I will never let go..

[Adeline Magarita Jakson]

hun ryste på hovedet, "du sag det slet ikke forkert... jeg kom bare til at tænke på... måske de væsner der er efter os...er det.. fordi de måske ser os som en trussel nu... vis vi nu tænker på hvilke skabninger som vogter os" hun tørte øjne, "det med børn har du nok ret i...men lig nu...vil jeg være sikker får jeg bringer sådan en lille en ind i den farlige store verden" hun snøfte og smile, hun bukke sig ned over ham og kunne lige nå hans læber han blidt kysse, "og lig nu... har jeg kun brug for dig" hun smile og nusse hans hånd med hendes håre fladt lidt ned på hans kinder og danne en fin lille hul, sky lo i en brummen og lukke øjne men var stadig yderst opmærksom på alt der rørt sig eller fløj, adeline smile bare mens hun kunne mærke damon's ånde og høre hans vejer træning.

[Deleted]

I Damons hoved, så var det hene virkelig bare kommet frem på den helt forkerte måde, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var slet ikke fordi, at han ønskede at frarøve hende den lyst til at få børn, for det var selv noget som han måtte sidde med når det kom til stykket. Han vendte sig stille op mod hende. Drageryttere var jo stærke på sin egen ganske særlige måde, men her sad de.. De kunne intet se, så hvilken trussel kunne de i det hele taget være når det kom til stykket? De kunne jo ikke noget som helst. Han sendte hende et stille smil og tog forsigtigt begge hænder i sine egne, for han ønskede virkelig ikke, at skulle miste hende. "Jeg ved ikke hvilken trussel de ser i os, Adeline.. Det gør jeg virkelig ikke, men jeg kan love dig, at jeg nok skal finde ud af det," sagde han stille og ikke mindst med den alvorlige stemme. Han gengældte glædeligt hendes kys og med et stille smil. "Jeg har også brug for dig.. Jeg skal nok finde en måde, at holde dig tryg og sikker på, det kan jeg trygt olove dig," sagde han stilfærdigt. "Jeg vil ikke bringe et lille barn til verden sådan som det er nu.. Det er simpelthen for farligt," sagde han stille.

[Adeline Magarita Jakson]

hun smile og nød at holde hans hænde som han holdt hende, "jeg vil gør hvad der skal til for du er tryk og lykkelig.. for jeg er lykkelig lige nu.. bare du er hos mig" hun smile og så på ham, han hade jo ret hvilken trussel gjorde de. "du må sig til vis du har brug for hjælpe.. så vil jeg altid være der for dig.. og hjælpe dig..og du har ret at sætte et barn til verden nu ville være uklogt.. jeg håber snart det bliver sikkert igen.." hun smile svagt og kysse ham igen og nød kysset, "skal jeg tag med dig på slotte.. når du skal der til.. jeg har ikke være der i lidt tid.. de kræver nok en forklaring på mit fravær for at træne soldater" hun sukke og klemte blidt om hans hænder, hun så ned mod ham og kysse ham på panden "jeg tror det bedste du får en lur.. så dit sår kan heale.. jeg bliver lige her hos dig.. mens du sover.. bare rolige" hun smile og nusse hans hånd flade med tommel fingeren, "jeg elsker dig damon.. virkelig virkelig højt" hun smile.

[Deleted]

