det så længe situationen ikke var direkte truende.
Til Haydens vantro spørgsmål nikkede Rhiannon blot og bekræftede: "Ja, tryllerier, og han har mere end god grund til at indfri mit ønske, når nu jeg reddede ham fra døden engang." Rhiannon var klar over, at det måske ville give Hayden en mulighed for at udnytte Seth ved at true med at afsløre, at Rhiannon en gang havde reddet den nu så, tilsyneladende, mægtige warlock. Hun havde faktisk gjort det to gange, men den ene gang var meget længe siden. Situationen var bare den, at hun ikke gad at bekymre sig om de land- og luftbundne væsners intriger, politik og stridigheder. Han skulle nok klare det.
"Det er længe siden jeg sidst så ham, og dengang var han ikke ligefrem i stand til at konversere om småting som titler" besvarede Rhiannon hans spørgsmål oprigtigt. Hun gad ikke at luske rundt om den varme grød længere, overskudet var ikke til det, så hun svarede oprigtigt på så meget som muligt uden at kompromittere Jesse.

[Deleted]

At hans stemme efter tavsheden måske havde givet hende et lille chok var han langt fra klar over. Hvordan skulle han vide noget om det når hun hverken viste det eller sagde noget? han holdt bare sin mund stortset igen nu og nikkede let. Han havde vel ikke regnet med et væsen af lyset når de skulle til Dvasias, men ligefrem en leder? Han fik helt gåsehud og slog armene let om sig selv i et spinkelt forsøg på bare at få lidt varme på sin hud igen. Det hjalp nu ikke stort.
Han fugtede let sine læber og lyttede kun halvt til det de nu sagde til hinanden. Han ville videre. Det gav ham på en måde myrekryb, at blive på det samme sted for længe og tågen her gjorde det bestemt ikke mere rart på nogen måde overhovedet! Han måtte virkelig tage fat i nakken på sig selv for ikke at trække vejret dybt og helt panisk næsten. Der var ikke nogen grund til og gøre mere opmærksom på, at han var der og slet ikke med frygt tegn! Så ville det bare stå mere tydeligt frem, at han ikke hørte til. Han kunne jo godt nok ikke skjule det på andre måder end via tågen her og så ellers, at holde sin mund lukket. At Hayden kom tættere på var dog ikke noget han ville bifalde, men lige indtil videre havde han ikke lagt mærke til det. Han stod mest af alt og ventede.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden valgte nu ikke at skulle have et direkte fokus på andre stemmer end den som han kunne høre på i øjeblikket og det var bestemt også Rhinannons som han måtte høre som den mest tydelige. Hvem den anden var, var noget som mildest talt kunne rage ham en høstblomst, for det var virkelig ikke noget som betød det mindste for ham for øjeblikket. Han fnøs ganske let. At hun ikke havde haft kendskab til at manden måtte være en leder, var noget som han næsten måtte se på med en næsten skuffelse når det endelig måtte komme til stykket. Tungen strøg ganske roligt og stilfærdigt over hans læber og med en tydelig eftertænkende mine, som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af overhovedet. Han fnøs ganske let og uden at se det mindste væk. Det var jo heller ikke fordi at han kunne eller ville for den sags skyld. ”Din ven der.. Er han virkelig så bange for at vise sig, eller er han så langt væk hjemmefra?” spurgte han ganske kortfattet. Direkte havde han næsten gættet sig frem til, at denne mand slet ikke burde være her og ej heller burde hun for den sags skyld. Hvem hun var sammen med, vidst han ikke, for ikke at glemme, at han stadig ikke vidste hvad hun var i stand til at gøre, så han tog virkelig bare sine forholdsregler og det var virkelig en handling som han gjorde fuldt ud bevidst og på alle måder overhovedet.
Haydens læber måtte spille sig ud i et let smil ved hendes ord. Hun havde reddet Seth fra døden engang? Den store leder af warlocks havde haft brug for hjælp af et af havets væsner? Han måtte denne gang slå ud i en dyb og hånlig latter. ”Det må være din spøj, ikke? At den store leder for en ædel race som Warlocks virkelig havde brug for hjælp?” spurgte han stilfærdigt. Dette var noget som han i den grad også kunne formå at gøre brug af senere hen og han ville bestemt heller ikke tøve med at gøre det når det endelig måtte komme til stykket, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af!
Hovedet søgte ganske så let på sned og uden at fjerne sig fra deres skikkelse. Han kunne let ane hendes ledsagende lille ven ved hende og specielt synet af det som måtte minde om hvide vinger, måtte vise sig for ham, så han vågede sig endnu et lille skridt tættere på hende, idet han roligt valgte at stoppe op endnu en gang. ”Tiderne skifter Rhiannon,” påpegede han stilfærdigt. ”Så hvorfor ikke vise Jer.. ellers skal der virkelig en grund til, for ikke at afsløre Jeres tilstedeværelse her til lands,” vrissede han stilfærdigt. Han mente virkelig hvert eneste ord. Til nu havde de jo kun givet ham en masse som han kunne misbruge selv.. Bare tanken om at sætte tvivl i de mange warlocks som måtte være derude, var noget af det som klart måtte more ham fortrindeligt!

