Another me-day

[nathia]

Endnu en af de dage, hvor Nathia sad ved havet, var denne her. Hun sov hjemme hos sin far og Liya, men hun ville lade dem indhente det forsømte, så hun tog til Manjarno. Stranden var udenby's, men hun kendte vejen. I dagstimerne ville det ikke være farligt og hun ville uanset vende hjem før det blev mørkt, ellers ville Nathaniel komme efter hende, det var hun da sikker på. Hun spejdede ud over havet, idet at hun nåede græskanten. Hun var lige ankommet og det var end ikke middag endnu. Her var ikke mange, men stranden var jo også lang. Hun havde sit farvoritsted her, hvor klipperne stod også. Der var et hulrum, men den ville hun vente med. Til start bandt hun sine sko op og lod de bare tær møde sandstranden. Da hun nåede breden, lod hun vandet omfavne hendes tæer og hun blev stående for at vende sig til det kølige vand. Blæsten lejede med hendes hår. I dag havde hun taget en knælang kjole på, som sad tæt ned til hofterne og fremhævede hendes former. Fra hofterne og til knæene var den mere løs. Ærmerne var lange og mønstret var blomstret. Hun havde flettet lidt af hendes hår i dag, så pandehåret var ikke det som fløj ind foran hendes ansigt. Hun kiggede ned på sine tær. Hun holdt skoene i den ene hånd og prøvede at holde håret væk med den anden. Det var lettere overskyet i dag - ikke koldt, bare at solen gav et sjovt skær gennem de flade skyer. Ikke de puffede skyer, de var flade og gjorde at næsten hele himlen var dækket. Hun gøs lidt, pga. vinden mod hendes bare ben og hun begyndte at gå hen mod klipperne som ragede ud over vandet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Set i Haydens øjne, var dette virkelig den perfekte dag. Det var ikke for koldt, ikke for varmt, ikke for lyst og det var heller ikke for mørkt. Kunne man klage over det? Han elskede det! Hans skridt bar ham roligt over den tilsandede strand. Det var nok ikke det mest besøgte sted i disse tider, men det var nu ikke noget som han havde noget imod. Jo færre folk som han måtte støde på, på sin vej, jo bedre ville det i den grad også blive, det var da også helt sikkert. De helt mørke øjne, alligevel uden så meget som en eneste følelse, hvilede tydeligt mod den store horisont. Han blev siddende roligt i skrædderstilling og med en helt rank holdning som ejede han hele denne verden. Ikke at det var noget som han ville skjule. Han lignede sin bror til punkt og prikke, hvis man så bort fra det vansirede ansigt som den kære Nathaniel måtte være bære af. Han kendte udmærket godt til historierne, også selvom det ikke rørte ham det mindste. Han sad blot og lyttede til havets brusen og med det behag som var ham selv helt umuligt, at skulle se væk fra på nogen måde. At det var højlys dag, var noget som raget ham mildest talt. Han gik hvor det passet ham og han gjorde hvad der passede ham og se hvad han var endt med den dag i dag? En utrolig viden, han var alene og han var en enspænder. Han var sin egen bedsteven og ingen ville nogensinde kunne stoppe ham! Et stille smil passerde roligt hans læber, da han rakte hånden mod den lille sæk som han måtte have ved siden af sig, hvoraf han tog en lille flaske op med noget vand, som han førte til læberne. Denne gennemrejse havde været lang fra Imandra, så nu følte han også at det var velfortjent med en lille hvil. Han sukkede dæmpet. Så længe, at han kunne sidde med følelsen af, at være alene, så kunne han slappe ordentlig af. Man kunne slet ikke vide sig sikker længere.. Hvilken skam.

