What to do..?

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var virkelig ved at være en sen aften. Solen var lige gået ned og efterladt det hele i mere eller mindre en stor tåge. Ikke at det spillede nogen rolle for Haydens vedkommende. Han nød mørket og endnu mere, så nød han virkelig af dets mysterier og alt det som virkelig bare måtte være så frygtelig ukendt derude. De mørke øjne hvilede på den store vandoverflade, selvom den virkelig kunne være svær at få øje på, så stod Hayden der godt og solidt. Han havde faktisk været der igennem flere timer efterhånden og med alt for mange ideer kørende rundt i hans hoved.
Han førte smøgen roligt op til læberne, blot for at inhalere den velkendte røg og puste det ud igen. Han var selv godt dugget til, selvom det nu ikke var noget som han reagerede meget på. Utrolig så meget man kunne føle sig hjemme på et sted som dette. Det var ganske enkelt utroligt i hans øjne. Frakken hvilede trygt og stødigt omkring hans krop og med kutten hvilende nede, så han var faktisk temmelig let at se, hvis man kom tæt nok på. Det var heller ikke fordi at tågen var så ekstrem lige nu som den sikkert ville have været ellers, selvom det nu ikke gjorde ham det mindste.
Han stod nærmest som havde han været i en tydelig trancetilstand. Han stod virkelig bare fanget i hans egne tanker. Han vidste hvor hans bror måtte holde til og det var nogt som han så sandelig også agtet at skulle få ødelagt! Jo mere han kunne få ødelagt sin kære bror, jo bedre ville det i den grad også gå hen og blive! Fortælle folk om alle de skeletter som han måtte have i skabet måske? Alle de hemmeligheder omkring den glemte fortid som manden måtte bære med sig? Vidste hans kone det i det hele taget? Så mange tanker som måtte passere hans hoved, at det var ganske enkelt utroligt. Roligt hævede han smøgen til sine læber, inhalerede det sidste, inden han smed den fra sig lige ved vandet, så den landede i det kolde og våde græs. Efteråret var tydeligt på vej og kastet de sidste spor af sommeren væk. En tanke som han ikke kunne gøre andet, end at skulle bifalde på alle måder!

[magique]

Rhiannon fulgte ivrigt følelsen af vand tæt på, imens hun hele tiden kiggede sig over skulderen for at sikre sig, at Jesse stadig var med. Efter et stykke tid i Dvasias med en forskræmt engel som følgesvend, lærte man, at det var dumt ikke at holde øje... Hele tiden! Engle var ikke ligefrem velsete i denne del af verdenen, og de havde da også adskillige gange været lidt for tæt på dødsengle til at det havde været helt sikkert. Mere end én gang havde de også været mere end heldige og undsluppet nogle ubehagelige episoder. Til trods for deres hyppige sammenstød med Mørkets væsner, havde de stadig ikke formået at lokalisere Seth, som skulle hjælpe den stakkels engel, som på imponerende vis stadig fulgte efter hende. Dog havde hun hørt de særeste stykker af rygter om ham, som hun endnu ikke havde kunnet få sat sammen til noget sammenhængende, for så snart Mørkets væsner fik øje på Jesse snørrede de næbet. Det var ikke så fremmende for informationssøgningen at medbringe en engel, men hun kunne heller ikke lade ham alene af frygt for, at han skulle blive bortført eller spist eller lignende. Jesse havde alt at vinde og alt at tabe med denne lille udflugt. Rhiannon havde lidt bedre odds.
Det lange blågrønne hår hang glat ned ad ryggen med en mathed, der tydeligere end ord forkyndte hendes mangel på sit rette element, vandet, og det var denne mangel, der havde hævet tempoet. I Dvasias ville det være synd at sige, at der var en overflod af vand, og slet ikke af slagsen, man havde lyst til at sænke sig ned i, derfor var hendes ellers så farverige humør også stærkt nedtonet. På trods af, at Rhiannon var så tydeligt nedslidt, havde hun stadig det kendetegnende æstetiske, æteriske udseende, som ikke kunne undgå at gøre indtryk.
De stormgrå øjne spejdede ivrigt efter det forjættede vand, hun kunne mærke i nærheden, det ville gøre det hele lidt rarere for hende, men hun blev ved med at kigge bagud med korte mellemrum for at holde øje med englen. Hun havde lovet ham, at hun ville passe på ham, og når hun for en gangs skyld lovede noget, overholdte hun det.
Med et mildest talt forfærdet ansigtsudtryk stoppede hun op i den yderste vegetation ved søen, vandet her var mange gange værre end det værste vand hun havde set på deres tur indtil videre. Var de kommet til den Sorte Sø?

