Searching for my brother…

[alecander]

Mørket havde efterhånden sænket sig over Manjarno. Regnen var på vej, og lå faktisk mere eller mindre i luften, det dryppede til tider, men det havde ikke faldet decideret endnu. Skyerne lå tætte og dækkede for den ellers så stjerneklare himmel, og månen som også måtte gemme sig bag det grå tæppe. Der var gået flere dage, og Alecander havde endnu ikke set skyggen af sin bror, Valerio. Han plejede ikke at være væk i så lang tid, og han vidste at der måtte være noget galt. Stikke noget under. Men han måtte finde ud af hvad, han frygtede for det værste; at Valerio var blevet fanget, men han var da ikke så dum at afsløre organisationen? Nej! Valerio var en kløgtig mand, og stædig når det kom til organisationen, den ville han aldrig afsløre. Men af den grund frygtede Alec stadig det værste. Det var jo trods alt hans bror, som der var tale om. Hans eget kød og blod. Den mand stod ham nært, sammen med deres barndomsven, Demitri. Men der havde vel ingen grund til at være noget galt, havde der? Han kunne vel blot have søgt længere væk end sædvanligt? Nu var maskeballet jo ovre, og det var gået næsten som de havde planlagt det. Gabriel var død, desværre var Samuel tilbage i Dvasias, og Fabian … han var faktisk ikke helt sikker. Han håbede blot at han ikke havde været en for stor mundfuld for Demitri. Men Valerio havde han ikke set. Og det bekymrede ham et sted, for den mand, var næsten altid på Mansionen, og hvis ikke var det kun få dage han var væk, men dette … det var for lang tid. Alec havde søgt de fleste steder i Dvasias, og var nu kommet til slagmarken i Manjarno. Hans mørke øjne faldt på de mange sværd, skjolde, rustninger, og alt andet der måtte ligge på slagmarken. Mange slag var blevet udført her, og nogle kunne han endda selv erindre fra sin barndom. Slag mellem det gode og det onde, men han havde en anden krig i tankerne, det var en krig mellem behov og ikke hvad der var godt og hvad der var ondt. Vampyrernes behov, det var hvad han kæmpede for, og intet og ingen skulle stå i vejen, men han havde behov for sin bror, han var trods alt, hans bror. Han bar nogle mørke jeans, en t-shirt under den sorte læderjakke, ikke i fint tøj som sædvanligt, men dette var også til en anden lejlighed. Hans skridt var beslutsomme, faste, og alligevel elegante, med den sædvanlige ranke og stolte holdning. Han havde kun ét mål for denne aften; at finde ud af, hvad der var sket med hans bror.

[Deleted]

Efter en længere snak med Christianus, var det virkelig for alvor gået op for Darian, at dette måtte være alvor. Han havde taget turen hele vejen fra Manjarno by, hvor han havde mødtes med sin gamle ven og fået disse informationer. Det var bestemt ikke noget som han bifaldte det mindste! For at komme tilbage til Dvasias, så valgte han selv at skulle passere slagmarken. Så meget som ar sket her, at det var næsten helt ufatteligt! Ikke at det var noget som rørte ham selv personligt på den ene eller den anden måde, så måtte de vel bare klare sig så godt som vel muligt? Beskeden til Alec havde været klokkeklar. Han havde ønsket at se ham her til aften og det var noget som tydeligt måtte vise til hastværk. Christianus kendte til hans dobbeltspil og han meldte ham ikke, hvilket i sig selv heller ikke var helt uden risiko! Hans skridt over slagmarken var rolige, ikke mindst en anelse iagttagende. Det var farligt at være ude efterhånden, det var også helt sikkert i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. At Alec avde søgt efter sin bror, var efterhånden godt kendt for dem som befandt sig i organisationen, deriblandt også Darian selv og han havde uhyggelige nyheder at skulle skænke til ham. Kappen hvilede tæt omkring hans krop, selvom den blege hud slet ikke var til at skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Nemt var det dog bestemt ikke, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. De mørke og næsten let lyse øjne skinnede i natten i og med, at hans blik måtte søge direkte efter Alec's skikkelse. Han måtte da være herude? Han stoppede roligt og stille op midt på den store og åbne plads. Her i natten var det som om, at man kunne føle og fornemme de mange sjæle som var gået tabt på dette sted for det var bestemt ikke få, det var helt sikkert! Han fjernede kutten fra hans hoved og skævede stille op mod den store himmel. Dette kunne hurtigt vise sig at blive frygtelig alvorligt og han vidste det. Det ville koste dem frygtelig dyrt, hvis Valerio ville vælge at skulle sladre! Han kunne blot håbe, at manden ikke ville gøre det.. Han var temmelig sikker på, at han ikke ville det. Alec stolede vel også nok på ham? Det var jo trods alt hans bror. "For pokker da.." vrissede han ganske let. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke og fornemmelse som det satte i ham. Hans blik søgte let over den store mark, idet at det måtte falde direkte til en skikkelse et godt stykke fra sig. Han betragtede den frygtelig indgåend.