[nathia]

Nathia gik stille i sine egne tanker og så først ikke noget. Hun spejdede enten ud over havet eller på klipperne. Hun kendte det perfekte sted der, hvor hun kunne kravle op og derved komme ud over havet, dog på den tørre klippe. Hun sad der af og til og nød havet slå mod klippen, selvom hun sad tør. Vand var noget, hun ikke skulle i. Kun til anklen, hvis det ikke var i karbadet. Hun kunne jo ikke svømme, så frygten for vand lå der. Blikket faldt til skikkelsen, som sad der som kong gulderod og så ud som om, at han ejede det hele. Øjnene gled let sammen, idet at hun måtte spære øjnene tydeligt og chokkeret op. Det var da umuligt? Havde hendes far en bror? Fordi denne person lignede da fuldkommen hendes far. Pånær, at denne person ikke havde et halvt vaniseret ansigt. Hun drejede bort fra klippen og gik hen til kong gulerod i stedet for. "Hej… Du øh.. Hedder du Diamaqima til efternavn?" spurgte hun stille. Det var vel et bedre spørgsmål, end at slynge ud om han var Nathaniels bror - det afslørede jo flere ting for ham - at hun faktisk havde kendskab til Nathaniel, og så at hun kendte til efternavnet og så måtte han vel stille spørgsmål.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden ejede nok ikke det mindste, men derfor behøvede han vel heller ikke at udstråle med, at det var tilfældet? Han havde i den grad selvtilliden i orden og han vidste det og det var i den grad også noget som han måtte være stolt af. At han ikke måtte sidde alene, var mildest talt noget som bare måtte rage ham. Folk kunne da gøre hvad de havde lyst til, bare så længe, at de ikke måtte komme på tværs af ham, så skulle han bestemt ikke klage over det. Som sad han en trance og skævede over det store vand, så blev han kraftigt revet tilbage til denne verden igen. Han lukkede øjnene stille og rystede let på hovedet. Blikket drejede han roligt mod stemmen, idet at han åbnede de mørke øjne. Han var virkelig identisk med hans egen bror, foruden det vansirede ansigt. En tanke som i den grad morede ham, at hans kære bror stadig måtte lege med ilden, for han havde tydeligt hørt noget så frygtelig meget omkring den mand med tiden og hvad han havde gjort og opnået. Kunne man være andet end stolt? Selvom han vidste, at Nathaniel ikke kendte det mindste til ham? De var jo trods alt skilt allerede ved fødsel. At hun spurgte ind til hans efternavn frem for alt mulig andet, fik ham svagt til at smile. Hans blik var intetsigende og direkte gennemborende med den samme intensitet. Ikke en mand som man skulle komme på tværs af. "Mit efternavn? Hvorfor spørger De?" Han blev siddende uden at rokke sig. Han var i den grad en mand med en frygtelig stor stolthed.

[nathia]

Nathia stod lidt med hjertet i halsen og nervøsiteten steg hende hurtigt til hovedet, da hun nu stod her foran den her person, som lignede hendes far på en prik - pånær at hans ansigt var helt, fint og pænt. Hun kunne da godt tænke sig lidt af hans kong gulerod selvtillid, fordi det var noget hun vidste at hun manglede. Nok meget sikker når hun var sammen med dem hun kendte, ellers den lille generte pige. Naiv var hun dog langt fra længere. At han blev revet tilbage til virkeligheden, fik hende til at måtte skjulte et lille grin. Hun forfalskede derfor et nys, for at hæve ærmet og skjule smil og så 'nyse'. Hun mødte hans mørke øjne. Hendes far havde opnået meget, og hun var i den grad stolt af Nathaniel, som han var stolt af hende. Det svage smil fik hende næsten til at tro, at han var andet end en kold selvtillids-ting. Men det intetsigende og gennemborende blik fik hende til at slå blikket ned. Det havde hun slet ikke nok rygrad til at møde. Hendes øjne flakkede tilbage til hans ansigt, men hun undgik direkte øjenkontakt. "F-fordi De ligner en jeg kender," sagde hun stille. Udgav sig ikke lige som noget Nathaniel faktisk havde kært.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden vidste, at han var noget så frygtelig selvsikker når det kom til stykket og han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde det. At denne unge kvinde så ikke måtte have selvtilliden nok til at møde hans, var blot noget som fik ham til at skulle smile yderligere. Dette kunne jo hurtigt gå hen og blive morsomt. Enhver havde vel kendskab til hans kære bror, men hvem vidste, at den store Nathaniel faktisk også måtte have en tvillingebror? Skilt ved fødslen for at redde den ene frem for den anden. Og at det var Nathaniel som var endt som offeret udelukkende fordi, at han var kommet nogen minutter før ham selv? Han blev roligt siddende og med blikket hvilende på hende. "Virkelig?" Han lod hovedet søge let på sned, inden han gjorde et nik med hovedet som et tegn til, at hun skulle tage plads og at det skulle være nu. Direkte ondskabsfuld behøvede han ikke at være, men følelser og medmenneskelighed, var bestemt ikke noget af det som han var særlig god til og det havde han aldrig nogensinde været. "Så fortæl mig hvem jeg minder Dem om," afsluttede han roligt. At hun kendte til navnet og han mindede om en, så kunne han næsten tænke sig frem til, at det måtte være hans kære bror. En tanke som i den grad også måtte more ham betragteligt! Han samlede roligt hænderne i sit skød og vendte blikket roligt frem for sig. Man havde virkelig ikke kendskab til familiens navn, om man ikke havde kendskab til den store af de to, så meget vidste han da.