[Deleted]

Jesse havde gået bag hende hele vejen og sørgede for ikke at falde bagud og risikere, at blive væk, da det kunne ende med, at koste ham livet hvilket han jo godt vidste. Hans tøj var for længst tørt efter svømme turen i søen i Dvasias hvor de havde mødtes. Turen tilbage havde været lang og vær for ham og det var bestemt ikke rart at være tilbage her. Han så sig meget tit vagtsomt omkring efter tegn på overfald eller angreb. Han var bestemt utryg og fortrød et sted vel, at de var taget hertil. Han havde kæmpet for at komme væk og nu var han her igen. Hvilken galskab havde dog drevet ham hertil? Kun tanken om sin fritid var at han fik lyst til og fortsætte frem selvom det var hårdt. Han var glad nok for, at hun hjalp ham og forsøgte og holde hans tempo. Han kunne godt se hun havde forandret sig siden de sidst havde været i nærheden af noget vand hun havde været i. Han skævede lidt mod hende og kom op på siden af hende igen, da han selv syntes han var lidt for langt bagud. Da hun stoppede op stoppede han og så på hende og så det mørke vand foran dem. Ad det var ikke noget han gad røre lige ved første øjekast og han bakkede lidt bagud mens han så på det og så på hende igen. "Hvor er vi?" han så sig lidt rundt. Han sank lidt og fugtede sine læber og flyttede noget af det sorte hår væk fra sine øjne.

[Theodore Jarvis Acheron]

Den sorte sø havde faktisk fået navnet efter hvordan den måtte se ud. Den var faktisk... sort? Ikke at det var noget som generede Hayden det mindste. Han havde aldrig set den så blank som den der måtte findes i Manjarno og langt fra så krystalklar som den store og smukke flod, som flød igennem Procias. Der var vel fordele og ulemper ved absolut alle steder og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Armene lod Hayden roligt glide over skuldrene, alt imens han bare blev stående og i sine helt egne tanker og selv fuldkommen fraværende i blikket.
Det var dog kun indtil at han nærmest måtte fornemme at der måtte være andre til stede. Han blinkede let med øjnene ganske hurtigt efter hånden, hvor han derefter rystede let på hovedet. De mørke øjne søgte ud over den store sø, selvom det i sig selv, kunne være svært at skulle se noget som helst. Et sted var det nu ikke noget som gik ham på som sådan, det gjorde det hele meget mere interessant for hans vedkommende. Han trak vejret dybt, selvom den var halvkølig og luftig. At det var en vogter af havet og en engel som han måttte stå overfor, det vidste han ikke. Om han kendte til englen, så havde han nok reageret på en lidt anden måde, også selvom han normalt opholdt sig i Imandra, så var han her og udelukkende på grund af Ilosonic. De skulle nok formå at sætte Procias under mere kaos end det som det allerede måtte gøre lige i dette øjeblik!
Hovedet lod han søge let på sned, da han var temmelig sikker på, at han kunne gøre en stemme, ikke så forbandet langt væk fra ham. Tungen lod han roligt væde læberne, idet han trak vejret dybt og roligt. "I er ved Den Sorte Sø," fortalte han med en rolig og ganske så kortfattet stemme. Han steppede et stille skridt til siden, selvom det alt sammen, skete med den største forsigtighed. Han vidste jo trods alt ikke hvem eller hvad han måtte stå overfor, og Dvasias var i den grad heller ikke helt ufarligt, at skulle bevæge sig igennem og bare opholde sig i generelt. Hans ene hånd søgte let til hans bælte, hvori han havde kniven siddende, bare hvis det skulle vise sig at de måtte være af de helt forkerte intentioner. "Hvem er I? Og hvad bestiller I her?" vrissede han let. Han krævede de klare svar.

