|
Post by akiro on Jul 31, 2010 19:25:51 GMT 1
Skoven hvislede stille denne dag. Alt andet end normale omstændigheder kunne forventes under disse tider. Han var ikke sluppet godt fra sit sidste møde med Alicia og det med en god forståelse til hvorfor. Hans tidligere forsvinden uden et eneste ord. Det var kun naturligt at hun reagerede som hun gjorde. Han huskede stadig hendes blege ansigt og isende kulde. Et frygteligt syn der ikke kunne bydes nogen anden uanset forholdene. Skridt så tunge hen over den faste og våde skovbund. Hver eneste dråbe lagde sig over hans omgivelser og ham selv. Fuldstændig gennemblødt af at have vandret væk fra de vante omgivelser eftersom at Alicia ikke var endt op med at vise sig på Godset. Tankerne fór rundt og rundt i hans hoved kun for at så en større forvirring. Stammen følte han under sine fingre da en støtte blev nødvendig. Hvorfor var han også endt med at træde lige ind midt i hendes liv alt i mens at hun havde fået sig en familie. På en måde så det ud som om at han havde frarøvet hende sin lykke uanset om det var den største i hendes liv eller ej. Han satte sig ned med nakken slået tilbage og blikket vendt fortabt mod himlen. Ville han nogensinde finde sin gamle styrke igen?
|
|
|
Post by yuuki on Jul 31, 2010 20:05:19 GMT 1
Regnen rislede ned fra blad til blad uden den mindste hindring. Ligeså var Yuukis forsigtige skridt gennem det våde krat mellem træerne. Joshua havde bragt hende med hertil dette land og uden den mindste forståelse til hvorfor. Vejret og de mange grønne områder var lige så dystre og ensomme som meget af det inden i byen var. Det var en helt anden udstråling og den gjorde hende usikker på sine omgivelser. Tiderne lå under konstante forandringer og det lagde ikke skjul på hvor vild ledt Yuuki var i disse omstændigheder. Hendes blik veg omkring sig for en kort stund og lige fremme foran hende et godt stykke fik hun øje på en ung mand siddende med blikket vendt mod den triste himmel. For hende lignede han en der ejede et hav af bekymringer. Med en hånd placeret mod sit eget hjerte fik hun hurtigt fornemmelsen af at der ingen fare ville hvile i nærheden. Hun fortsatte ganske stille i mod ham draget af nysgerrigheden.
|
|