Mørk nat

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias som en tung mørk dyne, der ikke lod noget lys komme igennem. Dog ville man kunne se hvis de tunge skyer ellers gad fjerne sig, at en smuk halvmåne lyste på himlen, om kap med det smukke tæppe af stjerner. En let regn faldt fra himlen. Den havde været kraftigere i løbet af dagen, men hen af aftenen var den stilnet en smule af, til den stille regn den var nu. En stille vind blæst i træernes øverste grene, og fik dem til at knirke en smule, hvilket gjorde Dem Mørke Skov en smule mere uhyggelig end den var i forvejen. Dog havde en enlig skikkelse trodset denne frygt, og bevæget sig ud i skoven. Jorden var fugtig, og allerede gjort skikkelsens bare fødder mudrede, hvilket den dog ikke tog sig synderligt af. Man kunne skeldne skikkelsen ligblege hud, som nærmest lyste op i mørket, og hvis man kom tæt nok på, kunne man også se de kvindelige træk i hendes eller ikke specielt kønne ansigt. Hun famlede sig usikkert afsted, eftersom hun nærmest ikke kunne se en hånd for sig i det tætte mørke, dels skabt af skyerne, og dels af de tætstående træer.

[Deleted]

Hvordan vejret havde været i solens herskende timer, havde Elvolganta ingen anelse om, han havde i hele sit liv sovet når denne var oppe, aldrig havde han set det nødvendigt at holde sig vågen, selv indendørs efter lysets frembrud. Han vandrede nu med tunge, men lydløse trin igennem den våde skovbund, og hans lysende røde øjne spejdede agtsomt omkring sig. Dette havde været hans foretrukne jagt territorium i mange tusinde år, da han havde været konge, så han kendte hvert et træ, hver en gren og samtlige en sten i hele skoven. Her lugtede anderledes end normalt, en bestemt duft af fremmed ungkvinde af mørk slægt ramte hans næse, og han begyndte derfor straks at forfølge denne duft, med en stigende trang efter kød og blod

[Deleted]

Sheila havde aldrig været særlig bange af sig. Ganske vidst havde hun været skræmt, af og til, men var der en ting der endnu ikke havde formået at skræmme livet af hende, var det Den Mørke Skov. Ganske vidst var træerne store og krogede, og det var ret begrænset hvad hun kunne se, men heldigvis havde hun heller ikke brug for at se noget selv. Over hende fløj en sort fugl, der spejdede rundt med sine svagt lysende røde øjne, og gav et højlydt skræp, hver gang der var noget hun skulle være på vagt over. Dog havde der endnu ikke været noget, der havde fået fuglens faresignaler til at reagere, hvilket dog ikke havde lullet Sheila ind i en falsk tryghedsfornemmelse, eftersom det var første undskyldning for at blive slået ihjel i skoven. Ganske vidst var hun ikke helt forsvarsløs, men der gemte sig stadig ting i skoven, hun ikke kunne klare.

[Deleted]

Som Elvolganta fornemmede kilden til denne duft, være nærmere og nærmere, lod han sig blive som i ét med skyggerne omkring sig, og begyndte at haste afsted med stor fart, uden at afgive en lyd, og uden at få blæsten i ryggen så han ville kunne spores, han var et monster på jagt, og intet i denne verden skulle forhindre ham i at finde og nedlægge sit bytte.! Han stoppede ikke langt fra hende, og begyndte at følge hendes færden, få meter fra hendes side, blot var han som endnu en skygge man ville forvente at finde i skoven her på denne tid

[Deleted]

Sheila havde altid været en skikkelse man så alene. Selv da hun havde været barn i Procias, var hun vant til at lege alene, eftersom de andre børn af en eller anden grund ikk brød sig om hende. Sheilas skridt var rolige mens hun gik, mens hendes anser var så skærpede som de nu kunne være, hvilket ikke var særlig meget, i forhold til så mange andre væsner fra Dvasias. Dog stoppede hun kort efter op, eftersom hun fornemmede noget. Ravnen over hendes hoved havde ganske vidst ikke givet hende et advarende skræp, men hun havde tydeligt på fornemmelsen at der var noget dødt i nærheden, eller i hvert fald udødt, en evne der hørte med til at være Necromancer. Hun kiggede kort rundt, men kunne dog ikke få øje på noget. "Hvem der?" Spurgte hun, en smule kommanderende, mens hun trak det ene af de to kortsværd hun altid bar ved sin side.

