A meeting with the past

[ilosonic]

Det meste af dagen var gået, og solen var på vej ned i horisonten. Ilosonic begav sig over engen med sine faste skridt, den arrogante og ranke holdning, imens hans mørke øjne egentlig ikke hvilede på det store. Det gode ved at være blanding af dæmoner, var at han faktisk mistede en svaghed. Hans ilddæmon krævede varme og sol, og derfor var det ikke en svaghed for hans mørkedæmon, som faktisk hadede sol og lys på nogen måde. Og om natten var mørket ikke en svaghed for hans ilddæmon, da mørket i ham blot opslugte det. Så uanset var der hele tiden en blanding der kunne træde ind, når den anden blev svag, ligesom i regnvejr, hvor hans ildmagi var svag, der brugte han sin mørkemagi og sine mentale evner. Og nu hvor det var på vej til at blive skumring, var både hans ild- og mørkekræfter i topform. Han glædede sig til at irritere Marius for alvor, som han nu var på vej tilbage til Dvasias efter sit lille familiebesøg. Han kunne endnu more sig over det møde! Så sjovt han nok skulle få det! Og så måtte han vel også opsøge den anden bror han havde? Så meget han skulle nå. Lidt hjælp ville faktisk være godt at skaffe sig, nu hvor han tænkte over det. Måske han skulle finde nogen dæmoner eller lignende? Jaqia ville sikkert også blive henrykt over at få en dæmon som greve i Procias, Sonic var jo trods alt forkæmper for mørket. Og at få en lille del af Dvasias ind i Procias? Det var simpelthen bare kronen på værket! Han glædede sig til at ødelægge lille Marius’ liv, og det havde han jo gjort ved blot det enkle møde, hvor han var mødt op som hans storebror, der var den retmæssige ejer af Carino Fattoria. Han havde dog også andre mål end blot at ødelægge hans brødres liv. Han skulle også tænke på sit eget, og han ville jo gerne lidt op i hierarkiet, især nu hvor han faktisk burde være greve af Procias. Men han ville helst ikke ses som en god greve, og grever der boede i Procias var jo … gode. Så han gik selvfølgelig efter mange høje poster, nu var han nok kun en dæmon, der var forkæmper for mørket, men der var så meget han kunne blive! Mange ting sværere at opnå end andre. Men sådan var det jo, folk skulle så bare ikke regne med at han gav op, for sådan var han jo slet ikke! Han tænkte på at overtage posten som Dvasias hærfører, han var faktisk på vej tilbage for at få sig en lille sludder med Noelle. Og måske dæmonernes leder? Så mange muligheder, nok flere svære at få, men stadig? Det var en ganske genial tanke, leder for dæmonerne, greve i Procias og Dvasias’ hærfører? Så meget han ville kunne gøre for at mørket ville komme til at få et større areal, især i Procias. Med Carino Fattoria i hans magt, så var mørket godt på vej ind i Procias!

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden nød virkelig den tid som han var ved at gå i møde. Efter han havde taget sig den fine sludder med Nathaniels adoptivdatter, så vidste han nu også hvor manden måtte holde til og han kunne virkelig ikke gøre andet end at se frem til, at gøre hans liv til et helved! Han sad midt på engen og med blikket roligt hvilende op mod den store himmel. Næsten som var han fuldkommen fraværende i blikket, for han havde i den grad valgt, at skulle søge dybt i hans egne tanker. Kunne han ramme sin kære storebror og hans kone, så ville det virkelig være meget bedre end alt det andet. Han kunne virkelig bare se frem til det! Han havde sine egne mål. Han ville have dem ud af Procias! Han trak let på smilebåndet ved tanken alene, idet han roligt førte hans cigaret op til læberne, hvor han inhalerede den giftige røg, kun for roligt at puste den ud igen. Det var sjældent at det forekom, men det skete da i tide og utide. At han ikke var alene på den store eng, var nu og da, end ikke en tanke som faldt ham det mindste ind, men som nu, hvor han bare måtte sidde i sine egne tanker, så var det vel heller ikke noget som han sådan, valgte at skulle bide sig fast i vel? Han trak vejret dybt ved de lette vindkast som måtte ramme ham direkte i ansigtet. Det i sig selv, var faktisk en temmelig behagelig følelse. Han kunne tildels leve i fred og ro i sin brors skygge, for der var faktisk ingen som vidste, at den store Nathaniel Diamaqima havde en bror derude og han nød så sandelig også af den tanke. Han rystede på hovedet og med et næsten grin, da han inhalerede det sidste af hans smøg, stumpede den og smed den fra sig som intet andet end affald, for den havde virkelig ingen betydning der for hans del. Måske en forurensning af den store natur, men hvad så? Han var fuldstændig ligeglad. Han rejste sig roligt op igen og rettede på sit tøj med en ganske så tilfreds mine. Han skulle bare finde ud af hvordan han kom over muren og ind i selve Procias og så videre til skoven, for han ville gerne igennem landet uden at blive set af nogen, for han ville virkelig ikke blive smidt på port af den grund inden han nåede noget som helst! Han rullede let med skuldrene, idet han roligt fortsatte sine rolige skridt over den store eng. Selv han, havde valgt at søge mod Dvasias, for at komme ldit hjemover. Alt det her sukkersøde stads som hvilede så tæt på Procias, var noget som man kunne brække sig over! Han blinkede let med øjnene, som kom han tilbage til den virkelige verden. "Det her skal nok blive sjovt," sagde han med en rolig og sandfærdig stemme til sig selv. Hænderne søgte roligt ned i lommerne på hans frakke, idet han med de rolige og langsomme skridt, begav sig i retningen af Dvasias. Andre mennesker i hans nærhed, var end ikke noget som han tog sig meget af.