[alecander]

Der var simpelthen gået alt for lang tid! Valerio havde end ikke vist skyggen af sin skikkelse, ikke engang et brev, en besked, eller noget lignende. Han var skredet, og Alecander frygtede det værste; at han var blevet fanget. Han kendte sin bror godt, bedst! Og han vidste at han ikke ville sladre, det lå ikke til ham, og Valerio vidste også udmærket selv, at om han sladrede eller ej, så ville han dø, så han kunne lige så godt holde tungen tæt i munden. Desuden, hvis Valerio sladrede, så ville det ikke kun gå ud over ham, men også resten af organisationen, som de havde brugt så lang tid på, at bygge op, det vidste han, så han ville selvfølgelig ikke sladre, i så fald, så ville Alec finde ham før hans henrettelse og dræbe ham personligt! Men han stolede på sin bror, og han stolede på ham fuldt og fast, ham og Demitri var de eneste som han stolede fuldt og fast på, de var trods alt dem som havde kendt ham i længst tid. Han ville hjælpe dem til enhver tid, om det så gjaldt hans eget liv. Efter det store Maskebal havde de været nød til at holde ganske lav profil. De havde lavet en stor sabotage på Castle of Darkness, lavet et attentatforsøg på Neutranium, fået dræbt kongen af Procias, sluppet en farlig fange løs, Samuel, som nu var vendt tilbage til Dvasias, alle de ting ville de bedste spioner prøve på at finde gerningsmanden på, netop derfor måtte de holde lav profil. Det føltes underligt at bevæge sig over den store slagmark. Det føltes som om at sandhederne kom frem, og et sted brød han sig ikke om det. Mørket var efter ham, prøvede at trække ham ned i dets dyb, men han ville ikke give efter! Han var i krig med alle lande, og alene var han ikke i stand til at klare det hele, han kunne ikke klare hele verdenen alene. Han havde brug for sine medlemmer, hans bror og Demitri. Og han kunne ikke finde Valerio! Medlemmerne havde nok lagt mærke til hans bekymringer omkring Valerio, så de var nok godt klar over at han var ude for at lede efter ham, hvilket var sandt. Det var nok ikke særlig svært at læse ham på det punkt, og et sted hadede han det! Det fik ham til at virke … svag. Han ville helst ikke vise følelser, og derfor var det også så svært for ham, for han ville ikke vise sig svag på nogen måde, han måtte være stærk, og han var nød til at fortsætte sit mål, med eller uden Valerio. Han rystede let på hovedet, han havde ikke lyst til at tænke på det! Han næsten knurrede ganske let, idet han sparkede til en forfalden hjelm. Hvorfor skulle han også være blevet fanget? Det var jo den eneste mulighed! Medmindre han allerede var blevet dræbt… Han måtte endnu engang ryste på hovedet. Han brød sig ikke om dette sted, det var som om han blev iagttaget. Iagttaget af de døde sjæle, som måtte vandre på denne store slagmark. Hans blik faldt over et rødt flag der blafrede i vinden. Hans hoved måtte søge ganske let på sned. Det fik ham til at tænke på … ild. Det store bål, som hans forældre var blevet bundet til, og brændt levende. Han ville ikke begå samme fejl! Skikkelsen der også befandt sig på slagmarken, havde han ikke lagt mærke til, netop fordi alle de tanker distraherede ham.

[Deleted]

Det indblik og det førstehåndsindtryk som Darian havde fået med Valerio havde i den grad været positiv. Han nægtet at tro på at manden ville sladre. Det var vel også udelukkende det, som automatisk måtte gøre at han måtte stå til den straf som han gjorde lige i øjeblikket? At han stod til en henrettelse inden alt for længe? Derfor håbede han selv, at han ville formå at finde Alec og fortælle ham det inden at det ville blive for sent! Hans skridt over den store slagmark var rolige og stille. De var virkelig helt lydløse. Han lyttede intenst til alt det som måtte ske omkring ham. Det i sig selv, var direkte farligt, at skulle bevæge sig udendørs nu om dage, det var helt sikkert og han ønskede selv ikke at blive et offer - Specielt ikke med den information som han måtte sidde igen med i øjeblikket. Valerio var fanget og endda helt ved Procias' grænsemur. Hvad pokker havde manden lavet der?! Han skubbede den tanke lidt ud af hovedet. Organisationen havde han selv fundet mange gode fordele i og specielt for deres race. Det havde virkelig bare været på tide at få dette gjort! At vampyrerne endelig kunne få lov til at komme en anelse frem. Hans blik skinnede nærmest i nattens skær, så intenst og alligevel noget så frygtelig alvorligt som intet andet. Organisationen havde valgt at kaste sig i krig med absolut alle lande ved de handlinger som var foretaget under maskeballet. Gabriels død havde han hørt om, for ikke at glemme om Fabians tilfangetagelse, hvilket var et rygte som bredte sig som ild i det tørre græs. Tanken kunne virkelig ikke gøre noget andet end direkte at more ham, det var så sandelig heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af. Han nærmede sig roligt og stille den oprejste skikkelse - Den eneste på stedet foruden ham selv. Han var nu temmelig sikker på, at de mange sjæle ikke var i stand til at skule skabe sig et fast legeme, så det måtte være noget fra denne verden af. Han kneb øjnene ganske let sammen og uden så meget som at skulle ændre minen det mindste. Alvoret og ikke mindst en lettere bekymring var det eneste som måtte stå tydeligt i hans blik. De var virkelig nødt til at handle hurtigt! "Alecander?" spurgte han med en ganske kortfattet stemme, han måtte jo blot vide hvorvidt om det måtte være denne mand som han stod ovefor, for det var virkelig alt for farligt, at skulle tage de chancer nu om dage, hvad end om det var noget som han ønskede eller ikke, så var der virkelig ikke det store, at skulle gøre ved det i det store forløb. Han stoppede op, et par meter fra ham og uden at skulle tage blikket fra ham. Sandt at han var et væsen af mørket, men han måtte blot vide om han måtte stå overfor den helt rigtige mand, for dette var virkelig et alvor uden lige.

