I will never let go..

[Deleted]

Damon havde det virkelig elendigt. Han kunne ikke beskytte hende, og det var i sandhed noget af det værste ved det hele! Ikke det, at han var blevet ramt, for det skulle han så sandelig nok komme over, men alt det andet, det var virkelig bare noget som måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han vendte blikket stille mod hende og med den ellers så trætte mine alligevel. Han prøvede virkelig bare at skjule det. Hun havde brug for en som kunne stå stærk for hende lige nu og ikke det modsatte. Nu måtte han da for pokker tage sig sammen! Han holdt hende tæt ind mod sig, hvor han ganske forsigtigt lod hånden søge over hendes sår på ryggen. Man var vel ikke magiker for ingenting? Han koncentrerede sig om at skulle heale bare lidt af hendes sår, så hun ikke ville have alt for ondt. Hendes ord lød virkelig som om, at hun var ved at gå døden i møde og det nægtet han virkelig at skulle høre på! "Jeg elsker også dig, Adeline.. Du skal nok klare det.." fastholdt han med en ganske så bestemt stemme. Ikke at han kunne komme det mindste udenom det, og det var heller ikke meningen for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. Han kunne tydeligt mærke hans eget sår. "Jeg overlever da.." mumlede han en anelse fraværende. Han vendte sig mod hende og lod hende ellers bare hvile tæt på sig. Han kunne høre dragebrøl - fra to drager. Så de var begge i live endnu.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline mærke hans hånd rør ved såret og hun bed tænderne sammen da det gjorde ond, men så var det som smerten fortog sig lidt. hun så op på ham og smile blidt, "så længe du er hos mig.. skal jeg nok klare mig" hun nusse hans kind og så roligt på ham, "og du klare den også.. jeg er her.. jeg passer på dig" hun smile selv om hun viste han ikke kunne se det, hun hørte brøl og det lette at høre sky brøle, hun var i live guske lov! adeline så på damon og lag hænderne på hans kinder og fik sat sig lidt op og kysse ham på munden, hun vist godt hun ikke kunne heale hans sår uden flasken med den særlige salve, men hun håbe nu et lille kys kunne linder lidt hun ville så gerne vis ham hun elske ham så høj, det og hun var meget glad for at kysse hans blød læber, hun rødmer lidt mens han nusse hans kinder og lidt op i håret. sky brøl og slog med halen så nogle flere træer måtte give efter for det hår slag, hun var lette over at se kildaria igen og det gav hende kamp lyst, hun storme frem og fik nogle mænd i munden som hun gennem knust med sin stor spidse tænder, hun spist dem dog ikke men spytte dem ud og brøl og rejste sig på bag bene og lod sig land hårdt så det ryste i jorden så mange af mændene måtte flade på grund af rystelsen

[Deleted]

I og med, at Damon var halv magiker, så var det i den grad også muligt for ham, at skulle hjælpe hende lidt med smerten. Nu hvor han ikke havde været i stand til at skulle beskytte hende, hvilket i den grad også måtte irritere ham selv noget så frygteligt, så kunne han hjælpe hende på lidt andre måder, så det var vel også noget som måtte tyde sig godt i den anden ende? Han håbede da i det mindste, for nemt, var dette så sandelig heller ikke. Han vendte blikket mod hende, selvom han ikke var i stand til at skulle se hende, så var det virkelig noget som måtte frustrere ham noget så voldsomt lige nu. Nu hvor han kunne sidde med den samme følelse som altid. Han ville virkelig give absolut alt for at være i stand til at skulle se og det hadet han virkelig. Han nikkede stille til hendes ord. Han skulle nok klare det. Dette havde jo så faktisk heller ikke været det værste som han havde prøvet, det var jo bare en ærlighed når det kom til stykket. Han trak vejret dybt - eller, han prøvede på det, selvom det virkeligi kke gik særlig godt. Han klemte øjnene svagt sammen. "Det.. det ved jeg at du gør min kære.." Hans stemme var en hvisken, for han ønskede vireklig bare, at hun skulle falde til ro og det var det som han ønskede mest lige nu. Han mødte hende igen i hendes kys og gengældte det selv med den største lidenskab. Hun var i sandhed den som han måtte elske mere end nogen som helst anden lige her og nu, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Kildaria fortsatte selv kampene mod mændene. Hun brølede af sine lungers fulde kraft og det var virkelig højt!. Mange mænd var allerede smuttet på flugt, da de havde fundet ud af, at de intet kunne stille op mod de to store drager.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline nød kysset noget så meget, hun nusse ham i håret og hade det godt når han var hos hende. hun holdt kysset længe før hun brød det men ikke mod hendes gode vilje, hun rødme meget og nusse hans hænder, sky brøle selv og slog ud efter dem der var tilbage hvor dem der var i live valgt at fordufte i en flamme sky fra skys mund. hun gispe og brumme fare truenden mens hun så på kildaria, *mange tak* kom det træt fra hende, adeline så på damon og valgt at komme ud af hans arme og om bag ham hvor hun forsigtig lage ham ned efter hun sag, "du kan hvile dig her" da han lå med hovedet tæt på hendes mave nusse hun ham beroligen i håret mens hun selv var falden mere til ro, hun nusse ham stille og roligt i håret hun vist hvordan det kunne berolige folk vis man nusse dem de rigtig steder i håret.