[Deleted]

Elvolganta sagde intet, men morede sig i stilhed over hendes nervøsitet, hvor hun lod til at forsøge at placere sig selv, i den ende af fødekæden, som han bestemt ikke mente at hun måtte høre til, hun var tydeligvis ikke en af nattens væsner, bemærkede han rolig som han så hvor tilfældigt hendes øjne søgte i mørket, som var de ikke vant til dette tunge dække af sorte skygger. Han så kort og ganske tilfældigt op i luften, imod trækronerne og med ét uden at have været egentlig klar over at den havde været der, så han en fugl, med øjne der ikke var meget ulig hans, han smilte koldt for sig selv, og fik lyst til at lege med denne ungkvindes frygt. I én eneste glidende og yderst hurtig bevægelse, uden på noget noget tidspunkt at lade sig vise sit legeme for nogen af dem, højt oppe over hendes hoved sprang han over til et andet træ ganske som fuglen fløj imellem disse, og knuste med lethed dens skrøbelige og allerede forrådnede krop, imellem sine kraftfulde næver, der lød et højt knald da han havde ramt fuglen, som straks styrtede til jorden, men Elvolganta havde allerede bevæget sig videre og var nu kun få meter fra hendes ryg, atter nede på jorden "Jeg er her" hvislede han koldt før han med en hastighed, som intet menneskeligt væsen, kunne præstere bevægede sig over til at andet punkt kort fra hende "Eller er jeg her..?" sådan blev han ved, gemt i skyggerne, drillede han hendes sanser og forvirrede hendes forsvar...

[Deleted]

Sheila havde altid haft et problem ved at nære følelser for folk. Hun havde aldrig haft et kæledyr, og dog holdt hun af sin trofaste tjener, den udøde ravn Kahr. Måske var det lidt for meget sagt at man kunne nære følelser for en udød fugl, men eftersom det var den første udøde skabning hun havde skabt, betød fuglen noget helt specielt for hende. Den var efterhånden blevet hendes tro følgesvend, og den havde da også vist sig ganske nyttig, eftersom dens røde øjne kunne se klart i mørket. Desuden var fuglen også bundet til hende, hvor hun kommandere rundt med den, ved tankens kræft. Dog mærkede hun pludseligt at kontakten med Kahr forsvandt, mens lyset fra de røde øjne over hende slukkedes. Hendes øjne flakkede rundt, eftersom hun ikke havde set noget bevæge sig, og mest af alt var blind i natten. Måske ville det have været et godt tidspunkt at begynde at bruge magi på, men det ville nok ikke gavne så meget, eftersom hendes magiske kræfter var mørke og destruktive, og mest af alt baseres på at genoplive de døde. Hun bed sig i læben, og prøvede at kigge efter lyden, da en stemme gav sig til kende, men nåede ikke at se noget, før den samme stemme lød et andet sted fra, hvilket fik hende til at trække det andet sværd, eftersom hvad det end var hun havde mødt i skoven, legede med hende. "Stop hellere din barneleg, før det bliver værst for sig selv. Jeg er necromancernes leder, og jeg bukker ikke under for et væsen som dig." Sagde hun hårdt.

[Deleted]

En hånlig latter skar gennem den tunge natteluft "Necromancernes leder" lød en dyb hånlig stemme kort derfra før stemmen fortsatte et andet sted i mørket nær hende "Jeg er nær ven af din gamle mester!" stemmen stoppede brat, før en dyb tung metallisk lyd kunne høres hele vejen rundt om hende, hvorefter en nærmest enorm mandsperson, kom til syne kun i en langsværdslængde fra hende, med æggen af sit enorme sværd rettet lige imod hendes strube "Vi er ikke sikre på at vi kun bifalde måden hvorpå du forlod hans lærer, og mener begge bestemt, at du bør straffes.!" hans stemme var ikke længere munter eller på anden måde drilsk, men nærmere kold, hånlig og ufølsom som han talte til hende med sine lysende røde øjne rettet lige imod hende...

//NB: Sværdet der er rettet imod hende kan ses på billedet//

[Deleted]

Sheila havde altid været en meget selvstændig person. Hun havde lært at klare sig selv, med de midler hun var blevet skænket, og indtil videre havde hun klaret det meget godt. At hun var blevet udnævnt til leder, var ganske vidst kommet som lidt af et chok for hende, eftersom hun på det tidspunkt ikke engang vidste at hun var Necromancer, men da det først var steget hende en smule til hovedet at hun var leder, var der ingen der skulle komme og fortælle hende hvad hun skulle gøre, eftersom der tydeligvis var en grund til at hun var blevet leder. Det var også nogenlunde det hun havde råbt til sin gamle mester før hun havde forladt ham, og siden havde hun ikke set ham, selvom hun hele tiden havde på fornemmelsen at han en dag ville tage hævn over fornærmelsen. Hendes øjne landede på den enorme mand foran hende, og hans sværd der var rettet imod hendes strube, og skulede, eftersom hun for alt i verden prøvede ikke at vise ham nogen tegn på frygt. "Min gamle mester var svag. Det er derfor jeg er leder, og det vil du også snart finde ud af hvorfor jeg er." Sagde hun, og slog til hans sværd med sit eget, i et forsøg på at slå det til siden.