[alecander]

Alecander frygtede ikke mørket, han var mørket og mørket var med ham. Han kunne stikke af fra næsten hvem som helst, i hvert fald fra de fleste racer, så han var ikke bange af sig, og hvordan det var lykkedes nogen at fange Valerio, hans ellers så kloge rådgiver og diplomat, det forstod han vitterligt ikke! Men det irriterede ham virkelig grænseløst! Han forstod ikke hvordan Valerio kunne lade sig fange. Det var jo … umuligt. Næsten da. Og han kunne næsten kun være blevet taget til fange, medmindre han var blevet dræbt, såret og ikke kunne søge hjem, én af de tre muligheder, og han vidste ikke hvilken han bifaldede mest. Han ville finde sin bror død, han ville ikke have at han var såret, og han ville slet ikke have at han var blevet taget til fange! Alle tre var forfærdelige! Men han måtte indrømme at han nok mest hældede til den at han var blevet såret, for så var han hverken død eller taget til fange, og så kunne han komme med hjem og komme sig over det, men han havde en dårlig smag i munden, en dårlig mavefornemmelse, så han var sikker på at der var sket noget slemt med ham, og det irriterede ham at han ikke kunne finde ud af hvad. Han lagde ikke helt mærke til det omkring ham, hvilket var ret dumt, for han kunne i princippet blive overfaldet når som helst, men hans tanker drev ham hele tiden ud af fokus, og det var noget som også irriterede ham! Han betragtede det røde flag der måtte blafre ganske let, som han var stoppet lige så stille og roligt op. Han havde ikke følt noget da hans forældre var blevet dræbt, men han husker tydeligt Valerio der var gået ned psykisk, og han havde været med til at få ham op, og fordi han interesserede sig for, faktisk vigtige ting, så var han ikke ligefrem dum, men ganske klog, og derfor var han jo også blevet hans rådgiver, og et sted ville det ikke betyde noget at miste sin rådgiver, for han var jo klog nok selv til at finde på tingene, såsom attentatforsøget på Maskeballet, men han var trods alt hans bror. Hans eget kød og blod, en mand som kendte ham ganske godt, og bedre end nogen anden, ligesom Demitri, de to var jo faktisk hans familie. Og man svigtede ikke sin familie, det havde deres far jo i princippet heller ikke gjort, bortset fra, da han var blevet opdaget, skønt Val og ham selv var blevet skånet, hvilket faktisk havde været ganske dumt, for nu var det deres tur til at genoptage deres fars gerninger, og det skulle nok lykkedes dem! Han gav ikke op så let, og han ville dele det store øjeblik med sin bror, så de begge kunne være med til at gøre deres afdøde var stolt! Han kunne ikke opgive sin egen bror, og det var jo heller ikke for sjov at han var ude og lede efter ham. Idet han hørte en stemme kalde hans navn, greb han omkring et sværd, der sad fast i jorden, som han med en hurtig bevægelse hev op, og svang i retningen af manden, som talte til ham, medmindre han nu også hørte syner. Han kunne måske bedst lide en gammeldags nævekamp, men derfor kunne han godt bruge våben, det skulle rigmandsknægte jo lære, eftersom det var en del af opdragelsen, så de var i stand til at beskytte dem selv, når de engang kom i fare. Sværdet var nok gammelt og en smule rusten, men med Alecs styrke, kunne han sagtens jage den igennem en mands bryst. ”Hvem der?” spurgte han med en fast tone der krævede svar. Hans mørke øjne så mod skikkelsen der kom ham nærmere, og som manden kom ham nærmere kunne han tydeligt genkende ham. Han troede at det var Valerio til at starte med, indtil han fik øje på Darian. ”Darian?” sagde han næsten forundret, inden han smed sværdet fra sig. ”Hvad laver du herude?”

[Deleted]

Darian brød sig selv ikke meget om, at skulle stå herude i det åbne. Han kunne blive fulgt med blikket uden at han i det hele taget ville mærke sig af noget som helst og den tanke måtte i det store og hele, faktisk skræmme ham selv en anelse. Så var det nu alligevel noget som han bare måtte bide noget så kraftigt i sig, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Blikket gled mod den mandlige skikkelse. Direkte måtte han jo sige, at han måtte ligne Alec frygtelig meget, men idet at han trak sværdet, så trak han så sandelig også hans eget! Man kunne virkelig ikke være forsigtig nok efterhånden og han havde alligevel så mange bolde i luften, at det meget hurtigt kunne gå hen og blive temmelig farligt for ham, ikke mindst også bar med hensyn til Chrystal. Den kvinde som betød mere eller mindre hele verden for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han måtte blive genkendt, glædet ham dog. Han sænkede roligt sværdet og med et lettet suk. Han ville ikke have den største mulighed for at slå Alec fair i kamp, da han nok heller ikk var den mest kamperfarende, så var det nu og da alligeel noget som måtte ligge der alligevel. Han fik roligt sværdet tilbage i skeden og lod de næsten lysende øjne falde direkte til Alec's skikkelse. Hans blik strålede i sig selv, af den klareste bekymring. Ikke fordi at han var bekymret for Valerio som sådan, men det at skulle sidde der i en situation som denne, det var noget som ikke bare kunne skade den familie, men i den grad også hele den store organisation! Ikke fordi at han tvivlede på at Valerio ville tage hemmelighederne med sig i graven, for han var virkelig ikke typen som ville sladre for noget som helst. "Jeg håbede irkelig, at finde dig hurtigt, Alec." Hans stemme var frygtelig neutral, idet han roligt tog de sidste skridt i retningen af ham. Han slap ham dog ikke med blikket på noget tidspunkt. I sig selv, så var denne organisation faktisk også noget som havde fået betydning for ham. Det var virkelig bare på tide, at Vampyrerne fik lov til at komme lidt frem fremfor at altid skulle holde sig i skyggerne! I den grad havde han været imponeret af det attentatforsøg som mere eller mindre måtte lykkes helt og holdent fuldstændigt! "Jeg bringer dig nyt omkring din bror." Han stoppede op lige ved ham. Hans arme gled roligt over kors. Han vidste at Valerio betød meget for Alec såvel som det også var omvendt og derfor forundrede det ham virkelig, at manden i det hele taget var blevet faget ved den procianske grænsemur? Hvad pokker havde han lavet der?! Han rystede de tanker lidt ud af hovedet. Dette var virkelig bare så skræmemnde vigtigt for dem, at skulle få frem, det var i den grad også helt sikkert. Han blinkede svagt med øjnene. Han havde end ikke fået sin føde for natten, udelukkende fordi at han havde ønsket at finde Alec og så hurtigt som muligt efter hans egen snak med Christianus - En mand som faktisk spionerede ved muren for Jaqia. En tanke som i sig selv, faktisk også måtte more ham noget så frygteligt. "Hvad jeg laver herude, har virkelig intet med sagen at gøre, Alec.. Det er virkelig mere alvorligt end en sådan lille bagatel." Han blev stående og med alvoret lysende i blikket. Han måtte bare have Alec til at lytte, for som han kunne forstå det, så var det virkelig ikke fordi at de havde meget tid igen til at redde Valerio, så det skulle gå forbandet hurtigt