[magique]

Haydens pludselige tilbagevenden til Jesse, og hvorfor han intet sagde, undrede ikke Rhiannon. Det var logisk, når Jesse nu havde brudt sin stilhed, også selvom Hayden forhåbentlig ikke havde kunnet høre det. "Forudsætter det ene ikke i virkeligheden det andet?" svarede hun lettere kryptisk og hævede et blågrønt øjenbryn, som hun betragtede manden, der trådte nærmere og nærmere. Hun trådte beskyttende ind foran Jesse, for hun var opmærksom på risikoen for, at han skulle få frastjålet sin frihed. Den manglende frihed som rent faktisk havde fået dem til at rejse ind i landet. Et let suk lød fra Rhiannon, hun var træt af disse julelege. Der var ikke brugbart vand i nærheden, og ydermere havde det taget hende længere end formodet at finde Seth, som trods alt havde begået nogle store bedrifter. Og tydeligvis flere end hun vidste af, eftersom han var blevet leder for sin race.
Da den hånlige latter lød, så Rhiannon irritabelt på Hayden, han burde tage sig sammen og forklare dem, hvor de skulle hen, i stedet for at grine. Et øjenbryn skød irritabelt i luften, mens hun bidsk sagde: "To gange, ja... Og du ville ikke have en chance for at overleve det, han overlevede ved min hjælp..." Hendes temperament begyndte at røre på sig under overfladen, hvor udmattet hun end måtte være. Rhiannon var en stolt og sjælden race og forventede at blive behandlet med respekt og ikke den næsvished, hun nu stod overfor, så de slanke øjenbryn krusedes i en irriteret rynke, som hendes øjne borende søgte hans.
En trussel blev fremslynget og Rhiannons øjne fyldtes med mørk vrede. "Fordi det end ikke ville tage mig to sekunder at dræbe dig, lille ven. Måske mener du, at du er gammel og magtfuld - hvad ved jeg? Men jeg har været i denne verden siden Havet blev skabt, og du skal ikke tro, at du ene mand kan fjerne mig fra den, om så du forsøgte at udbasunere vores tilstedeværelse til hele Dvasias!" svarede hun med årtusinders erfaring i baghånden. Den ellers fredelige sø begyndte at røre på sig, og langsomt steg vandstanden på deres side, så syrevandet sneg sig langs jorden imod dem stille og roligt og let at bemærke, men med en trussel om fare. I mellem de slanke fingre på hendes højre hånd slyngede sig en snor af det selvsamme vand, og i hendes øjne kunne man se Havet destruerende kræfter. Ét var at forhindre hende i at hjælpe et tilfældigt velgørenhedsprojekt, et andet var at afholde hende fra at finde Seth, hendes tidligere elsker som hun igennem århundreder ikke havde kunnet finde en undskyldning for at opsøge. Han var den eneste udenfor Havet, hun nærede nogen følelser for, og så vovede denne mand at stille sig i vejen? Det var jo tydeligt, at han vidste noget.