[magique]

Rhiannon satte sig undersøgende på hug og stirrede intenst på den kulsorte sø, der talte for sig selv. Hun havde været her før en gang, for mange år siden, med den selv samme person, som de nu søgte. Med et suk gled de stormgrå øjne ud over det stille, sorte vand, som ville føles som syre, skulle man røre det. Et længselsfuldt, sørgende blik afslørede hendes desperation efter det rene vand, man ville kunne finde alle andre steder end her, men nu var hun selvfølgelig her og ikke alle andre steder.
Spørgsmålet fik hende til at se op på Jesse, og netop som hun skulle til at svare, lød en ildevarslende stemme fra et andet sted ved siden, om end Rhiannon ikke kunne definere hvor. Vagtsomt gled blikket rundt, nu ikke længere over vandet, men i stedet langs bredden, hvor det ville være besværligt, men ikke umuligt at få øje på den person, hvis stemme havde ødelagt den klamme stilhed, der hvilede over denne perversion af en sø. Med et hurtigt vink indikerede hun, at Jesse skulle sætte sig ned. Den lyse skikkelse ville være for let at skimte i Mørket, på trods af tågen, der reducerede synet, hvilket bestemt var til fordel for de to udsatte rejsende. Rhiannon havde ingen intentioner om at sige 'ja, det er nemlig lige der, vi er' og derved afsløre deres position, i stedet sad hun helt stille og håbede at den lyse hud og de blå nuancer der generelt kunne findes på hende ville hjælpe til at skjule hende fremfor at sætte hende i en udsat situation. Hun kunne ikke vide, hvad der havde fået færten af deres tilstedeværelse, og selvom hun havde lovet at beskytte Jesse, ville hun foretrække ikke at opildne en af de to sider - det gode og det onde - til at føle afsky overfor hende. Eller det var i hvert fald hendes officielle undskyldning for ikke at ville kaste sig i slagsmål med den ukendte, ærligt talt var hun ligeglad, hendes styrke blev blot reduceret for hver dag de rejste uden den hjemlige kontakt med vand imod hele kroppen. De slanke øjenbryn rynkede sig bekymret, imens hun til stadighed skuede ud over det sorte vand.
Det krævende spørgsmål prikkede til den smule opsætsighed, der stadig levede under det afmægtige udseende. En undertone, skarp som isvandet i fjordene fra bjergenes smeltende sne, lød i svaret: "Hvilken autoritet understøtter din krævende attitude, Hr.?"

[Deleted]