[alecander]

At Darian havde trukket sit sværd, var fuldt ud forståeligt, eftersom at man selvfølgelig ville beskytte sig selv i disse stunder, men Alecander forstod ikke hvorfor Darian var så bekymret, for det var ikke ligefrem hans røv der var i fare i øjeblikket! Han havde ikke været med til attentatforsøget og blevet set, ligesom Alec og Valerio, så der måtte stikke noget andet under? ”Jaså,” svarede han til hans første ord, inden han fortsatte sine lette skridt henover den store slagmark, som han slet ikke brød sig om! Og alligevel var den fascinerende et sted, for der havde foregået så mange betydelige kampe på denne mark, på denne mark var der skjult mange hemmeligheder, som ingen endnu havde fundet. Mange af de bedste kriger var faldet i krig her, så fascinerende ville det altid være. Da Darian nævnte at der var nyt om hans bror, stoppede han op og så på ham med en blanding af bekymring og et faretruende blik. For det havde bare at være vigtigt og relevant, for han var ikke i humør til pjatterier, men så vidt han vidste så var Darian ikke ligefrem typen der lavede sjov med folk. Og så vidste han, at Alec bestemt ikke var typen der lavede sjov! Især ikke når han i forvejen var i dette dårlige humør. Han var vred, frustreret og bekymret for sin bror, og at Darian ikke bare sagde det lige ud af posen irriterede ham et sted. Han greb ham roligt omkring kraven og trak ham ind til sig i et fast greb, hvor hans mørke øjne hvilede faretruende i hans. ”Jeg har ikke tid til dine gåder, Darian! Og jeg har bestemt ikke tid til gætterier!” vrissede han, inden han slap taget omkring ham og fortsatte sine skridt, som var målbevidste, faretruende og næsten var ved at blive til løb. Han havde ikke tid til pjat og pjank, og Darian måtte følge ham, hvis han ville fortælle ham noget vigtigt. ”Hvad nyt er der om min bror?” spurgte han i et mere roligt tonefald, for det havde egentlig ikke været hans mening at være så … hård ved ham og vrisse ad ham, men han var bekymret og så var han vred, for han kunne virkelig ikke finde sin bror, og det var trods alt hans bror, og han skulle passe på sin bror! Det var hvad brødre gjorde! Og nu var han væk! Og han kunne ikke finde ham! Alec var ved at gå ud af sit gode skin, og hans lunte var blevet en del kortere, så han havde ikke tid til at Darians sidste ord, for han havde jo ret i at det ikke var relevant, hvad manden lavede herude, men så kunne han vel være lidt hurtigere til at fortælle ham det relevante? For hvis det var så vigtigt, så ville han også vide det med det samme! Især når det var Valerio. Han håbede så bare ikke at Darian tog det ilde op, for det var vel et sted også forståeligt at Alec var bekymret, når det var hans bror der var tale om? Det var jo trods alt hans familie, sådan ville enhver vel have reageret? Han gjorde i hvert fald. Han fortsatte sine hastende skridt over den golde jord. Hele stedet var så … gråt? Han nød normalt mørket, men dette sted var bare så anderledes. Anderledes på alle måder! Slagmarken gav ham et sted kuldegysninger, og fik ham til at tænke på noget, som han slet ikke ville tænke på, det føltes så livligt, skønt her var så dødt, men han følte det vel bare sådan fordi hans bror var væk? Eller var det virkelig sådan stedet fik folk til at føle?