[ilosonic]

At Marius ville opgive sin titel og hele herregården til ham, var Ilosonic godt klar over, og det var jo faktisk også det som måtte more ham. Men var Marius overhovedet klar over, at det faktisk var Sonic der sad med hele magten? Han kunne smide Marius i fængsel så let som ingenting, hvis han ikke overdrog herregården og alt hvad den indebar, til Sonic. Det var faktisk en tanke der måtte more ham ganske gevaldigt! Det skulle man bestemt ikke tage fejl af, desuden, så var han ikke ude på at smide Marius i fængsel, ikke endnu i hvert fald, han ville først lige ødelægge mandens privatliv, inden han gjorde det rigtigt slemt for manden! Han glædede sig helt til sit næste familiebesøg, han havde jo faktisk ret til at vandre ud og ind af den herregård som han ville, men Marius var nok ikke ligefrem gæstfri, ikke når det kom til ham, for han var jo ude på at nakke hele herregården fra ham, så et sted forstod han ham godt. Men hvad? Sonic trak på skuldrene som svar på sit eget spørgsmål, uanset, så kunne Marius ikke røre ham, for han havde hele magten, hvor Marius blot måtte se til på sidelinjen imens han ødelagde hans liv. Og hvor morende var det ikke lige? Hvad der var mere morsomt, var at Sonic var fuldt ud dvasianer og forkæmper for mørket, og hvis han kom et skridt videre ind i Procias, hvad ville der så ikke ske? Hvor kom Dvasias dog tættere på Procias, og det hele på grund af en enkel lille dæmon, og så lille var han faktisk heller ikke, for han var jo faktisk ganske værdifuld for hele landet Dvasias, og for alle mørkets væsner. Hans mørke øjne måtte falde på den person, der sad et stykke længere væk fra ham. Ikke fordi det ændrede noget, for han skulle tilbage til Dvasias uanset hvad. Der var dog noget ved denne mand, som virkede bekendt? Hans hoved søgte ganske blidt på sned. Han følte at han havde set den mand før, det var sikkert en dvasianer, de befandt sig jo i Manjarno, det neutrale land, hvor alle var velkomne, et sted ynkeligt, det måtte næsten være det land, som stod svagest! For her kunne alle trænge ind. Hans blik faldt kort på den himmel, der var ved at blive mørk, som dagen var ved at være gået. Det tog alligevel et stykke tid at vandre fra Procias til Dvasias, men han havde godt af at være ude, desuden, uanset hvornår han begav sig af sted, så var magien med ham, for om dagen var ilden stærkes, og om natten var mørket, så uanset så var han beskyttet til fulde. Som han kom tættere på manden gik det lige så stille og roligt op for ham, at han faktisk havde set den mand før. Det var … Han tænkte så det knagede. Hvorfor kunne han ikke huske det? Det måtte være lang tid siden. Hans sind tog vandringen tilbage i tiden, blot for komme i tanke om det. Som manden smed cigaretten fra sig, kom han pludselig i tanke om den dæmon, der var blevet drevet ud af ham. Hayden! Et stille og lettere snedigt smil gled over hans læber. En gammel ven fra fortiden. Han skyldte vel egentlig manden noget? Han var trods alt skyld i, at Sonic den dag i dag, havde kontrol over sig selv og endda fået en stærk mentalitet. Han gjorde et let sving med hånden, så han tændte cigaretten, som Hayden havde smidt fra sig, som skabte en ring af store flammer omkring ham, som så også var meningen at stoppe hans færden. Han kunne vel godt hilse på? Han kunne jo altid tage til Dvasias bagefter. Ud af flammer vandrede Sonic med et mørke og kolde blik hvilende på Hayden. Han nød godt af varmen. ”I’m back from hell!” hvislede han køligt, inden han lagde armene over kors. Han så på flammerne, som roligt måtte falde ned til ingenting igen, og som havde efterladt et sort spor i det ellers så grønne græs. ”Goddag, Hayden Diamaqima,” hilste han med et lettere selvsikkert smil på læberne. Sådan var