Damon havde virkelig ikke ment, at skulle få det til at lyde forkert, for han gik vel også rundt med den drøm om engang, at blive en far? At have en nydelig lille datter eller en søn til atrende omkring sig? Han ønskede det virkelig, men som det stod nu, så var det virkelig det dummeste man kunne gøre, det var at bringe et barn til denne verden. Et sted måtte han hade det! De udgjorde da ingen trussel? Han prøvede virkelig bare at finde en mulighed for at skulle få det hele til at fungere, selvom det var tydeligt, at det ikke var noget som alle ville i dden anden ende, noget som han måtte være ganske irriteret over. Han sendte hende et stille smil ved hendes ord. Hun vidste virkelig hvordan hun skulle få ham til at smile. "Det er jeg glad for, at du siger, min kære," sagde han stille. Han mente de ord, det var i den grad også helt sikkert når det kom til stykket. Han åbnede øjnene mod hende, selvom det stadig måtte vær fuldkommen sort. Han ville virkelig ønske, at han kunne se, så han var i stand til at beskytte hende. Han mødte hende glædeligt i hendes kys og gengældte det, selv uden at tøve det mindste. Det var virkelig bare en frygtelig dejlig følelse og fornemmelse, det var i den grad også helt sikkert. Han trak vejret dybt. "Er du nu sikker på, at jeg burde gøre det her?" spurgte han stille. Han ønskede virkelig heller ikke, hvis hun skulle sidde usikker der sammen med ham. Men igen.. en lur var virkelig noget som måtte friste ham noget så frygtelig voldsomt i den anden ende! "Jeg elsker virkelig også dig.. Det gør jeg i den grad, Adeline," sagde han stille. Kildaria vendte blikket mod ham, hvor hun med et ganske let og roligt puf med snuden, måtte tvinge ham ned at ligge. *Du må sove.. vi skal nok holde øje,* forsikrede hun. Damon sukkede dæmpet og vendte blikket bebrejdende op mod hende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare ved hans ord, hun elske ham virkelige han var slet ikke som andre mænd på nogle måde. hun nikke bestemt selv om han ikke ville kunne se det, "sov nu.. du har virkelige brug for det" hun smile og nusse ham i håret og mærke kildaria hade skubbe ham ned og ligge, hun smile takken og nusse ham blidt i håret, "bare rolige.. jeg er her.. vi er her og vi passer på dig" hun smile og nusse hans kind og nusse hans hænder, hun lukke selv øjne og var selv noget så træt. sky rykke sig ind til dem så adeline lå med hovedet tilbage på sky's mave, Adeline faldt hurtige i søvne selv men hun nusse hans hænder i søvne, for at sikker på at han var okay og var tryg, hun håbe virkelig de ikke blev angreb mere i dag det kunne hun slet ikke klar det ville være for meget selv for hende på en enkle dag, sky sov svagt hvider mens hun stadig lytte skabt efter.

[Deleted]

2 angreb alene på en dag, var virkelig alt for meget for Damon. Nok at det var nødvendigt at skulle hvile, så var det virkelig meget mere end det som han lige var i stand til lige nu, det var der så sandelig heller ikke nogne tvivl omkring det i det hele taget, det var helt sikkert. Han sukkede stille, selvom han var faldet meget mere til ro nu, så var der jo stadig disse småting som måtte hænge noget så voldsomt ved, det var der end ikke nogen tvivl omkring det. Han sukkede i en klar protest, for han vr virkelig ikke meget for det på noge måde, det var i den grad også helt sikkert. Det var virkelig bare noget som han måtte hade. "Okay da.." mumlede han stille. Det var jo heller ikke fordi at han var meget for at skulle tage imod ordre fra hende og specielt ikke nu hvor de måtte have det på den måde, som de nu måtte have det, for det var virkelig slemt nok som det måtte være fra før af! Han lukkede øjnene og lagde hovedet ind mod Kildaria som havde lagt sig til lige ved siden af ham. Hendes varme ånde havde han direkte mod halsen og brystet og det var i den grad også noget som gjorde ham rolig. Han havde Adeline ved sig og han kunne mærke det, så han gav til sidst efter for den ellers så trængende søvn. Den tog virkelig fat i ham og tvang ham dybt i søvnen ved siden af.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sov tungt og endt med at rulle over og ligge op af damon, sky smile og spejle rundt efter at have ryste på hovedet for at vogne. adeline smile i søvne da hun hade en noget så dejlig og fredfyldt drøm, hvor damon var med i og alt var så fredeligt og lyst. men snart blev den dejlig drøm til mareridt, hun ryste lidt og trykke sig ind til damon. sky så på hende og lod hale spisen nusse adeline på kinden så hun faldt til ro, adeline vågne efter 3 timer. hun åben øjne selv om hun intet kunne se, sådan var det jo altid hun gned sig i øjne og mærke hun lå op af damon. hun smile og satte sig forsigtig op ved siden af ham, og gabt *sov godt* spurte sky roligt og nusse hendes kind med snuden, adeline smile og nikke bare og nusse sky på snuden mens hun fandt damon's hånd og holdt den uden at vække ham.