Af ren forventning til at det ville være hans følgesvend der svarede så kom det stort bag på ham, at dette ikke var tilfældet. Om hun vidste hvor de var eller ej fik han jo så aldrig svar på før stemmen i mørket havde givet svar i hendes sted. Hans blik gled lettere panisk mod retningen hvorfra han næsten var sikker på manden måtte være taget i betragtning af stemmen muligvis med garanti kom derfra. Han så hendes bevægelse og tøvede ikke med, at sætte sig ned på hug. De store hvide vinger var ikke helt umulige og se hvis han var for oplagt at få øje på selvom de jo var spændt ind så stak nogle af fjernene ud ved siden af hans skikkelse. Men så længe han bare holdt sig nogenlunde ude af syne ville chancen for at de blev set ikke være stor. Han lod let en hånd af ren vane glide over kanten på de smukke hvide fjer som på trods af fastspændthed var vedlige holdt og ikke havde den mindste form for skader. Han var stolt af dem omend de ikke var mulige og sprede ud og lade vinden kærtegne fjernene. Han så mod hende og så ud i det ukendte mørke hvor i den fremmede stemme havde sin krop og som måske endda kunne se dem? Han vidste det ikke og så ned mod jorden. Han hadede det her. Hadede det! Ikke at kunne se og være i mørkets land og for hvert skridt kom de dybere ind. Det kunne være et spørgsmål om tid før det gik galt og måske det var nu? Han så ned og lod håret glide lidt frem og dække sit udsyn, men ingen forskel gjorde det, da han jo alligevel knap kunne se en hånd for sig i denne tåge dannelse der spredte sig i mørket som kun gjorde det endnu sværere og se hvad der var hvad. Hans vejrtrækning måtte han kæmpe en smule med, at holde lav så han ikke risikere at afsløre hvor de var i tilfælde af deres position stadig var ukendt for den ubudte gæst der havde nærmet sig. Eller som de havde nærmet sig ind på. han var jo ikke sikker på hvem der var her først, men det var også ligemeget. Lige nu i hvert fald.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden vidste ikke hvor mange han måtte stå overfor i dette øjeblik. Det eneste som han sådan set rigtigt kunne bekræfte, var at det måtte være en og ud fra stemmen som han havde hørt, så var der i alle fald en mand til stede. Han kneb øjnene svagt sammen. Han trak roligt kniven op og lod den stødigt hvile i hans hånd, bare for en sikkerheds skyld. Han kneb øjnene svagt sammen. Ud i tågen, så var det virkelig umuligt for ham, at skulle se noget som helst og han kunne virkelig ikke gøre andet, end at hade det mere end pesten selv!
Den stilhed som måtte sænke sig over den store sø, var end ikke noget som han tog let på. Det var noget som selv for ham, måtte varsle at noget var galt. Enten var de bange for ham, ellers var de af slagsen, som slet ikke burde være her. Direkte ville han skyde på det første alternativ, hvilket nok skulle gøre det hele meget sjovere end det som sikkert var for nu. Han trak vejret dybt. I sig selv, så var det selv svært i og med, at tågen måtte lægge sig tungt omkring dette sted. Det kunne vel i sig selv, ikke varsle noget godt? Han holdt kniven tæt ved sig, for han ønskede virkelig ikke, at reklamere direkte åbent med at han var bevæbnet og han kunne dræbe hvis det skulle være, for det kom man virkelig ikke langt med her!
Den kvindelige stemme som måtte ramme hans øregang efter et længere tavst øjeblik, fik ham igen til at stoppe op. Direkte var de ikke langt væk, selvom han ikke kunne se dem endnu. Tågen var simpelthen for tyk! Den stemme som kvinden gjorde brug af, måtte næsten være lige så krævende som hans eget, selvom han nu ikke have fået svar på det som han selv havde søgt. De måtte være nogen som slet ikke burde være her. Det kunne han næsten gætte sig frem til. En tanke som i den grad morede ham. Han trak let på smilebåndet. "Ej er jeg underlagt nogen fast autoritet, da jeg normalt ikke er på dette sted," forklarede han stilfærdigt. Med andre ord, så var han ikke farlig, før han følte sig trueet. "Så.. fortæl mig det. Hvem er I og hvorfor er I her?" fortsatte han med en kortfattet tone. "Jeg går ikke ud fra, at I er nogen som har ophav her?" fortsatte han stilfærdigt og med en næsten så rolig og kortfattet tone. Dog alligevel, så krævede den sine klare svar. Han vendte blikket mod stedet hvor han var sikker på, at have hørt dem. Han kunne bare intet se.

[magique]

Rhiannon kneb øjnene sammen i misbilligelse. Det var tydeligt at manden de måtte stå overfor analyserede så bredt han overhovedet kunne, og det var ikke et godt tegn, for alle og enhver kunne jo gå hen at sige, at de ikke var af Mørket, men her i Dvasias ville det være en sjældenhed, hvis det var sandt. Man kunne hævde og hævde, men før man havde bevist sit tilhørsforhold kunne man ikke lægge nogen tillid til blotte ord, og selv ikke derefter, kunne man nogensinde stole på, at andre holdte deres ord. Det var vel en af de mange årsager til de hærgende krige, der prægede landjorden.
En uset håndbevægelse imod det sorte søvand, fik en tråd af mørke til at forlade vandet og samle sig i en kugle, hvis størrelse hurtigt øgedes. Måske var hun ikke så interesseret i at svømme i syrevandet, men det var stadig hendes ekspertiseområde, det avr stadig væske. Så længe kuglen hang i luften, ville den ikke kunne skade nogen, men skulle det gå helt galt ville selv en lille kugle af vandet gøre rigeligt med skade til, at de kunne tage flugten eller kampen op, og en lille kugle krævede ikke meget af den svindende energi. Følelsen af at have vand under sin kontrol igen glædede Rhiannon, og hun kunne ikke lade være med lidt distræt at sidde og lege med den underige sorte klump væske.
Mandens udtalelser fastslog, at han var tæt på, og det fik Rhiannon til at føl sig, måske dumsindigt, modig. Det ville give hende overraskelsesmomentet at rejse sig op, nu hvor hun havde en nogenlunde idé om, hvor han var, og hvis det gik helt galt havde hun stadig den lille kugle. Den lidt udfordrende situation kunne ikke lade være med at opildne hende lidt, troede han, at han ville have en chance overfor hende? Hvem var han?
Med en usædvanligt graciøs bevægelse rejste hun sig op i sin fulde højde med tordnende øjne og et ved første øjekast ret imponerende udseende. Hvis tågen ikke havde sløret hendes træk, ville det nok ret hurtigt gå op for manden, at mange af hendes ressourcer var opbrugt. Den venstre hånd, som kontrollerede den smule søvand hang afslappet ned langs siden, imens den anden hvilede i hendes højre side. "Vi har lige så lidt grund til at tro på, hvad De siger, som De har til at tro på mig, hvis jeg hævdede at være en af Havets Vogtere, eller endnu bedre en drage!" Lød det dømmende svar, der bar en tydelig autoritet præget af den alder, hun efterhånden bar.

