Another me-day

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden havde da ikke nogen grund til at skulle være andet end selvsikker, havde han? Han nød selv hans liv og han nød af de midler som han kunne drage i brug, for ikke at glemme, at han i den grad også virkelig måtte nyde det faktum, at han kunne gøre andre så frygtelig usikre som det rene ingenting. Så kunne det virkelig heller ikke være bedre for hans vedkommende, det var i den grad også helt sikkert på denne måde! Han trak ganske tilfredst på mundvigen. Han vidste udmærket godt hvordan Nathaniel havde været og det var i den grad også det som han havde i sinde, at skulle tvinge frem i manden endnu en gnag. Det kunne virkelig være sjovt at se hvor meget af den mand som faktisk måtte være der i ham! Han fnøs ganske let. "Tro mig.. Selv den store Nathaniel har skeletter i skabet min pige," påpegede han med en rolig og sandfærdig mine. Det i sig selv, var bare sandhed uden lige. Nathaniel bar inde med ekstremt mange hemmeligheder og de skulle nok komme frem på et tidspunkt. Det var nu ikke noget som han direkte ville blande sig i. Han havde kunne leve sit liv uforstyrret i forhold til sin bror og det var virkelig noget af det bedste ved det hele. Det eneste som folk måtte genkende når han endelig præsenterede sig, det var hans efternavn. Han smilede let. Dette kunne hurtigt gå hen og blive ekstremt morsomt! "Kender du noget til hans lange tid i Dvasias?" spurgte han roligt. For mange var det jo længe før de blev født, for det var bestemt ikke en hemmelighed at Nathaniel efterhånden måtte være godt oppe i alderen. Manden var virkelig ved at være gammel, så selv for Hayden, var det ganske simpelt utroligt, at han kunne holde ved endnu, selv efter så frygtelig mange år! "Hvilket forhold han faktisk har til dronningen af det mørke land?" fortsatte han selv med en tydelig selvsikkerhed.

[nathia]

Nathia's blik flakkede over Hayden. Det var utroligt fascinerende, at hendes far faktisk havde en ukendt bror. Det var underligt, men fascinerende at folk kunne ligne hinanden så meget. Hun kiggede på ham igen og prøvede ikke at blive så usikker, som han havde gjort hende før. Indtil nu, var der da intet at frygte hos ham? Nok var han meget selvsikker og hun var den mindre sikre, men derfor behøvede hun jo ikke frygte ham. Hvis han ville gøre noget, havde han allerede gjort det, ikke? Den indstilling havde hun. Hun så lidt undrende på ham. "Min far? N-nej, det kan ikke være," sagde hun stille og afvisende. Selvom han så så sandfærdig ud, så nægtede hun da at tro det om sin egen 'far'. Nok ikke biologisk, men han havde altid været der. Så længe hun kunne huske. Hun så på ham. Hun var ikke sikker på, at hun overhovedet ville høre disse hemmeligheder, som Hayden kendte til og hun ikke gjorde. Det varslede allerede problemer. "Dvasias? Nej.." sagde hun stille og igen, så følte hun sig så dum. Ikke at kende sin egen far? For Hayden var så pokkers overbevisende! Hun så indgående på ham og blinkede med øjnene, nu glemte hun helt hans selvsikkerhed og koncentrerede sig om, hvad han måtte fortælle. "Forhold? Hvad snakker du om?" sagde hun stille og hjælpeløst. Nu kom frygten for ham tilbage igen og hun slog blikket hurtigt ned i jorden. Hun lagde armene omkring sig selv og ønskede sig langt væk. Håbede ikke, at Hayden ville se hendes ar omkring halsen, som formede sig ligesom en kæde. Der hvor en sølvkæde havde ætset hendes hud, da hun havde været varulv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Denne kvinde kendte tilsyneladende slet ikke til sin kære far, hvilket var noget som i sandhed også måtte more Hayden noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Han trak ganske let på smilebåndet og så roligt på hende. Han sagde aldrig noget som helst, hvis det ikke var fordi at han var helt sikker i sin sag. Han vidste dette.. Han havde hørt det fra mange af ældste i Dvasias. Nathaniel havde virkelig frygtelig mange skeletter i skabet og det var i den grad også noget af det som han agtet og ønskede, at skulle spille på i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak let på smilebåndet. "Du kender ikke engang din egen far?" spurgte han med et sigende hævet bryn. Det var virkelig ikke noget som gav det mindste mening. At det ikke var biologisk, det var han for sit vis, fuldkommen ligeglad med og på alle måder overhovedet, det havde virkelig raget ham. "Så du ved ikke, at den store Nathaniel Diamaqima har været den mørke dronnings elsker igennem en længere årrække?" spurgte han roligt, som havde det været en ganske normal ting at skulle snakke om. Han vendte blikket stille ned mod sine hænder og med en let eftertænksom mine. "At han har været et af de mest onde og grufulde væsner som længe har vandret i Dvasias? Har han undladet at fortælle dig omkring alle de tortorere og mishandlinger som han står bag? Som endda står nedskrevet i de mange historiebøger?" spurgte han roligt, dog alligevel med en let nysgerrig mine. Hendes mange sår og mærker havde han set, selvom han ikke spurgte ind til det. Dette var meget sjovere.

[nathia]

Nathia så på Hayden. Hun kendte åbenbart ikke sin far, som der kom til udtryk. Hun kunne ærligt sige, at hun hadede det! At han morede sig, var intet hun så. Hendes eget smil falmede mere og det kom ikke igen, selvom at han sad med et træk på smilebåndet. Hendes blik var lettere uroligt og skræmt, fordi hun ville virkelig ikke få et dårligt syn på hendes egen far! Hun elskede sin far og ville gøre alt for ham, for han var alt hun havde haft i hele hendes liv og barndom. Bamsen hun havde haft som barn, talte vist ikke rigtigt. At han ville fortælle hende det, var hun dog klar over. Han var jo allerede godt i gang. Hvad hendes far havde lavet førhen, var virkelig ikke tanker hun havde brudt sit sind med før og nu kom det hele, som en kæmpe bølge og oversvømmede hende. "Jo.. Jo jeg gør! For han er ikke den mand mere," sagde hun dæmpet og fast. "Jeg kender ikke mørkets dronning," sagde hun i det, som blot blev en lav hvisken nu. Det var bare for meget. Hendes far, sammen med mørket? Men han var jo så kærlig og omsorgsfuld, han havde virkelig dybe følelser, det kunne hun for pokker da opleve bare hun opsøgte ham. "Han er ikke ond!" sagde hun fast og knyttede sine hænder, det overvældede hende virkeligt. Hun så på ham og følte nærmest for at slå ham, for at tale som grimt om hendes far. Vanære hans stolthed? Den stolthed hun kendte i hvert fald. "Han er heller ikke grufuld," hviskede hun stille og skulede til Hayden.