han bare. Det var faktisk ganske længe siden, at han havde mødt den mand, og meget var sket siden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Herregårde og grevetitler, var virkelig ikke noget som betød det mindste for Hayden lige for øjeblikket. Han havde sine egne personlige fejder med Nathaniel. Hans store og kære bror, som ellers var blevet kendt efterhånden som intet andet end en legende. Det var virkelig bare på tide, at manden kom ned af den høje hest, så folk kunne se, at han ikke var mere legende end enhver anden borger af denne verden, som stod uden nogen former for magt, for det var virkelig bare på tide, at det var sådan at det måtte være. Han var fuldstændig ligeglad med alle. Hvis man så væk fra den unge mand som han havde hjulpet for mange år siden. Et stille smil passerede hans læber ved den tanke alene. Folk så på Nathaniel som den største alkymist? Det var i den grad kun fordi, at de ikke kendte det mindste til hans bror! Hayden havde konstant levet i sin kære brors skygge, selvom der virkelig kun havde været goder ved det, så nød han selv at skulle løbe disse risikoer, og det kom i den grad også når han ville søge over på den anden side af muren og kun for at gøre sin kære brors liv til et sandt helvede! Nøj, det skulle nok gå hen og blive ekstremt morsomt! Turen til Dvasias var måske lang, men han skulle jo selv hele vejen til Imandra og det var jo helt på den anden side af Dvasias, så den tur var endda længere! Den ring af flammer som måtte stopp ham fra at gå videre, fik ham omgående til at stoppe op. Ikke at det var med nogen former for frygt på nogen måde, for det havde slet ikke været noget som han havde været i besiddelse af på nogen måde. At høre stemmen, som han et sted måtte mindes at have hørt før.. Men hvor fra? Han lod hovedet søge let på sned. Igen måtte han lade tankerne fare til den fjerne fortid. Sonic! Der var det! Smilet bredte sig stadig intetsigende på hans læber, idet han roligt vente sig om, så han stod ansigt til ansigt med sin kære gamle ven. At han var blevet en sådan stærk dæmon, var ærlig talt, slet ikke noget som han havde ventet sig, at skulle se. Armene gled roligt over kors. "Ser man det, ser man det.." At de skulle støde ind i hinanden, var noget af det sidste som han havde ventet sig, det var i den grad også helt sikkert. "Ilosonic Demoniqz.. Du var den sidste som jeg tænkte mig, at se her." De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse og med hovedet let på sned. Han var en stærk af typen, det kunne han så tydeligt mærke, for ikke at glemme, at han kunne se at den hjælpende hånd, som han havde givet ham dengang med den dæmon. Det morede ham om ikke andet. Hvad der var sket siden deres veje måtte krydses sidste gang, det vidste han praktisk talt ikke og et sted, så raget det ham en høstblomst. Han gik roligt mod ham. Han havde aldrig nogensinde haft nogen grund til at skulle frygte for manden. Han havde bare givet ham en hjælpende hånd, så i bund og grund, var det Ilosonic som faktisk måtte stå i gæld til ham, når det kom til stykket. En tanke som i den grad også måtte more ham og noget så voldsomt endda. "Så fortæl mig. Hvad er sket siden du er hjemvendt fra helvede?" spurgte han roligt og med et sigende hævet bryn. Hans hvislen og iskolde tone, var virkelig ikke noget som havde det mindste påvirkning af ham. Der skulle efterhånden en hel del mere til end dette og det var i den grad også helt sikkert. "Og ikke mindst... hvad du laver her?" spurgte han med en rolig og ganske så stilfærdig stemme. Han lod den ene arm glide omkring hans krop og med den anden albue hvilende derpå, mens han gned sig selv under hagen me den lette tænksomme mine. Ilosonic var en stærk, han kunne virkelig bare fornemme det.