[Deleted]

Damon havde nu og da alligevel brugt et godt stykke tid, på at skulle falde i søvn, udelukkende fordi, at han ville være sikker på, at hun ville ligge der trygt og godt ved siden af ham, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han var selv endt med at lægge sig helt hen i søvnen, da hun havde lagtt sig ved siden af ham. Han var faldet i søvn med et smil på læben, og det var virkelig ikke ofte, at det måtte forekomme, det var helt sikkert. At hun vågnede efter adskillige timer, var end ikke noget som han sådan set reagerede på. Han lå langt væk i drømmeland og fanget i sin egen lille fantasiverden, hvor hun måtte være der sammen med ham. Det var i den grad også derfor, at han kunne smile sådan som han gjorde. At Adeli vågnede, så vågnede Kildaria ved siden af. Hun lå med hovedet trygt hvilende ind til Damon. Kildaria skubbede bare en smule til ham, så han endte med at vågne. Han slog øjnene let op og klemte stille omkring Adelines hånd, i og med, at det var noget af det første som han sådan lige kunne få fat i. ".. Hvor længe har jeg sovet?" Han strækkede sig og kvalte et gab, selvom det var frem til han huskede sig selv på såret i hans side. Han gispede let smertefuldt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, "nogle timer tror jeg..sky hvor sent er det" sky åbne øjne og kigge op mod skygerne, *solen er ved at nærme sig til at begynd at gå ned efter hånden* lød det i begge deres hoveder, adeline smile "sov du godt " hun nusse hans hånd og gav ham et lille kys på kinden, hun gabt og holdt sig for munden og var stadig en smule træt, men det var ikke slemt nu hade hun energi til lidt tid i nu, sky rejste sig hovede og så rundt. hun knurre da en ræv luske rundt men den for hurtige væk af hendes høje brummen, sky så på dem og nusse snuden mod adelines hår mens hun lytte konstant efter om der kom nogle mod dem der ville skade dem ind nu mere. adeline sad bare og nusse damon's hånd, "der er stille" sag hun selv stille og var nervøs for der pluslige sprang nogle på dem eller kom flyven for oven og tog en af dem.

[Deleted]

Kildaria blev roligt liggende ved siden af Damon, blot for at sikre sig, at det hele måtte gå stille og roligt for sig, for det var virkelig også noget, som de havde desperat brug for efterhånden. 2 angreb på en dag, kunne næppe være tilfældigt, det vidste de jo allerede. Damon vendte blikket stille mod Adeline - Eller rettere, så der hvor han var sikker på, at hun måtte være. Han sendte hende et blot træt smil, selvom hun ikke ville kunne se det. Det var virkelig dejligt, at skulle ligge og hvile. Han blinkede let med øjnene. Havde han sovet i flere timer?! Han trak vejret dybt og blev ellers liggende. Det spændte virkelig i siden, og det var virkelig noget så frygtelig intenst i den anden ende. Han bed sig svagt i læben. "Det kan du tage som et godt tegn, min kære.." Han tvang sig stille op at sidde ved siden af Adeline og lod den frie hånd forsigtigt søge omkring hende. "Hvordan har du det?" spurgte han stille. Hun var nervøs og det brød han sig virkelig ikke noget om, det var i den grad også helt sikkert. Han klemte omkring hendes hånd. Han ville virkelig gøre alt, for at skulle beskytte hende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så mod ham og smile, "jeg her det fint.. hvad med dig" hun kysse ham på panden og nusse hans lår stille og roligt mens hun sad bare og nød at side med ham, "gør din side stadig meget ondt.. eller er det bleven beder" hun nusse hans lår og hade hovedet mod hans, hun smile lidt hendes skulder gjorde stadig ondt men det hade hjulpe han hade healet det, hun smile stille og var glad for der var stille og de ikke var bleven angreb. sky brumme *adeline jeg er sulten* lød det fra hende, adeline smile og mærke selv hun enlige var meget sulten. "jeg ved det godt du sulten sky det også ved at være tiden på dagen du plejer at tage på en lille mad jagt" adeline var selv noget sulten nu men hun ville ikke snakke mere om det ellers ville hun blive mere sulten.

