Post by Deleted on Aug 12, 2010 20:23:40 GMT 1
Det var mørkt. Som altid. Han kunne ingenting se. Hvem har nogensinde set en tåge i komplet mørke? Jenaro havde det som om at en tung tåge lå omkring hans krop. Han havde allerede forladt den, men et eller andet fastholdt ham så han ikke kunne slippe løs og søge mod det vældige lys som han vidste han engang ville møde. Men nu vidste han ikke hvordan lys så ud, hvordan græsset duftede og hvordan maden smeltede på hans tunge. Han huskede kun det evige mørke. Til tider hørte han stemmer. De var utydelige og lød blot som klagende toner. Han huskede billeder af andre. Specielt et dukkede hele tiden op i hans erindring. Et ansigt fyldt med lys, varme og glæde. Han huskede ikke personens navn, men i korte øjeblikke mærkede han en varme som han ikke anede, var den varme han søgte så meget efter. Ord. Hvornår havde han sidst udtalt et ord? Ikke længere vidste han hvem han var, eller hvad han hed.
Pludselig forsvandt mørket og han kunne atter se. Han svævede frit mellem himmel og jord. Hans krop var ikke længere vansirede og han havde igen sine vinger. Han mærkede vinden og varmen fra solen. Vinden førte en sang med sig og forude så han en lys silhuet. ”Melrose!” råbte han så højt han kunne, men der kom ingen lyd ud. Havde han mistet talens brug?
Melrose havde længe flakket rundt. Alt for længe. Hun havde mistet sig selv, da hun havde opdaget Jenaros forræderi mod hende. Havde han virkelig elsket en anden kvinde frem for hende? Hun havde knoklet videre. Reddet liv og fulgt sjæle der var i vildrede op til himlens port. Længe havde hun følt at der havde været noget galt. Jenaro var død. Da hun havde tjekket op på det, havde hendes overordnet fortalt hende at Jenaro ikke havde fundet Himlens port. Hun havde derfor pakket sine ting sammen og var draget ud for at finde Jenaros fortabte sjæl.
Jenaro var ikke i tvivl. Det måtte være hende, men hvis hun nu ikke kunne høre ham, kunne hun så se ham? Han nærmede sig og kunne dermed konstatere at det var Melrose, men han fløj lige igennem hende! Hvorfor? Mørket sneg ind på ham igen. Himlen forsvandt, Skyerne forsvandt. Melrose forsvandt, sammen med hendes sang, varmen og lyset.
Melrose vidste ikke hvad der var blevet af Jenaro. Hun vidste ikke hvor hun skulle lede. Vejen var lang. Hun søgte hvert græsstrå på engen. Hun søgte bredden ved floden. Hun søgte i de dunkle skove, til hun ikke kunne mere. I det hun sad på en træstub gik det pludselig op for hende hvor Jenaro var. Hun så ham for sit indre blik. Endeløse tårer trillede ned af hendes kinder. For alt i verden, så ønskede hun at ende den skæbne han var endt i. Hun rejste sig og gik igen på vingerne. Kort efter stod hun i den mørke kælder. Var det typisk for vampyrer at de havde døren stående åben? For øjeblikket ville hun svare ja. Det var den perfekte måde at fange naive mennesker på. Hun skyndte sig ned af trappen til hun nåede Jenaro. Hun brød hans lænker og tog ham omkring skulderen. Han vejede ingenting. Da hun nåede månelyset, lagde hun liget af Jenaro i græsset.
”Jenaro, min ven. Du er fri!”
Det var som om at en dør der længe havde været lukket, åbnede sig. Jenaro blev paf. Tavs. Forundret. Overrasket. Han blev fyldt af glæde og lettelse. Varme. Han havde det som vinden. Let og uden byrder. Han drejede hovedet og smilede varmt til Melrose. ”Tak. Endelig er jeg fri af mørket.” Melrose kunne ikke rigtig få et ord over sine læber. Hun vædede læberne og så indtrængende på ham. ”Vil du følge mig op til Himlens port, Jenaro? Der vil din sjæl få fred og… Du kunne blive en engel igen. Vi kunne …” Han tog hendes hånd, selvom der ikke var noget at gribe fat i. ”Jo, Melrose. Undskyld. Jeg vidste ikke at min vej førte mig så langt ind i mørket. Hun så over på ham. ”Det var mig der tog væk, uden at fortælle hvorfor. Du er tilgivet.”