[Deleted]

Samtalen de havde drejet sig ind på holdt Jesse sig bare ude af. Især fordi han nok let ville kunne afsløres og han var også den der var mest udsat, da hun jo kunne lidt af hvert med sine magi. Han havde mest healende evner og var slet ikke trænet til at kæmpe på nogen måder. Plus han jo heller ikke kunne udnytte fordel af luft angreb og afstand med de låste vinger der pinte og plagede ham lige nu. Som så mange andre gange.
Han fandt det bedst bare og holde sin mund selvom mandne jo tydeligt vidste allerede, at de var to. Men hvis han bare holdt sig uset og tavs så kunne det være den viden blev glemt eller han blot troede den anden var smuttet bort. Ligemeget hvad så ville han være glad nok for at skånes for nærkamp. Han sank lidt og så en smule forfærdet op, da hun valgte og rejse sig og han vidste ikke om han mon skulle gøre det samme så de virkede stærkere, men et blik på hans vinger og man ville se der var noget som ikke var rigtigt og så snart det gik op for ham hvad det var som var problemet så ville man let vide Jesse ikke var stærk. Hvordan skulle man kunne kæmpe uden våben og med låste vinger? Nej han blev siddende og håbede det bedste. Hun vidste jo nok hvad hun gjorde. Han lod sit blik glide bort fra hende. Væk og over mod den kugle af det mørke vand hun havde hentet op. Han var glad nok for det ikke var sådan noget syre agtigt vand de havde krydset igennem. Det ville have været værd og gå udenom i stedet. Blikket gled atter op på Rhiannon før det gled rundt i mørket i et sidste forsøg på spor efter hvor deres 'gæst' mon opholdte sig. Om Rhiannon havde set ham eller ej var ukendt viden. Og var der mere end den ene? Det var jo heller ikke til og vide. Havde han følgesvende? Eller var der bare en eller flere tilfældige ude i tågens sløret mørke?

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden havde virkelig ikke noget andet valg, end at analysere denne situation så meget som det var ham menneskelig muligt. Det ville gå galt ellers, og det var han udmærket godt klar over. Han var virkelig ikke meget for tanken ved at ende direkte ud i strid nu. Ikke nu hvor han havde så mange planer lagt i hans eget sind som skulle ud til live! Han stod helt stille med kniven i hans hånd. Direkte var han nok en af dem, som kunne gøre mindst i en situation som denne. Han kunne ikke forsvare sig direkte på magisk vis. Han havde selvfølgelig sine eliksirer, men det var virkelig også kun, hvis der ikke var noget andet, som han kunne stille op.
De mørke øjne hvilede mod der hvor han var helt sikker på, at have hørt hendes stemme. Af hvad han kunne gætte sig frem til, så måtte det vel være hende som måtte lede det hele, udelukkende fordi at den anden måtte være temmelig tavs når det kom til stykket. Han havde kun hørt manden sige noget en gang? Tågen kunne jo selvfølgelig falde til deres fordel, og det var han i den grad også klar over, så var det virkelig ikke noget som han ville snakke om lige nu. De var to og han var en, samt.. Hun virkede umådelig selvsikker af sig, så hvem var det egentlig som i bund og grund havde et overtag i denne situation? Han var blot nysgerrig af sig. Han talte faktisk sandt, i lighed med hans bror, så var han virkelig ikke meget for at lyve, han kunne bare lyde ekstremt overbevisende, når han endelig måtte ønske det.
Hvilket træk hun havde valgt, at gøre, det var end ikke noget som han måtte lægge mærke til ved det første. Hans fokus lå helt og holdent på hendes stemme, og det, at de faktisk måtte være temmelig tæt på ham, for han nægtet virkelig, at skulle løbe nogen risiko, hvis han da ellers kunne blive fri for det! Han rynkede let på næsen. Havets Vogter? Han havde blot fået at vide, at de kke var nogt andet end den klare legende, som han var blevet fortalt siden han havde været ganske lille. "Du vil komme her og fortælle mig, at du er en af havets 4 vogtere?" spurgte han med en ganske rolig og stilfærdig stemme. For alt hvad han vidste så kunne det jo være rigtigt. "Det er ikke et svar på mine spørgsmål.. Hvem er I og hvad laver I her?" gentog han med en snert af irritation i stemmen, som han bare ikke kunne skjule. Han ville have sine svar og det var uden videre tøven. Han gik et skridt tættere på. Det var først der, at han måtte lægge mærke til hendes kugle af vand, hvilket tvang ham til at stoppe op. Hvad var det egentlig som han måtte stå overfor?