[ilosonic]

Ilosonic kunne ikke lade vær med at glæde sig til det næste familiemøde med hans kære bror. Tænk at den mand havde levet i al fred og fordragelig uden at tænke på hans storebror? Havde tanken om at han kunne miste hele herregården og titlen som Procias greve aldrig strejfet ham? Uanset så var det kun til Sonics morskab, for det var bestemt sjovt at se alle de reaktioner hans kære bror havde vist. Men et sted forstod han ham godt, for hvem ville regne med at ens bror kom tilbage, når man aldrig havde mødt ham, fordi man havde været enebarn i så mange år? Det ville Sonic nok heller ikke selv havde tænkt over. Nu var han så på vej tilbage til Dvasias, det var trods alt hans fædreland, og det land som han måtte kæmpe for. Men om han kæmpede for Jaqia og hele kongehuset var han ikke helt sikker på, for i hans øjne var hun ikke højerestående end ham selv, hun repræsenterede blot Dvasias og det mørke der måtte hvile i landet, for Dvasias ville uanset regent altid være det mørke land, og derfor var det landet han kæmpede for. Og så havde han jo heller aldrig mødt Jaqia personligt, han havde kun hørt en masse rygter om alt det ’forfærdelige’ hun havde gjort. Men hvad havde folk egentlig regnet med en dronning eller konge? Den person der regerede landet havde trods alt magten – næsten da. Ilosonic fortsatte sine faste skridt over den store eng, og at han faktisk skulle støde ind i en gammel ven, det havde han faktisk ikke regnet med, og hvad var det, flere århundreder siden? Flammerne som han måtte gå igennem, som han blot havde spredt for at stoppe Haydens færden, gjorde skam ikke ondt, for han var jo trods alt ilddæmon. Han havde faktisk aldrig haft mulighed for at takke den mand, nu hvor han tænkte over det, for meget var jo sket siden deres sidste møde, hvor Hayden havde uddrevet den dæmon der havde besat ham, og det havde blot gjort ham langt stærkere, han var sin egen herre nu, og han besad kræfter som man ikke burde undervurdere. At Hayden så kunne huske ham var dog beærende, for det var jo mange år siden, et århundred? ”Ja så? Det er jo et frit land, og desuden så er livet fyldt med overraskelser,” påpegede han med det sigende smil på de rosa læber. Han var slet ikke ude på ’skræmme’ Hayden, tværtimod faktisk, han havde bare sin fremgangsmåde ligesom alle andre fra Dvasias, der var så meget der lå til ham, såsom det kolde og kække ydre. Sonic blev roligt stående, som Hayden gik mod ham. Armene havde han roligt lagt over kors. Han trak ganske let på skuldrene til hans spørgsmål. ”Tja, familiemøder er jo et rent helvede. Mit er så bare ganske morsomt.” Han trak på smilebåndet ved den bare tanke. Marius havde fået et stort chok, og det var ikke det sidste han fik, for Sonic var slet ikke færdig med ham. De mørke øjne faldt på Haydens skikkelse. ”Min bror er jo Marius, Greven af Procias, forestil dig hans fjæs da han fandt ud af at jeg, hans storebror kom for at overtage hele skidtet.” Han lo kort for sig selv. Det kunne virkelig ikke andet end at more ham ganske gevaldigt! ”Nu er jeg så på vej tilbage til Dvasias. Jeg skal have mig en lille snak med hærføreren,” svarede han sandfærdigt og trak på skuldrene som var det uden betydning. ”Og dig? Det er jo længe siden, så fortæl mig hvad du har lavet og nu er ude på?” Det var faktisk underligt at stå overfor Hayden igen, sidst han havde gjort det, havde han været en sølle dæmon der havde haft brug for hjælp, nu var han blevet en del stærkere fordi han var herre over sig selv; hvilket han kunne takke ham for.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorfor at Hayden egentlig havde hjulpet Sonic i udgangspunktet, det vidste han ikke. Han havde vel bare haft brug for noget at skulle tage sig til vel? Han rendt jo selv rundt i sin egen brors skygge. Han var et sted i sikkerhed, for det var Nathaniel man hørte om. Han var end ikke sikker på, at den kære mand i det hele taget var kedt med, at han faktisk måtte have en tvillingebror, og den tanke var virkelig noget som kunne more ham noget så grusomt, det var end ikke noget som han kunne betvivle det mindste overhovedet! De mørke øjne søgte direkte til hans skikkelse og selv uden, at skulle se det mindste væk overhovedet, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder overhovedet. Hovedet søgte let på sned. Hayden var i den grad ikke nem at skræmme, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han var en hård mand når det kom til stykket, men det var bestemt også med en yderst god grund. Sådan var det jo, når man hørte til i mørket og det mørke land som sådan. Det var nu alligevel ikke der at han var helt bosat. Det var meget mere i Imandra frem for Dvasias, for der var man mere fri end det som man var nogen af de andre steder, og det var i den grad også noget af det, som han i den grad måtte nyde noget så frygtelig meget af, når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert! Han betragtede ham roligt. Styrken kunne han næsten fornemme, at Sonic selv havde fundet ud af det, var han dog glad for, for han havde virkelig set potentiale i knægten. Han