Så fløj de begge op mod stjernehimlen. Jenaro så sig kort tilbage. Endelig var mørket erstattet af lyset.
Således døde Jenaro. Han fik ro i sjælen efter at mørket og smerten, der var blevet overtaget af følelsesløsheden, havde overtaget hans krop længe. Han så endnu engang Melrose. Jenaro fik fred og Melrose kunne hver dag besøge ham. Igen begyndte de at snakke drømme. Igen forelskede de sig.
//Skrevet af Melrose
Pludselig forsvandt mørket og han kunne atter se. Han svævede frit mellem himmel og jord. Hans krop var ikke længere vansirede og han havde igen sine vinger. Han mærkede vinden og varmen fra solen. Vinden førte en sang med sig og forude så han en lys silhuet. ”Melrose!” råbte han så højt han kunne, men der kom ingen lyd ud. Havde han mistet talens brug?
Melrose havde længe flakket rundt. Alt for længe. Hun havde mistet sig selv, da hun havde opdaget Jenaros forræderi mod hende. Havde han virkelig elsket en anden kvinde frem for hende? Hun havde knoklet videre. Reddet liv og fulgt sjæle der var i vildrede op til himlens port. Længe havde hun følt at der havde været noget galt. Jenaro var død. Da hun havde tjekket op på det, havde hendes overordnet fortalt hende at Jenaro ikke havde fundet Himlens port. Hun havde derfor pakket sine ting sammen og var draget ud for at finde Jenaros fortabte sjæl.
Jenaro var ikke i tvivl. Det måtte være hende, men hvis hun nu ikke kunne høre ham, kunne hun så se ham? Han nærmede sig og kunne dermed konstatere at det var Melrose, men han fløj lige igennem hende! Hvorfor? Mørket sneg ind på ham igen. Himlen forsvandt, Skyerne forsvandt. Melrose forsvandt, sammen med hendes sang, varmen og lyset.
Melrose vidste ikke hvad der var blevet af Jenaro. Hun vidste ikke hvor hun skulle lede. Vejen var lang. Hun søgte hvert græsstrå på engen. Hun søgte bredden ved floden. Hun søgte i de dunkle skove, til hun ikke kunne mere. I det hun sad på en træstub gik det pludselig op for hende hvor Jenaro var. Hun så ham for sit indre blik. Endeløse tårer trillede ned af hendes kinder. For alt i verden, så ønskede hun at ende den skæbne han var endt i. Hun rejste sig og gik igen på vingerne. Kort efter stod hun i den mørke kælder. Var det typisk for vampyrer at de havde døren stående åben? For øjeblikket ville hun svare ja. Det var den perfekte måde at fange naive mennesker på. Hun skyndte sig ned af trappen til hun nåede Jenaro. Hun brød hans lænker og tog ham omkring skulderen. Han vejede ingenting. Da hun nåede månelyset, lagde hun liget af Jenaro i græsset.
”Jenaro, min ven. Du er fri!”
Det var som om at en dør der længe havde været lukket, åbnede sig. Jenaro blev paf. Tavs. Forundret. Overrasket. Han blev fyldt af glæde og lettelse. Varme. Han havde det som vinden. Let og uden byrder. Han drejede hovedet og smilede varmt til Melrose. ”Tak. Endelig er jeg fri af mørket.” Melrose kunne ikke rigtig få et ord over sine læber. Hun vædede læberne og så indtrængende på ham. ”Vil du følge mig op til Himlens port, Jenaro? Der vil din sjæl få fred og… Du kunne blive en engel igen. Vi kunne …” Han tog hendes hånd, selvom der ikke var noget at gribe fat i. ”Jo, Melrose. Undskyld. Jeg vidste ikke at min vej førte mig så langt ind i mørket. Hun så over på ham. ”Det var mig der tog væk, uden at fortælle hvorfor. Du er tilgivet.”
Så fløj de begge op mod stjernehimlen. Jenaro så sig kort tilbage. Endelig var mørket erstattet af lyset.
Således døde Jenaro. Han fik ro i sjælen efter at mørket og smerten, der var blevet overtaget af følelsesløsheden, havde overtaget hans krop længe. Han så endnu engang Melrose. Jenaro fik fred og Melrose kunne hver dag besøge ham. Igen begyndte de at snakke drømme. Igen forelskede de sig.
//Skrevet af Melrose