[magique]

Rhiannon kunne se en utydelig, men menneskelig skikkelse. Det var tydeligt, at den ukendte mand var denne skikkelse, eftersom hans følgende udtalelser kom fra den retning. "Jeg sagde, at jeg lige så vel kunne være en drage som en Havets vogter? Til trods for den sidstes status som myte, mens den første til alles kendskab lever i bedste velgående, vælger De at tro, at jeg er en myte? Spøjs rationering" svarede Rhiannon med en tydeligt kritisk undertone, var han til forskel fra majoriteten af befolkningen her på landet, klar over at Havets Vogtere ikke blot var en myte? I virkeligheden kunne det vel være lige meget. Den manglende energi lagde sig igen over hende som et gråt tæppe. Måske vidste han hvor Seth var? Hvordan mons tro hendes gamle elsker ville tage imod hende? Og med en engel som følgesvend endda? Og det var jo ikke ligefrem en gave til ham, nej, hun ønskede, at han skulle befri den stakkels slave. En absurd situation, især når man ikke kunne vide, hvor meget han havde forandret sig. Rhiannon vidste, at der var gået lang tid, århundreder, årtusinder? Siden hun sidst havde set ham, dengang han nær var skibsbrudden... Han havde aldrig set, hvem der havde reddet hans liv. Med en væsentligt kortere levetid end hun selv, forekom de andre racers udvikling hurtig, flygtig, og hvem vidste, hvilken slags menneske Seth var nu?
"Hvem er De, og hvad laver De her?" svarede Rhiannon igen. Hun lagde mærke til, at manden havde bemærket vandet, og bekymrede sig ikke længere om at skjule det og begyndte i stedet at lege med den sorte kugle, efter et kort blik ned på Jesse for at sikre sig, at han ikke var blevet snuppet i mellemtiden. Opsætsigheden havde mistet sit tag i hende, og hun konkluderede, at det ikke ville hjælpe at undgå hans spørgsmål, desto hurtigere de fik skabt et miljø at snakke i, desto hurtigere kunne hun søge den nødvendige information. "Mit navn er Rhiannon, og jeg leder efter én," svarede hun, uden at sige hverken for meget eller for lidt.

[Deleted]