[Deleted]

Alec havde virkelig alverdens god grund til at skulle være bekymret, det var helt sikkert. Der var også en grund til at Darian i sig selv, måtte være så urolig som han måtte være lige nu. Han var bestemt ikke typen som gjorde noget sjov ud af en situation som dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Noget så alvorligt som dette, for han ønskede bestemt ikke, at det skulle gå galt i den anden ende og nu hvor Valerio endda befandt sig på den helt forkerte side af grænsemuren til Procias, så kunne det virkelig bare tolkes som noget direkte negativt! At Alec måtte tage fat omkring hans krave og trak ham helt tæt ind mod sig, fik det svagt til at stivne i ham, selvom han ikke fortrak så meget som en mine. Et ganske svagt smil passerede let hans læber. Han nød et sted, at skulle se den hidsige side i folk og det var ham blot en vane som han havde gået og vandret med igennem så frygtelig mange år. Han trak sig en anelse og rettede blot på tøjet, idet han hurtigt vendte sig i retningen af Alec og hastet op mod ham. Han forstod ham på hans uro, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for det var virkelig en frygtelig ubehagelig tanke og følelse. Han bar selv på uroen.. Hvad nu hvis de fik det tvunget ud af Valerio? Han håbede det i sandhed ikke! "Det var ikke min mening, at gøre dig vred, Alec.." begyndte han stilfærdigt. I sig selv, var det sandhed uden lige, det var helt sikkert. Hænderne foldede han roligt over ryggen. Måske at han ikke var den mest velhavende, men han vidste så sandelig godt, hvem det var, at han skulle have respekten for, og det var noget som Alec og hans bror i den grad måtte have set fra hans side af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Valerio er set tæt ved den Procianske grænsemur... Efter hvad jeg har hørt fra en af Jaqias spioner som spionere ved muren, så er han fanget," fortsatte han stille. Ikke at det var noget som glædet ham på nogen som helst måde i det hele taget, men dette var informationer som bare måtte komme videre og det var bestemt også noget som faktisk skulle gå temmelig hurtigt når det måtte komme til stykket. "Han står overfor en henrettelse.. Lænket til en pæl for at se solen stå op," fortsatte han. Bare tanken alene, måtte i sandhed skræmme ham. Han kendte udmærket godt til den ring som begge brødrene måtte bære også selvom det nok ikke var noget som han ville blive mødt med selv, så gjorde det ham intet. "Han er blevet genkendt siden ballet," forklarede han stille. Det var jo heller ikke fordi at Valerios ansigt og race var noget som man typisk måtte få øje på tæt ved muren på den måde. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke! Han gik let ved siden af Alec og med blikket hvilende på ham. Han vidste og havde set hvilket tæt bånd som måtte hvile mellem brødrene, så allerede der, var han temmelig sikker på, at Alec nok skulle reagere. "Informationerne er fra en frygtelig realistisk kilde.. Jeg kender ham personligt," afsluttede han, blot for at forsikre ham, at han bestemt ikke lavede sjov med dette, for han tog det i den grad på alvor!

[alecander]

Det var egentlig ikke Alecanders mening at virke grov, hård, og utaknemmelig mod Darian, for han vidste hvor Darians respekt og loyalitet lå, og den unge mand, var faktisk én af de vampyrer han bedst kunne lide, men det ændrede stadig ikke på, at han havde tid til gætterier, for han vidste at der lå noget på færde! Han vidste at der var sket Valerio noget, og det var ikke noget godt. Han viftede let afvigende med hånden. ”Tænk ikke på det… og tilgiv mig, men det blot frustrerende, ikke at vide hvor Valerio er, når jeg ved at han burde være hjemme i Mansionen,” svarede han roligt, uden at se på Darian, som hans mørke øjne hvilede et sted frem for sig. Han var nok ikke ligefrem typen der undskyldte, og det lød nok ikke så oprigtigt, som det var ment, for han var skam ikke ude på at få Darian til at være misbilligende over for ham, faktisk var han glad for at han netop opsøgte ham, når han bar inde med nyttige og vigtige informationer, som blot beviste hans loyalitet. ”Jaqias spion? For satan Darian, det nytter ikke at du render rundt og fortæller alle og alt om vores organisation,” svarede han stilfærdigt, og vendte langt om længe blikket mod ham. Man kunne tydeligt høre på ham, at han ikke decideret var vred, men mere ville have at Darian var forsigtig, for han stolede ikke på folk der stod sammen med Jaqia. Han fjernede roligt blikket fra ham og så frem for sig igen. Så Valerio var blevet set ved grænsemuren? Så var det dér han skulle hen! Han stoppede roligt op til hans næste ord. Fanget? Henrettes? For første gang i lang tid løb det Alec koldt ned over ryggen. Hans øjne blev hårde og kyniske. ”Det fjols!” hvæssede han, og knyttede hænderne, han havde lyst til at dræbe nogen! Hvad fanden havde han lavet ved Procias grænsemur? Og så var han endda blevet fanget? Sådan en kæmpe fjols! Han begyndte roligt at vandre frem og tilbage, i en eftertænksom mine, imens han gned sin hage ganske tænkende. Valerio var blevet fanget og skulle henrettes? Han var nød til at gøre noget! Men hvad? Han kunne jo ikke bare komme brasende og … Han stoppede roligt op og smilede et bredt og veltilfredst smil. Fabian var nøglen! Demitri havde jo trukket ham med hjem og nu var han spærret inde i Mansionens kældre. Han vendte roligt om på hælene og satte kursen den direkte modsatte vej, som de havde været på vej hen imod, for blot at gå den samme vej tilbage. ”Jeg har en idé!” sagde han næsten med spænding i stemmen. Hans skridt var stadig hurtige, som han næsten ville til at løbe, og kun folk der kunne gå hurtigt var i stand til at følge ham. De skulle nok få Valerio fri! Han ville skam ikke lade Procias henrette hans eneste bror! Han ville komme ham til undsætning som altid, som en sand bror, og som en sand familie. Og Fabian skulle simpelthen hjælpe dem. Til gengæld, var han bange for at hele organisationen var ved at blive afsløret, for hvis Valerio var blevet afsløret, og Alec kom ham til undsætning, og hvis Fabian slap fri, så var organisationen i meget stor fare for at blive afsløret! Og den tanke var til gengæld ikke særlig glædelig! Men han var nød til at befri sin bror, koste hvad det koste vil! Han ville ikke stå stille og se passivt til på sidelinjen! Ikke når han vidste hvad der var sket med hans bror, og hvad der ville ske med hans bror, hvis han ikke gjorde noget. ”Tak for informationen, Darian. Jeg vil foreslå at du forbereder dig til det værste, for det er ikke sikkert at organisationen varer meget mere,” svarede han stilfærdigt, og skævede kort mod ham, inden han igen vendte blikket fremad.