[Deleted]

Damon havde virkelig ikke det mindste imod, at skulle have Adeline så frygtelig tæt på sig, som det hun måtte have lige i øjeblikket, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han måtte dog alligevel ærgre sig over det, da hun valgte, at skulle bryde det og flyttede sig. Han bed smerten kraftigt i sig, for han kunne i den grad godt mærke, at det var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, når det kom til stykket, det var i den grad også helt sikkert. At hans hoved blev placeret mod hendes mave, havde han intet imod, og så det, at hun begyndte at nusse ham, det var virkelig bare noget af det bedste af det hele, det var i den grad også helt sikkert! Han lukkede øjnene og faldt tydeligt mere til ro, end det som han lige havde gjort før, det var noget som man i den grad noget så tydeligt kunne se og mærke på ham, det var i den grad også helt sikkert. Kildaria vendte sig roligt mod Sky og gned roligt hovedet mod det. *Det var så lidt.. Vi må vidst finde det lille kærestepar inden det går mere galt..* Kildaria spredte vingerne, som kampen måtte se sig færdig. Hun var fuld af rifter og sår, selvom hun ikke tog sig videre af det. Det var jo sådan som skete.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og nusse hvide, at mærke han begyndt at slappe af glæde hende så meget!. hun nusse hvider og smile blidt, "er det godt?" spurte hun stille og nusse ham i håret og ned af kinden mens hendes mave bevæge sig lidt når hun trak vejer, "min mor gjorde det altid på mig nå jeg var bange.. det fik mit til at slappe af og nogle gang sove" hun lo lidt og så ned mod ham. sky nikke *lyder som en god ide..* sky baske med sin store vinger og var selv temlig fyldt med sår og rifter men hun hade det findt træt men fint, sky var dog bekymmert over 2 angreb på bare en dag, det pleje ikke at ske. sky var hurtige oppe i luften og adeline kunne mærke hendes nærver også kildarias "nu kommer det" sag hun tydelig vis glad og lette, nu kunne hun snart få flasken med salven og der ved helbrede damon! hun smile stort mens hun blev ved med at nusse om damon hvilke sky nok ville more sig meget over når hun kom igen.

[Deleted]

Damon nød virkelig, at hun strøg ham igennem håret og ned over kindet. Det lod ham samtidig også vide, at hun faktisk måtte sidde der, og det var noget som virkelig bare måtte gøre ham glad i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han lagde hænderne stille ned langs hans egen krop, og prøvede ellers bare at skulle falde helt til ro igen, det var ikke noget som man kunne komme udenom. Han nikkede til hendes ord. "Det er virkelig dejligt," sagde han stille. Nok kunne han slappe af, men han var i den grad også opmærksom på det som måtte ske omkring dem. For der måtte virkelig ikke ske noget ved hende! Han tilgav virkelig ikke sig selv, for alt det som var sket med hende! Han bed sig svagt i læben. "Det er det ejg kalder for omsorg.." bemærkede han stille. Han kunne tydeligt høre de store vinger slå igennem luften. Kildaria førte Sky med sig til der, hvor hun havde lagt Damon og Adeline. Hun landede en anelse tungt, men tæt på dem. *Er I okay?* spurgte hun stille, da hun gik mod dem. Hun gik varsomt hen til Damon. At han var såret, kunne hun godt se, og det gjorde hende virkelig ondt. Hun brummede ganske svagt, som var det hendes måde, at sige undskyld på. Hun lagde sig stille ved siden af dem. *Jeg burde have været mere opmærksom, Damon.. Undskyld..* Damon rystede på hovedet. "Det er ikke din skyld, Kildaria," fastholdt han stille.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og nusse hvider "jeg glad for du nyder det" hun smile og nusse hvider, hun hørte selv vinge slagen og smile og mærke sky lande en smule uheldig, så det gav et ordenlig dunk i jorden, adeline sad stille og hørte sky ligge sig på den anden side af dem. hun puste og så på dem. *jeg ked af jeg ikke passe beder på dig adeline* kom det tydelig deprimer og træt sky, adeline smile "bare rolige sky...det ikke din skylde.. du var jo såret...men giv mig lige rytter tasken" sky tog tasken med halen og lag den ved adeline, der stoppe sin nussen og fandt en lille rød flaske med noget salve i, hun fandt ´forbinden hun hade lave op og mærke hvor såret var på damon, "det vil nok svi lidt" hun dryppe forsigtig væsken ned i såret, som ned det samme begyndt at arbejde. "det særlige lave til mig.. det lave af nogle af sky's drage skæld.. og lidt urter... det meget efektiv " hun bandt hans sår ind igen, og lage flasken ned i tasken, hun kunne bruge det på sig selv sener lige nu ville hun bare nusse damon i håret og søger for han var rolige og ikke var for trist over det der skete.