Jesse sad stadig på hug halvt bag Rhiannon. Da mandens skikkelse blev en smule tydelig sank han igen. Det var vist kun én person de stod overfor selvom der jo sagtens kunne være andre ude i det fjerne. Han var ikke helt tryg ved den tanke. Hvis manden kom meget tættere på ville de krid hvide fjer snart lyse op selv i tågens tæthed og så ville man jo let kunne se hvad han var. Han ville have ønsket hans vinger havde været frie så han kunne have foldet dem mere sammen, men så havde de jo ikke været her og så havde det ikke været en nødvendighed. Som tingene dog kunne hænge sammen i alle mulige drejninger. Han rejste sig langsomt op. Mest for ikke at virke truende og så også for at formindske risikoen for, at hans bevægelse blev opdaget. Han havde fejl bedømt mandens position i starten og sad derfor ikke helt med front mod ham. En smule skråt så hans vinger ville faktisk være synlige hvis det var han kunne se ham. Han stod jo lidt længere væk end Rhiannon så chancen var lille.
Han fugtede let sine læber og lyttede efter andre personers bevægelser og lod dem om at snakke. Han havde skam ikke tænkt sig og gå væk derfra. Hvis der var andre derude ville det være en stor dumhed. Og også selvom de var alene. For tågen kunne snuppe ham og hvis han blev væk eller faldt og slog sig bevidstløs ville han gå i panik når han engang vågnede op igen og var alene! Han hadede dette land! Han havde lyst til bare og flyve væk. Hvis han havde kunnet flyve. Hans læber var tørre som sand og han fugtede dem endnu en gang og lod ikke blikket lige nu vige bort fra den meget utydelige skikkelse der var manden de stod overfor. at han ikke blev præsenteret passede ham fint. Så længe Jesse ikke direkte blev talt til eller opdaget så han ingen grund til at gøre opmærksom på han var der endnu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden så det virkelig bare nødvendigt, at skulle se situationen an, inden han ville gøre noget som helst. Hvem eller hvad han stod overfor, det var ham stadig helt ukendt. At det var en kvinde og den anden måtte være en mand, var virkelig også det eneste som han vidste lige nu. Et sted måtte det jo faktisk irritere ham noget så grusomt, at det måtte hænge sammen på denne her måde, men hvad kunne han da gøre ved det, når det kom til stykket? Så længe de ikke ville vise sig, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det. "Hvad ønsker du, at jeg skal tro?" spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Det var end ikke et spørgsmål som han ville skjule, for han brændt inde med svarene. Hun måtte være noget stort, eftersom hun fremdrog Havets Vogter ind i sammenligningen. Der var kun fire af slagsen ,og havde han æren af at skulle stå overfor en af disse? Han kunne simpelthen ikke tro det!
Lige grunden til hvorfor de havde valgt, at skulle søge til Dvasias, forstod han dog ikke. Eftersom de stadig måtte gemme sig på denne måde, så måtte de vel også være der af en grund, som slet ikke burde være til? At de slet ikke havde retten eller noget til at være der? "Der er blot 4 af disse væsner og du vil fortælle mig, at jeg står overfor den ene?" fortsatte han. Han lod hovedet søge ganske så let på sned. Han kunne vitterligt ikke tro på det, når det kom til stykket. Han krævede i den grad også beviser for det i første omgang! "Så vis mig det.. Vis mig det, hvis du er en af havets store vogtere," opfordrede han med en rolig og ganske kortfattet stemme.
At hun spurgte efter hans navn, fik ham bare til at trække let på mundvigen. Han kunne svagt skimte hendes skikkelse igennem tågen, men også den skikkelse som måtte være der ved siden af hende. "Din ven.. kan han ikke tale, eller er han bare tavs som graven selv?" spurgte han med en ganske så kortfattet tone. Det morede ham virkelig, at nogen kunne være så frygtelig stille som dette, det var der slet ikke nogen tvivl om. Armene gled roligt over kors, da hun valgte, at præsentere sig. Direkte sagde navnet ham heller ikke alverdens. "Rhiannon.. Mærkværdigt navn.." Han trak på skuldrene. "Jeg er Hayden Diamaqima.. Jeg er herude for at tænke.. Og.. Hvem er det I leder efter?" fortsatte han stilfærdigt.

[magique]