var jo ikke andet end en knægt i Haydens øjne, udelukkende fordi at han var meget ældre end ham. "Livet er fyldt med overraskelser.. på både godt og ondt," medstemte han stilfærdigt og med et stille smil på læben. Det var virkelig ikke noget som han kunne komme udenom. Han lod armene stille søge over brystet i et form af kors og med blikket hvilende på knægten. At han var Marius' storebror, var noget som virkelig bare måtte more ham noget så frygteligt! "Familiemøde? Du var da den sidste som jeg ville beskrive som en familiemand," sagde han med en ganske rolig og sandfærdig mine. Det morede ham dog. Han blinkede let med øjnene. Var hans bror greven af Procias? Han måtte virkelig bare slå ud i en latter. Han kunne virkelig ikke lade være! "Du mener virkelig ikke, at du steppede op på hans fordør og krævede hele den store Herregård?" spurgte han grinende. Han kunne virkelig lige se det for sig. Han havde jo trods alt også hørt en god del omkring den mand. Han rynkede let med brynene. "Ligesom dengang, Ilosonic.. Du har altid gang i så frygtelig meget." Han rystede let på hovedet. For denne knægt, så kunne han lade paraderne blive sænket bare en smule, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak let på skuldrene. "Som sidst. Jeg lever i min kære brors skygge.. Jeg har nu fundet ud af, hvor han opholder sig, efter et kært møde med hans datter," sagde han med en klar munter stemme. Det morede ham virkelig! Han trak let på smilebåndet. "Og hvad jeg er ude på? Jeg vil ødelægge min kære brors liv.. Hvorfor ikke? Den store Nathaniel Diamaqima.. Tænk dig hans fjæs hvis jeg pludselig stod på hans dør.. Desuden, så ved jeg, at hans kone er psykisk syg. Det skal nok blive underholdende," sagde han med en næsten ivrig stemme. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at se frem til det. Han skulle bare finde en passelig måde, at skulle komme over muren på, så han kunne til skovene og for alvor gå igang med det hele. Det var i den grad også det, som meget hurtigt ville vise sig, at blive den store udfordring, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om.

[ilosonic]

Ilosonic kunne tydeligt huske, da han havde fået hjælp fra Hayden, og det havde faktisk været på hans tilbagetur til Procias, for at komme tilbage til sin far og sit gamle hjem på herregården, men i stedet for at tage mødet med sin far med et smil, så havde han dræbt manden på stedet. Han havde fortjent sin død! Den mand havde aldrig været til nogen nytte alligevel, men han havde ikke set Hayden siden hans hjælp, og det var jo pænt lang tid siden, så det var da i den grad et glædeligt gensyn, det var lige før at det kun gik op ad bakke for ham! Han havde besøgt Marius, og nu var han så tilbage til Dvasias, for at afgive den kære hærfører et lille besøg. Desuden, så skulle han også finde vigtige pergamenter, og eftersom han ikke var greve af Procias i øjeblikket, så havde han jo ikke ligefrem tilladelse til den kongelige bibliotek i Procias, så han måtte jo gå til Dvasias i stedet for. ”Så sandt,” istemte han med et lille grumt smil på de rosenrøde læber. Overraskelser var livet fyldt af, ja, og Sonic var jo et levende bevis på det, især for hans bror. Han kunne simpelthen ikke glemme Marius’ ansigtsudtryk! Det var så komisk, og alle hans møder på herregården skulle nok blive underholdende! Han måtte jo også få en snak med Marius’ og hans egen familie, det kunne jo være at de kom ham til nytte. Han trak ganske svagt på skuldrene til Haydens ord. Det kunne han jo så have ret i, men han følte sig sgu heller ikke som en del af den familie! Han var dog biologisk set i familie med Marius, men det var ikke noget som han selv så sig som, han så blot Marius som en mand, der havde passet på herregården for ham i den tid han havde været væk, andet var der simpelthen ikke i det. ”Korrekt, og jeg vil nu heller ikke selv se mig som familiemanden,” medgav han med en tydelig bestemt tone, for det var da for skørt! Sonic trak på mundvigen til Haydens latter, det var da godt at der var flere der morede sig over det. Han var jo én af dem selv, for at tænke på at han var dæmon, og så var bror til greven af Procias, som rigtigt havde været animagus, det var da for morsomt! Men han selv havde jo også været animagus engang, den var bare blevet dræbt, da ilddæmonen i ham var blevet skabt, så han så sig ikke som en del af lyset, slet ikke, for der var sket meget, og han var nu en fuldblodsdæmon. Han rystede ganske let på hovedet, inden han smilede et lettere veltilfreds smil. ”Delvist sandt. Jeg steppede op på manden fordør, men jeg krævede ikke herregården af ham, jeg fortalte ham blot at jeg var tilbage og nok engang ville tage den fra ham,” svarede han med en sigende stemme og trak ganske let på skuldrene, som var det ingenting. Han morede sig dog endnu over hans handling. Han trak på smilebåndet til hans ord. ”Selvfølgelig, min ven, hvis ikke jeg lavede noget spændende, så ville livet blive kedeligt,” påpegede han med en løftet pegefinger. Sådan var det i hvert fald for hans vedkommende, andre var nok af en anden mening, men