[Deleted]

Damon sendte Adeline et stille og roligt smil. Han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde det, det var der end ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Man kan virkelig ikke gøre andet," sagde han stille. Han blev liggende, selv da begge drager måtte lande. Sky måtte være den som var landet tungest. Hun var vel også den som var kommet mest til skade? Ikke en tanke som han brød sig om. Han vendte sig mod Kildaria ved sin side. "Vi må op og melde det her til slottet. Det er for farligt, at være selv i skoven nu," sagde han stille. Det havde altid været et fristed for ham og det var virkelig ikke noget som nogen skulle få lov til at ødelægge for ham og ikke mindst også for Adeline! Kildaria lagde hovedet tæt ved hans eget og nussede det let med sin store snude. *Det skal vi nok, så snart du er ovenpå igen,* fastholdt hun med en ganske alvorlig stemme. Det var bestemt ikke noget som stod til diskussion. Damon nåede end ikke at skulle åbne munden særlig meget, før han kunne mærke, at Adeline var gået igang med hans sår. Han spændte mere eller mindre i absolut hele kroppen, da hun begyndte med sin salve. Det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt! Han slap et svagt gisp, udelukkende fordi at den smerte som tydeligt måtte skyde igennem ham, virkelig var ukendt og noget som han slet ikke havde regnet med. Han prøvede at falde til ro og nikkede så blot til hendes ord. Kildaria var frygtelig opmærksom på det hele. Hun ønskede bare, at hendes rytter skulle have det godt igen. "Det.. det siger du ikke.. Effektivt.." Han kunne jo mærke, at smerten måtte fortage sig bare en anelse og det var noget som han var glad for. Han faldt igen stille til ro.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline nikke, "dit sår burte være heale om 3-4 dag du skal bare skifte binde eller bare vaske sårt men nu skal slave lige trænge ind og fremme healingen" hun nusse ham i håret og kunne mærke kildaria var tæt på da hun kunne mærke hendes varme luft fra hendes næse bore, "bare rolige han bliver fin igen kildaria" hun smile og så ned på ham og nusse hans hovede bund blidt mens hun smile blidt, sky holdt selv øje med dem men også alt omkring dem. sky hade bløden sår men de var små da hendes store skæl plader hade være svære for pilen at trænge i gennem, sky nusse sin snude mod adelines kinde hvor hun blidt med den frie hånd nusse hende over snuden, "bare rolige sky jeg er okay.. " hun smile og kunne selv mærke den store smerte i sit sår men hun bede det i sig og prøve ikke af lade smerte tårene komme frem eller ryste for meget i kroppen, hun skulle selv bruge lidt salve for det skulle heale men hun ville vente lige nu var det vigtigste for hende nemlige sky og i sær damon!

[Deleted]