[Deleted]

Darian vidste, at det var noget af en risiko for ham at skulle løbe, men informationerne skulle de jo trods alt have. Hellere det, end at skulle høre på folkemunde, at Valerio var blevet henrettet udelukkende fordi at han var blevet genkendt ved muren og det havde vist sig, at skulle blive en utrolig farlig situation på alle tænkelige måder, det var der end ikke nogen som helst former for tvivl om overhovedet. Sådan som Alec måtte reagere, så var det om ikke noget som ville eller kunne komme det mindste bag på Daran på nogen måde overhovedet. Det var jo trods alt hans bror og det have været tydeligt, at det var noget som de begge havde holdt frygtelig fast i. "Hvad er livet uden at løbe en risiko, Alec?" spurgte han roligt. Han vidste, at han skulle være forsigtig og han havde jo aldrig nognesinde nævnt noget som helst omkring dette og specielt ikke omkring orgnisationen! Det var i sig selv, noget som faktisk havde fået en temmelig stor betydning for ham selv, det var helt sikkert, ellers ville han ikke gå så dybt ind i det og søge de informationer så tæt på det som virkelig måtte stå der som den største fjende overfor dem lige nu - Det var jo trods alt Jaqia. At Fabian var fanget som han måtte være, var slet ikke noget som var kendt for ham det mindste. Han havde jo været mere ude i feltet end det som han havde været blandt så mange andre vampyrer i organisationens skjul og hjem, men han nød virkelig at være ude! Han elskede det! "En idé?" gentog han. Han vendte om og hastet nærmest efter Alec. Nu var han da først for alvor blevet nysgerrig! At Valerio skulle fri, var virkelig bare en nødvendighed efterhånden, det var der heller ikke nogen tvivl om det! Uanset hvad der måtte hvile i Alecs hoved af tanker og idéer lige for øjeblikket, så var det noget som måtte forurolige ham ganske betragteligt, for det var uanset en temmelig vigtig ting at få Valerio fri! For Alec betød manden meget, det kunne han mærke.. Familie var noget af det vigtigste, det var også der, at han prøvede at skulle holde styr på sin egen, selvom det virkelig var så forbandet svært. Han vendte blikket nærmest chokkeret mod Alec. "Det værste? Organisationen vil ikke stå..? Hvad mener du?" spurgte han tydeligt forfærdet. Han var i den grad også villig til at gøre sit for at sørge for at organisationen skulle bestå! Han gik et skridt hurtigere og nåede op foran Alec, for at stoppe ham i hans vandring. "Okay Alec.. Fortæl mig hvad det er du har i hovedet," sagde han kortfattet. Et sted var tonen næsten krævende som intet andet. Det intense blik hvilede fast på Alec og alligevel så spørgende og forvirret. I og med, at han selv elskede at leve livet farligt på den måde som han gjorde det. "Du kan virkelig ikke mene, at det virkelig vil koste hele organisationen at redde din bror, vel?" spurgte han med en rolig og ganske kortfattet tone. Det var virkelig noget som kunne irritere ham temmelig meget og nu følte han, at der virkelig måtte være noget som han havde gået glip af og det var noget som han praktisk talt måtte hade! "Jeg er villig til at gøre mit, Alec.. Alt for at organisationen skal bestå!"

[alecander]

Alecander var glad for Darians optagelse i organisationen, han var en stærk og også viljestærk person, og hans kræfter kunne sagtens komme organisationen til gode. Men de havde også behov for de bedste af de bedste, og om han så var velhavende eller ej, det ville han godt nok skide et stort stykke på, for selv de bedste kriger kunne blive fundet på gaden, ligesom med Darian. Og han var faktisk glad for at han havde vovet sig til én af Jaqias spioner for at få informationer omkring Valerio, for nu vidste han da besked om sin bror og hans tilfangetagelse i Procias, og han ville gøre alt for at få ham befriet! Det var trods alt hans bror der var tale om, men han vidste at hans idé nok ville komme til at gå ud over hele organisationen, for hvordan skulle den ikke det? Og var hele organisationen værd at sætte på spil for blot ét medlem? Det var godt nok hans bror, men han kunne vel bare lade vær med at være så dum og bevæge sig udenfor i Manjarno, når de lige havde gjort et sådan stort kup, i stedet for kunne han være blevet i Dvasias og holdt lav profil! Og nu var han fanget, så et sted fortjente han at dø, så tåbelig han havde været! Han smilede skævt til Darians ord. ”Det … kan du have fuldstændig ret i,” sagde han istemmende. Der var ikke noget værd ved livet, hvis man ikke turde løb en risiko, og netop derfor ville han befri sin bror, det var hans bror, og risikoen ville kunne gå ud over organisationen, men det var blot en risiko han var nød til at løbe! Han ville have Valerio tilbage, han ville ikke svigte sin familie, ligesom hans forældre havde gjort. Han ville beskytte den, og hans organisation! At han havde gjort Darian nysgerrig, det var der ikke noget at sige til, for det var vel et sted klart, når han var så hemmelighedsfuld med sin plan angående om Valerios befrielse. Han fortsatte dog sine hastende skridt hen over den store slagmark, der var ingen tid at spilde! At Darian trådte et skridt foran ham og stoppede ham, fik ham til at sende Darian et irriteret blik. ”Hold nu op, Darian, vi har ikke ingen tid at spilde! Jeg fortæller det på vej tilbage,” svarede han og greb Darian om armen for at trække ham med frem igen, så de igen gik i det hastende tempo. ”Vi har Fabian til fange i Mansionen, han kan bruges til at få Valerio fri,” fortalte han roligt, uden at han stoppede sine skridt, for de havde ikke tid til stop, for han vidste ikke hvornår Valerio skulle henrettes, og det kunne være, når denne sol stod op, så de havde slet ikke tid til at stoppe! Han så på Darian med et lettere trist og bekymret blik. ”Det tror jeg er for sent. Fabian ved hvem vi er, får de Valerio til at snakke bare lidt om sig selv, så er hele løbet kørt,” sagde han stilfærdigt. Deres slægt kunne komme i fare, ja hele organisationen! Valerio havde bare at holde munden lukket! Han skulle alligevel dø, medmindre de selvfølgelig nåede at redde ham, men uanset, han skulle tage sin straf og det var døden, så om han talte eller ej, det gjorde ingen forskel, fordi han alligevel skulle henrettes. ”Jeg håber at Valerio ikke har sagt noget, men uanset, så vil Fabian stadig vide hvem vi er, og jeg stoler ikke på Fabian! Og jeg er bange for at, hvis vi redder Valerio, så er det på bekostning af Fabians frihed,” tilføjede han roligt og lettere tænkende, han havde ikke for meget tid til at finde på en god plan, en plan som også holdt og som var til deres fordel og ingen andens. Men han måtte snakke med Fabian!