han ville simpelthen blive rastløs, hvis han ikke havde noget sjovt at lave, og længere var den ikke. Sonic lyttede opmærksomt og nysgerrigt på Haydens ord, og det så ud til at de befandt sig i samme båd. ”Ja så,” sagde han med en lettere eftertænksom stemme, imens han tænkende gned sin hage, dog imens han lyttede til hans ord. ”Jeg kunne godt forestille mig hans fjæs, jeg så jo trods alt Marius’,” påpegede han med en lettere sigende stemme. Han lo ganske let. ”Er hans kone psykisk syg? Ja, så skal det da nok blive ganske underholdende!” svarede han stilfærdigt og med en sigende tone. Han havde dog godt hørt et og andet om Nathaniel, og han havde også hørt noget om at Liya havde dræbt fire personer på én aften, men han vidste ikke om det bare var løse rygter. ”Men det bliver vel en smal sag for dig?” Der var ingen tvivl om at Ilosonic måtte holde med Hayden, frem for nogen anden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hjælpen som Hayden havde skænket Ilosonic, var ikke noget som han havde tænkt på i en mindre evighed, det havde han jo trods alt heller ikke haft den største grund til. Det var nu umådelig sjældent, at han gjorde det, men lige Sonic havde formået at vække noget i ham – En mærkværdig form eller lyst til at skulle hjælpe og det var bestemt også det som han havde gjort på denne måde, det var også helt sikkert. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse – af hvad han kunne se, så havde den mand i sandhed fået sine racer under kontrol, de typer af dæmon som måtte hvile i ham, hvilket han dog måtte se til med den største respekt, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af, skønt det faktisk var sjældent, at han var på denne måde overfor nogen. Han havde selv meget at skulle tænke over, ting at skulle lægge hjernen i blød over når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle betvivle det mindste overhovedet. Lige hvad Sonic måtte have i tankerne for eftersides af dette, vidste han ikke og han ville klart også lyve hvis han ville påstå, at det ikke var noget som havde gjort ham direkte nysgerrig, for det havde det i allerhøjeste grad, det var der ingen tvivl om! Han rystede på hovedet med et næsten skævt træk på mundvigen. ”Jeg kender dig nok ikke personligt nok til den udtalelse, men du er i den grad ikke en mand som jeg vil kunne se som en familiefar,” sagde han stilfærdigt. I sig selv, var det bare en sandhed med alt hvad det nu måtte indebære for hans vedkommende. Armene var ganske let gledet over kors. Det var jo heller ikke fordi at han direkte havde nogen grund til at skulle frygte for Ilosonic vel? Det var jo heller ikke fordi at den mand havde gjort ham noget i det store og hele. Hans smil måtte dog kun blive mere og mere tydeligt ved hans ord. At han bare havde valgt, at skulle steppe op på fordøren og sige, at han kom tilbage for herregården, det var virkelgi en grum måde at gøre det på – Hayden elskede bare tanken ved det! Han tog et skridt mod ham. ”Du har altid været en mand efter min smag. En skam jeg ikke var der til at se hans ansigt, da du stod på døren,” sagde han med en tydeligt morende stemme. Bare tanken omkring det, var virkelig noget af det bedste som længe havde ramt ham, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være i den anden ende. Hans blik studerede ganske let Ilosonic, han måtte jo trods alt ærligt erkende, at han virkelig måtte være kommet langt fra dengang de havde set hiannden dengang hvor det virkelig havde været nødvendigt, at skulle hjælpe ham. Han hævede sin egen hånd og prikkede sig selv let til tindingen. ”Man har kun det sjov som man selv finder på, så længe det er inde for fornuftens egne grænser. Det er du nødt til at huske,” påpegede han stilfærdigt. Han havde mange bolde i luften for øjeblikket, specielt med hensyn til den grevetitel og han kunne næsten fornemme, at det end ikke måtte være slut der? Han trak morende på smilebåndet. ”Åh ja. Jeg ser det jo trods alt for mig.. Der er ingen som ved ,at Nathaniel har en bror. .Det skal blive sjovt!” Bare tanken var noget som næsten kunne gøre ham en anelse ivrig. Han vendte blikket mod Sonic igen og med det samme morende smil. Begge havde de gang i noget som foregik på den anden side af Procias’ grænsemur. Han hævede let tænkende det ene bryn og tog et skridt mere mod Sonics ene side, så de stod nærmest side om side i stedet for front mod front. Han trak vejret dybt. ”Du ved.. Psykisk syg, hun hører stemmer.. slår ihjel. Det er kun Nathaniel som kan holde hende i Procias for tiden,” forklarede han sandfærdigt. Det var ganske enkelt utroligt så meget han havde fået lille Nathia til at fortælle. Det var virkelig bare morende! ”Man får skræmmende mange informationer ved at spille en sød onkel,” forklarede han med et koldt grin. Der var bestemt ikke noget sødt eller mildt ved ham! Tvært imod! Han vendte sig mod ham. ”Jovist.. Min udfordring er at komme ind i Procias og tage mig af det som skal ordnes. Jeg vil med glæde lege lidt med min kære svigerindes hoved..” sagde han morende. Han havde virkelig mange planer og mange ideer!