[nathia]

Nathia vidste ikke direkte hvordan folk så hende. Som et barn endnu? Eller var hun en kvinde i folks øjne. Så meget havde hun endnu ikke fundet ud af. Fordi hendes far var nok ikke den rigtige at spørge, om hun var barn eller voksen. Men hun var nok ikke helt voksen endnu, selvom hun dog havde lært masser omkring det at skulle være mere huslig end hun havde vidst førhen. Det hele var sket her i Procias, indenfor den sidste tid. At hendes far havde en tvillingebror, var hende fuldkommen ukendt. Men hvis det var ukendt for ham, kunne hun jo ikke bearbejde ham. Hun nikkede stille og så ham lige imellem øjnene. Dog slog hun blikket dermod han nikkede og satte sig. Det var sådan halvvejs ved siden af, halvvejs foran ham. Hun satte sig på sine knæ. Hun prøvede at smile, selvom han faktisk skræmte hende en lille smile. "Eh.. Nathaniel Diamaqima," sagde hun stille. Hun sagde ikke mere end det. Hvem kendte ikke Nathaniel nu hun tænkte over det? Hans bedrifter var næsten værdige til at skrive ned og gemme til de kommende generationer.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden var ikke direkte ond eller grusom med mindre at man havde givet ham en direkte grund til at skulle være det, så denne kvinde kunne fint stå på den sikre side, så længe, at hun bar sig ad på denne måde. Det var i den grad også noget som måtte more ham og ganske betragteligt. Det glædet ham dog, at hun valgte, at tage pladsen lige ved ham, det var helt sikkert. Hvem denne kvinde var, vidste han ikke, og det raget ham mildest talt, ellers havde han sikkert spurgt ind til det allerede nu og det havde han jo heller ikke. Hans mørke øjne hvilede på hende, lige så gennemborende og intenst som tidligere. "Er De bange for mig?" Han hævede sigende det ene bryn og lod hovedet ligeså roligt glide let på sned igen. Han rokkede ikke så meget som en eneste muskel, så han blev stadig siddende lige så stille og roligt som det han havde gjort, da hun var kommet. At hun nævnte Nathaniels navn overraskede ham dog ikke. Det fik ham blot til at trække ganske let på smilebåndet og med hovedet hvilende let på sned. Ikke atde var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Og på hvilken måde minder jeg dig om Nathaniel Diamaqima?" spurgte han roligt. Hun ville sikkert selv kunne finde frem til svaret når det kom så vidt. Nu ville han blot se hvor kløgtig denne kvinde kunne være. En kvinde var hun i hans øjne, dog en ung af slagsen.

[nathia]