[Deleted]

Darian kunne virkelig ikke gøre noget andet end at være interesseret i Organisationens ve og vel, for den betød virkelig meget for ham og han løb gerne alle disse risikoer for at skulle få det hele til at fungere, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare den tanke til, at dette kunne være Organisationens endelige, var bestemt ikke en tanke som han brød sig meget om og specielt ikke hvis det var dette udfald som det måtte føre til, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke, så var det virkelig helt og særdeles umuligt. Tiden var knap og de havde virkelig ikke så meget som et sekund at skulle spilde, det var helt sikkert, men hvad pokker skulle man da stille op i længden? Han følte et sted skyld for at det hele måtte stå som det måtte lige for øjeblikket, og han kunne virkelig ikke fordrage det! Om han havde været hurtigere, så måske... han kunne have stoppet dem i at føre Valerio med sig? Forbandet..!! Han sukkede opgivende og rystede på hovedet. Han måtte virkelig ikke tænke de tanker lige nu! Han stivnede let idet at Alec tog fat i hans kappe og rev ham med sig, hvor han næsten for en kort stund, måtte kæmpe for at finde balancen igen, for det var virkelig ikke lige nemt som man lige skulle tro at det måtte være, det var i den grad også helt sikkert. Han lyttede til Alecs ord og hastet med ham mod deres skjul istedet for. Han vendte blikket stille mod ham og med den tydelige eftertænksomme mine. Han havde hørt, at de havde fanget Fabian og for det, så var det virkelig bare ekstremt underholdende som intet andet, det var i den grad også helt sikkert. "Jeg hørte i havde fået Fabian fanget.." sagde han stille og med en lettere eftertænksom stemme. Men hvilke muligheder der ellers skulle være, det var han faktisk temmelig usikker på. "Mhmm... Er der ikke en måde.. at få Valerio fri? Uden at det kommer på bekostning af Fabian?" spurgte han stille. At give den mand fri, var som at begå selvmord i hans øjne og det var noget som han ville nægte så længe at det måtte være! "En med kendskab til Procias? Måske.." Han så eftertænksomt frem for sig. Ikke at han kunne gøre noget andet lige netop nu. "Valerio er ikke typen som jeg vil se på som en sladrehank, Alec.. Jeg nægter at tro på at manden har sagt noget som helst," sagde han roligt og ikke mindst med en lettere stilfærdig stemme. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom, men det var bare det indblik som han havde af den mand. At han jo så var fanget og så langt væk hjemmefra, det var det som virkelig ikke gav nogen former for mening i hans hoved, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvorfra Alec i tilfælde skulle kende til nogen som havde kendskaber til Procias, det vidste han ikke. "Er der ikke noget som man kan true Fabian med? Holde ham på afstand mens vi redder Valerio?" spurgte han stille. Nu til dags og om sommeren, så skulle henrettelsen ske forbandet tidligt, så Darian i sig selv, var meget sikker på, at det ville blive en meget lidt befolket henrettelse, så det var vel også til deres egen fordel?

[alecander]