Damon havde det virkelig elendigt med alt det som var sket med Adeline. Det havde virkelig ikke været hans mening, at skulle bringe hends liv i fare på denne her måde, det var endda også helt sikkert! Han faldt stille og roligt til ro. Han kunne nu ikke heale hele hendes sår, men han havde vel taget lidt af smerten? Han følte i den grad, at det var noget som hun fortjente, for hun fortjente virkelig ikke, at skulle have ondt. Bare tanken omkring det, var noget som virkelig gjorde noget så frygtelig ondt. At han ikke var i stand til at beskytte hende! At komme op og diskutere med Kildaria var ham efterhånden bare en vane. Det var ikke noget som han sådan direkte selv kune kontrollere, det var bare noget som skete og det kunne i den grad også frustrere ham selv noget så frygtelig voldsomt, det var i den grad også helt sikkert. "O-okay.. Det skal jeg nok huske," sagde han stille. Han lod hånden søge til Kildarias snudeparti og strøg roligt over det. Hendes bekymring kunne han tydeligt mærke og han brød sig virkelig ikke om den tanke som det måtte sætte i ham. Han følte virkelig, at han havde svigtet hende.. som han havde svigtet Adeline. "Ellers må du hjælpe mig med at huske det," påpegede han stille og med et stille smil. "Og dig? Hvordan har du det?" spurgte han stille til Adeline. Han vidste jo godt, at han ikke havde fået hende healet ordentligt.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad stille og smile, "jeg er okay.. bare rolige" hun smile og nusse ham i håret. sky nusse hende i hovedet før hun lag hovedet ned tæt på dem, adeline smile og nusse bare damon i hovedet, der var meget stille der hor de var. det var dejlig men også skræmmen! "damon hvorfor tror du der pluslige kom alle de mennesker.. vis de ved vi er drage rytter... hvorfor prøve... de kan jo ikke klare to voksenden drager" hun viste det måske var svært at svare på men det spørgsmål men hun hade det på hjernen, "måske vil de ikke have der bliver skabt flere drage rytter" mumle hun og begyndt at mærke frygten gnave i hende vis det var det der var årsagen, ville det var næsten død bringen at føde et barn der ville blive drage rytter, hun hade dog aldrig regne med hun blev mor, det ville hun da slet ikke du til! eller ville hun, hun var forvirret og endt med at sukke dybt og enkle tår dryppe ned af hendes kinder.

[Deleted]

Damon fandt tydeligt mere til ro lige nu, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Han lukkede øjnene stille og lod armen stille falde tungt ned ved siden af ham. Det var virkelig ikke nemt, at skulle falde sådan til ro, det var sikkert, men man var vel også nødt til at prøve på en eller anden mærkværdig måde? Tanken omkring børn, var slet ikke noget som var faldet ham det mindste ind. I hans øjne var det virkelig en bonus og i deres tilfælde; 2 blinde forældre.. ville det nogensinde gå? Tanken skød han ud af hovedet lige for øjeblikket og lå ellers bare stille. Kildaria og Sky lå der omkring dem, så de var jo umådelig godt beskyttet lige for øjeblikket. Han vendte blikket stille op mod Adeline. "Går du rundt og tænker på børn?" spurgte han stille som det første. Drageryttere var der jo trods alt heller ikke særlig mange af, men dem som nu måtte være, det var ikke dem som man måtte se særlig ofte, det var i den grad også helt sikkert. Han lukkede øjnene stille og tog roligt omkring Adelines ene hånd. Det var en bonus set i hans øjne, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg ved det virkelig ikke.." sagde han stille og rystede ganske let på hovedet. "J-jeg tror ikke det har været tilfældigt," sagde han dæmpet.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline mærke han tog hendes hånd, og hun smile lidt og rødme. "er det måske forkert jeg tænker på det... jeg har selvfølegi aldrig over veje jeg ville være god til børn... men man må da være positiv og håbe... håb er noget ingen magt i verden kan tage fra en" hun så på ham og nusse hans hånd og smile en smule. hun sukke svagt, "mund de beviste går efter dragerytter" mumle hun og var nervøs over om det var på grund af de troede drage rytter var en stor trussel, hun håbe det ikke. men hvor skulle de være der var ikke et sikkert sted tilbage næsten og sky ville ikke kunne blive ved med at kæmpe sådan, i sær vis hun ikke fik noget søvne og med. adeline sukke og mærke bare tåren dryppe ned og sikkert ramt hans panden, hun tørte øjen med den fri hånde og trak vejer dybt.

[Deleted]

Damon havde virkelig ikke travlt med at skulle få børn. Han ville tage det still og roligt. Om ikke andet, så ville han være sikker på, at han var sammen med den helt rette, inden han ville gøre noget som helst, det var i den grad også helt sikkert. Han holdt stadig omkring hendes hånd og sendte hende blot et stille smil, også selvom han vidste, at hun ikke kunne se det, så var det vel tydeligt at fornemme det i den anden ende? "Det er da slet ikke forkert, at tænke på det, Adeline," forsikrede han hende. Det var slet ikke sådan, at hun skulle se på det! Slet ikke! Han blev roligt liggende, nu hvor han var blevet så afslappet som han måtte være, og det var noget som han blot måtte være glad for. Han tav, idet han kunne mærke at hendes tåre måtte falde direkte mod hans pande. Han lukkede øjnene ganske let og så stille på hende. "Du er sikkert en fantastisk mår.. Så omsorgsfuld du er, Adeline, så er jeg slet ikke i tvivl.. Undskyld. .Det var bare ikke.. min mening, at det skulle komme frem sådan," sagde han stille. Han satte sig stille op ved siden af hende istedet for. Det var virkelg bare kommet helt forkert frem. "Ingen magt skal tage det fra dig.. Det tillader jeg virkelig ikke," sagde han stille, ikke mindst med en fast tone.