Nathia så ikke direkte noget ondt i denne Nathaniel-lignende person, hun kunne bare ikke tage det der selvsikre gennemborende og intense blik, som han sendte hende. Efter at have været fanget hos Le Morte klanen, og pint i 5 dage - så var der nogle ting, som bare gik hende på. Aral - deres leder, havde jo også set på hende med det der intense og kolde blik, det gav hende bare nogle ubehagelige følelser indeni. Hun ville ikke genopleve det. Hun slog blikket stille op og prøvede at møde hans blik, selvom hendes øjne flakkede over hans pande eller lige mellem øjnene i stedet. Så så det jo ud som om, hun så lige på ham. "Nej.." sagde hun stille. Det var hun jo egentlig ikke. "Jeg har haft.. En ubehagelig oplevelse, der gør at jeg er lidt på afstand af alt og alle," sagde hun stille som den bedste forklaring hun lige kunne komme på for nu. Hun bevægede let skuldrene. Hendes sko stillede hun i sandet ved sin side og hun pillede lidt usikkert ved hendes kjole. Hun så mod hans ansigt igen. At det ikke overraskede ham, kunne hun læse på hans udtryk. Der måtte være en relation. "I.. I er næsten identiske af udseende," sagde hun stille som noget af det første. "Er.. Er De en hemmelig bror min far har?" spurgte hun stille og tænkte ikke over, at hun faktisk havde sagt far om Nathaniel. Det faldt hende bare naturligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden var ikke ond, ikke uden en grund vel at mærke og det havde han stadig ikke. De mørke øjne hvilede roligt på hende, dog lettere studerende. Det var nu sjældent at han i det hele taget var i nærheden af andre og det kunne virkelig også godt mærkes. Specielt nu hvor han stod i lige netop denne situation. Han trak vejret roligt og dybt, idet han roligt slap hende med blikket og vendte det ned mod sin lille sæk som måtte ligge ved hans side. Ha nvar nu temmelig sikker på, at hun var den direkte harmløse type, sådan som hun måtte begive sig fremad, hvilket i den grad også måtte more ham. Det var det som måtte koste frygtelig dyrt i den anden ende. Han lagde vandflasken tilbage i den, inden han igen vendte blikket mod den unge kvinde. Hun var køn, ingen tvivl. Nathaniel vidste nok ikke at Hayden eksisterede, hvilket han heller ikke havde noget imod, han nød nu frygtelig godt af det, at han kunne leve et ganske enkelt og roligt liv, uden at man skulle tænke på det ene eller det andet. De mørke øjne søgte direkte til hendes - Ligesom sin bror, så agtet han en øjenkontakt når de førte en samtale. Alt det andet, var virkelig ikke noget som man kunne bruge til noget som helst. Han nikkede blot til hendes ord. "Hvem har ikke det nu om dage?" Han trak svagt på smilebåndet. Alle var igennem noget tragisk før eller siden. Det var jo trods alt også der, at den største lærdom måtte komme fra, den største og mest brugbare erfaring af det hele. At hun måtte påpege at de næsten var identiske, var noget som virkelig bare måtte få ham til at smile. Han sagde ikke noget før hendes sidste ord... Far? Kaldte hun Nathaniel for far? Han kneb øjnene ganske svagt sammen og lod hovedet søge let på sned. Han betragtede hende med et frygteligt indgående blik. "Jeg vil ikke ligefrem kalde mig hemmelighed.. Men ja.. Ukendt, er vel et mere præcist og korrekt ord." Han betragtede hende roligt. "Næsten identisk? Han er kun 4 minutter ældre end mig," afsluttede han stilfærdigt. Han kendt til den fulde sandhed omkring den foregående tid.

[nathia]