Et opgivende smil viste sig i Rhiannons mundvig, hun kunne simpelthen ikke gennemskue, hvorfor han troede, at hun var en af Havets Vogtere. Ganske vist var hun netop af denne race, men han virkede underligt vedholdende, ved noget Rhiannon havde brugt som et spøgefuldt eksempel på siden af drager, hun havde på intet tidspunkt hævdet at være af Havet, og manden burde ikke kunne se de ret tydeligt afslørende træk endnu. Det spøgefulde af hendes personlighed var dog forsvundet som dug for solen, det var energikrævende, og hun kørte på ressourcer, hun sjældent tyede til. For hende var Landjorden lige så meget et fangenskab - i det mindste i længden - som Jesses vingelås var for ham.
"Hvis De finder mig et ordentligt sted, med vand der ikke er syre, skal jeg med glæde fungere som forlystelse for dig, men indtil da har jeg intet behov for at vise dig noget som helst" Lød det afmålt fra Rhiannon, måske han kendte et sted, man kunne jo håbe? Og selv det sorte vand i søen de stod ved begyndte at virke tiltalende. Hun ville godt kunne tåle det, hun havde en speciel forbindelse med vandet, men på nuværende tidspunkt ville det tære mere end det ville hjælpe, og det var ikke ideelt i hjertet af Dvasias.
"Min ven taler kun, når det er nødvendigt. Dvasias er ikke et sikkert sted for nogen, og den erfaring har resulteret i dette" svarede Rhiannon, uden rigtig at give nogen reel forklaring. Jesses stilhed var et intelligent valg, for hans væremåde og selv hans stemme ville afsløre, at han ikke hørte til her i endnu højere grad end Rhiannon.
"I min verden er Deres navn endnu mere mærkværdigt, end den version af mit navn De hørte" lød et rapt svar, hvad var det for noget at sige? Mærkværdigt navn? Rhiannon var nok bare træt af at høre det af hver eneste væsen, de stødste på i jagten efter Seth. Rejsen var begyndt at være trættende, og hun ville gerne snart vide, hvor Seth i det mindste var, så de ikke rejste det halve land rundt, for at finde ud af, at han ikke var der. Et suk undslap hende. Den stakkels Vogter var ikke klar over, at hendes tidligere bekendte i mellemtiden havde formået at komme højt på strå, at blive Warlockenes leder. Hvis hun havde vist det, havde det nok gjort jagten lettere, men på nuværende tidspunkt havde hun kun brudstykker af rygter, som ikke gav mening. Dog kunne hun lige så godt lufte navnet og finde ud af, om han vidste, hvor Seth var. Man kunne jo være heldig.
"Seth Bane"

[Deleted]

At være stille var Jesse blevet god til igennem årerne så derfor var det naturligt for ham at holde sig tavs. Han sørgede for at holde sig så meget ude af syne som muligt og stadigvæk ikke for langt. At der blev henvist til ham fra denne Hayden de stod overfor fik et kort jag af kulde gysninger til og glide igennem hans krop som små stød signaler. Dog fik det ham ikke til at tale, at der delvist blev talt til ham. Han vidste det var risikabelt så længe Hayden ikke havde fundet ud af hans race. Hans lyse stemme ville aldrig kunne forveksles med en fra mørket. Selv når folk ikke havde kunnet se ham hos hans tidligere herre havde bare et par ord fra hans mund gjort, at de vidste han var et væsen af lyset. Hvis denne mand bare vidste en smule om lys og mørke ville det samme være tilfældet her. At han så ikke havde kunnet høre det første gang han havde talt var jo så kun heldigt. Derfor vidste han også godt delvist, at hans spørgsmål allerede gav ham svar selv. Han havde jo netop hørt Jesse tale så derfor kunne han jo vide, at Jesse ikke var stum. Dog ville han lige nu bare holde ham i den tro hvis han selv var kommet til og se bort fra det faktum. Rhiannon´s forklaring på hans tavshed var dog passende. Den krævede måske flere spørgsmål, men det var just en forklaring og den måtte Hayden jo leve med. Han spurgte og fik et svar.
Han skiftede støtten lidt over på sin modsatte fod og trak vejret så roligt som han overhovedet var i stand til af den nervøsitet der voksede i hans indre. Den tog til for hvert sekund de var i Dvasias og den ville nok først dø ud når han var tilbage i nogenlunde sikkerhed. Der var kun et par dagsrejser til hans herre´s hjem herfra og hvis han kom for tæt på ville han blive fanget igen. Og så svag som Rhiannon snart var ved at være ville det ikke hjælpe ham, at hun havde slået følgeskab med ham når de kom dertil. At Seth´s navn blev sagt til denne fremmede som svar på hvem de søgte kom dog lidt bag på ham. Men naturligvis kunne det jo være de fik spor og de var nødvendige. Og de kunne jo ikke lade en chance for spor slippe forbi. Og hvis navnet så var ukendt for Hayden ville det jo ikke afsløre hvad deres formål var. Selv hvis han så låsen på vingerne ville det ikke være med garanti, at han gættede det var dem det drejede sig om. Så det galt om at få oplysninger hvis de var mulige og så ellers bare komme videre. Snik snak var ikke noget Jesse var alt for vild med de begav sig med lige nu. Det hastede i følge ham selv, da han følte sig svagere igen ved og være fanget i mørket og han ville også bare gerne væk herfra! Og det kunne i teorien ikke gå hurtigt nok!!