[Deleted]

At Adeline havde det fint, så var Damon også storslået tilfreds med det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret let og stille. Det var ved at blive bedre, det var helt sikkert, men alligevel. Der var jo en grund til at man skulle være lidt forsigtig når det kom til stykket, ellers ville det da først for alvor endem ed at gå helt galt. "Det går bedre nu," sagde han stille og med et roligt smil på læben, ikke noget som han ville kunne skjule for hende, og det var virkelig heller ikke meningen. "Og dig? Hvad med dit?" spurgte han stille. Kildaria lå roligt ved siden af dem og passet på, hun vendte blikket stille mod Sky nu hvor de måtte snakke omkring mad. Damon vendte blikket stille mod Adeline. "Lad Sky tage ud.. så kan vi tage til byen og få os noget at spise der?" spurgte han stille. Han kunne faktisk også godt spise, nu hvor de måtte snakke om det, det var der end ikke nogen tvivl om. Kildaria vendte blikket mod dem, selvom Damon vidste, at de ville kunne være sikre i byen. Det var i nærheden af for mange mennesker.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare og nusse hans lår, "min skylder har det fint nu" hun smile og lag blidt hovedet mod hans, sky så på ham og brumme og slikke ham på kinden før hun rejste sig. og af sted var hun uden tøven, adeline mærke hvordan skys vinger lave stærk vind stød så hende hår stod tilbage. adeline rejste sig og hjalp damon om og hade blidt om hans arm og hånd, hun smile "vi må heller gå.. inden det bliver for sent" hun smile og rødme lidt. dem spise i byen.. ville det så ikke være en date.. en rigtig date hade hun aldrig prøve før, hun kom til at fnise og glemt helt de sikkert ville høre det, men hun tog sig sammen. hun så mod damon før hun så mod kildaria og smile bare varmt til den store drage, hun kunne slet ikke takke hende nok for at have hjulpet sky i kampen denne dag, det stod hun i dyb gæld til.

[Deleted]

Damon måtte virkelig bare prøve at falde til ro med det hele. I morgen ville han søge op til slottet og snakke med dem om den opholdstilladelse til at skulle være i skoven, for det var der de kunne være. De skulle bare finde et perfekt sted, for ikke at glemme, at de også skulle finde muligheden til at finde et perfekt sted, at skulle være, for det var i den grad også det, som han selv måtte ønske - et sted hvor de kunne være alene, for det var i den grad også helt og særdeles nødvendigt, efterhånden det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Kildaria smilede let. *Jeg finder noget føde. Kald ved det mindste,* bad hun stille, idet hun satte af fra jorden. Hun vidste udmærket godt, at Damon vil kunne finde frem til byen herfra, for der var virkelig ikke noget nyt i det. Det var et sted som dette, at de havde været så mang gange selv, det var iskkert, så der var ikke noget direkte skræmmende for hans vedkommende. Damon kæmpet sig stille op på benene og blev stående til lyden af vingeslag var væ. Han tog ganske let omkring Adelines hånd og sendte hende et stille og let smil. "Kom med min kære.. jeg skal nok vise vejen," sagde han stilfærdigt. Han tog roligt omkring hendes hånd, trykkede den blidt, idet han med de ganske rolige skridt, gik mod den vej, som han vidste, at byen måtte være.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile det more hende noget at en blind ville vis en blind vej, det var faktisk komisk men hun smile bare "lyder godt.. jeg følger dig gemmen tykt og tyndt" hun smile og klemt lidt om hans hånd hun nød at gå sådan med ham, det var dejligt. "jeg elsker dig" hviske hun stille og rødme mens de gik mod byen, hun lytte dog efter fare hun hade igen glemt sit svær på sky's ryg. det plage hende men hun håbe dog at de kunne være i fred bare resten af dagen, "damon..hvad gør vi når mørket falder på.. så er det bare der kommer flere mørkevæsner frem ind der er nu.. selv om mørke ikke just plager mig" hun sukke og ville ønske der var en måde de kunne få deres syn tilbage.. bare en eller anden måde eller i det mindste hans da hans var sket ved en ulykke og ikke var en med født fejl.