Nathia så ikke direkte denne mand som ond. Han havde jo ingen grund til det. Hun selv var lettere harmløs. Men hun kunne nu sagtens godt beskytte sig selv lidt. Hun havde da lært lidt, selvom det ikke var meget. Hun ville virkelig ønske, at hun var magiker. Så kunne hun lære alting af sin far og så kunne hun også blive dygtig. Blikket faldt til hendes hænder. Hun vidste at hendes far altid ville have øjenkontakt, men han så jo ikke på hende på den samme gennemborende og intense måde. Hun følte sig kun som et offer, når nogen så sådan på hende og det gav hende virkelig ubehagelige flash-backs til tiden hos Le Morte. De vampyrer var virkelig ikke noget at lege med. Hun gøs kort og så op på ham, tvang sig selv til at se frygten i øjnene og bare se ham i hans øjne. Hun så ind i hans mørke øjne. Det var selvfølgelig også uhøfligt ikke at have øjenkontakt når man sad og snakkede med en anden. "Ja.. Det kan man jo spørge sig selv om," sagde hun stille og smilede forsigtigt. Hun trak på skuldrene og trak lidt siv op af sandet, som hun sad og pillede lidt ved. Hun holdt dog øjenkontakten denne gang. "Ukendt ja," sagde hun stille og rettende. Hemmelig bror? Hun sukkede af sit eget ordvalg og nikkede stille. "Ja.. Pånær, at hans ansigt er halvt vaniseret," sagde hun til ham. Men hvem vidste ikke det nu om dage. Hun så stille på ham. 4 minutter ældre? Wow. "Ej.." sagde hun stille og med et smil på læben. "Det har far da ikke sagt," sagde hun lavmælt og mest til sig selv. Hun drejede kort blikket ud over havet, før hun så tilbage til ham. "Jeg er Nathia Diamaqima," sagde hun mere tydeligt og præsenterende. Blot høfligt nu de var komme tind på Diamaqima emnet? Hun rakte sin hånd frem. Det kunne man vel godt? Kvinder hilste jo altid på mændende, hvis man gik efter den oprindelige 'gode' skik. At hun så ikke var Nathaniels af kød og blod, var en anden side af sagen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden var ikke farlig og det var noget som Nathia nok skulle få lov til at finde ud af. Hun havde jo trods alt ikke givet ham en grund til at skulle være det overfor hende. Det morede ham blot at hun reagerede på den måde overfor ham. Nathaniel var ikke mere end et par minutter ældre end det som han selv måtte være, selvom det nu ikke var nogt som gjorde ham det mindste. Deres fællesmor havde vel valgt at gøre det af en grund? Som hun havde gjort? Blikket gled stille og roligt i retningen af Nathia og med det samme svage træk på mundvigen. "Åh ja.. Erfaringen kommer jo et sted fra.. Så se lyst på det." Hans stemme var rolig, stadig lige så intetsigende som hans blik. Blikket gled roligt mod havet for et ganske roligt og kort øjeblik. Han vidste udmærket godt at Nathaniel var vansiret og det i sig selv, var faktisk en tanke som morede ham. Han nikkede og vendte blikket mod hende. "Jeg hørte om det.. Sådan er det jo når man må lege med de farlige krafter," sagde han rolgit og ikke mindst med en lettere stilfærdig stemme. Det rørte ham virkelig ikke på nogen måde og det i sig selv, var noget som klart også måtte more ham selv. Slev havde han aldrig været udenfor noget lignende, men igen, så var han jo tvunget til at eksperimentere med det hele på egenhånd, så han kunne umuligt måle sig med det som Nathaniel kunne eller vidste med hensyn til alkymi og almænd viden. Han sendte hende et svagt smil. "Det er da elementæret.. Han ved slet ikke jeg eksistere.. Vi blev skilt allerede lige efter jeg blev født.. Jeg blev sendt væk." Han trak let på skuldrene. Ikke at det var noget som forekom ham som nogen overraskelse eller nogen grund til at skulle skjule den. Det var uanset ikke noget som kunne bruges mod ham, men tvært imod, så kunne det jo bruges mod Nathaniel når det endelig måtte komme til stykket. "Jeg vidste dog ikke, at Nathaniel havde en datter.." Han skævede let til hendes hånd. De var jo et sted familie, selvom der ikke ligefrem hvilede synderlig meget alkymist over hende. "Jeg er Hayden.. Mit efternavn kender du jo allerede til." Han tog hende dog roligt i hånden, selvom han hurtigt slap hende igen efter et ganske let klem. Selv var han ikke meget for den menneskelige nærkontakt.

[nathia]