[ilosonic]

Hayden var ikke den eneste der ikke vidste hvad der var sket imellem dem siden de havde mødt hinanden, for Ilosonic vidste jo heller ikke havd Hayden havde haft gang i, men han var da nysgerrig på det. Hvis der var noget som var godt, så var det i den grad når man mødte sine gamle venner, skønt det vel ikke ligefrem var et venskab? Hayden havde jo blot hjulpet ham, og hvorfor vidste han ikke helt, for manden var en enspænder, han var kold ligesom enhver anden dvasianer, men én ting var sikkeret, Ilosonic var taknemlig over at Hayden havde udtvunget den mørkedæmon, som nærmest havde styret hans sind, og takket være Hayden, så havde han blot fået endnu en dæmon i sig; mentaldæmonen. Mange år var gået, næsten et århundred, så det morede et sted Ilosonic at Hayden kunne genkende ham, for dengang havde han jo bare været en ung knægt, nu var han en voksen mand, som havde trænet ganske hårdt for at nå hvor han var kommet til, og nok var han ikke en født dæmon, men man skulle ikke undervurdere ham, for han havde levet som dæmon det meste af hans tid, og hans kræfter overgik mange andre fuldblodsdæmoner, han var dog sikker på at hans overmand var derude et sted, men til den tid ville han træne så hårdt at han faktisk ville blive den stærkeste dæmon! Han trak på skuldrene og slap en munter latter. "Det.. kan du så have ret i," istemte han med et morende bilk. Han ville ikke passe som familiefar, det var helt sikkert, og han havde da heller ikke nogen intentioner om at få børn lige for tiden, han havde jo end ikke fundet en kvinde, men det havde han vel tid nok til? Desuden så gad han ikke at rende rundt og tænke på kvinder i øjeblikket, han havde gang i et større projekt; at indfinde sin plads som den retmæssige greve af Procias. Så det at stifte en familie det måtte godt nok vente lidt. Men grevetitlen kunne da godt vente lidt, nu hvor han havde fundet sin gamle ven igen. Han var desuden nysgerrig efter at vide, hvad Hayden havde foretaget sig, og hvad han havde af planer. Han slap selv en munter latter. Marius' ansigtudtryk havde simpelthen været så skide morsomt! Det havde virkelig været komisk, og en skam at Hayden egentlig ikke havde været der, for det var virkelig et syn for guder! Det fik ham selv til at le, bare tanken om det! "En skam ja, for tro mig, det var virkelig et syn for guder!" svarede han næsten leende, for tanken morede ham faktisk! Han sukkede næsten lettende, som han stoppede med at le. Marius skulle nok blive overrasket, for det havde slet ikke været sidste møde! Og næste gang gik han ikke efter Marius. Han fiskede ganske roligt cigaretpakken op ad lommen, inden han tog en enkel i munden, hvor han rakte pakken ud mod Hayden som han tilbød ham én. Det var ikke skadeligt for Ilosonic, eftersom han jo trods alt var ilddæmon, røgen og varmen styrkede ham faktisk kun, for det var jo det som skulle til for at kunne lade en flamme bestå. Han knipsede så en flamme stak ud af hans tommel, hvor han tændte cigaretten. Han tog et dybt sug af cigaretten, inden han pustede den ud. Det at ryge var måske dræbende for nogle, men for ham var det virkelig befriende! Sonic betragtede blot Hayden som han kom ham tættere på, det havde han skam intet imod, om det var naivt eller ej, så stolede han på Hayden, manden havde desuden hjulpet ham dengang, men han vidste jo ikke hvor meget han havde forandret sig, han kendte ham jo end ikke særlig godt dengang, men de havde vel et sted samme formål? Han var dog på vagt, og forsvare sig selv kunne han da. Han trak ganske svagt på skuldrene. "Hvor fornuftigt er det, at trænge ind i Procias og kræve titlen som greve uden beviser? Folk må jo tro at jeg er skør." Han slap blot en morende latter. Han vendte sigende blikket mod Hayden. Han havde godt hørt lidt om Liya, og om hendes mange dræb, han var trods alt en mand der var god til at skaffe informationer. "Stakkels mand, det ender med at hun får mareridt og dræber Nathaniel i søvne," svarede han med et sigende hævet øjenbryn, hvor tanken faktisk måtte more ham. Han tog endnu et sug af cigaretten og så næsten undrende på Hayden. "Og pigebarnet fortalte dig alt?" spurgte han næsten nysgerrigt, inden han igen måtte slippe en morende latter. Sikke da en naiv pige, men det var jo typisk med folk fra Procias. Han smilede et lettere skævt og selvsikkert smil til Hayden. "Jeg kan da snildt skaffe dig ind i Procias, min ven, du taler jo med den retmæssige greve," påpegede han med et sigende blik. Det skulle nok blive interessant!