[Deleted]

Situationen var atter ved og vende sig til noget der bestemt ikke faldt i Jesse´s smag. Men hvad kunne han gøre? han var helt klart den mest svækkede her med sine fastspændte vinger og så det faktum han havde været slave siden han var barn så der var ikke just særlig store chancer for ham til at kunne kæmpe imod. Hans kræfter lå indenfor healing selvom det kun var på et lavt plan, da han kun havde lært en smule som barn og så var blevet taget bort. Han fugtede sine læber og forsøgte så godt som muligt, at holde sig i en vinkel så vingerne ikke var for synlige, men det blev svært nu der kom noget af det vand fra søen som han ikke var fan af. Han bakkede lidt væk fra det. Tænkte ikke over om han blev opdaget af Hayden eller at vandet jo nok intet ondt ville ham, da det var Rhiannon der styrede det. Men det var ren refleks og han var stadigvæk ikke helt vant til hun kunne kontrollere vand på denne måde. Han havde godt nok gået glip af meget som slave? Tja verdenen var jo bare gået videre udenfor hans vindue i alle de år så hvorfor skulle det være anderledes? Han skævede hen mod Hayden og var kommet lidt mere ud i det fri og det var jo så et problem i sig selv. Han håbede bare Hayden havde fokus på vandet og skyndte sig ind bag Rhiannon igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hendes kære ledsager havde jo trods alt været stille mere eller mindre under hele mødet. Han var nu temmelig sikker på at disse slet ikke burde være her, og der var vel heller ikke noget at gøre ved det i det store og hele? Lige hvorfor de havde valgt at søge til Dvasias og hvorfor at få Seth til at trylle. Der måtte ligge noget helt andet under.. hvorfor skulle man da ellers risikere liv og lemmer for alt dette når det endelig måtte komme til stykket? Det var ikke noget som gav nogen mening for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han lagde armene let over kors og uden at tage blikket fra dem. Hvis hun var hvad hun ville påstå at hun måtte være, så var han da virkelig tvunget til at skulle passe bare en anelse på når det endelig måtte være. Han trak let køligt på smilebåndet. ”Muligvis.. Jeg er jo blot nysgerrig på hvilken som er mest rigtig,” sagde han stilfærdigt. Man kunne sagtens være fra Dvasias af og stadig være stille, med mindre.. at denne mand måtte komme længere vejs fra? Som fra Procias! Bare tanken kunne gøre ham ganske enkelt.. vred og frustreret. De havde absolut intet at skulle lave i disse lande, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet!
Han rystede på hovedet. Utroligt at Seth aldrig nogensinde havde ladet det været rygter som måtte sprede sig over og omkring sig. At den så store warlock havde haft brug for hjælp på den måde, det var virkelig noget som måtte more ham og noget så grusomt! ”Er du nu ganske så sikker på det?” spurgte han kortfattet. Uanset hvad de warlock var reddet fra, så ar han sikker på, at han selv ville være i stand til at skulle komme igennem det, det var slet ikke noget som man kunne drage det mindste i tvivl om! Han blev denne gang stående, for han følte allerede, at han var kommet temmelig tæt på hende og ikke mindst også hendes temmelig tavse ledsager, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket.
Hans ord var virkelig ikke ment som en trussel, men mere som en klar opfordring i stedet for alle disse julelege. Hun havde brug for vand og det vile hun ikke finde her, så hvorfor ikke bare vise sig og komme videre derfra? Han ønskede jo stadig at vide helt konkret hvad det var at han måtte stå overfor. Han måtte igen slå ud i en let latter, hvor han måtte ryste på hovedet. ”Ser man det, ser man det..” Han kneb øjnene let sammen og vendte blikket roligt mod hende igen. At hun havde søgt ind foran sin kære ven for at beskytte ham, var noget som på sit vis også måtte fryde ham. Vandet som alligevel måtte bevæge på sig på det som i hans øjne, var en ganske så unaturlig måde, fik ham dog alligevel til at trække sig et stille skridt. Hun var af havet, det var han nu ganske overbevist om, men alligevel! ”Skal jeg vælge at tage dine ord som en trussel?” spurgte han kortfattet. Han knyttede næverne ganske let. De var to om at lege denne leg hvis det skulle vise sig, at gå helt galt!