Nathia betragtede ham. Hun var et sted glad for at have mødt ham. Det var virkelig specielt at møde en Diamaqima, udover hendes far. At denne Diamaqima så var ukendt for hendes far, måtte næsten more hende. Hun ville dog fortælle sin far om det, uden tvivl! Det ville hun. Det hele skulle han have at vide. "Det er selvfølgelig sandt," sagde hun dæmpet. Men han skulle bare vide, hvad hun egentlig havde gennemgået. Hun havde stadig et L ar på maven, piskear på ryggen og man kunne svagt ane aret hele vejen omkring hendes hals. Hun nikkede. "Ja," sagde hun til ham og følte sig mere og mere selvsikker, som hun kunne vedligeholde hans blik. Han var jo ikke farlig og der skete jo ingenting, ved bare at kigge på ham. Hun ønskede brændende at lære magi, men havde bare ikke racen til det. Måske hendes far kunne ændre på det? "Det.. Lyder da forfærdeligt," sagde hun stille. Bizart at sende sit barn væk? Hun trak dybt vejret og sendte ham et smil. "Jeg er ikke hans datter af kød eller blod. Han adopterede mig fra et børnehjem," sagde hun stille. Livet hos ham var dog 1000 gange bedre end livet på børnehjemmet. "Men jeg har været ved ham siden jeg bare var en lille pige, så han er far for mig," sagde hun dæmpet. Hun havde jo heller ingen træk til at ligne Nathaniel. Hun sendte ham et smil og slap hans hånd igen, som han også gjorde. Hun nikkede. "Ja," svarede hun ham og tænkte lidt på, hvad hun skulle sige.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hayden vendte blikket mod hende. At hun ikke var Nathaniels datter biologisk kunne han da næsten se. Ikke at det gjorde ham noget, han havde trods alt hørt omkring sin brors mange store bedrifter, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik gled roligt mod hendes skikkelse som han roligt tog i blik. Direkte måtte han betegne hende som et lyst væsen sådan som han kunne se det på hendes udstråling, sådan som den måtte skinne ud af hende, så var det i sig selv, blot noget som måtte more ham noget så betragteligt. Han betragtede hende med et roligt og næsten ligegyldigt blik. Hvad havde Nathaniel set i hende i og med, at han havde valgt, at skulle tage hende med sig fra børnehjemmet? "Min bror har altid været en yderst mærkværdig af slagsen som historierne siger." At Nathaniel var en sådan mand, forundrede ham virkelig ikke. En mand som ønskede at hjælpe ligesom de mange historier måtte sige og her sad han, som intet andet end en helt ukendt tvilligebror. Det morede ham næsten mere end det som det burde. Han trak ganske svagt på smilebåndet. "Af kød eller blod gør vel ikke den største forskel?" spurgte han roligt og med et let sigende hævet bryn. Han var virkelig ikke farlig, at skulle snakke med, det var helt sikkert. "Han har altid været en god mand... mere eller mindre.. Hvis man kan stole på de mange historier." Han lod hovedet søge let på sned. Nu undrede det ham faktisk abre en smule. "Hvor meget kender du til Nathaniels fortid?" spurgte han lettere nysgerrigt. Selv var det kommet ham for øre, at han engang havde været Jaqias elsker. En tanke som i den grad også måtte more ham.

[nathia]

Blikket så stille på ham. Et sted var Hayden faktisk irriterende, at han var så ligegyldig og selvsikker. Det var da langt bedre, at bare kunne gå lidt mere op i det hele? At engagere sig i en samtale, var noget hun også værdsatte. Ikke at man var ligegyldig og at den anden næsten sad og gabte, fordi det ikke var lige det sjoveste. Det havde hun før prøvet. Hun smilede stille. Aldrig havde hun oplevet Nathaniel andet som god, så det ville være svært for hende at tro, hvad der måtte lure i fortiden. Noget de ikke snakkede om. Alt hun huskede som forældre, det var Nathaniel. Og han var hendes far, af hele hendes bankende hjerte. Noget specielt havde Nathaniel set i hende; En lille forskræmt pige med sin bamse i favnen, som have brug for en anden beskyttelse end hvad børnehjemmet kunne give, i og med hun dengang var varulv. Noget hun først for nylig var sluppet af med og hvor elskede hun det! "Vil nu ikke kalde ham mærkværdig… Mere fantastisk, i og med hvad han gør.. Hans bedrifter og det hele," sagde hun stille og meningsfuldt. Lige der, havde hun lidt selvtillid. At give sin mening. Hun rystede blødt på hovedet. "Nej, det gør det ikke.." sagde hun stille og smilede. Farlig var han ikke. Desuden ville det være nemt at sige, at Nathaniel bare skulle finde den som lignede ham, for at give røvfuld hvis der skete hende noget. "Ja.." sagde hun stille. Hun havde før oplevet at have overhørt lidt om Nathaniel, men det var blot noget hun før havde hørt. Men der blev snakket, det var sikkert. Kendte man først nogle, der gjorde bare lidt mere end sig selv, skulle det snakkes om. "Ikke noget, vil jeg mene," sagde hun dæmpet og dog ganske sandfærdigt.