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden og Ilosonic havde måske ikke været det som man kunne beskrive som nære venner eller noget som måtte minde omkring det, men det at skulle stå og snakke med ham på denne her måde, havde Hayden så sandelig heller ikke noget imod. Det var efterhånden forbandet mange år siden, at han havde været den unge knægt en hjælp og man kunne vel snildt sige, at han var stolt af, hvad manden havde formået at præstere i eftertiden? Det var virkelig ikke mange som ville formå at kontrollere sine indre dæmoner på den måde, som denne knægt havde formået at gøre det, så det var faktisk noget som måtte bringe en temmelig svag stolthed frem i ham, hvilket var langt mere end så mange andre havde formået igennem hans lange liv! Han var bestemt heller ikke ung mere og det bundede tydeligt i den lange visdom. Nok levede han i sin kære brors skygge, men hvad så? Der var ikke mange som i det hele taget vidste, at han levede eller var til, så han kunne praktisk talt gå rundt og gøre det som han havde lyst til uden de største konsekvenser. Nok kendte han ikke Ilosonic så godt, men han kunne i den grad sige, at knægten ikke var det som han ville beskrive som nogen familiefar. Ikke med den personlighed og ikke med de mange planer som han tilsyneladende måtte rende rundt med i hovedet. At han faktisk stod overfor den rettemæssige greve i Procias, var virkelig bare noget som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende. Kunne han være til hjælp, så gjorde han det gerne, for han kunne selv godt tænke sig, at sætte lidt fut i hans kære brors kedsommelige liv i Procias’ skove. ”Jeg kan have ret i det? Min kære ven , jeg er fuldkommen sikker,” påpegede han lettere stilfærdigt og med et let hævet bryn. Ikke at det var noget som han ville skjule for ham, for han var virkelig bare en ærlig mand når det endelig måtte komme til stykket. Det var jo heller ikke fordi at han havde haft nogen grund til at skulle være noget andet i den anden ende trods alt. Han ville med glæde have set Marius’ ansigt, hvis han havde haft muligheden for det, for det kunne virkelig ikke være noget andet end direkte morsomt, det var han slet ikke i tvivl om når det kom til stykket! Det morende smil måtte brede sig på hans læber. Han var virkelig ikke nem til latter, men det forekom dog alligevel til tider. Han takkede roligt ja til en smøg og tog roligt en til sig som han rullede ganske let mellem fingrene. Han trak vejret dybt og vendte blikket roligt mod Sonic igen. Det var faktisk godt at se ham. Han glemte aldrig nogensinde et ansigt og Ilosonics var i den grad blandt dem som han aldrig nogensinde ville kunne glemme! ”Jeg kan næsten forestille mig det.. Jeg ville elske at have set det!” sagde han med et morende smil på læben. Det var tydeligt noget som Sonic aldrig nogensinde ville glemme, for det var jo kendt for alle, at Marius havde siddet på den trone så længe på herregården. Han havde vel i det hele taget slet ikke vidst, at han havde søskende? Hayden vidste det. Han havde jo selv levet dengang og det var noget som i sandhed også måtte fryde ham noget så voldsomt! Han lod en finger glide henover spidsen på sin smøg, hvor den lette koncentration måtte vise sig i hans blik, hvor den derefter begyndte at gløde. Man lærte jo trods alt meget når man endelig var alkymist og specielt med tanke til, at han faktisk var ved at være en gammel en af slagsen. Det var nok ikke sundt for ham, men et sted, så var han også fuldkommen ligeglad når det endelig måtte komme til stykket. Han inhalerede røgen, lukkede øjnene og nød det egentlig bare for det var ikke ofte, at han havde muligheden for at gøre det således! Han vendte sig mod ham igen. ”Den lille tøs fortalte mig absolut alt som jeg havde brug for at vide! Det er vel typisk dem i Procias vel? Sjovt nok.. et lysvæsen kan man altid koste rundt med som det passer en og de stiller aldrig spørgsmål.” Han slap et let grin og rystede let på hovedet. Det havde virkelig været det nemmeste hidtil. Han smilede ganske let. ”Hvad tror du jeg er ude på? Det kunne da være sjovt, hvis hans kære hustru endte med at slå ham ihjel i søvne..” Han smilede let ved tanken alene. Han ville så sandelig heller ikke have noget imod det. Der var få som var stærkere end ham indenfor alkymien. Nathaniel var en af dem og hans gamle lærling var den anden og han agtet at få dem begge ned med nakken! Han lod hovedet søge næsten skræmmende langsomt på sned. ”Du vil hjælpe mig over muren? Min kære ven, jeg tror det her skal blive noget af et partnerskab.” Han så på ham med et sigende blik. Interessant skulle det nok blive!