[magique]

Rhiannon ignorerede Haydens ønske om at finde ud af, hvorfor Jesse ikke deltog i samtalen, det ville bare tvinge hende ud på dybere vand, og selvom det - hvis det rent faktisk havde været ordret havde været det, der skete - havde været helt fint, ja det ville endda give hende en fordel, var metaforen ikke lige så lovende.
Til gengæld kunne Rhiannon ikke lade være med at give igen, da hun blev spurgt, om hun nu også var så sikker på, at det passede? "Nej, jeg har i virkeligheden tænkt mig at snige mig ind på Seth og dræbe ham, for jeg bekymrer mig jo så frygteligt meget om jeres små intriger her på landjorden" svarede hun med giftig sarkasme, imens hun så koldt på Hayden, uden at bekymre sig om, at hendes udtalelser skulle afsløre hvem hun var længere, for ærligt talt havde hun mistet tålmodigheden med dette her projekt. "Men hvis du ikke tror på mig, kan du jo bare føre mig til Seth og spørge ham selv..." I det kølige svar lød et hånligt præg af børnehavepædogogik, for kun små børn opførte sig sådan i Rhiannons øjne.
At Seth måske ikke med det samme glædes over synet af hende, hvis han fandt ud af, hvad hun havde sagt, kunne hun ikke bekymre sig om. Ærligt talt var det tosset, hvor lidt der skulle til at ødelægge en af de land- eller luftbårnes liv, især hvis de var intrigante og stræbte efter magt , som de jo allesammen gjorde i større eller mindre omfang.
Et selvsikkert smil viste sig tydeligt i den ene mundvig, om hun var sikker på, at han ville være druknet, hvis han var kommet sådan til skade og sunket langt imod en havbund 2000 meter fra overfladen? "Fuldstændigt, for du ville i så tilfælde være i mit hjem" svarede Rhiannon med en usædvanlig skråsikkerhed, for som det så ud nu, ville hun hellere en gerne selv sørge for, at han aldrig skulle finde sin vej til overfladen igen, skulle han nogensinde ende der. Ikke fordi, at han var af Mørket, hvis han overhovedet var det, men fordi han ganske enkelt var sindssygt irriterende. Måske havde han haft overtaget i samtalen tidligere, men ikke længere, så hvem var han at stille krav?
En lille barnlig glæde blomstrede inde i Rhiannon, da hun så, at Hayden dog trak sig væk fra vandet. Han måtte da efterhånden vide, hvad han stod overfor? "Hvis det ikke var, ville du så fortælle os, hvor vi kan finde Seth?" svarede hun, endnu en gang uden rigtig at svare. Hvis han ikke kunne hjælpe dem, kunne de egentlig lige så godt tage afsted og finde nogle andre, der gjorde. "Hvis du da overhovedet ved det?"

[Deleted]

han bed sig i læben. Åh gid det snart fik ende. at de enten kunne komme videre eller endnu bedre faktisk kunne finde denne Seth! Han var ved og være træt af at gemme sig og så lægen han ikke kunne bruge sine vinger var han mere en byrde end noget som helst andet og det vidste han jo godt. han fandt det bedst bare og ignorere alle ting der omtalte ham. Så længe hans race ikke var tilrettelagt i Hayden´s hoved så var alt nogenlunde godt. Han bed sig i læben igen og trippede lidt fra fod til fod og vidste ikke helt hvad retning dette her ville ende med, at forløbe ud i. Det gjorde ham faktisk en del urolig, at det kunne være alt ligefra de fik svar til de blev angrebet. Han skævede kort rundt endnu en gang, men havde der været nogen så havde de vel gjort deres træk omkring nu? det beroligede ham en smule, dog ikke i en evighed. Han var stadigvæk rædselslagen for om nogen gad hjælpe hvis de fandt ud af han var en engel. Han så på Hayden igen og frydede sig lidt over det lod til Rhiannon havde kontrollen. Men hvor længe? Og ville det give dem nogen fordel overhovedet i sidste ende?