Alecander skulle have søgt efter Valerio i den tid han ikke havde været der, sikret sig at han havde været på Mansionen eller bare noget! I stedet for at sidde og hygge sig, når alt andet omkring ham var ved at ende galt. Organisationen var ved at ende ligesom hans forældres havde været; opdaget og hans forældre brændt levende på bålet, og det samme var ved at ske for Valerio, han skulle så bare se solopgangen, og denne gang var den langt mere skræmmende end det som den har måttet være før. For dengang havde han jo haft sin ring, som nu måtte ende med at blive taget fra ham, eller det ville ske, hvis ikke det var fordi at Alec ville protestere, og han skulle nok få Valerio fri! Fabian var i kældrene derhjemme, og han var nok nød til at have sig en lille snak med den mand. For han kunne vel bruges? Noget var han i hvert fald nød til at gøre! Han kunne jo ikke lade sin bror ende op i det rene ingenting! Ende sit liv som en bunke aske! ”Så sandt, men Valerio har haft sit psykiske nedbrud før, hvem siger at han ikke kan blive knækket igen?” Han så ganske bekymret mod Darian, han håbede bare at han havde fået Valerios psyke op på det øverste, så det ikke ville blive på bekostning af informationer, for fik Procias informationer, kunne de hurtigt finde ham. Han fortsatte sit hastende tempo over den faldne slagmark, alle tanker drejede sig kun om én ting; om Valerios befrielse, han havde ikke tid til at tænke på andet, han havde ikke tid til at fundere over hvad der var sket, eller ville ske, han kunne kun håbe på at det ikke ville være for sent, når de engang kom til Procias for at befri hans bror! Han så på Darian endnu engang. ”Det er jeg bange for at vi ikke har tid til,” svarede han stilfærdigt. Fabian var vel deres sidste mulighed? Og det måtte vel blive på hans bekostning? Han stoppede roligt op, idet en tanke slog ned i ham. Det var jo faktisk ikke helt sandt, for han kendte jo faktisk én der havde været tidligere procianer, og hun kunne måske hjælpe? Han så tænkende på Darian. ”Det har vi måske!” svarede han eftertænksomt, inden et lettere triumferende smil gled over hans læber. Så var han nød til at finde Alicia, men han var ikke sikker på hvor hun befandt sig. Men hun var måske deres sidste håb? Han gned sin hage ganske tænkende, imens hans blik flakkede fra sted til sted. Alicia ville kunne bringe dem ind i Procias, Fabian ville han kunne bruge som lokkemad, og så var det vel bare at befri Valerio og uden at Fabian blev frigjort fra organisationens tag? Han begyndte roligt at gå igen. ”Du skal finde én for mig, Darian. Prøv i byen, på kirkegården alle steder for en vampyr. Personen du skal finde er en kvinde, hendes navn er Alicia Azael Maqualian. Husk det! Hun er vores bilet ind i Procias, bare sig at Alec behøver hendes hjælp, og bring hende så med hen til Mansionen. Imens tager jeg turen til Dracu-Mathimæus og får mig en lille snak med Fabian,” sagde han roligt. Sådan måtte det komme til at fungere, han skulle bare lige først have en sluder med Fabian, og så skulle det hele nok falde på plads, og de skulle nok få befriet Valerio! ”Vi ses ved Mansionen, Darian.” Mere sagde han ikke, inden han satte i løb, der var ingen tid at spilde, og det måtte selv Darian være klar over. Han var slet ikke sikker på hvornår den henrettelse skulle falde, det kunne være ved daggry, og så var han nød til at stoppe det i tide!

//Out.

[Deleted]

Darian vidste, at Valerio måtte betyde ekstremt meget for Alec og det var udelukkende også derfor, at han virkelig ønskede at skulle hjælpe ham, det var helt sikkert. Måske, at han var ny indenfor denne form af organisation, men han nød virkelig af tanken. Bare det, at vampyrerne endelig skulle få lov til at komme frem og vise sig at være den mest ædle og største race i det store og hele, det var noget som han ellers var utrolig godt tilfreds med. At dette nærmest måtte være en gentagelse fra det som var sket før i tiden, det vidste Darian ikke. Det var en historie som han endnu ikke var blevet fortalt, men han nægtet simpelthen at skulle lade det hele dø ud og gå til spilde! Det var det simpelthen alt for værdifuldt til i hans øjne, det var der end ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Han vendte blikket bekymret mod Alec. At Valerio havde været psykisk nede før, det var bestemt ikke noget som gavnede dem i denne situation. "Organisationen betyder lige så meget for ham, Alec.. Jeg tror vitterligt ikke, at han sladre," sagde han stille, ikke mindst også med en temmelig alvorlig stemme. Han nægtet at se det hele styrte i grus uden at have gjort et forsøg på at skulle redde det op af det hul som det måtte være faldet i til nu! De havde Fabian, den mand burde da kunne hjælpe på den ene eller den anden måde? Uden at det behøvede at betyde, at det hele ville ende med at falde fuldkommen i grus? Hans tempo fulgtes med Alecs så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. Han prøvede i det mindste, selvom det virkelig ikke behøvede, at skulle være nemt på nogen måde, det var i den grad også helt sikkert. Han sænkede farten som også Alec måtte gøre det. Der var noget i mandens hoved.. en tanke eller en plan måske? Man kunne virkelig ikke gøre noget andet end at håbe! Håbe på det bedste og at det nok skulle vise sig, at blive noget som ville lykkes i den anden ende. Han lyttede. "Sig frem..!" bad han med en tydelig ivrig stemme. Den organisation nægtet han simpelthen bare, at skulle lade gå direkte ned i grus, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare tanken omkring det, var virkelig grufuld nok i sig selv! At Valerio stod til, at skulle møde den store sol, var en skræmmende tanke. Alle vidste hvad det gjorde med en vampyr. Det ville tage livet af dem som det rene ingenting. De var måske stærke, men de var i den grad ikke uovervindelige! Han nikkede til hans ord, selvom han var tydeligt overrasket over, at det var en kvinde som han skulle søge efter. "Alicia?" gentog han let forvirret. Hvad pokker skulle han bruge en kvinde til? Han endte dog blot med at skulle nikke til hans ord. Det var ikke fordi at han betvivlede, "Jeg finder hende, Alec.. Det kan du trygt stole på," sgde han med en ganske fast tone og alligevel noget så alvorligt. Han endte med at skulle vende om, idet han hastet over slagmarken og direkte mod der, hvor han var helt sikker på, at vampyrerne måtte opholde sig. Denne Alicia, skulle han i den grad nok finde!

//Out