[Deleted]

"Jeg kender grunden til dit hovmod, ganske som grunden til din ledertitel" bemærkede han koldt og hånligt med et koldt, og psykopatisk smil over sine læber, og lod blot hendes sværd støde ind i hans, det var så tungt at han knap mærkede nogen forskel, skønt det for ham føltes lettere end et almindeligt sværd, for en menneskelig krop.. "Du er leder af din race af to simple grunde; grund nummer et er det helt åbenlyse, at dronningen ikke stoler på Brashache, han er for stærk, du har trods alt også set hans abnorme væbnede styrker..! Den anden grund er tydeligvis det faktum at du er en kvinde og at dronningen har givet kvinderne i Dvasias lettere ved at få nogen lederstilling.. Jeg er ingen leder, og vil jeg sige, at der ikke er nogen mulighed for at du endnu er leder, når jeg går herfra igen" han lo hånligt og åbent for at spotte hende utvetydigt, imens han med enorm kraft og fart, lod sit sværd svinge én eneste omgang og slynge lige imod hendes bryst, med en sådan styrke og vægt i slaget, at denne ville bryde igennem enhver rustning

[Deleted]

Sheilas tunge havde altid ligget ret let i hendes mund, og selv da hun ikke havde magten til det, havde hun aft en sær egenskab til at fornærme folk, og tale før hun fik tænkt sig om. Hun skulede til ham, da han påstod at den eneste grund til at hun havde en lederstilling, var fordi hun var en kvinde. "Dronningen har bare indset at Brashache ganske vidst er stærk, men at jeg har langt større potentiale end ham, og derfor har hun satset på den rigtige hest." Sagde Sheila koldt. Han skulle ikke komme og udfordre hendes lederstilling. Ganske vidst var det at være leder af necromancerne mere en fin titel end noget andet, eftersom der var utrolig få necromancere at være ledere for, og når alt kom til alt var det nok de færeste der ville lytte til den spinkle sekstenårige pige, før hun altså satte dem på plads. Hun rynkede kort brynene, da han sagde at der ikke var nogen mulighed for at hun var leder når han var færdig.. Hvad mente han med det? Hun nåede dog ikke at tænke over det, eftersom han godt efter besluttede sig for at gå til angreb imod hende med det store tunge sværd, han svingede som havde det været en kniv, imod hendes mave. Hun prøvede at flytte sig for slaget, men det endte alligevel med at spidsen skar en lang flænge på tværs af hendes mave, eftersom hun ikke bar nogen rustning, og at den nok alligevel ikke ville have hjulpet. Det eneste tøj hun bar, var det der var blevet så karakteristisk for hende, en sort kjole, og en sort kutte.

[Deleted]

I sekundet efter at have ramt hende med klingen, lod Elvolganta et voldsomt spark styrte lige imod hendes maveregion, lige hvor han netop havde såret hende. Hans frygtindgydende, lysende røde øjne, stirrede koldt og agtpågivende på hende, og mærkede tydeligt hendes varme friske blod ramme sin hånd. En kraftig blodrus blev nu vækket i ham, og af sine instinkter uden at tænke over det, transformerede han sig hurtigt til sin grufulde varulve-lignende skikkelse, der dog var om muligt større end en normal varulv, dette havde han gjort inden sparket ville ramme, hvis ikke Sheila kunne nå at springe til side, til trods for hendes sår, og ville dermed ramme hende med en bagbens pote, hård som sten og med sylespidse klør.. Fråden begryndte hurtigt at vise sig, imellem hans blottede og meget grove rovdyrs tænder, og hans øjne der endnu lyste op, i en klar blodrød farve, så nærmest ud til at have fået aflange skånende pupiller af en dybrød natur...

[Deleted]

Sheila havde måske ikke lige den vildeste tøjstil. Egentlig var den ret enkel og ligefrem kedelig. Der var ikke nogle nipsgenstande, eller spraglede farver, men bare sort i sort. Tøjet var tilmed godt og grundigt slidt, som om det var det eneste hun havde, hvilket dog ikke var sandt, eftersom Kain, hendes adoptivfar, som hun ikke havde set i umådelige tider, havde efterladt hende med tøj, og son hytte i Manjarno, som hun dog næsten aldrig kom i, eftersom den mindede hende for meget om ham. Hun bar ganske vidst stadig hans efternavn, men det var sjældent at hun præsenterede sig selv, eftersom folk for det meste vidste hvem hun var. Hun måtte bide smerten fra flængen i sig, mens hun så hvordan den høje mand foran sig, forvandlede sig til et enormt ulvelignene væsen, der kort efter sparkede ud efter hende. Denne gang var hun dog klar, eftersom hun, da hun fik flængen havde vækket sin magi, og lod den strømme ud af sine hænder, som en trykbølge af sort magi, for at skubbe dyret tilbage, inden det nåede at gøre større skade på hende med sine skarpe klør. Hun havde droppet at bruge sværdene, og havde derfor sat dem tilbage i skeden, klar til at trække dem, hvis det alligevel blev nødvndigt.